The Second You Sleep - Millicent

Dato: Tirsdag d. 1. juli
Tid: 22.55
Sted: Sushi bar i Terre.
Vejr: Overskyet. Radioen truer med regn.
Omgivelser: Mørket har sænket sig over byen, og stjernerne og neonlysene har nu overtaget solens rolle.

”Så… Du har tidligere arbejdserfaring?” Spurgte han over det blanke bord, og kiggede så ned for at skimme papiret foran ham. ”William and Jones legal praksis?” Læste han op, og flyttede blikket op på personen foran ham igen. Den 6 person i dag. Det havde været mere end forventet og hele eftermiddagen og nu aftnen var gået med det, før han endelig sad med den sidste person, som havde svaret på hans annonce om manglende arbejdskraft.

Pigen foran ham nikkede. Hun var måske et år yngre end ham selv. ”Det var min praktikplads” Smilede hun venligt, og han nikkede som svar. ”Hvorfor blev du fyret?” Fortsatte han, og rettede på sine læsebriller, da han kiggede ned på hendes CV igen. Normalt brugte han ikke briller, men når der skulle læses i længere tid, fik han ondt i hovedet uden. Havde engleficeringen ikke stoppet hans aldringsproces, havde han nok snart skulle bruge briller hele tiden, men heldigvis for ham forholdt det sig ikke sådan.
”Vi var 3 praktikanter, og firmaet havde kun råd til at beholde én. Jeg var lidt for klodset med kaffen” Lo hun, og han smilede af hendes kommentar. At hun var klodset var langt fra det værste han havde hørt i dag. Én ældre kvinde, som havde været den første han havde snakket med i dag, var blevet fyret for sexchikane, hvilket instantly havde udelukket hende. En anden havde ødelagt en printer, som var imploderet og begyndt at sætte ild til bygningen. 2 ældre herre var også dukket op og spurgt efter partner pladser som advokater, men Gordon havde knap råd til en sekretær/assistent, og da slet ikke en advokat partner, som forlangte en del mere i timen.

Gordon rettede på sit sorte slips, som hang lidt løsere over den hvide skjorte, end det normalt ville. Det havde været en lang dag, og han ville gerne kunne trække vejret. De hvide skjorteærmer var smøget op til albuerne, da temperaturen i sushi baren var lige lidt over toppen.
”Det ser jo alt sammen fint ud” Mumlede han til pigen overfor. Hun var smilende og fremstrålende, og virkede til at have en iver efter at få jobbet. Som det så ud nu, var det også svært for folk med så lidt erfaring, at få job. Hendes lange lysebrune hår var sat op i en høj hestehale og et par tiltalende mørke øjne matchede hendes smil. Alt i alt en køn pige. Hendes lille portion sushi var væk, og tallerknen sat til side. Han selv havde stadig et halvt fad stående foran sig, men lige nu var alt der blev taget den japanske risvin, som havde stået på bordet hele aftnen.

Skyerne udenfor blev mørkere som natten var faldet på, og hans blå øjne hvilede afslappet blikket ud af vinduet. Solens stråler skar ikke længere med blændende lys. Kun papirlamperne, som stod på alle borde lyste rummet op, sammen med et par stykker i loftet.
Forventningen ved at se ud på fortovet var underlig, for han vidste at der intet ville være, så i stedet rettede han blikket imod den smilende skabning foran ham igen og sendte hende et smil.

Det lille avisudklip var præget af tidens tand,  og efterhånden  en smule krøllet og nusset nu , af at ligge så tæt i ske  , i en overcrowded make up pung.
Otte dage havde det efterhånden ligget der spændt ,  overnattet blandt eyeliners, rouge og gloss men nu var dagen ...eller...aftenen så endelig kommet.
Det havde været otte lange dage , og en vægelsindet ung kvinde der skulle beslutte what to do about it?
Annoncen havde overrasket hende, meget...ikke at han ligefrem rykkede videre og ville starte noget på på egen hånd, det havde hun nok set komme...nej...det var mere dét at Gordon intet havde sagt til hende om det. De plejede at tale om alt.
Eller om MEGET anyways...så hun havde nær kortsluttet både kaffemaskinen OG hendes pc , da hun faldt over at han søgte en sekretær. Men commen overlevede da!

Hun havde ingen fast indtægt længere. Ikke siden afskedigelsen fra Desire Noir.
Jobbet for Zoran havde været genialt- meget kreativt og inspirerende  , for ikke at nævne helt vildt godt betalt. Hun havde nydt det, men hun behøvede noget mere regelmæssigt, mere fastlagt. Det var lidt sært....men dét at have et fast job , synes at have den  samme effekt , som at tilberede og indtage flere kop fulde af kaffe hver dag- det hjalp hende at holde  fast i hendes menneskelighed. De små ubetydelige menneskelige vaner og rutiner viste sig at have stor betydning for sindets tilstand - lidt af et paradoks at en halvdårlig kaffe kunne gå hen og være det lod M netop den ting der tippede ' god vampyr ' på vægten , så den ikke landede på ' dårlig vampyr'.
Hun kunne jo mærke det i hendes krop....i sit sind...at hun forandres.
Hun var mere ...intens- som det ellers ikke havde vært RIGELIGT  i forvejen ! Men alle følelser i hende havde fået et hak opad, også de mere vilde, ansporet af vampyrens instinkter...rovdyret,,, ....derfor var det ekstra vigtigt nu,  for hende at afbalancerer , at skabe en målrettet dagligdag der ville øge mulighederne for dette.
Sådan havde hun fået overtalt sig selv til at søge om jobbet ! Det skulle jo nødigt se ud til hun bare gerne ville tilbringe tid med Gordon , og derfor udnyttede den spæde chance her, vel?

Sådan gik det til at Millicent Walker, trådte ind på det lille spise sted, omkring 22:58.
Hun havde ringet i forvejen og forhørt sig om tidsrummet for  Gordon Matthews reservation , hvor langt den strakte sig ? så hun formodede at kunne fange ham cirka på vej ud ud , lige omkring NU.
Millicent stillede sig og ventede på en tjener, så hun kunne få anvist sin plads , ved Gordons bord ...og imens hun rettede en smule på sit tøj, strøg hænderne ned af den tætte nederdel for at sikre den ikke sad dumt, kiggede hun sig nysgerrigt omkring.
Der var en sær fornemmelse af sommerfugle i hendes mave, og pludselig kunne hun ikke finde ud af om de var der fordi hun frygtede han VAR gået eller fordi hun frygtede at han IKKE var gået?
Millicent spærrede øjnene op, da hun lidt tilfældigt spottede Gordon . Og så i selvskab med en smuk brunette. Kvinden smilede og kastede nakken tilbage i en meget yndig bevægelse, og Gordon smilede. Han så da meget LIDT arbejdsgiver agtig ud...slipset også ret casual ...de hele emmede af afslapning, tolkede hun og hendes hjerte sank en smule ned i maven.
Hun bildte sig selv ind at det skyldtes jobbet naturligvis VAR røget til brunetten foran ham.
Det afgjorde sagen, og Millicent gik.
Hun spadserede selv over til bordet, uden at vente på hendes anvisning af en tjener.
Det var ikke for sjov hun havde grublet som en sindsyg i otte dage.
Og det var ikke for sjov hun havde klædt sig meget sekretær agtig og flettet sit hår til siden , så det hang langt ned over højre skulder , som en lang pisk.
Det var ikke for sjov at hun ville arbejde for ham.
Og nu...nu var det hele slut inden hun havde fået chancen , baskede sommerfugle hæren rundt , da hun nærmede sig deres bord.Hendes hænder arbejdede hurtigt, da en last minute indskydelse, fik hende til at løsne fletningen op, så håret hang løst.
Mellem Millicents fingre , blev den lille annonce skubbet uroligt rundt, men hun prøvede at lyde helt fattet, da hun med sagte og blød stemme, brød ind i deres samtale.

" Godaften.... Undskyld jeg forstyrre..men...jeg er her angående jobannoncen , og tjeneren sagde at jeg bare skulle gå herover " smilede hun undskyldende til dem begge.
Millicent så på Gordon , og det var formentlig tydeligt at hun trods hun prøvede at putte en usynlighedskappe over det, nok ikke var helt bekvem tilpas lige nu.
" Jeg kan...jeg ville egenlig bare bede om en samtale...på lige fod med alle andre "
Hun sendte et mildt smil, både til kvinden og til Gordon. Årh hvor hun følte hun havde vadet ind og afbrudt noget hun ikke burde have. Og hvor VAR hun glad for hun ikke var kommet fem minutter senere!

Skulle han være ærlig, så brød han sig om den kønne unge pige foran ham. Hun virkede fornuftig, charmerende og humoristisk. Uden tvivl en pige, som ikke havde problemer med at charmere sig til de svære ting i livet. Og efter hvad han havde set indtil videre, så havde hun måske været et godt bud. Hvad betød en spildt kop kaffe eller 3, så længe man kunne holde hende ud?
Gordon kørte en hånd igennem sit mørke hår, som sad lidt tilfældigt efter en lang dags arbejde. Han skimmede hendes CV igen. Hendes kommentar fra praktikstedet var rigtigt nok at man ikke skulle lade hende håndtere porcelæn, også at hun ofte kom for sent. Han havde selv tænkt sig at lægge arbejdstider om aftenen, da han hadede at stå tidligt op, og alle hans mulige klienter var på arbejde til kl. 16.
Brunetten lavede en fjollet kommentar omkring hendes tidligere chef og hans punktlighed. Gordon kom til at grine, for han kendte godt manden der bestyrede stedet, og det gik op for ham at han faktisk havde det sjovt. Morede sig på jobbet, men sekundet efter at dette gik op for ham, var der noget andet der også gik op for ham.

Han kunne tilbringe hver en ugedag med pigen foran ham. Han kunne tage hende ud til 157 omgange sushi, og han ville sikkert more sig hver gang, men lige meget hvor mange gange han kunne tage en svingom med de forventningsfulde mørke øjne overfor, så ville de aldrig komme til at udfylde det hul, som der allerede var en anden der fyldte ud. Det ville aldrig give ham den samme følelse, som han lige nu mærkede fylde hans mave, da han ud af øjenkrogen fik øje på et alt for velkendt syn.

Hans lyseblå øjne flakkede tøvende imellem Millicent og den anden pige. Pludselig følte han sig trængt op i en krog. Hvad ville dette ikke ligne? Nok det han mindst ville have Millicent til at se. Hvor meget han end synes at hun var ved at slippe imellem fingrene på ham, så kunne dette ikke gøre det bedre. Så igen.. Hun havde sagt at han skulle gå ud og finde nogen at tage med hjem, havde hun ikke? Ikke at dette var sådan, men.. Hans hoved kørte rundt et øjeblik, og da hun endelig nåede hen til bordet var han helt tom for ord. Både på grund af den lidt akavede situation, som skabte et par sekunders tavshed imellem dem alle, men også på grund af den effekt han aldrig ville vænne sig til at de første par sekunders glimt af hende havde. Smuk, tiltalende og tiltrækkende så det var helt irriterende. Lidt uforstående tog pigen overfor en smuk og yndefuld tår af sin vin.

Jobannoncen? Et øjeblik måtte han have set dum ud, som han prøvede at komme i tanke om hvilken jobannonce hun snakkede om, men så fik han hovedet ordentligt på igen, og han smilede lettet til hende over at hun vidste hvorfor han var her. Hvorfor det forholdt sig sådan? Det var jo ikke fordi de var sammen, og han kunne i princippet gå ud med hvem han ville, men… At kunne og gøre var to forskellige ting, havde en klog pige en gang fortalt ham.
Han åbnede munden for at sige noget, men lukkede den igen, og rejste sig op, og lod hans stol rykke lidt tilbage med en vindende lyd. ”Annoncen, selvfølgelig.” Svarede han, og legede med på hendes formelle manér ved at række hånden ud til et håndtryk. ”Gordon Matthews. Det var mig der skrev annoncen.” Han rakte ud efter en tom stol ved det nærmeste bord og satte den ved deres for at lave en håndbevægelse.
”Du kan bare sætte dig ned og være med. Saké?” Spurgte han og rakte hende den japanske risvin. Hun kunne blive ved med at forundre. Og dukke op i mindst forventelige steder. ”Dette er Emilia Jones. Hun er her også for annoncen” Gordon nikkede imod Emilia, men holdt øjnene på Millicent. Havde han ladet sit blik fange den anden pige, ville han måske have fanget lynene i de mørke øjne, bag hendes høflige smil.
”Så fortæl mig…” Fortsatte Gordon stadig halvforvirret, men med den glatte facade indtagt. ”Hvad fandt du tiltalende ved jobbet beskrevet i annoncen?” Han smilede, og var sikker på at kun Millicent ville fange det lidt udfordrende glimt der lå i det hele.

Millicent rakte en hånd frem, tog hans og gengældte det faste håndtryk.
" Millicent Walker" lød det sagte.Hun vidste ikke helt hvad hans første dosis af tavshed betød ? Var hun uvelkommen? Millicent kaste et undersøgende med stadigt høfligt blik og smil , ned til ....hendes konkurent.
Kvinden så ikke helt så glad ud måtte man sande.Hun sendte ingen smil tilbage, og havde ret vrede øjne.
Det var som gulvet svejede under Millicents fødder. HVAD havde hun lige lykkes i at afbryde hér ? Hvorfor lod Gordon som om han ikke kendte hende ?
Det lagde mere brænde på hendes forvirring, lige oven på den stabel der allerede VAR blevet skabt , da hun havde set deres tallerkener.
Gordon havde næppe spist et måltid med alle dem der kom til til samtale , sååå hun kunne konkluderer at han havde spist middag med dådyret her.
Millicent havde forstillede sig at samtalerne blev afviklet og gennemført måske med små tapas agtige sager og noget non alcoholic at drikke, i det behagelige afkølet rum. Indtil brunetten så var mødt op. Hende havde han øjensynligt inviteret....ud at spise.
Millicent spidsede læberne, da hun lod blikket glide over deres tallerkener.
Pigens var tom og sat tilside. Gordons næsten ikke rørt...det betød at HAN var den der havde snakket og brunetten den der havde lyttet - og dermed haft tid at spise sin friske fisk. Burde det ikke forholde sig lige omvendt ved en ansættelsessamtale?
Hvis de da overhovedet var ved den nu - og den ikke afklaret for længst?
Åh gud ...Millicent havde lyst til at spørge hvad pokker der forgik, men hun måtte bare bide det i sig.
Hun skulle have det job, om hun så skulle vriste det ud af hænderne på Bambi herself, så skulle hun bare have det. Den fine lille bunke af papir, Bambis cv , havde hun skam også lagt øje på. Dammit! Alene det hun havde noget at tilføre papiret, satte Millicent HELT bagerst i job toget. Hun havde selv haft to små Jobs inden dét på Desire Noir, og ingen af de tre havde non what so ever at gøre med at varetage en job som sekretær. Hun sukkede indvendigt, højt.

Millicent havde kun eet papir med, det var anbefalinger fra Lawrence Watson.
Han havde holdt ord og skrevet en meget flot udtalelse om Millicent. Ord som loyalitet, omhu og professionelle tilgang, kreativ var nævnt. Ord som sans og flair , målrettet , handlings orienteret...ja ord for ..alt det crap hun havde lavet der, men intet var relevant i forhold til dette job. Desuden ville hun hade at skullebruge hans anbefaling. den klingede hult i Millicents øre. Hvis hun var så god- hvorfor slap han så hende så velvilligt ? Hun var stadig meget ked af Lawrence havde fyret hende på rødt papir, med den crappy undskyldning at hendes kæreste var en del af mafiaen.Det var ikke fair.
Millicent gjorde sådan set hvad hun kunne for at bekæmpe mafiaen, langt mere end Lawrence Watson havde ide om, og en fyring havde været takken ? ...hun have enda været ved at ende sit liv på den bekostning,altså modstand til mafiaen... indtil....han...indtil Gordon...havde fået bukseret hende ud! Hun blev revet ud af sit indre liv, da en stol blev trukket ud og Millicent skyndte sig at svare med et lille smil og et sagte " ja tak " da hun blev tilbudt at joine dem.

