Halskæden - plot: Ahngel, Damia og Faith.

(Intro) På en aften for længe siden, vandrede der en enlig elverkvinde rundt, oppe i de ensomme bjerge. Hendes lange hår, sort som nattehimlen, var slået ned og hang blot ned af hendes måneskinshvide ryg og skjulte de nøgne skuldre, som var under elverkvindens smukt modelerede ansigt. Ansigtet havde en skarp men nøjagtig næse, smalle markerede øjenbryn, læber der med farve som de smukkeste roser der kunne fås og med øjne som stjernerne, der strålede klart over et flammende bål, ved de store midsommers ceremoni, som snart endnu engang ville bræge menneskernes dagligdag, i deres iver efter at gøre alt rede. Elverkvindens læber skiltes i et lille smil. Midsommeren var hendes aften, hendes tidspunkt, hendes. Og kun hendes! Det var den aften hvor hun hun ret til at komme ned fra de ensomme bjerge, og ned til menneskerne der ikke fattede andet end at de så en så smuk skabning i deres nærvær. Det gav hende altid en følelse af magt, og fornøjelse. Men fornøjelsen var nu først når hun havde fået en af dem på to mands hånd, og så hvordan hans liv så brat endte. Hvordan det lille lys i ham blev slukket mens øjnene blev først større og større og derefter blegnede ind til ingenting. Hun elskede det, og i år skulle være det bedste af dem alle. For i år havde hun en nu ting. En genstand som kunne udfylde hendes lyst. Elverkvinden tog sig til halsen, hvor en smuk platin halskæde med en sort opal var blevet draperet. Halskæden lå mod hendes hud, som var det alt hvad den var blevet skabt til. Den var ikke lang, sluttede lidt under hendes krave ben, men lidt over den kavalergang som hendes stramtsiddende stropløse sorte kjole dækkede. Elverkvindens smil forsvandt, da en lyd bag hende afslørede at hun ikke var alene. Hun drejede rundt, med alle sine parade oppe, men blev overrasket over hvad hun så, dog fik det ikke hendes parader ned, næsten tvært imod. Foran hende stod en smuk ung mand, hans sorte hår var nydeligt arrangeret i en hestehale, hvis spidser lige nåede ned til kraven på hans kuld sorte kappe, som omhyllede ham og gjorde ham til et med natten, eller næsten, for hans lyse hud og de havblå øjne var ikke til at skjule, bl.a. fordi de ikke ville skjules. Snare tværtimod. De var dragende, forførende og erotiske, de kunne med lethed få en hver kvindes hjerte til at smelte, blot for at få de øjne til at møde sine egnes, og elverkvinden var ingen undtagelse. Hun mærkede et sugende begær, der gennemstrømmede hende, og med et vidste hun at hun måtte have ham, lige meget hvor meget prisen ville komme til at koste. Dette fremkom tydeligt i hendes blik, og manden så det. Et underfundigt smil bredte sig over hans smukke dragende læber, som nu kom tætere mod hende, sammen med resten af hende. Elverkvinden stod blot og anede knapt sine levende råd, alle hendes parade var faldet, og hun håbede nu, håbede så inderligt at han ville gøre hvad hun håbede på. Mandens læber ramte ikke hendes læber, men fortsatte hele vejen op til hendes øre hvor hans fløjlsbløde ord smøg sig ind i elverkvindens øregang. ”Tak, og farvel. Min hævn for min fader vil nu blive taget!”
Elverkvinden stønnede i det hun mærkede en våd klæberig væske brede sig ved sit bryst. Der hun en underlig lyd fra hende i det hun trådte et skridt tilbage med opspilede øjne, der var blevet store af denne udvikling af hendes aften. Hun tog sig til brystet hvor væsken kom fra, og mærkede en dolk. Hun prøvede at sige noget mens hun hev i dolken. Hendes ord forsvandt i det sønderrivende smertens skrig der kom fra hende i det hun fik flået dolken ud. På dolken sad hendes hjerte. Hun gispede ved synes og faldt sammen. Halskæden gik af hendes hals. Manden bukkede sig ned og samlede den op, men i det han rørte ved blev han suget ind i den. Det samme gjorde liget af den døde elverkvinde.. halskæden fladt til jorden, hvor den lå badet i månens sidste lys, inden månen blev gemt bag en sort sky...

Sådan lyder en af de mange overleveringer om den sagnomspundne halskæde, der kan suge folk ind i sig og gøre dem til dens. Dog skulle dette efter sigende ikke kun være halskædens effekt. Nej den skulle også kunne syge evnerne ud af folk, når dens bærer beordre den til det, men modsat kan den også give de kræfter som den har tappet. Undertiden er der mange som har rørt den, men været uforsigtige og som nu lever et hvileløst liv inde i den sorte opal, hvor de for evigt er fanget og dømt til evig mørke og rædsel... Halskæden blev sidst set oppe i Nain Des' inderste bjerge, hvor mennesker sjældent sætter sine ben, og naturen har fået lov til at leve siden tidernes morgen...

En munter stemme kunne høres mellem skovens træer. ”Og lalalalalalalalalala, vi siger lalalalala for i dag er det bare min dag. Lalalalalalala” sang stemmen muntert mens fodtrin halvt gik, halvt dansede over skovbunden som dækkede bjergsiden. Den unge stemme tilhørte Adrianna, en ung kvinde med langt musebrunt hår der hang løst ned af hendes ryg og skjulte det øverste af den hvide sommerkjole som Adrianna bar. Kjolen sluttede omkring knæene, så hendes lyse lægge var synlige. De var glatragede og uden så meget som et eneste blå mærke, eller sådan så det ud. For under den lyse pudder på bagsiden af den venstre læg, ville man have haft kunne se et stort blåt mærke, der strakte sig fra den hvide ballerinaskos kant til få centimeter under knæhasen. Adrianna brød sig ikke om at hun ikke så perfekt ud, og det var grunden til at hun havde sunket så lavt som til at bruge pudder på sit ben, ikke noget hun ønskede skulle komme ud.
Adrianna vandrede stadig nynnende igennem skoven, der nu var blevet næsten helt mørk, men hun ville ikke standse på før end hun var ved den grotte som hun skulle slå lejr ved, aftalen i det væddemål hun havde indgået, med sin kusine, og det var også af den grund at hun nu befandt sig ude i skoven, på vej op af et bjerg...