Horror awoken, once again?

Galeanstalten. Det perfekte sted, til en hver hjemløs. Fri fra politiet. De kom aldrig her, for at ryde op, og fjerne dem. Inge krævede en betaling, og det var tag over hovedet. Ingen af de almindelige bogre bevægede sig her hen, i angst for dets historie. I angst for rygterne. Men de hjemløse, følte ikke de havde noget valg, end at ignorere overtroen, og blot tage chancen.
Dette gjorde stedet til en attration for hjemløse, og normalt var den spækket med dem. Men ikke denne nat. Månen dominerede himlen, og stilheden dominerede den gamle anstalt. Selv rotterne havde trukket sig. Som om et eller andet var ankommet, og havde fået alt andet til at forsvinde. Flygte i angst, eller blot afsky.

Stilheden blev brudt, af en stille klynken, og så et ganske lavt dask. Som en hånd, det blev klasket imod en murbrok, eller betong væg, som dem i anstalten. Dog lød det ikke højt, men ganske lavt. Som om der ikke vag nogen vrede i hændelsen.
Hvis nogen skulle høre dette, og deres nysgerighed skulle rive dem imod lydene, ville de skulle bevæge sig igennem en af de mange gange af galeanstalten. De grålige betong væge, fik gangen til at virke som en endeløs tunnel, af livløs grå contrast. Gangen endte i et skarpt sving, hvor den drejede ned af en ny gang. Nu ville dem der skulle have bevæget sig den vej, se en lang rød flod, af en tyk væske, der ledte et kort stykke hen af gangen, og så ind under en lukket dør. Hvis nogen skulle undersøge væsken, ville det ikke tage lang tid at indse, at det var blod. Det lugtede langt væk, af friskt uddryppet blod.
Hvis nysgerrigheden skulle rive nogen endnu længere, og så følge blodet, ville de høre den lave klynken, forvandles til en ganske stille mumlen, og en blid gråd. De lave klask, kunne lige så stadigt høres, og var også kun blevet højere ved tilnærmelsen.
Døren som ledte ind til et lukket rum, stod ulåst. Den var tung at skubbe op, og der ville skulle ligges mange kræfter i, af et simpelt menneske. Som døren blev åbnet, ville en tyk stank af blod og urin, stikke en i næsen, og som man trådte længere ind, ville den blive stærkere.
Blodet ledte hen i den ene side af rummet, hvor et højt menneske stod. Han stod tæt ved vægen, med blikket imod denne, og mumlede stille. Ord ville kunne fremtones af hans mumlen, efter at døren var blevet åbnet.
"Isabel... Elsker.. Aldrig mer se.. Alt for lidt.. For mange... Alt forbi? Tapt." Den stille mumlen kom som hvisken fra manden, som langsomt rystede sit hoved. Hans pande blev blidt dasket imod væggen. Imod en rød blod plet, der var blevet formet, på grund af de mange rifter, den konstante klasken havde formet. Men han stoppede ikke. Selvom han blev påført denne smerte.
Hans venstre håndflade, var smurt ind i blod, der stadigt fossede fra et friskt sår, skåret tværs over hans håndled. En tåre gled ned af den klynkene mands kind, og blanede sig med blodpølen under hans bare fødder.
"N.. Nej.. Det skette ikke. Nej. Nej." Hviskede manden stille, imens han fortsatte sin klasken, og hans liv, langsomt forsatte med at ebbe ud.