" Amalie Jones, hyggeligt at møde dem" lød det - og mere behøvede Millicent nok ikke sige , for at sende Gordon sit budskab om hvad hun syntes om hele situationen , han havde stablet op her, med saké og sterinlys.
Med en dyb vejrtrækning, helt ned i maven satte hun sig ned.
" Nej tak...jeg drikke ikke til en...jobsamtale" lod hun hænge i luften, havde han ikke fanget den første hentydning.
" Men et glas...vand , vil være dejligt" gav hun et engle værdigt smil til Gordon.
Nu skulle spillet begynde. Der var ingen grund til at forsøge lyve om den manglende erfaring. Selv om hun måske havde kunne? Gordon vidste vel ikke alt om hende. Men englen dér havde evnen til at opdage når hun talte uden om sandheden, hvilke var et virkelig irriterende træk. Kunne han ikke bare havde fået tildelt evnen til at ....se igennem kvindelige intentioner! For Bambi der ville med garanti gerne udføre andet end kalender arbejde for Gordon.

Gordon endte dog op med at hjælpe hende, helt uden at vide det.
Millicent havde hørt den lille udfordring i hans stemme, og DET gav hende lidt blod på tanden. Hendes højre hånd arbejdede med de tre knapper i hendes lille habit jakke, åbnede dem så jakken ville glide lidt til side og blotte en smule mere af den tæt siddende hvide skjorte Millicent bar under. Hun svarede Gordon, og mødte for første gang hans alt for kvikke blå øjne , i mere end to sekunder denne aften.

" Selve jobbeskrivelsen var yderst tillokkende , ser du... ...jeg mener man skal udfordre sig selv , turde gå nye veje der ikke er udforsket før- derfor blev jeg tiltrukket af den .
Jeg ...tilstår...jeg har ikke haft min daglige gang i din verden, så jeg vil være et...frisk pust, uden den store erfaring, men jeg er ret kvik og skal nok komme hurtigt efter det" selv om Millicent talte kun til Gordon, det med det friske pust , blev sendt med et blik og et blændende smil til Bambi. Med den cv bunke havde hun med garanti allerede havde været inden for de fine advokat mure.Og det irriterede Millicent ...det irriterede hende også at Bambis mørke øjne der lå over Gordon og afventede bare et lille smil fra ham, eller nogle ord , var så tiltrækkende. Det behøvede man ikke være en fyr for at se.

" Dine behov vil blive mødt og opgaverne løst upåklageligt. Jeg er både meget omhyggelig og ...diskret" lød det lidt kortfattet, da hun ikke luge vidste om dén del var helt korrekt beskrevet.Hvad skulle hun også sige? Hun var lige ankommet, og allerede iført en mental spænde trøje.
I hendes hovede havde den her samtale altså udspillet sig ret anderledes.
Bland andet havde de kun været to! Og nu...nu sad hun her og skulle lade som hun ikke kendte ham, hvilke blandt andet betød hun ikke kunne række hånden ud og rette en smule på hans sorte slip. Og hun ELSKEDE slips. Hun vred sig, næsten ubemærket , en smule ubekvemt på stolen.
Nu skulle der åbenbart kæmpes for det ,og hun var slet ikke så sikker på at kunne vriste sejren ud af Bambis hænder.....tilgængæld kunne hun MEGET let vriste hovedet AF Bambi....og så var stillingen ledig...igen...skulle alt andet faile.
Lidt blown away , på nippet til at blive forskrækket over egne tanker, mumlede Millicent " Måske...måske jeg gerne vil bede om lidt risvin alligevel, siden i ....tager jer den frihed " hun var nød til at dumle uroen og finde humoren lidt bedre frem.

I det sekund han gav Millicents hånd et tryk, kunne hans hoved ikke lade vær at vandre omkring. Hvordan havde hans liv været, havde han først mødt hende nu? Et jobinterview, også ville hun være ude af hans liv, eller hvad? Han var ret sikker på at bare et kort arbejdsrelateret interview ville efterlade ham målløs, ikke at han nogensinde ville indrømme det. Ville han have givet hende jobbet? Han var ret sikker på at hun ikke havde erfaring indenfor hans verden.

Havde Gordon kunne se ind i vampyrens hoved, og se de vendinger hendes tanker tog, ville han måske le. Piger havde tit en måde at overfortolke alting, og Millie var ingen undtagelse på den front. På den anden side havde det nok også skræmt ham en smule, imens han panisk prøvede at forklare.
Selvom han dog ikke kunne se ind i hendes hoved, så kendte han hende, ville han påstå, en del bedre end så mange andre, og selv med en fattet overflade, kunne han se at noget foregik bag hendes blanke øjne. Med hovedet lidt på skrå sendte han hende et spørgende blik. Hvorfor var hun her egentlig ? Ville hun rent faktisk have jobbet?

Hun satte sig og hilste på pigen ved siden af, som var blevet underligt tavs. Gordon himlede med øjnene. Han HAVDE fanget den første gang, og havde hun spurgt ham ligeud havde han sikkert påstået at det var en date, bare for at føle sig lidt i kontrol.
”Virkelig? Du ligner ikke typen der ville sige nej til en drink” Skød han igen, hvilket fik Amalie til at se endnu mere forvirret ud. Så det var der de var. Hun vidste at det var en jobsamtale, og alligevel var det ikke okay. Han sukkede og skænkede hende et glas vand, men tog selv noget af sakén. Den skarpe likør brændte ned igennem halsen. Hun lød som om hun faktisk ville jobbet, og det ville være løgn at sige at tanken om Millicent der valsede rundt i det outfit med kaffe og papirer ikke var tiltalende… irriterende tiltalende. Amalie var også en smuk kvinde, men hvor store og tiltrækkende hendes mørke øjne nu var, så var det ikke umuligt på samme måde at flytte blikket.

”Diskret ...” Gentog han da Millicent var færdig og smilede lidt skævt. Var der noget han ikke ville kalde hende, så var det nok diskret. Han havde ikke brug for at se nogle rekommenderinger eller kommentarer for at vide at hun ville gøre sit arbejde upåklageligt.
”Det er jo de vigtigste ting du pointere.” Smilede han og tilføjede til dem begge at det så godt ud.
”Jeg vil gerne pointere at hvad jeg starter op er et projekt, og der er ingen garantier omkring hvordan det kommer til at gå. Derfor kan jeres løn være svingende, specielt i starten, men da vi kun bliver 2 ansatte fra starten, så bliver overskuddet delt imellem os. I kommer nok til at arbejde lige så hårdt som mig, så det ville ikke være fair andet.” Forklarede han, og gav dem begge en chance for at løbe skrigende bort.
”Det bliver ikke en helt almindelig advokatpraksis, skal jeg forklare nærmere?” Gordon smilede, og trak sine læsebriller af for at lægge dem ved siden af sig. Han rakte Amalie sit cv igen.

Smilet blev lidt større da hun bad om risvin. Selvfølgelig gjorde hun det. Han rakte hende flasken med et triumferende glimt i øjnene. Havde hun skulle sidde her hele dagen, så var hun heller ikke kommet udenom lidt alkohol.

”Lige en anden ting.” Kom han i tanke om og rømmede sig. ”Jeg er den eneste der kommer til at have en juridisk uddannelse, men i større sager er det ofte påkrævet at have en second chair med. Så i nogle sager ville i skulle komme til at sidde i en retssag og bakke mig op, så i kommer ikke udenom at skulle sætte jer ind i både teori og praksis – hvordan har i det med det?” Han skiftede blikket fra Millicent til Amalie og tilbage. Det ville nok være grænseoverskridende. Selvom de fleste retssager blev holdt om dagen, så var det muligt at bede om tilladelse til at holde den om aftenen, hvis det var nødvendigt. Derfor ville det ikke blive et problem at Millicent ikke kunne være i sollyset. At bilde dommeren ind at hun havde en hudlidelse var ikke svært, og desuden var disse sager sjældne.

Hun kunne se han undrede sig over hvorfor hun var her. Det lille knæk der fik hans hoved til at skråne , imens hans ledte efter de svar som hans meget blå øjne stillede af spørgsmål. Det var der intet at sige til, for var Millicent kommet tilfældigt forbi og havde set Gordon i selvskab , privat selvskab , med en smuk kvinde, så havde ilden i hende drevet hende indenfor, den ville stilkke og brænde i hende og få hende til at stille spørgsmål . Spørgsmål hun ingen ret havde at stille.
Så var hun her for at søge job eller for at afbryde hvad han havde gang i? Lige nu havde hun faktisk lyst til at forsøge sig med begge - men da hun virkelig gerne VILLE arbejde med ham ... for ham ...så måtte hun hellere vise den alvorlige side, og undlade at gøre ham for mopset.

Så Millicent foldede sin hånd ud og lod den krøllede annonce komme til syne på bordet. Den lå mellem Millicent og Gordon, så snart hun havde sat sig skubbede hun den over mod ham.
Han ville vide hun var helt alvorlig .

Altså ... Indtil hans ' du ligner ikke en der siger nej til alkohol' blev luftet.
Millicents ene bryn skød promte i vejret
" oh really? Og hér er jeg gået gennem hele livet og troet man skulle være ... Mørkhåret ...for at drikke!" Lød det mildt sarkastisk , i tone der højest ville overraske en smule men ikke virke fornærmende fornærme.
Hårfarve , hendes øjne gled over på chokolade Bambi ... Sådan lidt J-LO agtig i sin smukke udstråling hvilke fik Millicent til at fremstå som et Hvidt umalet lærred , så var spørgsmålet om man var til der lyse rene look, lidt blidt eller om var til det varmblodige og latino sexet ? Nej nej ... Hun mente hvem der havde de bedste skillz , i deres personlighed !
* fokus Millicent - FOKUS*
Alligevel vandrede tankerne på afveje , da den mørke hestehalen dinglende fra side til side og Bambi lo over noget Millicent ikke havde nået at opfange.
Det var ikke så ofte blondiner farvede sig mørke , men det omvendte var så sjovt at se. Især når de beskrev sig selv som ægte blondiner, når de havde fem cm mørkebrunt hår der var groet ud fra hovedbunden- hvordan de kunne holde maske hver gang de sagde det var Millicent en gåde - var jo materiale til et stand up show!

Men pigen her var ingen joke. Hun havde en årvågenhed over sig , og selv om hun slet ikke var noget nær at fange HVAD der var med Gordon og den blonde pige, så vidste hun at der var NOGET hun ikke fangede, selv om det lå lige foran hendes næse , og det huede hende ikke.
Emely som pigen hed , selv om Millicent bevidst have ændret på det , rakte sit tomme bæger til Gordon.
" jeg vil gerne bede om en mere, det smager pragtfuldt - og vi har vel stort set afklaret hvad vi skal ?" Fiskede hun forsigtigt efter en besked om det job hun havde troet var i hus.
Selv mente hun snakken var gået langt bedre end forventet. Hendes baggrund havde appeleret til ham og deres kemi havde været til 12.
Hun kunne nemt tilpasse sig ham og ... Ja... Emely syntes det var en pæn bonus at få en chef så tiltrækkende og opmærksom , som hun fandt Gordon Matthews at være.

Millicent smilede opmuntrende til Bambi , da Gordon havde inkluderet Millicent i løbet, og sagt det så fint ud med begge.
Så skulle han bare vælge.
Hun gik ud fra at hans vi og vi , betød Gordon og en ansat .... For han havde vel ikke ændret sin plan nu , han ønskede for pokker ikke TO ansatte?
Millicent ventede pænt , helt enormt spændt. Selv hans triumferede smil , kunne ikke prikke til hende... hun var med i opløbet og nu skulle hun lige en smule foran Bambi , men .... Hvordan ?
" Jeg vil gerne høre mere , jeg ved kun hvad dduu .. Hvad jeg har hørt en VEN forklare , sådan meget kort om den almindelige side. Du ved ...den med hårløse katte og sådan noget"
Sagde Millicent smilende og et lille glimt af glæde flakkede i hendes øjne. Hun huskede hans fortælling om den gamle dame , hende der sagsøgte dem der lavede kattemaden, som hendes mis havde vist sig allergisk overfor.
" ...så jeg vil da gerne høre hvordan det hele ser ud i dit hoved " lød det nysgerrigt.

Millicent lyttede og nikkede fra tid til anden . Glemt var B-LO ved hendes side , og hun kunne faktisk visualiserer hvad Gordon forklarede.

" dagtimerne kunne være en udfordring ,men ellers ville det bare være en kærkommen afveksling " svarede Millicent ærligt.
Grænseoverskridende ? Prøv at lev dit liv med at drikke andre menneskenes og væsners blod, SÅ kan man tale om grænseoverskridende adfærd. Så længe de ikke skulle sidde afklædte , var det ok med hende.

Bambi udbrød " Dét har Jeg assistèrent ved før og ELSKER den slags , det er virkelig spændende. " hun smilede stort til Gordon og lignede en der elskede det SÅ meget , at hun sikkert ville gøre det afklædt, tænkte Millicent og slog blikket ned på sit vandglas.

Bambi var dog en klog pige og de mærke øjne søgte Gordons.
" Gordon... Lad mig lige forstå det her korrekt , du skal kun ansætte een Sekretær , ikke sandt ? Og valget er mellem miss. Walker og jeg ?"
Hun så ingen grund til at danse som katten om den varme grød, hun ville vide hvor hun stod. Indtil blondinen dukkede op , var Emely af den tro at jobbet var i hus , og hun ville ikke sælge skindet før bjørnen var skudt.

Millicent rettede sit blik mod Gordon, med samme spørgsmål i hendes øjne.
Hun ville dø dagligt , hvis Bambi skulle arbejde der , DET kunne enhver se ikke ville gå. Spørgsmålet var bare om Gordon kunne se det?
Og hvem af dem han så skød ned fra den grønne gren.

Gordon var sikker på at havde Millicent begyndt at stille spørgsmål, var han gået i forsvar, og snart ville de råbe af hinanden som et gammelt ægtepar. Begge var stædige på deres egen måde, og selvom det ofter skabte konflikter imellem dem, så ville han ikke bytte det for noget. Det var så nemt at drømme om eller opfinde et eventyr, noget der var make believe. Dette var langt mere virkeligt. Langt mere jordnært, samtidig med at hun under tiden fik ham til at flyve uden vinger.

Hans blik gled diskret ned på det krøllede papir, som hun havde skubbet over imod ham. Et varmt smil brød frem på et træt ansigt, før papiret omhyggeligt blev foldet og lagt i hans bukselomme. Han stjal små blikke i hendes retning, og selvom hun måske ikke selv ville lægge mærke til det, så kunne han mærke at pigen overfor havde fanget ham i det.
”Virkelig? Siger man ikke… blondes have more fun?” Lo han med et glimt i øjet. Følte hun sig selv som et hvidt umalet lærred? Som solen var hun blændende lys ved første øjekast, men så man nærmere efter, ville man se at denne indeholdt alle farver tilgængelige i et hvilket som helst spektre. Alle farver i én.

Emely slog ham ud af hans eget tankeunivers med sit bæger. ”Øh ja selvfølgelig” Svarede han og rakte smilende flasken til hende. Han var ofte blevet kaldt både skarp og kløgtig, og selvom sociale situationer aldrig havde været et problem for ham, så forstod han ikke kvinder. Han forstod ikke når de havde tavse krige og han forstod ikke når de lage op til noget uden ord eller berøring. Nogle ville kalde ham naiv, men han så det som en fordel, ikke at kunne dømme nogen ud fra deres omslag. Og havde han kunne se igennem facader og andet, så var han usikker på om han ville kunne få sig selv til at opføre sig respektløst eller ubehøvlet.

”Ja alt er stort set afklaret på nær jobbeskrivelsen, men jeg regnede med at gå igennem mine interviews og ringe jer op i morgen med afklaringen” Fortsatte han og tog lidt mere af det lille bæger, som stadig havde en god sjat vin i sig.
Det han havde tænkt sig at starte op var langt fra noget der udelukkende kunne bægre. Det kunne lige så nemt briste og efterlade ham med en gæld, men det var noget han blev nød til at eksperimentere med.
”Min ide med projektet skulle være at vi hjælper kunder med at sagsøge i erstatningssager eller lignende imod privatpersoner eller firmaer, det er der i sig selv intet nyt i, men afvekslingen skulle være at vores klienter udelukkende er pro bono klienter, som ikke behøver at betale os for vores timearbejde. I stedet splitter vi de vundne erstatningskroner imellem klienten og os selv som løn.” Prøvede han at forklare i håbet om at det ikke gik for stærkt eller var for kompliceret. Ellers måtte de jo spørge ind. Ideen bag det hele havde egentlig været at han ville hjælpe folk uden at de skulle betale, men det var et fuldtidsarbejde, og han havde brug for lidt at leve for.
”Fordelen ved dette, er at klienter ikke skal betale en øre, hvis de taber sagen, og derved kan selv folk uden råd til andre advokater søge hjælp. Derfor afhænger lønnen af hvor mange sager vi vinder, og det kan svinge meget.” Han så imellem dem, og fangede et utilfredst glimt i Emelys mørke øjne. Hun foldede armene over kors og kyssede tankerne om den nye gucci taske farvel.

