But haven't you always loved her?

Sted: Frankrig - Paris.
Omgivelser, vejr, tog tidspunkt er beskrevet i teksten.

Forbeholdt til Jose og Ahngel.

Bilen brummede og hoppede af sted. Hver minut kunne den brase sammen, det kunne fornemmes. Øjenbrynet blev løftet til vejrs og hun tog et brev frem. Brevet havde hun fået til morges af chaufføren. Samanthas chauffør. Han skulle umiddelbart bringe brevet til hende og dernæst tage hende med sig. De havde lavet et kort ophold ved et af Terre’s lejligheder og Jose, englen, som hun havde været så vred på, var kommet hende til selskab. Han vidste så lidt som hende, men nogle ideer havde hun da haft.
”Lady Samantha har åbenbart fået kontakt til Ahngel, tror jeg” sagde hun og trak vejret dybt ind og kiggede på det lukkede brev. Hun kørte en finger på papiret og de sorte øjne så på papiret, som var det kød. ”Men lad mig læse det for dig, Jose” hun fugtede sine læber og åbnede brevet. Det fine håndskift famlede i hendes øjne og hun forsvandt i den korte tekst:

Det er mig ikke muligt at tage til Italien foreløbig. Visse problematikker holder mig i Frankrig... og som alt ser ud nu, kommer der til at gå en rum tid, før jeg atter er fri fra mine pligter. Jeg tilbyder i stedet en kompensation, som ikke vil koste jer: Et ophold i Paris. Det vil vise sig, at den ændrede location også vil få fordele for jer selv, alt efter hvordan fremmødet drejes. Det finansielle vil jeg sørge for, samt jeres kost og logi. Jeg vil sørge for en eskorte ved jeres fremkomst, samt et personligt fremmøde i en af mine sekundære boliger.

~ 'Ahngel'

Hun smilede og rakte brevet til Jose, så han selv kunne læse sig frem til det, hvis han ikke havde fulgt med. ”Her” havde hun sagt og rettede sig op i sædet. Hun så fraværne imod ruden og kiggede på regndryppene som dalede ned. En kamp om, hvem der først kom ned. ”Det ser ud til, at vi er på vej til Paris” sagde hun stille og kiggede imod Jose, som forhåbentligt sad og så i brevet. Hun undrede sig over, at hans navn havde stået med gåseøjne. Hed han da ikke Ahngel? Hun åbnede munden, men lukkede den igen. Måske var det en blækfejl? Hvad vidste hun? Kvinden, der havde alt i takt var ikke engang kommet. Hendes undskyldning var ikke engang forstået, men hvad Samantha foretog sig, var vel noget man ikke skulle sætte spørgsmålstegn ved. Så meget havde hun i det mindste fået lært. – Hun lænede sig frem og så på chaufføren. ”Hvor kører De os hen?” spurgte hun og lag sin behandskede hånd på sædens ryglæn. Manden så imod bakspejlet og hun rettede automatisk sine øjne deroppe. ”Jeg fik vide af Lady Samantha, at jeg skal køre Dem til banegården og en mand vil tage imod Dem og hvad der så sker, har jeg ingen anelse om” Abira kunne se et smil på mandens læber og hun gengældte smilet. ”Javel ja” afsluttede hun og satte sig tilbage i sædet. Hun lag benene over kors og så imod ruden igen. Hun fik nærmest gåsehud ved at tænke, om ikke så længe, så vil hun være i nærheden af Asma. Mere end nogensinde. – Træer og huse, var det de kørte forbi. Det var mørkt efterhånden og det var over aftensmadens tiden. Men ellers var det en smuk aften. Vindstille og regn. Det var også en stjerneklar aften med halvmåne. Det så magisk ud. Men det var vel også meget passende for deres situation? ..

”Jeg kan mærke, at vi nærmer os hende. Kan du ikke også?”

Han havde været hjemme og tænkt. Tænkt på om det overhoved var en god ide, at han nu havde rodet sig ud i noget med Asma. Igen. Han var bange for, at han endnu engang vil vende med et ødelagt hjerte. Og det var jo også det han ville gøre. Det vidste han på forhånd. Han kunne ikke beskrive vreden i sig. Det brændte nærmest inde i ham. Det var lige før, at det ikke var til at holde ud.

Langsomt mærkede han, hvor irriteret han blev på bilen der hoppede af sted, som en hver hest. Han forstod i princippet ikke at de kørte i en bil. Det var overhoved ikke fordi, at de kunne være ankommet under en time til det sted de nu skulle hen. Han trak sig imod vinduet og stirrede bare ud. Tankerne var over ham, men han prøvede ihærdigt at skubbe dem væk, men det lykkedes ikke rigtig. Han sukkede og så imod Abira, som åbenbart havde sagt noget. Han nåede lige at fange ordene og han nikkede blot. Ikke i stand til at sige andet. Han havde ikke fattet, at Samantha ikke tog med. Hun var ligesom limet i gruppen her. Et smil trådte frem og han så ned i brevet. Ahngel. Han var så ligeglad med vampyren. Og selvfølgelig gav han vampyren skylden i at Asma var død. Han burde kunne fornemme, at et eller andet måtte være galt. Han knyttede sine næver og så væk.
Jose fnøs og lænede sig tilbage. Vampyren havde ikke engang tid til at se dem. Hvad kunne være vigtigere? Hvorfor var han så beskeden? Hvorfor i alverden gjord det ham ilde rasende? – Han kiggede på Abira, da hun rakte ham brevet. Han ville egentlig ikke se på den, men hans øjne skimmede alligevel teksten. ”Paris. Selvfølgelig. Den romantiske Romeo bor der” han brevet væk og så imod ruden. Regnen, som trist strømmede ned. Det beskrev hans følelser lige nu. Flydende, forvirrende og dalende. Han længdes efter hendes stemme og hendes ord, som havde ramt ham hårdt. Ødelagde hans hjerte.

”Asma? Jeg kan nærmest se hende for mig” smilede han og løftede hovedet. Han rørte på sine læber. ”Kan mærke hendes røde læber og sorgmodige øjne” det slog et klik imod hans bryst. Hvis Abira ikke havde siddet ved hans side, så havde han givet under for tårerne. ”Men tro mig, Miss Abira..” han så på kvinden og smilede skævt. ”..hun har også bare at være der"

Nyttesløst. Bornholmerurets evindelige tik syntes så høje til trods for distancen. Havde man været opslugt af egne tanker, ville det ikke være svært at ignorere den evige lyd af passerende sekunder. Og timer. Når en time var gået, lød det som et tordenskrald ude af proportion. Og lyden føltes næsten ligeså konstant som sekundernes markering. Lyden af gående tid rakte igennem en hel korridor, under en dør og gled som en skygge hen ad gulvet for at nå det vagtsomme øre. Han havde villet glide væk i en søvn, men nattetide var blot begyndt. Det var ham umuligt at ønske ubevidsthedens luksus på en sådan tid på døgnet – Og denne tid generelt.


