Now I want to see you go - Scars

Sted - The Quatre, i en af de finere værelser
Tid - Omkring 22 tiden, måske lidt senere.
Omgivelser - Tanja og to vagter ved døren
Vejr - regnen styrter ned, mens det blæser en hel del

,,Ingen kommer ud, og ingen kommer ind'' beodrede en høj kvinde, med lange brune lokker, inden hun drejede om på hælen, og forlod det værelse, hvor døren ind til hotelværelset lå, for at gå ind i et rum, fyldt med billeder og papirer der rode på et skrivebord, det var tydeligt at se at kvinden havde haft et længere ophold her, end så mange andre gæster.

Hun fugtede kort læberne, og satte sig meget beslutsomt foran skrivebordet, og sukkede kort. Dette var langt over hendes kompetance, men hun så ingen anden udvej end denne. Væggen bag hende var fyldt med billeder, billeder af den samme mand, ingen andre end Alexander Lazarow, bedre kendt som Scars. Hun havde en historie med denne mand, men hvilken var uvis for mange, og dem som der kendte bare en smugle til det de havde gået i sammen, lå i deres grave et ukendt sted, som ikke ville blive fundet i meget lang tid.

,,Undskyld, det var ikke sådan jeg havde set det skulle ende'' mumlede hun stille for sig selv, ens at de brune øjne rettede sig imod ruden hvor regnen slå imod, og stormen hylede uden for, mens hun sad inde i varmen.

Et helt andet sted samme tidspunkt, en flok trænede swat lignende mand gør klar til at storme en bygning, ordre fra ingen andre end Tanja Malcovich, hvorfor dette mål var så vigtigt, vidste ikke en gang manden som ledte denne operation, ingen spørgsmål var blevet spurgt, da betalingen havde været langt over standart.

,,Blue Alfa til green team''
,,Copy and ready''

Manden lavede håndtegn til mændende, som nikkede sammenbidt men forstående, næsten lydløst i mørket bevægede de sig af sted, mod målet, manden som befandt sig inde i denne bygning.
Ingen vidste hvad og hvem det var de var igang med at stille sig op imod, ingen konkrete oplysninger var givet, ud over at manden under navnet Scars skulle elimineres så hurtigt som det var muligt, en smal sag havde de selv ment, men hvor mange kendte egentlig til denne mand, det var jo efterhånden en god tid siden at nogen havde ladet sig høre fra ham, forsvandt fra tid til tid, lidt af et sammentraf at han skulle være der inde, selv samme dag, som pengene var blevet sat ind på deres bank konto.
,,GO GO GO!'' døren blev sparket ind og så begyndte skyderiet at tage sin gang.

Alexander stod og kiggede ud på regnvejret, hans grønne øjne gled henover landskabet mens han ventede. En gruppe soldater stod udenfor hans dør og ventede på at brase ind, han havde vidst de ville komme på et tidspunkt, men han var ikke sikker på hvornår. Lugten af deres tøj havde vækket ham fra hans arbejde og han lod blikket hvile kort på de to sølvfarvede Desert Eagle pistoler, der var tro kopier af de selvsamme han havde mistet under kampen om tronen for så uendeligt længe siden. Hans lyse hår hang ham til ned over skuldrende og vidnede om at hans udseende ikke havde været noget han gik op i, mens han producerede de to store pistoler der lå på bordet. Hver af pistolerne, havde et magasin der lå ved siden af og var klar til at blive proppet i pistolen med det samme når soldaterne kom ind.
Alexander kørte en hånd gennem håret og kiggede ned af sig selv, hans militær-bukser og en gammel Tank-top udgjorde hans påklædning. Han havde bare fødder og det så ikke ud til at han havde haft sko på det sidste lange stykke tid, mørke plamager var at finde overalt på dem, havde det været et menneske, havde man kunne mistænke tilstanden for at være koldbrand.

Alexander smilede til sit spejlbillede i vinduet, at Tanja havde valgt selv at komme til ham, havde gjort en hel del ting i hans nu udøde liv nemmere. Han havde længe arbejdet på at afslutte gamle opgør og sørge for at han igen blev kendt i underverdenen som den supreme leder af sortbørshandel af våben. Og hvordan viste man bedere det end ved at rydde personen som ligenu var den bedste af vejen, at Tanja så havde valgt at opsøge ham selv, gjorde jo bare tingene nemmere. Alexander fik et lumsk smil mens han drejede sig rundt og proppede magasinerne i pistolerne, hans forhold til Tanja havde aldrig været andet end en kamp om hvem der var bedst og som det var nu havde han opnåede et trussels faktor som havde lokket hende fra fra sit skjul.
Han kunne dog lugte at hun ikke var med, men han kunne vel altid sigte lavt og tvinge oplysninger ud af folk, det havde han gjort så mange gange før, men på den anden side var det lidt at ødelægge jagten, hellere lade instinkterne og sanserne lede ham til hende, det ville blive sjovere for dem begge.

I sekundet hvor en soldat satte foden mod døren gjorde Alexander det samme, hvilket resulterede i at døren sprang af hængslerne og soldaten blev mast mellem døren og væggen bag ham, han var ikke død, men han havde det bestemt ikke godt.
Skyderiet der efterfulgte varede ikke meget mere end et par sekunder inden dødens stilhed lå i korridoren. Alexander var blevet ramt to gange i skulderen og en gang i brystet, men da soldaterne have troet ham et normalt menneske, var kuglerne allerede ved at blive skubbet ud af hans krop igen. Manden der lå klemt bag ved døren forsøgte at trække en mindre pistol ud af sit belte for at skyde Alexander der roligt var på vej over mod ham, men han var for langsom, roligt satte Alexander foden mod døren og med hvad der føltes som et blidt tryk for ham, kom der en lyd der minede om når en nød knækker. Han smilede fortsat for sig selv da han bøjede sig ned til en af mændene og smalede en hørersnegl op, "Du ved Tanja... At nu kommer jeg efter dig" han knuste den i hånden og rev sin sorte frakke ned fra en knage og begav sig ud i mørket.

