Gav'riels småskrammer //Plot//Faith,Gavriel//

S//Terres små gåder ud imod havnen
T//3 om natten
V//Fuldmåne, tåget
D//6/4
O//nattetomt

________________________/

Terres tyste område havde endelig givet sig fuldkommen hen til natten og mørket var på sit allerhøjeste. Ned ad Terres ene gade der drejede imod havnen, var dog ikke fuldkommen mørklagt, da lygtepælene oplyste de få steder hvor der enten var en bænk eller en telefonboks. Et af lygtepælenes lys var i uorden og flimrede som små lyn. Som om strømmen i netop det område gik fuldkommen amok.. dog var der intet i vejen med pæren eller med kaplerne. De var intakte. Under den blinkende lygtepæl stod en mørk skikkelse. Iført en lang sort trenchcote og høje stilleterede støvler med metaldimser op og ned af benene i form af diverse udstyrsmoduler hun skulle bruge. Hendes lange sorte hår vejede i den meget kortliggende vind og lod hendes ansigt halveres, så hendes ene isblå øje havde udsigt. Hun ventede på sin næste samarbejdende. Hun havde fået et nyt job og skulle slå sig sammen med en af de bedste i branchen.
Hun havde førhen den dag skrevet sit angagement til sin partner, underskrevet med hendes navn inden for dusørjægerbranchen. AssassinA.. eller bare A, som mange kyntede at kalde hende. Trods A's manglende hukommelse var hun et kendt navn blandt bagmændene og højt betalt. Hun gjorde altid sit arbejde med præcision og ned til sidste detalje.. nu manglede hun bare en. Faith.

Ludoreglen er som i overskriften^^

Faith kom langsomt smidigt gående ned af en gyde og kiggede rundt med hendes hår sat op i en knude i nakken. Hun havde fået fortalt at hun skulle slå sig sammen med en dusørjæger. Ikke lige hendes stil, men what ever? Hun skulle bare have jobbet udført og det var det. Hun lod et lille suk glide igennem læberne mens hun kiggede lidt rundt for at sikre sig at ingen fulde efter hende, hvilket ville være uhørt! Men ja, hvis det var nogen der gjorde det alligevel, ville de nok bare lide døden som så mange andre. Død, ja et emne der var på manges læber, et emne som mange ikke kunne lide at hører om, men hendes job. Det hun tjente penge på, og hvad var der så forkert ved selve døden? Alle skulle jo lade livet, sådan var spillets regler, med mindre man kunne forhindre det. Hendes grønne øjne kiggede rundt og hænderne var parate til at tage hendes pistoler der var gemt væk under hendes læderjakke, som de hang der i hylsteret. Der ud over var hun iført nogle lange slim bukser som gjorde at hun kunne bevæge sig frit og hurtigt hvis det var noget der skulle blive et most mens de nu jagtede hvem guderne viste hvad var. Faktisk håbede hun på at denne A kunne finde ud af hvad opgaven egentlig gik ud på, eller om hun viste noget mere? Hun bed sig lidt i læben og smilede et lille smil da hun gik hen til mødestedet og der rigtigt nok stod en kvinde "Klar?" kom det med en hæs stemme fra Faith og hun stillede sig ind i lyset så man kunne se hende.

Ikke så langt derfra, på en nærliggende tankstation, en forladt en af slagsen, eller forladt og forladt. Der var ingen bemanding, og derfor ingen kunder, men der var en enkelt person. Der lød en sjasken og en summende, samt et åndedrag, som om sandpapir trak vejret. En stærk lugt af benzin hang over alt i kvateret, og havde gjort det det meste af aftenen. Gav'riel. Dette var vampyrens eller måske dyrets navn. Gav'riel var nok typen der ville tænde ild til verden, blot for at se den brænde, og dette var præcis hvad han var igang med. Han stod med to benzin slanger i hver hånd, og hældte olie produktet ud over jorden, ud over buske, bænke, og endda op af de nærliggende bygninger, så langt som slangen tillod det. Han smilte ad sin egen genialitet. Hvilken fantastisk aften det ville blive.

