Sleep well..

Alex var taget ud i skoven en tur, hun vidste egentlig ikke hvorfor. Men kræfterne, de spildte kræfter som rev og sled i hende indefra, ville bare ud at løbe en tur. Så det havde hun gjort, en lang og beroligende løbetur i hendes sneleopardskikkelse. Men efter lidt havde hun mærket at benene havde haft brug for lidt hvile, så hun sænkede farten en andelse. 
Hun så sig nervøst omkring imens hun gik stille fremad på fire ben, med en rænk holdning, som leoparder nu havde. Hendes taske havde hun i munden, da hun ellers ikke vidste hvor hun skulle have den henne. 
Regnen havde haft et hold i lang tid, men nu begyndte det at tage fat. Det regnede ikke meget, kun et par dråber ramte hende på snuden. Hun så op mod himlen og kunne se at skyerne var ved at stilne af, så de natlige og smukke stjerne kom til syne. Hun elskede at side i sin egen verden for sig selv i stilheden uden at sige noget, imens hun lytter til de natlige dyr pippe af hinanden. Hun fandt et træ som hun længe sig lidt op af og kiggede op mod himlen, imens hun mærkede regndråberne falde ned på hendes bløde pels. Et suk sneg sig ud fra hende, det ville have været et længselfuldt suk, vis hun havde været i menneskeform. Men da hun sad og lå der under det beskyttende træ, lød deg mere som en velkendt og betrykkende knoren. Måske en slags spinden? Som en kat?
Det blågrønne flotte øjne, som aldrig løj om hendes inderste og yderste følelser, vendte sig op mod træernes kroner igen. Ventende.. Men på hvad?

Men halvt lukkede øjne og en neutralt ansigsudtryk, kiggede Landon op gennem de tætte trækroner. Han sad i sin menneskeform med ryggen op af et stort træ, der tornede sig op fra skovbundens bløde underlag. En let smil tegnedes på hans læber, da et kort vindpust fik hans mørkebrune hår til let at bevæge sig i vinden. En følelse han virkelig holdt af. Naturens personlige kærtegn mod hans lyse hud. Han var iført han grøn trøje og nogle mørkegår bukser. Landons øjne sprang straks op, da en spinnende lyd forstyrrede den ellers så regelmæssige lyd af skovens beboere. Der var noget i nærheden, som ikke havde været der før. I Landons tid i skoven, havde han hurtigt lært, hvordan skoven lød. Det var noget, han hurtigt havde fundet ud af og opdaget. En opdagelse han brugte til at oplure fare, før den eventuelle fare havde fundet ham. Opmærksom spejdede hans øjne systematisk ind gennem trækronerne. Han satte sig i en mere vagtsom stilling og var klar til at forvandle sig, hvis en eventuel fare dukkede op, og flugten var den eneste udvej. Han havde i øjeblikket ingen intension om at skulle kæmpe. Det virkede latterligt, medmindre der selvfølgelig var en fornuftig grund til det. Roligt satte han sin højre hånd som støtte ned i det bløde underlag, og fortsatte hurtigt sin iagtagelse af omgivelserne. Hvor hvad det derude i skoven? Og hvad var det?

Noget eller nogen var i nærheden, det kunne hun mærke på sin fintfølende pels og hendes næse, som næsten aldrig tog fejl. Når der blev sagt næsten, var det i forhold til lugte som var ukendte for hende. Vis hun ikke havde haft mulighed for at kende lugten og dens ejer, så ville hun ikke have nogen chance for at møde lugten i tide. Men denne lugt.. Eller rettere duft?.. Duftede bekendt, som hun selv duftede. Bare med et stort strejf af noget andet, noget maskulint. Det var helt sikkert en animagus, og hun var næsten sikker på at det også var af hankøn. Vinden bragte duften nærmere, som gjorde at hendes krop blev spændt i en bue. Nærmest i forsvarsstilling, men det var fjollet, for hun havde på fornemmelsen at dette væsen ikke havde i sinde at tage en kamp op med hende, men man vidste jo aldrig?
