Hiding, in plain sight. //Privat - Alvar Alcedin Austerlin//

Sted: Terre - Et af dets mange Værtshuse. Et af de mindre af slaksen.
Tid: 23:50
Omgivelser: Aftenen var på dets højdepunkt, og ligeså var værtshuset. Masser af fulde mennesker, væsner og monstre.
Vejret: Det havde regnet det meste af aftenen, og var først lige holdt op, så der lå tykke vandpytter, og tynde lag af regnvand over alt.


En Crimson pøl, omfavnede den kolde astfalt, under et læg af plastik, der ellers skulle holde varende, der var plasseret i den lille gyde. Denne pøl var uberørt. Perfekt. Som om den var blevet efterladt, kun for at tiltrække nattens ondskabsfulde væsner. Og det var lige præcis det, denne var til for. Og ud af skyggerne, løb en ung kvinde, med en hånd over sit ene håndled.

Der kom en klang fra værtshusets dør, da denne blev åbnet. Men da folk, de få der var interesseret, kiggede imod døren, var der ikke nogen. Som om vinden selv, havde magtet at få skubbet døren op. Det var endnu mindre der faktisk undrede sig over dette, og festen fortsatte. Døren der havde været åbnet, gled langsomt i, og dens automatiske mekanisme, fik langsomt lukket døren, og seansen var glemt.
"Skål for helvede!" Blev er råbt, og en høj klingren skreg, fra de stakkels glass, der næsten blev hamret imod hindanen, deres grænser bristet. Men de holdt. Som de havde så mange gange før. Og festen fortsatte. Uden nogen gråd. Nogen sorg. Kun glæde. Varme. Og hygge. Der var had, ja, men dette ikke indædt, men et overfladisk had, skabt af de procenter, der tankeløst var blevet tæsket ned i de svage menneskekroppe.
Der var kun ganske få ubrugte båse. Noget var reserveret, med navneskilte på bordene. Borde, med private båse, tilegnet stamkunder. Nogen båse havde været fuldte, hvor fra de siddene var gået. Enten op for at danse med partnere, eller for at bruge værtshusets, faciliteret i baglokalerne. Men en efterladt bås. Kun tom i ganske få minutter. Kom en ung kvinde, krybende. Ingen havde set hende komme ind. Ingen havde set hende sætte sig. For alle dem i baren, eksisterede hun ikke.
Uselt, krøb hun hen af båsens bænk, og satte sig så endeligt i hjørnet. Hun kiggede ikke op. Nej, hun kiggede slet ikke. Hendes øjne var klemt i, og rettet imod jorden. Som om hun ikke ville se hendes omgivelser. Eller i håbet om, at når hun ikke kunne se, kunne ingen se hende.
Da hun havde sat sig, løftede hun sine føder op på bænken. Hun var ifført et par korte shjorts, men intet på hendes føder. Over livet havde hun en simpel sort trøje, og helle hendes beklædning, var stadigt en smule vådt, fra det slemme vejr der havde været, for ikke meget længe siden. Hendes hår var fedtet, og samlet i tykke totter, der gled ned langs hendes hoved, flere af dem foran hendes ene øje.
Kvinden lagde sine arme om sine ankler, og trak dem tæt op til sig, så hendes tynde knæ var tættere ved hendes hage. Hendes ansigt blev hun ved med at gemme. Bag hendes hår. Og nu bag hendes knæ, da hun lod det synke ned bag dem, så kun hendes øjne var til syne, som stadigt var lukket.
Efter disse, ganske få bevægelser, sad hun nu blot helt stille. Som var hun frosset fast. I sin egen tid, et helt andet sted. Fri for larmen. Fri for den glæde der blev udråbt fra påvirkede sind. I sin egen lille verden. Hvor hun kun skulle trænges med sine egne smerte. Hendes egen sorg. Uden at skulle tage sig af andres.. Der, hvor hun kunne svømme i sit eget hul.
Et par mænd og en kvinde kom grinene hen til bordet, med flere flasker vodka, øl, osv i hænderne. De så alle forundrende ned på Olga. Den ene af dem, tydeligtvis den 'dominerende' knægt i kruppen af unge mennesker.
"Hey.. Tøs, kunne du ikke tage dig et bord, som ikke var taget? At side og surmule på, eh?" Spurgte han tomt. Ignorant. Det interesserede ham ikke, at søge efter kvindens smerter, og måske lindre dem. Det var der ingen der søgte. Alle tænkte først på sig selv. Alle var enten ondskabsfulde, eller blot ignorante.
Den unge kvinde, åbnede pludseligt øjnene, og stirede op på de unge mennesker. Hendes øjne var matte. Tomme. Der var ingen pupil, men blot en mat rød farve, der stirede op imod menneskerne.
*Hvorfor skulle jeg behandle dem annerledes?*
Kvinden forsvandt pludseligt, uden nogen form for advarsel. Det skete som et blink. De unge mennesker gispede, og kiggede omkring sig. Og så pludseligt, fløj boret op, som om nogen havde grebet fat i kanten, og hevet opad. En høj larmen, og kliren af smadrede flasker, og glass skar igennem klubben, og der blev meget kort, helt stile. Der blev også pauset for musikken, af ejeren bag baren. De unge mennesker stod nu tilbage ved det væltede bor, og så dybt forvirede ud. Og straks begyndte der råben, og de unge mennesker blev slæbt ud, og nogen rengørings folk begyndt straks at samle glasskår op. Og allerede efter meget kort tid, begyndte hyggen igen, og der blev straks 'varmt' og behageligt igen. Nattens 'syndere' smidt på porten, med en gevaldig regning i deres lomme. Deres overfladiske forklaring, om den unge kvinde, der simpelthen bare forsvandt, fuldstændigt glemt.
Og nu da alt dette var ovre, kom den unge kvinde til syne igen. Gemt væk, i en af de resserverede båse. Helt henne i skyggerne. Bag alt seansen før. Et et hjørne hvor hun ikke kunne ses. Krøb hun igen sammen. Trak sine ben til sig. Gemte sig bag sit hår. Gjorde sig selv så lille, og ubetydelig som hun kunne. Præcis som hun også følte sig.
På blot en uge. Måske to. Havde denne kvinde ændret sig drastisk. Fra en glad og lystig ung pige. Nu til en skræmt, fortabt og forviret kvinde. Hun vidste ikke hvad hun skulle gøre med sig selv. Hun blev jagtet af to sider. Følte at hun var imellem to store flodbølger, der før eller siden ville kvase hende. Endeligt få denne kamp afsluttet. En kamp, hun godt vidste hun til sidst ikke ville vinde.. Begge fronter var lige farlige, og lige så effektive. Og hverken den Lucas, eller Vlad, ville stoppe med at lede, før at de fandt hende. Kvinden pressede sine øjne hårdt sammen, i det et meget lavt, og næsten lydløst klynk, kom fra hende. Hun kunne ikke stope hendes raserende tanker. De rev og bed hende altid. Hvis bare hun kunne. Så kunne hun få billedet af ham væk. Og så bare give op. Lade den ene, eller den ande side tage hende, og æde hende. Men tankerne tillod det ikke. Han ville ikke forlade dem. Intet forlod nogen sinde hendes tanker. Men nettop han, dominerede dem.
Først blev der fældet en tåre, men uden lyd. Så endnu et lavt klynk, og endnu en tåre. Men så kom vreden, og hendes overlæbe hoppede, inden hun hårdt bed sin hånd, så blod piblede fra den. Og hun drak det. Selvom hun altid havde fået afvide, at man ikke måtte gøre dette. Det svækkede dig. Det havde hun altid strængt fået afvide. Men heller det, end at lade nogen lugte hende. Dette havde hun dog først tænkt på, efter hendes vrede havde forviret hendes tanker, endnu engang. Hvis bare han dog kunne have efterladt hende, med had. Uden...

Et skridt, endnu et, efterfulgt at et til. En ensom gang hen over et ildelugtende fortov syntes umådelig pinefuld, for den endte til sidst ved foden af en blodig masse over asfaltens mørke dække. Ved dens side kom en sort sko til syne. Poleret, pæn, som fine herre sko burde være. Stoppede kort op, så man lige kunne se kanterne på en lang sort frakke flagre med den lette vind.
Han rynkede næsen ved lugten: helt bestemt hende. Han ville kunne kende den i blinde, i blandt tusind forskellige lugte. Et par indsunkne mørke røde øjne gled hen over resten af gaden. Det lugtede som om han var gået tilbage til en tid fyldt med rotter, junkier, og snavs, til trods for at han ikke var i samme ilde tilstand som dengang. Man kunne faktisk forveksle ham med at være en anstændig ung mand, som han så ud nu.
De mørke øjne gled ned på blod pølen igen: han betragtede den uden nogen ydre tegn på reaktion af at se den, og der var heller ingen indre. Han følte ikke skyld, burde han det? Burde han begræde hendes manglende blodtab? Men han havde efterhånden forstået hendes mønster. I tre dage havde han forsøgt at opspore hende, kun fundet blodpølene som det eneste tegn. Noget der uden tvivl skulle lokke ham selv, samt Vlad's nosferatuer i en blindgyde. Men under en gennemsigtig facade, lå der også noget mere i disse blodpøle: håb. En lille gnist af det, da hvem end der fandt dem, ville være i nærheden af hende på et eller andet plan, og måske ville finde hende. Han troede på at hun underbevidst gerne ville findes.
Han behøvede ikke at sætte sig på hug for at konstatere at pølen var blevet skabt knap fem-ti minutter inden han selv ankom. Hun kunne umuligt være noget særlig langt. Desuden var klokken snart over midnat, og eftersom han kendte til Vlads besættelse af at finde ly flere timer inden solens opgang, regnede han med at lidt af hans indflydelse måtte prikke til Olga, og hun selv ville finde et sted at være i fred for resten af natten, ligesom hun sikkert ville forsøge at bruge samme sted som ly for solen. Udover det, ville hun ikke søge kloakkerne for dækning, så hun måtte bruge husene, kroerne, butikkerne til at gemme sig i.
Det var nu han fandt sig velsignet af den viden han havde fået ved at tilbringe en måned sammen med kloak vampyrerne. Hvis ikke han havde kendt til Vlad's besættelse, og deres 'Nest' ville han aldrig være kommet frem til at hun måtte befinde sig på det første offentlige sted. Han måtte vel bare følge gaden indtil han kom til en bar eller lign. Her ville han tjekke toilet båse, V.I.P rumme, og se under borde og bag baren, efter en lille sammen krøllet skikkelse. Men han fandt desværre ingen bar, men efter en god halvtreds minutters gå tur, ankom han til det første sted der så ud til stadig at være åben. Et værtshus. Deres latter og glædes sange, kunne høres helt ude på gaden.
Han skævede til værtshusets udseende, imens at han debatterede hvor vidt han ville derind. Mennesker, væsener, andre levende individer generelt, var ikke ligefrem noget han var god til at håndtere. Men det var det nærmeste værtshus, og han stolede nok på hans hoved til at tage chancen og gå derind.

En velkendt lille lyd kom fra døren da Alvar åbnede den, og trådte ind. Hans mørke øjne straks opfangende de få gæster der lod deres blik glide hen på ham, for at slå af i et grin, og pege en smule. Han kunne ikke bebrejde dem, han faldt ikke ind i mængden, og i forhold til de almene folk inde i værtshuset, lignede han en fra det højeste af samfundet. Hans jakke var sort, dækkede over et matchene sort jakkesæt indenunder, med et ligeså sort slips, og et par sorte læder handsker der omfangede hans hænder. Han kunne vel minde om en bedemand, eller en person der kom lige lugt fra en begravelse og havde søgt værtshuset for at få dulmet sin sorg i alkohol. Gid det var så vel, tænkte han, og lukkede døren efter sig. Han fik ganske kort øjen kontakt med bartenderen der skulede en smule mistroisk til ham, men et lille sørgmodigt smil, og et langsomt nik fordrev alt mistanke, og Alvar spillede på rollen som sørgende.
Han så hen over mængden af mennesker, og videre hen over de mange båse der var. Okay, det her blev vanskeligt, en ting var at vildlede bartenderen, en anden var at gennemsøge hver enkel bås uden at nogen ville opdage noget.
Han tog det første skridt hen imod båsene imens han så søgende ud i mængden: ingen spinkel pige, ingen spinkel pige, og ingen spinkel pige. Han sukkede en smule opgivende for sig selv, måske var hun her ikke engang og han spildte sin tid!
Den sorte frakke gled ned fra hans skuldre, som han spillede på at have en hensigt om at slutte sig ned på stedet. Som den sorte frakke var gledet af skuldrene og ned af armene, lagde han den over den ene underarm og gik med den, fra bås til bås. Den første var ledig, men han satte sig der ikke, den næste havde nogle få fordrukne gæster ligesom nogle få andre der fulgte, og den sidste... Han stoppede derved, og i skyggerne fik han øje på en kvindelig skikkelse. Det lignede nærmere en klump af sort, så måske var det ønske tænkning og indbildning. Men uanset hvad så kunne han ikke bare gå derfra uden at tjekke. Han gik tættere på, sikkert lydløst på grund af larmen fra de andre gæster, hans duft tværet ud på grund af de mange stærke aromaer fra de alkoholiserede drikke. Dets tættere han kom derpå, dets mere tydelig blev den sorte skikkelse og de mørke øjne spærrede sig op som han genkendte skikkelsen. Olga!
Halsen snørede sig ganske kort sammen, imens at han blev grebet af en utilgivende angst for konsekvenserne af at tage kontakt til hende igen. Hvis Lucas vidste det, hvis han fandt ud af det... ikke engang Gud ville kunne beskytte ham fra hans helgens rasen. Men i dage havde hun hjemsøgt ham, ikke konstant men i få tilfælge af døgnet, når han lavede noget der kunne mindes tilbage til hende, når han fortabte sig selv i skødesløse tanker.
Han satte sig, skuttede sig hen ved siden af hende, og knejsede nakken så det lange, krøllede, sorte, hår, gled ned over hans skuldre, og med et ømt smil over læberne, og et undskyldende blik hviskede han næsten hæst:
,, Olga?", spørgende, som havde han brug for bekræftelse i at det var hende.
Hans ansigt som det altid have været. Formet af engle kunne man vel kalde det, med en knækket porcelæns maske, imens han betragtede hende. Et snav kæmpede sig vej frem. Et stik af smerte, af indvendige klynk: han havde ikke indset hvor meget han egentlig havde savnet hende, før nu, hvor han sad ved siden af hende.
Et gammelt billede af et smilende ansigt, en utålmodig trippen, og et legesygt glimt i et par røde øjne poppede op i hans hoved.

