This is it //Scars privat//

T: lidt over midnat
S: Skoven og Gågaden, eller rettere på en parkerings plads ved et super market.
O: ingen udover Logans 50 mænd og super mardket der ligger bag dem.
P: skulderplade ( http://www.madmaxmodels.com/images/proparmor_belt11.jpg ), ringbrynje ( http://www.thinkgeek.com/images/products/zoom/chain_mail.jpg ), brystplade ( http://getasword.com/590-1187-thickbox/adult-breast-plate-armor-full-size.jpg ), sorte bukser (minder lidt om et par militær bukser bare uden camouflagen) og et par militær støvler.
V: stjerneklart, dog er der nogle skyer der varsler om regn.

Logan og hans mænd var stoppet ved et super marked ikke langt fra gågaden.
Grunden til de var stoppet her var at netop denne parkeringsplads var samlings punkt for Logans mænd, det var meningen at de skulle mødes med 50 andre mænd, så de ville have en chance for at bekæmpe Lararows hær.
Selvom Logan var blevet vampyr havde han stadig sit 'gamle' udstyr på, selvom han havde fået at vide af sin skaber Kajika, at han var stærkere og ikke behøvede, brugte han det stadig, det var det sidste der holdt ham fast til at være menneske.
Hans udstyr bestod stadig af to metal armskinner (en på hver arm) som faktisk var et våben, ud af dem kunne der komme et blad (http://images3.wikia.nocookie.net/__cb20110222041327/assassinscreed/images/7/7b/Eerste-info-onthuld-over-assassin-s-creed-2_5_460x0.jpg ) ud som Logan brugte til at snigmyrde fjender, personer eller andre. På ryggen havde Logan sit trofaste elversværd ( http://www.kormax.com/images/UC1373.jpg ). Logan havde fået dette sværd af en gammel død ven, en elver. På sværdet stod der med gammel elver skrift ''Vi slås for frihed'. Sammen med sværdet sad der også to knive (http://www.council-of-elrond.com/castdb/legolas/legolas8.jpg ). Dog havde Logan i agens anledning også taget sin M4 riffel med, han havde både sølvpatroner og plasma patroner som han fik foræret af Scars på deres første møde, dog var skuddene til en vampyr ved navn Kalden, men Logan havde gemt patronerne til Scars så han selv kunne blive nakket af sine egne våben.
Logan havde også to af sine gamle M9’er med sog, det var begge ladt med sølvkugler.
3 timer før
Logans øverst befalende var samlet i Logans kontor, eller rettere et stor rum med et kort i midten af rummet.
"De herre, som vi nok alle ved er det idag vi smadre den pest vi alle kender som Alexaner Lazarow" Sagde Logan og gik rundt om kortet.
"Som vi alle ved har elveren lederen Zane stukket halen mellem benene, hvilket har resulteret i at vi står alene i kampen mod Lazarow, alene og alene, vi har 100 mænd til rådighed, vi har 50 mænd her og 50 mænd lige ude for Di Morgas grænser, denne deling er også kaldt Alpha” sagde Logan før han pegede på kortet, han pegede på et sted lige ude for gågaden.”Vi mødes her, et supermarkedet , det perfekte sted at samle tropperne før et angreb på Abbadon” sagde Logan og så rundt på mine mænd.
En mand i skudsikker vest rakte hånden op.
”Logan er du sikker på at det kommer til at gå, jeg mener hvis Lararow ligger i baghold for Alpha så vil du og dine 50 mænd være på røven” sagde manden i skudsikker vest, denne mand var Logan bedste ven, Matt O'Meyers, en teknik nørd der hjalp Logan når han var uden for. Logan havde kendt Matt siden Logan var soldat og de har været venner siden.
”Se O’Meyers, det vil ikke ske for hvem skulle dog fortælle Lararow hvor vores mænd er?” sagde Logan og gik hen til Matt.
Det var Logans største frygt, at Alexaner skulle finde hans mænd og ødelægge alle chance for at vinde over ham, chance for at vinde var jo stadig rigtig lille, men det kunne Logan mænd jo ikke vide.
”O’Meyers du bliver her og passer på hovedkvarteret, mens alle andre kommer med mig, Briajn O’Manley har kontrol og de 50 mænd ude for Di Morgas grænser. Hvis alt går galt så har vi den huey vi fik af U.S airforce klar uden for Di Morgas nordlige grænse, den flyver i morgen aften klokken 20.00 hvis I ikke er på der så vil den flyve uden jer, den vil flyve tilbage til Usa hvor alle der er på vil får ændre navn og vil blive beskyttet af den amerikanske hær” sagde Logan.
2 timer før
Logan var samlet sammen med sine 50 mænd ude foran deres skjulested i skoven.
”Brødre og søstre, i dag stopper vi Alexander Lazarows diktatur, i dag vil der sidde en værdig mand på tronen. I har alle modtaget en M16 riffel og en M9 pistol, begge våben er ladt med sølvkugler, jeg beder jer gemme to kugler, en til jer selv og en til en af jeres brødre og søstre, jeg ved godt det er hårdt at skyde en af os, men det er for deres eget bedste, hvis I bliver fanget af Lazarow vil i komme til at ønske I var døde.” sagde Logan mens han gik foran en større menneske mængde af 50 mennesker.
”Hvis alt går galt så er der vores elskede huey helikopter parat ude foran Di Morgas nordlige grænse, den flyver i morgen aften klokken 20.00 hvis I ikke er på der så vil den flyve uden jer, den vil flyve tilbage til Usa hvor alle der er på vil får ændre navn og vil blive beskyttet af den amerikanske hær. Nogle vi lsige at det her er dagen hvor 100 mænd og kvinder startede en kamp de ikke kunne vinde, men jeg siger jer, alle os mennesker, engle, animagusser og aspara’er vi huske denne dag som ’den dag da 100 modige mænd og kvinder tog kampen op mod uretfærdighed’” sagde Logan. Det sidste han sagde var mere for at få moralen høj, hvilket ville blive svært da Scars’ hær var så meget stærkere end Logans lille milits
0 timer før
Logan mænd var nu kommet til parkerings pladsen og stod nu og ventede på forstærkningen.
En mand klædt i hvidt tøj kom hen til Logan
”O’Connor er det rigtigt hvad mændene siger? At der ikke er håb for os? Og at hvis Scars’ hær kommer på nakken af os ville det være nemmere at skyde os selv?” sagde Manden, han var ikke særlig gammel, kun omkring de 18 år.
Logan rystede på hovedet over mandens spørgsmål, ikke som en hån men mere som en beroligende gestus.
”Mændene tager fejl, der er altid håb, lige meget hvornår” sagde Logan før han rejste sig op og begynde at gå rundt, han var begyndt at blive utålmodig.
[Hvor var den forstærkning henne?

