A Night on the Beach (Ophelia - Jass - Love - Balthazar)

S: Stranden
T: 22:00
V: Varmt, solen er næsten gået ned.

Beklædning: Lange, mørke bukser, læderstøvler og en kortærmet, sort skjorte som er åben ved brystet. Ubevæbnet.

~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Zane tog en dyb indånding. Den friske, salte duft af havet kvikkede ham op og fik et lille smil frem på hans læber.
Den rolige vind legede blidt med hans lange, sølvhvide hår som han stod der, tæt på vandkanten.
Han havde armene over kors og de kolde, lilla øjne skuede ud mod den smukke, røde solnedgang.
Der var varmt og behageligt på stranden, og i denne tid efter hans 'flugt' fra dødens fængsel, var der ikke meget der kunne slå en smuk solnedgang og en dejlig varm nat.
Måske ville han træne i nat... eller måske ville han bare vandre op og ned ad stranden og nyde vejret?

Han sukkede tilfreds og betragtede en lille flok delfiner springe en enkelt gang langt ude i havet.

// RÆKKEFØLGE: Zane - Ophelia - Love indtil videre :)

Var det en delfin, hun kunne se helt derude ved verdens ende? Ophelia pressede med flad hånd oven på den sorte tophat, stjålet fra en gentleman en blæsevejrsdag i starten af det nittende århundrede, og spankulerede gennem sandet i et par alt for pæne sko i ruskind med åben mund og tindrende øjne, der fokuserede på det punkt i horisonten, hvor solen var i gang med at snegle sig helt i skjul, så stjernerne kunne træde frem og udføre deres del af aftenhimlens ballet.
Hvis hun stadigvæk havde været et menneske - et længselsfuldt stik ramte der, hvor et hjerte engang havde slået vådt og levende - var hun med garanti snublet i sin distræte tilstand. Men hun klarede med et englebarns ynde at krydse et godt stykke af stranden, før hun blev tvunget til at fokusere. Lugten af havsalt og tang og sand blev pludselig forstyrret af lugten af elver. Selvom Ophelia som regel var elendig til at skelne bestemte væsener fra hinanden, kunne hun altid genkendte den mosagtige snert af skovfolket.
,,Privet, monsieur!" Røg det ud af hende. På en eller anden måde var det lykkedes hende at blande russisk ind i det franske. Igen. Hun krympede sig lidt og så så med nysgerrige, krystalblå øjne på den fremmedes sølvhvide baghoved, spændt som altid på at kunne lagre et nyt ansigt i hukommelsen. Hvis han havde tænkt sig at vende sig om i den nærmeste fremtid, altså.

Det var da sjovt, som folk pludselig skulle møde hinanden denne aften, på hans ene side en eller anden elver, som så ud til at nyde vejret mindst lige så meget som englen på hans anden side. De så begge helt fortabt ud i det de nu gloede på, solen? Nå! Så skete der noget, englen havde set ham den elveren der stod og var helt forgabt i solen. Nå, så skulle der snakkes - hvad?! Han forstod det sidste, selvfølgelig gjorde han det, men hvad fanden var det første? Han rettede sig lidt op, mens blikket var rettet mod de to, trods tankerne var væk, et helt andet sted. Nemlig på den kommende nat, for han blev snart nød til at finde et sted at sove. Ofte var det smart ikke at bo nogle steder, mens andre gange - der var det kun besværligt! Han kom på bene, rystede så meget sand ud af sin Allstars som muligt, børstede bukserne, og fik knappet skjorten, så den ikke længere stod helt åben, og vidste hans muskuløse overkrop, der efter hans mening ikke var noget at klappe af. Nå, så stod han så der. Han tøvede kort, mens han kiggede efter elveren og englen igen, som nu var stødt sammen nede på stranden, i deres forehavende, måske kendte de hinanden? Det ville være spændene hvis de gjorde, men han var ikke sikker, for det lignede ikke at de kendte hinanden, men man skulle vel aldrig vide sig for sikker. De kunne lige så godt lige have mødt hinanden. Han lod de chokolade farvet øjne glide rundt i omgivelserne i et halvt forsøg på at finde et sted at slå sig ned for natten. Hvis det blev et eller andet sted under et træ, ville det passe ham fint, så længe det ikke begyndte at regne. Han vendte blikket tilbage mod de to med et halvt tøvende blik. Måske måske? Et lille smil sned sig ind på hans ene mundvige, før den igen forsvandt, og blev erstattet af den svage, meget svage lyd af sand der gned mod hinanden, da han bevægede sig væk fra stranden, for at stille sig på et område over stranden, med græs, og et par træer som han stillede sig under med blikket rettet mod de to turtelduer som de var blevet stemplet som inde i hans hoved.