Den positive stemning omkring second chair arbejdet var en lettelse. Han kom til at smile ved tanken om Millicent der gik i kødet på en anklager på den modsatte bænk, som ikke havde en jordisk chance. Han vidste hvor hendes argumenter ville ligge. Følelserne. Dette ville bakke hans egne fint op, som udelukkende lå op af lovene, men skulle man vinde en svær sag var juryen og dommerens sympati mindst lige så vigtig som deres fornuft.
Han rettede blikket imod ’bambi’ igen. ”Virkelig? Jeg kan forestille mig at der heller ikke er så meget porcelæn at smadre på bænken, som der er på kontoret?” Smilede han gengældende til hende. Hun virkede venlig og som en sød pige, omen en smule på krigsstien. Derfor var hans tone venlig, og intet udover hvad han plejede at vise folk han ikke kendte.
”Faktisk står valget imellem alle de personer jeg har snakket med i dag, men jo, jeg må sige at i to ligger i førerfeltet.” Stemte han i, og tog sine læsebriller på igen for at skimte listen over personer han havde mødtes med en sidste gang. ”Jeg vil gerne sove på beslutningen, også ringer jeg i morgen aften rundt til alle med besked” rundede han af og begyndte at samle sine papirer sammen for at gå.

”Oh og Millicent…” Ville han bryde ind inden hun kunne smutte. ”Jeg ville gerne snakke noget mere med dig. Kunne jeg byde på en drink et sted?” Det virkede ikke underligt at spørge om, når de havde været venner længe, men han kunne næsten begynde at lugte noget brændt da Emely begyndte at blive ildrød i hovedet af en følelse han ikke kunne bestemme. Det måtte have lydt.. uprofessionelt. ”Rent… professionelt. Selvfølgelig. Jeg er jo ikke blind” Prøvede han at redde den og nikkede imod hendes ring, men stadig med et lidt drillende smil. At det så bare var for at stjæle et par timer af hendes selskab var en anden ting.

Millicent smilede skævt, og måtte passe på ikke at knække samme i et stort grin, og derved risikerer at afsløre deres bekendtskab strakte en HEL del dybere, end Bambi Brown eyes nogen sinde kunne forstille sig.
" Jo...DET siger man, men jeg tror næppe det er ...alkohol ..de referer til dér " forsøgte hun at lyde uskyldig, selv om den var mere under bæltestedet end promillerne havde været.

Det var i grunden lidt interessant. For selv om Millicent på mange områder måske var som en blød klat smør, så var hun væsentlig mere direkte og hård, kom det til at give en afvisning. Hvis man alligevel vidste der ikke skulle indledes noget, så var det da respektfuldt at sende de signaler ud, med det samme. Det så hun hverken som uhøfligt eller ubehøvlet, men som ærligt.
Det kunne de sikkert få flere timer til at gå med vende og dreje, netop det emne.

Imens Millicent lod Gordon beskrive nærmere, hvad arbejdet og Pro bono var for en fisk, var det som hun lappede ren fløde til sin, som en sulten lille vildkat.
Hendes øjne havde helt klart fået skær, og hun lænede sig mere frem i stolen.
Millicent var næsten helt hæs da hun brød ind...." du gode gud- du er jo genial Gordon! Det jo...det jo freakin Robin Hood i advokat dragt, hjælper de små...dem der aldrig selv ville kunne have råd til en ordenlig advokat, og nu får de...DIG ...gratis...den bedste forkæmper for deres sag, og vinder du turneringen ,deles guldet.JEG ELSKER DET" udbrød hun og Emely, sendte hende et forundrer blik over Millicent var SÅ umiddelbar. Bevares Emely talte også frit , men hun havde da også tilbragt over en god time i selvskab med advokaten, Millicent var lige trådt ind af døren! Emely havde foldet armene. Hun var helt klart mere tilhænger af en fast løn, der var jo altid ting at købe , regninger at betale men....på den anden side, hvis Gordon Matthews var så god en uprising advokat, som de ældre og mere tunge advokater ofte talte om, så skulle der nok komme brød på bordet.
" Jeg er in !" Sagde hun kort, da hun ikke ville kunne matche blondinens sprudlende begejstring. Emely havde nok mere prada end Robin Hood i sit blod.

Emely trak op i et stort smil.Gordon var sød og sjov...og huskede deres snak fra før.
" Ikke så meget porcelæn derinde nej, så jeg skulle kunne klare det igennem uden nogen uheld "

Selv Millicent små lo ved den bemærkning. Men det var mere fordi hun fik underlige billeder af alle de ulykker man kunne komme til at kalde ned over en dommer, bare ved at være en smule klodset. Og så ville det efterfølges af et hav af undskyldninger , mindst lige så kreative som ulykkerne. Hun turde slet ikke se på Gordon lige nu.

Pyy...det var en lettelse at han ikke skulle bruge to i sin biks.
Det vidste begge piger ikke ville kunne praktiseres gnidningsfrit, så Millicent var ganske tilfreds med at være med i opløbet.
" Udmærket, så vil jeg vente spændt på et opkald" svarede hun uden noget stukket ind mellem linierne, og ved Gordons gestus, rejste hun sig op og begyndte knappe de tre knapper, og lukke sin lille blazer igen.

Emely kom også op, og rakte sin hånd ud til Gordon.
" Det har været en fornøjelse Mr. Matthews...jeg vil vente spændt på at høre nærmere. Tak for din tid...på genhør!" Sagde hun , og forsøgte ikke at lade ham se hvor oprørt hun var lige nu. Det job havde været HENDES , og hvad pokker det var der skete med blondinen det var ikke til at sige, men der VAR noget.
Gordon havde også siddet og glanet til hende, ikke set helt så længe ind i Emelys øjne , hvilke hun skam havde bemærket.
Det var godt hun allerede var på vej væk fra bordet, med et lille nik til Millicent, da Gordon inviterede hende på en drink. Emely var nær kogt over, men sagde intet....forlod bare baren, i en elegant , smuk og særdeles yndefuld gang, imens den brune fine kastaniefarvet og elegante hestehale, svingede blødt , i fine bølger ned af hendes smukke ryg, som det ville være meget svært for en mand ikke at ville have fingrene i.

Millicent havde dog øjnene rettet mod sine knapper, og ikke mod Emelys exit walk. Den ene knap ville bare ikke lystre. Måske den var ved at falde af ? den virkede løs. Det ville se dumt ud, især da det var den midterste, så hun endte med at knappe op...igen...for at lade alle tre stå åben. Hvor livet dog var besværligt.
Gordons invitation blev hun glad for. Hun havde mere eller mindre regnet med at skulle smutte, da han havde virket meget proffessionel. Især med ' vi kender ikke hinanden delen '.
Det var i grunden en meget mærkelig følelse at være under ham. At skulle udvise en anden slags respekt, eller sagt på en anden måde, at Gordon havde autoriteten og bestemmelsesretten i den relation. Dét havde hun egenlig ikke helt gennemtænkt, stod det nu frem.
Hun hævede begge bryn og så på ham. Var det privat eller var det faktisk mere job relateret? Hmmm ....uanset var svaret jo det samme, så hun tog lidt fis på ham.." Allerede en skideballe fra chefen ? " hendes øjne skinnede muntret.
Et sted bag dem, smækkede Emely hårdt med døren, og så var hun væk.
Millicent sagde INGENTING ...Bambi ville sikkert eksploderer uden for også, hun havde klart være jaloux, da invitationen om en drink ikke strakte sig til at inkluderer hende.
" Endnu....du er ikke blind endnu, men du er da godt på vej kan jeg se."
Hun smilede og rakte ud for at tage med to fingre på brillestangen, og vippe den bare få gange. " Vidste ikke du brugte læsebriller....sexyyy " drillede hun .
Ville han have en professionel samtale, måtte Gordon lige kridte banen op.
Millicent var bare lette over at kunne droppe facaden en smule.
" Vil du blive her og ....interviewe mig under påvirkelse af alkohol ?" Gav hun ham et udfordrende lille blik. Hun havde savnet ham. Der var gået for lang tid siden deres sidste møde. Det eneste møde , den eneste tid tilbragt med ham , hun helst så slettet helt væk fra hendes hukommelse. Alvoren gled over hendes ansigt, som skyer over en sol.

Gordon hævede undrende et øjenbryn over det pludselige udråb. Det havde altid været svært at holde nogle facader oppe for Millicent. Hun blæste dem ned som et korthus. Han lagde hovedet på skrå igen og foldede et smil over sine læber.
”Det var ideen ja. At hjælpe de svagest stillede. ”Svarede han med et begejstret nik. Desværre kunne han ikke gøre det helt gratis. At leje lokaler og have ansatte kostede noget, men for de fleste var retssagen ikke om at vinde pengene, men om at ændre den måde tingene fungerede. At hindre at noget skete igen. Derfor var halvdelen af gevinsten ikke den store pris at betale.
Gordon kom til at grine og vendte hovedet væk et øjeblik. ”Entusiasme… Forfriskende” Rystede han på hovedet og nikkede til dem begge. Det var da godt de ikke var skræmte. Han måtte nok hellere lade vær at nævne at han var et rodehoved med sine papirer, og at der blev en del at holde styr på.

Gordon havde rejst sig op for at give Emely hånden. ”I lige måde. En fornøjelse ” Smilede han og noterede det lidt aggressive håndtryk som han fik, før pigen snurrede rundt og traskede ud af caféen. Gordon så lidt efter hende med et skævt smil. Køn pige, stort temperament. Blikket blev vendt imod Millicent igen, som fixede sin knapper. Han ville have hjulpet, men mente det ville se underligt ud at han begyndte at pille ved dem.
”Skideballe? Lød det sådan?” Svarede han og blinkede til hende for at dumpe ned i stolen igen. Sushi var ikke billigt, og det sidste skulle ned inden han smuttede. Han skubbede fadet hen imellem dem, og snuppede et stykke med et par spisepinde. Han elskede det eksotiske og anderledes ved den japanske delikatesse.

Efter helt at have glemt at han stadig havde briller på, smilede han af hendes kommentar og tog dem af. ”Sexy? Mere Dorky.” Svarede han og lagde dem på bordet ved siden af sig. Han var ovenud lykkelig for at han ikke behøvede briller til dagligt. Med kinden hvilende i en håndflade betragtede han hende et øjeblik. Det havde været et stykke tid siden deres sidste møde. Et møde, som han havde sat sig i hovedet at ignorere nogensinde havde fundet stod. Ja stort set i hvert fald. Men det betød ikke at han ikke havde ment de ting der var blevet sagt, og det betød ikke at han ikke havde ment at han stadig var all in.

Ved hendes ord hældte han mere vin i hendes bægre og rakte det til hende. ”Interviewe? Jeg kan finde andre ting jeg hellere ville have ud af dig i beruset tilstand” Lo han drillende og tog noget fra sit eget bægre. Han havde savnet hende, og når hun nu endelig var her, kunne han lige så godt få en aften ud af hende. Ja hvis han altså ikke havde travlt. Desværre var trætheden efter en lang dag allerede sat ind, og han var bange for at der kun var én ting der kunne holde hans øjne åbne i flere timer endnu. ”Skal jeg holde mig vågen, så bliver vi nød til at drikke” Blev det konkluderet.
Han så op på hende igen og rynkede brynene i en bekymret facon. ”Hvad tænker du på?” Spurgte han stille og havde opfanget alvoren i hendes blik. Diskret lagde han sin hånd ved siden af hendes for beroligende fysisk kontakt.

Millicent skar en lille grimasse.
" Nej...det lød ikke sådan, meeeen det gjorde det nu heller ikke da jeg skulle have snakken med chefen på Desiré Noir. En smule dobbeltmoralsk er den mand.
Men hvad kan man så lære af det ?" Små drillede hun.." At mænd ikke er til at stole på, og chefer er de SLEMMESTE" Sagde hun og kastede med et drillende smil over til ham..." så...nu skal du til at lege chef i eget hus, hva!" Millicent greb fat i jakkens lille revers og trak den ud til siden, krængede jakken ned af hendes skuldre, så den faldt ned over stolens ryglæn, og lagde sig tilrette derpå.

Millicent skimmede bordet, men der var kun spisepindene Gordon og Bambi havde brugt.Hun kunne derfor ikke brilliere med hende flue fangeri med spisepindene, men tog med tommel og pege finger et af stykkerne nærmest hende.det var nok meget heldigt, for hun tvivlede på hun kunne fange en blåhval med de små sager!

Hun lod den lille sammenpresset firkant dingle lidt i luften, mellem hendes fingre..." nu er jeg officielt en skændsel for min race....en tangspisende vampyr" så hun drillende mod Gordon , inden hun fik lagt den på sin nu fremstrakte tunge, og trukket den i land.
Så var der heller ingen spild! Millicent bemærkede Gordon havde helt styr på de store tændstikker, kaldet spisepinde.
" Hmmm du er ret vild med den slags, er du ikke ?" Hun ville gerne vide ting om ham, ja....vel alt hvad man kunne vide. Hun var sikker på Gordon var som en god bog, der kun blev mere og mere spændende, jo længere man kom ind.

" well...jeg har en svaghed for mænd med briller...jeg er sikker på at alle rygter er sande....de er følsomme og kloge, og JEG synes det er sexet !" Slog hun fast.
Og ja....Millicent kunne helt sikkert bedre falde for en lidt nørdet fyr med en skarp hjerne end end oversize steroid pumpet tyr af en mand...slet ikke hendes smag.
Millicent rakte hånden ud , og tog imod det lille bæger.
Skulle man sammenligne drikken med noget, måtte det være den danske snaps.
Lille skarp og varmen stødte til med det samme.
Hun holdte kort sin hånd over læberne , efter en større tår...det var indeed kradse sager, men hun kunne tåle en del efter hånden.
Hendes øjne søgte Gordons i overraskelse.." oh...du er ude efter de nationale hemmeligheder, well sorry darling, DEM kan du ikke få, ikke uden en skriftelig tilladelse fra øverste myndighed" lød det snørklet, da hun ikke helt havde set dén komme.
Burde hun være overrasket? Nej...Gordon ville hentyde og måske flirte en smule med Millicent, men hun vidste de der var grænser han ikke ville træde over.
Så hun sendte ham et blændende smil....sikker i sin sag.

" ja med ansøgere som...det " nikkede hun i retning af Bambis exit..." Så må det have været en pinfuld dag " kom det ironisk..
" Jamen...i wanna see those babyblues, so....det går ikke du falder i søvn, skål " hævede hun det lille bæger og så på ham, imens hun drak det sidste indhold.
Bægeret blev sat ned og Millicent fiskede efter et nyt stykke laks med ris og noget grønt hun ikke anede hvad var, spurgte Gordon ind til hendes tanker.
Han kunne se hun var gledet et andet sted hen, mentalt.
Millicent trak brynene endnu mere sammen...ville gerne undgå at lyve men havde slet ikke lyst at bringe emnet op.
Det landede et sted midt i mellem, da hun strøg en pegefinger over hans håndryg, og trak sin hånd tilbage. Hun vidste han kunne berolige hende, og hun var sikker på det ikke kun var hans race der skinnede igennem. Den beroligelse havde hun nemmelig mærket ved både José og Khá....den lagde sig som en kappe over hende, men når det var Gordon, så startede den inden fra....som en lille varm kugle der foldede sig ud, strakte sig ud og fyldte hende med tryghed....indefra.
Så der var forskel.Hun skævede til ham...lykkelig over han ikke var tankelæser.
" Det..det er bare længe siden...og så så jeg job annoncen. Guess ...det var mærkeligt ikke at vide noget. Dunno....jeg ...kan bedst lide når jeg ved hvad der sker med dig , hvad du laver....åbenbart"
Det var ikke for at kontrollerer eller være snagende.Det var helt klart en reaktion udsprunget af følelser. At vide ...at have kendskab til hans tanker og handlinger...hvilke sving hans vej slog, gav Millicent en følelse af at være forbundet til ham. DEt måtte tilgængæld være skytsengle tingen, løj hun kraftigt for sig selv.