Alexander sad med ryggen til, kun en lille stribe røg steg op fra sædet mens resten af de folk der befandt sig i rummet vred sig en smule i nervøsitet, en lumsk smil var på hans læber, det var ikke ofte han var så heldig og da slet ikke når det gjaldt Logan der ofte havde vist sig som en person der havde held med at undslippe ham eller på anden måde smyg sig udenom hans ellers meget luskede fælder. Alexander lod endnu en stribe røg undslippe ham så en lille sky rejste op fra stolen. Der kom en lav raslen fra kæderne der holdt hans fange oppe fra jorden, åh hvor han dog elskede det når han kunne fange dem i live og ikke bare rive deres hjerte ud, men inden rive selve deres sjæl ud gennem grufuld tortur. Alexander rejste sig langsomt og vendte blikket mod hans forslåede og bloddryppende fange, "Hr. O'Meyers, deres udholdenhed begynder at trætte mig og de ved lige så godt som jeg hvordan dether vil ende, så fortæl mig hvor Logan er og hvad han planlægger?", Der lød et højt knæk da en soldat svang et bat mod O'Meyers knæ og et skrig fulgte. O'Meyers havde udvist stor evne for at udholde tortur, men Alexander havde meget mere at byde på da han igen nægtede at sige andet end hans soldaternummer og rang. Langsomt gik Alexander helt hen til ham hvorefter han slukkede sin cigaret på hans brystkasse og endnu et skrig rungede i Logans skjulested hvor blod var smurt på væggene og døde oprøre lå over det hele, mere eller mindre revet i stykker, "For sidste gang, hvad er Logans planer!", Alexander stirrede ham i øjnene, men soldaten gjorde ikke andet end at sige sit navn, nummer og rang, ikke et resultat Alexander var tilfreds med, tiden var inde til en anden form for forhør, han greb O'Meyers om kæben og stirrede i hans øjne, #Du vil fortælle mig hvor Logan er og hvad han har planlagt#, O'Meyers blev slap og hans øjne blev grå da Alexanders hypnose fangede hans trætte og ødelagte sjæl, hæst og langsomt begyndte han at fortælle alt hvad han vidste, men til sidst brød han hypnosen og stoppede. Alexander havde hørt nok, der var ikke længere brug for Logans soldat, Alexander vendte sig mod sin egen løjtnant, "Dræb alle i skoven, spræng helikopteren i luften, ingen fanger!", resolut knaldede han hælene sammen og gik ud af rummet med resten af de soldater Alexander havde i rummet. Alexander vendte nu igen sin opmærksomhed mod den nu grædende O'Meyers, "Du har været en stor hjælp", efter at have sagt det stak Alexander brutalt en håndgranat i munden på ham, "Jeg ville virkelig forsøge ikke at tabe den", sagde han med et grufuldt smil, granaten sad kun lige langt nok inde i munden på ham til at han kunne holde den klemt fast mellem læberne.
Alexander var gået ud af rummet og ud på gaden hvor flere af hans soldater ventede, et højt skingert skrig efterfulgt af et øredøvende brag hørtes kort efter og endnu et smil dansede på hans læber, Logan var for alvor løbet tør for held.
Langsomt kom en sort skikkelse rundt om hjørnet på parkeringspladsen, klædt i en sort kappe var han ikke til at kende på nogen måde, men under alle omstændigheder ville fjenden få et chok når de så hvem det var der var på vej imod dem, enhver med en halv hjerne kunne se det ikke var Alexander, skikkelsen var for lille til at dette kunne være rigtigt. Fra den modsatte side af gaden kom Alexander alene mod Logans mænd, han kunne tydeligt se Logan og også lugte ham, showet ville blive fantastisk og Logan ville uden tvivl blive taget med buskerne nede om man ville.
Skikkelsen iført den sorte kappe nærmede sig Logans mænd og han kom tæt nok på til de ville blive mistænksomme trak han hætten ned, Brian O'Manley afslørede sit ansigt omænd med grå pupiller og et meget fjernt blik. Alexander stoppede op langt nok væk til at Logans mænd ville se ham og vinkede til dem med et sindsygt smil hvorefter han kastede en lille remot op i luften og greb den igen, "LOGAN! JEG HAR EN OVERRASKELSE!", dette var signalet til O'Manley som smed kappen og afslørede en bombe der var spændt fast til hans brystkasse, med en meget lille stemme sagde Alexander "Puff" og trykkede på knappen som udløste en øresønderrivende eksplotion.

