i gyderne-Scars~privat

Tid: 23:05
Vejr: mørkt, stjerne klar
Omkring: by
Sted: gyderne

Roe havde bevæget sig ind i byen, hun havde aldrig været der før eller det troede hun da, men intet var sikkert med hende, der havde været en masse som havde kigget efter hende eftersom hun kun gik rundt i en lilla halvgammel natkjole med tilhørende strømper som gik hende halvvejs op af låret og et hårbånd, men osse en sød form for halskæde, det helt passede på hende som var det syet til det. men hun stod bare der, i gyden i byen, hun kiggede op på den stjerneklare himmel og så de mange stjerne blinke ned til hende, vinden legede lidt med hendes hår, der var ingen som ville tro hun var en robot ikke på den måde hun så ud på eller den måde hun opførte sig på, det var slet ikke som en robot over hovedet

Lyden af tunge militær støvler brød den stilhed der ellers herskede i den del af gyderne som den høje mand med det blonde hår gik igennem, hans sorte bukser samt den taktop han havde på afslørede som regel altid hvem han var der da ikke var mange andre der gik rundt i den slags tøj, hans syregrønne øjne spejdede ud i luften med et tomt blik som om han ikke rigtigt var til stede mens han gik, men hver en detalje blev set selvom han virkede langt væk i dybe tanker. Alexander så ikke munter ud og de få røvere der ikke var blevet udryddet under hans store korstog og nedbrænding i byen gemte sig nu for den vrede der utvivlsom stadig herskede inde i den voldsomt humor forladte vampyr, men en var dum nok til at træde ud foran Alexander så han løftede sit blik en lille smule som han standsede foran manden der tydeligvis var for fuld eller for høj til at ane hvem det var han var ved at forsøge at rulle, "Gi..giv mig alle dine penge", han lød underlig og var uden tvivl en misbruger af et eller andet. Alexander sukkede dybt og kiggede nu manden i øjnene, "Jeg er ikke en mand der reagere godt på trusler", i en bevægelse der var alt for hurtigt til det menneskelige øje hamrede han en knyttet næve ind i brystet på manden der som resultat blev skudt som en kanonkugle gennem luften og ramte en mur med en dybt og meget utvivlsom dødeligt brag.
Alexander var slet ikke i humør til denslags elendige mennesker ligenu, han havde vigtige ting at tænke over og det var derfor han havde bevæget sig ned i den mørke del af byen så han kunne få sine tanker i fred, men skulle der være nogen der havde set hans lille nummer ville de ikke være i tvivl om at han ikke var en man skulle irriterer eller gøre sur på nogen måde og da slet ikke når han var i det humør han var i.

hun syntes hun hørte noget, hun gik der hen, hun så to mænd og hvor den ene blev slået ud"hvorfor gjorde du det?"spurgte hun og kiggede på mand som havde slået den anden ud, hun viste ikke rigtigt hvad der forgik, hendes synd program se ham ned til mindste detajle, men ikke hvem eller hvad han var, hendes propiller bevægede sig lidt som en robot, men det skulle man se meget godt efter for at se. hun viste heller ikke om hun skulle blande sig, men nu gjorde hun det alligevel, det kunne jo være den mand kunne fortælle hvem hun var og hvor hun var henne for det viste hun ikke noget om

Alexander standsede da han hørte en kvinde snakke til ham, han drejede sit hoved en lille smule i hendes retning og kunne ikke lade være med at hæve det ene øjenbryn mens han lod sit blik vandre henover hende, hun virkede ikke som om han var en han burde kende og hendes lugt var kun svagt menneskelig, det måtte betyde hun var et eller andet væsen af en slags hvis hun da ikke var et spekter eller bare hans fantasi der igen løb af med ham, men han kunne nu alligevel ikke lade være med at svare hende til trods for at hun ikke virkede som en han burde bruge sin kostbare tid på.
"Hvorfor jeg gjorde det, fordi jeg kan og fordi han truede mig, det var i selvforsvar... på den anden side havde jeg nok også gjort det hvis han havde spurgt mig om penge eller bare havde været i vejen, men det er irrelevant nu, for han er død og kommer aldrig til at forstyrre mig mere... modsat dig som allerede syntes at have taget over hvor han sluttede, hvem er du og hvor er du fra pigebarn?".
Alexander lagde sine arme over kors mens han kiggede indgående på hende, han kunne ikke engang fange en hjerterytme som han ellers plejede når det var mennesker han stod overfor, men hender her syntes at være lige så død som han selv var hvilket var underlig da det ellers kun var vampyrer og de zombierne der ikke udsendte nogen form for organisk livsenergi, men denne kvinde syntes at kunne klar sig helt uden denslags ting, ellers var hun så god til at skjule det at hun kunne snyde selv kongen af Di Morga hvilket ikke var en nem opgave. Alexander bevægede sig tættere på hende, men kunne stadig ikke finde ud af hvilket væsen hun var, *hvem er du?*

"okay underligt, jeg ved at mit navn er Roe, andet ved jeg ikke"sagde hun, hun kiggede på ham, hun havde et menneske hjerte og hjerne, men der sad ledninger til i stedet for blodåre underligt nok hun kunne over leve det, men den person som havde bygget hende havde fundet en måde at få det til at fungere på, hendes hjerte slog, men hendes robot krop stoppede lyden og skjulte rytmen, hun kiggede bare på ham, selvom han kom tættere på, hun var ikke bange for ham, han havde jo ikke gjort hende noget endnu, det var jo ikke til at vide om han ville gøre hende noget, men hun måtte bare vente og se"forresten ved du hvor jeg er henne?"spurgte hun så for det var en af de ting hun ikke viste, folk fortalte altid om det sted hun var ikke hvilket land eller sådan noget hun var i og det hjalp hende jo ikke ret meget