Stille og roligt rejste hun sig op, så hendes taske hang i hendes mund på en beskyttende måde. De hvide poter, som landede i det lettere fugtige græs med en elegance som hun kun havde i sin animagusform. Det var blandt andet det, som havde gjort at hun holdt så meget af at være i denne skikkelse. Men også fordi at de var en flugt fra hverdagen, for det var som om at når hun trådte ind i denne nye karakter, så så hun anderledes på alt, anderledes på verden. Den store forskel var også at hun ikke tænkte i sætninger, selvom at det var det hun opfattede det selv som. Men vis man havde udviklet evnen til at læse og se hendes tanker, så ville der kun komme billeder og enkelte ord frem. En fordel og en ulempe.

En spørgende og undrende knurren kom fra hende, som med lethed ikke vil opfattes som noget ondt. Noget spørgende og nysgerrigt måske..?
Øjnene vistes først, da hun nærmede sig denne mand.. Eller dreng? Som hun havde fornemmet havde været til stede, så hum havde altså haft ret! Et rigtigt ulvesmil bredtes på hendes store og hvide manke i ansigtet, som var så blød at røre ved. Hun var godt nok ingen ulv, men ulve og leoparder havde nogle af de samme maner. Hendes øjne lyste flotte op i den ellers så mørke skov, som blev blændet af den hvide sneleopard som havde givet sig til kende. Men hun var ikke overladt til skæbnen endnu, hun var stadig på vagt efter noget uventet.
Hum vidste ikke om hun skulle forvandle sig om til et menneske?, eller hvad der lignede et. Måske ville det være for blottende? De blågrønne øjne viste ingen tegn på misfrygt eller uro, det var trods alt hendes kilde fra hjertets inderste kammer hvor følelserne lå, til den store omverden. Hendes øjne løj aldrig!
Hun betragtede ham indegående, der var noget ved ham, som gjorde hende tryg og som gav hende en lyst til at åbne sig, som hun sjældent gjorde. En tro på at hun kunne stole på denne drenge-mand, men hvordan kunne hun vide sig sikker i at han var en af de gode? På hendes hold?

Nu var han helt sikker. Det var noget i skoven. Eller nogen. Han kunne ikke høre det. Han vidste det. Der var den her fornemmelse, som han havde, der indikerede at nogen var i nærheden. Ikke en trussel. Stadig med det lettere undersøgende blik, slappede han af i sine spændte muskler. Han kunne selvfølgelig tage fejl i sine bedømmelser. Alligevel havde han den her følelse af, at hans bedømmelser var i overensstemmelser med virkeligheden. Hvem eller hvad der end nærmede sig var ikke en trussel. Han overvejede kort at forvandle sig til en los for derved at få skærpet sine sanser. Men det virkede lidt latterligt at afsløre sin evne for en fremmed, han ikke engang havde set endnu. Det var jo altid godt at have en kort i baghånden. Selvfølgelig hjalp det ikke noget, hvis den fremmede i skoven havde mulighed for at gennemskue hans race. Men alligevel var chancen der jo for, at det ikke var tilfældet. Han tog en dyb indånden og lod sin puls slappe lidt af. Når pulsen var for høj, havde han altid den illusion, at hans hjertebanken ville afsløre ham. Noget der selvfølgelig ikke var muligt. Men illusionen var der. Dog var han forholdsvis sikker på, at hvad der end var i skoven, havde opdaget ham.