Urets ekko gennemborede et påtvunget mørke. Hvor han dog ønskede uret itu. Hvor han dog ønskede alle forstyrrende lyde og deres ejermænd jævnet med jorden. Fodtrin over og under ham, stemmer i østfløjene, biler på vejene og spøgelserne, samt deres ekkoer, som bredte sig igennem alle Point Du Lacs haller og værelser. Man skulle tro, at mange af disse lyde var indbildning, men de var så materielle som stoffet, som kunne mærkes i fingerspidserne og knugedes imod håndfladerne – efterlod lette, røde mærker fra folderne. Et blødt og glat stof. Man kunne mærke hver syning og selv med lukkede øjne gennemskue mønsteret, som udgjorde dets luksuriøse snit. De gyldne toner, som stoffet var vævet af, var det første, der hilste et opklaret syn. Resten af øjets rækkevidde var ikke vigtigt. Det tiltede værelse i baggrunden, som var befængt med et konstant mørke, forblev en sløret baggrund, der som et fordrejet maleri, vendte verdenen en smule på hovedet. Først var synet af det elegante fabrikat en fryd at overvære. Dets detalje drejede ens tanker imod en lysere horisont – lige indtil den hvide tommelfinger, som fikseret gled igennem folderne, nåede kanten til en tør, rødlig farve. Her blev stoffet groft og mindre bøjeligt. Her glemte man den komfort, som man før havde haft… Og stoffet fik en betydning. Nærmere en forbandelse. Den vilde have, hvis solrige overtræk farven stammede fra, rådnede væk under en naiv gartners fødder.
Stoffets duft blev høstet en sidste gang – presset imod det silkebløde ansigt og ført over øjenlåg, vipper og den spidse næsetip. Da førtes de dybrøde øjne atter over og væk fra den vævede guldskat og dernæst ud i rummet. Vipperne dækkede den røde farve ved en udtryksløs linje og nægtede dernæst at glide tilbage på sit forrige midtpunkt. Det gyldne stof gled fra den hvide håndflade og ned på det ekstravagante overtræk, som sofaen under ham var indhyllet i.. og samme møblement gav et lille knirk da dets tilsyneladende sovende ejermand, satte sig op og vendte blikket bagud, imod vinduet, hvor et sølvskær flygtede fra månen. Regnvejret ville tage til den aften.. og om få timer ville himlen være overskyet igen… Dog velsignet med isnende dråber af den tykke slags, som ville gøre udsigten fra alle Paris’ vinduer fortryllende via tagryggenes genskær, der ville gentage himlen i et mere simpelt billede. Fra hver vindueskarm ville man lade sig beundre det, som kom det fra en anden verden. En verden, som bestemt ikke havde fortjent regnens milde, dog sørgmodige skønhed. Forhåbentligt ville det bringe hans gæster en trøst når de engang gled over byens gader. Vejret havde uden tvivl fejet det værste af Paris’ uvenligheder væk fra rendestenene… Tiggerne.. Sælgerne og de prostituerede, som tilbragte deres tid ved de yderste arondissementer. Det udgjorde en galant brik i et puslespil uden mål. Hvem tænkte dog på en præsentation? Specielt af en by, hvis navn allerede gav sine gæster et blændende skær i blikket?


De røde øjne gled fra det udendørs, våde paradis.. Slotshaven og havet af nåletræer, som dækkedes over hele området. Hinsidiges dem, lå Paris. Det var måske på tide at tage af sted? Jean havde tidligere på aftenen taget afsked med sin herre for at modtage gæsterne ved togstationen. Det ville være hybridens eneste gerning i denne sag og alfahannen kunne denne gang ikke gøre andet, end at beundre Jean for hans næstekærlighed. Han havde knapt kendt hende og stadigvæk gjorde han hvad han kunne for at hjælpe sin overordnede i denne sag. Så personligt også.

Paris midtby – Hovedbanegården

Hovedbanegården lignede, som altid, et mindre slot i al sin pragt.. og bag de store, grå facader, kunne man høre speakere fra informationsdiskene og kimende klokker, som fortalte om togenes afgang og ankomster. Siden regnen havde drevet de fleste turister og lokale indendørs, var perronerne og de forskellige afdelinger ganske travle af parisianere, som ønskede ly for vejret. Et mylder af forskellige sprog, mest fransk, gjorde grunden til en mindre ambassade for de mere jævne folk. Barnegråd og larmende mobiltelefoner supplerede til uudholdigheden indendørs, samt en tyk lugt af tobak, trods rygeforbuddet var trådt i kraft. Kort sagt: Det var en heksekedel, som ikke kunne hamles op med af den bagende Champs Elysees i sommerperioden. Var det virkeligt stedet at opsamle vigtige gæster? En jakkeklædt person stod ved hovedindgangen, under dets halvtag. Få rygere stod der ligeså, men de var travlt optaget af hinanden. Vedkommende stod alene. I sit mørkegrå jakkesæt gik han nemt i et med omgivelserne, men heldigvis havde han andre egenskaber, som gjorde det muligt for ham, at skille sig ud. Hans hår var gyldent, nærmest varmende i det farveløse vejr. Hans hud bleg, men ikke så bleg som mange af hans artsfæller. Hans ansigt var blidt og kønt.. Samlet i et ungdommeligt udtryk, trods der var en sky af erfaring cirklende over hans hoved. Det blotte øje ville ikke anerkende ham som ældre end et par og tyve år, men så snart man fik øjenkontakt med individet, ville man blive bortført af referencer for mange hundrede år. Måske endda tusind. Hans isblå øjne hvilede roligt og tålmodigt bag et par firkantede briller med mørkeblåt stel og med en overbærende bevægelse, søgte han et gyldent lommeur fra sin jakkelomme. Han kendte ikke til tidspunktet, hvorpå han skulle forvente sin herres gæster, men han foretrak, at have et godt øje på dagens fremgang. En kort tanke blev skænket vampyren, som han havde valgt at hjælpe trods det ikke var en del af hans arbejde. Mon ikke også han var på vej imod midtbyen efterhånden? Øjnene gled ned på uret igen og den blonde udøde komplimenterede sin egen sans for tid. Jo. Hans møde skulle gerne have været sluttet for mere end 4 timer siden. Hvornår sov den dreng overhovedet?


Bekymringen blev skubbet væk. Jean var ingen forældre og han var nødt til, at minde sig selv om det engang imellem, trods det var en vanskelig sag – specielt efter alfahannens sidste stunts og risici. Den blåøjede vampyr lod øjnene tvinges tilbage imod gaden foran sig… Og her ville han stå indtil gæsterne ville melde deres ankomst. De skulle ikke være svære at skildre ud fra mængden. Den ene var trods alt af ’helligt’ blod, og selvom det ikke var noget at være stolt af, erkendte Jean, at han havde næse for lige netop den slags.


//Her vil min aktivitet startes og sættes på pause igen indtil i ankommer til hovedbanegården, så hvis der skal diskuteres eller gøres ting først, så sidder jeg standby indtil da. :)

Den negative energi var til at føle. Hun væmmes af den. Men her kom tvivlen også. Var det en dag man skulle være glad eller i sorg? Hun forstod vel inderst inde, uden egentlig at indrømme det, hvad Jose følte. Men plejede der ikke at være grænser? Umiddelbart ikke for englen her. Engle havde vel altid en speciel måde at reagere på i forhold til djævle og andre væsner. Måske følte de bare mere? – Hun så ned på sine hænder og smilede langsomt. Det var lidt ligesom den aften, Asma, havde fundet hende. Englen havde givet så meget udtryk på sine følelser til en fremmed pige. Det ville hun aldrig selv kunne. Uanset, hvor meget høfligheden ville spille. Det medførte en nostalgi. Hendes hoved slog til og hun så op. Op på intetheden og fik en berøvet udtryk på ansigtet. Noget var netop gået op for hende. Englens ene ord havde ramt hende. Var det derfor hun havde følt, at dette her mindede hende om et eller andet? Dette her var en sammenrotning. Hvor var det dog sørgeligt. Romeo vågner vel aldrig..

”Du er forelsket, dans med Amors vinger, så svæver du igennem turene, Jose” hun gengældte smilet. Ikke blødsødende, men mere kold og tænkende. Det trak i hende. Som en fiskestang. Hun havde bidt sig fast i krogen og nu kunne hun ikke længere komme fri. Det var hvad denne her lille sammenrotning gjord ved hende – hun tog sig på hovedet og drog et suk til live. Hendes sind smuldrede stille hen og hun vendte tilbage til virkeligheden.

De var nu ikke så langt fra banegården, kunne hun koncertere. Det virkede mere lyst og rodet. ”Så kan jeg ikke komme længere ind” sagde chaufføren pludselig. Abira fandt sig selv i at kigge på Jose, men vendte dog hovedet imod den flinke mand bag rattet. ”Vi kan kun takke Dem. Ha’ en velsignet dag” hun åbnede døren, da manden blot gav hende et nik. Velsignet dag. Hun kunne ikke lade være med at smile over hele femøren, over hendes ordvalg. – Døren lukkede sig bag hende og hun regnede med, at Jose vil følge efter. Han var trods alt grunden til, at de skulle besøge Ahngel. Hun kunne sagtes overleve med en samtale over et brev eller telefonen. Og at vide at, Asma, lå et eller andet sted gjord hende ærligtalt lidt nervøs. Tænk på en kvinde, som rent ligeud sagt, havde ændret ens liv, var så tæt på en, men alligevel så langt væk.

