La plage //Privat: Balthazar

Tid: Ved middagstid en sommerdag.
Sted: Standen
Vejr: Solrigt, hed blæst og multi-mange-grader

Varme sandkorn passerede igennem mellemrummene imellem Eleanors tæer, da hun langsomt hævede den ene fod nogle tommer over jorden for at bevæge sig endnu et stykke hen over den lysende undergrund. Hun måtte anstrenge sig for at undertrykke en veltilfreds - og uden tvivl tøset - fnisen. Solens bagende stråler udtørrede huden og vandet befandt sig tilpas langt væk til, at piblende dråber af koldsved ikke indfandt sig på hendes rygrad. De brune øjne var store i det blege ansigt.
For en gangs skyld passede hun ind med omgivelserne. Sommerdagen havde tiltrukket utallige menneskelignende væsener, som boltrerede sig i bølgen blå eller lå på medbragte, farvestrålende håndklæder mellem sandbankerne. Brune kropsdele fangede hankønsblikke, da unge kvinder hvinende kastede sig i havet. Børneskrig nåede ukendte toner i arrangerede boldspil på sikker af stand af faren for at blive opslugt i vandmasser.
Hun løftede armene for at fæstne den viltre hårmanke i en stram knold i nakken. Med en slank finger skubbede hun de sidste flyvske totter om bag pandebåndet. Den hvide, åbentstående skjorte hun bar over en todelt bikini i en blålig nuance gled ned af håndledene og afslørede en række af sorte læderarmbånd fæstnet med perler. Med en sortmalet negl flyttede hun på stoffet for at mindske den dækkede hud. En prikken i fingerspidserne fik hendes ene mundvig til at strammes i et let smil; den legemliggjorte skikkelse, hun havde påtaget sig sugede varmen til sig fra hver en kvadratmeter hud og oplagrede den i hendes indre. Hun følte sig levende, levende og stærk.
Hun passerede i roligt tempo en gruppe beach volley-spillende mennesker og lod i et øjeblik øjnene hvile på en høj mandsperson, hvis mavemuskler slangede sig, da han bøjede sig ned i knæ, spændte i læggene og satte af med en kaskade af sandkorn bag sig. Hans højre hånd placerede sig i boldens midte, hvorefter den skød hen på modstanderens banehalvdel og landede i sandet. Hun lod en finger glide ned af næseroden med et skælmsk grin om munden. Ham ville hun nok støve op senere. Sommetider kunne mennesker have deres charme.
Under normale omstændigheder ville racens blåøjede opførsel have resulteret i en mut tænderskæren fra hendes side; men ikke nu. Hun lod benene knække sammen under sig. Deres møde med undergrunden fandt lydløst sted og lod en bølge af vellyst skyde igennem kroppen som en overvældende bølge af kådhed. De mange timers ophedning af sandet ville for nogen forekomme brændende, men ikke Eleanor. De tidligere tilbageholdte glædeshvin tvang sig vej imellem hendes sammenpressede læber, da hun lod lysterne tage styringen og rullede sig i sandet.