Men han var utålmodig, og inden længe, gik han hen til en af de to, og rev slangen af, så væsken strømmede hurtigere ud, det samme blev gjort imod den anden beholder, i stedet for at den regnbue reflekterende men ellers gennemsigtige væske blev spredt ud over det hele, var den nu fanget i en stor sø mid mellem de to poster. Og mens dette skete, sad Gav'riel på en bænk, den eneste tørre, og kiggede på sit værk. Hans hår var fedtet, sjasket og beskidt, det hang ned over hans ansigt, dækkende det, hvilket var til alles bedst. Hvis man kiggede på ham, oppefra, ville man finde følgende. En pande, hvor der et sted var hul, så man kunne se helt ind til hjernemassen, en næse, eller rettere det sted hvor næsen skulle have været. Øre, hvor der manglede stykker, og andre steder hud eller brusk. Kinder og i det hele taget det hud der var der, var misfarvet eller halvvejst rådnet. Hans mund manglede hist og her hud, så man kunne se direkte til musklerne der bevægede sig når han talte og trak vejret. Halsen, og halsrøret, så man kunne følge luften hele vejen ned i lungerne.

Og øjnene, det eneste normale ved ham, var hans øjne, de var faktisk næsten at betegne som smukke, hvis man da kunne se bort fra resten. De var isblå, isblå som vandet på en vintersø, som vandet der kan skimtes igennem isen, men alligevel bærer præg af den.

Han blinkede med øjnene en enkelt gang, og søgte da ned i lommen, her stødte han på to metalliske ting, han fremdrog den ene. En Zippo lighter, i blodrød basis farve, hvor der på forsiden var den negative af de to drama masker på trygt i sort. Et dramatisk og ... frygtingydende, eller ihvertfald kontrovertielt og makabert valg. Han åbnede lighteren, tændte flammen, og stirrede ind i den, øjnene der reflekterede lyset. "Er du klar?" lød i det fjerne.

Han smilte. "Ikke endnu... ikke endnu" flammen brændte, brændte, brændte.... og om to sekunder smed han den. Det var han overbevist om. Han stirrede ind i flammen, som vinden legede med den, mens han hele tiden gentog sit mantra.... ikke endnu..... ikke endnu...

Anthon vendte blikket imod Faith da hun endelig var blevet påkaldt. Hun smilte sævt med en alelse af råbasis med slagkraft. En viljestærk kvinde, men var inderst inde disointeret og forvirret som bare pokker. Hun var dog blevet fortroelig med byen og dets 'seværdigheder'. Hun vendte torsoet imod Faith, så hendes trenchcoat kort åbnede sig og hendes vågen skimtedes. Pistoler. To af dem. Voktorianske. Sad i hver sit bælte. Et omkring begge hendes lår. Ned af skinnebenet en dok og ammunision over sin barmfagre overkrop. Hun nikkede kort til Faith med ordene: "A.." præsenterede hun sig. "Jeg er mere en klar." sagde hun så og smilede inden hun rettede sig op. Hun så imod en sidegade, som pegede sin vej ned imod gasstationen. "Der må væe vores første bud." sagde hun og pegede med en sortbehandsket hånd og begyndte at gå imens hælene på hendes støvler klappede imod brustenene, som udgjorde den snævre vej. Da hun gik ud af lyset lod lygtepælen at virke igen og skinne ligesåklart som de andre. Det var A's påvirkning der havde sat det i uorden. "Lad os fange den synder." sagde hun så og vendte blikket tilbage på Faith, så det lange smukke sorte hår slog et sving. Normalt havde det været en mand der havde optroppet til dette job og A lignede ikke just den maskuline type. Hun var smuk og ren som bare pokker med de kønneste isblå øjne man kunne tænke sig. En skam at så kønt et ansigt skulle indsnævres i jagtens bitre alvor. Hun burde smile, synge og shoppe med sine veninder, men nej. Anthon havde endnu ikke husket at være piget.