”Det skal nok blive interessant, at finde en mand vi aldrig før har mødt” sagde hun og kiggede rundt, da de var kommet ind. Ravnerock var i gang. Hun kunne ikke fordrage al de lugte, som susede forbi hendes sanser. Man kunne let sige, at de undertoner som lugtende havde gjord hende en smule rundtosset. En høj blond kvinde med en hund gik forbi dem. Hunden snerrede ad dem og Abira løftede det ene øjenbryn op. I hendes øjne burde hunde slet ikke eksistere. Lidt ligesom varulve. Hun kunne simpelthen ikke tage det.
”- Eller hvad siger du, Jose?” hun så på englen, som hun regnede med stod ved hendes side. Medmindre at han havde flygtet fra hendes ord. Men hun havde jo ret. Det vidste han udmærket godt. – ”Kan du mon se ham igennem menneskemængden?”

Han vidste ikke helt om han skulle være fornærmet eller ej. Prøvede, Abira, lige at være flabet på den mest høflige måde hun kunne fremstamme? Han forundrede sig dog over hendes ordvalg, men lod det ligge. Han havde andre tanker, som skulle tænkes inden hans fødder betrådte vampyrens ejendom. Men han kunne ikke lade være med at se hen på Abira, som opførte sig lidt underligt. Hun havde ellers virket den som den rolige.. eller var det nu Samantha? Han havde lidt svært ved at beskrive de to kvinder, uden at beskrive den anden. Det lignede dog ikke hinanden, men de havde begge den der forførende ansigtsform. Han trak hovedet til sig og så imod vinduet. Det så slet ikke ud til, at regnen foretog sig.

Lidt overrasket så han op, da chaufføren snakkede til dem. Han havde åbenbart siddet klistret imod vinduet og havde halv sovet. Han nikkede tilbage til manden og gik også ud. Hans hoved drejede rundt og betragtede stedet. Ikke fordi det var kønt, men mere at nysgerrigheden spillede ind.
Han hørte Abira gå og han fulgte med hende. Han blev let irriteret af de skubbende mennesker og de grædende børn rundt omkring. Han så på Abira, som netop lige havde sagt noget. ”Virkelig?” sagde han og stiftede sine læber og så rundt. Han så den blonde kvinde, som havde gået forbi dem. ”Jeg ser ham” sagde han og afbrød nænsomt Abira. Hans øjne var rettet imod personen han troede var manden. Han så ud til at vendte på nogen også havde han den velkendte vampyr lugt. Ikke fordi der var forskellige lugte omkring dem, men han anså blot, at den fine mand var en af Ahngels mænd. Hvad mon han var for Ahngel? Bodyguard? Det vil så heller ikke overraske ham. ”Gylden hår” de nærmede sig ham, men Jose var nødt til at sænke farten for ikke at støde ind i nogen. Inden de nåede over til manden standsede han op foran Abira og holdte om hendes skuldre. Han så inde i hendes mørke og åbnede sin mund. Munden lukkede sig dog sammen igen og han slap taget om Abira. Han vendte sig om og forsatte imod manden, vis navn ikke var dukket frem.
”Undskyld mig?” sagde han og stillede sig foran manden. Nu var han pænt sikker på, at manden var en af Ahngels. Ikke fordi han havde den der lugt, men mere den måde han så ud på. – Han rakte sin hånd imod manden og smilede. ”Jose Diablo og dette her er Abira Walters” præsenterede han dem. Hvis manden trykkede hans hånd ville han derefter trække sig væk fra ham så Abira kunne komme til.
Han vil stå og betragte manden. Så han måtte være den der var tættest på Ahngel lige nu eller..? Men hvad med kvinden Samantha, havde haft kontakt til? Han mærkede at der hvilede sig noget bag det hele. Noget han aldrig nogensinde ville kunne komme så tæt og det ville han skam heller ikke.

De vinterblå øjne gled over den kølige og grå himmel i et øjebliks mentalt fravejr. Igennem tunge klokkers ringen og adskillige tungers hvileløse frembrusninger, kunne han høre en fugleflok, langt over Paris’ mange tage og monomenter. Ganske vist, kunne den gyldenhårede vampyr se en silhuet imod de grå skyer. Små fugle, som muligvis havde været sent ude med deres færden sydpå. Eller også havde de ikke oplevet vinteren til tiden. Stakkels småfugle.


Han søgte for et øjeblik. Søgte imens hans egen, ellers diskrete, fremtræden ville blive påpeget. Og da den gjorde, syntes alle dufte at visle bort… træde tilbage, som var den tilbageværende kongelig og ædel. Det var den knapt. Engleblod havde blot den effekt og havde tendens til at lade en vampyrs kreativitet rende med farverige ideer, som dæmoniserede noget så neutralt som en duft. Hybriden kunne mærke sin mund spændes. Egentligt ville han have smilet meget bredere, men en barriere holdt hans ansigt blidt og ydmygt. Hans tænder lod sig ikke vise i det øjeblik af forundring. Det var en fryd.. Virkelig en fryd. Smilet ville afsløre dem før hans øjne gled ned over deres ansigter og smilet blev bragt med øjnene og fortalte om et legende sind, som holdt mange små hemmeligheder for dem. Ungdommeligt.. Næsten barnligt inden hans fryd syntes at fordufte og hans blik blev atter tynget af alder og en vis professionalisme. Trods Joses ideer, ville denne person nok ikke ligne en bodyguard det mindste. Hans kropsbygning var velvoksen, men han ejede ikke en robusthed i hele sit udtryk. Derimod lignede han en politiker. En moderne aristokrat eller overhovedet af et stort firma. En hvis udstråling af kraft og indflydelse lå over ham, trods hans mildhed i blikket udlignede det. Og med denne mildhed var øjnene fæstnet på de to modsætninger i regnvejret og den fulgte dem som en nobel guide indtil de ville nå hans position under halvtaget, i læ. Jose spændte kontakten med bue og pil og rettede sine ord imod den velklædte vampyr, som knapt havde troet at han ikke selv ville ende op med det første ord. Gamle vaner og deres tendens til at hænge ved. Det isblå blik rettede fra den udrakte hånd og tilbage imod englens eget blik. En tilfredshed var givet udtryk for, og den blonde hybrids smil blev en smule bredere.


”Monsieur Diabo et mademoiselle Walters...” Hans stemme var som hans blik og bevægelser: Blid og tålmodig. Først da deres navne var blevet genopskrevne, lod han sin egen håndflade trykkes imod Joses og hans fingerspidser omfavnede let håndryggens kant. Hans hånd var kølig. Ikke på grund af det kolde vejr. Et nærmest gratulerende nik blev givet ham, inden hans slap og rettede sin opmærksomhed imod kvinden ved hans side. Blev hendes hånd frit givet ham, lod han den let drejes i sin egen hånd, så hendes håndryg og knoer blev vent imod himlen, holdt oppe af de blege fingre. Et hilsende, klassisk kys blev placeret imod hendes kno. Da rettede han ryggen igen og først da livede hans smil op til noget, som næsten kunne beskrives som lettere barnligt og ganske muntert. ”Jeg har ventet jer. Mit navn er Jean De L’Encore. Velkommen til Paris.” Det faldt ham mere end naturligt at byde dem velkommen. Hvor hans herre ikke havde haft meget overskud til at imødekomme gæster, var denne Jean mere end ekstatisk for at præsentere byen for ulokale øjne og helst lave et eventyr ud af det. Han kendte dog sin kontekst denne gang. Disse personer var ikke de gennemsnitlige senatorer og politikere, som ønskede en audiens. Denne gang, blev det behandlet i skyggerne… Og trods dilemmaet var sørgmodigt, kunne Jean ikke lade være med at føle en lille kildrende fornemmelse i hans mellemgulv. Det havde været lang tid siden. Åh, så lang tid siden.