//håber det ok jeg brugte dine NpC'er, mente det ville lave en fed effekt ^^//

Et enkelt snøft og Logan kunne lugte to lettere velkendte dufte.
Den ene havde han duftet til for et par timer siden.
Alexander Lazarow og Brian O’Manley.
Logan trak på smilebåndet da det gik op for ham at O'Manley var her. Nu ville han havde nok kræft til at smide Lazarow ud af landet.
Dog blev hans korte sejrs følesele knust da hans soldater begydne at råbe af en skikkelse.
"Smid kutten og læg dig ned på jorden!"
"Hænderne hvor vi kan se dem eller vi skyder!" Var noget af de ting Logans mænd råbte, de opførte sig lige som han gjorde da Logan selv var i hæren, de var blevet trænet godt det kunne kun gå godt.
Endnu engang blev Logans sejr følelse knust, denne gang af en stemme Logan ikke havde hørt i lang tid.
Stemmen tilhørte Alexander Lazarow.
Denne gang forsvandt Logans smil helt, især efter han hørte hvad Scars havde råbt.
"Skynd jer væk!! Det er en bombe" råbte Logan og smed sig ned bag en bil. Mere Logan ikke at sige eller før braget kom, den udryddede alt i en 10 meters radius, dvs den tog vel cirka 15 af Logans mænd plus en af hans bedste mænd Brian O'Manley.
Logan så op, der lå lemmer spredt over hele p-pladsen.
Det var netop det Logan havde flugtet fra, da han deserterede fra hæren.
Logan fik rejst sig op og løb hen til den unge mand er havde spurgt om der stadig var håb.
"Hør her Knægt, nu gør du som jeg siger og ikke andet. Du tager den her skulderplade og mit sværd og tager ud i den del af skoven hvor der er elvere, der spørger du efter en elver, Belegurion søn af Belegion der skal du give ham de to ting, sørg for at du ikke bliver skygget" sagde Logan og fjernede sit sværd, tog sin skulderplade af og gav det til manden.
"Løb! Vi dækker dig!" råbte Logan og fandt en røggarant frem og kastede den i Lazarows retning.
Idet røgen begynde at lette sig lagde Logan sin M4 mod sin skulder og sigtede den mod Alexander.
"Lazarow! Jeg ved ikke hvordan du fik O'Manley til at gøre det der, men lige meget hva skal jeg sørger for at du vil komme til at bøde for det!" Råbte Logan og affyrede et par skud imod Scars.
En mand løb op til Logan.
"O'Connor! Hvad er orderen?" sagde manden man kunne tydeligt høre at han var bange, det var Logan også han kunne bare ikke tillade sig at vise det.
"Vi skal have noget dækning, jeg foreslår at vi smadre døren til super market og holder stand derinde og håber på at vi får luftstøtte fra vores helikopter" sagde Logan før han begynde at løbe hen mod super marketet.
"Kom os, lad os vise den blodsuger hvad vi er lavet af" råbte Logan mens de sidste løb in i super marketet.
"This is it!" Råbte Logan, hans mænd svarede simpelt "Hua!", et svar som alle fra Logan tidligere hold råbte inden en kamp.
Logan var klar, og han håbede virkelig at det ville gå godt.