//OoG: Opdateret rækkefølge: Zane - Ophelia - Jass - Love//

//OOG: Could I, with the lovely persuasion of mine, talk you into letting me join this topic?//

//OoG: Opdateret rækkefølge: Zane - Ophelia - Jass - Love - Balthazar. Vi venter bare på Love (:

Nu ved jeg godt, at det er et åbent emne... men mon ikke, vi er ved at være nok? Det er op til dig, Zane :D//

//Det bliver mange fisk at have i vandet hvis der skal flere til//

// Jo vi er nok nu :P

//OOG: I made it to the finals - awesome!//

//God ide lige at ændre navnet så, så der ikke kommer flere og bliver forvirret//

//OOG: Hence Love is absent and my answer is already written, I'll take the liberty to post it. Love and I just switched unnoticeable, eh?//

I starten havde han overvejet at tage sig en afslappet tur ud i de skummende bølger. Han var hurtigt kommet fra det igen. At svømme rundt under en solnedgang virkede bare lidt for sentimentalt. Derfor var valget faldet på en næsten lige så kliché gåtur i det stenede sand. Well, et eller andet skulle han jo have tiden til at gå med - nej, faktisk kunne han ikke engang bruge dét som en dårlig undskyldning, da han havde masser af ting at give sig til. I så fald måtte hans hjerne vel bare være stået af; eller måske havde den skiftet plads med en forvirret teenagetøs'. Under alle omstændigheder valgte djævlen ikke at tænke over det. Han levede kun én gang - besides not, really - så han skulle vel også have lov til at opføre sig uforklarligt en gang i mellem.

Tankegangen blev brutalt skåret af. Sten blev uhensigtsmæssigt trykket ned i sandet, når de ikke nåede at komme af vejen for Balthazars maskuline størrelse 41 ruskindsstøvler, der var som skabt til at vandre mil efter mil. På det plan måtte man rose den menneskelige race: til trods for alt det andet ubrugelige skrammel, man kunne købe sig til, var der alligevel en masse praktiske ting derude i butikkerne, hvis man kiggede lidt efter. Et sagte fnys gled fra djævlen, som hans tanker begyndte at kredse om billedet af den netop nedgåede sol, der blev smækket op i hans hjerne via synsnerven. I forvejen var han ikke i det bedste humør, og de stærke farver tilføjede bare en indiskret sadisme til det hele. Han var udmærket klar over, det ikke var nogen direkte sikker cocktail.

//OoG: Opdateret rækkefølge: Zane - Ophelia - Jass - Balthazar - Love//

//Sowwie tiden! =___= Nettet valgte at skride igår aftes da jeg tændte min computer igen.//

Øjnene spejdede efter at kunne se klart. Alting forandrede sig jo. Der var hele tiden noget nyt udenfor hendes blik. Solen var ret skarp på grund af dens gang ned bag horisonten. Og hun havde ikke taget nogen form for beskyttelse for dem. Hendes stakkels øjne. Og hvorfor havde hun også begivet sig ud på dette tidspunkt. Nok havde hun ikke sådan en stor følsomhed overfor det men stadig. Det generede hendes syn. Og siden den stod lige ind mod hende her nede ved stranden var det næsten endnu værre.
Love holdt en af hendes trøje beklædte arme op foran sine noget kraftig lilla'e øjne så hun bedre kunne se noget. Men det eneste hun kunne fokusere på var nogle slørede skikkelser der befandt sig i det hvide og bløde sand. Hun ville gerne kunne mærke det mod hendes fødder men hun havde været klog nok til at pakke sig ind så der ikke var særlig meget hud der kunne blive ramt af solen. Men hun kunne alligevel ikke rigtigt fryse eller have det forbandet varmt som man nok ville have hvis man var menneske. Dog havde hendes bluse bevæget sig lidt op over hendes mave. Og sikkert ikke nok til at det blev opdaget af folk. Og så var der hendes ansigt hvor de bløde og noget røde læber sad. Og hvis man så godt efter kunne man skimme noget andet rød omkring hendes mund. Og også på hendes tøj og hænder. Blod. Endelig havde hun fået taget sig sammen til at få noget at spise. Men stadig ikke så meget. Hun var endnu usikker på sine ben og det endte ikke godt. Da hun ikke kunne se ordentligt havde hun ikke opdaget skrænten der ville fører hende helt ned til selve stranden.
"Woargh..!" udbrød hun overrasket og gled klodset ned i sandet. Og idet hun satte sig op var hendes blå og sorte hår noget roddet og hun kunne nemt bare ryste sand ud. Dette havde ikke ligefrem været den hendes ønskede måde at præsentere sig eller hvad man nu ville kalde det. Og hun kunne mærke hvordan hendes kinder blussede op. Der kom bare ikke nogen farve op i hendes kinder. Hendes hud forblev bare smuk bleg. Som sædvanligt.