Gordon kunne virkelig ikke se grunden til at hun var blevet fyret. Han havde set hendes arbejde og fundet det fantastisk. Vampyrfarten var da heller ikke et minus. Desuden var han ret sikker på at mafiaen var ret ligeglad med hvor hun arbejdede. Alt i alt en dårlig beslutning af chefen.
”Org av av, du ved slet ikke hvor slem jeg kan være endnu jo!” Gav han igen og rettede sig lidt op i stolen. ”Pas på med hvad du siger, hvis du vil have det job” Smilede han skævt og trak på skulderen. ”Ideen var ikke at jeg skulle være chef. Derfor bliver lønnen og arbejdet også fordelt 50/50” blev der tilføjet imens han fulgte med øjnene hendes jakkes gang ned af skulderen og ned på stolen. At være chef interesserede ham ikke. Et ligeværdigt forhold på arbejdspladsen var langt vigtigere for ham end autoritet.

Han lo af hendes kommentar. Havde hun nogensinde været et pragteksemplar? Han tvivlede! Imens han selv fiskede en lignende tangrulle op og proppede den i munden trak han på skulderen igen ”Jeg er en engel som ryger, drikker og holder hånden over en vampyr. Tror ikke jeg skal dømme dig” Svarede han og tømte sit bæger.
Selvom meget af hans hukommelse var væk, så sad noget af det automatiske bare fast. Derfor kunne han stadig cykle, svømme og ja, spise med spisepinde. Selvom det virkede som en fjern tåge, så synes han at kunne huske at hans familie tit havde været ude og få kinesisk. Han besøgte dem for sjældent, men han fandt det så underligt. De vidste alt om ham, som han ikke en gang selv vidste, og til gengæld kunne han ikke huske de simpleste ting omkring dem.
Blikket blev lagt ned på sushien. ”Alt der går ud over vanerne er lige mig, og dette er ikke ligefrem hvad man får hver dag.” Smilede han og tyggede af munden. Alt ud over det almindelig havde altid tiltrukket ham. De blå øjne hvilede på hende et øjeblik. Alt ud over det almindelige.

”Virkelig? ” Svarede han til det med brillerne, og fik samlet dem op, for at lægge dem tilbage over næsen. ”Så må jeg hellere til at gå med dem noget oftere” Drillede han med et stort smil og kunne mærke de små bægre med saké begyndte at gøre sit job, og gøre ham kvikkere og mere selskabelig.
Et mere udfordrende smil blev foldet ud og han foldede armene over kors foran sig. Hun havde ret. Gordon var mange ting. Ude hvor han ikke kunne bunde ? Desperat måske? Men han var ikke idiot, og han vidste at han ikke ville komme nogen steder med Millicent ved at brase igennem alt der hed grænser, hvilket han heller ikke havde lyst til. At hun skulle tro at ingen grænser blev rørt var dog en anden sag, men det vidste hun nok allerede.
”Argh, så ser det ud til at jeg må appellere til højesteret!” Sukkede han opgivende.

Gordon kiggede efter hvor Bambi havde gjort sin exit. ”Hun var nu ikke så slem. Selvom konkurrence genet kom op i hende da du dukkede op.” Svarede han og fiskede et nigiri stykke op med tun. Han skålede villigt med hende efter at have fyldt op igen og zippede til den skarpe væske uden at slippe hende med øjnene.
Han lagde sin kind i sin håndflade og hvilede den der. Måske burde han have sagt noget til hende, men at hun fandt ham af sig selv var da langt mere spændende.
”Undskyld. Jeg burde have fortalt dig noget, men af en eller anden grund havde jeg fået ind i mit hoved at lidt afstand var på din plads. Efter.. sidste gang” Svarede han, og trådte på sin regel om at ignorere sidste gang. Dog uden at gå i detaljer.

Hun lo..." du har ikke helt ret...jeg har set din mere barske side, du er ikke en helt fredsbevarende engel, men mon ikke du vil være en mere fredelig chef?" Hentyde hun med varm stemme, om dengang han med Graham havde gjort hvad der var nødvendigt, skulle de overleve alle fire mænd, og samtidig have Millicent med sig ud .
Hun lyttede til Gordons forklaring, imens han gjorde rede for sin forstilling om advokat firmaet. Det svært ikke at lade sig forføre af hans tanker, thi de fleste ville vægte indkomst langt højere og magten ville i sig selv være en stor belønning.
Men han var anderledes. Gordon var ikke som de andre, og selv om hun allerede var bekendt med det fact, så blev hun gang på gang smidt bagover, når han lod hende få indblik i hans tankevirksomhed.
" You know what?.... Think i like the way you think!"

Det var rart...rart at sidde og hyggesludre med ham igen. Hun havde savnet de små drillerier og at være omkring ham. Måske enda mere end hun var villig til at indrømme." du drikke, ryger og holder hånden over en vampyr?.... I det mindste kan vi stryge hore af din liste " årh hvor hun kæmpede med at holde masken, hun forsøgte enda at lade som hun udsøgte sig næste lille mundhaps, men det var umuligt ikke at bryde ud i et lille grin, da hun forsatte..." Hor kan der slet ikke blive tale om, der er NO REDEMPTION for den slags" desværre var pokermasken krakkeleret, fordi hun syntes det var lidt sødt...sødt at det var en ugerning for ham at passe lidt på hende, så det var sjovt at drille ham en smule. Ikke at hun forstillede sig ham alene hele livet. Og heller ikke med løs uforpligtende sex....og en fast dejlig partner VILLE hun slet ikke lege med tanken om at se ham med- så ....måske var det et ret dumt emne at smide ind i puljen.Drille puljen.
" Alt udover vaner , siger du? ....mind mig lige at købe en spandex dragt til dig...DET er i hvertfald ikke standart til en dag på kontoret...og du vil være et pragtfuld syn"

" apropos pragtfuld....briller får også mænd til at se ældre ud og du ved jeg har en svaghed for dem " hun genlevede det gamle minde fra aftenen hvor hun først havde mødt ham. Bar 16 år var hun og han kunne allerede dengang tænde for stjernerne i Millicents øjne. Hun huskede sagde de dansede til...og følelsen af at stå så tæt på ham.
Hun rakte ud efter sin taske, og ville fiske mobilen op. Bare for at tjekke om der var besked fra Andrija. Hun kunne mærke at hun havde det...underligt....hun var for blød og for modtagelig lige nu, overfor Gordon , overfor minderne og overfor de blå øjne der så på hende nu.
Andrija var på forretningsrejse, og det gav hende nogle dage alene.
Det var ikke altid...sundt...at efterlade hende for meget alene, det vidste hun af erfaring. Hun tjekkede mobilen , og konstanterede at der ingen besked var , men hun vidste at dækningen var ringe hvor han var, og dette var årsagen.
Hun skævede op , over til Gordon der have et flabet smil på læberne, næsten som han vidste den ville være tom.
Men...når Gordon smilede sådan...lidt udfordrende ...føltes det som at skulle slå 100 små badminton bolde tilbage, men bare et enkelt bat.
Mobilen blev stoppet væk.

" Det er okay...du er ikke forpligtet til at holde mig a jour, Gordon...i get that...jeg tror bare...jeg har savnet dig ..meget" lod hun så slippe ud, selv om hun ikke var meget for det.
For hver indrømmelse af den karakter, mistede hun kontrol over sig selv og sit liv.
Hun havde lukket to mænd ind i sit hjerte.Det burde man ikke gøre, og det havde bestemt heller aldrig været hensigten.

" Amelia " lavede hun navnet om med vilje..." Hun var da kvik og sikkert dygtig...men...hvad siger du lige hér, HAR du besluttet hvem af os der får jobbet?" Lød det med stor overraskelse, da han lige omtalte Bambi i datid.
Men inden han kunne nå at spørge, kom en sorthåret ung kvinde over til dem.
Hendes hår havde kort page frisure med strittede og krusede, så pagen var svær at se. Kvinden var klædt i en ternet skjorte, a la skovmandsstil, og den sad i buler fyldt ud af hendes former. Det lignede hun havde seks sæt bryster....som der sad lag på lag. Hun havde klemt sig ned i en stram sort nederdel, en del kortere end Millicents, og hendes ben sluttede med sorte pumps på fødderne, hvor de halv ødimatiøse væltede ud over skoens kant.
Da hun smilede mod Gordon , strålede hendes brune øjne og et sæt meget asymetriske tænder stak hovederne frem.
" Undskyld jeg forstyrre....men jeg kunne ikke lade være...var det ikke DIG der spillede på The Inn for godt en uge siden ? ...Gordon..eehh Mallers ..eller noget i den stil ?"
Millicents blik flakkede fra pigen til Gordon, imens det kildede i hende næse da en meget stærk duft af Lime omgav pigen...damen...whatever.
Kvinden lænede sig ned og fiskede Bambis let brugte serviet frem , og skubbede den mod Gordon..." er det for meget at bede om en autograf?...du var....du var...VIRKELIG HOT !" Millicents øjenbryn fløj op. Hvem VAR den pige?
Det var jo lige før hun hoppede.
Sagde Gordon ja til at skrive , ville hun tage imod servietten og dernæst hive op i den korte nederdel...eller....det kneb en del og det gav en lyd der mindede meget om en sygning der spark....men....indtil nu var den eneste ulykke en stor bred lys rumpe i en orange string,der blev stukket i Gordons retning..." Min auto skal være HER!" Udbrød pigen, og Millicent var nær faldet ned af stolen.

”I know you like the way i think” Svarede han udfordrende, men dog med et kækt smil. Det var ingen hemmelighed at deres tanker fungerede godt sammen. Han var næsten sikker på at hvis han koncentrerede sig om det, ville han kunne afslutte hendes sætninger, men så igen.. Man vidste aldrig helt hvad hun ville sige eller gøre.

Stryge hor fra listen? Det ville ikke være løgn, men så let skulle hun ikke trække den hjem. ”Du ved vidst ikke hvad jeg laver i min fritid.” Skød han køligt igen, og tilføjede fattet: ”Og hvad du ikke ved, har du ikke ondt af. ”Et velkendt triumferende smil spillede på hans læber. Hun vidste jo udmærket godt at han ikke havde nogle andre. Nogle gange ville han ønske at han kunne gå ud og finde nogen at bruge de lange timer efter arbejdet med. Nogen at dele det hele med, og nogen at lukke facaden ned med, men alle piger i verden ville ikke være det værd. Det øjeblik han gik ud og fandt en anden, ville han såre hende, og det vidste han godt. Såre hende på samme måde, som han følte sig såret hver dag, og det kunne han ikke leve med. Desuden ville vær en chance han havde, lille som den var, være væk for nogensinde at overbevise hende om at hun ville være lykkeligst med ham, fandt han en anden nu. Spurgte hun ham direkte ville han dog lyve og sige at han ledte og bare ikke havde fundet den rigtige endnu, men det ville være løgn. Han ledte ikke, for han havde fundet.

”Hvis du hopper i en magen til, så skal jeg gladelig gå i en spandex dragt hver dag. Se dét ville se pragtfuldt ud.” Han lo og rystede på hovedet.

Gordon overvejede at tage brillerne af, men lod dem dog blive på og sukkede. ”Og jeg som følte mig gammel nok i forvejen”. Han skulle sent glemme hvor meget hans venner havde drillet ham for at gå efter en pige på 16, men boy havde de set hende nu, så havde han vidst leet sidst.
Hans øjne fulgte mobilen, som kom op af tasken. Han vidste hvad hun ledte efter, og det irriterede ham ikke at være nok. Han sad lige her, og alligevel var det ikke nok til at hun kunne lægge Andrija til side. Om han vidste at der intet ville være ? Næppe. Men han vidste at om der var noget eller ej, så ville der aldrig være den søde besked, som Millicent higede sådan efter. Måske det var dét hun kunne se i hans blik? Han håbede ikke at hun kunne se igennem ham netop nu, for han havde ikke lyst til at hun så fortvivlelsen over at han ikke var tilstrækkelig.

Det hjalp dog lidt det næste hun sagde, og han klemte alle tanker der før havde været i gang ned nederst i hans bevidsthed. ”Jeg har også savnet dig.” Svarede han med et varmt smil. Han var ikke bange for at sige de ting, for en sådan indrømmelse løsnede ikke grebet om hans kontrol. Alt kontrol havde han allerede afgivet ved deres sidste møde. Diskret placerede han sin ene hånd på hendes kolde håndryg og omfavnede den med sine fingre. Hun kunne trække den til sig hvis hun ville, men han havde ikke tænkt sig at stoppe med de ting, som i øvrigt var langt mere uskyldigt end hvad han kunne have lavet.

”Hvad tror du?” Nåede han at svare, inden en anden person havde mast sig igennem caféen og hen til deres bord. Gordon trak sin hånd tilbage fra Millicent og kiggede på en gang skræmt og spørgende på den nyankomne. En stor pige med tågegrå øjne og en knaldrød læbestift der stod i kontrast til hendes blege hud. Han gættede på at den stramme nederdel var det eneste der forhindrede hende i at sidde hen over 2 sæder i en bus.
Da hun endelig sagde noget, var han glad for at hun var venligt sindet, for havde hun ikke været der, ville hun nemt kunne have tygget ham flad og spyttet ham ud.
”Matthews, og faktisk var jeg bare back up for min ven Georgia Venice” Svarede han så venligt som det lod sig gøre. Han havde spillet klaver da hendes makker havde bailet i sidste sekund, og sunget med på lidt duetter, men meningen havde været at fokus skulle være på Georgia, som var en upcoming sing-a-song-writer.

”Øhhh jeg..” Mumlede han lidt paf og tog imod servietten uden helt at vide hvad han skulle gøre. Han skulle til at sige noget, men pludselig havde buttepigen trukket op i skørtet, og han havde beskytten rykket sig lidt væk og trukket hænderne op foran sig for at undgå at kigge på den ellers meget brede bagdel.
”wauw ! Jeg er smigret men..” Et bedende blik blev sendt Millicents vej. Hvad gjorde man i denne situation. Han reagere på hurtigst og bedste måde han kunne.
”Hør.. Jeg ville ikke have det så godt med signere dér lige foran min veninde her. Hvad med at jeg i stedet ringer til Georgia og får hende til at bakse en lille koncert op for dig og dine venner? Det er jeg sikker på at hun med glæde ville gøre.” Prøvede han lidt panisk og prøvede stadig at undgå at kigge på bagdelen, men på det store ansigt i stedet.

" mænd og deres ego'er...der burde skrives bøger om det ..men det er der nok også, de er sikkert bare...for STORE til nogen gider at læse dem " gav hun igen og lod blikket dvæle ved hans smil et ekstra sekundt. Dejligt at se ham sådan. Glad.

Millicent fik dog fokus tilbage da Gordon skulle vade rundt i hans fritid og hvad han fyldte den ud med.
Hun MENTE at vide at han ikke var aktiv på dén front, ikke lige nu da....men ...havde aftenen ikke lige vist at hun slet ikke anede hvad han rendte rundt og lavede? Desuden ...man valgte ikke selv hvornår kærlighed hamrede på.
Gordon var enhver kvindes drøm , og han ville ikke være alene for evigt...she knew that...og det frustrerede hende vanvittigt. Og lidt bange gjorde det hende også.Hun så kun en mulighed for at forhindre dette, og den mulighed ville hun ikke.
Så ja....fremtiden var et farligt sted, uanset hvad form den ville tage.

Men nu skulle de hygge! Så Millicent prøvede at lyde frisk , og ikke påvirket af hans insinuering og det lykkedes da også...rimeligt.
" Oh! Well Mr. Playboy...med nyt lille firma er jeg bange for du kommer at droppe AL den slags, for der bliver rigeligt at se til" lød budet på at runde den af- helt af!

Spandex temaet havde bestemt potientiale. Det kunne man slet ikke udelukke.
Millicent grinede og tegnede med pegefingeren et ovalt logo i luften mellem dem.
"Try Spandex ...if your looking for justice" oh hun kunne lige se det for sig.
Det ville da være et kitch , et gimmick værd at huske. Måske det ikke appelerede eller sendte så seriøse budskaber, men hold da op....de ville blive hevet ind til det ene ringe talk show i tv, efter det andet.
Al den reklame de kunne ønske sig.
" vi ville være et hit " viftede hun den fjollede ide væk med sin hånd , mens smilet blev siddet på hendes læber.

