2 der mødes (Mason)

Den unge kvinde kom gående ind gennem den rustne port og begav sig ind mellem alle gravstenene. Hun var et smukt syn, med den lange, smidige krop, stærk, det hele kunne man se i hendes blide bevægelser. Hun havde en rød kjole på den aften, som i match til hendes lange, røde, krøllede hår som lå løst ned af ryggen og ud over skuldrene.
Den røde kjole var enkel med lange ærmer, den gik helt ned til de bare fødder og sad nogen gange en smule fast i ukrudt og døde planter.
De grønne øjne så nedad, men hvis man havde kunnet se dem ville de være fortryllende, de indeholdt lige dele af både liv, livsglæden og styrke. De havde også et underlig skær over sig...Som om de vidste mere end man først ville tro.

Enya gik endnu engang mellem gravstenene, uden rigtig nogen grund eller med et mål. Hun kunne på en måde lide at være her, hun følte hun ærede hvem der nu end var blevet begravet her engang...Som den eneste, de fleste havde bare glemt dem. Intet at sige til her spøgte. Men her var også en underlig tung fornemmelse...Af tristhed, som om mange ikke bare var blevet begravet her men også døde her. Hun kiggede mellem gravstenene, over planterne der alle kæmpede for at komme op og være smukkest. Hun stoppede op og så ud over muren der omsluttede kirkegården og ud mod nogle marker og skov. Solen var gået ned for ikke så længe siden...Hvor tiden dog kunne flyve af sted.