En af mændende som stod vagt ved døren tog sig til øret, da han hørte en ukendt mande stemme, snakke igennem operatiørens øresnegle, og ud fra hans ansigst udtryk der førhen havde kunne været beskrevet som hugget ud af sten, forvandlet sig nu til nogle store fuger i panden. Hvor efter han med hastige skridt gik ind på kontoret.

,,Vi har et problem, vi må øjeblikkeligt føre dem til et sikkert sted''
Tanja kiggede mistroisk på ham, hvad fanden mente han med 'vi har et problem', hun var altid i problemer, var denne mand en idiot?
,,Ikke tale om, jeg bliver lige her, hvis han er efter mig, så vil han finde mig hvor end jeg er, at han ikke har gjort noget før nu, overrasker mig faktisk, og hvis han havde villet mig død, havde han gjort det for længe siden, trust me, han har haft flere muligheder to do so''
Hun fandt hurtigt en pakke cigaretter frem, en blev friske frem, og sat i mundvigen.
,,Jeg går ingen steder, er det forstået?''
,,Yes ma'am''

Hun tænde sin smøg med en af de mange lighter der lå på skrivebordet, selvom mange af dem var gemt væk under bunker af papirer, hun burde virkelig få ryddet op i alle de ting, men med alt der var sket på det sidste, følte hun at hun var blevet en del mere sløset, måske havde det noget at gøre med hvor lidt søvn hun egentlig havde fået.

Nu var der intet andet end at vente på at han ville dukke op, også var det vel kun at kæmpe til det sidste.
Hun satte sig i stolen, smed benene op på bordet, samt de bedste pistoler hun nogen sinde havde lavet i sit skød.

Ja nu var der intet andet end at vente

Alexander gik hurtigt igennem regnen, den svage lugt af mug og skimmel hang i luften i de mørke tætte gader i den gamle bydel som han kom fra, jo længere han bevægede sig imod den mere moderne del af byen, jo mere åbnede verden sig op for ham og de skræmmende silhuetter som de gamle bygninger kastede blev af løst af de lysende og smukke bygninger som prikkede ved Alexanders lyst til at føre en bull-dozer. Stedet vidnede i høj grad om en ny æra som landet var trådt ind i, en æra der fik det til at vende sig inde i ham af afsky, verden var ikke et sted hvor man kunne komme sovende til noget, livet var en jagt og jagten var det man levede og døde for. Di Morgas befolkning havde glemt hvad det ville sige at kæmpe sig til noget og frem for alt at kæmpe for sin overlevelse, at træde ud fra resten og bevise at man var den der havde styrken og magten til at lede til storhed.
Verden skulle igen skælve ved hans fødder, dem der ville stå i vejen for ham ville blive ryddet af vejen og de som fulgte ham ville blive belønnet, sådan som det altid var.

Alexanders næse vibrerede et par gange, mens han fulgte de forskellige lugte, der var ikke noget der på den måde afslørede hvor Tanja havde gemt sig henne. Lidt længere nede af gaden var en forladt politistation, hvis Alexander selv skulle have valgt et sted at have en midlertidig base, ville han have taget det sted, det var nemt at forsvare og lige så nemt at forklare overfor spørge lystne naboer.
Alexander gjorde sig usynlig og gik nærmere, en mand i uniform afslørede med det samme stedet, desuden sprang lugten af velkendte cigaretter hurtigt i næsen på ham, der var alligevel ikke nogen grund til at snige sig frem, han kunne lige så godt bare skræmme hvis han kunne. En meter før han nåede frem til soldaten blev han synlig igen, trak sin pistol og skød ham i brystet to gangen soldaten kunne så meget som mumle i overraskelse. Uden rigtigt at tage sig af at alle nu vidste han var der fortsatte han ufortrødent frem mod døren til den nedlagte politistation, hvor to soldater mere måtte lade livet som de kom løbende for at se hvem det var der skød.
Indenfor blev alle der kom i vejen for ham massakreret, lugten af cigaretten var alt han fulgte.

På toppen af en trappe blev Alexander overrasket af en mand der sprang ud fra en dør og skød ham flere gange i brystet og armene inden han kunne stoppe ham. Det gjorde ondt som helvede men det ville ikke engang risse lakken, som han fortsatte ned af gangen klirrede det, hver eneste gang en patron kom ud af hans krop og landede på gulvet. En anden soldat kom ud fra en dør, han fumlede med sin pistol da Alexander kom mod ham. Soldaten rystede så meget på hånden at han ikke kunne ramme Alexander, selvom han nåede at skyde tre gange, inden Alexanders hånd lukkede sig om pistolen og klemte metallet som et plastickrus.
Han lod manden stå, han var for bange til at udgøre en trussel mere, "Hvor er Tanja?", soldaten pegede mod en dør lidt væk og hviskede "Hvad er du?", Alexander svarede ikke, men smilede bare svagt.
Manden på den anden side af døren var heller ikke meget smartere end de andre, omend en del bedere trænet og helt sikkert en eller anden form for officer, Alexander knuste hans hoved ved at løfte ham op i en hånd og klemme til manden døde af det.

Stille og roligt åbnede han døren indtil Tanja's kontor, han hængte mageligt frakken på en krog og satte sig foran hendes med en pistol liggende henover skødet, hvis det kom til det vidste han at han trak hurtigere end hende, det havde han altid gjort, men nu kunne den have ligget i hans frakke og han ville stadig kunne trække den inden hun rørte sin pistol. Hans stemme var rolig og kontrolleret og hans blik var nærmere det af en elskers end en modstanders "Tanja, sidst jeg så dig var du nøgen og lænket til en seng på et hotel i Polen", han smilede svagt og uigennemskueligt "Jeg håber ikke at de tegninger og designet på dine pistoler var noget du ikke kunne lave igen". Han trak selv en cigaret frem og tændte den med en af Tanjas mange lightere.