En ung kvinde kom gående langs den lange grussti op mod anstalten… Hun vidste ikke helt hvordan hun var endt her, men hun havde ikke fået tildelt sig penge og derfor ledte hun efter et sted at bruge natten… Hendes katte formede grønne øjne lyste svagt men det var intet i forhold til den blege og matte måne som lyste det hele op i et uhyggeligt skær. Hun bed sig kort i læben og skar en underlig grimasse da hun gik omkring et sving og så den store dog slidte og gamle galeanstalt… Hun havde hørt at det var her folk uden hjem befandt sig, og efter som hun intet hjem havde så hvorfor ikke komme her? Jo tættere hun kom på stedet desto mere i tvivl blev hun om det var her hun ville bruge natten, der var ingen lyde at høre… ingen gang en rotte kunne høres? Hun drejede hovedet lidt og blev for en kort stund stående ide hun betragte bygningsværket… Ubehageligt stille, dog overbeviste et vindpust hende om at det var her hun skulle bruge natten ide hun så småt var begyndt at fryse. Hun begyndte at gå og stirrede ned i jorden for at overbevise sig selv om at hun ikke behøvede at være utryg ved denne situation og det hjalp faktisk! Hendes blik blev dog revet op da en lav lyd brød tavsheden. Først en klynken og derefter var det som om noget havde klasket sig imod muren?
Lyden var væk og der kom ikke flere, så mon ikke det blot var en tilfældig hjemløs der havde drømt grimt? Det fik hun hurtigt overbevist sig selv om og gik derfor videre hen mod anstalten, det tog ikke lang tid før hun var kommet helt hen til døren… med en faretrugene knirken der brød tavsheden og et kort anstrengelses støn fra hende blev døren skubbet op, ikke fordi hun skulle bruge mange kræfter på dette, mere fordi hun nærmest havde været gået i søvne det sidste lange stykke tid. Da døren var åbnet stod hun og kiggede ind i den store forhald… gråt, det hele var gråt og det så egentligt ikke så behageligt ud, en skarp lugt ramte hendes næse og i første omgang kunne hun ikke finde ud af hvad det var, hun trådte ind i forhallen og rynkede let på næsen da noget fortalte hende at det var blod, det glemte hun dog alt om da døren lukkede sig med en højlydt knirken og krævede hendes opmærksomhed, lyset fra månen blev slukket og kunne kun enkelte steder komme ind gennem vinduer hvor de gamle skodder eller metalstænger ikke dækkede for meget. Efter kort tid besluttede hun sig for at gi i retningen af lugten for at få konstateret om det faktisk var blod hun kunne lugte. Efter at ha gået igennem de lange gange hvor hun hver eneste gang hun drejede omkring et hjørne forventede at se noget knap så behageligt nåede hun endelig den gang hvor bekræftelsen var… Gangen var fyldt med blod, hun vendte hovedet på skrå og så med overraskede dog ikke bange øjne på blodet… hvor kom det fra? Hun så hen mod døren hvor blodet førte igennem og med forsigtige skridt kom hun tættere på, lugten af blod var blevet tydeligere og hun kunne nu høre de små klask fra før. Døren stod i vejen for det hun ville se og nysgerrig som hun var åbnede hun den tunge dør uden det store besvær. En stærk lugt af urin og blod ramte hende og hun veg kort tilbage for den med et utilfreds ansigtsudtryk. Dog trådte hun få skridt længere ind da hun ikke kunne klare lugten længere stoppede hun. Hun så hen mod en mumlende mand som hun efter hans ord konstaterede som en der faktisk tilhørte her! Hun så på det blod der kom fra ham, men lugten og hans ord fik hende til at vende ham ryggen. Hun ville ikke hjælpe noget der ikke kunne redes og hun ville da slet ikke når det lugtede sådan! Hun vendte sig om og trådte hurtigt ud af rummet, trak lidt i døren så den med en svag knirken lukkede sig på klem, og lod hende stå udenfor på gangen lidt væk fra den hæslige lugt

Den klynkende mands klasken, fortsatte kort, efter at Scissors havde været inde at kigge, men da hun begyndte at bevæge sig ud, stoppede han, med et sidste klask, og stod lænet imod væggen, med den sårede pande imod den blod røde plet. Langsomt drejede manden hovedet, og stirrede imod døren, der nu langsomt gik på klem. Afkræftet rejste han langsom sin arm imod døren, og klynkede igen, i det han meget langsomt, fik taget et skridt til siden. Hvis der blev kigget ind igen, ville man kunne se, at stanken af urin, kom fra ham, der havde væddet sig selv. Mandens mumlen fortsatte, og hans grædene ansigt, stirrede imod døren.