De forskellige lugte forvirrede hende endnu mere nu. Men hun prøvede at bevare tålmodigheden. Men at være i nærheden af en engel gjord det hele værre. – Afbrudt af englen. Ikke første gang, så hun tog det ikke bogstaveligt. Hun så på ham og fulgte hans øjne. De mørke øjne så på noget lyst, ikke så langt fra dem. Hun vidste ikke helt om det var ham de kiggede på. Usikkerheden blev stum idet de nu nærmede sig manden. Hans udseende fik hendes øjne til at åbne sig. Hun kunne dog ikke se ham helt præcist endnu især da Jose valgte at stille sig op foran hende. Hun kom til at gå ind i ham, men blev hurtigt trukket væk fra hans brystkasse. Hun havde set forvirret og samtidigt irriteret på ham. Hun rynkede sin pande og så ind i hans øjne. Hun forventede at han kom med en forklaring, men det kunne hun vidst glemme alt om. Han lod hende stå udvidende tilbage og hilste på manden, som nu ikke stod så langt fra dem. Abira rystede blot på hovedet, da hun hørte sit navn. Hun fandt sin maske frem og smilede så varmt hun nu kunne. Hun rakte sin hånd imod manden og så ham dybt inde i hans blå øjne. Smilede famlede lidt hen og hun fik mere et tænkende udtryk. Dog blev hun vækket op igen, da hans læber berørte hendes kno. Hun najede med et smil og trak sin hånd til sig. Hvordan kunne han dog kysse disse hænder? – Hun så kort imod Jose og dernæst imod Jean, som han lige havde præsenteret sig. Hun nikkede med et smil og lod sine hænder hvile sig på maven. Jean i hendes øjne virkede meget rolig. Hun vidste dog ikke, om det udelukkende var for høfligheden skyld eller om han i det hele taget var sådan? Også slog en anden tanke hende ind. Men hun kunne ikke være bekendt at spørge om det. ”Af hjertet tak” kom det fra hende og et hånd ville blive placeret på hjertet. Øjnene hvilede ikke længere på, Jean, men i stedet ned på jorden. Hun havde igennem tiderne lært, at man ikke skulle se en fremmed person direkte i øjnene i for lang tid. Det var naturligvis kun for høflighedens skyld. Ikke andet. For førstehåndsindtryk sagde jo alt.

”Jeg hører, at vinen er fortryllende god her i Paris” hun så nu op på, Jean, og smilede så tårerne nærmest glitrede i hendes øjne. Hun havde meget følsomme øjne og en let brise kunne skabe kaos i en perfekt lagt mascara. Men man skulle ikke græde over spildt mælk. Det var desværre bleven hendes nye motto for alt.

Han var skabt usocial. Han var ikke den mest snaksaglig person, og det vil han sådan set heller aldrig blive. Han kunne desuden ført se nu, at han havde taget helt fejl af manden. Han lignede overhoved ikke en bodygaurd. Ikke det nærmest. Man kunne jo nærmest sige at de var modsætninger? – Mandens ord fik et nik fra hans side og han smilte skævt. Han så på Abira og hun lignede just ikke en, som havde travlt. Det gjord ham en smule sur faktisk. Hun havde ikke rigtig vist, at Asma var noget stort for hende, men desuden havde hun også flippet ud på ham sidst de så hinanden. ”Ja, dette her jo ikke hele Paris” mumlede han da, Jean, som manden tydeligvis hed, bød dem velkommen. Han så på Abira som sagde noget. Han rullede med øjnene over hendes ord og gav et suk fra sig. Egentlig var han ikke ude på at irritere sine omgivelser, men den negative energi som fløj omkring ham, var så stærk, at han umuligt kunne give slip på den.

Han åbnede munden for at sige noget, men Abira kom ham i forkøbet. Han lukkede munden igen og sukkede endnu engang. ”Det kan være fuldkommen lige meget Miss Abira” sagde han og klappede hende på skulderen. ”Hvornår skal vi af sted Jean?” al det med høfligheden og det typiske small talk var forsvundet i hans hoved. Der var kun ensrettet tankegange gang lige nu, og vinen i Paris var ikke en af dem.

Jeans kølende smil blev en smule bredere ved Abiras vedkommelige, yndige smil. Var der noget, som hybriden holdt af, var det at fremprovokere et smil ved det første møde. Det var trods alt ikke lutter venlige og varme personer han beskæftigede sig med i dagligdagen. Trods det, var det et job han levede og åndede for. Måske ikke så bogstaveligt talt dog. På det tidspunkt, kunne selv et falsk smile stille ham tilfreds, hvilket det også syntes at gøre. Hans eget virkede dog sandfærdigt og muntert, trods farverne der omgav ham var grå som et fotografi fra 1922 og mindst ligeså sørgmodigt. I virkeligheden passede vejret ubeskriveligt godt til anledningen, selvom det ikke var det mest praktiske hvis hans herre besluttede sig for at begive sine gæster med et besøg i sine indre hjertekamre. Der ville vejret være værre end i Paris midtby. Der ville torden, hagl og lynild berøve det sørgmodige vejr sin stilfærdige skønhed.
Jean rettede sig op imens en kort klukken steg fra hans bryst. Vin? Paris havde stadigvæk sin stereotypiske, dog fængende aura over sig, havde den ikke? Abira havde dog ret i hendes anskuelse. Paris var stadig en af de store vinmetropoler i hele verden, var det ikke? Det pålagde Jean en nostalgisk gnist i hjertet, som sendte ham lidt varme i brystet. Verden forandrede sig ikke så hurtigt, selvom mange ville mene det anderledes. Det var en trøst i virkeligheden, men en trøst Jean ikke kunne lade sig lettes af. Han ønskede jo ikke et tidsfortabt sind eller hjerte.


”Det er nærmere vinen, som gør Paris fortryllende.” Svarede han kort for at afslutte den distancerede gestus. De vinterblå øjne gled fra Abira og imod Jose, som syntes mindre tynget af venlighed. Han kunne ikke bebrejde ham. Siden han var her, havde han vel grunde til ikke at bringe et forlorent smil til hans læber. Trods det, var Jeans øjne varme selvom farven var kold og hans pupiller tynde som en varsom kats. Det blide, hjertevarme smil beholdte sin glød, som man kunne være sikker på at være rødgylden, havde den en aura for sig selv. Smilet mistede sin munterhed dog og en form for distanceret tristhed opstod i mundvigens skygger. Den var diskret dog.. og båret af et væsen, som virkede så alsidig, at hele området omkring dem, måske bar samme kerne som han? Joses spørgsmål førte Jeans hånd ned til sin lomme igen, hvor han bragte det gyldne lommeur. En kæde af tung gulv var endnu fastgjort i lommen og gled til urets bagside, som bar et våbenskjold, hvor kun den overordnede form kunne tydes – sikkert grundet dets alder.


”Hmm..” Jean vedblev en smule ved uret og lod øjnene beglo de elegante visere inden han lod det glide tilbage til sin plads. Mon ikke hans herre var ’kommet ud af fjerene’? Det havde været praktisk, hvis han ville medtage en telefon på hans mindre offentlige affærer. Men kunne man virkeligt bede en udødelig tilpasse sig tiden med så kort varsel?


”Det er nok for det bedste at bringe jer snarest muligt.” Svarede han endelig og lyste lidt op i blikket. Da ville han veje sin hånd imod trappen ned igen i en sigende bevægelse: Bedende dem om at følge ham, inden han selv ville fri sig for sin plads og gå imod gaden foran dem. ”Jeg beklager, i ikke fik en adresse, som i kunne opsøge med jeres egen eskorte. Det ville have gjort det nemmere for jer og spildt mindre af jeres tid. Mødestedet har været til megen debat.” Ville gæsterne følge ham, fulgte han dem ned til en af sidevejene til venstre for stationen. Her blev trafikken en smule tykkere, mens larmen fra stationen stadigvæk buldrede fra bag dem. Rundt om hjørnet stod en mindre diamant af en bil og ventede på dem. Den tre-armede stjerne på køleren udgjorde et mindre relikvie i halvmørket. En ældre model med en sort, skinnende lak og læderkaleche, som allerede fortalte lidt om Jeans bil-entusiasme… Men hvem elskede ikke en blank Mercedes når man kom fra en verden med uregerlige hestevogne som det mest udsøgte? Det kunne umuligt være for entusiaster blot? Jean mærkede i hvert fald hjertet slå en enkelt gang da han fik øje på sin sorte perle. Da ville han igen lave en vejende bevægelse, nu rettet imod bilen med et smil, som bød dem at sætte sig ind. Selvfølgelig blot, hvis der ikke var nogen indvendinger. Valgte de at sætte sig ind, ville de blive mødt af et interiør, som passede til bilens ydre. Læderbetræk og rummelig atmosfære med varme farver til at omgive dem.