Skudende kunne høre selv inde fra kontoret af, det var der hun vidste at han allerede var her, han spildte virkelig ikke tiden. Hun tog et langt sug af sin cigarret, og lukkede øjnene, mens hun tog sig tid til nyde røgen der fyldte hendes mund, dernæst lungerne, hun åbnede øjnene igen, og smilede svagt. Alle de minder hende og Alexander havde haft, de ting de havde gjort imod hinanden, hvor mange gange hun ikke havde brugt sin krop på at få noget fra ham, en af hans mange genialle idéer, fordi at hun ikke gad at spilde sin tid på selv at opfinde dem, og ligeledes, hvor mange gange havde han ikke charmerede sig ind på hende, til at de til sidst havde ligget nøgne i sengen igen, køkkenbordet, stuen - men alt det, virkede så langt væk nu, det havde ingen betydning, alt i alt havde det altid været en spørgsmål om hvem der kom med de bedste våben de kunne sælge til højst bydende.

Havde hun fået følelser for ham, eller? - Hun skød hurtigt den tanke væk, sådan måtte hun slet ikke tænke, han var nu en alt for stærk konkurrent og måtte derfor elimineres, der var ingen anden udvej, hvis hun gerne ville bibeholde de store indkomster hun skrabede sammen, hun havde nydt godt af de øjeblikke hvor at Alexander nærmest var som forsvundet fra overfladen, men nu, nu... Det var lige før at hun slet ikke kunne tænkte den tanke færdig, men det måtte gøres, ingen anden vej uden om.

De grønne øjne lagde sig på skikkelsen ind, hun hævede det ene bryn i forbavselse over hvad det var der trådte ind af hendes dør, det var tydeligt at han ikke havde passet særlig meget på sin ydre det sidste lange stykke tid, og hun havde altid set ham som en person der gik meget op i sit image, og hvordan han tog sig ud når han skulle præsentere sine nyeste opfindelser, for de mange købere.

"Nej, tog mig dog kun tre måneder længere en planlagt" sagde hun næsten uden følelse i stemmen, øjnene flakkede rundt i rummet, men de så ingen udvej, det var nu, og hun var ret sikker på at dette ville blive hendes undergang, hvis ingen af hendes mænd havde kunne stoppet hende, hvorfor skulle hun så stå en chance.
Hun tog endnu et hvæs fra den næsten døde smøg, og pustede røgen i hans retning.
"hvad, er du helt stoppet med at kigge dig selv i spejlet?" sagde hun, og et smil krusede langsomt frem på de fyldige læber. Hun måtte tænke sig om før hun lavede noget, hun måtte vurdere hvor vidt om han ville slå hende ihjel, eller bare var kommet her for at vise hende, at han stadig var den stærkeste af dem begge.

Hendes hænder lukkede sig langsomt omkring pistolerne, men hun gjorde ikke mine til at trække dem, endnu. Benene lå stadig over kors på bordet, fødderne var iført nogle tunge militær støvler, nogle stramme bukser som var sorte, og en stram sort t-shirt, meget uformelt, og ikke videre spændende at kigge på, men ikke desto mindre, var hun stadig en af de smukkere kvinder.

Alexander smilede over hendes spydige kommentar om hans udseende, han vidste godt at han ikke ligefrem var skøn at se på ligenu, men visheden om at han selvom han så sådan ud stadig ville kunne score hende gjorde ham glad. Han lod på samme måde som hende hånden glide ned over pistolen, "Når man har evigheden til at klare denslags, får man et andet perspektiv på tid... at jeg har brugt 3 uger på et eller andet føles ikke længere som særlig meget", han pustedet røg ud gennem næsen, han var ikke helt sikker på om hun rent faktisk vidste hvad han var blevet, han havde en anelse om at det var tilfældet, da hun havde troet at normale lejesoldater var nok til at rydde ham af vejen, måske han kunne få en smule sjov ud af det nu han var igang.
Alexander klappede sin pistol og kiggede med de skarpe syregrønne øjne ind i hendes, under hans tid som diktator var der i befolkningen vandrehistorier om at han kunne kigge ind i folks sjæle, samtidig med at der også gik mange andre slører historier om at han blandt andet kunne gøre folk onde ved at smile til dem. Han mente ikke selv han gjorde folk onde ved at smile til dem, den eneste der plejede at blive 'ond' når han smilede havde været Tanja og det havde for det meste været de blå mærker og de stjålne prototyper, tegninger og alt muligt andet værd, bare fordi deres kendskab til hinanden havde gjort at de begge kæmpede ekstra hårdt for at være den bedste indenfor sortbørshandlen af våben i alle mulige former.
Faktisk når det kom til stykket var han en smule ked af at han nu var nød til at aflive personen der havde været hans elskede fjende i en stor del af hans liv, hun fortjente vel egentlig bedere end at blive skudt i hoved og ende på et splitsekundt, hun fortjente at kæmpe mere og dø langsommere.

Han tog pistolen op og snurrede den rundt to gange inden han satte den tilbage i bæltet på hans ryg, hvor dens tvilling for øvrigt også var placeret. "Ville det ikke være en skam hvis vores sidste kamp skulle foregå ved at jeg skyder dig i hoved mens du blinker? hvad siger du til at vi gør det mere spændende", Han smilede og rejste sig. Han stillede sig foran døren og holdt den ene hånd frem, "Jeg lover enda jeg kun vil bruge venstre hånd". Han vidste hun ville se det som fornærmelse nok til at tage kampen op med ham, så fandt han endelig også ud af om hun vidste hvad han var blevet eller om hun stadig troede han var en der bare kunne slås ned med en vase i nakken som det var sket flere gange.

Hendes øjne lynede imod ham, hvor vovede han. Hvorfor kunne han ikke bare skyde hende, også komme videre i sit liv, hvorfor skulle han trække det ud på den måde.