Optaget af sin mobil, kunne hun ikke se hvad tankeflugt der løb igennem Gordon.
Hun ville blive meget ked af hans måde at se det på, havde hun kunne dog.
Hvis der nu var bestilt bearnaise til bøffen, kunne man ikke sige at rødvinssovsen ikke var god nok, fordi der ville være meget upassende at bede om to sovs lige pludselig. Eller at ændre det hele, bede om at lave bestillingen om og skrabe bearnaise af, som man pludselig ikke kunne lide dén.
Millicent elskede begge slags, men vidste ikke hvordan hun skulle arrangerer det hele på sin tallerken, uden noget brændte på.Hun ville sikkert ende med pletter over det hele, alle andre steder end der det skulle være, og have spildt det hele. Fordi hun var en smule ubeslutsom.
Desuden havde han misforstået, hun tjekkede ikke fordi hun ikke havde NOK i Gordons selvskab. Hun VIDSTE at Andrija ikke kunne sms derfra han var nu.
Det var blevet en vane at tjekke....men det var også et skjold, at trække frem for beskyttelse.
At minde sig selv om ham, når Gordon havde for stærk en effekt på hende. Gordon var en trussel for den fremtid hun havde planlagt, og alt havde det med at spinde rundt i selvskab med ham .
Egenlig var det et kompliment , mere end en utilstrækkelighed.

Hendes øjne søgte Gordons , da hans hånd gled ind over Millicents , og lukkede sig .
Hun mærkede med det samme varmen og nærhed, og det værste var hun havde lyst til at krybe op på skødet af ham. Det gik slet slet ikke det her.

Hun ville have sagt at det var dejligt at høre savnet var gengældt, for somme tiden når skyerne var mørkest....overvejede hun stadig meget nøje, hvad det var hun havde bedt ham gøre. Hun vidste at hvad han gennemgik, ville hun ikke selv kunne ...hun kunne ikke stå i de varme flammer det ville være at se ham aktiv med en anden, de ville brænde hende op...and yet...she asked it of him. Skammen var en tung baggage.
Så istedet for at presse sine ord ud, var hun ved at få tåre i øjnene, men det nåede slet ikke så langt, da en afbrydelse kom. En noget bred en af slagsen.
Den varme hånd forsvandt, og Millicent så kort efter den...inden hun tog sig sammen at se op på pigen der var kommet.

En fan...så han havde også spillet imens hun ikke havde set ham?
Christ ...og hér havde hun forstillet sig hvordan han sad og hang i lejligheden, blue as can be.
Et smil brød frem... Naturligvis gjorde han ikke det. Gordon havde en anden stil .
Og åbenbart en der behagede pigen her.

Millicent blev ret chokeret da den blege bagdel med et svingede forbi hendes næse, og over til Gordon. Den stakkels mand have enda beholdt sine briller på, ikke at der var behov for yderliger forstørrelse hér da.
Et glimt af Gordons forvirret øjne blev fanget , men Millicent måtte trække på skuldrene. Hun anede ikke hvad man sagde i sådan en situation.
Millicent kunne ikke bremse frygten der dansede omkring pigens middag...det var mere det der spøgte i hendes tanker...og hun håbede ved gud at det ikke var kål , for så var Gordon fucked....og det var alle inden for en radius af en kilometer sku nok også, med den....afsender.

De meget røde læber skinnede mod Gordon.." hva...var der andre på scenen? ...guuuuuuud jaaaaa, nu du siger det...der VAR da en eller anden der ...nå...vi troede hun var med på kor, men det ville da være fedt med en koncert" hun forsøgte vrikke nederdelen ned igen, men det var som stoffet var krympet under middagen.
" Årh neeeej...den vil ikke " sagde hun bedene til Millicent.
Nu var det Millicents tur til at se over på Gordon, da hun ikke havde lært at udvide tøj med sit blik.
Men pigen var fanget i sit eget tøj...eller næste UDE af sit eget tøj, og det var nu synd. Millicent lænede sig frem og tog fat i nederdelen med begge hænder, lige der hvor sømmene var. Her rev hun til, og en lang slids blev resultatet.
Det sorte stof gav sig, og gled roligt ned over bagdel og gav nu udsigt til et lår istedet for en bag.
" Det var da bedre....vil du ikke sidde ned? Jeg er sikker på Mr. Matthews gerne vil byde på en drink, og hvis han skal arrangerer privat koncert, får han brug for dit navn og nummer" lød det mildt fra Millicent, der kløede sin næse, da lime duften ganske enkelt var ved at koste hende livet.
" Gorgia Venice?" Var det eneste hun sagde til Gordon, med store spørgsmål i hendes øjne.
Hvor mange damer rendte den mand lige rundt med , når han burde side nedbrudt i sin lejlighed.
Okay okay....men pointen var at hun var ved at blive sur. Hun havde lyst til at blive sur, uden hun helt selv forstod hvorfor. Så Millicent spillede bolden over til pigen.

" hej...jeg er Millicent, Gordon kender du jo navnet på.. Og hvem er så du ?"
Pigen strøg en buttet hånd gennem det krusede hår, smilede til Millicent og så derefter på Gordon. Millicent bemærkede at pigen havde to pink rumbe formet plastik øreringe , en i hver flip.
"Carmen Balami....min mor fik lidt italiensk ..." Slog hun smut med øjne , der klart flirtede med Gordon . Hun tog sit tyggegummi ud , så hun havde det mellem tommel og pege finger, med der var ikke noget oplagt sted at sætte det, så Carmen maste det fladt på en papirlampe, og sagde undskyldne " jeg må ikke sluge for far. Min far siger det føre til forstoppelse "

”Ligesom der sikkert er skrevet meter tykke bøger om pigers måde at tænke på” Parerede han uden besvær. Det var blevet en vane at gøre nu, drille hinanden. Parere kvikke kommentarer. Lidt som et spil skak med æren som præmie.

Gordon havde nok sagt hende imod, havde han kunne se ind i hendes hoved. ’Det ville hun ikke’. Det var løgn. Hun ville bare noget andet mere, og lige så sikker som han var på at hun ville være lykkeligere med ham, lige så sikker var han på at der ville komme en tid, hvor hun ville se det samme og vælge derefter. Om det var i morgen eller om 10 år var uklart. Der ville komme en tid hvor middagen var forbi, bearnaisen var spist op, og det var tid til en ny livret. Det var han helt sikker på, og selvom hun måske ikke følte det sådan, så følte han som om det var et utalt løfte imellem dem.

”Vi kan tage den hele vejen og lave spandex superhelte tema. Justice woman og pro bono man” Ikke tale om at han havde tænkt sig at møde op I retten med spandex på, men ideen var da sjov. Også var ideen om Millicent i wonderwoman dragt da heller ikke helt hen i vejret.

Det var en dejlig følelse at sidde sådan her, og ikke føle at man behøvede sige noget eller gøre noget andet. Hendes hånd var kold, men det havde han intet imod. Det føltes som snefnug, der kunne smelte imod hans hud hvert et sekund og forsvinde. Han havde aldrig ville gøre hende ked af det, eller være grunden til følelsesmæssige knuder der trængte sig på indenunder huden, men han var selvisk på den måde, og hvis det var det der skulle til i en kortere periode, så var det det han gjorde.
Så nej, Gordon havde ikke tænkt sig at være alene for evigt. Han skulle bare lige overbevise den rigtige pige om det samme.

I næste sekund var de ikke alene mere, og før Gordon kunne sige mere end ”Nej faktisk var jeg koret..” var en bleg rumpe placeret lige foran dem begge to. Heldigvis synes pigen dog at tage hans ord for gode vare og da hun prøvede at trække ned igen, virkede det som en håbløs opgave. Ja hvordan hun havde fået den over rumpen derhjemme var et godt spørgsmål. Ingen hjælp blev sendt Millicents vej. Kun et skævt smil, som nok havde blevet til et grin, havde han ikke sat en hånd op foran munden.
”Wow du er stærk!” Udbrød pigen overrasket til Millicent da nederdelen gav efter og røg ned over hendes bag igen. Et øjeblik vendte og drejede hun sig, før hun smilede over hele hovedet. Tilfreds med det nye lår fremvisende resultat. Yndigt.
Lyn blev sendt Millicents vej . Byde på drinks? Hun kunne få det tilbage i hovedet kunne hun. ”Jeg skulle jo lige ringe til Georgia ikke? Hvorfor hygger du ikke med min veninde imens?” Undveg han hurtigt og rejste sig op, som pigen dumpede ned ved siden af Millicent. Stolen under hendes knirkede faretruende.
Gordon var smuttet over i et hjørne, hvor han havde hevet telefonen frem. Imens kiggede den buttede pige meget nysgerrigt og venligt på Millicent. ”Jeg ville ønske jeg lignede dig” Smilede hun næsten i drømmeland og tog fat i en tot af Millicents hår for at lugte til det. ”Hvor køber du din parfume” Blev hun ved at inspicere. Så ændrede hendes udtryk sig til en blanding imellem et truende og slesk smil. Buttepigens mørkeblå øjenskygge kom kraftigt til syne, da hun klemte øjnene lidt sammen. ”Sig mig, er i kærester eller hvad?” Spurgte hun lige rigeligt højt.

I den anden ende af lokalet havde Gordon hevet telefonen frem og traskede lidt utålmodigt frem og tilbage. ”Nej jeg tror ikke de vil betale, men det er god PR, og hvis du spiller for dem et offentligt sted giver det også opmærksomhed.” plaprede han ind i telefonen til den lidt skeptiske musiker i den anden ende. ”Jaja jeg skal nok hjælpe med instrumenter hvis din makker ikke kan.” Fortsatte han og der gik et par minutter før han endelig kunne lægge røret på og bevæge sig tilbage imod bordet.
”Hvis du ringer til dine venner, så optræder hun nede på open mic night på café Rondo.” Sukkede han så og dumpede ned på sin stol, før han opfangede Millicents spørgende blik. ”En ven jeg spiller med fra tid til anden” Blev svaret. Gordon var ikke typen som bare sad derhjemme. Der skulle helst være fart på og noget at lave, og selvom vægten af det hele tvang hans humør ned en gang imellem, så gjorde han alt hvad han kunne for at undgå det.
Gordons øjne fulgte tykkegummi klatten med en næsten usynlig grimasse. ”Skal vi gå derned?” Fik han kæmpet op imellem opkastfornemmelser.

Millicent sendte en lille grimasse over til Gordon og han kvikke tunge.
Hvordan hun ville have forhindret hans tanker var straks et større problem.
Gordon havde fat i den lange ende af sandheden, og udviste en ret god forståelse for hvordan tingene var skruet sammen. Hun var faldet for ham...men var ikke i en position hvor hun kunne tillade sig at handle på det, og leve det ud.
Ikke så længe Andrijas hånd havde et fast greb omkring hendes hjerte.
Derfor burde hun vel løbe langt væk , væk fra Gordon ? Men var hun istand til det ? Neeeej, hun var i stedet i færd med af binde sig yderliger til manden , ved at prøve få lov til at skabe en daglig arbejdsrelation. Og så skulle hun balancerer med at modstå ham aften. Det var ikke fordi hun valgte at gøre det lettere. kunne man sige.
Nå...men efter som hun ikke kunne slippe ham, uden at miste en del af sig selv...så måtte de jo bare gøre deres bedste.

Og Gordon i spandex var slet ikke værst, var hun helt sikker på.
I hvertfald var det ikke ret...dækkende, hvilke klart var en fordel, når man så ud som ham.
" Vi ville blive medie darlings " pjattede hun videre og kunne se det hele for sig.

Det intime øjeblik ringede ud mellem Gordon og Millicent - og før hun fik set sig om , sad Millicent og var engageret i samtale med buttepigen.

" Naaa jeg er ikke SÅ stærk, men jeg ved en del om at sy...så det giver en lille fordel " vrøvlede hun og smilede til pigen, da hun godkendte sit nye look.
Gordon mente der skulle trækkes i tråde og Georgia skulle kontaktes, så han fik et hjælpeløst blik , da han trak sig fra selvskabet. " Skynd dig lige lidt, ik!" Rakte hun ud efter hans oprullet skjorte ærme, som hun trak uhårdt i , sekundet inden han bevægede sig væk.

Millicents fingre spidser trommede lidt tøvende på bordkanten , som hun så på pigen. Hvad skulle hun sige? Uden Gordon virkede det en smule kejtet at sidde til bords med hende, da han havde været målet for pigens approach .
Men Millicent havde ikke behøvet bekymrer sig for , om samtalen ville forstumme. Et par tykke fingre, greb fat i en hårlok og nuldrede det i sin hånd. Millicent syntes det var synd at der var tydelig hævelse af langemanden hvor en pink plastik ring , var presset omkring.

" Øøhh...Det var meget sødt sagt, tak...men du ved...smag og behag er meget forskellig" Fik hun kun sagt til Carmens første bemærkning, og smilede så opmuntrende til pigen. Det var da ikke hemninger der tyngede hende.
For at være ærlig, så anede Millicent ikke hvad hun skulle svare, for pigen hér var et mesterværk af noget der bare ikke burde være sat samme. Både kropsmæssigt, tøjmæssigt og farvemæssigt....selv duftemæssigt. Og hun lignede godt nok intet af det Millicent forbandt med en italiener.

" min parfume ? jeg bruger flere slags, ingen faste...men jeg kan godt lidt noget der dufter sødt....men samtidig har en frisk aroma til sig. hvis du en dag har mulighed for at dufte den, så prøv Versaches Bright Crystal, den er rigtig dejlig" anbefalede hun , og modstod kun akkurat trængen til at trække sit hår til sig. Hun lod Carmen slippe håret selv, og puffede det så tilbage, så det skulle hænge ned af ryggen, uden for rækkevide.
Faktisk kunne det være svært at finde en duft der var appelerende og passede til ens personlighed.Hun smilede ...Gordon kunne lide den, han beskrev hendes egen duft som frisk regnvejr, hvilke Millicent var blevet ret glad for.

" Du bruger noget med Lime, har jeg ret ? ...den er yderst frisk" smilede Millicent venligt , og undlod at nævne at den var så syrlig - det kriblede i vampyrens følsomme næsebor.
Millicent fandt pigen meget sød på en kikset håbløs måde, men hun gik nu alligevel over stregen ved at spørge ind til deres privatliv. Det gav hende lyst til at drille Carmen en smule, så hun lænede sig frem mod hende og hviskede...
" Vil du have vi er kærester ?" Millicents øjne hoppede rundt efter tegn på Carmens sindsstemning, da udtrykket i pigens øjnene kunne ikke tydes . Millicent lod sig falde tilbage i stolen, tungt og sukkede dramatisk , hun var sikker på Carmen var en rigtig drama elsker, så Millicent satte lidt flere lopper i pigepelsen, da hun småjamrede...

" Mr. Matthews gør sig ikke i ...kærester...jeg er hans konkubine" svarede Millicent til en MEGET spidsfindig og nysgerrig Carmen.
Millicent kunne læse i Carmens ansigt, at hun ikke kendte ordet ' konkubine ' og ikke forstod hvad Millicent lige havde sagt.
Carmen skulle liiige til at spørge ind HVAD en konkubine var, men besluttede at det nok var en del af hans band. Det lød som noget med et instrument...eller nogle noder måske! Ja...sådan måtte det være.

Så hendes smil var stort da Gordon vendte tilbage.han var en fri agent, håbede hun da.

" En veninde, i see.." Svarede Millicent med et lille smil og havde allerede fyret op for nysgerrigheden omkring Georgia . Det ville blive sjovt at møde nogle af Gordons venner, at se ham med dem.
Nogle folk ændrede sig i selvskab med andre. Hun havde selv oplevet det ske, og det var bestemt ikke rart. Hun håbede ikke Gordon var sådan.

" aiiiii DET FOR FEEEEDT -RINGER NU!!" himlede pigen op, så det skar i øregangen på de nærtståendes borde.Hun havde netop fået Gordons gode nyhed.
Buttepigen rejste sig op, og kom til at skubbe til bordet , med maven , så det hele stod og klirrede- så hun kunne nå Gordon , og give ham et kram.
" Tak...DET er godt nok fedt...meget sødt af dig , jeg sms til dem NUUU" kom hun lidt op i gear, og skulle tilbage til sin taske og to veninder, der alle ville begyndte at sms gud og hver mand de kendte i Terre.

Millicent rejste sig fra bordet, som den sidste. Carmen var allerede på vej mod sit gamle bord, for at leverer den spændende drejning aftenen havde taget.
Millicent vendte sig om mod Gordon, og med venstre hånd greb hun ud efter hans slips, og trak Gordon en smule nærmere, rev han sig ikke løs.
Højre hånds pegefinger ville så feje et par gange over selve slipse knuden, imens den venstre blødt trak ned i det sorte slips. Begge Millicents hænder beskæftiget ved hans slips.