"Haha! To mere! Pff nej man... Ej har du hørt..." Blah.. Blah.. Blah.. Larmen skar i Olga. Hvorfor? Hvorfor var hun dog taget på en bar? Var der ikke andre åbne steder, hvor der havde været mindre larm? Mindre. Glæde. Hvor hun ikke konstant blev mindet om, at hun intet havde at grine og smile af. Ikke mere. Hun havde engang været glad og smilende, men det havde været da hun havde. Alt. Men alt blev taget, i det han fik noget. hun håbede inderligt at det havde være ham det værd. Hvis bar ehun kunne fortælle ham hvad det havde taget. Så han for helvede kunne nyde det. Og sætte mere pris på det. End han havde på alt andet hun havde givet. Hun havde ikke engang fået Ronnies tøj tilbage. Det havde han stadigt.
Et meget lavt fnys kom fra Olga, og en halvt smil. Et knækket smil. Kom over hendes læber, imens glædelige minder kom op af Ronnie, der drillede Alvar med at være 'lille', da han havde været for lille til hans tøj. Men smilet forsvandt hurtigt. Da en stikken smerte, penetrerede hendes glade minde, og brang billedet hun nu havde af Vladimir ind i hendes tanker. Hans ukontrolerbare vrede. Hans truende klør. Der langsomt kom nærmere hendes øjne. Hun kunne vende sig, men ikke løbe. For der stod Daianna, og hendes rotte. Med hendes lede, sadistiske smil.
Et lavt klynk passerede hendes læber, i det hun trak hendes ben tættere ind til sig, og pressede sit ansigt imod hendes knæ, og gemte sig væk. Hendes øjne blev presset hårdt sammen, hvilket havde presset en tåre frem fra hendes øjnkrog, som nu blev tværet ud under hendes øje.
Her ville de ikke finde hende. Nej. Der var ikke nogen af. Dem. Der kunne finde på at lede her. De ville ikke risikere at angribe hende i blandt andre. Ingen ville finde hende her.
Larmen, blandet med hendes tanker, havde ikke ladet hende høre Alvar nærme sig. Hun ville godt have kunne lugtet ham, ud fra alle de andre dufte pågrund af hendes medførte talent for at opsnuse ting. Men det havde hun ikke, da hun både var svækket, og på helt andre tanker. Men da Alvar satte sig, gippede det i Olga, og hun kiggede hurtigt op. Hendes normalt lysende, næsten glimtende crimson skyer i hendes øjne, var matte, og næsten tomme for liv. Hun kiggede på Alvar, først meget tvivlende. Som om hun ikke troede på, at han faktisk var der. Hendes øjne blev langsomt smallere, i grad med at hendes læber langsomt skilledes, for at skælve, imens hendes hæse stemme stammede navnet frem.
"A.. Alvar?" Spurgte hun, som en næsten uhørlig hvisken. Hun løftede meget langsomt sin hånd, som stadigt havde et par bide mærker, og adskildige kradsesår på håndledet, imod Alvars ansigt. Hendes øjne åbnede sig langsomt, og hendes blik ændredes til overrasket. Det var ham! Det var virkeligt ham. Han havde fundet hende. Havde han faktisk ledt efter hende? Det blik? Ville han undskylde? Der var følelser i hans blik... Var det virkeligt Alvar? Smukke. Dejlige. Alvar.
Olgas hånd rakte meget langsomt ud imod Alvars ansigt, imens hendes fingres nerver, fik dem til at spjætte. Olga sank en klump, og et lavt hulk kom fra hende, imens hendes læber bredte sig, til et ægte smil. Et oprigtigt smil. Et hun ikke havde haft i lang tid. Hendes hoved sank en smule, og tiltede langsomt en smule til siden. Som var hun en lille pige, der genert rakte ud efter en gave, hun fik fra en chamerende ven.
Alvar. Dejlige Alvar. Han havde fundet hende? Men hvordan? Havde hun ikke gemt sig godt nok? Eller. havde hun med vilje gemt sig steder, hvor han ville kunne finde hende, men ikke de andre? Nej. I så falde. Var det underbevidst. Men. Men hvorfor? Han. Havde da Lucas? Hvofor?
"A.. Alvar?" Hendes kalden efter hans navn, var nu mere et spørgsmål. Var det virkeligt ham? Hendes hånd stoppede brat, i det hun hurtigt strakte hovedet op igen, og angst, havde tydeligtvis skåret sig ind i hendes tanker, da hendes mund åbnede, og hendes øjne langsomt åbnede sig. Hendes fingre spjættede et par gange mere, inden hun hastigt trak sin hånd til sig, og slap sine ben.
"Alvar? L.. Lucas.. Hvorfor? H.. Hvad.. Vil du? N.. Nej h.. Han.. Han har.. Ikke også.. Fået.. Dig til at.. Lede? N.. Nej Alvar... Du.. Du går.. Ikke imod Lucas.. H.. Han.. Har. Fået dig til at lede? N.. Nej Alvar..." Hendes ord var ikke længere en lav hvisken, men i stedet en ængstelig stammen, næsten allerede bedene efter nåde, som om hun allerede havde regnet ud hvad der ville ske. Hun kravlede nu til siden, og hen af båsens bænk, så hun langsomt tog afstand til Alvar, imens hun rystede på hovedet, uden at tage hendes matte øjne fra hans. Hendes læber rystede, og da hendes øjne blinkede, blev en tåre presset frem fra hendes kirtler, og langsomt ned over hendes kind.
Nej. Hun kunne da ikke bekæmpe Alvar? Ikke.. Flygte fra han.. Han var hurtigere end hende.. Måske endda mange gange? Specielt nu.. Nej. Nej han kunne da ikke. Være ude efter at skade hende? Nej... Nej ikke efter hvad hun havde givet ham. Så skulle hun i hvert fald vise ham hvor meget det havde skadet hende... Men. Nej. Det.. Det var jo Alvar?
Et lavt klynk kom fra Olga, imens tåren på hendes kind, langsomt krøb vidre ned af hendes kind. Hendes arme rystede, da de blev plaseret på bænken bag hende, og hun stadigt kiggede imod Alvar, sidende med fronten imod ham, og hendes ene ben rejst foran sig, det andet strakt imod ham, og lavede en afstand imellem dem, hvis ikke han ville kravle over det for at nå hende.

En svag ændring i de matte røde øjne kunne skimtes, som Olga sagde hans navn med forundring i stemmen. En hæs hvisken der var meget anderledes fra den stemme han huskede. De fine sorte øjenbryn gled længere imod midten imens han betragtede hende med en sørgmodig maske af æggehvid porcelæn. Hvordan var hun endt sådan? Hvordan kunne han have tilladt hende at ende sådan, og hvorfor var den dumme pige ikke taget tilbage til Vladimir i kloakkerne? Men begge spørgsmål fik et velfortjent svar, det første gav sig selv: på grund af ham. Det næste var også meget åbenlyst, hun var bange for Vlad. Hans vrede var ej lig nogen andens, og skønt at Alvar ligeså frygtede Lucas, så var deres metoder til at afstraffe på meget forskellige. Alvar blev kørt på psykisk hvorimod Olga ville blive søndertævet fysisk. Det sidste spørgsmål... var vel på samme tid åbenlyst som de andre, men af en eller anden grund fik tanken og svaret ham til at smertes: fordi han elskede sin helgen højere end hende. Ikke sandt? Fordi at Lucas, var noget andet end Olga. Men hvad var Olga? Og hvem havde i sidste ende mest betydning? Han ledte efter hende, selvom Lucas havde sagt at hun ikke længere eksisterede, men det gjorde hun, for hun sad lige her, skælvede ved hans tilstedeværelse efter sine sidste ord.
Hun flygtede, trak sig rædselsagent væk fra ham, skuttede sig i den modsatte side af ham, imens hun rystede på hovedet.
Sendt af Lucas? For at dræbe hende? Han burde vel slå hende ihjel, koldblodigt gribe fat i hende, og lade sine tænder spidde hendes hals, tomme hende for de resterende safter, få hende til at gå i en dvale tilstand på grund af for meget blodtab, for derefter at ligge hende ud i solen for at brænde ihjel. Men han gjorde det ikke, til trods for at det ville have været det ultimative symbol på loyalitet overfor hans helgen.
Hun vakte noget, noget der med tiden syntes at forsvinde fra ham, at blive drænet fra hele hans væsen: menneskelig, indre, følling. Han var så småt begyndt at glide væk fra det barne stadie han før havde levet i. Hans øjne var et klart symbol på det. De før hidsige røde øjne der i starten af alt det her, lyste skarpt og klart, var blevet meget mørkere, mistede gradvist mere og mere af deres overnaturlige glød. Han var gået fra et rebelsk barne stadie, og var nu på vej over i et koldt og kynisk voksen stadie, hvor han hverken kunne finde anger ved sine ofres lidelser, eller andre folks sårede følelser. Kort sagt, han var ved at blive voksen.
Han lænede sig tættere hen imod hende da hun prøvede at få afstand imellem dem, rakte en hånd ud for at gribe fat om hendes tynde håndled. Hans ansigt var stumt, hans øjne tavse, men hans sjælløse maske var krakeleret, og man kunne mærke på selve hans væsen at han ikke havde morderisk hensigt, men netop var det han havde udgivet sig for at være overfor bartenderen: sørgende.
,, Han ved ingenting...", sagde han ganske roligt.
Hans tonefald, og måde at side ordrende på, tydet ikke på at det var løgn, men det hele kom til sidst an på hvorvidt Olga troede på Alvar frem for sit paranoide hoved.
,, Sssh...", tyssede han stille på hende, og trak sig hen imod hende, samtidig med at han trak hende imod ham. Som de kom tættere på hinanden, ville den hånd der havde haft fat om hendes håndled, glide op af hendes arm, og sno sig over ryggen på hende for at gribe fat om den modsatte skulder, og føre hende ind i en tæt omfavnelse, imens han med den anden hånd gled ind under hendes ben, løftede lidt op i dem, for at lade dem ligge over hans egne, så hun næsten sad på skødet af ham. Den anden arm lagde sig derefter også omkring hende, imens at hånden der før havde lagt på hendes skulder kørte op i hendes hår, og begyndte nænsomt at ae hende på hovedet.
Beroligende, og trøstende, som var hun hans barn. Hvis hun fortsat græd og klynkede, ville han igen ganske stille tysse på hende, imens han lagde sin hage på hendes hoved blidt. Svagt klemte han de mørke øjne sammen imens han blev fyldt med et sært behov for at beskytte, ae, holde om, og trøste hende. Det pinte ham at se hendes udtryk, hendes angst for ham. Hun skulle ikke være bange, ikke for ham. Ikke når hans helgen ikke var tilstede, alene var han mild som et lam. I selsskab med hans skaber, var han et kynisk kreatur, der ikke ville tøve med at gøre hende fortræd.

Vampyrenes Dr. Jekyll, and Mr. Hyde.
Men lige nu, havde hun ingenting at frygte.

Det gipede igen i Olga, da Alvar greb fat i hendes håndled. Hendes skræmte øjne rakte med det samme imod hans hånd, og et lavt klynk kom fra hendes strube, imens hendes blik ændrede sig til bedene. Hun trak i hendes arm. Ville fri fra hans greb. men hun brugte ikke alt hvad hun havde. Hvis ikke hun var svækket, var hun omtrant så stærk som ham, hvis ikke stærkere. Så ville hun da sagtens kunne slippe fri?
*Olga... Kom nu.. Hiv nu til.. Riv dig nu løs... Hvis ikke han vil skade dig fysisk, så gør han det psykisk! Det ved du godt! Lad nu være med at lade ham igen! Riv dig løs, gør som du gjorde ved ungerne, og løb din vej!
Nej... Nej. Det var Alvar? Jeg. Skal ikke frygte Alvar. Jeg hjalp Alvar. Slap ham. Fri. Det måtte han da være taknemlig for?
Også selvom han ikke gør det med vilje, så vil han skade dig, det ved du godt! Lad være med at give ham chancen igen! Se hvad du er endt ud i, kun for ham! Din dumme udulige tøs!*
Olgas tanker raserede, med to sider, der kæmpede imod hindanen. Men selvom hun havde så mange tanker, styrede de ikke hendes handlinger. Hun sad der bare, og hendes læber skildtes langsomt, som ville hun svare tilbage på det han sagde, eller komme med flere grundlag, til at han skulle hold sig væk. Men var der begrundet nogen? Havde hun en god grund til at han skulle holde sig væk? Havde hun ikke gjordt alt det her, fordi hun følte noget for ham? Noget stærkt nok til at hun ofrede så meget? Eller var hun bare uffateligt naiv.
Olga kiggede hurtigt tilbage på hans hånd, og rystede langsomt på hovedet, da den gled op af hendes arm. Men hun fjernede ikke sin arm. Lod den ikke falde. Lod den bare forblive udstrakt, og lod blot hans blide hånd glide op af hendes arm. Hun rystede stadigt over helle kroppen. En angst, hun aldrig havde haft før. Daianna havde sørget for dette. For hendes hjerteskærende angst. Havde Lucas måske trænkt ind i Alvars hoved? Gjort det endnu mere forvirende, end det var i forvejen? Eller. Kunne Alvar endelig udviser følelser? Lade hende vide, at han faktisk følte noget...
Det gippede i Olga, da hans hånd rørte hendes ben, og hun blev løftet. Olga sank en klump, og rystede langsomt på hovedet, imens hendes ansigt ydmygt tiggede om nåde. Hendes angst tillod hende stadigt ikke at stole på ham. Ikke helt. Han viste ikke sine følelser før hen, så hun kendte dem ikke. Var dette en facade? Ligesom den han normalt havde haft, for at skjulde hans had? For hende. Man måtte da hade en person, for at kunne gøre, hvad han havde gjort. med en klar samvitighed? Men. Havde han det?
Da Olga nu endeligt, næsten, sad på hans skød, gjorde hun sig så lille som hun kunne, og kiggede ydmygt op på ham, da endnu en tåre af angst gled ned over hendes kind. Men han lagde blot sine arme omkring hende. Han havde ingen 'ond' plan. Ville ikke skade hende. Ville han faktisk gerne tryste hende? Eller var det igen hende der var naiv.
Lige meget hvad, så havde hun brug for det som han tilbød, og hun lagde med det samme hendes hoved imod ham, og gled det til hans brystkasse, så hendes kind var presset derimod. Et lavt klynk kom fra hende, og hun lagde den før udstrakte arm, omkring Alvar, og knugede sig selv tættere til ham. Hendes anden arm, der før blot var blevet slæpt bag hende lagde hastigt hendes hånd på hans brystkasse, og udfoldede den, så hun pressede håndflade imod ham, og aede ham, som han gjorde hende. Hendes dejlige Alvar. Det svin der havde bragt hende ud i det værste kapitel i hendes liv! Den eneste hun nogensinde havde ville ofre så meget for. Den, som hun inderst inde, ikke kunne fungere uden.
Hendes krop rystede stadigt, imens hendes tåre gled ned af hendes kinder, nu uden at blive holdt tilbage. Ikke længere tåre af angst, eller had. Nu de tåre, hun havde haft brug for at lade løbe, lige siden hun blev skubet væk fra Alvar. Siden han skubbede hende væk. Både fra ham. Og fra hendes familie. Endnu et klynk kom fra hende, imens hun fjernede hendes hånd fra hans bryst, men kun for så at klappe den hårdt imod ham, imens hun lavt knurrede, og næsten skubbede imod alvar med hendes kind.
"Hv.. Hvorfor... Hvorfor Alvar? Hvorfor vil du.. Ik.. Lade mig forstå? Dine følelser.. Holdninger.. Dig... Hvorfor..." Klynkede hun igen, og pressede nu sine negle imod Alvars brystkasse, og imod hans ryg, hvor hendes anden hånd var. Det var ikke blidt. hun gjorde det ikke bare figurativt. Hun pressede hårdt imod ham. Som for at afstraffe ham. Hendes tænder blev klempt hårdt sammen, imens hun igen knurrede lavt. Hidsigt. Men det sluttede i endnu et klynk, og hendes vrede maske, blev ændret til den fortabte Olga hun faktisk var. Alle hendes følelser, skrevet med sort tus, på hvit papir. hendes hænder foldede sig begge ud igen,og hun klamrede sig igen ind til ham. Hun ville ikke kigge op. Hun ville ikke slippe. Måske, ville han så bare skube hende væk igen. Nej, det ville hun ikke ud i igen. Det ville hun ikke kunne klare igen.
I alt dette, kom en varme. En varme hun ikke havde kunne føle i lang tid. Ikke iden han. Havde skubbet hende væk. Igennem det sørgende ansigt, og de mange lave klynk. Formede der sig et meget lille, og gemt smil. Gemt for alle andre. Det var hendes. Lige så var han. Lige nu.. Bare lige nu. Han aede hende. Hun aede ham. Det måtte betyde at hun betød noget for ham. Og hun vidste jo udemærket godt. Hvor meget han betød for hende. Endnu et lavt klynk kom fra hende, i det hun lod sit hoved synke, og prese imod ham igen.