Solen forsvandt og lod stjernerne komme frem. Månen begyndte så småt at komme til syne, og mørket, lyst som det nu engang var på denne årstid, faldt på.
Zane havde selvfølgelig fornemmet de andres tilstedeværelser og ankomst.
*En sjov, broget flok... en engel, en vampyr, en sort sjæl og en køter...*
Et koldt smil bredte sig på hans læber.
Dette kunne godt gå hen og blive en interessant aften.
Han vendte sig om ved lyden af Love der tumlede ned ad skrænten.

*Hvor... besynderligt... en vampyr uden balance?* tænkte han med et smil.
Zane hævede den enehånd og bevægede roligt fingrene... og et skyggeagtigt væsen skubbede blidt Love op at stå før det forsvandt ud i intetheden.
"Elegant..." sagde han, højt nok til at hun kunne høre det.
Han drejede hovedet og sendte Ophelia et kort, undersøgende blik, og vendte derefter tilbage til at skue ud over det nu mørke hav.

Ophelia hørte et udbrud et sted bag sig og snurrede rundt, styret af en engels instinkter der alarmerede om, at nogen var kommet til skade. Hun skulle netop til at haste hen til det sted, hvor en ung kvinde så ud til at være styrtet ud over skrænten, da et eller andet kom hende i forekøbet. Noget mørkt og ikke helt substantielt slikkede over kvindens krop for derefter at forsvinde, da hun genvandt balancen. Ophelia rynkede de kraftige bryn, stivnede halvvejs og kunne nu også lugte den svage, metalliske dunst af blod, der tilsyneladende afkom sig af den fremmede kvindes krop og kendetegnede hende i Ophelias bevidsthed som en vampyr. Langsomt dansede englen et par skridt tilbage igen.
Ud af øjenkrogen fangede hun en pludselig bevægelse og blev forskrækket over at erfare, at der var kommet flere til, mens hun havde været distraheret. Lugten af våd hund havde ikke skyldtes en omstrejfende golden retriever, som hun var gået ud fra, men derimod en stille, mørkhåret herre, der stod i skyggerne lidt derfra og betragtede dem. Hendes øjne flakkede hurtigt opad for at lade blikket slikke over himlen og sikre sig, at det ikke var fuldmånetid. Da hun lettet kunne konstatere, at hun ikke ville ende som aftensmad i dag, så hun i skjul på den sidst tilkomne i hvad der snart begyndte at ligne en sammenkomst af cirkusfolk. Han var en djævel, vidste hun med det samme på den måde, hun nærmest følte sig frastødt som var de to positive magneter, der blev sat mod hinanden.
En smule befippet tog hun hatten af og gjorde et lille, umærkeligt buk i retning af de fremmede for at lade dem vide, at hun ikke var ude på ballade og ikke ønskede at blive flænset i stykker eller noget andet ubelejligt denne solbeskinnede aften. Samtidig gjorde hun sig klar til at folde vingerne ud og flygte, hvis det blev nødvendigt.