//Jeg har ikke noget i mod det, det var kinda nice! :D Men jeg ville sætte pris på at ham der bliver sendt afsted til elverne ikke bliver nakket, for han er min forbindelse til min nye karakter ^^//

Splinter og menneske rester fløj om ørene på Alexander mens han stadig bevægede sig tættere på Logan, hans skridt var taktfaste dog med en underlig og nærmest legende hoppen der afslørede den enorme glæde han fandt ved at gøre dette mod Logan. Sløset smed Alexander detonatoren fra sig og hev den store sølvfarvede Desert eagle med de sorte dødninge hoveder frem, en kaliber 45 pistol der ikke bare slog nogen ihjel, men skabte skræk og rædsel blandt dem der så hvad den kunne gøre mod den menneskelige krop, men for Alexander var det helt bestemt på samme måde som når et lille barn blev sluppet løs i en slikbutik, jo mere han kunne skræmme og intimidere sine fjender jo stærkere følte han sig i realiteten. En stærk lykkefølelse gjorde allerede at hans sindsyge smil var mejslet fast i det ellers altid stenhårde ansigt.
Da Logan kastede røggranaten var han ikke dum nok til at blive stående, men flyttede sig en smule så han kunne høre projektilerne sejle ved siden af ham, Logan måtte være ude af sig selv og ganske rigtigt, da røgen lettede så han de sidste af oprørene med Logan som den sidste forsvinde ind i supermarkedet, fælden var klappet, de ville lave et 'Last Stand' og der var ikke flere steder de kunne løbe hen. Alexanders smil falmede til et mere skummelt og faretruende et, han kiggede op mod himmelen og sendte 'thumbs up' ud til det der lignede ingenting. Bag en computerskærm blev det registreret af den vagthavende sattelit tekniker at hans herre sendte ham signal om at sende forstærkningerne afsted.
Alexander vendte sig mod supermarkedet og vinkede til de af soldaterne der tittede frem for at få et glimt af den mand de alle så som den største fjende mod frihed de kunne forestille sig. Alexander gjorde sig usynlig og satte sig på en bil mens han ventede på sine soldater, Logans rebbeller var formentlig beder trænet end at tro han ikke var der fordi de ikke kunne se ham. Det måtte næsten var lige så skræmmende for Logans mænd at vente i uvisheden som at kæmpe, når Alexander bare lod dem vente ville de begynde at slås indbyrdes istedet da deres kæmp eller flygt mentallitet stadig ville være slået til på fuldt drøn.
Alexander lod Logan og hans håbløse oprøre vente i omkring et kvarter inden lyden af lastbiler, tunge soldaterstøvler og noget der lød som larvefødder kom nærmere, rundt om hjørnet på parkeringspladsen kom soldater klædt i sort fra top til tå med de røde briller og det sølvgrå lysnende mærke frem, de marcherede i paradeopstilling som en firkant med lige mange soldater på alle sider, flere af disse formationer bukkede op bag den første. Den første gruppe standsede bag Alexander og der lød et smæld fra geværene som de blev sat i jorden, den næste gruppe stillede sig ved siden af den første og lavede samme skræmmende gestus, efter et par minutter stod der godt 500 mand bag Alexander, men skræmmeforestillingen var ikke forbi, med en larm der fik jorden til at ryste kom en tank rullende om hjørnet og parkerede bag Alexanders mænd så der var et lille stykke ned til den.
Alexander trådte et par skridt frem og med klar stemme brølede han, "Dem af jer der vender sig mod Logan i håb om at jeg vil vise medlidenhed har tydeligvis ikke fattet hvem og hvordan jeg er, ligemeget hvad i gør nu skal jeg slå jer ihjel på den mindst human og mest modbydelige måde jeg kan forestille mig og det kommer til at tage lang tid!", derpå drejede Alexander rundt på hælen og gik ned mod tanken, i samme øjeblik han passerede den første række soldater lød der endnu en synkron bevægelse, soldaterne satte skudsikre skjolde i samme stil som SWAT modellen i jorden.
Resten af soldaterne dukkede sig så den første række med skjoldene nogenlunde dækkede dem. Da Alexander endelig nåede ned til Tanken sprang han let og elegant de godt fire meter op i luften og landede på tankens tårn.
Med en lille bevægelse mod Supermarkedet kom der et brag fra tanken der skød en granat mod supermarkedet og derefter råbene fra de mange soldater som stormede mod hullet mens de skød som vanvittige, Alexander kunne ikke andet end at smile som han hoppede ned fra tanken der kom med endnu et skud, langsomt og sikkert gik han mod supermarkedet for at indlade sig selv på selve kampen, han kunne ikke lade alt det blod gå ham forbi og desuden ville han gerne have så mange som muligt af Logans mænd fanget levende.