Sol og sommer havde altid været en form for neutralitet i Balthazars tilfælde. Som djævel burde han fryde sig højlydt over varmen og de radioaktive stråler emmende fra solen, netop fordi de ville kunne smække hans humør og energibeholdning i luften. Det var jo ikke for ingenting, at langt de fleste djævle foretrak at befinde sig nede i Helvedes flammer - der var virkelig intet som at flammebade ude i baghaven. Well.. Sandt at sige kunne Balthazar ikke udtale sig om det, i og med at han aldrig havde haft dette lidenskabelige forhold til hverken varme eller lys. Tværtimod da. Som skræddersyet spion for Lucifer, var han i teorien mere menneske end djævel. Foruden det karakteristiske udseende i form af vinger, horn, hale og hugtænder måtte han også undvære den fantastiske egenskab, der til sammenligning med fotosyntesen lod ham trække næring ud af sol og varme. Men helt ærligt, så kunne han ikke tillade sig at klynke over det. I forhold til de små tab var vindingen fordelagtig stor: han kunne bevæge sig oppe på Jorden i regn uden at blive berørt den mindste smule af det, han skulle ikke bekymre sig om at holde fokus for at sikre sig ikke pludselig at gro vinger, horn og hale ud i et raserianfald og han havde ikke så meget muskelmasse at bære rundt på som de overdrevne typer, djævle tit og ofte var; muskler på størrelse med fuldvoksne køer - det var jo til at knække sammen af grin over! Ikke desto mindre var den manglende biologiske relation til djævle-racen kun for Balthazar at se en fordel, der gjorde ham godt i livet uden for Helvede. Hans magiske potentiale var desuden med til at opveje for en masse mangler. Unik som han var, havde han aldrig på noget tidspunkt oplevet nogen eller noget med identiske evner som han selv. Det var noget andet end den typiske pyrokinese, der alt for ofte indgik i en djævels opbygning.

Ak ja. Sommer og sol var måske alligevel bare en lillebitte smule behagelig, når det kom til stykket. Det resulterede i hvert fald i en behagelig atmosfære ved stranden, måtte djævlen konstatere, mens det varme sand gjorde anlæg til at sluge en smule af hans fødder, så snart vægten blev lagt over på dem. Det føltes en kende sjovt, når de små sandkorn gled op mellem hans tæer - han havde ikke gidet besvære sig med at tage sko på, da de alligevel blot ville blive fyldt op med sand. Normalt ville han ikke have gjort sig den ulejlighed at bevæge sig ned på et så idyllisk sted som en strand, men ærlig talt havde han ikke noget at lave. Han undskyldte sig med, at han kunne hive en eller anden med om bag klitterne og lade hænderne føre samtalen. Så gjaldt det blot om at få fundet sig en villig person.
Tankerne blev ikke direkte brutalt afbrudt, da et knapt så hyppigt opstående scenarie udspillede sig for hans syn: en fuldvoksen kvinde hvinede piget og kastede sig ned på sandet, hvor hun straks gav sig til at rulle rundt i noget, der kunne minde om ekstase. Som så mange gange før blev et øjenbryn løftet afslappet op i panden, mens det matte blik betragtede den tankevækkende handling, der fandt sted blot tre eller fire meter væk.
"Du skal have lov at have dine lyster, dame, men kunne du ikke udfolde dem et mere privat sted?" lød det fra ham, før et vindpust skubbede hans ord gennem luften. De lune luftstrømme snoede sig diskret om hans nøgne overkrop - i dagens anledning havde han iklædt sig nogle små badeshorts, der vel nok gik til midten af låret med sit blåternede mønster. De passede vældig godt til den solbrune kulør, han kunne takke sine mange pigmenter for. Det korte, sorte hår veg tilbage for den rolige vind, der strømmede ind over dem fra tid til anden.