Han vendte hoved halvt om mod den uheldige vampyr, der fik et hånligt smil til at flække over læberne. En vampyr med denne kluntethed? Skulle de ikke være smukke og elegante? Han droppede dog fordommene da han så en djævel komme trippende ned af stranden, eller vel mere spankulerende med sine fine sko der jævnligt blev begravet i sand, tog en flyvetur for derefter at lande i sandet igen, for at gentage denne bevægelse mens hans tanker, efter Jass' syn på fyren fløj rundt et sted mellem himmel og jord, eller måske nærmere et sted mellem himmel og helved. Han rettede sig kort op da han mærkede englens blik på sig, som så smuttede til vejrs der efterlod endnu et hånligt smil på læberne af ham, før hendes øjne forsvandt fra ham, og gled videre i historien. Videre i teksten.
Han var ikke sikker på hvad han skulle gøre, men da der ikke rigtig så ud til at komme noget interessant ud af dette møde endnu, valgte han at blive stående og lod sekundterne glide videre efter ønsket. Skæbne eller tilfældigheder var vel ikke noget der betød noget, det var vel mere interessant at se hvordan dette ville udarte sig, en gut som ham selv, en måske ond djævel, en kluntet vampyr, en fortabt-i-solen-elver og en måske letter forvirret engel, der lignede en der heller ville komme af vejen inden det hele gik helt og aldeles galt, hvilke ikke ville undre ham hvis skete. De manglede vel ikke nogle race ud over en aspara, så var alle racer samlet, efter hvad han huskede.
Han skubbede sig lidt væk fra stammen, så han stod og balanceret på to ben, før han satte kurs mod den lille forsamling, eller hvad man nu kunne kalde det. Han var ikke helt sikker på det. Det undrede ham at han gjorde dette, da han jo lige bestemt sig for at blive, men nej, sådan blev det ikke, og nu var han på vej mod 'gruppen' som måske ville blive fuldendt med djævlen som dansede rundt ude i hans øjenkrog som en lille prik, som han ikke rigtig kunne fokusere på.

Til al held var stranden - som de fleste strande normalvis var - ganske flad, hvilket var ensbetydende med et godt udsyn. Dette var især en fordel for djævelen, da han ikke besad overmenneskelige sanser af nogen art; og selvom han så gjorde, ville modvinden effektivt sørge for at ruinere enhver chance for at opfange duftspor i luften. Først da han var inden for en rimelig afstand, kunne Balthazar rigtig tage forsamlingen i øjesyn. Et eller andet sted havde han vel håbet på, det var en flok mennesker, selvom sandsynligheden for det ikke var sygelig stor. Når flere overmenneskelige racer mødtes, var det bare ikke altid, det endte helt godt. Det ville være så trist at blive nødt til at slå en så stor forsamling ihjel - men på den anden side vel en ganske god måde at starte natten på. Med tankerne opfyldt af denne idé vandrede han nærmere. Først senere kom han til at tænke på, at det måske ville være en idé at tilsløre sin status som djævel, men da var det allerede for sent, og desuden kunne han ikke se, hvorfor de ikke skulle vide det. Det var noget af en broget forsamling, måtte han sande, da han kom så tæt på dem, som han turde; han skulle nødig skræmme nogen væk, så afstanden på godt og vel tyve meter syntes tilpas. Efter en hurtig aflæsning af de magiske energier, blev hans blik rettet mod englen. Dét var i hvert fald en magi, han aldrig havde set før. Han gjorde da heller ikke noget for at skjule interessen i blikket, men afstanden måtte sløre det tilpas til, at hun ikke ville kunne deciphrere grunden bag det. I et par sekunder stod han bare fredeligt og lod blikket glide rundt mellem de fremmødte typer. Ud over englen var der en elver, en varulv og en mærkelig sammenskruet vampyr - det lod til, der var visse strøg af animagus gemt i blodet på hende.

Lige så langsomt gled et øjenbryn op i panden, mens blikket strøg rundt mellem dem.
"Det glæder mig at se, at alle er mødt op til det ugentlige møde for Miserable Mutanter." Den spydige bemærkning flød helt uprovokeret. Balthazar var i hvert fald ikke den, der ville lade chancen for en smule fornærmelse passere.
"Hvem vil præsentere sig først?" lød det fra ham, stadig jokende. Han lod blikket glide rundt mellem dem på ny. Gad vide, hvem der ville angribe først. Han skulle ikke være bleg for det, hvis ingen andre turde træde til.