Følelsen af at ville beskytte lod sig ikke formindske, skønt at hun ikke virkede frivilligt deltagende i den omfavnelse han gav hende. Det var på sin vis også umådelig hyklerisk at sidde og omfavne hende, efter det han havde sagt for omkring fjorten dage siden. At han havde udnyttet hende, blot for at komme tilbage til Lucas. Måske var det i sidste ende sandt, at han havde søgt hendes selsskab på grund af hendes godhed, trøst, og medlidenhed? Og derved fundet sig en syndebuk han kunne sno om sin lille finger. Men efter hun var forsvundet, havde han opdaget at han havde mistet noget andet, noget der fulgte med hende, en humoristisk glæde, en måde at beskue verden, små dumheder som at en person faldt over et eller andet, han var stoppet med at finde morskab i de barnagtige ting. Begyndt at ændre sig indtil noget skræmmende, der fik det til at krible med angst hele vejen ned af hans ryg. Han var ved at vokse sig ind til noget væmmeligt, noget giftigt og korrupt, men sammen med hende havde han været rolig, stille, og ... tryg. Hun havde givet ham komfort i en tid med rent helvede, og nu var det hans tur til at gengælde tjenesten. De utallige gange hun havde holdt om ham, i et forsøg på at fordrive hans dæmon, også selvom hun ikke kunne få den væk.
Da Olga greb fat om ham ligeså, lukkede Alvar øjnene, og knugede hende indtil sig, lod kinden ligge sig imod hendes hoved, imens hans aske hvide hånd gled ned over hendes baghoved lige så stille, og hun lod sin anden hånd ligge i mod hans bryst.
Ved Gud det var hans tur til at omfavne, trøste, og jage dæmoner væk, at beskytte hende som hun havde beskyttet ham. Da hendes negle piercede imod hans hud reagerede han knap nok, udover at rynke svagt med brynende. Hendes vrede var vel begrundet, og derfor protesterede Alvar ikke hvis hun havde lyst til at sparke, slå, eller kradse ham.
Hendes ord gav et lille stik i brystet af skyld, af dårlig samvittighed. Hvordan kunne han forklare det? Jo, han havde gjort det som han havde gjort fordi at Lucas tryllebandt ham, og derfor havde han handlet i et panikslagen øjeblik for blot at fortryde det kort efter - det lød mere som en undskyldning end en forklaring. Måske fandtes der ingen forklaring? Måske var der i virkeligheden slet ingen måde at sige noget som helst på, og måske.. måske skulle man lade være med at tænke derpå?
Efter at hendes vrede var blevet til endnu en desperat omfavnelse, efterfulgt af pinefulde klynk, fortsatte Alvar med at holde om hende, ae hende, som hun aede hans bryst. Sådan ville de sidde, opslugt i hinandens tilstedeværelse, som to elskere der efter flere års separation endelig havde fundet hinanden igen.
Olga...
Han bøjede hovedet ned for at støtte panden imod hendes skulder, så hans lange, krøllede, sorte hår fulgte efter og gled ned over skulderen. Følelsen var ubeskrivelig, ikke berusende som Lucas, men ej heller ligeså dulmende. Den var noget ganske andet, noget varmt, og glædeligt, uden at være begrundet med noget bitterligt, og altædende.
Efter lidt tid, trak Alvar hovedet en smule tilbage, lod sin omfavnelse løsne en smule så han kunne se på Olga, uden at bryde deres sidde position.
,, Olga..".
Kaldte han stille, for at få hende til at se op: gjorde hun det ville hun uden tvivl møde Alvars dukke ansigt, og de stumme mørkerøde øjne, indrammet af en sort krøllet manke. Deres ansigter blot ti centimeter fra hinanden.
Han ville se hende ind i øjne, skulle hun se op, hvis ikke, ville han bare tale til hende.
,, Jeg vil beskytte dig nu.".
Hans stemme var målrettet, hvis ikke stålfast, men stadig blid, som udtalte han en kærligheds erklæring og ikke et løfte om at beskytte hende. Han lagde hånden der før havde aet hendes baghoved, på det, og skubbede hende let forover for at presse sine læber imod hendes pande.
Hans øjne, ansigts mimik, og træk var ligeså intetsigende og følelsesløse som før, kun de før udtalte ord ville give en forsikring om at han ikke var et følelsesløs vessel.
Efter den blide gestus, i form af kysset på hendes pande, trak han sig væk fra hende, så hun ikke længere sad ovenpå ham, men selvom han trak sig væk, greb han fat i hendes håndled, og trak hende med ud fra boksen, skulle hun da gøre modstand og nægte at gå med.
Hvis ikke Olga kæmpede bragt for ikke at gå med, ville Alvar gå med hende ud fra værtshuset, skønt de blev givet unødvendig opmærksomhed, men i modsætningen til før, syntes Alvar ikke længere tynget af de mange øjne der lå over dem. Hans gang, hans kropssprog: koldt, uigennemtrængelig, som havde han pludselig påtaget sig en maske af massivt sølv, og følte sig uovervindelig.
Kom de ud fra værtshuset, ville Alvar instinktivt gå imod en bestemt retning, som vidste han udelukkende hvor han ville hen, det var bare et spørgsmål, om Olga ville følge med?

Olgas smi forsvandt langsomt, men det gjorde varmen ikke. Hvis den gjorde noget, blev den kraftigere. En varme, som hun ikke engang havde følt, dengang i kloakerne. Hun havde følt sig glad i Alvars nærvær. Følt at hun var noget værd, og at hun faktisk kunne gøre en forskel for nogen. Men nu, var det ikke længere glæde. Men i hans favn, følte hun sig endeligt tryk. Tryk, som hun havde under Vladimirs beskyttende vinge. Tryk, som når Janet havde sunget for hende. Når Ronnie havde leget med hende. Som når hun tog ved lære, af den kløgtige Karaktar. Men stadigt anderledes. Nu var det varmt. Kærligt. Ikke blot behageligt, sjovt, læreligt eller forsikrende.
Olgas klynken forsvandt langsomt, og hendes rysten, sank, og hun sad nu fuldstændigt stille. hendes vejretrækning stoppede også, og hun lukkede langsomt sine øjne, imens hun lod sig falde dybt i Alvars omfavnelse, og ind i sin egen verden. Hvor der var varmt, og trykt. Hun havde hvileløst trådt rundt i så lang tid, at da hun nu fik tryst af Alvar, føltes det som at blive inviteret ind i en hel anden verden. Og hvis dette blot for en kort tid, havde det stadigt lettet en sten, fra den byrde hun var påtvunget. En, ud af mange.
Olga gav et enkelt klynk fra sig, da Alvar løslod hans greb, og knugede sig først fast ind til ham, og rystede en enkelt gang på hovedet. Som om hun ikke ville skubes væk. Ikke ud af den verden, hun lige var blevet inviteret ind i. Men hun gav sig hurtigt, da han så sagde hendes navn, og lod sig skubbe den smule tilbage, der skulle til, for at han kunne se ned på hende. Hun kiggede først ikke op, men kiggede ned foran sig. Indtil hendes øjne langsomt flygtede op på Alvars kønne ansigt. De matte røde øjne, havde stadigt den tomme farve, da det ikke var hendes følelser der styrede hendes øjne lige nu, men hendes stadige mangel på blod. hendes øjne kiggede tilbage i hans, og hun rejste langsomt sit ansigt, så det også var imod ham, for at vise han havde hendes opmærksomhed. Så tæt. Før han havde skubbet hende væk. Ville hun så inderligt gerne være så tæt, for at gribe hans kinder, og kysse ham. Fremvise en af de følelser hun havde for ham, på den mest direkte måde! Men efter at hun var blevet fejet væk. Som skidtet på ens dørmåtte, der havde bragt en ude fra, og hjem i trykke rammer. Efter. Ville hun for alt i verden være så tæt på ham, for at straffe ham! Rive ham! Slå ham! Sparke, bide og. Røre ham. I det helle taget bare være nær ham. Hun ville have det, hun ikke kunne få. Ham. Det var hvad hun bad efter, i den tid hun havde måtte vandre gaderne alene.
Men nu. Nu da han var så tæt på. Nu da hun havde ham så tæt, at hun kunne stjæle det kys hun engang ville have. Påføre den skade hun ville forvolde! Røre ham. Nu, da gjorde hun intet andet, end blot at stire tilbage i hans øjne. Uden at trække vejret, og uden at bevæge sig. Hendes hånd lå stadigt på hans brystkasse, og den der havde været knuget imod hans ryg, havde kun rykket sig, hvad den måtte for at hun kunne blive skubbet den smule hun blev.
Olga sank en klump imens hun lyttede til de få ord Alvar sagde, og hendes læber deltes langsomt, som ville hun tale. men hun sagde intet, men havde blot sine læber delt, imens de langsomt rystede. Efter meget kort tid hvor hun havde forsøgt at tale, sank hun blot endnu en klump, og klempte dem sammen igen. Da nikkede hun så en enkelt gang, og lod sit hoved bøje, da han skubede. Hun åbnede sine øjne vidt, da hans læber rørte hendes pande. Hun kiggede nu ned, så hun kunne ikke kigge op, og han ville ikke kunne se hendes læber. Så hun smilte. Lod sine læber glide ud i et, godt nok lille og diskret, men stadigt et smil. men et hun gemte. Som om hun ville gemme hendes varme, og glæde. Gemme det hun nu endeligt fik fra Alvar. Den omsorg hun havde længes efter i så lang tid.
Men hendes smil forsvandt, og hun kiggede hurtigt op, da Alvar begyndte at bevæge på sig, og rykke fra hende. Hun rystede på hovedet, og lagde en hånd på Alvar skulder. Som om hun frygtede at han ville gå. Hendes læber mimede, at sagde nej. Nej til at han skulle gå. Forlade hende igen. Men da han så greb fat i hendes håndled, gippede det i hende. Den angst som Daianna havde skåret ind i hende, blot ved brug af hendes tunge. Men nej. Hun måtte være stærk nu. Det var Alvar.
Men der kom stadigt et klynk fra hende, da han hev i hende, og hendes hånd spjættede en enkelt gang, imens hun besværligt kom på føderne, og tumlede de første par skridt at hun blev trukket. Men hun kom på benene, og fulgte så straks efter Alvar. Hun ville stille ham spørgsmål. Hvor skulle de hen? Hvorfor? Men hun forblev stille. I hvert fald indtil nu.. Først skulle de ud her fra... Det var tydeligt på bartenderen, at Olga mindede ham om noget, og måske var dette de unge fra tidligeres forklaring omkring hende. Så hun forblev stille, og stirede i stedet imod bartenderen, med hendes øjne knebet sammen, og hendes næse rynket i en vred mine. Dette fik manden til at vrisse irriteret, men lade hende forlade stedet, uden brok. Men hun skulle helt klart ikke gemme sig der igen.
Der kom et klynk mere fra Olga, da de var kommet et stykke fra værtshuset, og begyndte at kæmpe en smule imod hendes håndled var samtidigt også ømt, så det at hun strittede imod gjorde egentligt ondt, så hun lagde ikke megen kraft i hendes modstand. Hun begyndte at ryste på hovedet, og det samme over helle kroppen. Hun lagde så hendes anden hånd oven på Alvars, inden hun talte.
"A.. Alvar.. Alvar? Alvar s.. Stop.. Vær sød at stoppe.." Hun blev ved med at trække i sin arm, i forsøg på at slippe fra hans greb. Hvis ikke han stoppede, kom endnu et klynk fra hende, og hun hev hårde til.
"Alvar! Stop! Hvor skal vi hen.. F.. Fortæl mig hvor vi skal hen... Vladimir, og din herres slaver er efter mig, fortæl mig, hvor vi skal hen!" Hendes angst var nu igen begyndt at rive i hende, og begyndte igen at give hendes tvangstanker. Havde Alvar onde intentioner? Ville hun ham ondt?
Olga blev ved med at kæmpe imod, men hun havde ikke meget kraft i sig, så hvis Alvar virkeligt ikke ville stoppe, ville han ikke have meget svært ved at rive hende med, men det ville han ikke kunne gøre uden at det gjorde ondt på Olga.