Hun måtte indrømme, at, Joses, ord gjord hende flov. Hendes blik blev da også vend ned, da hans ord undslap hans læber. Respekt var åbenbart ikke i hans ordforråd. Men humøret på hende var sænket en tand ned, det kunne hun bare mærke. Hun smilede kort til, Jean, og nikkede for at fortælle, at hun havde fået fat på hans ord. Hun hvilede blikket på, Jose, da, Jean, valgte at kigge ned på sit ur. Hendes blik sagde mange ord. En af dem var, at hun vil flå hovedet af ham, hvis han kom med endnu en kommentar. Det virkelige var at, det kunne hun sagtens gøre, men ikke foran det nye ansigt Jean. Det vil simpelthen være et dårligt førstehåndsindtryk – men hun kom hurtigt i tanke om, at englen havde ret. De skulle måske ikke spilde tid, men på den anden side, var der ikke noget med, at vampyren havde noget han skulle tage sig til? hun forestillede sig hans trætte øjne, eller de vil i hvert faldt se trætte ud eller fraværne, som, Asma, så tit havde beskrevet ham uden et navn i starten. Englen havde selv fået et fjernt udtryk, når hun endelig snakkede om ham. Kun, Samantha, kendte til sangen fra starten af. Abira havde kun hørt omkvædet og hun vidste ikke helt, hvor, Jose, var hende i teksten. Der var da lige noget hun skulle spørge vampyren om, inden hun glemte det. For Asma.. hende kunne hun jo ikke spørge.. mere.
En lille lyd kom fra, Jean, og det var nok til at trække hende væk fra hendes tanker. Hendes mørke øjne så imod uret og derefter på vampyren. Hvor længe mon han havde været i Paris? Han kunne sagtens ligne en, som var født der. Men hun kunne let tage fejl.

”Nydeligt” sagde Abira lidt for tørt. Hun skænkede ikke, Jose, et eneste blik, men fulgte med Jean. Der var noget ved denne her, Jean, som bragte tankerne helt væk. Hun kunne godt lide hans stil, men hvorfor blev hun ved med at tænke, at han var et væsen, som var blevet trukket ned på? Nærmest underdrevet? Hun anede ikke, hvor tankerne førte hende hen, men det var i hvert fald et sted som hun aldrig nogensinde havde været. Hun smilede kort over, Jeans, ord og nikkede. ”Det er slet ikke noget at tænke på nu”

Abira var fulgte langsomt efter og lød de mørke øjne modtage omgivelserne. Den triste stemning vældede over hende nu. Spyttet sad fast i halsen og det var spørgsmål om tid, før hun ikke kunne få vejret. Asmas ansigt hvilede sig foran hende. Hvornår mon hun indså, at englen var væk? Øjnene blev store, da hun mødte bilen. Fattige var de skam ikke. Men rige var også et underdrevet ord for dem. Hun fulgte hans bevægelse og sendte et alt for hurtigt smil til ham. Hun satte sig ind i bilen, helt imod vinduet og lød så øjnene flakke rundt. Læderbetræk, så blev det da heller ikke bedre. Meget vidste hun ikke om biler, men denne her slog da også alle de andre biler hun havde set.

Tankerne forsvandt og hendes hænder røg over til den lette kjole. Hun fandt nogle breve frem og kiggede på dem. Disse her breve var fra forskellige væsner, Asma, havde kendt gennem tiderne. Væsner som hun havde brugt tid på at finde og fortælle dem om englens død. Over halvdelen havde ikke virket overrasket og det virkede til, at de alle havde kendt, Ahngel, eller i hvert fald hørt om ham. En af dem, en ældre herre, havde endda sagt, at han vidste det ville ske på et tidspunkt. At kærligheden slog englen ihjel. Også var der et brev til som, Samantha, havde givet hende. Brevet var givet af en mand ved navnet Romeo. Han havde åbenbart kendt, Asma, lige siden hun var flyttet til Italien. Han påstår da også, at han havde mødt, Ahngel, en gang. Men i brevet stod der mange ord som hun regnede med, at vampyren ikke ville have svært ved at forstå.

Hun pakkede brevene væk, men beholdte den store af dem. Den så gammel ud og det var den vidst også. På forsiden var der blevet pyntet om med en pæn rød rose. Hvad det skulle betyde anede hun ikke, men regnede med, at det var en slags pynt. Men farven på rosen var mere en rød og det lignede, at rosen blødte på det hvide papir. Måske var det meningen.. måske ikke.

Jose nikkede taknemlig til Jean. Han så på, Abira, som så ud til at ignorer ham. Det fik et skævt smil frem på hans læber. Hun vidste ikke, hvor tiltrækkende var, når hun gjord det. Men han måtte indrømme, at han ikke havde løst til at gøre hende sur igen. Det fik hans hjerte til at skrige og det kunne han ikke lige tåle. Han fulgte lydløst med og så frem for sig. En af tingene han allerede kunne lide ved, Jean, var, at manden ikke skabte store scener. At han gik direkte til sagen. Han vidste ikke om det var for at undgå andre sure miner eller de virkelig ikke skulle spilde tiden. ”Helt enig” gav han, Abira, ret i og gik nu ved siden af hende. han forstod virkelig ikke, at de snart var på samme grund som Asma plus at han skulle møde Ahngel som før i tiden vil kalde hans fjende, nemesis eller hvad han nu kunne komme med. Ahngel vil selvfølgelig ikke kunne genkende ham og Jose ville heller ikke minde ham om hvem han var, da det sikkert ikke ville give mening. For nogle ting skulle forblive hemmeligheder.

Han så bilen foran sig og måtte indrømme, at de sørgede for guf til øjnene. Han kom til at sige en lyd og bevægede sig imod bilen. Han lod en finger glide på taget og smile for sig. Den var da bare genial lavet. Han satte sig ind og blev overrasket over, hvor meget plads der egentlig var. Læderbetrak og alt det andet var bare bonus til bilen. Han så imod, Abira, og de breve hun nu fandt frem. Hvor havde hun mon gemt dem? Han turde ikke rigtig at spørge hen ad, så han lod det ligge. Han så ud af vinduet og skulle lige vende sig til, at han skulle til at betræde vampyrernes sted. Han var jo det rene guf for dem. Men det ville da heller ikke gøre ham noget at dø der, hvor Asma lå. Han skulle lige først se hende.

Jeans fingre gled en enkelt gang kærligt hen over den glatte overflade af den sorte Mercedes, som ligeså kælen lavede et svagt genskind af Jeans lyse hud i det blanke biltag. Sandt. Denne bil var en af hans stoltheder, trods der var mange og han havde vel for en stund håbet for en mulighed for eskortering. En skam at denne anledning kom så… ’nostalgisk’ i en familiær facon. Han dvælede et øjeblik ved intetheden foran ham og ventede på lyden af hans delikate ballast, som lukkede bildørene efter sig. Dernæst satte han sig selv ind på forsædet og spændte sælen. Man var måske vampyr, men personskader blev aldrig morsomme, ligegyldigt evnen man havde til, at bevæge sig ud af en flammende bil, som havde man blot mærket et bump i vejen.


Da nøglen blev drejet syntes bilen at agere rollen som en sovende kat, som startede en kærlig spinden ved første berøring. Maskinen levede op og forlygterne tændtes og oplyste den overstående våg og dens røde murstensværk. En let, klikkende lyd kom fra instrumentbrættet imens den sorte Mercedes bakkede ud af sin parkeringsplads og gled videre, som kørte den på skinner. Den slikkede sig praktisk talt med jorden og de bløde bevægelser efterlod ingen hak i kørslen, trods den asfalterede vej havde set bedre dage. Jeans fingre gled roligt over rettet og han lod kort øjnene glide imod bakspejlet for at få et overblik over sine passagerer. Blev hans blik opdaget, smilede han blot venligt til dem og rettede øjnene tilbage imod de franske veje, som stille og roligt ville brede sig foran bilen og dens farverige søskende. Trafikken var som sagt ikke forfærdig. Det havde ikke været en direkte heksekedel i en rum tid og det ville gøre deres køretur bekvem, trods dagens anledning nok ville tynge stemningen mere end nødvendigt. Jean talte ikke imens de kørte. Han reagerede kun hvis han blev talt til, og hvis ikke, forholdt han sig i stilhed og holdt øje med sin fortrinlige kørsel. Han var opslugt nok i den rolige lyd af glidende vinduesviskere og regnen, hvis gentile tappen imod vinduet gjorde, at deres job syntes uendeligt. Som de grå skyer for oven. Kun få steder brød månelyset igennem og bemalede tagrygge i sølv og mat dug, men siden mængden af den uregelmæssige skønhed var begrænset, virkede den overvældende hver gang øjet havde søgt det.