//Sowwie hvis det sucks. Skrev det på min mobil.. Så tag jer ikke af hvis der er nogle stavefejl..x_x'//

Love følte at alle stiftede på hende. Eller nok blot så på hende. Hun kendte deres tanke. Uden at have den slags evner. De så sikkert vampyrer som perfekte væsner. Og så var der hende der gjorde det umuligt for dem at tro helt på. Hun forstod det ikke helt selv. Alle kunne da bære klodsede og alle kunne da vælte. Hun havde jo heller ikke kunne se ordentligt. Hun så lidt væk fra dem. Nogle ville mene hun opførte sig som en noget lille pige. Men hun havde bare ikke fået den bedste opbakning fra barnsben. Så selvsikkerhed var ikke rigtigt noget hun var mester i.
Hun nåede blot at sukke svag før at hun kunne mærke noget underligt bag sig. Og hun kom ubehængeligt nemt op at stå efter sit fald. Hun var noget overrasket over dette. Hvad havde det lige været. Hendes lilla øjne var spærret lidt op men efter at have hørt nogen råbe til hende stivnede hun. Hvorfor kunne vel være ligemeget. Nok ordet 'elegant' havde gjort hende mere usikker. 
Hun kom så til sig selv og søgte så lidt rundt på forsamlingen. Der var kommet flere til? Hun så de to andre mænd. Den ene virkede bekendt. Og lugten af ulv rev hukommelsen i gang. Men inden at hun fik et præcis svar frem blev hendes opmærksomhed rettet mod den anden. Han var stoppet. Hendes blik var bestemt rettet mod ham. Som hans blik havde været mod englen. Det så faktisk ud i hendes øjne at engel havde dette smukke slør af mat lys omkring. Eller også havde det bare været noget hendes underbevidsthed havde bildt hende ind. 
Så kom de næste ord frem og dræbte stilheden. De undrede hende. Gøre hende forvirret. Var dette et møde? Og hvad fanden skulle det betyde at han kaldte dem for 'Miserable Mutanter'?? det gjorde hende usikker. Igen. Hendes hænder blev gemt i de lange ærmer mens at hun prøvede at få dem til ikke at ryste. Hun havde ikke hørt om noget møde. Overhoved. Men stadig forstod hun ikke hvorfor hun netop havde begivet sig her ned. 
Efter igen at slappe lidt af forstod hun det endelig: en joke. De andre syntes at de lige så forvirrede ud som hende. Men selvfølgelig var det ikke sikkert. Solen har væk men hendes stakkels Syn har stadig en smule sløret. Hun var så tæt på at vende om og gå hjem men hendes fødder havde sine egne meninger. Hun gik tættere på folk. Kom ud i vindens legeplads og kunne mærke hvordan den legede med hendes hår. Igen var der stille. Hun ville sideog kunne få sig selv til at sige sit navn. Eller præsentere sig. Aldrig som den første. Ikke engang om hun prøvede. Hvilket hun gjorde. Hendes bløde rødlige læber bevægede sig en lille smule mens sætningerne blev øvet i hovedet. Hun ville havendet frem uden at stamme. Selvom at hun ville mene det var umuligt. Hun ville altid være pint med tanken om hendes udtaleproblem. Kinderne føles helt kogende selv om at hun ikke kunne mærke så meget forskel på kold og varm mere. Og hendes kinder havde endnu bare den hvid-blege farve. Hun kunne ikke vise sin rødmen frem mere på den måde. Sikke et held vel..?

Han betragtede den unge vampyrpige mens hun forsøgte at skjule sin usikkerhed og sine følelser.
Et lille smil bredte sig på hans ansigt og han nikkede til hende.
"Vær ikke bange... du er i en vis sikkerhed her. Jeg har en svaghed for piger der viser lidt mave." sagde han med et glimt i de lilla øjne.
Så vendte han sig om mod djævlen Balthazar, som han ikke havde mødt før.

Zane lagde armene over kors og gav Balthazar et vurderende blik... så lo han.
Hans kolde stemme fyldte natteluften som var den frost...
"Vov ikke at tale så respektløs når du ikke har den fjerneste idé om hvem eller hvad du står over for, djævel. Jeg kan se en varulv, en engel og en vampyr her... at fornærme nogen kunne let blive din død."
Han sendte Balthazar et koldt smil og nikkede kort til Jass og Ophelia som en slags hilsen.

"Det er sjovt som jeg møder folk der ikke har den fjerneste idé om hvem jeg er... og alligevel viger folk fra min vej når jeg går gennem Terre's gader... " sagde han og var lige ved at slå endnu en iskold latter op.
Det var grinagtigt at disse væsener ikke vidste hvem han var... men på den anden side... han havde jo ikke vist dem noget der kunne give dem et hint... ud over den lille leg med skyggerne og Love.