Landons øjne stoppede brat sin systematiske søgen og fæstnedes på et dyr inde mellem træerne. En sneleopart så det ud til. Men hørte de til her i skoven. Levede de i sådanne omgivelser? Landon smilte skævt. Lettet over at det var et dyr. Dyr virkede som en naturlig ting i Landons hverdag, hvilket vel ikke var så underligt, da han jo selv var en animagus. I dyr kunne han finde tryghed. Men det var noget ved dette dyr. Noget anderledes. Noget der ikke passede ind. Et svagt håb om, at denne person kunne være en animagus, lod han dog passere. Ingen grund til falske forventninger. Han havde fået denne lyst til bare at forvandle sig til sin losform. Så ville han vel passe ind i sneleopartens verden. Men på den anden side, havde losser og sneleoparter jo aldrig levet direkte sammen. Som et tavst svar på sneleopartens undrende knurren, smilte han let og satte sig ned i skrædderstilling. En stilling der ville være utrolig upraktisk, hvis det vist sig, at den var fjendtligsindet. Men Landon følte sig ikke umiddelbart truet. "Hejsa" svarede han roligt og tog kort tøvende, men derefter så bare forsigtigt, hånden frem mod sneleoparten. Han var parat til at trække den hurtigt tilbage, hvis sneleoparten viste sig ikke at ville være med. Der var altid den risiko at tage. Men en risiko der var værd at tage. Han vidste udmærket godt, at han i sin menneskeskikkelse måske ikke ville have de største chancer mod et sådant dyr. Men på den anden side, ville det måske virke truende på en måde, hvis han forvandlede sig til en los.

Hun stoppede, ikke fordi hun var bange eller følte sig specielt truet. Det var mest af alt hengivenhed, denne dreng skulle helst ikke have de forkerte indtryk af hende. Hun var jo ikke farlig, altså vis man ikke selv var det, men ellers var hun da ganske tam.
Der var noget ved denne drengs ansigtsudtryk, som fik hende den opfattelse af at han ikke helt havde gennemskuet at hun ikke blot var en sneleopard, men var ganske lige som ham.
Hendes øjne lyste op på ham, imens hendes hjerne arbejdede på fuldtryk. Billeder af ham blev indprentet i hendes ellers meget lovende hjerne, som kunne huske helt ind til den mindste detalje af ham, ikke blot fordi hun havde en god hjerne, men også fordi at denne dreng.. Som hun ikke kunne blive enig med sig selv, om var en dreng eller en mand.. For han havde denne spøjse alder, hvor forskellige væsner ville betragte sig selv forskelligt. Hans hår havde en mørk farve, som hun på en eller anden måde hele tiden havde haft lyst til at røre. Dets konstruktion og livet i det, var så forskelligt fra hendes eget.. Hans øjne.. Dybe og hule.. Og hans krop kunne man ikke rigtig sige meget kritik til, men han var ikke perfekt, som hun havde set så mange andre væsner være. Men det gjorde ikke noget ved hende, at han ikke var perfekt. For hun var heller ikke perfekt og slet ikke af udseende, men hun havde den konklusion; at vis man var perfekt af udseende, så ville udseendet lyve. For ingen var perfekte.. Perfekt, mister helt dens betydning.. Han var smuk, selvom at hun helt fra barnsben havde fået at vide at mænd og drenge ikke var smukke. De var pæne eller seje, bare ikke smukke.
Hans smil var ikke til at tolke, men hun smilte alligevel et skævt smil tilbage. Som ville se underligt ud, vis man ikke havde været lidt øvet i at tolke dyr og deres kropssprog. Men det var han. Det kunne hun mærke. Dog var der noget som generede hende; for hun kunne ikke placere ham på et specielt dyr, hans indre dyr. For det dyr man havde af form, var ens indre styrker og sjæl. Det var det som gjorde hende så pinlig berørt, ved at stå over for denne dreng. Netop i dette øjeblik kunne hun næppe vise mere udtryk for hendes inderste jeg, som ikke altid var så stuerent. Det var som hendes fortid.. Et mysterium, som skulle forblive et..