Hun løftede hagen en smule og så op i hans øjne.
" Jeg ville SÅ gerne følges med jer...men...jeg har bare SÅ meget andet jeg er NØD til at tage mig af " ville hun prøve pine ham lidt .
Millicent strammede så en lille smule op på slipset, før hun langsomt , meget langsomt gav slip på slipset igen.
" jeg er bange for du må gå med tyggegummi monstret alene. Kan du have en dejlig aften " hun greb ud efter sin egen lille jakke , for at ville tage den på.
Smil fyldte hendes øjne. Selvfølgelig skulle hun intet, og ville ikke svigte ham.
Denne oplevelse ville nok blive ret unik og nogen skulle jo have det alvorlige job at beskytte manden mod den varmblodige Carmen , der fyldte for tre.
Millicent lænede sig nu helt ind mod Gordon, og var pave stolt over at kunne holde masken , da hun hviskede nær hans øre.." My God , Gordon,...jeg håber godt nok du er til store kvinder" og så kastede hun et lille nik i retning af buttepigen, hvis numse synes at nå helt op til loftet , som hun stod og prøvede at nå sin taske der var faldet ned fra stolryggen og nu lå på gulvet.

Ja så måtte de jo gøre deres bedste. Bedste for hvad? Gordon var ret sikker på at det bedste for Millicents fremtidsplaner ikke ligefrem var det bedste for hende selv, og om hun ville det eller ej, så skulle han nok få vendt situationen til sin fordel. Og til hendes fordel. Så ja han skulle nok gøre sit bedste, nok bare ikke i den forstand hun helst så det.

Og bedst som han var ved at udfolde sit bedste, dukkede den buttede pige op.
”Jeg tager mig god tid, så i får noget kvalitetstid” Svarede han og trak på skulderen af hendes bøn. Det var jo ikke fordi at hun kunne risikere at få en røv i hovedet. Eller… Muligvis kunne hun, også ville Gordon være i tilpas afstand til at kunne forevige det med sin mobiltelefon.

Carmen trommede en hurtig rytme med sine håndflader på bordet og nynnede et par skingre toner til. ”Jeg syr også !” Udbrød hun så, og fremviste en lomme på skovmandsskjorten, som lignede et stykke stof hun selv havde syet på. Det var neongrønt og passede ikke til resten af farverne på skjorten. Hun hev en rød læbestift op af den hjemmelavede lomme, og lagde et tykt lag, hvorefter hun ville række den til Millicent for at tilbyde at hun også kunne friske sig op. Tog hun imod læbestiften ville buttepigen stråle og udbryde: ”Læbestift søstre oh my god!” Hvis ikke, ville hun lave en sur trutmund.
”Jeg kan også godt lide friske dufte! Derfor bruger jeg ikke mange penge på sådanne dyre parfumer, men laver min egen med blomster og limesaft” Sludrede hun videre som svar på spørgsmålet og stak en finger i en skål med sojasovs, for at proppe fingeren i munden.
Pigen kløede sig i det uldede sorte hår, og vidste ikke helt hvad hun skulle gøre med det svar. Hun vidste heller ikke rigtig noget om konkubiner, men før hun kunne spørge, var Gordon nået tilbage, og han konstaterede lidt forskrækket at limelugten var blandet med en lidt uhumsk lugt af sved. ”Så lidt” Klemte han ud, selvom pigen krammede hårdt nok til halvt at stoppe hans luftveje. Endelig slap hun, og sussede over til sine veninder imens Gordon ømmede sig. ”Man må tage hatten af for energien” Smilede han opgivende til Millicent.

Gordon stod allerede op, og skulle til at gribe ud efter sin lysebrune efterårsjakke. Det måtte dog vendte, da Millicent pludselig havde fået fat i hans slips, og hev ham tættere på, hvilket han lydigt adlød og lod hende trække så meget hun ville.
De blå øjne fikserede på hendes porcelænshvide hånd, som havde fat i slipseknuden, og han kunne mærke slipset stramme en smule, da hun hev ned i enden af det. Hun var så provokerende, og han kom til at smile en smule. Provokerende på den der tiltrækkende måde, som bare fik ham til at ønske at hun ville holde ham der en smule længere. Duften som hun netop selv havde beskrevet væltede ind over ham, og var han ikke sikker på at han kunne svømme, havde han nok følte det som om han druknede. Duften af træer så vel som asfalt, der blev skyllet rent af regnen. Hun slap hans slips, men han rykkede sig ikke en centimeter, og han flyttede ikke sit gennemborende blik fra hendes. Først da han lidt løftede et øjenbryn og prøvede at hive sin mest bedrevidende tone frem rokkede han sig en smule frem imod hende. ”Smutter du nu, er jeg nød til at give jobbet til Emely.” lød det så med et udfordrende blik, inden han slyngede sin jakke over skuldrende, snurrede rundt på hælen, og marcherede ud af restauranten med venindeflokken ikke ret langt bag sig. Han håbede at Millicent ville følge med, men han var også ret sikker på at hun ville. Caféen var ikke længere væk end at man kunne gå.
Carmen luntede forpustet op på siden af ham, for at spørge hvad en konkubine var. Han sendte et spørgende ansigtsudtryk tilbage, og til Millicent, var hun fulgt med. Lidt tøvende prøvede han at forklare at det var noget imellem en elsker og en hustru, hvilket udløste et forvirret blik fra den buttede pige, som igen spurgte om han havde sådan nogle med i et band.

Det var ikke en hverdagslig at Millicent sådan blev slået ud. Og hvornår en kvinde sidste havde tavet pusten fra hende, kunne hun kkke huske.
Men den neonfarvet lomme efterfulgt af tilbudet om søstermakeup, var alligevel noget af en fuldtræffer for vampyren.
Millicent tøvede ikke , men fik hurtigt afslået tilbudet..." Eeh..nej tak, det en smuk farve den røde, men i aften har jeg ...ja, min gloss er næsten gennemsigtig men der er da lidt rosa i den " takkede Millicent nej, og fiskede sin egen gloss op af tasken,og viste den frem.
Et lille stref med den bløde børste, og Millicents læber skinnede i en douche rosa nuance. Huk ignorerede den surmulende mund som Carmen truttede med. Ikke tale om at hun ville have samme farve læber, og desuden ...den så ud til at klumpe sammen på buttepigens brede læber. Millicents gæt gik på læbestiften var udløbet for minimum eet år tilbage.

" din egen parfume? Wow...det er meget kreativt, må jeg sige.
Det lyder som en sund dejlig hobby, og så er der ingen parabener og motorveje i dit dufte grej" anerkendte Millicent, og hvis pigen så bare kunne ramme en duft der ville efterlade medmennesker og væsner i stand til at trække vejret i hendes nærvær, så var hun da godt på vej.
Millicent kastede laaaange blikke efter Gordon. Det varede jo en mindre evighed at fortage det opkald. Første sæson af Game of Thrones kunne hun snildt havde hygget sig igennem , imens han leflede for Georgia .

Endelig kom han retur, og den gode nyhed fik buttepigen til at mandsopdække Gordon, da hun klistrede sig op mod ham - i et dejligt stort kæmpe kram.
Da hun susede væk, rystede Millicent på hovedet og smilede ..." energisk OG kreativ.Hun laver sin egen parfume....og syr !" Lod hun Gordon ind på de personlige facts .

Slips.
At have fat i Gordon på den måde, at bilde sig ind at have kontrollen lå hos hende , som slipset var en snor og hun styrede ham , var bare noget der kunne virke sexet.
I hvertfald når man var tiltrukket af fyren. Hans slips burde være et stort NO GO for Millicent, og alligevel kunne hun ikke stå imod.
Da hun så slap ...efter lidt ord dril og efter at have trukket ham meget nær, havde hun forventet at Gordon helt automatisk trådte lidt tilbage, og luften mellem dem kunne udviges.
Men han blev hvor han var, uden at flytte bare en centimeter på sig.
Gordon havde et ret så intenst blik , hun følte han var alle steder med det- selv om hans øjne ikke slap hendes - Gordon holdte Millicent helt fast. Som havde han et fysisk greb om hende.

Hendes kunstige vejrtrækning satte ud, da Gordon satte hendes skak mat ved at læne sig yderliger frem Og de smukke læber af hans kom nærmere ...
Millicents øjne flakkede fra han læber til de gennemborende øjne, og til munden igen. Hendes egen underlæber næsten usynligt citrende, men en let rysten kunne ikke benægtes, som hende ord ikke ville frem . Gordon snurrede dernæst halv arrogant omkrig....og bare gik...med et par vraltede buttede ællinger lige efter ham.

* hvis man siger a....* rungede hendes sløret tanker.De arbejde lige et par sekunder for langsomt , sikkert fordi han kom så tæt på, så han lammede dem jo nærmest! Totalt unfair!
Og SÅ havde Gordon lige 'truet' hende hvis hun gik såååå var der intet job! Oh han VAR god til at lege. Det måtte hun give ham.
Hun havde jo selv U dfordret ham.. Jajaja...en tiny lilttle bit...og hér var så hans søde hurtige comeback. Sweet....and damn clever.

Millicent glanede efter ham. Den lille skid !
DET var da klart under bæltestedet at trække den med Emely ind over.
Hun kunne ikke se Gordons ansigt , men hun vidste bare et stort selvsikkert smil var plastret ud over de dristige læber af hans.
Selv om han lavede sjov, for det MÅTTE han da gøre ?! -Så havde hun en urge til at stampe i jorden, som en anden tvær og mopset unge.
Hun havde absolut ingen haft planer om at gå hjem- naturligvis ville hun da tage med ham...men lige nu ...fordi han havde sat det sådan op...fordi han rev den usynlige kontrol så selvsikkert ud af Millicents greb- så irriterede det hende helt sindsygt at hun skulle gå med . Bare fordi HAN havde bestemt det.

Med et lille fnys , begyndte hun at gå efter Gordon og hans lille harem .
Et lille stykke nede af gaden , var hun ved Gordons højre side, og en lettere forpustet Carmen på hans venstre. Et par af Carmens bekendte gik bag ved dem, resten ville troppe op ved clubben.
Millicent tilbød ikke andet hjælp, end et ironisk lille smil, da talen gik på konkubiner.
Man kunne næsten se en glorie svæve over hendes lyse hoved, som kendte hun INTET til hvor det kom fra.
Men da søde Carmen så spurgte om Gordon ligefrem havde dem i sit band, blev fristelsen dog for stor og Millicent brød ind i samtalen..." Gordon har dem ALLE steder....måske du også kan blive en?"
Carmen lyste op som et nytårs fyrværkeri i Kina, og hendes øjne lignede stjernekastere.
" Hvaa...øh....hvordan bliver man medlem? Og skal jeg så også synge ? " så hun hengivent på Gordon , efter at smilet taknemmeligt til Millicent.
Måske ville hun blive en rigtig god konkubine? Carmen kunne i hvertfald ikke forstille sig der var meget som Carmen ikke havde lyst til at gøre med Gordon Matthews.


Med destinationen foran deres fødder, myldrede Carmen ind som den første, for at finde og stable alle hendes veninder og venner sammen , så tæt på scenen som det lod sig gøre. De var strakt i færd med at bestille og hente drikkevare.
Stemningen var god og alle glade...og meget spændte.
Millicent så en smule skræmt på Carmen og hendes flok. De mindede grufuldt meget om hende, hvad var et helt bizart syn.
Hun havde stadig ikke talt et ord til Gordon , siden hun blev ' tvunget at få med'
Hun ville da gerne snakke....men helst ville hun have en bulls eye replik at skyde ham ned med- men de gad bar ikke komme op.
Hans lille leg havde udløst en for overlegen sejr.
Millicent så sig omkring , en flot kvinde med rødbrunt hår stod i et hjørne og snakkede med en lydmand. Mon det var Gordons veninde, Georgia ?
" Måske skal vi finde et bord ? ....med mindre DET også koster mig mit arbejde ?" Lød det akasie sødt fra Millicents læber, da hun så på Gordon.
Hendes øjne funklede dog....det var svært ikke at holde af han var så skide kvik .

Højt på strå og med lette næsten dansende trin spadserede han videre ned ad gaden. At lukke munden på Millicent var noget af en bedrift, og når det endelig lykkedes, så skulle det nydes så længe det virkede. Og når virkningen begyndte at aftage, ja så galt det om at nyde den fantastiske og tossede talestrøm der væltede ud.
Desværre, denne gang, var effekten kun akut, og snart var hun ved at bilde denne Carmen alt muligt underligt ind. Han skar en grimasse, og havde lyst til at slynge ud, at det kun var hende selv der holdt noget der lignede konkubiner, men dog lod han vær’. I stedet smilede han det bedste han havde lært og svarede høfligt noget i stil med: ”Desværre har jeg fuldt hus af konkubiner, så du må vendte på en ledig plads.”

Inden længe stod de foran caféen, hvor en blanding af Carmens venner og de almindelige gæster fyldte stedet ud. Varme lysskær slikkede fra vinduerne og ud på fortovet for at byde udefrakommende velkommen ind. Varme slog en i møde som en bølge, så snart man trådte over dørtærsklen, og lyden af rask snak og latter skabte en hyggelig stemning.
Gordon smilede tilbage over skulderen til Millicent, og ville sikre at hun var med, og ikke blev mast tilbage af nogle af Carmens lige så buttede venner.
Han fnøs af hendes bemærkning om bordet. ”Det kommer sandelig an på hvilket du finder” Svarede han drillende, og tog fat om hendes håndled, for at trække hende igennem en gruppe, og sætte dem ned ved et lille bord forrest oppe ved scenen. Et lille stykke fra Carmen og hendes venners bord. Han havde fået rigeligt med dem at gøre for en aften. Ikke at hun da havde været flink og åben. Der var bare en grænse for hvor meget lime man kunne inhalere ad gangen.

”Vent her” Smilede han og var kort efter tilbage med 2 gin og tonic, efter at have mast sig forbi alle de nyankomne, som skulle nå at have drinks.
I et hjørne ikke langt derfra stod en ung kvinde med lange rødbrune krøller og snakkede med en høj tynd bumset fyr, som rodede rundt med nogle kabler. Hun fik øje på Gordon og smilede stort imens hun vinkede og sendte selv et blink til Millicent. Gordon vinkede en gang, og hun vendte sig igen for at snakke med lydmanden.
”Det er Georgia. ” Han pegede derover hvis hun ikke havde set hende. ”En dygtig musiker som jeg har hjulpet et par gange med det instrumentale” Forklarede han og tog den første tår af sin egen gin og tonic. Den var en smule bitter, men gin var der ikke sparet på, og den sendte en varm fornemmelse ned igennem halsen.

Efter et par minutter var Georgia smuttet op på scenen med en guitar og havde præsenteret sig, hvorefter hun ene klimtede et Sheryl Crow nummer ud med en smuk sart stemme. Rundt omkring nød folk musikken med lidt småsnak og pludselig dumpede lydmanden, Fred, ned ved siden af Millicent. Det var ham der normalt styrede teknikken på stedet og Gordon havde hilst på ham før. Derfor blev præsentationen kort. Fred snøftede et par gange, og rodede i sit lidt fedtede hår. Han skævede lidt fnisende til Millicent, og lige så stille fangede Gordon chancen for at drille hende lidt ekstra.
”Du Fred, har du mødt min ven Millicent her? Hun leder efter en ny kæreste” Smilede han stort og ville ignorere alle dødsblikke der måtte komme fra hende. Hun var så kær når hun hidsede sig op alligevel. Ja bortset fra når hun slyngede vaser efter ham i hvert fald.

Skuffelses væltede frem i Carmens ansigt, da hun hørte konkubine pladserne var udsolgte.
Sådan var det også altid når hun forsøgte købe gold tickets, Ringsted eller VIP biletter til de store koncerter . De var altid revet væk .
" Øøv...nå men skriv mig endelig på vente listen , jeg er nemlig MEGET interesseret" gav hun Gordon et lille puf, med hendes skulderen.