Hun sank en klump hun havde fået i halsen, og kiggede væk. Hun kunne mærke at hun ikke længere havde særlig lang tid igen, men hvis hun virkelig skulle forsvinde fra denne verden, ville hun ikke forsvinde særlig let, ikke uden i det mindste at prøve at kæmpe. Men hun vidste ikke særlig meget omkring disse vampyrer skabninger, det var som om, at de mennesker hun havde spurgt bare ikke ville forklare hende, hvad det egentlig indebar, bøgerne havde hellere ikke hjulpet hende særlig meget, ud over at fortælle hende, at de næsten var uddødelige, jo ældre en vampyr var, jo svære var de at gøre bugt med, med mindre man lokkede dem ud i sollyset, var næsten umuligt.

,,Så du tror virkelig, at jeg stoler på dit ord?" sagde hun skeptisk, og rejste sig langsomt op fra kontorstolen, hun ligeledes førte sine pistoler ned i hendes hylster, so hang under hendes armhuler.

,,Jamen så må du jo vise mig hvad du har i dig, hvad dette væsen du er blevet til, er i stand til at gøre ved almindelige mennesker som mig'' Hun nægtede at lade sig kue af, at han følte sig overlegden, trods at det faktisk var tilfældet, men som for beskrevet, hun var ikke klar til bare at give op, uden en rigtig kamp, uden at hun i det mindste prøvede at kæmpe for hendes liv, selvom.. hvad var det overhoved at kæmpe for? Et eller andet sted, var det eneste hun hadet, sin logik, og hendes store talent til at lave våben.

Nu ventede egentlig bare på, at han ville føre det første slag, hun kunne intet andet end at kæmpe så godt imod som hun nu en gang kunde. Skæmt, det kunne man vel godt kalde hende, hjertet slå hurtigere end det burde, og hun kunne mærke hvordan at hendes puls dunkede rundt i blodårende, en lille sved dråbe gled langsomt ned af hendes tænding, nu ville det vise sig, hvor det ville ende henne.

Alexander lod hende ikke vente et sekund, hun ville heller ikke have givet ham plads til at nå at gøre noget, hvis rollerne havde været anderledes. Han sprang frem mod hende og slog ud efter hendes mave. Armen kom svingende op mod hendes mellemgulv, med hele Alexanders vægt bag slaget, dog valgte han at gøre det 'blødt' nok til at han ikke bare ville stikke armen igennem hende, men nærmere bare ville få hende til at tabe pusten og kæmpe med at holde sig på benene hvis det da ikke bare ville sende hende i gulvet med det samme.
han kunne ikke lade være med at smile og se hende i øjnene mens han gjorde, han vidste hun ville give mere kamp fra sig og det først var når hun ikke længere kunne røre sig at han havde vundet, men ikke destro minde var kampens udfald allerede bestemt på forhånd og hanovervejede om han også skulle tage hendes selvtillid og knække hendes psyke inden han lod hende dø, hun havde ikke fortjent nogen form for medlidenhed, for hun ville aldrig nogensinde udvise ham nogen.

Alexander ville gøre sig usynlig efter slaget og rykke sig om bagved hende, så han kunne hviske hende i øret, "din død vil blive ulidelig og langsom". Med sin enorme styrke ville han løfte hende i hendes hår og kaste hende ind mod væggen, men stadig uden at bruge sin fulde styrke, hun skulle ikke have det så nemt at hun bare skulle dø ved et sammenstød med væggen. han kunne mærke hvordan han blev ophidset af kampen, tankerne om hvordan det plejede at ende når de sloges lå i hans underbevidsthed og han kunne bare ikke afhjælpe det, måske han burde nedværdige hende en sidste gang på den måde også. Han flyttede tanken igen, det var ikke passende at tage glæderne på forskud, han kunne jo gøre med hende som han ville når hun ikke længere kunne kæmpe.

Hun formåede at parere nogle af hans mange slag, som blev sendt imod hendes mave, og mellemgulv. Hvilket bare resulterede i ekstreme smerter i hendes arme, da han virkelig slå igennem. Hvad var han, hvordan kunne han dette, hvor kom denne uovervindelig styrke fra, i et split sekund, kunne hun mærke begæret til selv at kunne mestre denne styrke.

Det sidste slag blev kun pareret således, at han i stedet ramte hendes hofte, og en uhyggeligt knas kunne høres højere end at det burde, og smerten bredte sig som ild i hendes krop, og lammelsen i det højre ben indtraf. Langsomt måtte hun synke ned i knæ, da hun simpelthen ikke kunne holde smerten ud. Hun kiggede op på ham, hendes øjne var fuldstændig følelses løst, lige som hendes øjne, hun ville ikke give ham den tilfredshed om at be' for sit liv, hvis situationen var omvendt, havde hun hellere ikke sparet ham for hans lidelser, hun havde nydt det, helt til det sidste. Et næsten psykotisk smil bredte sig hen over hendes læber.

Hun måtte dog tilstå at hun blev overrasket da han pludselig, for hendes øjne forsvandt, hvordan?! Han havde jo stået lige der, lige foran hende, hvordan var det muligt.
Hun nåede ikke at fuldføre den tanke, før at hun kunne mærke hans ånde mod hendes øre, hvor efter hans stemme bredte sig i øregangen. Uden at ville det kunne hun mærke hvordan at hans stemme fik varmen til at brede sig i hendes krop, og hun glemte for et stund smerten der gik igennem hendes hofte.

Hun kunne næsten ikke lade være, da han sagde som han gjorde, et grin bredte sig i hendes mund, og da hun åbnede munden kunne hun ikke holde det tilbage, det var først da han hæv hende op i håret, og smed hende ind i væggen, at hun ikke følte at hun kunne holde til meget mere, hun landede på alle fire, efter sit sammenstød med væggen, og prøvede så godt hun kunne at komme op på benene. Men det blev lettere akavet, og hun måtte støtte sig til væggen på grund af den brækkede hofte. Øjnene scannede hurtigt rummet, der var virkelig ingen måde hun kunne flygte, og det var lige før det stak i øjnene, hun skulle virkelig dø i dag, det var bare ikke gået op før nu.