Logan så op idet Scars forsvandt.
"Jeg ved du er der Lazarow, du skal nok komme til at betale for det du gjorde mod vores skaber Kajika!" råbte Logan.
Logan og Alexander havde samme skaber, Kajika de Volkan, hvilket faktisk gjorde dem til brødre, men det ville Logan ikke komme ind på, for hvis hans mænd fandt ud af det ville de med sikkerhed tabe denne kamp.
Logan så rundt på de lettere rædselslagne mænd, Scars var er ikke, men Logan kunne stadig lugte ham.
"O'Meyers, kan du høre mig? O'Meyers vi har virkelig brug for de 50 mænd nu, vi er fanget! Svar nu menneske!!" sagde Logan ind i mikrofonen, noget måtte gøres.
Logan så endnu engang rundt, hans mænd havde vist endelig forstået hvilken alvor de var gået med til.
"Hør her mænd! Hvis I vil overleve så gør i som jeg siger. I holder jer fra Alexander Lazarow, det er kun mig der har erfaringen til at kunne nedlægge ham. Shoot them till they drop, skud hans mænd til de ligger ned, ikke nogle chancer skal tages. Dræb alt hvad der kommer igennem de døre, vis ingen nåde, for jeg ved at de ikke vil vise nåde, så vis heller ikke dem nåde! Jeg ved at I vil kunne klare det, hvis I bare holder jer til jeres træning." sagde Logan og tjekkede sit magasin, det var ikke godt et her.
Kort tid efter, der gik vel 5 min. kunne man fjernt høre lastbilerne og larvefødderne komme tættere på.
Logan rystede på hovedet over havde Scars sagde, Logans mænd havde viet deres liv til Logan og friheden, hvorfor skulle de så vende ham ryggen til, når de stod over for noget af det vigtigste i Di Morgas historie.
Logan så op fra et bord han brugte som dække, tanken kom tættere og tættere på før den stoppede.
"I dækning!" råbte Logan før et kæmpe brag kunne høres, og næsten efter begynde kuglerne at flyve, Logans mænd begynde at besvare ilden, dog havde de ikke den helt store ildkraft de havde M4'er og en enkelt M72 LAW slet ikke nok til at stoppe tanken.
Endnu et skud fra tanken kunne høres, Logan smed sig ned, for at undgå skuddet, han rejste sig op og trak sit gevær, han affyrede et skud imod en soldat der løb i mod ham.
Logans mænd var i stærkt undertal, Lazarow havde virkelig gjort meget for at sikre sig at Logan døde.
"Lazarow din kujon, kom og mød din skæbne!" Råbte Logan før han brugte sin evne kaldet 'Adrenaline Rush' til at undgå en af soldaternes slag med sit gevær. Logan placerede kolben af sit gevær i nakken på soldaten før han skød ham i nakken.
"Kom så mænd!" råbte en af Logans oprører.
Et tydeligt "Hua" kunne høres da Logan 25 oprører rejste sig op og begynde at løbe i mod det gabende hul i væggen.
Det ville blive den rene nedslagtning af Logans mænd.
Det vidste Logan godt, og derfor var han nødt til at gå først.