N.. Nej.. Hjælp.. S.. Stop.." Klynkede manden stille, som om han faktisk talte imod Anastasia. Hvis hun vendte sig for at kigge, ville hun se mandens tomme øjne stire imod hende, og døren. Og nu trådte en helt anden stemme igennem, samtidigt med, at det lignede mandens hoved fik voldsomme ticks, der gjorde at det blev vendt od drejet, i en urealistisk hastighed, men hans ansigt ændrede sig kort også, til at være et helt andet. En hel anden persons.
"Anastasia!" Råbte denne nye stemme, som ticksne fortsatte, for så at stoppe, og efterlade den hjemløses blik, som nu så ud til at være i stor smerte, i dt hans krop opgav dets klyngen til livet, og den faldt om, død på stedet af blodmangel.
Liget droppede om på jorden, med benene vædet i søen af blod og urin, der var formet under mandens forrige position. Igen trådte den nye stemme igennem, dog denne gang, med en stille hvisken, i det et hoved langsomt rejste sig fra ligets hoved. Dette tilhørte en helt anden person. En person med et tomt ansigtsudtryk, og kompletgrålig hud. En person, der bevæggede sig ud af den anden. Som om liget havde været en skald, den nu kunne bevæge sig frit igennem.
"Anastasia?" Hvis hun nu kiggede imod den rejsende skikkelse, ville det ligne at det flimrede for hendes øjne. Som om det helle bare var et gammelt ridset VHS bånd. Det lignede at skiklen der langsomt rejste sig, glippede længere frem i sin bevægelse, for blot at glippe tilbage igen. Det fortsatte en kort stund, inden den endeligt kom op at stå, sine fødder stadigt i kontakt med det døde lig. Den stod med sidden til døren, og med sit blik imod gulvet foran sig. Hovedet fik så vilde ticks, meget som den hjemløses havde gjort før, og det lænte sig tilbage, i en urealistisk fart, så det lignede at ansigtet råbte. Til sidst, endte denne kaskade af ticks, med at blikket var rettet imod Scissors, og skygger havde nu lagt sig over det, da lyset kom oppe fra, og skygger lagde sig over øjnene, og munden. Det tomme ansigt stirrede imod udgangen, og hvis Scissors stadigt stod der, ville hun kunne se ansigts træk på skikkelsen, som om den langsomt begyndte at smile.
"Ana.. Stasia..." Hviskede den endnu engang, og pludseligt forsvandt alt lys. Selv det syn hendes, formegentlige, katte sanser, tillod hende ikke at se en pind foran hende. Dog varede dette urealistiske mørke, ganske få sekunder senere, hvor skikkelsen nu stod ganske få centimeter fra Scissors, og stirrede tomt ned på hende. Et bredt smilende ansigt kunne nu ses, ejet af en meget høj og skaldet skikkelse. Selvom den var kommet så tæt nu, stod den blot fuldstændigt stille. Forsøgte ikke at gøre et angreb, eller berøre hende. Herren stod blot der og stirrede tomt ned på Scissors. Med hans tomme øjnhuler. Som han nu stod så tæt, kunne det ses aat ingen øjne fandtes i hans ansigt. Men han så stadigt ud til at kunne se hende. Se, langt mere end blot hendes ansigt. Men dybt ind, I det mest private. Dybt ind, i hendes eget sind.