De varme sandkorn filtrerede sig ind i håret, i øjenvipperne og ørene. Hendes skulder borede sig i et øjeblik ned i en hulning. Albuen stødte mod en muslingeskal, da hun foretog endnu en drejning med lattertoner fossende ud igennem den halvtåbenstående mund. Hun lod sig falde om på ryggen og mærkede utallige korn pible ned fra maveskindet og lande i nydelige, små bunker ved hendes side.
En maskulin stemme tvang hendes drømmeverden til at krakelere for virkelighedens tilbagekomst. Hun trak benene ind under sig og placerede højre hånd i sandet for at skubbe sig op med ansigtet foretrukket i forvirring. Den intense varme, kroppen havde formået at oplagre, pulserede under hendes hud som en doven væske på vej mod sit bestemmelsessted.
Veltrænet. Hendes blik faldt øjeblikkelig på hans bryst og mave. Uvilkårligt lod hun hovedet falde på skrå, inden øjnene fortsatte deres vandren over de brede skuldre, den kraftige hals, en skarpskåen hage og det sorte hår, som ledede hendes tanker diskret hen på militærets tro tjenere.
Ordene, som undslap hans læber, tvang hendes ene øjenbryn i vejret og hun snøftede skeptisk. Dame. Væsenets tunge fandt tydeligvis nydelse i en udslyngning af lette provokationer, for han fortsatte gladeligt uden tanke for mulige konsekvenser. Hun fornemmenede en sugen i mellemgulvet, men betvang den med stålfast viljestyrke; den ene mundvig blev trukket tilbage i et skævt smil, og øjnene voksede sig store og uskyldige. De ekstraverbale tegn var dog ikke til at misforstå - stemmen var fast, da hun tiltalte ham.
"Åh, vi har vel alle vores små fornøjelser." Hun lod sig glide ned på den ene balle og lod benene glide igennem sandet til den ene side, for derefter at benytte en arm som støtte for at opretholde sin stilling. Hun undlod at rette bikinien til; blikket forlod væsenets pæne træk for at lade sig glide hen over omgivelsernes liv. Det ville være så let, så let at gøre sandet under den rapkæftede personlighed kogende. Naturligvis ikke for at skade ham permanent - selvom tanken var fristende - men en smule ætsning af hans hud kunne blive ganske interessant.
Hun måtte bide sig hårdt i kinden for at standse den udladning af varme, hun ubevidst udsendte som følge af sine tanker. Varmen gjorde hende fjollet. Mangel på dømmekraft og fornuft plejede jo ikke ligefrem at ligge til hende. Men det føltes vitterligt, som om han havde taget hende i en privat handling og en den nagende følelse irriterede hende.

Den ambivalente følelse var tydelig at mærke for djævlen, mens omgivelsernes sanseindtryk vældede ind over ham. På den ene side var Balthazar ikke den mest sociale type, der kunne støves op. Faktisk brød han sig generelt ikke om selskab, og når dette selskab var menneskeligt, var det hele bare så meget værre. Larmende, idiotiske og i de fleste tilfælde ignorante løb de rundt og troede, de ejede verden. Kun de færreste holdt lav profil, da de var klar over, hvor stor en livsfare de faktisk svævede i ved at opholde sig et sted som Di Morga. Egentligt var det lidt af en gåde, hvorfor menneskene ikke flygtede og havde gjort dette for længe siden. Kun voldsomt selvdestruktive typer med et ønske om at dø ville da bruge tid sammen med overmenneskelige væsner, der i teorien besad evner til at dræbe med et fingerknips. Det var, som om et eller andet bare ikke hang sammen i universet. Men hell, med så mange overnaturlige energier måtte der vel ske brister hist og her. Det var på sin vis et under, at der ikke var opstået sorte huller og dimensionsportaler over det hele. For meget sci-fi..
Virkeligheden nåede at redde ham fra de barnlige tanker. Han nåede kun lige at opfange hendes observerende blik - og følte sig bare en smule selvtilfreds. Godt nok havde han ikke haft noget hårdt slid med at komme til at se ud, som han gjorde nu, men derfor kunne han vel stadig godt være tilfreds med sit udseende. For det var vel ingen hemmelighed, at han så ganske attraktiv tid - det lod i hvert fald til at være tilfældet at dømme ud fra de mange blikke, han i løbet af en dag kunne få tilsendt. Et blik tilsvarende det, han modtog, blev sendt mod kvinden i sandet. Han måtte erkende, at den blålige bikini i hvert fald ikke gjorde hende mindre tiltrækkende.