Alexander så sine soldater myldre op mod hullet i væggen mens han selv stille og roligt gik tættere og tættere på, hans egen soldater lavede et lille hul til ham mens han vandrede forbi dem, høje råb kom fra soldaterne som stille og roligt faldt tilbage mens deres leder gik frem, dem der var forrest kæmpede stadig, men dem var Alexander ligeglad med, de ville nedkæmpe så mange oprøre som muligt inden de ville falde tilbage og give scenen til Alexander.
Bragene blev større og større, men langsomt blev der givet plads til Alexander så han var blot ganske få meter fra hullet i væggen, han kunne høre Logan tale til sine soldater i den korte pause som fulgte hans fremmarch, han vidste hvad der ville komme, Logan var desparat og det samme gjaldt hans soldater, kampen ville snart være slut, om Logan kunne lide det eller ej. Alexander lod igen sin pistol komme frem, han pegede den direkte mod hullet i muren. Til Alexanders overraskelse var det Logan der først viste sit hoved, men det gjorde ingen forskel, Alexander rettede hans pistol mod hans knæ og afgav to skud mod hver inden han gjorde sig usynlig igen og skød den ene efter den anden af Logans soldater der forsøgte at storme ud, efter lidt tid trak Alexander sig væk så hans soldater kunne dræbe de sidste, ingen af dem skød mod Logan, de havde fået strenge ordre om at det Var Alexander der skulle få fat i ham, for der var meget større planer for oprørslederen end hans små døgnfluer af soldater.

Logan gik frem og affyrede en del skud mod Lazarows mænd, dog til ingen nytte lige meget hvor mange han dræbte kom der bare flere.
Logan så på sine mænd før han så frem, et brag kunne høres, efterfulgt af en enorm smerte i Logans højre ben.
Han faldt sammen, han have aldrig før følt så stor en smerte.
Det lykkedes for Logan at rejse sig op og humpe over til en af hans soldater.
"Hør her, I bliver nødt til at tage chancen og flygte hen til helikopteren, jeg vil prøve at dække jeres flugt, stik mig din røggarant" sagde Logan og gik fat om røggranaten og tag i spilten før han kastede hen ned ved siden af sig.
"Løb!" råbte Logan og begynde at skyde ud i røgen.
"Kom så! Lazarow, er du træt af at leve? Kom og mø din død" råbte Logan mens han støttede sig op af et bord, han kunne ikke klare det meget længere hans ben gjorde simpelthen bare for ondt.

//sorry længden :P//

Alexander kunne høre Logan tale til sine mænd igen, han gav dem ordre til at falde tilbage til den helikopter som allerede var rigget til med bomber, Logan burde have regent ud at hans soldater ville være prisgivet hvis han havde husket på hvem det var der havde haft en bombe spændt fast til brystet, der ville ikke være nogen flugt og alle de af Logans mænd der blev taget til fange ville blive tortureret til deres sind ikke var andet end en forkrøblet silohuet af det de engang havde været, løbet var kørt, men det syntes at være gået forbi hans nemesis.
Røgen begyndte at pulsere ud mod ham og hans soldater mens skraben fra borde og skrig fra indersiden af bygningen stadig kunne høres. Alexander sendte et kort nik til den nærmeste officer der på samme måde nikkede, drejede rundt på hælen og løftede en knyttet næve i vejret som han kort drejede rundt i en cirkel inden han pejede på bygningen, omkring 50 soldater smed hensynsløst deres våben fra sig og trak i stedet deres side våben, et standart Power sword som alle Alexanders mænd var udstyret med. En summen steg mens våbnene fik tid til at lade op inden soldaterne igen stormede mod åbningen, døden var ikke noget disse fanatikere længere frygtede, alt de gjorde var at lytte til deres herre.
Alexander selv var den første til at springe igennem røgen ind i det søndersmadrede rum efterfulgt af fanatikere. Alexander kunne ikke med det samme se Logan, men han kunne lugte ham og føle hans tilstedeværelse, de var trods alt en form for blodbrødre.
Alexander tumlede ind i rummet og fik sat skulderen mod en af Logans flygtende rebeller så han blev slynget gennem rummet og smadrede gennem bagvæggen, få og da slet ikke et menneske ville overlevet et sådan slag.
En lille ildkamp brød ud da de resterende af Logans soldater, der enten var for sårede eller ikke havde noget at komme ud blev angrebet af fanatikere eller Alexander der med et smil og et sindsygt brøl rev den ene efter den anden i stykker under store skrig.
Efter den korte kamp, hvor enkelte var blevet taget til fange gik Alexander afslutningsvis mod Logan "Logan, min kære ven, jeg tror desværre ikke du er i en position til at give mig den ægte død... men lad det komme an på en prøve senere", Efter at have sagt dette løftede Alexander sin ene støvle og sendte den hårdt ned i en stempling mod Logans ansigt.