Ophelia havde travlt med at skule syrligt til djævlebarnet, idet han begyndte at bevæge sig frem imod dem. Hendes øjne flakkede fra hans mørke hår, der i dette lys fra en nedgående sol tog farve efter kastanjerne, og hang der et øjeblik for at analysere hver et sving stråene tog, til det sted, hvor den ildevarslende skygge havde omsluttet blodsugeren et øjeblik og hjulpet hende på fode. Det havde trigget et eller andet i englens hukommelse, men hendes hjerne - let at distrahere - kunne ikke få lov at grunde yderligere over fænomenet, så længe hun var nødt til at være på vagt.
En mørk stemme, djævlens røst viste det sig, brød pludselig den anspændte tavshed et øjeblik. Uden at tænke over det slog Ophelia i en høj, overeksalteret latter som et overstimuleret barn ved hans ord om de Miserable Mutanter. Hun stoppede brat igen, men kunne ikke helt holde et skævt smil fra den smalle mund, selvom hun helst ikke havde lyst til at give en af satans medarbejdere den opfattelse, at hun fandt ham morsom eller indtagende. Selvom hun gjorde. Hun flyttede stædigt blikket til vampyrpigen. Måske var Ophelia ikke altid den skarpeste ske i værktøjskassen, men hun var vældig dygtig til at analysere sindsstemninger og følte straks, at denne var beklemt ved situationen. Måske man burde gøre et eller andet for at gøre det lettere for hende... Men igen kom elvermanden Ophelias hjælpsomme gestus i forekøbet med en slesk bemærkning om vampyrindens påklædning. Mænd var åbenbart de samme uanset race.
,,Lad gå. Mit navn er Ophelia, monsieurs et mademoiselle," svarede hun i stedet på djævlens spørgsmål i en forfinet stemme og gjorde et koket dansetrin i det glidende sand i et forsøg på at få dem til at slække på smilebåndene. Dog blev hun relativt hurtigt fanget af elverens sidste bemærkning og vendte sig halvt om mod ham, så det lange platinblonde hår fik sig en svingtur i vinden uden at skænke det en tanke, at hun på den måde vendte ryggen til dem, hun i første omgang, måske fejlagtigt, havde analyseret som den største trussel.
,,Hvem du er?" Hun hævede et stærkt øjenbryn i hans retning og rynkede nysgerrigt på næsen, ,,og hvem er så det helt præcist?"

Det var næsten en kunst, at holde styr på det hele, bene der skulle ned på standen, og så alle de ord og handlinger, nå, jamen tungen lige i munden. djævlen virkede som den arrogante type, især hans gang, og hans ord, mens han talte, som virkede letter provokerene på Jass, men han lod det ligge da en kamp nok ikke var det bedste at begive sig ud i nu, med alle disse, som djævlen så fint kaldte dem 'mutanter'. Han fnyste kort, mens han langsomt kom ned på stranden, og fik sat sin fod i sandet, endnu en gang. Sikke en sød elver! Sødme, svaghed. Ophelia? Sikke en frisk kvinde? Hun virkede til ikke at være helt med på løjerne, men sjovt nok var hun jo måske en af disse gudsglade englebasser med små vinger som fløj rundt og sang halleluja under himlen blå, selvom hun ikke lignede en af disse engle.
Efter elverens ord, var det rimelig klart at der skulle ske et eller andet med de to, for de så begge ud til at være ret kamp klar. Djævlen lignede mest af alt en der troede han kunne klare de andre med et lille knips fra fingeren, mens elveren virkede på en måde mere realistisk og alligevel ikke, for han syntes at hive englen og vampyren, og ham selv med bag sig, så det var de fire mod djævlen. Han var dog ikke klar til at vælge side hvis det var dét de var ude på, så nu hvor han stod stadig et godt stykke fra den lille forsamling, men tætter på en djævlen kunne han genkende vampyren, som være den ikke drikkende vampyr Love Rosebell som han havde mødt for noget tid siden uden for hospitalet. Det overraskede ham at møde hende her, men måske havde hun mere i sig, end han først lige have spottet, aldrig skue - hvad pokker var det man sagde? Bjørnen på skindet, eller hvad? Ordsprog havde han aldrig været god til, men man kunne da lige så godt prøve nu og da.
De andre så ud til at holde samtalen kørende, så det virkede ikke til der var nogle grund til han brød end med den egentlige ligegyldige indformation om hvad han hed.