"Så du kan altså godt lide, når folk kigger på? Ved du hvad, jeg vil næsten overveje at kalde det bizart," sagde han igen med den let provokerende splint i undertonen, der effektivt ødelagde det ellers så venlige toneleje. Blikket blev fastholdt ved det fine, feminine ansigt og dets træk, før en pludselig indskydelse ramte ham som en hammer. Et sekund senere og en eksplosion udslyngede de elektromagnetiske bølger i en alt for stor radius situationen taget i betragtning. En dæmon - intuitionen havde vist sig korrekt; mødet var dømt til at ende i fjendskab - med den typiske pyrokinese i form af manipulation af varmeenergi. For en sikkerheds skyld lod han en smule potentiel energi glide gennem porerne for at blive båret i luften af de føromtalte bølger, før de lagde sig som dæmpere over de magiske energier i kvindens krop og neutraliserede enhver effekt. Hun ville ikke opdage noget, medmindre hun prøvede at gøre brug af sine magier. Det var i sandhed frihedsberøvelse på det groveste - og Balthazar kunne ikke fryde sig mere over det, end han gjorde.

En irritationsrynke formåede at bane sig vej på det ellers neutrale ansigtsudtryk, hun opretholdt over for den betragtende omverden. Manden, som ikke blot vovede at prikke til hendes tålmodighed, flyttede sig endda ikke en meter på trods af manglende indbydelse til selskabelighed i hendes stemme. Kæphøj var han, ingen tvivl om det. Sandsynligheden for at han skulle have rødder i menneskeracen forekom hende mere og mere usandsynlig på trods af ligheden. At påtage sig en anden skikkelse var ikke en videre kompliceret disciplin, vidste hun af egne erfaringer. Og alligevel... Den manglende fornemmelse for eventuelle farer på trods af hendes spinkle skikkelse kunne meget vel ligne et menneskes uansvarlighed.
Hun lod en sortmalet fingernegl kradse sig let på skulderen. Hans brede ankler stod stadig solidt placeret i sandet i hendes højre side, som var det betonsøjler boret ned i undergrunden.
Drævende forekom hans ordvalg hende. Hendes små, hvide tænder borede sig ned i underlæben for at tilbageholde et vredt fnys. I et øjeblik overvejede hun at ignorere regimets opfordring til ro og orden for fryden ved at se ham brændt til aske, blot en sveden plet på et hvidt underlag. Hun lod benene samle sig under kroppen og skubbede sig op i stående stilling.
Og dog. Når alt kom til alt var denne rapkæftede skikkelse ikke værd frustrationerne. At han ligefrem tillod sig at kalde hendes opførsel bizar var i grunden underordnet; var han menneske, besad hun intet ønske om at indgå i hans kategorisering af normalitet. Ville han til gengæld vise sig som en eventuel fare, passede det hende ganske udmærket, at hun ikke forekom ham som prisværdigt selskab. Udflugter til havet var ikke en handling, hun foretog jævnligt, grundet en vis, underbevidst modvilje mod al væske, men temperaturen havde denne dag fået hende til at søge ned, hvor varmebølgernes refleksion i sandet formåede at tildele hende solstråler fra alle retninger. En mandsling som denne – hendes øjne betragtede ham spidst – var irrelevant. Medmindre han var værd at lege med. Verbalt eller ej.
Hun placerede den ene hånd i siden og skubbede hoften frem med det ene ben et stykke foran det andet. Hendes hårde træk blev afløst af et skævt smil. ”Tja. Min erfaring plejer at være, at andre holder sig på afstand af faktorer, som ødelægger deres ydre fremtoning. Såfremt du betragter mig som bizar skal du være velkommen til at skride af helvede til. Men på dig virker det dog ikke til at være et problem?”
En kølighed spredtes pludselig i lemmerne, som var kroppens permanente tiltrækning af varme ophørt. Hendes øjnene farede op mod solen. Ingen skyer. En hurtig betragtning af de nærmeste viste kun et par enkelte tøsebørn med fokus på hende og hendes samtalepartner, men hun betvivlede at deres diskussion berørte andet end hans fysik. Deres blonde hår og fnisende adfærd tydede ikke på hjerneceller nok til at kunne manipulere med vejr og vind. Usikkerheden var ikke til at læse i hendes ansigt, da hun igen betragtede manden foran sig, men med årvågne øjne.