Hun fortsatte med langsomme og forsigtige skridt væk fra rummet, dog da den klaskende lyd hørte op mælde hendes store nysgerrighed sig gen, klasken var holdt op? Hvorfor mon dette? Var han død? Eller var han for afkræftet til at fortsætte? Hun bed sig hårdt i læben da hun huskede hvor mange gange hendes nysgerrighed havde bragt hende ind i noget rod og hvor lidt gange den faktisk havde gavnet hende! Dog kunne hun ikke dy sig, meget forsigtigt listede hun hen til døren åbnede den lidt mere så hun beder kunne se hvad der foregik. Det var ikke et smukt syn, de fleste ville måske begynde at løbe nu… men med det hendes øjne havde set skulle der lidt mere til… Manden ville ha hjælp? Hans svækkede krop bredte sig ud efter hende… skulle hun hjælpe noget der ikke kunne redes? Og så var det sågar en mand! Aldrig i livet ville hun hjælpe ham… Selvom han lugtede kraftigt af urin og blod var det nu ikke længere det hun væmmedes ved… det var hans tåbelige forsøg på at få hjælp fra hende… mænd havde aldrig gjort hende noget godt… så hvorfor skulle hun hjælpe ham? Hun fnøs koldt af ham og tog sig ikke et eneste sekund af hans tomme, døende øjne.
Hun rykkede sig voldsomt tilbage da hun blev forskrækket over den nye stemme samt de mange ticks, og at mandens ansigtsform blev ændret… Det var som om at en anden befandt sig inde i ham? Uden hun havde lagt mærke til det havde hendes hænder sluppen døren og hendes puls var steget gevaldigt. Så holdt det op? Den hjemløse så pludselig ud til at have ondt, det tog hun sig fortsat ikke af. Nysgerrig som hun var trådte hun igen lidt tættere på og satte igen hænderne på døren klar til at smække den i hvis der skulle ske noget. Han døde… Det var ikke hendes hensigt og slet ikke fordi hun ikke var blevet opdraget for lidt på… Men hendes læber formede et koldt smil ide hun så han var død, det … tilfredsstillede hende? Så at sige. Hun gispede kort efter vejret ide hun hørte stemmen igen… denne gang lavere, han viskede nærmest hendes navn, hun trådte et skridt tilbage, stemmen gjorde hende utryg… hvor kendte den hendes navn fra? Der var ingen i dette land hun havde snakket med… Og det var kun ganske få derhjemme der kaldte hende dette… Hun stirrede på hovedet der pludselig dukkede på… Kunne næsten ikke rive øjende fra det selvom noget i hende fortalte at hun skulle løbe NU! Hun rystede kort på hovedet ide det nærmest flimrede for hendes øjne mens den mand der mest af alt mindede om et lig rejste sig, så vidt hun kunne se havde han for en kort stund besvær med hans bevægelser? ticks’ne kom igen og hun stirrede fortsat på personen, det var nogen lunde de samme ticks som den hjemløse havde haft… hvilket gav hende endnu en grund til at tro at manden der nu stod med hovedet lænet tilbage, havde været inde i kroppen på den mand der nu lå død på jorden. Hvad havde han gjort ved ham? Havde han styret ham? Endnu engang styrrede hendes nysgerrighed hende og fik hende til at blive for at se hvad der ville ske. Hun slap igen døren og bakkede få centimeter bag ud da han pludselig så på hende… Hun kunne ikke se hans øjne for skyggerne, men hun blev hurtigt enig med sig selv om at hun ikke ønskede at se hans øjne. Igen talte den ubehagelige stemme til hende og denne gang ville hun også svare ”hv…” hun stoppede da hendes stemme mest af alt lød som en skræmt piven ”hvor kender du mit navn fra!” hun anstrengte sig for ikke at komme til at lyde bange, dog gik det galt enkelte gange… men ellers var hendes stemme kold. Lyset forsvandt og på trods af at hun normalt altid kunne se i mørke, kunne hun ikke denne gang? Hun bakkede enkelte skridt bag ud i frygt for at han måske gik over mod hende. Da lyset kom igen stod han pludselig uventet tæt på hende stirrede ned på hende med et bredt smil, som hun nok helst ville ha undværet at se. Hun ville nok ha skreget hvis hun kunne, dog var hendes stemme forsvundet og der kom i stedet et lavt piv fra hende. Underligt nok løb hun ikke, hun var stadig for nysgerrig. For han gjorde hende intet? Forsøgte ikke at slå hende, skubbe hende eller på en anden måde at gøre hende fortræd. Hvorfor mon?