Når man gjorde sig bekendtskab med fremmede, var det altid utroligt underholdende at iklæde sig det observante og analyserende kluns. Det var ikke ligefrem, fordi Balthazar kunne prale af at kalde sig psykolog, men gennem sin relativt lange eksistens var han blevet så vant til de fleste ting, at kropssprog var blevet forholdsvis nemt for ham at tyde, hvorfor han da også allerede kunne putte et par adjektiver på hver af de tilstedeværende. Varulven lod umiddelbart til at være den selvsikre, noget fordomsfulde type. Der måtte i hvert fald være en grund for det hånlige udtryk, der flere gange var ilet over hans ansigt indtil videre. Ud over nærmest at stride mod sin natur med sin klodsethed sagde vampyren ikke det store og virkede generelt ret utilpas eller nervøs ved det hele. Tilbageholdende og frygtsom måtte være en ganske god beskrivelse. Elveren var lidt mere kompliceret - og så alligevel ikke. Umiddelbart havde han syntes venlig og hjælpsom, men at dømme ud fra den kommentar, han netop slyngede efter Balthazar, havde han placeret sig selv på en piedestal og betragtede tilsyneladende sig selv som overlegen og vigtig. I djævlens hoved blev han kategoriseret som selvcentreret og med strøg af storhedsvanvid. Til sidst var der englen, hvis magiske egenskab for ganske kort tid siden havde fanget hans interesse. På et eller andet plan virkede hun langt mere tredimensionel end de andre; som enhver anden engel virkede hun konfliktsky, hvorfor hun lod til at være parat til på et hvilket som helst tidspunkt at tage flugten, hvis der skulle opstå komplikationer af fysisk art, men samtidig lod hun til at besidde evnen at abstrahere lidt fra det hele. Hvorfor skulle hun ellers le? Selvfølgelig var den naturlige reaktion at grine eller smile, når man lagde øre til noget morsomt, men hvis hun var så trykket, som hun for lidt tid siden havde givet udtryk for, ville hendes ansigt have været som en stenstøttes. Desuden kunne hun fransk - hvem elskede ikke det sprog? Et lille nik i hendes retning.
"Enchanté, mademoiselle. Comment allez-vous?" Fransk var blot et af de mange sprog, han talte flydende, så at få brug for det i denne situation var en glædelig overraskelse.

Der gik ikke mange sekunder fra det øjeblik, hvor de jokende ord om mødet havde forladt hans mund, til et svar blev returneret; ganske uhøfligt endda. Da djævelen valgte at rette fokus bort fra englen over mod elveren måtte han kæmpe en hæderlig kamp mod sin ansigtsmuskulatur for at forhindre et smil i at indtage læberne. Han havde tydeligvis haft ret i sine antagelser. Netop som et spydigt svar var ved at finde vej op gennem svælget, kom den blonde kvinde ham i forkøbet, hvorfor fokus blev rettet mod hende. Ganske kort overvejede Balthazar at styrte mod elverens ryg og hamre en knytnæve mod dennes hoved, men lysten blev effektivt trængt i baggrunden. Det lod til, at elverens forsøg på at tilegne sig de andre tres støtte i hvert fald i englens tilfælde fejlede. Han måtte dog indrømme, at det var vældig kløgtigt.
"Excusez-moi, mademoiselle. C'était simplement une blague,"* lød det fra ham, ordene rettet mod den fransktalende engel. Ordene bar tydelig præg af, at de var ment som en bebrejdelse af elverens reaktion, hvilket dog ville være umuligt at udlede, medmindre man kunne sproget. Et eller andet sted håbede djævelen, at den spidsørede forstod ham - men hvis ikke ville han blot kunne køre en lille intern joke med englen.

*"Jeg beklager, frøken. Det var blot en joke." Oversat direkte fra google, da jeg ikke kan fransk.

//Sowwie tiden men kludrede lidt i det..//


'Jeg har en svaghed for piger der viser lidt mave'. Kommentaren kom noget bag på hende. 'Viser lidt mave'? Hun tog sig så slet ikke tid til at tænke mere over det. Om det havde været en kompliment eller bare en ubehagelig spydig ordstrøm. Ikke før at hendes overraskende blik søgte ned over sin krop. Der hvor hun opdagede hvordan hendes bluse havde kravlet lidt op under hendes åbne striktrøje. Hun gik nærmest i panik inde i sig selv og begyndte hurtigt at fumle med at få den ned og dække for hendes blege maveskin.
Men pludselig slappede hun mere af. Ved blot at høre denne engels stemme der valgte at være den første til at præsentere sig. Ophelia. Det lød som et navn man typisk gav guder. Som i både kristendommen og i den græske mytologi. Og efter at have fokuseret på denne engel kunne hun ikke finde et navn der passede bedre.