At se sine venner, alle i fest stemning, løftede Carmens humør med det samme.
" Jeg smutter hen til dem, mine venner..og så finder jer to igen lidt senere" lovede Carmen, og lagde en buttet hånd om Millicents håndled, og trak hårdt til, for at få hende ud af den sandwich Kim og Trinity havde mast hende ind i.
Millicent løftede en hånd og lavede en tumbs up, til Gordon der på samme tid tjekkede om hun var med.
Carmen talte højt, lidt skingert, så Gordon ville også høre med uden besvær.
" nu ikke noget med at gemme jeg for godt vel. Jeg skal kunne finder jer ! ...og Millicent , jeg henter dig når vi skal...pudre næsen...det plejer vi nemlig at gøre sammen, som med LÆBESTIFTEN" skød hun afsted, og fik både afleveret en sød ' du er med i klokken nu' men også et lille rap over næsen , for afslaget om at være søstre med ens røde læber.
" Øøhh....okay " sagde Millicent og havde stor trang til med det samme at negle sig fast til Gordons arm, så de ikke kunne komme og snuppe hende med dem senere . Pigeklikken fra ... Kageklubben eller ?de var en ret så skræmmende flok.

" Skal forsøge at finde DEM et bord der er værdigt, sir" snappede hun igen, og så lagde endnu en hånd sig omkring hendes lyse håndled. Denne gang føltes grebet langt mere fastog målrettet. Gordon var klart stærkere end Carmen, trods hendes fysiske forspring.
Millicent lod sig guide afsted og Gordon slap hende først da de stod ved bordet oppe ved scenen. Millicent fortrængte fuldstændig det var hans fortjeneste, og kæmpede videre " uuuhhhh first row seats...Håber det udvalgte bord behager dem Mr. Matthews " men Millicents øjne var glade og lettere drillende, intet spor af surhed.
Hun lod sit blik suse rundt, og kunne se der var fyldt rimelig heftigt op med folk.
Mon der altid var det her, eller var det den spontane koncert med Georgia der havde nået i så mange retninger allevegne? Millicent vidste at medier som Twitter, facebook og bare sms løbeilden kunne være enormt effektive.

Indendørs klimaet svøbte gæsterne ind i en lun luft, og Millicent stod alene tilbage, da Gordon lige smuttede.." hurry back darling " råbte hun efter hans ryg,
Hun lod igen den lille jakke, glide ned af skuldrene, til den hang ved hendes håndled, og hun med et enkelt lille ryst på disse, fik den til at glide helt af- og hun nu kunne folde den samme og hænge den over stolryggen.
Hun trak så en stol ud og tog plads. Millicent spejdede lokalet efter Gordon.
Hun spottede ham efter nogle minutter, på hans vej tilbage med deres drinks.
Flere kvindelige blikke, hang ved ham , nysgerrige og tydeligog Millicent smilede varmt.
Var han mon selv opmærksom på den effekt han havde på det modsatte køn ?

Med den ene fod, skubbede hun diskret til det ene stolben, så stolen ved siden af hende, gled lidt vakkelvorn ud fra bordet- og han kunne tage plads, selv med begge hænder fyldte.
" Tak...meget sødt af dig , boooosss" lod hun titlen fylde og strækkes ud, som hun satte sugerøret til hendes læber og tog en stor slurk, der læskede velkomment i mund og svælg.
"Mmmm...den er god " sagde hun og lagde hovede en smule på skrå, da Gordon bekræftede den rødbrune pige var Georgia.
" Køn...og dygtig , formoder jer så. Hvorlænge har du kendt hende? Og kendte du hende inden du fik vinger ?" Spurgte hun ind til veninden.

Omkring dem blev lyset dæmpet , og Millicent satte sig godt tilrette på stolen.
Da de første toner klistrede ud , lænede hun sig mod Gordon og hviskede " Det er nu hyggeligt...en god ide du fik dér"
Millicents blik lå et par senkunder længere end vanligt, på fyren ved hendes side.
Så tvang hun sig til at rette opmærksomheden mod Georgia og en meget feminint nummer , der passede ganske godt til hendes blide udtryk.
Millicent havde dog aldrig været en Cheryl Crow fan, men derfor kunne hun skam godt sætte pris på - og nyde et god live performance, det omhandlede bestemt mange flere elementer, end om man brød sig om original sangen.

Lidt forstyrrende , kom lydmanden og tog plads ved deres bord.
Det skabte forvirring hos Millicent med, indtil det gik op for hende at Gordon også kendte ham. Fred.
Hun daskede til Gordon da han begyndte at forære hende væk til Fred....bare sådan ...hér hun mangler en kæreste!
Millicent gav Gordon et strengt blik, nu skulle ikke hverken få FOR gode ideer og da SLET IKKE skrue op for noget som helst !
" Right?" Said Fred.... Og smilede stort til Millicent .

" Fred Baldwin ....en fornøjelse at møde dig. Synes ikke du har talt om hende her før , Gordon !" Lød det udfordrende var den meget spinkle fred, der mindede lidt om en fugleunge.
Millicent var sikker på at havde det været Fred der havde fået den store blege rumpe svinget frem for sig, så have han både kunne fare vild og blive væk, mellem de store baller af Carmens.
" Millicent Walker... Hyggeligt at møde dig . Sååå i kender hinanden herfra eller ..?" Lod hun den gå ud til begge fyre. Hun smilede imødekommende til Fred, og vippede lidt med hånden hvor hendes ring sad.
" Du skal ikke tro på alt hvad Gordon siger.....jeg er både gift og mor til fire ....altså med min første man, men den anden har jeg kun tre børn....men det er nu sandt jeg overvejer at gå, og finde en ny mand og et nyt sted at bo - til mig og mine syv små unger " hun smilede triumferende til Gordon, da den besked var landet i skødet på Fred.

Oppe på scenen havde Gorgia slået takten an til en akustisk blid udgave af Natural Woman, Carol King- den kunne Millicent bedre lide og stadig....upåklageligt fremført af den smukke sangerinde, der i ny og næ lagde sine brune øjne på Gordon.
Ovre ved Carmens bord, havde de alle tændt deres lightere eller mobiler, og enkelt sad med armene i vejret.

Løftet om at finde dem senere hang i luften, som Carmen forlod dem. Heldigvis synes hun dog at have taget en interesse i Millicent, og det behagede Gordon at det ikke var ham der blev inviteret ud og pudre næsen! ”En ny perleveninde ser jeg?” Var Gordon ved at bryde sammen af grin. De skulle da nok få det hyggeligt sammen!

Nede ved bordet havde Gordon sat sig ned. Han vidste ikke helt om det burde være hende der spurgte ham indtil bordet, men gik alligevel med på den. ”Miss Walker.. Fornøjelser har intet at gøre med bordet, men med selskabet, ikke?” Blinkede han og rejste sig igen for at hente drinks.
Om han kendte til den opmærksomhed, som han ofte høstede hos pigerne? Før han fik vingerne på, havde det været hans mål med aftnerne at udnytte netop den. Han havde ingen problemer med sig selv, og vidste at han ikke ville have noget problem med at få en pige med hjem. Men hvad nytte var det, når den eneste person i lokalet han så på samme måde på, var den mest uopnåelige af dem?
Tilbage igen blev drinken sat foran hende med ordene: ”Careful, jeg er ikke din chef endnu”. Ved hendes spørgsmål spejdede han tilbage imod pigen med guitaren i hånden, også tilbage igen. ”Nej kun et par måneder. Rent tilfældigt at jeg var her da hun spillede en aften” Svarede han og drejede lidt på sit glas, så det efterlod et fugtigt mærke på træbordet under.

”Det er hyggeligt” stemte han i, som lyset omkring dem blev dæmpet som i en biograf. En enkelt projektør var dog rettet imod sangeren på scenen, som snart efter fyldte rummet ud med toner. Hun havde en lys klang i stemmen, og nummeret var da også lagt en tone op fra originalen.
Gordon sendte hende et smil. Han vidste selv at nervøsitet gik hånd i hånd med performance, og at have en komfortzone iblandt publikum gjorde meget.

Fred havde sat sig ned på en stol ved siden af dem, og prøvede at dække en bums på hagen, med det tørklæde han havde på. Han var en smule yngre end dem, måske omkring de 15? Deltidsjob som lydmand på den lille cafe gav lige nok til at han kunne købe de videospil han ønskede sig.
Gordon smilede ved fyrens ord, og lagde sine ene arm hen over Millicents stoleryg. ”Nej jeg prøvede at holde hende for mig selv, men hun er lige lidt for krævende.” Lo han med et glimt i øjet.
Det falmede dog lidt, da hun prøvede at forpurre hans drillerier med at udstille sig selv så problematisk som muligt. Fred var dog stadig en teenage dreng, og tegnebogen var ikke ligefrem den pung han tænkte med. Så en familie på 7 små børn var da intet problem med sådan en godte som den lyshårede pige han lige havde mødt.
”Uhh en erfaren kvinde” Prøvede han at smile forførende, men bøjlen på hans tænder forpurrede det en smule. Havde det ikke været uhøfligt, så havde Gordon nok trillet rundt af grin, men det blev kvalt af en tår gin og tonic. En ny sang trillede ud fra scenen efter et voldsomt bifald fra buttepigens gruppe.

Gordon mærkede et prik på sin skulder og vendte hovedet for at hilse på en fyr på hans egen alder ved navn Chester. Han mumlede et par ord om den næste sang, og Gordon nikkede, stadig smilende fra næsten at have brudt ud i grin over Fred. I modsætning til Fred, var Chester dog en flot fyr i en stram sort t-shirt, der fordelagtigt fremhævede musklerne indenunder. Hans lyse hår var strøget tilbage med voks, og 2 trommestikker hang afslappet fra hans hånd. Efter at have givet Millicent elevatorblikket op og ned, og blinket til hende, var han smuttet over imod scenen og Gordon så lidt utilfredst efter ham. Ingen tvivl om at det irriterede ham lidt mere end når Fred gjorde det.
”Fred er resten af instrumenterne sat til?” Spurgte han så og rejste sig halvt op. Fyren nikkede, men hans drømmende blik slap ikke Millicent i et sekund.
”Jeg skal lige hjælpe, men er tilbage om lidt” Smilede han og rodede et øjeblik en hånd igennem hendes lyse hår, og efterlod det mere uglet end før.

Han fulgte så efter Chester, imens Georgia færdiggjorde sin sang, og hun sendte et par komiske kommentarer imod buttebordet, som sandelig holdt festen i gang.
Imens hun præsenterede den næste sang, som var ’Hate To See Your Heart Break’ af Paramore, smuttede Chester om bag hende bag trommesættet og slog det an. Gordon smuttede om ved siden af Georgia, og snuppede en elektrisk guitar. Han satte plekteret imellem tænderne imens han hurtigt tjekkede at guitaren stemte, og efter et øjeblik havde Chester slået nummeret i gang imens Georgia sang:

”There is not a single word in the whole world
That could describe the hurt
The dullest knife just sawing back and forth
And ripping through the softest skin there ever was”

" Ja, jeg tror gerne hun vil have mig med i deres lille gruppe...men DU er nu hendes mål for det hele , Gordon...glem ikke det, så der er intet at grine af !" klappede hun på hans kind, der virkede ny barberet og derfor ikke kradsede.
Han skulle da ikke sidde der og morer sig. Og hvis han forsatte med det- så ville hun ændre mening og smøre den knald røde klumpe læbestift ud på sine læber...og tænder...og sidde og smile stort til Gordon hele aftenen.

" Argh...come on...du kan ikke blive ved at holde mig hen, du må give mig et svar " begyndte hun at starte sin tiggen. Og den kunne sagtens udvikle sig og folde sig ud, hvis han ikke snart gav hende et officielt ja.
" jeg hæfter mig bare ved ...Endnu " smilede hun så kækt tilbage , han havde livet det...indirekte...så hun skulle nok få det listet ud af ham.

" ok, så er det rimelig nyt " kogte hun sine tanker ind til, omkring Georgia.
Hun ville lade sit indtryk af pigen være åbent og var bare spændt på hvordan hans musikalske legekammaret ville være. Hun havde en ide om at Gordon mest omgav sig med meget positive og udadvendte mennesker.

Millicent havde set frem til en helt passiv, og måske endog bortløben Fred, efter hendes lille tale.
Em hånd havde fundet om i hendes nakke, hvor hun trak noget hår fri, der var kommet i klemme mellem Gordons arm og stolryggen, så nu hang det hele i frit fald, over hans arm , og skjulte den i stedet.
Hun tabte underlæben af vantro. Sad den knægt og rå flirtede med hende?
At man kunne være SÅ kejtet og SÅ insisterende påsamme tid, var næsten en belønning værdig. Hun klappede på hans lår...meget lille klap da han ikke skulle eksploderer eller noget...meget erfaren , sweetie...måske senere ? " lod hun dingle i luften, og bad til Gordon ikke havde hørt hende,
Måske kunne hun drikke af ham i aften? Han ville med garanti kunne nyde at havde hende klyngede ind til sig. Hun kunne måske tage ham med ud på toilettet uden Gordon....nej nej....nu måtte hun stoppe! Desuden...når hun snusede ind, så var det Gordons duft hun udsøgte blandt dem alle...ikke Freds. Og hun kunne aldrig drikke af Gordon igen, der var for mange risici ved det, meget værre end døden.

Gordon. Han var ved at dø af grin og hun kunne strangulerer ham. Hun lænede sig mod ham, igen og hvæsede...." nu stopper du, han er 15 og har sikkert gokkesokker!" Hun var helt flov over Freds glasklare forsøg, på at sende en Pick up line hendes vej.
Drengen var 15 ! Burde han ikke samle på klistermærker istedet for at sidde på en club, og lægge an på en vampyr!
Hun kiggede op, da en hånd prikkede på Gordon. Millicent forventede det var Buttepigen, men nooo nooooo ham her var ikke buttet nogen steder.
Ikke engang hvalpefedt kunne hun se.
Han var ved gud en flot fyr, men ....en smule for ivrig med hans øjne, efter hendes smag.
Hun smilede dog tilbage til ham, da han blinkede, det var svært ikke at gøre.
" Uhh jeg får dig at se !" Lyste hendes øjne så op mod Gordon , da han ondulerede hendes hår, og da han fulgte efter Chester op på scenen, gik buttepigen og hendes hof helt amok.
De hvinede og klappede og en af dem ...ikke Carmen, men måske en tvilling? Stod oppe på en stol,der svejede og knirkede og sikkert ville give efter , satte hun sig ikke ned ASAP.
Millicent havde en mærkelig fornemmelse i maven , da hun så Gordon indtage pladsen. Så...hjemvandt...så fortrolig med både guitar,scene og selv den lille plekter.
Hun slog blikket ned i sit skød...forsøgte mærke efter hvad det var der kastede hende sådan rundt, følelses mæssigt med ham. Gordon.
Hun var glad for at se ham lave noget han kunne lide, stolt af ham....af hans stil og måden han gerberdede sig på, kunne man føje til.
Men... Det var mere...andet...noget der ikke måtte sættes ord på. Det hun havde indrømmet een enkelt gang, sagt højt til ham.
Det var da som syv Søren.
Hun måtte holde det mast nede, væk fra overfladen, så hun endte med at smile langt større til Fred end planlagt, og tage hænderne op til hans hoved, for at dreje det i retning af scenen. " Se nu sangen" lød det blidt, det skulle jo ikke gå ud over ham.
Millicent lod ordene tage hende afsted, væk fra bordet...clubben...Terre...og et sted ud i den simple natur. Der var vand..stilhed...bare de smukke ord der lagde sig som usynlige tråde omkring hendes krop, imens hun lagde sine hænder under hagen, og satte albuerne i bordet. Millicents øjne lå med et drømmende skær....på Gordon.
På hans hænder...hans læber og hans øjne.
De fleste piger ville ønske de var den guitar, no doubt.
Carmen havde fisket et rose op fra en vase, et sted i rummet.
Med den i hånden nærmede hun sig scenen, langsomt....og når der var et hul, ville hun mase sig op og overrække den til Gordon. Og var hun heldig , fik hun lov at sætte et kys på ham.
Det var i hvertfald svært for ham at afvise, men en hel tilskuer skare der i kor udbrød " nååårrrhhhhhh " da de så buttepigen med de tomatrøde kinder forsøge nærme sig og komme tæt på hendes mega crush, Gordon.

”Jeg kan holde på spændingen så længe jeg har lyst” Svarede han lidt flabet. ”Hvad nu hvis jeg ikke har besluttet mig endnu?” Smilede han videre, og hvilede sin ene kind i håndfladen, imens han med hovedet på skrå betragtede hende. Havde han besluttet sig? Det havde jo været ligegyldigt om Emely så havde 100 års erfaring. At frivilligt sige nej til at kunne bruge samtlige hverdagsaftner med Millicent... Et eller andet sted vidste han godt at det ikke kom til at ske. Så kunne han jo bare håbe at hun havde dét der på hver dag.