Hun slog en kort latter op da hun sagde hun var mere end klar og kunne ikke andet end at vente på at dette kunne gå igang. Det var dette hun ventede på når dagende var kedelige. At blive ringet op og kaldt på arbejde fordi at et nyt udyr var gået amok mod menneskeheden. Menneske hader kunne man ikke just kalde hende. Men elsker var hun dog hellere ikke, hvis hun fik chancen kunne hun lige så godt finde på at dræbe et menneske som en af hendes egne. Det sked hun hul i. For hende var det ruset og pengene der lå i det, intet andet. Hun smilede kort, et lettere ondt og dyrisk smil da hun var begyndt at fremane sin indre bjørn så at sige? I hvert fald hendes kamp ånd så hun ikke længere skulle tænke på omkring hvad det var hun dræbte eller om det var forkert, egentlig havde hun aldrig haft den tanke og var egentlig også ligeglad med den når det kom til stykket, et bytte var et bytte om det så gik på to ben eller ikke skulle det stadig nedlægges. Hendes ben begyndte at gå efter kvinden som havde præsenteret sige som A, viste hun jo allerede men hvad, det var jo dejligt at få en fornemmelse af hvem det var man stod overfor, der var så mange gange hvor man kunne blive snydt "jaa, det giver jeg dig ret i sådan som det stinker af benzin, du ved tilfældigvis ikke hvad denne opgave går sådan mere præcist ud på? Blev informeret hurtigt på jobbet og tog afsted med det samme" mumlede hun med den hæse stemme, den passede hende faktisk godt, sådan en hæs stemme som man fik af at ryge for meget. Og det måtte man sige at Faith gjorde, men hun var jo allerede død? Så hvorfor ikke bruge den på ting som smage godt efter hendes smag og gav hende en hvis ro i sig, selvom det ikke var noget hun just havde brug for. Men den hjælp. Hun lod hænderne glide ned i jakkens lommer og kiggede rundt mens hun blev ved med at gå i et rask tempo mod tankstationen og kunne se nogle flammer brede sig "Jup, det er helt klart her" sagde hun og nikkede lidt for at bekræfte det hun sagde "Show time" hun tog sin pistol frem hvis kugler indeholdte ultraviolette stråle, altså en form for sollys, og kunne tage et vampyr ned ved at skyde kuglerne ind i brystet på vampyrerne og den ville brænde op indefra. Utrolig effektiv når man nu skulle sige det, og havde redet hende en masse gange da hun var blevet overmandet. Faktisk brugte hun ikke rigtig sine evner når det kom til stykket, hun holde mere af en fair kamp hvor pistoler og næver var i brug. Gjorde det mere spændende fordi at man aldrig kunne vide hvem vandt. Hun listede ind i skyggerne og gjorde tegn til at det nok også var smart at A gjorde det, så kunne de liste sig ind på deres bytte og finde ud af hvad fanden den egentlig ville, og hvad det var der skete her.

Han smed den. Den hamrede imod jorden, og landede i den store pøl af den stærkt antændelige væske. Der gik ikke længe, før hele kvarteret ville stå i flammer, og på fem sekunder, var ilden allerede nået ud til bygninger, og var begyndt at æde sig ind på dem. Han kunne ikke lade være med at smile. "De damer! De herrer! Jeg byder jer! Gav'riel! Den store! Den mægtige! Denne lejlighed kræver dog en lille dans!" Han dukkede i retning af de to skikkelser der var dukket op, om de var brænd folk, dusørjægere, eller blot uskyldige var sådan set ligemeget, rusen havde grebet ham, og hans blod kogte i årerne! Han smilte for sig selv, hvorefter han satte i løb. Han løb og løb, hvorefter han satte af, kravlende langs skraldespande, parkerede biler, og til sidst, stod han så på Tankens tag, kiggende ned imod de to. Og han fandt dem, tydeligt, som om de nærmest ville have han skulle se dem. Under ham, kunne han se hvordan ilden brædte sig, og ja, verden brændte, og ja, det var et fantastisk syn!

Han klukkede, og mens han ventede på dem, for det var det han gjorde, i denne rus af ild, blod og adrenalin, tænkte Gav'riel ikke over situation, mens han ventede, udførte han en lille stepdans, for et sådan show, krævede da næsten en lille dans!? Da de kom tættere og tættere på, kunne han dog ikke lade være med at tage sig selv i, at en smule panik greb ham, men når han nu havde startet det, kunne han vel lige så godt afslutte det?

Anthon nåede knapt at gemme sig før vampyren råbte op og begynde at stavre omkring. Hun rejste sig igen og trådte frem med et målsikkert klap fra hælene. Hun løb dog ikke efter da han endelig stak væk derfra, men hev en af pistolerne ud fra det højre lårs hylster og afsikrede det med en irriteret bevægelse. Hun gjorde der samme med den anden, men lod den sidde i hylstreret i tilfælde for at hun skulle bruge andre våben. Nok havde hun ingen UV stråler i sin pistol, men hun havde metallet deri på sin side, rent bogstaveligt talt. Hun smilede skæptisk inden hun nikkede imod Faith og lavede en række tegn med sine hænder i form af en strategisk kode, betydende: Omringning. Hun vidste at vampyren ikke ville kunne genkende tegnene, men ville høre det hvis hun kæftede op. Derefter satte hun i spurgt løb imod den ene side af vampyrens nye fortage. Hun satte af og støtte imod væggens side med små knive i hendes handsker og sko inden hun begyndte at kravle op ad den lodrette væg. Op imod ham uden en lyd. Hendes lange sorte hår blev rusket i vinden, som om den selv var imod hendes påtrædning imod vampyren. Trods hun havde et ry for at gå efter pengene, kunne hun ikke tilgive at han sætter ild til noget så uskyldigt som planter.