De små hvide trippende poter bevægede sig længere hen mod drengen, som nu rakte en hånd ud mod hende. En indbydende hånd, som hun så alle detaljerne i. De fremtonede blodåre, og neglende.. Stille lagde hun sin taske fra sig i græsset, som hun var bevist om at han ikke havde lagt mærke til ind til videre. Måske ville sammenhængende omkring hende også falde lidt bedre på plads, omkring ham. Men mest af alt, så ønskede hun at han ville forblive uviden om hendes jeg. For dyr var ikke skyldige på nogen måde, det ville være meget lettere vis hun kunne forblive i denne skikkelse uden en masse spørgsmål og uendelige mange svar. Hun trak stille vejret ind, igennem den sorte og lettere fugtige snude, som gav tegn for et sundt velværd. Øjnene som glinsede blågrønt op til ham, inden at han satte sig ned i skrædderstilling. Et udmærket valg. Men der faldt også en sten fra hendes hjerte, da hans valg af stilling gav udtryk for hans tolvmodighed og at han stolede på hende. Hun kom ham nærmere, med nogle nysgerrige øjne og kroppen som viste sig at være en smule mindre end ellers. Man kunne nemt se, at hun var af hunkøn, ved hendes holdning of størrelse. Men hendes pels, så utrolig stor og blød ud. Som et helt uldtæppe.. Hendes øjne viste totalt fred, en indre fred som ikke kunne udtrykkes med ord, som ikke blev mindre af lyden af hans stemme. Hvad var det hun var igang med? Sneleoparden var kommet helt hen til drengen, som så yderst veltilpas ud. Hånden som han havde rakt ud, snuste hun til en gang, for at se om denne duft hun havde mødt tidligere virkelig kom fra ham. Det kunne jo godt være at han ikke var som han gav sig ud fra at være, men nu gik hun ud fra hvad hendes mavefornemmelser sagde. Som ikke var i tvivl om, at denne dreng ingen trussel havde.

Som ved et slag, kom hans opmærksomhed tilbage. Da sneleoparden lagde sin taske ned, en taske som han ærgrede sig over, han endnu ikke havde opdaget. Hans tvivl omkring sneleoparten kunne have været reduceret i tid. Det var gået op for ham, hvad sneleoparden var. En animagus ligesom ham. Af hunkøn dømte han udefra sneleopardens størrelse og ustråling. Han smil blev en smule større efter opdagelsen. Han var tryk ved dyr. Men ved animaguser følte han sig endnu bedre tilpas. Dog vidste han ikke, om hun havde opdaget at han var en animagus. Men det ville ikke have undret ham, hvis hun allerede havde gennemskuet ham. I dyreformen var sanserne jo trods alt yderligere skærpede. Altid havde han ønsket at møde andre animaguser udover hans familie. De var bare ikke så lette at finde. Enten kamuflerede de sig som dyr, eller også kamuflerede de sig som mennesker. Det var ikke et væsen, der var let at opsnuse. Animagus var en evig kamuflage. De hørte til i både menneskenes verden og dyrenes verden. Og så alligevel hørte de kun til hos dem selv. Alle steder eller ingen steder. Det kom vel an på, hvordan man opfattede det, og fra hvilket side man så det. Personligt følte Landon, at han hørte til begge steder på en speciel måde. Ikke helt inde i de forskellige samfund. Han var anderledes. Men alligevel hørte han til der. På så mange måder, var han ligesom dem. Men et sted hvor han altid ville høre til var hos andre animaguser ligesom ham. De var ens. Med et ben i hver sin verden.
Landon var vel nysgerrig. Nysgerrig for at lære andre som ham at kende. Nysgerrig for at finde ud af mere og udvide sin viden. For ham var det lige meget, om sneleoparden foran ham havde været kvinde eller mand. Det var for ham vigtigst, at det var en animagus. Han havde den her lyst til at forvandle sig om til en los. Men på en måde virkede det fint nok for ham sådan her. Bare at sidde her sammen med en sneleopard. For nogle ville det måske have virket mærkeligt at sidde i skoven sammen med et dyr. Men ikke for Landon. Det her var virkelig noget, som han syntes om.