//undskyld det er rodet, men jeg har glemt lidt af plottet... og undskyld det har taget så længe, jeg har bare haft rigtigt rigtig travlt//

Loan rystede svagt på hovedet mens han kunne høre alle de skrig fra hans mænd.
Det var simpelthen forfærdeligt.
ogan nåede kun at affyre få skud fra sin M9 og dræbe et par enkelte af Scars soldater, før han kunne lugte sin elskede blodbror.
"Lazarow du er det mest kolde svin jeg længe har mø....." mere nåede at Logan ikke at sige før Scars' støvle blev plantet i hans ansigt.
Logan rystede på hovedet og spyttede blodet efter Scars.
"Tror du virkelig at de slår mig ud? Du må være lige så dumme som resten af Di Morga! Tænk at de følger et sadistisk svin som dig" sagde Logan og prøvede at rejste sig op.
Kun med hjælp af et bord han lå op af, kom Logan op.
Han spyttede Scars i hovedet.
"Hvis du nogle sinde tror at mine mænd vil bukke sig for dig så må du drømme videre" sagde Logan og fik en af sin skjulte klinger frem og skar ham ned langs højre øje.
"Der fik du endnu et ar" sagde Logan og faldt sammen, han var uamattet, smerterne var alt for store.

//Sorry længden... Og btw et helt fint, det var da ikke så slemt et indlæg :)//

Alexander grinede til Logan, "Nej det anede mig der skulle mere til at slå dig ud, men jeg gjorde det ligeså meget fordi jeg syntes det er sjovt". Den første spytklat ramte forbi Alexander og han kom med et højt og sindsygt gennemsyret grin, han havde lidt svært ved at tro på det havde været så nemt at fange Logan til sidst, han havde ellers været dygtig til at undslippe hans ellers meget gennemtænkte planer, men ikke mere, nu var det Alexander der havde alle kortene på hænderne, Logans elendige og fejlslagne forsøg på at vælte ham var nu slut og det skulle ende på den mest barbariske og modbydelige måde Alexander kunne forestille sig, Logan skulle statuere et eksempel der ville skræmme alle andre fra at tage våben op mod ham og hans lig skulle pryde som Alexanders nye trone.
Den næste spytklat ramte dog dets mål og Alexander tørrede med en irriteret hånd tørrede han savlet væk og kom tilbage til denne verden, Alexander kunne se Logan komme på benene og lod ham give et lille trofæ på hans kind, arrene var jo som Logan forhåbentlig viste Alexanders måde at vise trofæer over værdige modstandere frem på.
Mens Logan faldt sammen satte Alexander sig på hug ved siden af ham mens han legede lidt med den kniv han havde i bæltet, "Jeg kunne slå dig ihjel nu Logan, men jeg har meget større planer... du har været en god modstander, selv på trods af dine åbenlyse svagheder og nedrige natur... Du skal have lov til at kæmpe en gang til", Alexander tog derpå sin kniv frem og legede lidt med den, "Men jeg tror lige vi bliver nød til at få sat det hele lidt i værk inden... du kan flytte ind i min fangekælder". Alexander tog hårdt fat om kniven og sendte den ned mod en af de skudhuller som Logan allerede havde i benet, samtidig med dette kom en lille pil susende gennem luften mod Logans hals, kraftig ædelgas med en nervelammende virkning ville formentlig penetrere Logans hud.