,,jamen så må vi jo hellere komme i gang pretty boy''

Selv om hendes hofte var blevet knust var hun stadig den samme spydige kvinde der ikke kunne fatte når hun havde tabt. Respektløs til det sidste også selvom det bare betød at det ville tage længere tid og påføre hende langt mere smerte end han havde tænkt sig til at starte med. Hendes smerte og den krybende frygt kunne han mærke lige så tydeligt som hvis hun havde kørt en finger henover hans pande, tiden som vampyr havde lært ham at spotte hvornår almindelige mennesker opdagede at den de stod overfor var en uddødelig, et af nattens børn født af det samme mørke som levede i alle mennesker, men styrket gennem forbandelsen der samtidig gjorde dem svage overfor solens omklamrende stråler.
Alexander begyndte stille og roligt at finde ud af at det måske ikke ville være nok blot at slå Tanja ihjel, måske ville det være bedere at straffe hende på en anden måde end at lade hende dø en langsom og pinefuld død. Han havde stået og kigget på hende lidt med store øjne, som om han forsøgte at finde ud af hvad han skulle sige, men Tanja fik samlet sig selv sammen først og han smilede bare over hendes ord "Så gerne". Alexander forsvandt fra syne og bevægede sig hurtigere end noget menneske ville kunne og rettede et knæ-spark mod Tanjas maveregion, ramte han hende ville han smadre sin albue ned i ryggen på hende så hårdt at han vidste at hun ikke ville komme op igen med egen hjælp, forhåbentligt kunne han brække ryggen på hendes så hun blev lam og de rigtigt kunne have det sjovt sammen.

Hans tanker gik tilbage til tiden da han og Tanja havde haft et mere... romantisk forhold til hinanden, det havde ikke varet særlig længe, men det havde været heftigt og han havde mistet to tænder i processen. En af de positive aspekter ved at blive vampyr var at man healede og efter et år som vampyr var hans proteser faldet ud og hans rigtige tænder var kommet tilbage igen.
Hvad Tanja helt præcist havde set i ham dengang anede han ikke, han havde været en gammel mand tættere på 50 end 40 og med brandsår over hele venstre side af kroppen. Hun måtte have set ham siden på billedet, ellers havde hun ikke anet at han var den selv samme Alex som dengang havde adgang til penge og magt som flere lande ikke kunne måle sig med.

Hun tænkte kort tilbage, på det chok hun havde fået, da hun havde set billede af Alexander af hvordan han nu så ud. Manden hun en gang havde kendt, var slet ikke til at finde i det hun havde fået vidst, den eneste grund til at hun virkelig havde kunne genkende ham var hans blik i øjnene, den måde hans ansigtstræk var formet, han kunne måske ændre sit udseende, men han kunne ikke slette de tegn efter alle de år i den branche de havde været i. Selvom hun ikke ville indrømme det, kendte hun ham nok bedre end nogen anden, og de var nok også meget mere ens end som så, og når man tænkte på at det hele bare havde været en leg, se om hun faktisk kunne få skovlen under ham, og derefter stjæle hans papirer, hvad hun ikke havde forudset var at han havde egenskaberne til at gøre præcis det samme.

Tanke strømmen blev brudt ligeså hurtigt som den var opstået, da hun mærkede hans knæ presse alt luft hun havde i lungerne ud, da han ramte plet lige i maven, hun var så disorienteret pga. smerten, at hun ikke kunne tænke klart længere, hun vidste det var det dummeste hun kunne gøre, da hun udenmærket vidste det næste træk der ville komme, nemlig albuen lige i ryggen, men smerten var for stor, og hun rummede sig sammen, og rigtig nok så kunne hun albuen bore sig ned i hendes ryg søjle, men til hendes held kunne hun stadig mærke sine ben, men ikke desto mindre fik det hende til at falde fuldstændig sammen på gulvet. Hun lukkede øjnene i smerte, og måtte spytte blod ud af munden, dette var ikke godt, dette var alt fra godt. Men hvad kunne hun gøre?

,,Få det nu bare overstået Alexander, hvorfor trækker du tiden så langt ud, man skulle jo næsten tro du ikke havde lyst til at dræbe mig.." grinede hun hæst, det var mere en stønnen frem for et grin, smerten var næsten for meget for hende, og det sortnede for øjnene.
Fuck

Overstået? Troede hun at hun skulle få det så nemt. Lugten af hendes blod fik sulten til at buldre i ham, ville det være den sidste og endelige skam at bringe på hende, at dræne hende for blod og efterlade hende som et tomt hylster der vidnede om at Alexander igen var på krigsstien. Han satte sig på hug ved siden af hende og smilede mens han lod en hånd glide henover hendes kind og igennem hendes hår. Det var en skam at det skulle ende for Tanja på denne måde, han havde håbet at hun ville have lidt mere stil over hvordan hun ville forlade verden, men hun havde valgt at kaste sig ud i en kamp med en som hun kun måske havde kunne slå, for han blev vampyr, men nu ikke havde en chance for at give en skramme. Hun var en killing der havde trådt ind på tigerens jagtområde, men så igen, hun havde ikke flygtet hun havde mødt ham med åben pande, selvom at han havde kunne mærke på hende at hun regnede med at han ville blive hendes endeligt.
Mod var en mærkværdig opførsel som Alexander ikke påskønnede, mod bragte en i dårlige situationer, og var næsten lige så skidt som at være dumdristig, men til forskel vidnede det om at man ville kæmpe for noget til den bitre ende.

Alexander kørte en finger ned under Tanjas hage og løftede den så hun kiggede op på ham, "Du skal ikke komme og fortælle mig du ønsker at dø, jeg kender dig bedere end det, desuden kan jeg lugte hvor bange du er ligenu... Hvis jeg nu fortæller dig at jeg kunne gøre dig til noget bedere, noget stærkere", han lod sit hoved komme tættere på hendes, så deres ansigter næsten rørte ved hinanden og de to lange hugtænder sprang frem fra deres skjul. "Jeg kan give dig mere end livet, hvis du lover at tjene mig", han bøjede hendes hoved til den ene side og blotlagde hende hals, "Valget og frygten er din, grib chancen eller dø", han lod hugtænderne bore sig ned i hendes hals og lod blodet fosse ind i munden, så røde streger geled ned fra hans mundvige.