Alexander kiggede på hende med et vantro udtryk, det kunne vel ikke passe at hun ikke vidste hvor hun selv var eller hvad hun for den sags skyld var for et væsen på denne hans royale jord, det var uhørt og ikke nok med det så var det faktisk og en smule uforskammet over for landet konge ikke at tiltale ham som en mand som ham fortjente. Alexander bevægede sig et øjeblik i så høj fart at et menneskelig øje ikke ville have set andet end en flimren, han standsede lige foran kvinden hvor han lænede sig ned og kiggede hende i øjnene, "Du er i mit rige Di Morga og jeg er Alexander Lazarow konge og leder af dette sted, du er ikke som andre, du lugter af menneske, men der det tydelig vis ikke... er du en form for hybrid jeg aldrig har mødt før eller er du et spekter der ikkehelt har givet slip på en del af den menneskelighed som alle de andre nu engang har".
Alexander gik rundt i en cirkel om hende mens han lugtede til hende og kom med små lyde der for andre vampyre ville bliver oversat til stor irritation, det var ikke en ting man ville gøre ved den iltre hersker og da slet ikke når man lige havde set ham kaste rundt med en mand som var han en ærtepose.

"når du ville vide hvad jeg var, robot vil jeg tro, med et menneskes hjerne og hjerte"sagde hun og tænkte sig lidt om"ja det tro jeg, jeg er"sagde hun så, hun holde øje med ham"hvis du er kongen burde du så ikke være på slottet eller noget?"spurgte hun, hun gik et lille skridt og tråde på noget spids"av"sagde hun, hun løftede foden og hev det ud"av det gjorde ondt"sagde hun, hun havde osse nervesystem som et menneske så hun kunne mærke smerte, hun havde osse følelser, men hun viste bare ikke hvordan hun skulle ud vise dem

Alexander hævede det ene øjenbryn i forundring, så hun var en robot, det forklarede vel hvorfor han ikke kunne lugte hendes race helt præcist og at hun samtidig stadig havde en smule menneske lugt i sig, det var bare svært at tro at man kunne skabe en kopi af et menneske der lignede så godt som hun gjorde. Alexander lod et meget svagt smil spille på hans læber et øjeblik inden han kunne sige noget, "Jeg er ikke altid på slottet, der er så meget andet jeg kan gøre udover at sidde på min trone og lade folk henrette, det er nemlig så meget sjovere selv at gøre det og desuden skal jeg vel have lidt at spise bare en gang imellem", han slikkede sig sultent om de lange hugtænder, men vidste godt at det ikke ville hjælpe noget at kaste sig over den lille robot selvom trangen var der.
han kiggede list på hende da hun trådte på sømmet eller hvad det nu havde været, hendes smerte betød ham ikke en dyt og det ville nok aldrig ændre sig, han følte intet udover sult så han kunne ikke forstå smerte særlig godt mere, så alt han gjorde var bare at kigge på hende og grine en smule.

hun smed den spidse genstand væk, hun ramte en person som lige skulle til at lave et angreb enten på hende eller på Scars, hun kiggede på personen som nok var død"ups når pyt"sagde hun bare og trak på skulderne, der var ikke noget hun kunne gøre ved det, hun kiggede så på Scars igen"hvad er så sjovt?"spurgte hun da han grinede en smule, hun fangede hans blik, hun blinkede ikke, hun kunne godt, men gjorde det ikke, hun viste ikke hvorfor hun ikke blinkede, men det gjorde hun bare ikke, hun følte heller ikke rigtigt noget over at ha slået en person ihjel, hun kunne jo ikke gøre noget for at få det menneske tilbage til livet igen

//...//

Alexander smilede da hun ramte personen bag dem, han havde anet der var en eller anden der var dum nok til at nærme sig og han havde været klar til gøre noget, men Roe havde jo så smukt gjort hans arbejde for ham. Alexander lod hans ellers hårde ansigt glide over i et meget lille smil inden han lod det forsvinde tilbage til den dystre og ondskabsfulde grimasse, "Alt i denne verden er sjovt hvis man kigger på den med de rette øjne, for mig er det sjovt når en person tigger om at man lader dem være og man alligevel river deres lunger ud gennem deres hals, eller når der er nogen der beder om min hjælp fordi de frygter for deres liv... jeg er ikke den rette at komme til for beskyttelse og da slet ikke hvis man først har vist at man er svag nok til at skulle have den... det er nogen af de ting jeg syntes er sjove, men idag er det at jeg har mødt en vandskabning der more mig kosteligt, nemlig dig".
Alexander drejede rundt på hælen, der var ikke så meget andet for ham at gøre hernede andet end at fortsætte med sine filosofiske og modbydelige tanker.

hun begynde at gå tilbage til det sted hvor hun kom fra, hvor hun bare stod og kiggede op på den stjerneklare himmel igen, hun stod bare helt stille som om hun var blevet til is, hun kiggede bare op på himmelen, hun frøs ikke så meget, men sådan var det jo nok at være en robot, hun var noget som hun endelig ikke ville være, hun kunne ikke leve et normalt liv, hun ville altid være alene, vinden legede med hendes hår, men hun gjorde ikke noget ved det

//...//