Alvar stoppede ikke, selv efter Olga var begyndt at forsøge at vride sig fri fra hans greb. Han vidste hvor de skulle hen af og hvilke veje de skulle følge for at komme hen til det sted Alvar ville. Det lå langt fra det sted de var, men ved at bruge skyggerne som dække, og bevæge sig hurtigt kunne de komme derhen uden at det tog flere minutter.
Han vendte blikket imod hende da hun spurgte indtil hvad det var han ville og konstaterede at Vladimir og Lucas' tjener, Daianna, stadig ledte efter hende.
,, Han er ikke min herre...", rettede han først, og så sig omkring.
Hans hånd gled ned fra hendes håndled, til hendes fingre, og i stedet for at rive hende i håndleddet, holdt han hende i hånden imens de gik.
,, Ligesom Vladimir ikke er din. 'Herre' bruges kun om folk med større autoritet end en selv, og ikke mere eller mindre..".
Det var måske noget af det længste som Alvar havde sagt til hende udover det tidspunkt i lufthavnen.
Men det var sandt, Lucas var ikke Alvars herre. Han var ikke noget så trivielt og normalt. Herre var en upersonlig betegnelse. Lucas var hans Helgen. Ligesom Vladimir var Olgas. Det havde taget kort tid at indse at der ikke var noget at gøre ved det faktum. Olga havde trodset Vladimir for at forene Alvar med Lucas, og nu havde Alvar trodset Lucas for at redde Olga. Men uanset hvor meget de så end ville prøve at rive sig en smule løs, så ville de altid have dem i hovedet, i hjertet, kroppen, og sjælen. Der var ikke meget at gøre end at leve med det. Og Alvar havde en opgave at udføre.
Efter nogle få meter stoppede Alvar op.
,, Hold fast!", blev der sagt.
Han gik tæt hen til Olga, svang den hånd han havde haft fat i over hovedet på sig selv, gav derefter slip og bøjede lidt i knæende for at nå ned og gribe fat om Olgas ben, imens at den hånd der havde holdt hendes hånd lagde sig støttende på ryggen. Han løftede hende op, som var hun hans udøde brud. Så hen på hende, og gav et af hans meget svage sørgmodige smil, inden han løb.
Løb med en overnaturlig hastighed, som intet menneske kunne følge med i, og få menneskeskabte faretøjer kunne. Det gik stærkt, men varede derimod kun i et minut, før at Alvar stoppede op ved indgangen til et meget alment hotel. Det lignede noget som enhver middelmådig borger kunne leje et hotel værelse i, faktisk lidt for middelmådigt, med de blinkende lyserøde skilte, og de store bogstaver med: L O V E over hotel. Det var ikke ligefrem praktisk, men det var et sted som han vidste at hverken Lucas eller Vladimir ville lede, og så lå det ikke langt fra Olga's næste destination.
Et par kom gladeligt gående forbi dem og forsvandt ind af hotellets indgang. Alvar satte Olga ned igen, og støttede hende, så hun ikke skulle falde.
,, Hold dig bag mig..".
Han greb hendes hånd igen, og gik målrettet imod hotellets hoveddør, uden de store skrupler for hvad det egentlig var for et sted de befandt sig. Hotel døren åbnede, og man kunne se en alt for fluffy reception, med røde vægge og hintende 'legetøjs' automater, samt diverse midler til at beskytte sig fra graviditet.
Bag skranken stod en let påklædt kvinde, med rød malede læber og et flirtende blik, samt et langt sort farvet hår, og en tung øjenskygge.
Alvar gik derhen og fik et anerkendende nik af kvinden der så ham an med blikket.
,, Skal du have dit værelse, flotte?", spurgte hun, med en alt for hæs stemme.
Alvar nikkede, tydeligt uvidende om den måde hun afklædte ham med øjnene, eller også fandt han det ligegyldigt.
Hun vendte sig og tog en tilfældig nøgle fra et lille opslags board bag sig, og rakte den ud til ham.
,, Hav en god aften, m'kay, skat?".
Alvar nikkede igen stumt, og tog imod nøglen, uden megen reaktion på den alt for klæbrige måde hun talte til ham på.
Uden at give kvinden endnu et blik, vendte han sig: sikkert med Olga bag ham, skulle alt gå vel, og fortsatte op af trapperne til han nåede anden sal, og værelse 15.
Han fumlede kort med nøglen inden han fik låst den op, og trak Olga med ind til et stort værelse: en mindre gang uden dør (den de lige nu stod i), der førte ind til et stort rum, med en kommode for den ene ende og en stor drømme seng i den anden. Over kommoden hang et TV, og på kommoden lå fjernbetjeningen klar til brug. Alvar gav slip på Olga's hånd, og låste døren efter sig, inden han trådte indenfor.
Han besvarede ikke nogen af Olga's sikkert mange spørgsmål før han havde smidt jakken på sengen.
,, Gå i bad, og brug så varmt vand så muligt, det fjerner diverse dufte, okay?", de mørke røde øjne lagde sig på Olga, med et fast blik.
,, Jeg forklarer når du er kommet ud... der ligger et håndklæde, samt tøj på badeværelses kommoden, tag tøjet på.", han pegede kort på en dør i venstre side, der førte ind til et mindre badeværelse, med bruser, toilet, og vask samt kommode med tilhørende spejl.
Opholdet var betalt med penge som Alvar havde stjålet fra de folk han havde slået ihjel i sin søgen efter blod, derved var der ikke brugt kreditkort der uden tvivl tilhørte Lucas, og som denne kunne se en udgifts oversigt på. Det hele kontakt, og så godt planlagt som det kunne blive af en så ung vampyr som Alvar.

Endnu et lavt klynk kom fra Olga, da han ikke stoppede, og hun foldede sine fingre ud, i smerten der var, inden han rykkede sin hånd. Han kaldte ikke Lucas sin herre? Så han var mere end det for ham. Det burde hun vel have gættet, da han græd og vred sig, ved savnet? Så hun var ikke blot blevet skubbet væk, fordi hans 'herre' ville afstraffe ham. Det var da en sten fra hjertet. Men. Hun havde hadet ham for det. Var det i så falde forkert?
Olga brummede irriteret for sig selv af hendes tanker, mendet blev erstattet af et lettet ynk, da han greb fat i hendes fingre i stedet, og hun sukkede lavt da hun gav op i at stoppe ham, og rystede kort på hovedet, inden hun talte.
"Nej. Vlad er ikke min herre.. Vlad er min far.. Men det var ikke at svare på mit spørgsmål Alvar hv..." Hun blev afbrudt af hvad han sagde, og rejste hendes øjnbryn, og kiggede undrende på ham, da han stoppede op.
"Hold.. Fast? I hvad o.. Og.. hvor.. For..." Hun snakkede langsommere med hvert ord, og hendes blik blev mindre forivret, og mere generat, da han kom tæt på hende, og hun sank sit hoved en smule. Det gippede i hende da hun blev samlet op, og hun gjorde straks som hun fik besked på, og greb fat i ham. Hun lagde begge sine arme omkring ham, og knugede sig tæt ind til ham. Hun så hans smil, og kiggede forundret op på ham, inden hun lagde sit hoved på skrå. Hun rejste så sine øjnbryn da han begyndte at løbe, og hun kunne slet ikke holde et glædeligt smil tilbage, da hun klemte sig ind imod ham.
Hun nød vinden imod hendes ansigt, og lukkede langsomt hendes øjne. Hun holdt op med at holde fast, da hun fandt at farten, mere eller mindre pressede hende imod ham. Og så også fordi hun ikke frygtede at blive tabt. Hun vidste at Alvar havde fat i hende.
Hun lagde sin hånd på Alvars side, og gled den så blidt op til hans brystkasse. Hun knugede sig ikke længere ind imod ham, men lod blot sit hoved hvile blidt imod hans brystkasse. Uden at tænke over det, lod hun sin hånd glide længere op af hans brystkasse, og lod hendes fingerspidser stryge hen af hans hals, og rejste langsomt hendes hoved, så hendes næse tip, ligeså strøg imod hans hals. Alle hendes forvirende, intense og hjerne vridene tanker var væk. Nu var der kun hende, og. Ham.
Olga åbnede øjnene, og rykkede hurtigt sin hånd ned på hans hals, og lagde den imod hans brystkasse, meget mere diskret, og hun kiggede igen ned, inden hun lukkede øjnene igen, og smilte glad til sig selv.
Olga åbnede sine øjne da han stoppede op, og stillede sig da hun blev sat ned, uden det store problem, og havde ikke brug for megen støtte, men tog dog stadigt imod det. Hun kiggede så rundt, og rejste langsomt et øjnbryn da hun så op på hotelets navne skilt. Hun kiggede så tilbage på Alvar da han beordrede hende til at blive bag ham, og et meget halvt smil bredte sig over sine læber, og hun rystede langsomt på hovedet da hun blev trukket imod hotelet, med de første par skridt en smule usikre.
"Syntes jeg er en god ide..." Sagde hun stille, og fulgte så med, tæt op af ham.
Da de kom ind, kiggede Olga op, og rundt i indgangen, med et halvt smil. Hun drejede så hun gik baglæns, for at se det helle, i det hun lod sit hoved dreje rundt. Indgangen fik hende inderst inde, til at fnise som en lille pige. Men uden på, var det kun det lille smil der fremviste morskab.
Dette var nok det sidste sted, hun havde regnet med, Alvar ville bringe hende. hun stoppede op da han gjorde, og kiggede så forbi ham, og imod kvinden der stod i receptionen. Hun lagde sit hoved en anelse på skrå af hendes beklædning, og rystede langsomt på hovedet. Hun kneb dog sine øjne en anelse sammen da hun lagde mærke til kvindens blik, inden hun lænede sig en anelse fremad, for at kunne se op på Alvars blik. kvindens sleske blik blev ikke gengældt, og det fik hende til at smile igen, og hun fortsatte sine undersøgende blik rundt i rummet, for så at følge efter Alvar da de gik vidre. Hun kiggede tilbage imod kvinden fra receptionen, som stadigt stirede efter Alvar. Olga smilede bredt og næsten hånligt, og nikkede en enkelt gang imod kvinden, inden hun så fulgte efter Alvar, og kunne slet ikke dy sig.
"Kommer du tit her?" Hendes stemme var stille, men sørgede stadigt for at han kunne høre det, og fniste så en enkelt gang. Hendes glæde. Hendes varme. Den var tilbage. Det ville hun ikke bare lade passere. Det sklle nydes. Selvom det sikkert ville svinde igen. I det Alvar ville forlade hende. Eller forræde hende. Men. Lige nu, var den der. Og blot i dette, ville hun kunne finde trøst, i megen lang tid.
Olga fulgte med ind på det værelse han havde lejet, og kiggede rundt, med det samme undersøgende smil som hun havde haft nede under. Hendes øjne gled så tilbage på Alvar da han 'beordrede' hende rundt, og lagde sit hoved en smule på skrå, igen, og hun kneb sine øjne en smule sammen. hun kiggede så tilbage imod badeværelset, og bed blidt sin underlæbe, imens hun smilte. Et bad... Det havde hun ikke fået i lang tid. hun kiggede så tilbage imod Alvar med et rejst øjnbryn, og nejede halvt en enkelt gang, og bøjede hovedet.
"Javel hr." Sagde hun, og kiggede tilbage op på Alvar, med et drilskt smil, inden hun drejede og gik imod badeværelset. Hun stoppede ved døren der ind til, og kiggede tilbage imod Alvar, så hun kun lige kunne se ham med det ene øje.
"Og.. Tak.." Sagde hun stille, og smilte imens hun bøjede sit hoved en smule og stod der et kort øje blik, inden hun endeligt gik ind i badeværelset og lukkede døren. Hun lænte sig imod døren da den var lukket, og sank sit hoved en smule, med hendes smil stadigt bredt over læberne. hun sukkede lavt, rystede på hovedet, og gik så imod badet.
Det var ikke varmen fra vandet, eller for den sagds skyld vandets omfavnelse, hun nød ved badet. Det var blot tanken, af at blive ren igen. At blive renset. Fra alt. Skidtet. Frygten. Sorgen. Alt blev vasket væk af den livkivende kilde, der normalt ikke betød det store for deres race, andet end at se respektable ud. Men det var langt mere for Olga lige nu.
Hendes bad tog langt længere, end det normalt gjorde for hende. Hun skyndte sig ikke. Tog sig god tid. Og da hun endeligt kom ud, havde hun også magtet at få fyldt badeværelset med dampe, så det næsten ikke var muligt at se frem for sig. Hun klukkede stille til sig selv imens hun kiggede rundt efter håndklædet.
Tøjet kiggede hun ikke meget efter hvad var. Det var ikke noget hun normalt ville gå i, men det betød intet, efter den tid hun havde begået gaderne. Dog nød hun følelsen af hætte trøjen, og sukkede dybt da hun tog den på. Hun lukkede øjnene, og kiggede imod døren ind til værelset. Hun smilede til sig selv, og rystede på hovedet, inden hun endeligt gik ud af den, og ind i rummet Alvar befandt sig i igen, kiggede imod ham, og rejste sine øjnbryn, imens hun lagde sine hænder bag hendes ryg, og gik imod ham.
"Så.. En forklaring... Tak.. Der er.. En hel del ting, jeg stadigt godt kunne tænke mig at forstå.." Hendes smil forblev over hendes læber, og hun gik så hend imod Alvar, hvor han så end var, og kiggede undersøgende på ham.
"Som det første... Hvorfor.. L.O.V.E, hotel?" Spurgte hun, og hendes smil bredte sig en smule, i det hun rejste sit ene øjnbryn. Alle sogrende. Al smerten. Al frygten. Det var ligemeget. Lige nu. Var det lige meget. Lige nu, gad hun ikke græde mere. Gad hun ikke sørge mere. hun havde slet ikke lyst til, at tage det triste, negative emne op nu. Dette var en kort varme, efter en lang kulde. Og så vidste hun ikke om Alvar havde tænkt sig at, for en gangs skyld, forklare hende noget om ham. Hvorfor han Gjorde de ting han gjorde. Det havde han altid holdt for sig selv. Gemt væk dybt inde bag hans kønne ansigt. Som en pol fra hende. Der altid havde hendes nuværende følelser, skrevet over hendes ansigt. Hvis, hun faktisk vidste hvad hun følte.

Han klemte sine matte uslebne rubin røde øjne sammen ved Olgas reaktion på hans ord. En velbevaret maske af intethed lå stadig tæt op af hans ansigtstræk, og Alvar gav ikke noget tegn på at nyde samme glæde som Olga idet hun nejede med de drillende ord, og det lige så morskabs prægede smil på læberne, og forsvandt imod dør karmen. Han skulle til at vende sig da han hørte begyndelsen på en ny sætning, så sig da over skulderen, og hen imod hende da ordet der fulgte kom.
'Tak'. Hvor var det dog trivielt og ligegyldigt, hans handlinger skulle hun ikke være taknemlig for, men snare tage som en selvfølge.
Han vendte blikket ligeud for sig så han stirrede ind i en violet rød væg med et pornografisk billede af en let påklædt kvinde.
Men så igen, han havde endnu ikke gjort meget for at lade hende forstå at det var en selvfølge.
Med tiden hvor Olga var i bad, satte Alvar sig på senge kanten ved siden af sin frakke der lå smidt over dets hvide dække. Han så sig omkring i rummet imens at han forsvandt ind i et af det velkendte autistiske tankespind. Denne gang omhandlede det alverdens ting, lige fra hvorfor der skulle være rødt overalt på hotellet, til hvordan Lucas ville flå ham fra hinanden skulle det her blive opdaget, og til at savne Lucas pludselig, for ikke at nævne hvorfor han gjorde det her? At han skyldte Olga det, for de mange gange hun havde lindret hans tid i helvede var en optimal undskyldning, men stak der ikke noget under? Nej! Nej der var ikke andet end det! - Bildte han sig selv hårdnakket ind, imens at han redte sit hår ud med fingrene i ren kedsomhed. Tv'ets undersholdning var han ikke meget for, da han fandt det svært at skilne fjernsynets fiktive billeder fra virkelighed. Det var kort sagt forvirrende, når man ikke var vant til det.
Da døren ud til badeværelset blev åbnet igen gik der nogle sekunder før at Alvar vågnede helt fra sin mindre trance tilstand, og med et par fingre filtret ind i det lange sorte hår, vendte han blikket imod den nu rene Olga, iført de lyse jeans, den hvide top og lysegrå hætte trøje, og betragtede hende fra afstand imens hun talte og begyndte at gå hen imod ham. Hendes smil var som nostalgi. Som at gense en gammel barndoms ven efter mange års seperation, og hans øjne var fastlåst hendes ansigt indtil hun stod henne ved ham. Han selv var endnu siddende på sengen.
Hendes første spørgsmål fik Alvar til at trække på skuldrende af ren refleks, de røde øjne gled væk fra hendes ansigt og ud i en spontan stirre plet i lokalet, imens at de fingre der var filtret ind i hans hår, så småt begyndte at udfiltre sig ved at nuldre sig selv fri.
,, Det er et oplagt gemme sted. Lucas ville ikke sætte sine ben her, og Vlad, samt de andre nosferatuer, ville aldrig tænke tanken om at du kunne være her. Udover det, spørger folk ikke særlig meget her omkring.. så..det er", hans forklaring begyndte meget hurtigt at forsvinde hen til en mumlen for at forsvinde helt, imens at han stirrede ud for sig, og man kunne næsten se at forklaringen fortsatte i hans hoved i lidt tid, inden det gik op for ham at han ikke talte, og så op på Olga igen, afventende næste spørgsmål.