En kort mistanke om at sneleoparden måske ikke var, hvad den gav sig ud for at være, strømmede ind over ham. Hvad nu hvis det alligevel bare var en normal sneleopard? Nej, det passede bare ikke sammen. Denne sneleopard var anderledes. Den var en animagus som ham. Hvor mange andre dyr gik helt ærligt rundt med tasker? Det virkede bare lidt for mærkeligt til at være sandt. Et muntert smil krusede Landons læber, da sneleoparden duftede til hans hånd. Det tydede da i det mindste på, at den anden animagus ikke var direkte fjendtligsindet. Landon var nysgerrig. Hvem var denne animagus? Hvor kom hun fra? Hvad der måske betød mest for han opfattelse af hende: hvad hed hun? Navne var, hvad der ofte skildrede personer. Et navn var kilden til så meget. Men alligevel var det bare en slags titel. Det var ikke noget, som man ville kunne gennemskue en person med. Det var ikke et redskab. Det var der bare. Dog alligevel vigtigt. Dog alligevel af betydning. Noget vigtigt. Landon ville gerne lære, hvem hun var. Men det var jo noget, der ville kræve, at han også selv åbnede sig. Selvom man måske var vant til at færdes alle mulige arter, havde han alligevel altid haft det problem med virkelig at kunne fortælle at til en eller anden. Han havde altid håbet på, at det nok ville løse sig en dag. Noget han stadig håbede på. Det var nok også grunden til, at han endnu ikke straks havde forvandlet sig til den los, han vel også var. Han var nervøs for, om denne nye bekendte ville have noget imod den. Hvad nu hvis han forvandlede sig, og hun så ikke ville være her sammen med ham. Hvis hun bare skred, og han igen skulle sidde alene her. ”Det er hyggeligt at møde dig.” Sagde Landon og smilte let til sneleoparden. Han var fuldt opmærksom på, at hun ikke i sin animagusform ville kunne svare ham med ord. Men det var i orden.

Hun kunne godt mærke på ham, at hun havde fået opfattelsen af hvilken race hun stammede fra. Det var det som hele hendes generation var, og hendes børn forhåbentligt også ville blive.. Vis hun da fik nogle? Hun var skrækslagen! For det første at føde, det var hendes største frygt i livet. Det måtte gøre forfærdeligt ondt, dog havde hendes mor hele tiden sagt at det havde været alt smerten værd, gange 2 – Man kunne tydeligt se leopardens sørgmodige øjne, som funklede af de usynlige tårer -. Men for det andet var hun også skrækslagen over for kærligheden, der var så mange spørgsmål omkring den, som brændte inde i hende. Gjorde det ondt? Kunne man vide at man var forelsket? Er kærlighed lige som i disse pladerbøger? Og så videre.. Men kærligheden var vel ikke som kærligheden til et familiemedlem, som hendes bror der havde og stadig var så tæt knyttet, efter deres fælles familiekrise. Hun elskede sin familie, det var nok også derfor at hun i sidste ende havde rejst fra dem. Hun skulle ud og opleve noget nyt, lære nye ting. Om andre, men lige så meget om hende selv. Et smil drog over leopardens mund, som nu ikke så så stor ud når den nu var lukket engang. Denne dreng så nu meget spøjs ud, ikke grim eller noget, men helt og aldeles anderledes fra alle disse mennesker hun havde omgivet sig med. Det var måske fordi at hun aldrig havde set en animagus før, bort set fra hendes familie, og så at hun vidste at han var det. Måske var det også at han var af hankøn? Så kunne hun ikke så let sammenligne ham med sig selv.. Der var jo nogle store forskelle fra mænd og kvinde, dog havde animagus altid nogle små indre kendetegn. Den hvidstrippede leopard lagde hovedet lidt spørgende på skrå, da hun mærkede hans humør ændring, eller i hvert tilfælde hans holdning. Dog holdt den op igen hurtigt, som om at noget faldt på plads inden i ham. Hun var bare glad, så længe at han fandt og tog det rigtige valg. Hans smil føltes beroligende på hende, da hun snusede en enkelt gang til ham. Så hun havde altså ikke gjort noget forkert, han kunne godt tage det. Men vis han virkelig var en animagus, så var han vel også på en måde vandt til det? –Eller i det mindste ikke overfølsom over for det, som andre helt sikkert ville have været. Vis en vildt