Selve turen ville bringe Abira og Jose forbi forskellige silhuetter af seværdigheder i byen – dog ville de ikke blive opsøgt som sådan. De havde trods alt andet at lave end at beundre Paris i regnvejr, så deres indsigt i de franskgeografiske delikatesser forblev en grå figur i det fjerne. Midtbyen blev eventuelt passeret, men kun med en snittende hånd. En ambulancesirene kunne høres i det fjerne sammen med andre af storbyens lyde, som ville ændre sig som de forskellige arrondissementer blev gennemkørt. Snart steg den berømte Montmartre op over bygningernes toppe i det fjerne og knejsede imod den grå himmel. På dens top kunne man ane de elfenbenshvide tårne og de arabisk-inspirerede bugnende tage, som kirken var opbygget af. Som en blændende ledestjerne imellem ordinære, gammeldags bygninger. Mindre blændende ville kirkegården ved vejens side være. Ensomme katte lod passagerende få et glimt af dem i ny og næ, og lod stedet synes som var det hjemsøgt. Det var ikke sagen. Les Innocents var tavs som, ja, en grav, men det bar en vis rustik charme, som fortalte om en forhenværende stortid. Sådan var de fleste berømte bygninger i Paris egentlig. Små uslebne diamanter i en sæk med sukkerkrystaller. Den havde en ordinær, men alligevel eksotisk charme, byen. Multietnisk og farverig trods det var en regnvejrsdag, men trods det ene sekund af deres færden var indhyllet i farve og festligheder, var det næste indhyllet i fattigdom og uslere kår for dem, som ikke kunne regne med staten: Illegalt immigrerede, ældre kvinder sad på fortovet her og der med et tomt blik i øjnene og en endnu tommere hat foran sig, hvor der gerne skulle være et par euro når natten var ovre. Vendte man blikket den anden vej, kunne man måske se hendes yngre billede malet i en gyde via en prostituerets flygtige blik og fremviste byste. Endelig ville de nå Place De Clichy efter rolig omkørsel i omegnen. En rundkørsel passeredes og i dens midte stirrede en kvinde med en falk og en soldat med et svær, ned på dem i form af en statue, som knejsede mod midten. Områdets kendemærke om man ville og ledestjerne for et område, som var mere ordinært end de fleste. Lokale og privatejede butikker lå til ned af gader.. Restauranter med ydmyge gæster, samt apoteker med lysende, grønne skilte opslugede gaden og gjorde den travl. Her og der lå en indgang til undergrundsstationerne og på ristene, som udgjorde deres loft, sad få hjemløse og fik varmen. Her ville Jose og Abiras rejse ende. Jean drejede af ved en vej, ikke langt fra den store statue, som ledte dem fra Montmartres omegn. Her parkerede bilerne tæt, samt scootere og cykler til den store guldmedalje og bygningerne stod tætte og kvadratiske om den tynde vej. Det kompakte forhold ledte synet op til flere etager og bygningerne var så forskellige som forventet. Tilfældigvis (eller måske ikke så tilfældigt), var en parkeringsplads fri ved indgangen af, hvad der viste sig til at være et hotel. ’Hotel Camelia’ stod der over den smalle indgang med prydede bogstaver og ved dørens højre side, var der en lille gylden platte, som fremviste 3 stjerner. Selve hotellet bar en kedelig, lysegrå farve og etagerne syntes uendelige imod himlen. Det havde dog en vis lokal charme over sig.
Jean stoppede bilen ved den angivende plads – ikke særligt meget i tvivl om hans gøren. Det havde vel været ment til hans ankomst. Dernæst vendte han blikket tilbage imod hans ballast og gav dem et blidt smil som han rakte Jose en konvolut, som indeholdt en lille nøgle, med nummeret ’16’ beskrevet i et lille messingvedhæng.


”Sig ikke noget til receptionisten.” Jeans blik gled over Jose og dernæst Abira med et blik, som bad dem hans informative kunnen. ”Vis ham nøglen i stedet og han vil vise anvise jer.” Han lod øjnene glide igennem sidevinduet og op imod den knejsende bygning. ”Jo mere diskret, jo bedre.” Han fremprovokerede et lille ’heh’ og påtog sig endnu et smil før han igen kiggede tilbage imod dem. ”Jeg slutter mig til jer igen senere.” Sagde han så og nikkede ydmygt.

Bilen begyndte at bevæge sig og hun rettede sig op. Hendes fingre lå over brevet, mens hendes øjne var rettet imod ruden. Hendes øjne var blevet fjerne og så tænkende ud. Hun tænkte også, men det var nu mere end bare tanker. Hun tænkte tilbage på den aften ved kirkegården, hvor hun for første gang havde mødt Asma. Kvinden havde været udmattet, men prøvede at virke helt frisk. Hendes smil havde varmet hendes lille hjerte og hun havde følt glæde. Asma hjalp hende og gjord hende glad, skønt hun led. Men Abira havde kun været et barn og kunne derfor ikke læse, Asmas, udtryk. Men hun sansede da, at kvinden havde ondt.
Hun så ned på brevet og kørte sin hånd over den. Hun prøvede at gøre alle omkring sig glade, men glemte helt sig selv. Et smil fremtrådte på djævlens læber. Hendes historier havde også været uforglemmelige. Så utroligt at en engel som hende havde båret på så meget. Abira løftede hovedet og så smilende ud af ruden. Hun måtte indrømme, at hun ikke så meget som satte fokussen på omgivelserne. Før i tiden ville hun være ellevild for at se nye steder, men nu var det nærmest bleven til en selvfølge. Hun sukkede og skænkede kort, Jose, et blik og smilede skævt. Måske havde han det værre end hende? Den måde han snakkede om, Asma, virkede bare som om, at han var udstødt fra kvindens side. Mon de havde haft noget? Det var egentlig ikke et spørgsmål. Asma havde da aldrig rigtig elsket en mand, ja, bortset fra Ahngel. Ahngel havde været så tom i hendes hoved. Hun anede overhoved ikke hvem det var, hørt om ja, men så lå der ikke noget mere i det. Men han måtte være noget stort. Hun forstillede sig en høj, tynd, fraværnende øjne, et trist sind og et tomt smil. Det var næsten at beskrive, Asma, indvendigt. Var det ikke? Hvor ville hun dog ønske, at hun havde set det komme, så hun måske kunne overtale, Asma, til at blive på jorden. Men hun vidste jo heller ikke grunden til, at kvinden forlod stedet og hvorfor hun havde mistet livet. Det bragte hende tilbage til Malakel. Hvorfor havde det ikke lagt mere vægt på manden? Eller havde, Samantha, en ide? Det var trods alt, Malakel, der havde slået hende ihjel..

Hun rystede tanken bort og sukkede. Hun smilede dog lige med det samme. ”Vi kender ikke Asma. Hendes liv. Hendes historie” Abira så hen imod Jose. ”Vi kender hende ikke. Vi tror vi gør, men det gør vi ikke. Asma var et væsen fyldt med gåder og mystik” smilet forsvandt og hendes øjne blev tomme. Hun så sig selv med lukkede øjne. Hun havde spejlet sin frygt i, Asmas, øjne. Sukket drog endnu engang fra hendes læber og hun blev sig selv igen. ”Jeg tror ikke engang, at, Ahngel, kender hende rigtigt” sluttede hun af med og så imod ruden igen. Hun knugede brevet ind til brystet og lukkede de sidste tanker ud. Hvorfor gjord det hende så trist? Så ondt inden i?

