Hvad bringer dig herud Scars?

Stedet er gågaden i Terre
Omgivelserne er meget øede
Klokken er 23:58
Vejret er hundekoldt!

Natten havde taget himlens vagt nu. Stilheden var usædvanlig bredt i gågaden. Himlens mørke var skam ikke til at tage fejl af. Stjernerne glimtede fint på himlen. Fuldmånen der lod lyset glide over Di Morga. Der var få skikkelser herude. Mest hjemløse, end ikke de vovede sig ud. En rødhårede skikkelse gik på gågadens lysene stråler. Hvis man så hende i øjnene ville man flygte. Se ondskaben. Se hvad der ville ske hvis man blev. Det røde hår krympede sig sammen på hendes ryg. Hendes navn var Satina. Satina var iført en blå frakke der gik hende til 10 cm. Over hendes knæ. Så nogle sorte jeans der sad stramt om hendes ben, Og nogle ’Painted’ All-stars. Det virkede som om Satina var den eneste i gågaden. Lydene var følsomme. Uglernes tuden var lav, men den var der. Der var nogle få skikkelser på rådne bænke eller nogle der lavede hærværk på murene. Kort betragtede Satina dem og fortsatte. En lav musik kunne også høres. Det var fra en iPod som Satina havde i en slags taske i lommen. Hørertelefonerne dinglede en smule fordi Satina ikke havde dem i ørene. Stilheden var mærkelig. Der plejede at være fart på i gaderne, fulde mennesker der lige kom fra barer. Alt var lukket nu. Klokken var kun 23:58. Musikken spillede Can’t Fight The Moonlight. Det var endelig spild af tid a høre musik lige nu. Skridtene gav en lille lyd. Lyden var høj til at høres, og lav nok til at kunne blive ignoret. Satina lod blikket glide på de lukkede butikker. Inden hun vidste af det var hun nede ved en mindre roden bænke end de andre. Hun satte sig ned og kiggede på de mørke himmel med månens skinnen. Hvad lavede hun her ude? Det vidste hun ikke. Satina kiggede på flere velplaceret plakater. Kong Scars havde ikke gjort meget for at tænke på de racer der betyder noget. Jo engle, og asparer smagte selvfølgelig HIMMELSK. Der var dog nogle tilfælde hvor der var nogle uvidne væsner omkring så blev spist. Satina tænkte på Helena. Helena som blev lokket hos Amanda og blev drænet for blod. Nu lå hun nede i katakomberne. Død med armene over kors. Et hæs hosten løb over Satinas læber. Rosenrøde læber. Satina kiggede stadigvæk op i luften. Ingenting. Aften var kedelig, intet ville sandsynligvis ske. Folk turde ikke vove sig ud af dørene. Kun om dagen. De tog også det hele som Halloween. De puttede græskar og en masse andre ’beskyttende’ ting såsom hvidløg. De lod ikke til at tænke på djævle. Djævle blev ikke påvirket af disse ting.

Lyden af to personer der løb kunne høres igennem sidegaderne til gågaden, der var en der med lette og hurtige skridt syntes at prøve at slippe væk fra en anden der havde noget tungere, men dog stadig unaturlig hurtige skridt, gang på gang kunne man høre dybe hvæs og fortvivlede piv fra de to mens de stormede afsted og væltede både skraldesække og alt muligt andet i deres 'leg' eller jagt. Med et fattede man det ikke var en leg da den bagerste skikkelse blev synlig mit på gaden i et øjeblik, hans hoved var dækket af en hætte, men de syregrønne øjne og de perlemor hvide hugtænder stod alligevel frem selvom man ikke kunne se resten af skikkelsens ansigt, han kom med et brøl der mindede om en løves før han igen forsvandt ind i de mørke side gader og lyden af jagten fortsatte for fulde gardiner.
Alexander elskede jagten, der var intet bedere og i dagens anledning havde han enda ikke engang sin notmale uniform på, nej han havde et par sorte bukser samt nogen sko der passede til. Den stakkels elver han havde udset sig som sit mål måtte efterhånden være meget meget træt siden han nu havde leget med hende i mere end to timer, et mennekse ville have faldet om af udmattelse nu, men elveren kæmpede videre med livet som indsats selvom hendes fart efterhåndend var blevet så lav at han ikke engang skulle koncentrere sig for at følge med hende. Hendes fortvivlede støn og hendes hjertebanken var som sød musik i hans øre og desuden begyndte 'legen' at kede ham nu, der var andre ting i verden en jagt og det vidste han godt, men ikke destro mindre fandt han det stadig som en af sinde yndlings hobbies når han engang imellem havde tid, det var bare vigtigt at der ikke var nogen der kunne kæde ham sammen med mordet på hans egen befolkning.
Alexander sprang frem og ramte elverkvinden så de tumlede ud på gaden lige foran en rødhåret kvinde. Elveren skreg, men det forsvandt hurtigt da Alexander satte tænderne i hende og begyndte at dræne hende for det dejlige og fyldige elverblod, der var ikke meget der var bedere og det havde også været til hans store glæde da han fandt ud af hvilken race det var han jagede. Blodet strømmede ned af kinderne på ham og landede på jorden, med et var han ikke længere sulten og han smed elverens kadaver på jorden med et slevtilfreds smil, det havde været sjovt så længe der varede.