Hun rørte næsten ikke på sig, kræfterne var så småt ved at ebbe ud af hende, man kunne jo hellere ikke lige frem sige at hun havde prøvede, måske kunne man næsten sige at hun havde forliget sig med, at dagen i dag var dagen hun skulle dø. Der var kun en eneste logisk forklaring, og det var at tiden for hende var forbi, hvorfor så kæmpe imod, de slag hun fik, den smerte hun følte, var vel bare en del af, at hun ikke havde opført sig helt hæderligt i hendes nu 31 årige liv. Hvis hun skulle dø, var der alligevel ingen andre hun ville kigge ind i øjnene, en sidste gang end den mand.

Hun lukkede lige så stille øjnene da han lod fingrene glide igennem hendes hår, der var blandet med sved, blod og lugten af røgen fra hvad hun gik ud fra havde været hendes sidste cigarret. Hun måtte anstrenge sig for ikke at græde, men det lykkedes dog også for hende til sidst, den fryd ville hun dog ikke tillade ham, lige meget hvad.

Han løftede hendes hage op, åbnede hun øjnene, og kiggede ham direkte ind i de syre grønne øjne, pludselig var hun ikke bange længere, et eller andet sted vidste hun alt nok skulle blive okay, og hun havde det egentlig fint med det.

Hun nåede ikke at svare på hans spørgsmål, og følte ikke rigtig der var nogen grund til det, hun bed tænderne hård ned i læben, da hun mærkede de syle spidse tænder bore sig ned i hendes hals tynde hud, hun stønnede over smerten, den overdøvede næsten alt andet, hun kunne ikke længere mærke noget andet end hvordan at blodet langsomt blev drænet fra hendes krop, den smerte og lammelse.

For at vise at hun havde overgivet sig fuldstændig til ham, gjorde hun hverken modstand, eller prøvede at tale ham fra det. Hun lukkede øjnene, med nogle af de sidste kræfter hun havde, lagde hun hånden rundt omkring hans nakke, og trak sig tættere på ham, i håb om at det ville overstå lidt hurtigere.

Han kunne mærke hvordan hendes blod langsomt begyndte at flyde mindre hurtigt ud i hans mund og han var overrasket over hvordan Tanja opførte sig, hun havde trykket sig ind til ham i starten, men nu var hun slap som en kludedukke fordi den akutte blodmangel gjorde at hendes liv var ved at ebbe ud, ihvertfald det liv hun havde kendt til før. Han slap taget i hende og lod hende dumpe ned på gulvet, mens han knækkede sin nakke ved at dreje hoved fra side til side, dråber af Tanjas eget blod dryppede ned på hende og en stor våd pøl af rødt, var på hele hans overkrop og løb ned af hans kinder.
Han tog et skridt tilbage og så ned på hende, der var stadig en gnist af liv i hende og han var ikke i tvivl om at hun stadig var mere eller mindre ved bevidsthed, Tanja var ikke en slags kvinde som bare sådan lige lagde sig til at dø på denne måde. Han stod der og kiggede på hende, mens han overvejede om han virkelig burde gøre det han havde sagt, Tanja kunne være en stærk allieret, men hun kunne blive en lige så stærk fjende, hvis det en dag gik op for hende at hun ikke var bundet evigt til ham, men blot var bundet af sin styrke, hvis hendes styrke en dag overgik hans, var han ikke i tvivl om at hun ville forsøge at slå ham ihjel.

Han bøjede sig ned over hende igen og placerede et blidt kys på hendes læber, den sidste rest af varme som han nogensinde ville føle fra hende skulle ikke gå til spilde, om lidt ville hun være lige så kold og død som ham selv, men med den lille fordel at hun stadig ville være i stand til at gå på jorden som en af nattens børn, de sande herre over hele den sølle bunke som De Morga var. Han trak hoved tilbage og nød varmen som bølgede fra hans læber og langsomt forsvandt igen, derpå trak han en kniv op fra sin ene støvle og skar en dyb flænge i højre arm og lod dråber af tykt næsten ikke flydende blod falde ned i munden på Tanja. Det var ikke meget der skulle til et par enkelte dråber var nok til at forvandle en, men tranformationen ville selvfølgelig tage lidt længere tid og vedkommende der var ved at blive forvandlet ville få længere tid at vende sig til det i.
Han trådte lidt tilbage og så sin arm heale langsomt, han fandt en lighter på skrivebordet og en stol i hjørnet som var vælte under turmulten, han havde ikke andet at gøre end at vente på at giften overtog hende og vækkede hende på ny, det kunne tage alt fra 1 time til 3 dage, men han havde ikke travlt, uendeligheden havde det med at gøre tiden for noget man ikke længere overvejede. Han missede list med øjnene og kiggede over på vinduet hvor han kunne ane det var ved at blive mere lyst, han hev patiennerne for og satte sig tilbage på stolen, det så ud til at de kom til at hygge sig her indtil aften.

Det sortende flere gange for hendes øjne, men hun mistede aldrig helt bevidstheden, trods det store blodtab hun led af, underligt egentlig.
Det var næsten som om at den gift der måtte være i hans hugtænder, på virkede hendes krop så meget til faktisk at tro at hun ikke var helt ved at dø, at hun faktisk havde en mulighed for at overleve dette, hvordan kunne dette overhoved været muligt?

En nysgerrighed var vagt.

Hun blev mere og mere slap i hele kroppe, ind til at hun til sidst bare var en dukke for ham, en slaskende dukke hvor der ingen knogler var tilbage. Hendes sidste time var kommet, eller nærmere minut. Eller var det nu også det?