Hun gispede efter vejret da hun så at han faktisk ingen øjne havde! Og alligevel … virkede det som om han kunne se hende? Hun bakkede få skridt bag ud og hendes vejrtrækning var anstrengt, hun var bange… men enten var hun for nysgerrig til at løbe væk fra ham… eller også var hun lammet af skræk. Endnu få skridt blev der taget bagud, og hun ramte muren… Hun var bange ja, men hendes nysgerrighed havde overtalt hende til at blive. jeg finder vist et andet rum at sove i inat tænkte hun og forsøgte at få sig selv til at slappe af. hvilket ikke rigtigt lykkedes. "du..." hun rømmede sig for at få kraften i hendes stemme tilbage "du holder dig fra mig!" kommanderede hun hårdt, og selvom hun var lidt bange var der denne gang ingen angst at høre i hendes stemme.

Den høje skikkelse, så ikke ud til at reagere det mindste, på det som Anastasi sagde, i starten. Han stirede blot imod hende, med sine tomme øjnkroge, og det store smil, der nu fremviste hans tænder. Han bevægede sig ikke, da Anastasia bakkede længere vækm men fulgte hende blot med blikket. Hovedet fik voldsomme ticks igen, og ansigtet så ud til at blive forvredet, og forstukket i smerter, og hans mund åbnet i vilde skrig. Dog kom der ingen lyde fra ham, og han stod fortsat stille og uden den mindste bevægelse, på resten af kroppen. Blikket blev så fastlåst ned imodhende igen, nu uden det brede smil, og med et langt mere hårdt og vrissende udtryk. De tomme øjnkroge blev knebet sammen, og hovedet tickede på split sekunder til en skrå stilling, som om han sprang bevægelsen over.
Det hårde blik fulgte efter hende i hendes tilbagetrækning, og stoppede igen, da hun ikke kunne komme længere væk.
"Jammen... Lille Anastasia... Du kender mig.. Da udemærket godt... Du.. Kender os alle sammen..." Stemmen var nu langt mere hård, og var udskiftet fra den der var før, til en der formegentligt var langt mere bekendt. En fra hendes fortid.
Den høje skikkelse, så nu ud til at dele sig i fire, da tre andre skikkelser, bevæggede sig ud fra den første. To bevægede sig skrådt bag ud fra den første, og en lige frem imod hende, så afstanden imellem dem blev mindre. SKygger faldt over de fire skikkelser, så deres blikke og ansigter, blev usynlige igen. Dette var de dog kun i kort tid, inden den nærmeste hende, langsomt bukkede sig ned imod hende, og ansigtet trådte ud i lyset igen. En ansigt fra hendes fortid blev var nu blevet indplantet, i udskiftning af den skallede herre, der var før. Han lignede perfekt en lære fra Scissors gamle kostskole. Den lære, hun bestemt ville huske bedst. De to bagerste personers ansigter, blev nu også belyst, og de ældre knægte, stod klukkene i baggrunden. Personen i midten, forblev beskygget, og usynlig for hende.
Læren der nu stod ganske tæt ved hende, med sit hårde udtryk, og de stikkende øjne, der borrede sig igennem Anastasias, når de ikke klædede hende af med øjnene.
"Er på tide.. Vi lære.. Hinanden bedre.. At kende... Denne gang.. Slipper du.. Ikke!" Råbte han, og greb ud efter Anastasia.