Olga holdt stadigt en smule på skrå, og hendes nu rene, og stadigt let våde hår, gled langsomt ned foran hendes ene øje. Hendes smil blev sidene hvor det hørte til. Præcis som den behagelige følelse af varme og rolighed, som hun havde savnet så meget. Som hun altid havde haft i fortiden, men som var blevet taget fra hende i den tid hun var alene.
Til Alvars forklaring, kneb hun sine øjne en smule sammen, og så betænksom ud. Hendes læber lagde sig i en lige linje, frem for hendes smil, og nikkede langsomt et par gange, inden hun kiggede tilbage ned på ham.
"Det vil jeg gerne tro.. At din... Lucas.. Hvad du.. Nu ellers.. Selv vil kalde ham. Ikke kunne finde på at lede her.. M.. Men.. Hvad med.. Daianna?" Hendes stemme blev en smule mere lav, og hendes udtryk mere nervøst. Hun lænede sit hoved en smule mere til siden, ind foran hans blik, og blokerede hans stiren, imod det tilfældige, og gik så forbi ham, og satte sig ned ved hans side. Hun satte sig med sine hænder imellem sine knæ, og den ene hånd imod sit håndled, og kiggede på Alvar, nu en smule mere seriøs end hendes før lalleglade smilen.
"Daianna.. Vil hun.. Holde sig fra sådanne steder?" Spurgte hun nervøst, og slog sit hoved til siden, for at fjerne noget af det hår der var foran hendes ene øje. Hun sukkede så lavt, og kiggede langsomt ned imod hendes hænder, imens hendes blik blev mere nedtrykt, og hun rystede langsomt på hovedet, og svarede selv på hendes spørgsmål.
"Det.. Er der vel.. Ikke rigtig nogen måde at være sikker på.. Heh." Hendes enkle kluk, blev halvkvalt af en klump i halsen, som hun fik kæmpet ned. Hun fnøs så lavt en enkelt gang, og rystede langsomt på hovedet, inden hun fortsatte.
"Og så er der jo også det her." Hun kørte langsomt sin tommelfinger, ned af hendes håndled, så hun skubbede hendes ærme op, før hun så gned hendes finger frem og tilbage over hendes store blodåre. Hun rystede så langsomt hovedet igen, inden hun kiggede op imod Alvar.
"Hvis.. Jeg drikker mig rask igen.. Vil Karaktar finde mig.. Hvor end jeg gemmer mig.. Så.. Jeg bliver nød til stadigt at.. Leve på den samme måde.." Sagde hun stille, med hendes matte øjne peget imod hans. Hun kiggede så langsomt ned af, imod Alvars brystkasse, men hendes blik var dog fjernt. Som havde hun et spørgsmål, der sad og snærrede. Et hun vidste hun måske ikke ville kunne få et svar for.. Hun sukkede så lavt, og skubbede hendes ærmer ned, og trak sine hænder op i dem.
"Jeg.. Er ikke utaknemlig.. For at du.. Hjælper mig. Nu. Men.. Hvorfor. Gjorde du det? Var det sandt.. Sandt, da du sagde, at du bare brugte mig? Og.. Gjorde du.. I så falde. Det helle tiden? Al den tid i Nosferatu Rest? Alle os.. Der var venlig ved dig.. Det.. Betød ikke noget som helst?" Samtlige hendes ord var langsomme. Velovervejet. Det var en sætning, der havde sittet i hendes hoved, lige siden han sagde det. *Jeg brugte dig, fordi du var let at bruge! Jeg vidste du ville være dum nok til at tage mig med her til, væk fra de andre nosferatuer!* Havde han råbt. Og som altid, havde det ikke været muligt at se i hans ansigt. At han løj. Men at hun aldrig ville forstå Alvar, havde hun efterhånden indset. Hundes matte øjne gled tilbage op på Alvar, og hun var sunket en smule sammen. Hun var ikke sikker på om hun egentligt ville have svar på det spørgsmål. Hun håbede egentligt, at han ville undgå spørgsmålet. Snakke om noget andet. Men spørgsmålet havde naget hende i så lang tid, at hun måtte have et svar. Hun vidste at hun ville hade sig selv hvis ikke hun fik spurgt.

Alvar betragtede Olga i stilhed som man kunne forvente imens hendes udtryk ændrede sig fra glædeligt til betænksomt og hun konstaterede lidt af det Alvar havde sagt, men gav dog også udtryk for hendes bekymring omkring Lucas' lille hitman, der var blevet sendt efter hende. Hvis Daianna endnu ikke havde fået ram på hende, fik hun det heller ikke. Man kunne lugte dæmon raser på lang afstand så hvis et sådant væsen kom tæt på dem, kunne de hurtigt nå at søge tilflugt i de små side veje og gyder som Alvar kendte til, efter sine mange års vandren rundt i Terre som den rotte han nu engang var. Hun skulle ikke være bekymret, eller Alvar ønskede ikke for hende at være bekymret, det var en sær men stor følelse af at ville beskytte en anden person, der skød op i ham igen, og han undrede sig et kortøjeblik, om det var sådan Lucas havde det med ham?
Alvar nåede ikke at svare på grund af sine mangfoldige tanker, og på grund af at han først vågnede fra disse da Olga allerede havde sagt at der ikke var nogen måde at være sikker på. Men det var der. Hans øjne gled ned til det synlige håndled, ganske vidst kunne hun ikke indtage føde endnu men om fireogtyve timer, ville hun få lov at indtage så meget hun ville, uden frygt. Uden sorg. Han fik øjenkontakt med hende da hun så hen på ham igen, og undveg det hurtigt, men ikke åbenlyst. Lod bare blikket langsomt glide væk fra hende og finde en irrelevant stirre plet på kommoden overfor. Sådan sad de vel i lidt tid imens at Olga var stille, og Alvar debatterede om han skulle sige noget eller ej. Og ligesom Alvars aske hvide læber skilte sig fra hinanden talte Olga igen... men denne gang var emnet ikke omhandlende fakta og generalelle spørgen indtil den nuværende situation, men et mere personligt spørgsmål.
Det uundgåelige 'hvorfor'.
Alvar så hurtigt længere væk efter ordrende var kommet, langsomme og sikkert dybt velovervejede, hun havde uden tvivl undret sig omkring det ligesiden det skete. Han klemte øjnene en smule sammen, inden han så hen på hende med endnu et sjælløst blik, rakte ganske forsigtigt en hånd op imod hendes ansigt, og som så mange gange før skubbede han det drilske pandehår over hendes ene øje tilbage over øret, så begge øjne blev synlige.
,, Hvis det ikke betød noget... og hvis det var sandt, hvorfor er jeg så her?", spurgte han en smule retorisk.
Men stadig med en rolig og behersket stemme som altid. Efter at have strøget hendes hår tilbage, satte han armen imod låret, støttede albuerne imod dem, imens han bøjede sig en smule betænksomt forover, førte hænderne op imod hans mund imens han foldede dem, som var han en præst der bedte en bøn, og lagde dem imod sine læber. Han tænkte på en måde at beskrive det på, ikke bort forklare, men bare forklare uden det lød som en undskyldning. Efter nogle minutter hvor man kunne fornemme at Alvar ikke mentalt helt var tilstede længere, træk han hænderne væk fra læberne igen.
,, Jeg havde ikke planlagt det. Da jeg så Lucas igen, blev jeg forvirret, og handlede ud fra det jeg ville, uden at tænke på konsekvenserne. Hvis ikke du var kommet væk da du gjorde, ville det ikke have været Daianna du skulle løbe fra, men Lucas' vrede du skulle udholde, så jeg ville have dig væk. Forveksl det ikke med at jeg var hæderlig, for det var jeg ikke.. jeg er, og var derimod en kujon, og egoist. Jeg tænkte ikke på at jeg brugte dig, eller de andre, jeg overlevede var mere sådan jeg så på det, men hvis man ser på det fra en andens synspunkt er det vel at udnytte andre. Så du har al mulig ret til at ville hævne dig, eller tage hvad du vil fra mig. Men det ændre ikke på at det er sådan jeg fungere... og..", han stoppede sin talestrøm.
Alle hans ord have virket meget velovervejede og sagt som læste han op fra en bog der bevægede ham. Hans ord var ikke uden følelser men de virkede meget svære at sige, netop fordi han ikke var vant til at fortælle om hvordan han fungerede.
Han så over på Olga ganske kort, som skammede han sig.
,, ... jeg er ked af at jeg bragte dig ud i det her.".
Efter de sidste ord, tog han en dyb indånding, som var alle de ord lige lovlig for meget snakken for denne dag, og havde en fysisk udmattende effekt på ham. Men det var endnu ikke tid til at lege østers igen.
,, For at vende tilbage til Daianna, og de andre nosferatues, så skal du ikke bekymre dig.. jeg har tænkt over en måde hvorpå du ikke behøver bekymre dig over det, og hvor du kan få lov at æde så meget du vil. Jeg kommer fra Spanien, og... har en familie derovre. Hvis du er villig til at gå ombord på et fly om to timers tid, så vil de uden tvivl tage sig godt af dig, indtil at tingende heroppe begynder at køle ned. Jeg kan ikke tage med, men vi kan kommunikere ved hjælp af breve, og når alting er i orden, fortæller jeg det i et brev, og du kan komme hjem.".
Alvar stoppede sin talestrøm, og lukkede så i, som en østers. Hans ansigts træk der imens han havde talt havde virket menneskelige og livsgivende blev forvandlet til den samme sten maske som han havde båret før. Han så derefter hen på Olga, med et blik der til trods for at ville virke død, kunne tolkes som en smule nervøst eller ængsteligt.

Olgas øjne kiggede imod hans hånd da den nærmede sig, og det gibbede i hende, og hun lavede et paranoidt tick med hovedet, da den var helt tæt på hende. Men hun flyttede ikke sit hoved, og lod ham fjerne hendes hår, som hun havde gjort så mange gange før. Hendes læbe hoppede meget kort op i et lille smil, da begge hendes øjne var fri, som var hun kommet frem, fra bag et hjørne igen.
hendes smil gled ned i en flad linje igen, da hun lyttede intenst til Alvar, og samlede hendes ben en smule, og drejede til siden, så hendes knæ rørte Alvars. Hendes læber ticked igen op i et smil, men forblev der dog denne gang. Hun sank diskret endnu en klump, og med den, faldt endnu en sten fra hendes hjerte. Det var retorisk, og havde hun allerede regnet ud. Hun ville bare høre det fra ham. Og nettop ved at høre det fra Alvar, havde det lettet det der havdet trykket hende allermest. At vide, at hun ikke bare havde været et værktøj. Og. At det hun gjorde faktisk havde betydet noget for ham. Det havde hun jo aldrig kunne tydet på ham før.
Hun satte sig en smule tættere på Alvar imens han tænkte, uden at fjerne hendes øjne fra hans ansigt, med hendes lænet til siden, og afventende. Hun regnede ikke med mere fra ham. Forlangede heller ikke mere. Som hun troede hun kendte Alvar, ville hun heller ikke få mere. Men han så så tænkende ud, at hun blev nysgerig. Hun ønskede, at Karaktar havde lært hende hvordan man trang ind i hovedet på folk. For hun regnede slet ikke med at han havde tænkt sig at sige hvad han tænkte på. Hun sad næsten helt op ad Alvar nu, og den trøje hun havde på, rørte hans ene arm.
Hun lænte sit hoved en smule tilbage, da han faktisk begyndte at tale igen, og så overrasket ud. Men hun begyndte straks at lytte intenst igen, som hun havde før.
Olga kneb sine øjne en smule samme, og så betænkelig ud. Hun kiggede ned imod jorden foran Alvar, væk fra hans øjne, og med hendes øre rakt imod ham, som om hun forsøgte at høre det bedre sådan.
Hun havde aldrig tænkt over det han sagde, så det var en ny tanke fra hende. Og han havde ret. Det fik ham ikke i et meget bedre lys. For ved at 'rede' hende fra Lucas' 'vrede' skulle hun nu flygte fra Vladimirs, og Daiannas.. Men det betød stadigt noget. At han i det mindste ikke blot havde gjort det for at slippe for hende, og resten af hendes familie.
Hendes øjne gled tilbage på Alvar da han blev stille igen. Hun lænede sit hoved en smule ned til siden, for at kigge bedre på ham. hun lænte så sit hoved en smule tilbage da han sagde at han var ked af det. Hun kiggede langsomt ned foran sig, stadigt med et betænktsomt blik. hun kiggede så endeligt tilbage op på Alvar, og drejede sig imod ham, imens hun løftede sine ben, for så at ligge dem over hans ben der var nærmest hende, og lod dem hænge ned imellem hans, hvis ikke han protesterede. Hun lagde så siden af hendes hoved på hans skulder, så hun stadigt kunne kigge op.
"Det.. Er jeg også.." Sagde hun stille, inden hun kiggede ned. Hun skulle til at tale igen, inden Alvar gjorde, så hun nåede kun lige til at dele sine læber, og kiggede så hurtigt op på ham igen, med et lettere forundret blik. Han havde aldrig talt så meget til hende før. Overhovedet. Højst en sætning af gangen, og sjældent mere end fem ord...
Hendes øjne åbnede vidt da han kom frem til sin ide, og lænede sig en smule tilbage, og kiggede forundret på ham. Spanien? Rejse væk? Væk fra Di Morga? Hendes læber delte sig langsomt i forbløffelse, og hun blinkede et par gange. Hun lod ham tale færdig, og sank så en klump. Hun kunne da ikke.. Bare.. Rejse væk.. Væk fra Di Morga, væk fra hendes hjem?
Hun begyndte at ryste på hovedet, og pressede sine ben imod hende selv, så de klempte omkring hans ben. Hun lagde så sine hænder på hans brystkasse, og greb fat i hans trøje, imens hun fortsat rystede på hovedet, for så langsomt at få sit hoved på gled, og lade det side stille, så hun kunne stire imod Alvar, med nervøse øjne, og hendes rystende læber, deltes langsomt så hun kunne tale.
"N.. Nej.. Nej det.. Det kunne jeg ikke n.. Morga er mit hjem.. O.. og s.. Og så vil jeg ikke så langt væk fra dig igen.. Eller fra Vlad.. J.. Jeg elsker stadigt min familie, og jeg el..." Hun stoppede sig selv i at fortsatte, og kun en stammen fortsatte, imens hun igen langsomt rystede på hovedet. Hun bed sin læbe for at stoppe hendes stammen, og sank en klump. Hun blev så stille, og kiggede ind i Alvars øjne, hvis ikke han kiggede væk.
Hvis hendes ben stadigt var imellen hendes, brugte hun dem, til at få sig sat op på hans lår, uden at fjerne hendes øjne fra hans, og foldede hendes håndflader ud på hans brystkasse, og rystede nu en sidste gang, og stålfast på hendes hoved.
"Jeg tager ikke til Spanien.. Alvar.. Jeg.. Sætter pris på det, men.. Jeg vil ikke rejse så langt væk fra min familie.. Også.. Selvom den formegentligt bare gerne vil skade mig.. Og.. Jeg vil heller ikke flygte så langt væk. Fra dig.. I den tid jeg var alene.. Blev. Jeg mindre og mindre.. Mig.. Men så nu.. Hvor.. Hvor du er her.. Kan jeg være mig igen.. Uden de forvrængede tanker. Uden den smertefulde forviring.. Alt det vil.. Komme tilbage hvis jeg skal så langt væk.. N.. Nej.." Sagde hun, og rystede på hovedet. Det røde der langsomt formede sig i hendes øjne, ville bestemt flyde over, og glide ned i en tåre hvis hun blinkede, men gjorde hun ikke. Hun stirede blot på Alvar, med et næsten tryglende blik.
*Se!? Nu gør han det igen! For dig af vejen! Bare for at.. At kunne være alene med den rige skid.. Olga! Åben nu øjnene!
Nej.. Nej nej, han.. Han vil bare hjælpe.. Med.. Med hjælp jeg ikke vil have.. Jeg vil ikke væk. Selv hvis han vil have mig af vejen... Vil jeg ikke lade ham..*
Olga klemte fast hendes øjne sammen, og kiggede så væk fra Alvar, da en tåre fra vært øje langsomt faldt, og hendes fingre begyndte at ryste.