Love kunne svagt mærke hvordan at stemningen ændrede sig jo tættere på at denne djævel og denne elver kom på hinanden. Som blev der sendt forskellige advarende signaler. Som om luften var fyldt med elektrisk ladet energi. Men det underlige var at det faktisk gjorde hende mere rolig. Hendes krop var stoppet med at ryste af skræk og flovhed og hendes ansigt kølede lidt af. Hun følte sig pludselig lidt mere sikker i denne sang. Men stadig bed hun sig hele tiden i sin underlæbe. Men ikke for hårdt. Om hun så havde sine hugtænder fremme eller ej. Hun så lidt rundt på de forskellige folk med sin mund lidt åben. Men mest fordi at hun træk vejret gennem den. Ikke fordi at hun ville sige noget. Hun var stadig stum for at komme frem med noget fornuftigt. Hun kunne præsentere sig men folk sig ikke godt tilpas ved tanken over at gøre det. Følte ikke at denne forsamling skulle vide det. Altså kende til noget af det mest personlige ved hende. Selv om at der allerede var nogle der kendte til hende. Ved dette så hun mod varulven. Jasper. Navnet poppede med det samme op med store blok bogstaver i hendes hoved. Men hun så ikke specielt påvirket af det. Hun følte sig vel mere tryg ved at faktisk kende en. Men mere var der ikke i det. Hans tidligere meget sukkersøde stemme havde ikke gjort hende ydereligere tilpas i hans selskab.
Hun lukkede sine øjne i et langt blink mens at hun så så mod elveren og denne smukke engel. Åbnede så sine øjne. De øjne der havde deres sjælende farve, som lignede den samme farve som denne faretruende og sleske elver havde. Men stadig var de helt anderledes. Hendes sorte make up omkring øjnene gjorde dem meget mere feminine og gav dem dette cateye look. Kommentaren kørte igen gennem hendes hoved og hun så hurtigt mod djævlen. Hun syntes at han kom tættere og tættere på. Om han bevægede sig ellers ej havde hun ikke lagt mærke til. Og det var heller ikke mere end en centimeter af gangen. Eller noget. Hun sank en klump. En klump der gjorde det umuligt for hende at få en eneste lyd ud af sig. Men hun prøvede dog ikke at sige noget. Ventede og så på de andre. Stod bare der. Med vinden gennem sit lange hår og sit kønne ansigt der gjorde hende så nem at læse som en åbenbog.

Zane gav dem alle et kort, vurderende blik, og sagde så:
"Mit navn er Zane D'tarion. Det er muligt nogle af jer har hørt det navn før... og det er sandsynligt at ingen af jer har, da det er længe siden jeg sad på tronen her i Di Morga."
Hans kolde blik fejede igen henover dem og hans øjne låste sig fast på englen.
"Salutations. J'ai l'honneur de vous rencontrer, miss Ophélia" sagde han med et venligt smil. Fransk var ikke noget problem for ham.
"Jeg er vis på at det ikke er ofte du kommer til at blande fransk og russisk sammen." tilføjede han med endnu et smil.
Djævlen virkede en anelse... truende i sin fremgangsmåde, og med den kommentar han lige havde fyret af over for englen.
"Jeg ville passe lidt mere på, djævel. Af og til kommer man ud for at man faktisk møder nogen som er stærkere end en selv. Bare et godt råd." sagde han, denne gang uden at smile.
Blikket i Zanes lilla øjne advarede Balthazar om at dette måske var et sådan tilfælde.

Han vendte nu ryggen til djævlen, tilsyneladende helt ligeglad med dennes eksistens, og kiggede på vampyrpigen.
"Tag det nu ikke så tungt... jeg komplimenterede dig skam bare." sagde han og så hende i øjnene.
Hans blik var nu nærmest venligt.
"Hvad var dit navn igen?" spurgte han så.

Han kunne absolut ikke se nogen grund til hverken at være fjendtlig eller uhøflig over for disse andre væsener.
Desuden var der et par stykker af dem som vakte hans interesse...

//OoG: Vil lige meddele, at jeg læser til eksamen og nok først får svaret i morgen ^^//