Bilen standsede, og til hendes store overraskelse, havde hun sovet lidt. Hun løsrev sig fra ruden og rettede sig op. Hun åbnede døren og da hun mærkede vinden imod hendes ansigt, følte hun sig velkommen. Hun strakte sig og havde ikke rigtig fanget meningen med, at de skulle holde mund, men hun satte ikke spørgsmål ved Jean. Hun ventede på, Jose, og så snart han var kommet ud ville hun gå efter ham.

Øjnene havde længe hvilet på djævlen, men i forhold til hende, lagede han mærke til omgivelserne de kørte forbi. Han havde længe drømt om at tage til Frankrig, men han havde aldrig drømt at dette her skulle være grunden. Han var også meget glad for, at deres lille tur var betalt på forhånd. Han lagede mærke til, hvordan de kørte forbi de forskellige seværdigheder. Han rømmede sig og rettede sig op i sædets mens bilen kørte af sted. Det var en meget rolig bil og det kunne han lide. Han havde heller ikke regnet med, at den buldrer af sted. Han kastede et blik hen imod Abira og så på brevet hun havde på skødet. Han løftede uvidende det ene øjenbryn op og undrede sig over brevet. Mon de var et brev fra Samantha?
Han blev en smule forskrækket da han lige pludselig hørte Abiras stemme. Så hun var ikke helt sur på ham? Jose så på hende og smilede hurtigt. Han nikkede og orkede ikke at komme med et dumt svar så han sagde ikke noget. Men Abira havde fat i noget. De gik alle rundt og interesserede sig for den døde engel og alligevel kendte de hende dybest set ikke. De beviste bare, hvor selviske de havde været uden at vide det. Egentlig kunne han ikke snakke på andre vegne, men hans egen så ikke ud til at være pure ren.

Han havde siddet i sine tanker da bilen standsede op. Han løftede hovedet fra ruden af og var nu omgivet af mørke. Han hørte Jean sige noget og manden havde ellers været stille hele turen igennem. Han så på Jean og tog nikkende imod konvolutten og steg ud af bilen. Han begyndte at rask imod indgangen og kiggede bag sig for at se om Abira var med. Da de var kommet ind rakte han konvolutten imod en mand og manden så ned på den. Han tog fat på den og åbnede den. Han nikkede og begyndte at gå. Var der slet ingen der snakkede i dette her land? Jose fulgte efter ham og de blev ført til det værelse de skulle være i. Godt de ikke havde bagage med. Da de var kommet ind i værelset, hvis nummer var seksten, satte han med det samme på en sofa i hjørnet. Han var egentlig træt af at sidde, men sofaen føltes meget behageligt. ”Hvad er det egentlig for nogle breve du har med?” spurgte han Abira når hun var kommet ind.

Hun betrådte det meget betagende tæppe, nemlig den røde løber. Før i tiden ville hun havde beskrevet det som en drages tunge, velvidende at hun aldrig havde set sådan en. Hendes øjne nød synet af det tre stjernet hotel. Selv navnet på hotellet var meget glamourøs. Camelia var desuden også et smukt fransk navn som hun gang på gang havde stødt på. Den havde seriøst sin egen betydning. Hendes hoved drejede fra side til side og hun slugte hotellets smukke omgivelser. Simpelt, men meget behageligt. Hun ville have helt klart give det flere stjerner. Hun fulgte den røde læber og endte ved skranken. En midaldrende mand sad bagved med en avis. Det hele virkede så velkendt synes hun. Måske var det hotel til hotel, men det mindede alt for meget om noget andet. Hun smilede og så nysgerrigt imod manden. Mon han overhoved vidste, at de ville komme? Hendes spørgsmål blev hurtigt besvares af hans smil. Hun beholdte sit smil på og nikkede til manden uden at sige et ord. Jean havde ikke virket spøgende da han sagde, at de ikke skulle sige noget til receptionisten. Hun blev da også en del overrasket over, at Jose, intet sagde. Mandens trætte smil smittede af på hende og de begyndte langsomt at bevæge sig af sted. Hun så ned og mærkede at tæppet forsatte i samme retning som dem. Men nu da hun så rundt så var tæppet det fleste steder. Det gav stedet et mere romantisk og farligt look synes hun. Men hun synes så mange ting.

Uendeligheden sluttede meget hurtigt og hun så på mandens ryg. Han virkede let udmattet og hun antog at han var et menneske. Han kunne umuligt være andet. Manden standsede imod en nøddebrun farvede dør og det lignede alle de andre bortset fra den havde tallet seksten. Det tal, der havde stået på nøglen. Den kronologiske forløb sluttede da manden vinkede farvel. Hun så på ham og smilede mildt. Han virkede da fandens flink. Måske noget han havde fået besked på?
Efter at have set efter manden ville hun træde ind. Synet gjord hende måske en smule trist, da hun nærmest forventede en Narnia foran sig. Men nøddebrune døre viste sig altid til at holde mystik over sig og det gjord denne her lokale også. Men det virkede en helvedes stor af det hun havde regnet med. Hendes fantasi var alt for meget livlig, måtte hun indrømme. Hun lavede en synkebevægelse og hendes mørke øjne så imod stumtjeneren, hvor den ensomme læderfrakke hang. Hvorfor lige en læderfrakke? Dem havde hun ikke set et godt stykke nu. De var nærmest ved at uddø, hvis hun selv skulle sige det.
Selv lænestolen virkede en del trist i hendes øjne. Der hvilede bare den der triste og velkendte ånd. Hun så på, Jose, og derefter forsatte hendes øjne på rund tur igen. Øjnene stivende på en vase, som indeholdte et par røde roser. Hun gik automatisk derover og lod sin blege og tynde pegefinger glide på en af bladende på en rose. Hun smilede skævt og lod de mærke øjne blive for en stund på de røde roser. Derefter ville hun rette sig op og lade kroppen vende fronten imod den åbne dobbeltdør. Så kom hendes lille Narnia frem. Hun smilede skævt og nød udseendet. Væggene, som i det hele taget virkede som kunst, dekorationerne og hylderne. Indretning var der skam tænkt over synes hun. Der hang en slags gammeldags look over det allerede startet fra dørens farve. Det var dog ret imponerende.
Hun gik over til dobbeltdøren og stak hovedet ind uden at rigtig at bevæge sig derind. Personen, der havde designet dette her sted havde virkelig smag for den stærke kaffe. Hun elskede det. Det var lige i hendes boldgade – først nu fik øje på klavret, der havde sneget sig ind midt i al kaosset. Og med kaos mente hun arbejdspladsen eller det antog hun det var. Papir, mapper også videre. Men det virkede ret, det indrømmede hun gerne. Hun skænkede klavret et sidste blik og undrede sig over, hvad det overhovedet lavede her. Hun slog imod væggen ved dobbeltdøren og trak sig væk. Hun smilede kort til Jose.

”Fortryllende”

//Min fejl! Sorry!!//

Han havde grebet stedet helt forkert an. Nærmest underdrevet det. Men, hvem ville ikke have gjort det, når de så farven på døren? Han havde givet manden et vink og det var nu lukket ind i løvens hule. Stedet strålede Ahngel, selvom han aldrig havde mødt manden. Men man havde vel sine fordomme? Hans øjne kørte igennem stedet og han virkede ikke nær interesseret som Abira. Hele stedet var fyldt med mystik. Han forventede nærmest, at Ahngel skulle sidde med disken, men der var tomt. Han regnede ikke engang med, at manden havde været her i godt stykke tid. Det var kun læderfrakken der gjord ham en smule usikker. Den tilhørte sikkert stedet eller hvad vidste han?

I forhold til Abira holdte han ikke inde ved dobbeltdøren. Han gik derind og kastede et blik imod klavret og var lidt overrasket over den. Han gik over til det lave glasbord og tog den gamle avis op. Han bladrede i den og skimmede siderne. Aldrig i sit liv havde han interesseret sig for aviser. Men det var vel godt at vide, hvad der skete rundt omkring af og til? Han vendte hovedet om og gik imod klaveret. Hans hånd kørte over den og han var lidt i tvivl om den var til pynt eller om den rent faktisk blev brugt? Han trak sig væk fra klavret og gik ud af lokalet han kastede et blik på Abira. Hvad mon der foregik i hendes hoved nu? Hun så meget uskyldigt ud med de øjne da interesseret så sig omkring. Hovedet rystede og han gik nu imod stumtjeneren og satte sig ved lænestolen dertil. Nu måtte han se hvem der kom. "Det siger du" sagde han og trak på skuldrene. "Anderledes siger jeg" smilede han og slog sine hænder ud.