Hun så undrende på manden… han tog sig ikke det mindste af det hun sagde? Det irriterede hende let… men på den anden side, så kunne det jo være at han ikke kunne høre hende? Han så ud til at være i smerte og hans ansigt bevægede sig i tvangshandlinger, fordi han følte ubehag? De mange ticks kom igen og hun så undrende på ham, gik et skridt tættere på ham og strakte armen for at røre hans ansigt… Undersøge det med hænderne som børn normalt undersøgte alt med hænderne. Hun strakte en enkelt finger og trådte endnu et skridt tættere på ham så hun kunne nå ham, hun nåede kun lige at røre ham ide han efter at ha lænet hovedet tilbage hvorefter hans smil var forsvundet og han ’så’ på hende med hårde øjne. Hun trak hurtigt hånden til sig og bakkede igen, denne gang hurtigt ind i vægen og et lavt ”bump” kunne høres da hun ramte den. Den stemme manden nu havde… den stemme gjorde hende utryg… meget mere end før, hendes åndedræt blev hurtigt og et lettere skræmt udtryk kom frem i hendes ansigt… Hun kunne huske stemmen… alt for godt… En stemme der havde prøvet den første gang at overbevise hende om at dette var rigtigt… mens de 2 ’tilskuere’ holdt hende på plads og selv nød at røre ved hende… Han havde forsøgt at bilde hende ind at det var rigtigt.. det var aldrig lykkedes… Senere havde han prøvet med ordre og trusler… Hun huskede det alt for tydeligt! Igen blev hendes vejrtrækning ændret… til anstrengte og let bange støn da velkendte dog uvelkommende skikkelser viste sig for hende. Først kunne hun ikke se deres ansigter og det var hun også lykkelig for… For så vidt hun kunne erindre havde hun skåret den ene af drengende og forgiftet ham, så han var død af det… Hvordan kunne de så være der nu! De virkede så levende! De andre 2 kunne sagtens ha været kommet, men hvordan havde de fundet hende? Hun så med forvirrede og bange øjne rundt på dem alle tre, på skift, dog gik det så hurtigt at der næppe var et tidspunkt hvor hun ikke havde øjende på dem alle tre. Den skallede mand som før havde set på hende var nu væk… men det var ikke det hun tog sig af lige nu… Lige nu var hun mere bekymret for dem… De sidste 3 gange var hun blevet redet af at de enten var ved at blive opdaget… eller fordi de var blevet skræmt væk af kulden. Hun havde kun nået at dræbe en… og de to andre havde aldrig set hendes andre ”skikkelser’ … Hun kunne måske ha jaget dem væk… men det ville hendes krop ikke tillade hende, hun ville gå i sort hvis de rørte hende og det vidste hun.
Hun gled videre hen langs muren, ganske forsigtigt i håb om at de ikke ville bemærke det, dog stoppede hun da hendes lære talte igen. Et højt skrig flænsede tavsheden da han havde sagt sit sidste ord, hun ville løbe, men i sin forvirring snublede hun over noget der lagde på gulvet og endte med ryggen imod gulvet. Det forhindrede hende dog ikke i at kravle panisk baglands ”FORSVIND” skreg hun af lungers fulde kraft, mens hun så op mod dem.

I det hun havde rørt ved skikkelsen, havde hun fået et tyndt lag snask på hendes fingre. Det havde en grålig farve, og en klistrende konsistens. Det stank ligeså, langt væk af sulfur. Den skalede skikkelse, stod fortsat imellem de tre andre. Hans hoved fik stadigt de vilde ticks, og lavede de skrigende udtryk, hver gang det gjorde.

Efter det mislykkedes forsøg på at gribe Anastasia, klaskede læren imod væggen, som om han havde været en dukke, der havde fået klippet sine strænge, eller som var han stærkt beruset, og kunne knapt nok holde sig oppe. Han skubbede sig en anelse væk fra væggen med sin albue, og fik så lagt en hånd imod denne, imens hans blik gled ned på Anastasia, som nu var faldet om på gulvet. De to følgesvende, og selv den skalede mand, der stod i midten af dem, kiggede lige så, i perfect synkroni, ned imod hende. Læren smilede grumt, og gik langsomt imod Anastasia.