Alvar lod Olga lægge sine ben over hans ene lår, og løftede sin albue derfra. Så da hun trak dem længere ind imod sig, klemte hun ligeså hans ben, og Alvar så hen på hende. Hendes ord signalerede hendes frygt for at komme væk fra det hun kendte, hvad det hun vidste hun kunne overleve i, og Spanien var som hun sagde meget langt væk. Ligeså elskede hun sin familie, og... hans sorte pupil slog et hjerteslag, ham? Men det her handlede ikke om dem! Det handlede ikke om hendes familie, men om hende! Og kun hende, det var kun et spørgsmål om tid før Daianna endelig fik fanget hende, eller Karaktar samlede det puslespil Alvar havde været heldig at få samlet først, og fandt hende. For slet ikke at nævne, hvis Olga fortsat undlod at drikke, ville hun tørre ud, og gå i en ubehagelig dvale. En dvale mange vampyrer inderligt frygtede, og selvom Alvar aldrig havde prøvet det, havde han været på sulte grænsen så mange gange at han forstod hvilken smerte det medførte at vandre rundt uden at æde.
Som hendes fingre, der havde lagt sig over hans bryst, strakte sig ud, lagde han en hånd over hendes ben, og førte den anden op til hendes hænder på hans bryst, tog fat i dem, og så hen på hende. Hans øjne var lige så upåvirkede af de blodrøde tåre der gled ned af hendes kinder, som man ville forvente dem at være, men alligevel var hans handlinger gjort for at trøste, og give en vished om nærhed.
Han gav hendes hånd et mindre klem, og lænede sig hen imod hende, for at det ville være lettere at få øjen kontakt, skulle hun øjne sine smukke øjne igen. Det sorte hår fulgte ham, som han gjorde, og faldt ned fra skulderen, imens de sad meget tæt sammen.
,, Olga..", kaldte han stille igen, for at få hende til at se på ham.
,, Jeg... ", han tog en hakkende vejrtrækning og så væk kort.
Det gjorde ondt at skulle sige det, da det føltes som at forråde Lucas, men..
,, Jeg har heller ikke lyst til at.. skulle væk fra dig, igen. Men vi må være realistiske.. du dør hvis det her fortsætter.. og opholdet i Spanien er kun midlertidigt.", forsikrede han.
,, Gør det her!".
Hans blik var fast og målrettet, skønt det stadig havde noget dødt i sig, der fik hans blik til at virke umådelig dukke agtigt, men hans ord... hans tale, man kunne fornemme hans vilje til at hjælpe hende i den. Oprigtighed.

Olgas fingre spjættede en smule da hans hånd rørte hendes, og hun foldede sine fingre om hans hvis hun kunne. Hendes øjne forblev lukket lidt endnu. Smerten gemt bag det tynde lag af mørke. Hun forblev stille, uden nogen klynk, kun den lette rysten på hendes læber, viste at hun var meget tæt ved, utalige gange. At lade hendes angst springe fri, og begynde at hulke igen. Hun følte sig så svag. Meget være end hun havde før. Hun havde aldrig følt sig stærke, modig eller på andre måder følt sig mere end hun var. Men hun havde aldrig været så fortabt som hun var nu. Den mindste hændelse kunne bringe hende ud i gråd, og selv en ederkop, var formegentligt nok til at få hende til at løbe skrigende bort.
Men hvordan kunne hun være stærke? Hun følte at hun lå imellem to store sten, der langsomt pressede imod hende. og det var ikke længere hende der kunne støtte imod. Men det gjorde Alvar. Så. Hvorfor skulle hun ikke lade ham gøre sit for at hjælpe hende? Fordi hvem var hun, når han fik skubbet stenene væk, men så også selv var væk? Når alle problemerne var væk, var alt det gode ligeså. Hun ville blive stærkere. Få sin farve i både hud og øjne tilbage. Men hun ville stadigt ikke være sig selv. Ville hun ikke uden familie. uden det, var hun en skald. på bristepunktet til at blive sindsyg. Nej, hun kunne ikke forlade alt.
Olga blev friet for hendes hastige tankr, da hendes navn blev talt, og hendes øjne åbnede langsomt op, og de matte røde perler kiggede igen imod Alvar, hvilket lod blodige tåre fri, i de stadigt rene øjnkanter.
Hun sank en klump da han havde sagt sit første ord, og så ud til at have et problem med at fortsætte. Hun knuggede sine fingre om hans, og satte sig en smule tættere imod ham, imens hun nikkede kort et par gange.
Endeligt slap et sørgmodigt suk sig vej forbi hendes læber, da han nævnte at de måtte være realistiske, og hun lukkede øjnene, og lod sit hoved langsomt synke. Han havde jo ret. Og det ville kun være midlertidigt. Men.
Hun kiggede hurtigt op igen, da hans mere kommanderende slutning kom, og hun blinkede et par gange, imens hun langsomt lod sit hoved synke igen. Hun havde ikke lyst til at forlade Di Morga, men hun kunne godt se visheden i valget. Hun klynkede en enkelt gang, imens hun rejste deres hænder, hvis han ikke havde sluppet, fra hans brystkasse, og klappede dem blit derpå igen, imens hun kiggede op på Alvar.
"L.. Lad.. Vær med.. At være så klog... Du.. Er ik Karaktar... Er du ikke.." Mumlede hun, imens hun lod sit hoved falde imod hans brystkasse, og lukkede øjnene igen. Hun nussede hendes pande imod Alvars brystkasse, imens hun fjernede de blodige tåre på hendes ene kind, med en strakt finger, og hvilede så sin, betydeligt mere, rene kind imod ham.
"M.. Men du har.. Har ret.. D.. Du har ret.." Hviskede hu nstille, og klemte hendes øjne hårdt sammen.
Hun blev så stille, imens hun havde sin kind presset imod hans brystkasse, og hun kiggede ned imod deres hænder, som hun holdt foran sig, og hvis han stadigt havde sin hånd ved hendes, begyndte hun at flette hendes fingre omkring hans, og nusse hans hånd venligt.
Sådan forblev hun i et stykke tid, hvor hun ingen lyd lavede, andet end den lave lyd, af deres fingres strygen imod hindanen. Efter nogen tid, delte hun så endeligt hendes læber, som ville hun tale, men de blev langsomt lukket igen, og hun vendte tilbage til hendes tænken. Hvis han snakkede imens hun sad sådan, reagerede hun slet ikke, men blev bare ved med at kigge imod deres hænder. Indtil hun endeligt delte hendes læber, og ord faktisk kom frem.
"Siden.. Den dag i lufthavnen.. Har jeg.. Ikke kunne finde mig selv.. Har.. Været en helt anden.. Jeg har været tom.. Ligeglad.. Og.. Og vred.. Jeg hadede alt.. Så ned på alt. Men aligevel. Gjorde jeg intet ved det.. For.. Jeg kunne aldrig bestemme mig.." Hendes stemme var meget hviskende, og hun snakkede, med hendes blik fast låst imod hendes hænder.
"Jeg.. Jeg hadede alt hvad der var glad og smilende.. Fordi.. Det mindede mig om hvad jeg mistede.. Så hadede jeg Vladimir.. Men.. Jeg elskede ham også.. Jeg.. Hadede dig.. Så meget.. At mit bryst brændte..." Hun knugede en smule mere fast om hans hænder hvis hun havde dem, og hvis ikke, så knugede hun sine hænder ind imod hans brystkasse.
"Men.. Jeg.. Tog mig så stadigt.. I.. At prøve og blive ligesom dig.. Gemme minde følelser.. Alt mit had.. Og al mind sorg.. Fordi.. Jeg.. Søgte en måde at undgå smerten.. Men.. Det virkede ikke.. Fordi. Jo mere jeg hadede dig.. Jo mere ondt gjorde det. Og. Jo mere ondt det gjorde.. Jo svære blev det at se ligegyldig ud.." Hendes ansigtsudtryk, var tomt og blankt, rettet imiod deres hænder, imens hun langsomt holdt op med at bevæge sine, for så til sidst og side fuldstændigt stille, så kun hendes læber bevægede sig imens hun snakkede.
"Men.. Nu.. I aften. Da du endelig.. Kom og fandt mig igen.. Lærte jeg.. At jeg slet ikke hadede dig.. Men.. Savnede dig.. Savnede dig så meget, at det gjorde ondt.. Det var min smerte.. Det var min tortur.." Hendes hvisken blev lavere og lavere, i de sidste ord, og det sidste var næsten en utydelig hvisken.
"Jeg.. Vil ikke savne dig sådan igen.." Hun hviskede stadigt, og var kun lige højt nok, til at Alvar ville kunne høre det. Og stilhed drev så over hende igen, og hun stirede bare imod hendes stilestående hænder. Selv hendes tanker var helt stille. Hun sad lige så livløst som en dukke.

Han lod sine hænder følge hende som hun tog dem og lagde imod hans bryst fast. Hendes tavshed havde indikeret hendes villige deltagelse i at lytte til hvad han sagde, og han håbede at hun ikke ville være stædig og hårdnakket påstå at hun sagtens kunne overleve i Di Morga i måske flere år alene. For det kunne hun ikke, uden at blive fanget af enden den ene eller anden part. Da hun så på ham,mødte han hendes blik, med sit eget. Naturligvis afspejlede blikket ingenting, og som hun talte kom der heller ikke nogen reaktion fra ham.
Han var vel i grunden ikke så klog som nosferatuernes geniale informations samler, men han var kvik i følge ham selv. Egentlig vad Alvar ufattelig intelligent, hans intelligens havde dog aldrig været udsat for en prøve. Hans kendskab til gyder, hemmelige side veje, og evne til at overleve uanset de forhold han kom i, var vel også en stor del af et basisk intellekt, som de fleste besad, for ikke at nævne var Alvar, selvom man ikke skulle tro det meget boglig, men også kreativt begavet: han havde evner som endnu ikke var blevet afsløret.
Da Olga lænede sig ind imod ham, rettede Alvar sig op, trak hånden der havde ligget på Olgas knæ væk, og trak den omkring hende, så den lå støttende bag hende, som var hun et barn der blev holdt om af en kærlig forælder. Han betragtede hende ved at knejse nakken, imens hun fjernede de resterende tåre, og på sin vis puttede sig ind til ham. Kort efter gav hun ham ret i, at det var det klogeste at gøre. Alvar kunne have smilet, delvist i glæde over at Olga ikke længere ville flakke for vilden rundt uden han vidste hvor hun var, og delvist fordi at hun havde indset at denne leve vis ikke kunne holde hende i live i sidste ende.
Han sad med hende i den tid de var begge var stille, trak noget luft ned i lungerne og skød det ud igennem næsen sammen med et lavt suk, han så ud i rummet med et fjernt blik, indtil han kunne mærke hendes fingre glideover hans hånd i et lidt kærtegn. Han blev mere tilstedeværende, og uden at se hen på hende nussede han igen, så godt han nu formåede.
Sådan sad de, og sådan ville de sidde i den tid hvor Olga var væk i tanker. Alvar var midlertidig tynget af skyld, selvom det de gjorde var noget så uskyldigt, følte han stadig et stik af ubehag.
De mørkerøde øjne slog gnister som Olga talte igen, og Alvar så ned på hende så noget af det sorte hår faldt med og kort dinglede ved siden af hans ansigt. Han lyttede oprigtigt til hendes ord, mærkede det svage klem, og stoppede ikke med at glide sine fingre over hendes da hun stoppede. Det hun sagde, den måde hun sagde det på, det var hans straf... det var en øjen åbner, der fortalte om den ugerning han havde forvoldt hende, men det var også noget andet... en erklæring, af den slags der foruroligede ham. Han havde savnet hende, det måtte han være ærlig og indrømme over for sig selv, men Olgas savn syntes at stikke dybere end som så. For ikke at nævne, var hun tæt på at sige ordret 'jeg elsker dig' til ham før, var hun ikke? En uro spredte sig, da tanken om den fik en alarm til at ringe.. hvis... hvis det var sådan det hang sammen, ville Alvar ikke vide hvordan han skulle håndtere det, eller gribe det an. Men så igen..
Han slap den hånd der lå på brystet af ham, og strakte den imod hendes ansigt for ganske blidt at tage fat om hendes hage, skubbe den opad for at kunne se på hende, og sige:
,, Du skal ikke forsøge at være andre end dig selv..".
De matte øjne gled kort ned over hendes ansigt, næsen, læberne.
,, At gemme følelser er ikke styrke, at vise dem er.. Husk det."
Han så hende i øjnene, og bevægede sig langsomt tættere på hende.. drejede ansigtet en smule, og lænede sig tæt hen til hende for til sidst..
Han lagde sine læber imod hendes kind, og placerede et ømt kys derpå.