//Alt i orden, Jose :)

Hun havde længe stået og set på roserne. Hun erindrede lige rosernes betydning. Det betød skam også noget, hvor mange roser der var lagt i vasen. Hurtigt forsvandt interessen dog for blomsterne og hun fandt sig et sted at sidde. Et langsomt suk drog ud af hendes læber og hendes mærke øjne rettede sig imod bornholmeruret. Dets uskyldige klikkende lyde irriterede hende en del efterhånden. Dog virkede stilheden umenneskelig langt og hun tvivlede på om de overhoved fik vampyren at se. Hun lænede hovedet træt tilbage og så imod loftet. Nærmest tvunget talte hun de forskellige lyde hun hørte og prøvede at definere dem. Nogen af dem var rent ligeud sagt ukendte mens andre virkede ’typiske’. Langsomt placerede hun de tynde hænder på hendes mave. Hun lukkede øjnene og mærkede, hvordan trætheden sneg sig ind på hende som enhver giftslange. Essayet blev stillet bag hendes lukkede øjne og hendes lille drøm begyndte i takt med hendes rolige vejrtrækning. Abira sov ikke, hun mærkede let, Joses, tilstedeværelse og det skarpe lys, der hele tiden havde været omgivet af ham. Uvidende drænede det hende for kræfter, men hun kunne intet stille op.
I det bornholmeruret slog til igen åbnede hendes øjne og døren gik op. Hun løftede hovedet og rejste sig langsomt op. Hendes mørke øjne hvilede på en mand som hun aldrig i sit lange liv havde set. Hans kønne væsen strålede op foran hende og de røde øjne var det første hun havde lagt mærke til efterfulgt af de lange ravnesorte hår. Dette her måtte så være Ahngel. Synet var overvældende. Hans hud, den måde han næsten ikke bevægede sig på, men fik formået at gøre en stort entré, var skam i øjenfaldende. Hun smilede som hun havde smilet til Jean. Mildt og imødekommende. Hun kunne nu se, hvad, Asma, var faldet for. Han var da også det rene kunst, var han ikke? Så klipper, der var stødt ind i hinanden og havde skabt et unikt ansigt. Det var hvad hun så.
Hendes øjne søgte videre imod hans lange tynde skikkelse. Der var intet tegn på noget livligt på hans ansigt. Selv øjnene føltes fjernt og ikke helt så nærværne som hans krop. Samantha havde så tit haft det ansigt, så om det var en vampyr vane anede hun ikke, men noget ved det ansigt skabte dysterhed. Men de øjne!

”Godaften Ahngel” lød hende rolige stemme og hendes smil tørrede ikke ud. Hun var stadig lidt i tvivl om, om det nu var hans rigtige navn. Det var egentlig, Jose, som havde sat hende på det spor. Men her stod han så. Hun var i stand til at sige noget og hun havde endda nærmest øvet sig til at stå foran ham som var han en Gud. Hun trådte imod ham idet han havde hilst på Jose. Hun rakte sin hånd imod ham og bukkede hilsende med hovedet da han hilste på hende som, Jean, nu havde gjort. Trods hendes generte væsen for nye væsner så, så hun på Ahngel. Blikket var ikke en eneste gang slået væk fra vampyren.

”Rart endelig at møde Dem” hviskede hun og adrenalinen kogte. Nu var spillet begyndt.

Han havde vendt sig om utallige gange. Rejst sig op, havde gået frem og tilbage og hans tålmodighed var ikke så langt fra at slippe op. Han havde set længe på Abria. Var hun også træt at vente? Der var godt nok heller ikke gået længe endnu og han forstod heller ikke rigtig om stedet her var Ahngels. Men spørgsmål var bare om de overhoved ventede på ham? Han sukkede og hørte bornholmeruret slå idet døren gik op. Han vendte sig om og han mærkede at Abira havde rejst sig op. Hans blå øjne mødte nogle røde og hans hoved virkede ikke ligeså hurtigt som hans øjne. Ahngel. Han formede ordene idet manden kom gående imod ham. Han trykkede Ahngels hånd og kunne ikke få blikket fra ham. Han havde ændret sig siden sidst, det kunne han mærke. Selvfølgelig ændrede folk sig, men ikke lige på den måde. Så kold.

Da han havde hilst på Abira og der sigende skulle være dømt stilhed fra deres side, rømmede han. ”Her har vi jo dig!” sagde han og smilede trods smilet aldrig nåede op til øjnene. Han havde altid afskyet vampyren og det blev desværre ikke bedre med tiden. Men hadet var ikke kun på grund af, Asma. Der lå mere i det.
”Vil du fortælle os, hvad der skete den aften?” kom det fra ham og hans blik gled ned ad vampyren. Lidt fir kasuelt, synes han. Måske var det for ikke at skræmme dem. Gud måtte vide hvad.

...

Den måde Abira havde set ham på fik ham til at trække sine skuldre. Han rullede med øjnene da kvinden gik efter vampyren. Han vidste virkelig hvad der foregik mellem disse her væsner. Han kunne lige se det for sig. Alle disse her væsner havde en form for fællesskab bortset fra ham selv, da han var et af de reneste væsner. Men det var ikke fordi, at han satte sig selv højere end alle og alt, selvom det til tider kunne regnes ud sådan. Han var blot en mand med mange ord og mange tanker. Disse her væsner betød alligevel ikke noget for ham og grunden til han overhoved var her, var for en andens skyld. Han mærkede, hvordan hjertet slog da han fandt plads ved siden af Abira. Hans øjne var direkte rettet imod vampyren, som straks begyndte at stifte sager op. Hans venstre øjenbryn løftede sig op og han måtte ligne en idiot. Han sad da ikke lige og tilbød dem noget. Inden han kunne nu at, sige noget kom, Abira, ham i forkøbet. Han så lidt på djævelen og undrede. Klart, at alt til sin tid, men brændte det ikke inden i hende? Var han virkelig den eneste, der søgte svar?

Han nøjes dog med at ryste på hovedet og læne sig tilbage i stolen. Samtalen interesserede ham ikke længere og Abira havde lige ødelagt hans humør. Ikke fordi humøret havde været begejstrende fra starten af, men nu var da i hvert fald dømt sure miner fra hans side. Han brugte nu tiden på at kigge sig omkring, rømme sig, og vende så tilbage til de væsner, som ikke så ud til at have travlt.

Vinden i piletræerne har for længst givet afkald. Lidt ligesom mit hjerte. Jeg ved godt, at dette her kom som fanden, men, hvad, kan en engel som jeg gøre? Jeg sidder fast, jeg kan ikke længere skille ting ad. Først nu indser jeg, hvor død jeg er inden i. Hvordan mit liv egentlig ikke er det værd. Men den byrde må jeg skam bære med mig til graven. Ser du, jeg holdt aftalen. Jeg forandrede mig ikke. Hverken til noget bedre eller dårligere. Men nu da du er besiddelsen af brevet her, eller måske ikke, så vil jeg gerne forklare dig med mine ord. Om de så vil hvile med mig i graven eller ej, det må tiden vise sig; Noget bringer mig altid tilbage til dig. Det tager aldrig lang tid.
Ligegyldigt, hvad jeg siger eller gør.
Jeg føler stadigvæk, at du er her til det øjeblik jeg er væk.
Du holder mig uden berøring. Du tager mig til fange uden kæder.
Jeg har aldrig villet så meget end at drukne i din kærlighed.
Nogle gange føler jeg, at du måske kun var her, fordi du havde ondt af mig? Fordi jeg måske var så skrøbelig? Men da jeg følte mig skrøbeligst var du der og alt skrøbeligheden forsvandt. Det måtte være et tegn. Dine fraværne, smukke og mystiske øjne var et underligt beroligende sted. Dog ved jeg, at dit hjerte aldrig var mit. Men sådan er verdenen nu. Og du skal vide, min engel, jeg gav ikke op fordi jeg var svag, men fordi jeg var træt. Jeg havde kæmpet i så lang tid også var tiden ligesom bare.. inde.
Jeg har vidst aldrig sagt det, men Lucifer..

Jeg elsker dig.