"Kom nu.. Lad være.. Du ved.. Du ønsker det.. Den måde du stire.. På drengende... Du.. Vil. Jo gerne!" Sagde han højlydt, i det han faldt imod hende på jorden, så han lanede, kun et stykke fra hende, så hans hænder næsten kunne få fat i hende, men fik kun lige grebbet fat i den ene sko, som han begyndte at krybbe imod hende.
"Du bliver her! Din lille møg unge! Jeg skal lære dig.. At opføre dig.. Pænt!" Sagde han højlydt, og greb ud efter hendes ben, med sin anden hånd.
Nettop som han gjorde dette, kunne man høre et højt smæk bag ved Anastasia, da en dør blev åbnet.
"Kom! Den her vej!" Råbte en ung mand, på Anastasias alder, som viftede med armen, som om han ville hinte hende imod ham. Mandens ansigt så forskræmt ud, meget som hendes, og han stirrede imod figurende, med en lav snerren.
"De har ingen styrke! Udnyt det.. Riv dig fri, og kom! Du har ikke megen tid!" Råbte han, og begyndte at tage nogen skridt bag ud, igennem den gang der lå bag ved ham. Det var ikke den vej hun var kommet af, så hun kunne ikke vide hvor den ville lede hen.
Hendes gamle lære, fik nogen voldsomme tick på ansigtet, imens han fortsat forsøgte at kravle videre, og imod Anastasia.
"Nej! Bliv her! Anastasia! Lyt til hvad jeg siger! Du slipper ikke! Giv op!" Råbte han højlydt, imens de to andre unge drenge bevægede sig imod hende lige så, med deres hænder rakt ud imod hende. Drengen hun havde dræbt, havde et voldsomt sår, der hvor hun havde stukket ham, og bar det samme tøj fra den gang, med en stor blod plet, nettop omkring det område.

Hun trak hånden til sig og så kort på sine fingre ide den mærkelige grå masse klistrede til dem, hun rystede et par gange på hånden for at få det af. Det lugtede stærkt, men det tog hun sig ikke rigtigt af.
Hun så forbavset ud da hun så hvordan hendes tidligere lære nærmest klaskede sig imod vægen som havde han været en dukke uden føre eller en meget fordrukken mand. Hun kravlede fortsat væk fra ham med angst tydligt skrevet i hendes hansigt! Det var nærmest som var de forbundet med hinanden ide de to drenge og manden i midden var forbundet med hinanden, det var det dog ikke meget tid til at tænke over ide, hendes tidligere lære kom med en række ord som på ingen måde beroligede hende ”NEJJJ” skreg hun ide han kastede sig imod hende, skriget lød mest af alt som en blanding mellem et råb om hjælp og en klynken. Hendes øjne flakkede rundt og hun forsøgte at holde øje med dem alle på en gange alt imens hun kravlede bag ud og flere gange skrabede hendes hud imod jorden som gav flere hudafskrabninger. Et højere skrig blev udstødt da han fik fat i hendes sko ”GIV SLIP” hun forsøgte desperat at beherske sin stemme og lyde befalende, det lykkedes dog ikke og det lød mest af alt som en bønfaldelse. Hun rev sin fod til sig og fik ravet sin fod samt sko til sig.