Kysset han plantede på hendes læber mærkede hun knapt nok, og kunne på ingen måde gengælde det, alt den livs kræft der var tilbage i hende, var hjertet der febrilsk prøvede på at pumpe mere blod ud i kroppen, hvilket var lidt en tabt, og langsomt døde hjertet også ud, det var kun hjernen der var tilbage, og var så dum at den stadig troede at hun var i live, det var først da dråberne med blod landede i hendes mund, og langsomt banede sig vej igennem hendes spiserør.

Pludselig kunne hun mærke en stigende smerter, en smerte hun aldrig nogen sinde havde kendt til før nu. Hele kroppen var igang med en forvandling, hun kunne mærke hvordan at hjertet slå sine sidste takter, inden at giften nåede det, og det stoppede fuldstændig. Kroppen blev næsten som is. Hvad fanden var det der skete!? Smerten var ulidelig, og hvis det ikke var fordi at hun følte sig fuldstændig parlyseret, ville hun have prøvet at rive alt sit hud af. Den smerte, aldrig havde hun oplevet noget lignende!


Hun havde ingen fornemmelse af hvad dag det var, om det kun havde været timer, eller næsten et helt år denne smerte havde raset i hende var sket, men pludselig var den væk, hun åbnede øjnene et en lilla farve havde erstattet de ellers så chokolade brune øjne. Hun følte sig stærk, hun følte sig uovervindelig. Hun kom op og sidde, og kiggede ned på hende hænder, aldrig havde hun følt sig så... så... hun havde slet ikke ord for hvordan hun følte sig, det var først der at hun lagde mærke til at der var noget spidst der irriterede hendes mund. Lige så stille lod hun sin finger glide ind i munden, hvor hun næsten stak sig på de hjørne tænder hun nu besad.

Det var der hun lagde mærke til at der var noget som manglede, noget som hun altid havde haft med sig, en banken i brystet som hun ellers aldrig havde lagt mærke til, men nu var væk? Det var først der, at det gik op for hende, hvilken pagt hun havde indgået sig med, hvilken djævle pagt! Hun havde lyst til at at skrige, og ødelægge alt i rummet, men følte alligevel at det var nok det mest ulogiske hun kunne komme i tanke om, det førte jo alligevel ikke til noget. Men hun kunne stadig mærke at det gjorde ondt, det var alligevel stort det hun lige havde opgivet.

Også var der sulten, sulten efter noget... det var som om at hun kunne høre pulsåre slå på flere km afstand, hjerte slå, som var de i dette lokale. Hun følte sig ulækker, tanken om at skulle mætte sig på et andet menneske liv

Øjnene kiggede rundt i værelset og lagde mærke til at Alexander stadig var der.
,,Hvad har du gjort ved mig?'' hviskede hun hæst, vreden, fortvivlsen var dog kortvarig. Man måtte jo ofre, for at opleve den styrke hun havde set i Alex, måske var det slet ikke en forbandelse, måske var det, det bedste der nogen sinde var sket for hende?

Konflikten var står, og hun vidste ikke hvad hun mest hældte til, men det skulle hun nok finde ud af, når hun ikke blot var en nyfødt.

Alexander havde siddet der indtil om natten den første dag og havde derefter besluttet at Tanja ikke ville vågne indenfor nærmere fremtid. Han havde forladt hende for at få et bad og klippe sit hår, så han ikke længere behøvede at ligne en vagabond med usandsynligt flotte træk og pistoler spændt fast til ryggen, han havde fået fat på en hvid skjorte sammen med nogen lækre sorte habitbusker og italienske sko der var så nye at de stadig havde den skønne lugt af læder. Desuden havde han været fremsynet nok til at tage to poser med svineblod med, så lidt som han kunne lide det, var det meget bedere mættende end menneskeblod og han var sikker på at Tanja ville være ved at dø af sult når hun endelig vågnede, hvis hun da vågnede og han ikke havde gjort det forkert, det var sket før at han havde gjort det forkert og personen enten var blevet et monster, en såkaldt nosferatu, eller bare hade været helt død.
Han var faldet i søvn efter han var vendt tilbage til stolen overfor Tanja, men da hun efter en dag mere stadig ikke havde vis tegn på at leve, begyndte han at være i tvivl om at han havde gjort det forkert. Han blev ved med at sidde og kigge på hende noget tid endnu inden han besluttede sig for at hun var død, men idet han skulle til at rejse sig for at smide hende i den nærmeste affaldskontainer rørte hun på sig. Han kunne ikke holde et stort smil tilbage, mens han roligt bumpede tilbage i stolen. hendes nye øjne betagede ham og han havde lyst til at prikke til hende for at være sikker på hun ikke bare var en drøm, det var sandt hvad man sagde om at ens skabninger kom til at få noget af deres herres skønhed, hvis han ellers måtte være så narcissistisk at mene denslags.

Han kastede blodposen over til hende i en blød bue og nikkede ned mod den i tegn til at hun bare skulle sætte tænderne i den og derefter holde sin mund, "Jeg har givet dig en gave, jeg tog dit liv og valgte at du var værdig nok til at få det tilbage igen på en ny og bedere måde... Tanja tro ikke jeg er hengivende eller blødsøden overfor dig på nogen måde, jeg anser dig ikke som andet end et redskab, lidt som jeg altid har gjort." han sad og kiggede lidt på hende inden han fortsatte, "Du kommer til at hjælpe mig med at bringe dether land tilbage i en forfatning der ikke får det til at løbe koldt ned af ryggen i afsky. Og det er ikke et valg det er en ordre og som min skabning er det ikke til diskussion... se at få spist og så skal vi videre". Han rejste sig tændte en cigaret og gik mod døren, "Jeg er nede i gården... forsøg ikke at stikke af fra mig, jeg ved hvor du er hele tiden nu og du kan på samme må mærke hvor i verden jeg er henne".
Alexander gik ud af døren og ned af gangen, han håbede lidt på han havde vundet så meget magt over Tanja at hun ville komme løbende som en velopdragen hundehvalp mens han var ved at gå, han kunne selv huske at han havde været i konstant frygt for at blive efterladt de første mange måneder af hans forvandling.