fremmet sneleopard havde gået hen og snust til ens hånd, uden man egentlig havde gjort nogen speciel ordre til det. Der var jo mange der mente at man var i meget højere rang end dyr, som hun specielt ikke mente selv. Man burde give en smule mere værdighed til dyrene, især når de skænkede de ’højere reagerede’ gratis kød. –Leoparden så undrende, mest for hende selv, på drengen ved hendes side. Hvad mon han mente om alt dette? Om dyr og deres rang? Om alt i det hele taget? Der var meget hun gerne ville vide om ham, får hun var noget så nysgerrig, det havde hun altid været. Men hun havde ikke let ved at åbne sig helt, få vist de inderste af de inderste følelser. Det var bare for hårdt nogle gange, for hvad nu vis hun havde skænket dem til en person, og hun så mistede sin kilde? Den person? –Det ville hun ikke komme ud for.. Igen.. Leoparden blev opmærksom på drengen igen, da hans stemme brød igennem hendes tankestrøm, som for det meste forgik i billeder. Hendes øjne lyste op af glæde, mest af hengivenhed for denne person som syntes det var hyggeligt! Han syntes at hun var hyggelig! Et stort leopardsmil bredtes på hendes mund, der ellers så så passiv ud ind til nu. Hendes instinkter tog over, eller måske var det bare hendes uventede glæde? Men hun endte i hvert fald med at nærmest side i hovedet på ham, okay det var måske for meget for langt, men hun aede hans kind med hendes store og bemankede hvide hoved. Som var blødt, næsten blødt som silke. Inderst inde var hun bange for at hun havde gået for langt, men overraskelsen over hvad hun havde gjort så uventet, kom med garanti lige så meget bag på hende som på ham. Hun var faktisk gud nådig glad for, at hun ikke var begyndt at slikke ham i hovedet. Det ville have været over en leopards grænser.. Måske skulle hun alligevel forvandle sig til et menneske, så der ikke kom flere uventede situationer?

Med et blev Landon også en smule tung om hjertet, da han så ind i sneleopardens øjne, som pludseligt var blevet sørgmodige. Han fik en pludselig lyst til at finde ud af, hvad der dog plagede hende. Men han vidste heller ikke, om det overhovedet var noget, han skulle blande sig i. Men det nagede ham alligevel en smule, at hun virkede så sørgmodig, endda en smule bange. Han havde da vel ikke gjort noget forkert? Det håbede han virkelig ikke. Landon havde ikke lyst til at gøre en mulig ven ked af det så tidligt i et møde. Hans tyngede hjerte blev straks lettet, da han opdagede sneleopardens nyfundne smil. Han havde ikke behøvet at gøre noget for at få smilet til at komme, hvilket vel måtte betyde, at det måske ikke var ham, der alligevel havde gjort noget forkert. Det betød virkelig noget for ham at finde ud af. At kende en, der var ligesom ham, var virkelig noget specielt. Der var et automatisk bånd. En forståelse som Landon virkelig satte pris på. En forståelse der muligvis ikke ville kunne findes andre steder. De var begge animaguser. De var begge en noget, der beviste, at mennesker og dyr ikke var så forskellige endda. Han opfangede straks det glade udtryk i sneleopardens ansigt. Hun hoppede op på ham, før han kunne nå at opfatte det. Det var bestemt noget, han ikke ville have forudset. Men det var okay. Han kunne godt lide følelsen af sneleopardens bløde pels. Den var bestemt lige så blød, som han havde regnet med. Han smilte stort og lod hånden glide gennem sneleopardens bløde pels. Han kunne ikke undgå det. At grine. Allerede var han blevet så tryg ved denne sneleopard, selvom han endnu ikke havde set hendes menneskelige skikkelse, var der alligevel det her, som han allerede vidste, han syntes om. Hvorfor hun pludseligt var blevet så glad, var ikke let at forstå. Var det hans ord? Men det var noget, der ikke bekymrede ham. Han kunne godt lide følelsen af den bløde pels. En pels så blød som han egen i hans animagusform. Selvom han losform ikke var langt væk, savnede han den alligevel en smule nu. Men på trods af at han var sikkert nok ved denne anden animagus, var der alligevel det ved at skulle åbne sig så meget og vise sig selv som en helt anderledes person. En los.