Da han slap hendes hånd, lod hun den blidt falde tilbage imod hans brystkasse, og lå nu igen fuldstændigt stille. Som, det lige hun var, faldet om kuld i hans arme. Hans at gøre med hvad han ville.. Smide fra sig som brugte engangs producter.
Men hendes tanker forblev ikke stille, da han rørte hendes hage, og hun kæmpede ikke imod, at hendes hoved blev rejst. Hendes øjne tændte op, og de blinkede nervøst et par gange, imens hendes hånd på hans brystkasse spjættede en enkelt gang, og hun blidt pressede hendes finger spidser imod ham.
Hun lyttede intenst til hvad han sagde, og hun rystede så halvt på hovedet en enkelt gang, ssom et svar på hvad han sagde. Det havde hun heller ikke lyst til, længere. Ikke lyst til at være en anden end sig selv. Det havde været tortur, at hade, så indædt som hun havde gjort. Hun forstod ikke hvordan Vladimir kunne leve sådan. Med sådan et rivende had. Og hans var ligefrem være end det hun førte..
Hendes tanker blev, som sat på pause, stille, da han snakkede igen, og hendes øjne focuserede på hans igen. Hendes hænder knugede sig en anelse hårde imod ham, men ikke i afstraffelse, men nærmere kærtegnelse. Et svagt smil bredte sig over hendes læber, som reaktion på hvad han sagde. Men hendes smil blev ikke fuldt hjertet. For ved at rose hende, gav han også sig selv ris. Hun havde forsøgt at gøre som ham, og nu sagde han, at hun skulle være sig selv. Den hun engang var. Det modsatte af ham.
Hendes læber delte, som skulle hun til at tale, men da han nærmede sig hende, forblev hun stille, og kiggede imod hans øjne. Hun lod sit ansigt synke nervøst, imens hendes øjne fulgte ham. Og da hans læber endeligt rørte hendes kind, rystede hendes læber, og hun drejede sit hoved i et diskret spjæt, så hendes kind rørte hans, og hendes læber, også strøg sig imod hans kind. Men hendes mund forblev let åben, stadigt i et forsøg på at sige noget, men intet kom ud.
I stedet sank hun undnu engang en klump, og lod hendes hoved falde imod hans skulder, i et bump. Hun lukkede øjnene, og sukkede lavt en enkelt gang, imens et oprigtigt smil, langsomt bredte over hendes læber, og hun strøg hendes næse en enkelt gang imod hans hals, og fik endeligt hendes ord frem.
"Hvorfor.. Gør du det så? Alvar.. hvorfor lader du os ikke. Kende dine følelser?" Hendes stemme var en anelse røstende, og hendes smil forsvandt langsomt, imens hendes øjne gled op imod hans.
"Det.. Må jo hjælpe.. Ellers.. Ville du vel ikke gøre det?" Spurgte hun, med hendes øjne nervøst flakkende frem og tilbage imellem ham, og nedad imod ingen ting.
Hun forstod det ikke.. Endnu engang, forstod hun ikke Alvar. Men hun havde på fornemmelsen, at hun aldrig ville komme til at gøre det.. Og Ronnie som sagde, at kvinder var svære at forstå...
Hun klukkede inde i sig selv, og smilte halvt, af det positive minde. Ronnie.. Janet.. Vladimir... Hun trak sig en smule sammen, og knuggede sig selv tættere imod Alvar, i det hendes ansigt skar sig en smule i frygt, med et billede af en rasen Vladimir. Hun kiggede imod døren ud af rummet, og skuttede sig i angst, med forstillelsen af at Vladimir fløj igennem døren, og rev hende i stumper. For så at fortsætte med Alvar. Alvar... Vladimir ville ogå være efter Alvar.. på et eller andet tidspunkt... Måske. Ville han blive desperat efter at få sin hævn? Han ville ikke skabe unødigt had imellem Lucas og ham selv, så ville ikke forsøge at stjæle Alvar tilbage.. Men. Hun kendte Vladimirs vrede, og hvis han virkeligt gerne ville have fat i hende.. Ville han bruge alle midler. Hun kiggede hurtigt op imod Alvar, med de samme let frygtende øjne.
"Hv.. Hvad med dig? H.. Hvad hvis Vladimirs vrede... Had.. Til mig.. En forræder.. Bliver stor nok.. og.. Han vil lede efter mig.. I.. Igennem dig? Alvar.. Karaktar vil lede efter dig.. P.. På et eller andet tidspunkt.. Og..." Hun blinkede skræmt en enkelt gang, og strøg sine hænder om bag Alvars ryg, og knugede sig ind til ham, og gemte sit hoved imod hans bryst, imens hun hviskede, kun lige hørbart.
"Nej jeg.. Vil ikke lade det.. Gå ud over dig.. Du.. Har været udsat af nok.. P.. På grund af os.. J.. jeg vil.. Ikke lade dig blive straffet af Vladimir igen.. Ik.. Pågrund af mig, denne gang..." Hendes hvisken kom igennem som mumlen, da hendes læber også var presset imod ham. Hvis. Hun rejste til Spanien, ville hun ikke kunne være der for at hjælpe ham, hvis Vladimir kom efter ham. Men. Hvis hun blev, ville hun så det? Måske.
Olga kiggede langsomt op på Alvar igen, med de samme skræmte øjne.
"Måske.. Skulle jeg bare.. Tage ned til dem.. Lade.. Ham finde mig.. Så.. Ville der ikke.. Ske dig noget?" Hendes tanker rev og bed i hende, som de havde gjort før hen. Hver gang, hun havde ville give sig selv for en anden. Hvilket for det meste var sket for Janet. Og Alvar...

Han vidste ikke om han skulle føle glæde eller sorg ved at mærke hendes næsetip glide imod hans kolde hud.Lade det sidde og sitre i en stund inden det forsvandt fuldstændig og Alvar igen var tom. Uberørt af menneskeligt behov for nær kontakt med et andet individ.
Han opsnappede hendes ord som hun talte, et bevis på hendes enige hungren efter at forstå ham. Hvorfor var hun så besat af at ville ind i hans hoved, der var ikke noget at komme efter, der var ikke noget af vigtighed, og der var ikke nogen større mening med det han gjorde.
Han trak sig en smule fra hende, så de ville få øjenkontakt ved hendes næste ord, men med dem kom endnu et udtryk for brændende at ville forstå noget som hun ikke behøvede forstå. Han så på hende med et udtryksløst blik, og virkede et øjeblik fjern, og væk i egne tanker, indtil hun knugede sig ind til ham,som skræmte noget hende. Hans hænder lettede en smule fra deres forrige position, og han så ned af sig en smule overrasket af en eller anden grund, over omfavnelsen der kom meget hurtigt. Han blinkede nogle gange inden han lagde sine arme omkring hende ligeså, og gav hende et trøstende klem. Dog løsnede hans omfavnelse af hende sig da hun søgte hans ansigt igen med øjnende og han så ned på hende med det samme ufølsomme ansigts udtryk. Rynkede kort brynende ved starten af hendes tale strøm som det eneste, og da han fandt mening med hendes pludselige bekymring for ham, blev hans ansigts træk som før.
Som hendes hænder strøg sig over hans ryg og hun endnu knugede sig ind til ham og gemte ansigtet imod hans bryst, komet meget svagt smil til syne, en let sørgmodig trækken på den ene mundvige.
Hendes forslag om bare at gå tilbage til Vlad for at skåne Alvar var absurd, han lagde armene om hende igen.
,, Nu er du dum.", sagde han med en fast stemme.
,, Lucas beskytter mig fra Vladimir, og selv hvis Karaktar finder mig, er jeg sikker på at han hellere vil tale om dig end om min afstraffelse.".
Der gik lidt tid uden han sagde noget, og hvor han tilsyneladende tænkte.
,, Du bliver nød til at vende dig til tanken Olga..", lød det fra ham bagefter.
,, Det med at savne..", uddybede han.
,, Jeg tilhøre Lucas, og du tilhøre Vladimir.. det kan ikke laves om. Vi en en rotte og en ravn, forstår du..? Ligesom i El cuervo que amaba a la Rata..", han slog over i en spansk udtale, der var fremført mesterligt, og ændrede hans stemme til noget mere rungende og mørkt end den lød normalt.

Olga hulkede ikke, som hun så tit gjorde når hendes tanker gik dystre veje. Hun var stille, imens hendes ansigt var presset imod hans bryst. Hun kiggede kun kort op da han snakkede, for at vise at hun lyttede, men lod så hendes kind glide ned af hans bryst, for så at hvile og ligge helt stille.
Hun lyttede til hans ord, som altid intenst. Det så ikke ud til at hun måtte få af vide hvorfor han var som han var. Måske skulle hun bare give op omkring den tanke. Men. Måske gjorde det ondt? Måske ville han egentligt gerne have nogen til at forstå det? Hun ville i hvert fald ikke holde op med at prøve.
*Pff.. Han fortæller dig det sku alligevel aldrig, Olga.. Og liige så snart du giver ham lov, så sparker hand dig ud over endnu en klippe.. Bare vent og se...*
I trit med at hendes overvejelser gik imod at sige ja til Alvars tilbud. Til Alvars ide om at flygte. Rejse helt til Spanien. Hun drejede sit hoved, så hun lå med kinden imod ham, og sukkede lavt. hun rejste let et øjnbryn da han sagde noget på spansk. Hun rystede så langsomt på hovedet, og klukkede lavt en enkelt gang.
"Det forstår jeg ikke.. Men.. Det lyder sjovt..." Sagde hun stille. Hun lukkede øjnene, og lod sit hovedlangsomt synke, stadigt liggende imod hans brystkasse. hun nikkede så langsomt en enkelt gang.
"Jeg.. Ved det.. Hmh.. Ved så ikke hvor meget jeg tilhøre Vlady mere.. Han vil sikkert afsky at skulle se mig igen... Men vil.. Heller have en.. Som du har i Lucas.. End sidet spundet fast imellem to.. Store kræfter.. Og ikke manglet af nogen.." Hendes stemme var igen hviskende, og hun blinkede i det hun åbnede sine øjne igen, og kiggede ud ved deres side.
Olga kiggede blankt ud i intet, imens hun lod sine tanker flyve, og endeligt overvejede mulighederne ved at forlade Di morga. Ved at rejse væk. Men det ville jo også være farligt at rejse.. Forlade det man kendte. Selvom hun ikke havde boet der længe, kendte hun jo gaderne ud og ind. Hendes instincter, og Karaktars lærdomme. I Spanien, ville hun være tabt bag en sten. Men..
Olga kiggede en smule op igen, stadigt ikke imod Alvar, og lod sine læber skilledes.
"Hvem.. Ville jeg være hos.. I Spanien? Hvem.. Ville jeg bo ved? "Spurgte hun med en stille stemme, og blinkede nervøst et par gange.
*Du ber også selv om det Olga! Du vil bare føle smerten! Gør den at du føler dig i live, eller hvad!? hvis du rejser til Spanien, er det lige meget hvem der tager imod dig! Fuldstændigt! Ja, Lucas vil ikke være der, og det vil Vladimirs vrede heller ikke.. Men det vil Alvar sku heller ikke! Ej heller Ronnie og Janets kærlighed! Eller Vladimirs, for den sagds skyld! Du er en dum og udulig tøs!*
Hendes tanker rev i hende. Hendes samvitighed, sorg, smerter og forvillede følelser, havde skabt hendes egen 'beskytter' i hovedet. Desværde var hun lige så rebelsk overfor den, som hun var overfor alle andre...
Hun kneb sine øjne fast sammen, bed blidt sin læbe, og lod sit hoved synke igen. Stilnede på hendes tanker, og afventede Alvars svar.

Han førte sin frie hånd op imod hendes ansigt, og lod de aske hvide, lange, fingre glide ind imellem hendes sikkert endnu fugtige hår tråde, redte hendes hår blidt ud med dem, i en blanding af et kærtegn og i at 'rengøre' hende. Lidt som dyr ville gøre med deres nærmeste, som en måde at vise hengivenhed. Selvom det stak af dårlig samvittighed, og Alvar følte det forkert, så kunne han mærke noget.. lykkeligt, glide igennem hans indre som han sad med hende, lyttede til hendes svage klukken og konstatering om at hans spanske ord lød komiske for hendes uvante øre.
Det ville måske lyde meget komisk for folk uden kendskab til den form for sprog, der var sikkert en masse andre som Alvar ligeså ville finde humoristiske, præcis som Olga. Hans tanker stoppede ham.. nej, han ville ikke finde dem humoristiske, og nej, han ville ikke føle samme barnlige glæde ved dem som Olga. Den tanke var naiv og skab af øjeblikkets illusion om at alt var farvet lyserødt og godt.
Han var en smule fjern i starten af hendes næste ord, men lyttede til hende som han plejede at gøre, med oprigtig interesse i hendes tale.
Ikke manglet af nogen? Hun var sikkert manglet, Alvar kunne overhovedet ikke forestille sig at hun ikke var det. Og til det med Lucas, hvad mente hun med dette? At han konstant havde brug for Alvar? Næppe. Han havde tit følt sig, underligt tilpas i selsskab med Lucas, fordi der var en bidende stemme i hovedet der overbeviste ham om at Lucas ikke havde nær så meget brug for ham, som han havde brug for Lucas. Det var vel rigtigt, selvom han i starten havde levet i en sød drøm om at nogen havde et behov for ham, så... var det gået op for ham, hvor lidt betydning han havde, hvor let han kunne skiftes ud.
Som hun satte sig op og så på ham, kom et spørgsmål, som Alvar ikke helt kunne svare på. Han så hende i øjende imens at han igen blev en smule fjern i det, og som hun lagde sig ind til ham, vågnede han igen.
,, På en gård... mit barndomshjem", sagde han.
,, Jeg ved ikke hvem der bestyrer den nu, men du for noget med der kan sikre dig at de tager sig af dig, og behandler dig godt.".

Olga lukkede øjnene, imens Alvar redte hendes hår, og hun smilte halvt, imens hendes skuldre spjættede en smule. hendes hoved sank en smule, og hun begyndte at trække vejret, roligt og langsomt, for at holde sig selv igang. Hendes organer virkede ikke med fuld kapacitet, pågrund af hendes mangel på blod. Hendes vejrtrækning holdte, da Alvar svarede på hendes spørgsmål, og hun kiggede op på ham igen. Hun så let forundret ud, da han nævnte hvor hun skulle hen, og lagde sit hoved på skrå.
"Barndomshjem? En gård, i Spanien?" Hun kiggede langsomt ned imellem dem, og lod sin pande hvile imod hans brystkasse, og klemte sine øjne en smule sammen, og det var tydeligt at hendes tanker igen kørte afsted med hende.
Hun sad og var stille i et stykke tid, hvor hun gned sin pande imod hans brystkasse, og lukkede langsomt hendes øjne, inden hun lænte sig tilbage igen, og kiggede op imod Alvar.
"Vi.. Skal snart til og afsted.. Hvis.. Vi skulle nå et fly.. Om ikke særligt lang tid.. Og.. Hvor lang tid.. Tager en rejse til Spanien? Hvis.. Det bliver dag... Skal vi.. Også finde.. Ud af en måde.. Jeg kan undgå solen..." Mumlede hun stille. Det var tydeligt at hun stadigt ikke var glad for ideen. Hun snøftede lavt en enkelt gang, og kiggede så ned foran sig igen, og lod hendes hænder falde ned på hendes skød, imens hun snøftede en enkelt gang. Hun fumlede en smule med sine fingre, og bed sin læbe blidt, inden hun kiggede tilbage op på Alvar, imens hun sukkede lavt, og rejste sin ene hånd, og pegede på Alvar, og prøvede at se stræng ud.
"Men hvis jeg rejser til Spanien, så har du bare at svare tilbage på de breve jeg skriver..." Sagde hun med et meget lille smil formet over hendes læber, men en tydelig håbende gnist i øjnene. Hun kiggede så tænkende ned foran sig, og skævede sine øjnbryn.
"Men.. Hvordan. Skal jeg skrive til dig? Uden.. Lucas finder ud af det?" Spurgte hun så stille, og kiggede nervøst op på Alvar.
*Du vil lade ham gøre det igen? Hvordan stoler jeg på ham igen? Hvordan kan jeg vide at der faktisk er nogen der vil tage sig af mig i Spanien? Hvem siger at Lucas ikke står i lufthavnen når vi ankommer, og ja, så er det ligesom slut... Olga for helvede.. Hvorfor vender du ikke bare tilbage til Vladimir? Du ved jo ikke engang om han vil dig ondt.. Og i så fald, ved du ikke om han vil tage dit liv? Alt er vel bedre end at tage c hancen igen! Olga! Lad vær!*
Olga kiggede hurtigt væk, så hendes hår lavede en bølge, og faldt ned foran hendes ansigt igen. Hun klemte sine øjne fast i, og sne tænder fast sammen, dog bag hendes lukkede mund. Hun måtte stadigt kæmpe imod sine fordærvende tanker, og kunne ikke se hvordan hun skulle kæmpe imod dem. De blev bare ved med at være der. Tanker, som var de stemmer i hendes hoved.