Hun undrede sig lidt over den måde han kiggede på hende, som om hun ikke var ægte, var skulle det dog betyde?
Hun greb blodposen uden rigtig at tænke over det, som om at hendes krop havde reageret for at hjernen kunne følge med, dette.. dette var en ny følelse for hende, hun havde altid følt at hendes hjerne var to skridt foran hvad hendes krop egentlig gjorde, og det havde altid været en uendelig irritation for hende, men nu.

Hun tænkte ikke så meget mere, og satte hurtigt tænderne i blodposen, hun var så sulten, hun forsøgte så godt som muligt ikke at spilde noget som helst, der var intet der skulle gå til spilde, intet.

Hun tørrede sig omkring munden, hun havde kun hørt halvt efter hvad han havde sagt, og dog havde hun alligevel formået at få det vigtigste med, alle sanser arbejde på højtryg, hun kunne høre hunden gå fem gader væk, hun kunne lugte hvordan at regnen stadig hang i luften, øjnene kunne opfange detaljer hun ikke for ville have lagt mærke til, gulvet under hende føltes mere levende end nogen sinde, hun kunne mærke træet, mærke den silkebløde fornemmelse, når hun kørte igennem gulv tæppet. Hun nikkede kort til den han sagde, for så at klemme det sidste af blodet ud af posen, så det lige så stille dyppede ned på hendes tunge.

Da hun var færdig rejste hun sig langsomt op, det var helt surrealistisk sådan som hun havde det, men da hun fik øje på sig selv i spejlet, måtte hun lægge hånden for munden, for ikke at udstede et skrig, trods hendes ellers okay høje alder, var alt der mindede om rynker visket ud, hendes øjne var klare og flotte at kigge på, hun lignede et flot maleri, en person man havde photoshoppet for at fjerne alt det som man ikke gad at se på. Den skønhed, den magt.. et grumt smil krusede hen over hendes læber, sikken fantastisk gave.

Men trods hendes uvilje, kunne hun mærke at hun måtte følge efter Alexander, der var et eller andet i hende, som bare ikke kunne få sig selv til at skynde sig væk.

Langsomt bevægede hun sig den samme vej som han havde bevæget sig ned i gården.

Hun var lige ved at få tåre i øjnene da hun mærkede den svage vind kærtegne hendes hud, og hun frøs ikke, hun mærkede kun vinden, som var det varm luft på en sommerdag, men det kunne man ikke lige påstå det var.

,,det da rart at se at du har fået ordnet på garnet'' kunne hun alligevel ikke lade være med at fyre af spydigt, da hun kiggede på hvordan hans karakter og stil fuldstændig havde ændret sig.

,,Hvad er så vores første skridt vil være, for at fuldføre din plan?'' mumlede hun stille, ikke fordi at hun satte pris på at hun skulle tjene ham, men hun kunne ikke rigtig lade være med at føle at hun skyldte ham det, og var bundet så meget til ham nu, at hun intet andet valg havde, og på daværende tidspunkt, passede det hende faktisk fint. Måske kunne de skabe noget stort sammen, hvis de havde kunne skabe så meget godt hver for sig.

Alexander stod og røg udenfor og kiggede op på det truende vejr, det havde taget meget længere tid at få Tanja end han havde regnet med og han havde været nød til at skubbe nogen vigtige planer og som det så ud nu, ville de stadig komme for sent ned til havnen for at få ordnet nogen af de vigtige ting der skulle til for at få hele hans plan igang. Han kiggede over på den sorte Harly Davidson som stod parkeret i et mørkt hjørne af gården, den havde afløst den lidt mere 'kække' Japanske model som han ellers havde haft siden han første gang kom til Di Morga, han savnede den egentlig ikke, men den havde stadig haft en smule sentimental værdig for ham. Han pustede tung grå røg ud mellem læberne da han fornemmede at Tanja havde indhentet ham.
Han kiggede på hende med et vurderende blik og lod hende snakke, han trak lidt på smøgen og lod der sænke sig en pinlig tavshed inden han knaldede hende en syngende lussing og med en lav og truende stemme sagde, "Du skal ikke tale til mig som om jeg er et simpelt menneske, jeg er din herre og jeg forventer du opfører dig og tiltaler mig derefter", han trådte helt hen til hende så han tårnede sig op over hende mens han kylede cigaretten til side, "Jeg er ikke din ven, jeg respektere dig nok til at gøre dig til min undersot, men ikke nok til at jeg vil lade dig træde ved siden af, jeg kan ende det jeg har startet lige så hurtigt som det begyndte... Lad dether være din eneste advarsel om hvordan jeg ser på fejl".
Alexander vendte rundt på hælen og gjorde tegn til at Tanja skulle sætte sig bag på motorcyklen, han kickstartede den og råbte, "Vi skal ned til havnen, vi er allerede ved at komme for sent og jeg tror ikke at de forretningsfolk vi skal snakke med har meget tålmodighed".

Da de rullede ind på havne området styrede han mod det gamle pakhus hvor han før i tiden havde haft sin lille operation, det var et godt sted han kendte og han havde mødt sine kontakter der masser af gange før, så de vidste det var langt udenfor hørervide fra nysgerrige.
Pakhuset var stort og mørkt uden et eneste lys, der så ikke ud til at være nogen, men han kunne mærke hjertebanken fra levende væsner og det samme kunne Tanja med al sandsynlighed, "Lad mig fører ordet, hold dig i baggrunden og prøv at se ud som om du er en mere erfaren vampyr end du er". Motorcyklen stoppede sin brummen da han parkerede udenfor pakhuset og med hastige skridt gik indenfor, Tanja ville med al sandsynlighed bare følge ham som hun nu ellers havde fået besked på, det ville være pinligt hvis han skulle til at straffe hende for øjnene af disse folk, men han ville gøre det uden tøven hvis han var tvunget til det.