Hun grinede indvendigt, som kom ud i et stort smil. Vis hun havde været i sin menneskeform, så havde grinet været en klokkeklar latter, som ikke var til at tage fejl af. Hun var på en måde lykkelig, hun var lykkelig for at hun havde fundet en person som delte de samme bekymringer, styrker og svagheder. Eller bekymringerne gættede hun sig frem til, for det sagde hendes mavefornemmelse hende at det var. De havde måske mere tilfælles end man sådan skulle gå at tro, to animagus med et bånd.. Hun takkede hendes sjæler, som havde givet hende denne skæbne, at kunne dele noget så enestående som sympati og glæde med en anden artsfælle, var det som hun havde længtes efter mest. Han rørte hende.. Hun stivnede et øjeblik. Ikke fordi det var ubehageligt, men hun havde aldrig prøvet det før. Havde aldrig troet at der faktisk var en, som ville sætte hænder på hende, i sådan en kærlig følelse. Hun værdsatte det, værdsatte at de var blevet så trygge ved hinanden. Som hun viste med øjnene, der funklede ned til ham. Hun havde stoppet med at ae hans kind, så i stedet for stod hun med forpoterne tæt op af hans ene lår og hendes overkrop lænet ind over ham, med hovedet foran hans. Hun smilede. Et blændende smil. Et lille ryk, satte hendes hoved ind under hans hånd, imens at hun vrikkede det frem og tilbage. Så hans hånd mærkede den ekstra bløde hud, som sad på hendes hoved, rettere sagt oven på det. Denne berøring så lidt ud som en hunds, men hun tog det ikke som vis hun havde set en ejer gøre det med sin hund. Hun tog dette som et anerkendende og venligt klap, eventuelt på skulderen? Hun ønskede at han ville vise sig ordentligt, vise sit sande jeg. Det ville være sjovt, og meget lærerigt, vis hun kunne se hans animagusform. Som hun var helt sikker på at han var i besiddelse af, eller det sagde hendes mavefornemmelser da. Men hun kunne jo også dufte det, den velkendte duft som hang i luften hjemme i hendes hjem. Den hang også ved ham.. Hun kunne ikke rigtigt sætte ord på hvad duften bestod af, men den var helt afklaret behagelig.
Hun havde det selv sådan som hun troede at han havde det. Længtes efter at være i dyre form. Så hun prøvede at give nogle tegn til, at det var okay vis han forvandlede sig. Med et enkelt puf ind i brystet på ham, ikke for hårdt bare et enkelt lille puf med hendes bløde hoved. Imens at hendes øjne udstrålede en glæde, som næsten intet kunne overgå. Hun nikkede sagte med hovedet, som hun huskede var et ja i menneskesprog. Hun vidste egentlig ikke om dyr også brugte det, men hun havde da aldrig passeret nogen dyr, som havde nikket til hinanden? Et ulve smil bredtes på hendes mund, som efterhånden var blevet brugt en del.