"forhelvede" bandede Faith da hun måtte indse at vampyrerne havde været mere snedig end dem og dette var virkelig noget som pissede hende noget så groft af! Men det var der ikke noget at gøre ved. Hurtigt blev pistolerne trukket og hun løb hurtigt efter A og nikkede til de tegn som kom og smilede inden hun løb i den anden retning fast besluttet på at hun ville være hjemme inden dagslyset, ellers ville hendes dag altså virkelig været ødelagt, og endnu mere hvis han slap væk! "hmm" kom det brummende fra hende da hun så at de måtte op på taget, det gik hurtigt hun satte af og hoppede op på en skraldespand og var så oppe på taget, hun tog sig ikke tid til at sige hænderne op eller vi skyder. Hun tog et klart mål og skød to gange efter hans ben i håb om at det ville ramme og stod klar til hvad der ville komme, klar til at skyde igen. hun havde på nuværende tidspunkt kun brug pistolen med almindeligt metal intet andet. Det skulle jo hellere ikke være for let, det ville jo direkte være kedeligt hvis hun bare skulle dræbe ham med det samme, også derfor at hun havde rettet sine skud mod benet, måske skulle hun endda havde rettet det efter knæet da dette ville have været endnu mere smertefuldt end det andet var, selvom det andet da også gjorde ondt. Hun smilede et skævt og mere ondt smil end på det tidspunkt og kunne mærke hvordan den anden side tog over, den onde, voldsomme og ubarmhjertige side. Den som mange frygtede og mange kaldte en bad ass, men hun var da ligeglad med hvad andre syndes om hende. Hun var en jægere og når man var en jægere skulle byttet nedlægges lige meget hvad!

Han stoppede op, trådte drillende til således at skuddet kun lige akkurat rørte hans ben, dette sendte en kold rislen ned over hans ryg. Han løb, hen imod hende, stillende sig op imod hende, hans hånd lukkede sig om pistolen. Eller ikke om pistolen, om dens løb. Hun kunne skyde, det ville blæse hans hånd i små stumper, men den kunne ikke sættes mere ud af funktion end den var nu. Han klukkede. "Jamen goddag frøken" hvislede han, smilende bredt til hende, alt for bredt til at være ved sine fulde fem, eller blot være helt normal. Han blinkede til hende, og kunne ikke lade være med lade en latter glide op af hans halsrør. Han udstødte en lyd, halvejst mellem et piv, og et grynt. En dyrelyd, han smillede, da han hørte, at hylet blev besvaret, af tusinde andre lyde, rotter, hunde, katte, fugle og alle andre dyr, der kunne tænkes at bo i en by. Disse kom løbende imod tanken, og de der kunne, klatrede eller fløj op af bygningens vægge. Deres øjne bærende et manisk preg, væk fra virkeligheden, besat af de overmenneskelige kræfter, der boede i enhver vampyr.

Anthon havde ventet en smule på sit moment og var nu opretstående på taget en smule fra dem. Hun gik helt lydløst imod dem imens Gavriel gjorde sit indtryk på Faith. Hun stoppede op bag ham og rettede sin sølvfarvede revolver imod hans venstre skulderblad. "Rør dig ikke blodsuger." sagde hun koldt og trykkede pistolen imod hans ryg. "Skyder jeg vil dit hjerte blive uigenkendeligt." sagde hun så, velvidende om at hvis en vampyr skulle slås ordenligt ihjel skulle enten hjernen eller hjertet ødelægges. Dog havde hun et svagt punkt for hjernen og ville ikke have at det eventuelle drab skulle være grimt. Alle væsener fortjente at dø i skønhed. Om ikke andet ikke i et blodbad med hjernemasse over hele herligheden. Desuden så fandt hun det mere filosofisk at gøre det sådan.
Hun kiggede kort vampyren over skulderen og tilså Faith at hun var okay. trods hendes ordre om at viderbringe vampyren, havde hun også fået besked på at hjælpe Faith med overlevelse så godt hun kunne. Det gav de bedste frynsegoder, og hvis hun kunne viderbringe vampyren i et stykke, så blev det endnu bedre. Hun smilede kort for sig selv inden hun klikkede kort med revolverens sikring for at vise det var alvor.