Alver rakte igen en hånd imod Olga's ansigt idet hendes pandehår gled ned foran det. Nok var Olga en nosferatu, den del af vampyr rasen der oprindeligt var ment til at se skamferede og hæslige ud. Men Alvar fandt hende ikke gyselig, heller ikke utiltrækkende, skønt at hendes ydre var markant ændret på grund af hendes store mangel på blod. I hans øjne var hun smuk, for ikke at nævne guddommelig. Det var selvfølgelig noget han ikke ville indrømme overfor sig selv, og han skubbede også meget hurtigt tankerne væk, ligesom han skubbede hendes pandehår om bag ved håret, ganske blidt.
Hans ansigts udtryk ændrede sig knap efter hendes mange ord. Hun havde ret i at det var tid at gøre de nødvendigste forberedelser, for flyet ville lette om en og en halv time. Det lød måske ikke af meget, men om en halv time, måtte de igen ud af hotellets betryggende vægge, og videre til en helt ny destination, hvor de atter skulle skilles. Men der, ville Alvar vide hvor at han kunne nå hende, hvor hun skulle hen, og leve med ro i sindet om at hun ikke længere var i fare, eller udsultet.
Et ganske svagt, sørgmodigt smil prydede hans læber kort, og han gav et langsomt nik som svar til hendes ønske om at han skulle skrive tilbage, hvilket han havde i sinde at gøre. Som svar til det sidste tog han en dyb indånding inden han talte:
,, Send det under navnet Lora.. Lora Austerlin Escovado. Og send det til en adresse jeg giver dig med, men aldrig til Quatré.".

Herefter, lod han kort fingrene glide igennem hendes hår i en kærtegnene manér, for blot at skubbe hende en smule væk fra sig med hensigt på at komme op at stå, ville Olga lade sig flytte på, ville Alvar rejse sig: stadig i klædt, et sort jakkesæt, der sad tæt indtil hans slanke figur. Han gik hen imod et skab og åbnede det, for at trække en sports taske ud derfra, samt tog han en knæ lang brun jakke ud fra skabet, med en hat på. Meget almindelig af udseende.
,, I tasken er der fly billet, penge til en taxa når du når frem, og hvad end du ellers skal bruge. Du vil være i spanien om to timer.. tag en taxa til den adresse der er i den kuvert som ligger i tasken. Åben den ikke før du sidder i flyet. Når du kommer frem, siger du det der står i brevet at du skal sige, og viser dem det der ligger i den også. Den adresse du skal skrive din breve til, står der ligeledes.".
Han så hen på hende med sine næsten sorte øjne, betragtede hende i et øjebliks trance, hvorefter han lod blikket glide væk og lukkede skabet igen.
,, Vi tager af sted om en halv time.. imellem tiden så hvil dig.".

Olga knugede hendes fingre om Alvars krage, da hun mærkede en let skubben. Hun gjorde det ikke i frygt for at blive smidt væk. I frygt for at han ville af med hende. Det lå i en refleks. Som ville hun ikke give slip. Men hendes fingre gav hurtigt slip på hans krage, i det de skælvede en smule. Hun drejede så rundt, og fjernede hendes ben fra hans, så hun gled ned ved hans side, imens hendes øjne sank imod gulvet. Dette gjorde også hurtigt, at Alvars forsøg på at fremvise hendes ansigt, fra hendes røde hår, havde været foruden nytte, da hendes hår igen faldt ned over øjnene. Hun lænede sig en smule fremad, da Alvar gik imod skabet, og hendes øjne fulgte hans føder. Hun lagde sine hænder ned på hver side af sig, og samlede sine ben, så hun næsten sad sammenklemt. Som fora t gøre sig lille.
*Er det smart? Burde jeg gøre det? Tage til spanien? Stole på ham? Forlade ham? Måske skal jeg lade være? Løbe min vej? er bedre end at blive revet i stykker af Lucas' håndlangere, når Alvar præcentere mig på et fad?
Men. Hvis jeg løber.. Vil.. Jeg stadigt være alene. Uden.. Alvar.. Uden Vladimir.. Uden min familie... Jeg vil vende tilbage til hvad jeg var.. I dag.. I går.. I.. Al den tid.. Er det. Virkeligt bedre?
Olga! Nej nu holder jeg op! Løb! Nu! Alene, er bedre.. Bedre end død!*
Olga kiggede langsomt op på Alvar, da han begyndte at tale. Men hun rejste kun lige hovedet nok til, at hendes øjne kunne kigge op, det ene gemt bag hendes hår igen. Og det lammede hendes tanker. Stoppede alt i hendes hoved.. Rengjorde det. Fjernede hendes bagtanker. Gjorde plads, til kun Alvar.
Hun lyttede intenst til hvad han sagde. Hvert eneste ord var vigtigt. Hvert eneste måtte hun bide hårdt fast i, og holde på plads. For at kunne huske det. Med hendes forvillede tanker, var det garanteret lettre sagt, end gjort.
Olga nikkede så langsomt, da han afsluttede hans instrukser, og hun stirede fortsat op på ham, med hendes matte øjne. Hendes smil havde lagt sig. Det helle var gået opad. Hun var sammen med ham igen. Hun var ikke alene. Og der var stadigt lang tid til, at de skulle deles. Men nu var det kommet over bakkens top. Og nu varede det ikke længe, inden hun ikke ville kunne se ham igen. Formegentligt, i meget lang tid.
Olga skubbede sig selv en smule tilbage på sengen, og udstrakte sine ben i det hun gjorde det, så hendes føder nu var det eneste der stak ud over sengekanten. Hun drejede så sine knæ vær vej, så hun næsten sad med samlede knæ, med hendes føder peget til hver sin side. Hun lagde så sine hænder på sit skød, og rystede langsomt på hovedet.
"N.. Nej.. Jeg.. Rejser til Spanien.. Gør.. Alt hvad du har sagt.. Men.. Jeg vil ikke hvile mig nu..." Sagde hun, med en ganske stille stemme, meget mindene om en hvisken. Hendes stemme rystede også da hun snakkede, og hendes læber fortsatte en let rysten, efter det sidste ord. Men der kun ikke mere ud. Hendes læber rystede bare forgæves, inden hun endeligt lagde dem sammen, og sank en klump, og snøftede så.
Hendes øjne slap ikke Alvar. De stirede blankt imod ham, imens hendes sørgmodige udtryk, var det eneste der fremviste hvad hun følte. Hun havde kun en halv time. Den ville hun bruge på, at se hvad hun har manglet. I al den tid. En meget stor brik, af det spil der blev delt.
Ynkelig... Udulig... Dum... Det er.. Hvad jeg er...
Der kom et lavt klynk fra hende, og hun sank sit ansigt uderligere, men fjernede stadigt ikke sine øjne fra ham.

Skabet blev lukket i, og gav en svag klage sang fra sig indtil der kom et afsluttende dump fra dets træ-ydre. Skabet var lukket. Han stod med hånden på den i et stykke tid, imens at han lyttede til Olga's svage protest til at hvile sig. Hun var ikke rigtig klog, hvis ikke hun lod kroppen få hvile, efter at være på så lavt et blod stadie, ville hun ikke have noget valg til sidst. Det var en lang rejse, og hvis hun drattede om undervejs kunne hun ende hvor som helst.
En uro bredte sig i kroppen som den mulighed overhovedet viste sig. Han ønskede ikke at hun skulle fare vild et sted hun knap kendte, i et fremmed land hvor hun ikke engang kunne det almene sprog.
En svag trækning på brynende afslørede et meget let ydre tegn på bekymring, dog havde han endnu ryggen imod hende så hun kunne ikke se det.
Han så sig over skulderen idet hun lød et klynk høre, og så på ham som om han prøvede at straffe hende, frem for at redde hende. De matte,mørke røde øjne gav dog ingen følelse fra sig som sædvanlig. Han gik hen til sengen og satte sig ned et stykke fra hende. Skæret fra senge lampen ikke langt fra ham, oplyste hans smukke ansigt, men lod over hans overnaturligt hvide hud komme til sin ret. Han lignede et menneske, men alligevel ikke.
En af de slanke hænder blev ført op til slipset, og han løsnede knuden der holdt denne bundet imod hans hals, imens han åndede ud.
,, Lad være med at se sådan på mig... jeg prøver at hjælpe dig, ikke sende dig væk. Og stadig virker du... ulykkelig."
Hans øjne faldt imod jorden.
,, Hvad er det du vil have af mig? Hvad forventer du?".

// Sowwie, ikke så langt eller godt, skal lige ind i ham igen ^^

Olgas øjne, slap ikke Alvar. Det ville de ikke. Det ville hun heller ikke, at de skulle. Hun ville indramme Alvar, så længe hun kunne. Inden rammen blev revet væk, og smidt ind i et sikkert rum. Et aflukket rum, hvor hun godt nok var fri fra Lucas og Vladimir. Men stadig uden ham.
*Hvorfor, skal jeg føle sådan en smerte, bare fordi jeg forlader ham? Det gjorde ondt at forræde Vladimir. Men intet i nærheden af det her. Hvad er så specielt ved Alvar, og hvorfor kan jeg ikke give slip?
Fordi du er maschocistisk! Olga! Du elsker at såre dig selv! Du elsker at mærke de varme tåre ned af din kind! Hvordan kunne du ellers nogen sinde have endt sådan her? Neej.. Du nyder det.. Hver eneste gang.. Alvar! Betyder! Dig intet!*
I hendes tanke spind, var Alvar nået hen til sengen, og først nu gav hun slip på ham, og kiggede ned foran sig. Hun sank en klump, og blinkede et pa gange, da hendes hår irriterede hendes øje. Hun skubbede det tilbage med et par fingre, og lagde det bag sit øre.
Hun lyttede ivrigt, da Alvar talte. Det kunne hun også tage med sig. Hans stemme. Men hvad han sagde, fik hende til at synke sine skuldre en smule. Hun lagde sine håndflader imod hindanen, og pressede sine hænder imellem sine lår. Hun trak indersiden af sin underlæbe, imellem sine tænder, og bed blidt ned imod det bløde kød, imens hendes højre øje blinkede, hvilket fremprovokerede den røde væske, endnu engang. Hvad havde hun regnet med? Han læste ikke hendes tanker, han kunne jo ikke vide, at hun klynkede af sig selv. Og ikke ham. At hun var frustreret over sig selv, og ikke ham. Hun lukkede sine øjne, og lod sit hoved synke den lille smule, det stadigt kunne. Dette skubbede hendes tåre helt ud fra hendes øjnkrog, og den gled langsomt ned af hendes kind. Hun åbnede så øjnene igen, og blinkede en enkelt gang, imens hendes læber delte sig. I den tid de havde været samlet, var de blevet tøre, og det lignede, at hendes bevægelse, havde sprækket læberne, utalige stæder.
"Je.. J.." Hun fik fremstammet en start, men hun måtte lukke munden igen, og pressede sine læber sammen, for så at fugtige dem, imens hun sank en klump, for så endeligt at kunne svare.
"Jeg.. Forventede.. Slet ikke noget af dig.. Alvar.. Og.. Jeg.. Er da glad for.. Det du gør.. Rigtig.. Rigtig taknemlig.." Sagde hun, og nikkede et par gange, så helle hendes krop næsten hoppede i den bløde seng. Hun sank så en klump igen, og bed indersiden af sin læbe igen. Hun sad så stille i et kort øjeblik, inden hun lod sine læber dele igen.
"Men.. Naturligvis.. Er jeg ulykkelig.." Sagde hun, med sin stille, og lættere hæse stemme. Hun drejede så hovedet, og kiggede op på Alvar, Stadigt fra sin, nærmest, sammenkrybede stilling, så hendes øjne var imod hans.
"Jeg.. Forlader dig igen.." Sagde hun stille, med et halvt smil, og et blink, der tilføjede mere rød væske, til hendes tåre, så den faldt længere ned af hendes kind. Hun kiggede op imod Alvars øjne, så hendes øjne, næsten forvillet, kørte fra af focusere imod hans højre, til det vesntre, og så tilbage igen. Hendes rystende læber delte sig igen, imens hendes hår gled ind over hendes øje igen.
"Jeg.. Vil ikke hvile.. Fordi.. Fordi jeg vil kunne se på dig.. Så.. Længe jeg kan.. Inden.. Jeg skal til Spanien... Hvor.. Længe tror du.. Jeg skal være der?" Spurgte hun, med rystende øjnlåg, og stemme. Hun snøftede, og fjernede selv håret fra sit øje, med en rystende hånd.
"Hvor længe.. Tror du jeg skal.. Befinde mig.. I et fremmed land.. Med folk.. Jeg ikke kender.. Langt fra.. Fra dig.. Fra Vladimir.. Min familie.. Fordi... Jeg tror.. Altså det vil tage lang tid." Endnu engang, kom et halvt smil over hendes læber, også selvom der intet sjovt var i pointen, af det hun sagde. Hendes hånd var kun faldet til hendes hals, hvor den nu lå, og hun krummede sine fingre imod sin hud.
"Og.. Hvad.. Jeg vil have af dig? I.. Ikke noget.. Ik.. Noget mere.. Du.. Du har vel.. G.. Givet.. Nok.." Sagde hun,, imens hendes øjne, endnu engang kørte forvillet imellem hvert af hans øjne, og også ned imod hans læber, denne gang. Inden hun endlig lod sit blik falde igen, og var færdig. Hun kiggede så imod sine lår igen, imens hun lod sin hånd falde, så den lå på hendes lår, med hånd fladen opad. Endnu en tåre, havde forvillet sig fra hendes øje, men denne gled ikke ned, som de andre, men fald ned imod hendes hånd, på grund af hendes stilling. Da dråben landede, rysttede hende hånd en smule, og fingrende blev langsomt lukket omkring tåren, imens hun lukkede øjnene. Han havde også ret. Hun havde behov for hvile. Hun kunne godt mærke, at hendes krop langsomt var begyndt at bugge under for manglet. Men.. Stædigheden, var støre. Og hun forblev sidene, hvor hun var.