Det var en rar følelse at være her sammen med en person, Landon hurtigt var kommet til at opfatte som en ven, på trods af at de jo faktisk ikke engang kendte hinanden endnu. Ingen af dem havde virkelig overgivet sig til at vise sig helt endnu. De havde begge to kun set den ene side af hinanden. En enkel side der nok aldrig ville kunne beskrive en hel person alene. Kærligt lod Landon hånden køre gennem hendes pels. Ikke som hvis man aede et kæledyr. Mere en ligeværdig person. Selvom Landon sad her i sin menneskeskikkelse, følte han ikke, at han på nogen måde var animagusen foran ham overlegen. De var jo ens, selvom de måske lige nu stod i to forskellige verdner. Forskellen på menneske og dyr var ikke eksisterende hos Landon. Han havde den her følelse af, at det nok måtte blive ham til at overgive sig først. En ting han måske var lidt nervøs for. Men hvorfor var han det? Det var ikke et facit, som Landon lige umiddelbart kunne finde. Ingen logisk forklaring. Den var der bare. Som et tag af begrænsninger. Han smilte let, da hun tydeligvis prøvede at overbevise ham om, at overgive sig. Det var tiltalende at begive sig ind i dyrenes verden lige nu. Det var virkelig tiltalende. Et sidste tøvende smil prydede hans læber, før den menneskelige Landon var blevet erstattet af en los. Han ventede. Ventede på hvad hun ville sige til hans skikkelse. Det var tydeligt, at hun gerne ville se den. Denne form var virkelig en stor del af ham. En stor del som han inderligt håbede, at hun ville acceptere. Lossen var ham ligeså meget som hans menneskeskikkelse. Den var noget, hun måtte acceptere for at blive hans ven, ligesom han måtte acceptere hendes anden skikkelse, som han var ret sikker på, at hun var i besiddelse af. Roligt og afventende betragtede de gyldenbrune sneleoparden, mens de finurlige ører vippede let i takt med hans hovedbevægelser.

Han levede i højeste grad op til hvad hun havde troet han ville se ud og være, han lignede så meget hans person. Lossen var en del af hans person, det var det halve af hans udseende. Det halve af hans sjæl, ja hele hans liv. De vippende øre fik hende til at smile stort, en rigtig los. Som jo lignede leoparden på mange måder, de havde mange fælles egenskaber. Men på den anden side, så var de jo vidt forskellige.. Hun så afventende på ham, med en smule skyldfølelse, som hun desværre ikke kunne hviske væk med en anden tanke. Men hun gav sig selv, og indirekte ham, løftet om at inden dagen var omme så ville hun også vise sig i hendes anden skikkelse, det skulle ikke være uretfærdigt for ham. Han gjorde noget, som sikkert tog hårdt på ham, så behøvede hun også at gøre noget. Sådan var venskaber.. – Et smil vistes på hendes læber, da et fint og yderst veltalende dyr stod foran hende – Hun spærrede øjnene op af forbløffelse, næsten lidt for meget. Hun var nok lidt for ivrig efter at lære denne dreng at kende, som hun ikke engang kendte navnet på. Men hvad gjorde det? De hyggede sig i hinandens nærvær, som hun var yderst glad for. Et ryk i hende, meddelte hende om at det var lang tid siden at hun sidst havde været ude at løbe, at mærke hendes lemmer, alle dem som sad fast til hendes robuste krop, at mærke dem bevæge sig synkront. Hun prikkede lidt hårde til ham på brystet, så han i hvert fald kunne mærke at det var en drillende udfordring. Hendes øjne smilte af glæde, en yderst høj glæde. Og så begyndte hun at løbe, men stoppede dog op en stund, for at se sig tilbage til drengen som lige for nyligt havde forvandlet sig - Om det var for hende, eller for hans egen skyld viste hun ikke- til en tiltalende los. Hun ville ikke have at han skulle opfatte hendes opfordring til at løbe om kamp forkert, for det ville få nogle trælse konsekvenser. Hun så sig spørgende over skulderen, og forventede halvt at se ham stå målløs, men også at se en los som var parat til at tage udfordringen op. Hendes poter trippede på den fugtige jord, som havde fået spor af regnen. Hun mærkede vinden tage fat i hendes hvide pels, og samtidig kærtegnede hendes krop.