//Din figur minder mig om Jokeren fra the dark knight :D//

Faith grinede bare da vampyrerne stod foran hende og tog fat i hendes pistol "tro mig... jeg skyder gerne hånden af dig, men det ville ødelægge min jakke så.." hun trak hurtigt den anden revolver frem og skod ham lige ned i knæet da han stod så tæt på ville det næsten var umuligt for ham at undgå det, og stadig sørgede hun for at den i dette tilfælde ikke ville ramme A i foden da det ikke just ville se særlig godt ud i papirene hvis hun skadet en anden medspiller "Men goddag med dig Herre.. bare ud og brænde byen ned are we?" hun tog ikke nortis af at der var bygninger i flammer, der var stadig tids nok til at gøre det mere smertefuldt for denne vampyr, og det ville være en nydelse for hende at se ham ligge og vride sig i smerte mens hun langsomt ville dræbe ham "Og jeg vil bede dem om at slippe min pistol" sagde hun i et uhyggeligt roligt tonefald. Mange som havde stået i hendes position ville sikkert være ved at skide i bukserne af stræk og være taknemmelig for at der var en som stod med en pistol i på den anden side af personen. Men ikke hende, måske var det fordi at hun ikke var bange for at dø? Hun viste det ikke rigtigt, og var stadig ligeglad. Et smil bredte sig igen på hendes læber og mens hun bare stod og ventede.

//OOG: jeg smutter i seng nu ^^ vi ses i morgen :3 og måske kommer jeg på senere who knows? ^^ Men vi ses :]//

/7Bye bye :)//

Anthonia skrev://Din figur minder mig om Jokeren fra the dark knight :D//

//det tager jeg som en fornærmelse og kræver en undskyldning!//

Han smilte til hende, et grumt smil, et rablende sindssygt smil. Da han mærkede det kolde metal mod sin ryg, gjorde han intet. "Goddag de damer... og nej, jeg er ikke ude og BARE brænde byen ned! Det er min skæbne! Det er sådan det skal være! For at i skal have nogen at jage, det er i mine hænder" han stoppede sin tankestrøm, der lød et brag, og en kugle borede sig ind i hans knæ, ingen reaktion what so ever, hans krop var møde død end levende, og derved følte han ingen smerte. Blot en svag summen, han kiggede ned, og trak på skuldrene. "Jeg skaber lys i en mørk verden! og jeg må ikke fejle eller falde, det ville være at ødelægge noget perfekt og smukt, de damer, jeg byder dem mit mesterværk! Det er min skæbne! og jeg kan intet gøre ved det!" forklarede han, og klukkede let, hvorefter han lagde hovedet tilbage, så langt, at han kunne skimte toppen af piger der stod bag ham, det var jo ikke en kvinde, det var en tøs, en ung pige uden nerverne til at gøre hvad hun ville.

Men da gled hans øjne ned over hende, over hendes arm, hvor på der sad et smuket armbånd, med en sølvfarvet guldsmed. "Pænt armbånd ..." Komplimenterede han, hvorefter han drejede hovedet tilbage på plads. Igen kom en snerrende lyd fra hans strube, endnu et dyrekald, denne gang af mere truende og aggresiv adfærd, den type som en ulv udstøder inden den angriber. Og ja, det var præcis hvad der skete, rotterne der havde samlet sig på taget, var lige så stille begyndt at gå nærmere og nærmere de tre, og da udbrudet kom, for de til angreb, imod støvler, ben og ankler, gnavende i hver centimeter de kunne få fat i.

Denne distraction benyttede Gav'riel til at rykke voldsomt i Faiths pistol, med den intention om at slynge den af helvede til! "Jeg gentager mig selv.... Pænt armbånd søs"

Anthon hævede blot et koldt øjenbryn inden han summerede alle rotterne. Hun kiggede ned omkring sig og rynkede kort næsen. Hun sparkede febrilsk nogle væk og holdt skyderen imod ham. Hans anden bemærkning slog ned i hende som et lyn. søs? Hun vendte de klare isblå øjne imod ham. Af en eller anden grund tog hun det som hånede han hende.. noget pirrede til hende. Noget der ikke bare ville gå væk. Hun hev den anden pistol ud af hylstrert på hendes andet lå og rettede det imod hans hoved og trykkede af, så den ikke ramte, men skar en linje hår af med en uhyggelig præsition. Et advarende skud med et koldt blik. Hvad viste han.
"Ti stille blodsuger!" sagde hun forkvamt, men havde ikke nogen formaning at give efter. Hvad pokker havde han ment med det.
Hun så derefter ned, diskret så de andre ikke så den kolde facade nedbrydes af hendes frustration over den manglende hukommelse. Måske vidste dette væsen mere om hende? Hun sukkede og kunne ikke tage chancen. Hun ville bare have sin dusør..
Det var alt..
En simpel dusør.

//Det er ikke en fornærmelse. Jokeren er den sygeste skurk i verden! :D Han er så mega fed!! Jeg er fan^^//

// er faith forsvundet? //

//Pas? ...//