I hendes hoved havde hun ret. Gordon var en menneskekender, og de fleste af de venner han havde fået, efter at glorien kom på, var udadvendte og gode mennesker. Georgia var ingen undtagelse. Højt smittende grin, og altid med et glimt i øjet. Han ville være overrasket hvis hun viste sig at være lige så bitter som Emely.

På en eller anden måde fangede de sidste ord Millicent gav Fred ham. Han var et øjeblik tilbage på en natklub, hvor en høj mørkhåret skønhed spurgte om han ville med udenfor senere. Få timer senere havde han været døende og hun havde været væk. Alt sammen for naivitet. Selvom situationen og personerne var helt anderledes så fik han samme følelse. Som om nogen havde hovedet i en løves mund, og denne gang var det ikke ham. Der havde da også været en seriøs røvfuld på vej imod Millicent, hvis Gordon kunne se ind i hendes hoved. For som hun i næste nu udbrød – så var han kun 15, og det slog Gordon ud af hans tanker. En smule paf. Han nikkede og smilede skævt, stadig lidt distanceret efter den lille tur i tankeland. Hans ene hånd berørte sin egen hals ubevidst. Kiggede man godt efter ville 2 små prikker af arvæv stædig være synlige.
Også…
Var øjeblikket væk. Chester havde prikket til ham, og før han vidste af det befandt han sig på scenen og strøg et par molakkorder imens Georgia inderligt sang ud til publikum:

” And I, I hate to see your heart break
I hate to see your eyes get darker as they close
But I've been there before”

Det var en nem og stille sang. Den var afslappet og tilbagelænet. Udfordringen var ikke stor og Gordon svang sig selv lidt fra side til side i rytmen fra sangen. Hans blik faldt ned på guitarens gribebræt, for at være sikker på at han ramte de toner han skulle i den korte solo, som sangen tildelte ham.
Alt for sent opdagede han buttepigen, som var halvt over scenekanten. Med en grimasse trådte han et par skridt tilbage, og han kunne se ud af øjenkrogen at Georgia kiggede underligt på ham. Ikke før hun fik øje på den buttede pige på vej op på scenen ville man kunne høre at hun kom til at grine ind imellem teksten til sangen.
Hvor meget han end ville, så rækkede guitarens ledning dog ikke til at han kunne løbe. I stedet fandt han sig selv fanget imellem a rock and a hard place.
Ukomfortabel med at være ubehøvlet og skubbe hende væk, vendte han i stedet med i klemte øjne kinden til, og lod hende presse læberne imod der i stedet, for at efterlade et stort rødt læbestiftsmærke. Guitaren måtte han give op på, for den buttede Carmen trykkede sig ind til den, og gjorde det umuligt at spille på den. Først da han efter nogle sekunder under jubel fik vristet sig væk kunne han nå at spille med på den sidste del af sangen. Et sted i baggrunden kunne han høre at Chester knap kunne trække vejret af grin.

Sangen ringede af, og folk både grinede og klappede af diverse ting der var gået op på scenen. Gordon besluttede ikke at tvære det røde mærke på kinden ud, da det nok ville gøre det 100 gange værre. Millicent kunne fjerne det senere. ”Tak for det Carmen” Takkede han overbærende ind i sin egen kor - mikrofon, og hendes venner grinede nede fra bordet.
Georgia erklærede at hun tog sig en lille pause, imens drengene tog over, dermed tvangsindlagde hun dem begge til at tage et nummer uden hende. Hun satte sin egen guitar fra sig og valsede målrettet ned fra scenen, hvor hun uden at tøve møvede sig ned på den side af Millicent, som Fred ikke havde indtaget. Et øjeblik betragtede hun bare vampyren med et stort smil.
”Du må være Millicent?” Næsten spandt hun, og besluttede at overtage resterne af Gordons gin og tonic.

Oppe fra sin plads betragtede Gordon med et suk hvad der udfoldede sig. I modsætning til Fred, så HAVDE Georgia hørt om Millicent. Fra en beruset Gordon havde hun næsten hørt lidt for meget, og hun var nysgerrig og fascineret.
Han slap guitaren og signalerede til Chester at han bare skulle følge med på trommerne, det skulle ikke være så slemt. Fra guitaren gik det til det store flygel, som var fast inventar i cafeen.
Han satte sig ned og rettede på mikrofonen, hvorefter et par akkorder på det store klaver blev slået fast.
”Jeg er sikker på at i alle kender det der med at gå i byen, og møde nye mennesker på diverse klubber” Sludrede han lidt ind i mikrofonen, imens Chester rettede på trommesættet i baggrunden. ”For nogle år siden mødte jeg en pige på sådan en klub, og ja, lad os sige at den næste her, den går ud til hende.” Smilende blinkede han ned til Millicents og kiggede tilbage for at være sikker på at fyren bagved var klar til at spille.

Gordon havde bukserne på denne gang. Jobbet var et ømt punkt, og det var helt i hans magt hvor meget der skulle trykkes på 'det punkt'.
Millicent var slet ikke sikker på det var faldet ud til hendes fordel , Emely og Gordon havde klikket helt fint , pigen var kvik og hun havde erfaring.
Det ville være uklogt at antage han ikke var interesseret i Emely, og Millicent tog ingen ting for givet nu.
Det var bare...hans dril omkring det. Gordons ' hvis du ikke følger med får du ikke jobbet' havde ledt hende til at tro den var i hus. Ellers ville han da aldrig begynde tease hende, eller? Hun var ihvertfald ikke tilfreds før et klart utvetydigt ' jobbet er dit' havde forladt de indsmigrende læber af hans.Eller worst case cenario, et afslag- uanset ville hun have hendes svar i aften, så kunne Emely Lopez baben få sit i morgen. Lidt konkurence gen havde vampyren åbenbart gemt , et sted i kroppens bugter eller bakkedale.

Vampyren ...hun kunne ikke løbe fra hendes natur, og hun kunne ellers løbe pretty fast. Men det skete at de blod røde instinkterne dryppede ned i hendes personligheds farver, og dermed gav dem en lidt blandede kulør.
Nogle gange kunne hun kontrollerer det, andre gange voldte det godt nok Millicent mere besvær.
Hun blev også influeret af hvem der var omkring hende, om der blev hvisket opildnede ord eller nogen viftede med samvittigheden som et lille flag.
Var hun opslugt af noget der krævede hendes ressourcer, så var det ikke sikkert hun havde tilstrækkelig kræft og energi fri, til at styre og sikre vampyr delen ikke tog over. Og sådan var det bare.

Millicent ville da aldrig gøre Fred fortræd. Og ville han ende op død fordi hun ikke kunne styre sig, død ved et uheld....ville hun pine sig selv rigeligt, til evig tid for dette.
Men hun var stadig babyvampyr, og hun behøvede mere søvn og mere blod , end de ældre vampyrer.
Hun havde før haft svært ved at styre vampyren i hende, gramsede fyre på hende mod hendes vilje. Og Freds lille verbale flirt , havde bare aktiveret hendes...overvejelser om blod. På en uvred måde altså.
Hun var nok blevet mere end bare overrasket, hvis Gordon derimod var blevet SÅ vred på hende, så en røvfuld ligefrem havde kløet i hans håndflade.

Gordons blik var blevet mere fjernt , han var mindre nærværende og Millicent ville så gerne vide hvor han drog til, hvor hans tanker bar ham hen?
Han så ikke trist ud, men der var ingen glæde heller. Han så...neutral , måske alvorlig ud, som han overvejede om en handling skulle føres ud i livet.
Da hans hånd strejfede hans hals, slap hans navn ud mellem hendes læber, i en hæs hvisken, bekymret.
Men på samme tid var det Chester prikkede til Gordon, så hendes hvisken blev opløst i luften og optaget af den almene summen af stemmer.
Millicent havde set Gordon gøre netop sådan før, rørt ved hans fysiske små ar, ved mindet om hans eget overfald. Hun fik hurtigt lagt to og to sammen, og tog sig kort til panden.
Dén måtte hun lige udrede med han senere, når lejligheden bød sig. Hun skulle nok forsikre ham at hun ikke ville gøre noget mod Fred...eller andre de ikke ønskede. Hun var nok en vampyr men hun var bestem ingen vamp.

Opslugt af Georgias smukke ord, og forvildet i oplevelsen af Gordon som han sad på scenen, var Millicent tabt for Fred.
Han havde forsøgt at starte to sætninger op, først en med ..." Nå, men det jo en dejlig overraskelse at møde dig "
Og da der ingen respons kom , fra den musiklyttende pige, rømmede han sig og prøvede med en lidt højere stemme..." såååå du er vild med musik? Jeg kender mange gode bands jeg kunne præsenterer dig for"
Kort flakkede Millicents øjne til ham, og hun smilede undskyldende .." Undskyld, jeg er lidt distræt , men det er første gang jeg hør Gordon spille, med et publikum til "
Fred faldt tilbage i stolen , men et stramt drag om munden - men det kunne Millicent ikke se grundet det ternede tørklæde, han trak op og gumlede lidt i.

En stor rumpet havde fået hele salen til at koge, da den vraltede op mod sin udkårende, Gordon. Carmen var een person Millicent ved gud håbede på, hun aldrig ville opleve twerke.
Hun ville blive decideret dårlig...søsyg...svimmel og have madlede i et halv år, skulle det ske. Selv med den nye slids, kunne man blive bekymret for om nederdelen kunne holde aftenen ud.
Alligevel var der noget hjertevarme over oplevelsen. Det var soleklart at Carmen havde tabt sit hjerte til Gordon, og også at en retur kærlighed nok ikke lige lå i kortene, men...et varmt levende smil fik Millicent på læberne for Gordon klarede det så fint, efter den første indskydelse af panik havde lagt sig.
Den havde alle kunne se, da han begyndte at trække lidt i ledning og guitar, for så at overgive sig .Var dette et tv show , ville seerne sidde og sige ' Aarrhh dét der var aftalt !' . Der var bare humor, nærhed og hygge over det.
Carmen nærmest fløj tilbage til sin plads, og her var hun for en gangs skyld stille lidt tid, enten overvældet af hendes close encounter med Gordon , eller....ifærd med at udtænke den næste?

Efter at have klappet færdig, kunne hun byde Gerogia velkommen ved bordet.Aftenen var fyldt med surprises så det ud til.
Hun havde ikke forventet at Georgia ville komme ned , på eget initiativ. Mere at Gordon ville stå for en introduktion af dem.

" og du må være Georgia " hun rakte sin hånd frem ..." Millicent Walker, en fornøjelse at høre dig synge.Du har en indlevende stemme...god til at fortælle historier med " smilede Millicent til kvinden .Hun undlod at nævne det var Gordons drink hun lige havde hapset og lagt beslag på . Nu sad hun med den mellem de slanke hænder. Hvis de havde et forhold hvor det var passende at gøre , skulle hun ikke havde fingrene, eller tungen , iklemme der.
Millicent nåede frem til at Georgia nok havde sat sig der, fordi Gordon ville kommer om et øjeblik, så hun begyndte at slappe af, og føre opmærksomheden tilbage til scenen, hvor hun fangede Gordons blink og gav ham et meget lille vift med to fingre , et usikkert vink retur. Men smilet i hendes øjne var stort.

Oplevelsen dengang havde bare bidt sig fast. Dansen der var fin men måske mere en mulighed for bare en smule kropslig kontakt, til den ældre forførende mand , hvis slips hun havde leget med, allerede dengang.
Hun smilede ved tanken , hviskede til Georgia " Han er noget for sig selv " hun havde ville kommenterer om musikken, men der blev nok udtrykt mange andre ting, i den ene simple sætning.
Hun førte sin gin til munden, en hurtig slurk for så at tysse lidt på Fred , der igen prøvede med " Jeg synes ikke jeg har set dig her før Millicent ?"

Hun havde ikke behøvet at blive bekymret eller forskrækket. Gordon var fuldt bevidst om at Millicent aldrig ville skade en 15 årig dreng, som uskyldigt flirtede lidt. Specielt ikke når han kunne holde øje med hende. Og at hun ville hade sig selv nok for det, hvis hun gjorde. Måske var det bare forskrækkelsen af at de tanker var i hendes hoved. Men man kunne ikke bebrejde hende det. Ligesom han tænkte på cheeseburgers når han var sulten, så måtte hun vel gøre noget tilsvarende? At det så var at skade andre mennesker var en ting. Det fik ham til at fortryde så meget, og selvom han vidste det var helt ubegrundet, så kunne han ikke lade vær at føle sig lidt skyldig. Han havde intet haft med at gøre, at Millicent blev vampyr, men når han så den 16 årige pige for sig, som havde været så fortryllende den gang som nu, så kunne han ikke lade vær at tænke, at havde han bare ringet til hende den gang.. Havde de været sammen dengang, så var hun aldrig blevet bidt, og han var aldrig blevet dræbt. Og alligevel var han glad for at hun først havde lært ham ordentligt at kende nu, og ikke dengang, hvor han havde været en umoden idiot.

Der var sket så meget siden. Han var blevet en bedre person, men af og til følte han stadig sig selv falde tilbage i gamle vaner. Rygning havde han aldrig sluppet, og selvom alkoholen var droslet alvorligt ned, så var han begyndt at få lidt i byen fra tid til anden. Der var dog en forskel. Han droslede ikke længere usikkert rundt uden et mål eller et sted og gå hen. Han vidste hvem han ville være nu, og hvem der gjorde ham til den person. Den bedre person.

Det lille optrin på scenen havde vagt en del latter, og Gordon vinkede en gang til Carmen. Forhåbentlig blev hun nede for noget tid nu. Næste gang overvejede han at løbe. Klaveret kunne trods alt rulle uden ledninger i vejen.

Georgia havde sat sig ned, og legede lidt med sugerøret i gin og tonicen. Hun kørte den langsomt rundt i glasset med sin pegefinger. Hun havde nok ikke overtaget den, hvis hun ikke havde vidst hvem den tilhørte, men hun var ikke sart, og regnede ikke med at Gordon havde nogle livsfarlige bakterier.
”Jeg ved da godt hvem du er!” Lo hun muntert og takkede for komplimentet. Hun havde hørt meget om denne kvinde. Udelukkende irriterende meget godt, men jaloux ville man ikke kalde hende. Georgia så ikke en konkurrent, men en spændende ny person, som kunne blive en relation for hende, klikkede de godt sammen.
Georgia skød et blik op på scenen og ned igen. Hun løftede et fint mørkt øjenbryn ved det der blev sagt. ”You tell me” Svarede hun med et sigende smil, imens Fred prøvede at råbe Millicent op lidt højere.

Gordon var begyndt at lade sine fingre gå hen over klaveret fra E til Gm til A og tilbage til E. Lyden af ’enchanted’ fra Adam Young gled ud i lokalet, omen den var mere akkustisk og langsommere ned originalen. Det var svært andet med kun klaver og trommer.
”There i was again that night. Forcing laughter, faking smiles,
Same old tired lonely place.
Walls of insincerity, shifting eyes and vacancy,
vanished when I saw your face.
All I can say is that it was enchanting to meet you.”

Lød det sart ud I lokalet imens tangenterne fortsatte deres rytmiske dans. Chester havde valgt lige at lytte tempoet af, og vente til omkvædet med at hoppe ind.
Gordon havde lukket sine øjne, men han tvivlede på at folk ville kunne se det fra afstanden, og bag ved flygelet. Han vidste ikke om det var fordi de havde været på stedet sammen igen, men den aften synes at være det mest levende minde han kunne finde frem, og som dagene gik, blev det kun mere tydeligt i hans hoved. Selv dengang havde hun været flabet som bare fanden, men som altid, havde de været to om at lege den leg.
”Your eyes whispered ’have we meet?’
Across the room your silhouette starts to make its way to me.
The playful conversation starts, counter all your quick remarks,
like passing notes in secrecy.
All I can say is that it was enchanting to meet you.”

Gordon lavede en kort brigde af akkorder, som han håbede Chester ville fange til at komme med på omkvædet. Fyren var kvik og ramte slagene lige som omkvædet gik i gang. Det fik Gordon til at åbne øjnene igen og smile.
”This night is sparkling. Don’t you let it go.
I’m wonderstruck, blushing all the way home.
And I’ll spend forever wondering if you knew,
I was enchanted to meet you too.”