Hendes øjne var blanke og fulde af rædsel, ”nej” hviskede hun ide han igen talte… Hun vidste hvordan man skulle opføre sig! Og det han gjorde var bestemt ikke rigtigt. Hun gav ikke sig selv til at tænke over dette, og ide en mand åbnede døren i takt med at han greb ud efter hendes ben, blev hendes puls atter hævet. Hun stirrede på manden, som for en kort tid vinkede forgæves. Hun så forvirret på ham ide han sagde at de ingen styrke havde… det plejede de jo at havde? Hun havde ingen anelse om hvem denne mand var og om han ville hende det godt… men hun ville hundrede gange hellere forsøge at komme med ham end hun ville blive her! Så hun gjorde som han sagde. Uden at anstrenge sig det helt store rev hun sig fri af hendes tidligere læres greb fik rejst sig op og styrtede afsted mod manden. Hun så sig kort tilbage ide der igen blev råbt efter hende, og hun så de voldsomme tiks som han pludselig havde fået, for et kort sekund blev hun stående for at betragte ham, og de to drenge… den ene bar et sår der strakte sig fra hans hals til midten af hans venstre bryst… der hvor hun havde skåret ham da hun havde dræbt ham. Dog løb hun hurtigt igen inden hans sætning blev færdig…
Hun smækkede døren i efter sig og løb videre igennem gangen, uden at tænke på om manden der i hendes øjne netop havde redet hendes liv, fulgte med eller ikke… hun var i panik og da gangen drejede løb hun blot hen til muren hvor hun stirrede ind i den… Det var godt 250 år siden det var sket… hvordan kunne de leve endnu! Hun sank sammen og stirrede ind i vægen… forstod intet af det der lige var sket men var nok også glad for det?

Manden fulgte Scissors med øjnene, som hun tog hans henvisninger, og sank nervøst en klump, da hun endeligt kom af sted. hans ansigt skrev intet andet end bekymringer for hendes velvære. Som Anastasia løb imod døren, blev herren i midtens ansigt langsomt vredere, og dets ticks, gik endnu mere amok, og hans læber deles langsomt.
"NeeeeeeeeEEEJ!" Råbte herren til at starte med, hvilket udviklede sig til et øredøvene skrig, samtidigt med at læren og de to elever omkring ham, pludseligt faldt til jorden, som var de marionet dukker, og havde nogen pludseligt klippet deres bånd. Den høje herre, med det skrigende blik, og det vildt tickene blik, begyndte så langsomt at bevæge sig imod døren, indtil Anastasia smækkede døren i bag sig, og han ikke kunne ses. Endnu engang, hørte det vilde skrig fra ham.
Herren der havde fået hende ud, fulgte hastigt efter hende, en smule bag hende, for at være en mur imellem hende, og det de flygtede fra. Det virkede ikke praktisk set, men phsykisk, kunne det gøre underværker for nogen.
Da Anastasia stoppede op, løb herren ganske få skridt længere, inden han selv stoppede op.
"Kom n!" Han skulle til at råbe af hende, men stopped esig selv, og rømmede sig en anelse. Han virkede til at vide, at hun nettop havde set noget meget slemt. Han sukkede lavt, og så kort sørgmodig ud, inden han gik hen imod Anastasia, og gik på hug, ved omkring en meters afstand.
"Hey.. Hvad hedder du? Mit navn er Thomas. Vi bliver altså nød til at fortsætte.. Vi er ikke ude af dens rækkevide. Jeg.. Skal nok forklare dig om den, lige så snart vi er kommet væk.. Men først, bliver vi altså nød til at fortsætte.. Vi skal bare der hen, igennem den dør du ser der, og så igennem den næste. Okay?" Han forsøgte at lyde så trøstene, og støttene som han overhovedet kunne, og holdt sine hænder en anelse ud foran sig. Han ønskede ikke at røre hende, da han ikke kunne hvide hvad hun havde været igennem, og ønskede ikke at give hende et nærværd, inden hun selv ønskede det.
"Kom så." Sagde han, og rejste sig langsomt, imens han tog et par skridt bag ud, og nikkede imod døren. Hans blik slog hurtigt imod døren, som den høje herres ansigt, langsomt bevægede sig igennem den lukkede dør, som om den slet ikke var et fast object.
"Ana.. Stasi. Aaaa!" Råbte herren højt, og hans store smil, blev langsomt formet over hans blik igen, og pludseligt skød han næsten igennem døren, og fløj imod de, hen af den gang de havde nået at løbe igennem, med sine udstrakte hænder imod Anastasia, og hans blik, som var stoppet med at ticke, rettet imod hende, med ondskabsfulde øjne, og et stort galnings smil. Manden der havde hjulpet hende, gispede lavt, inden han så ned imod Anastasia, og hvis ikke hun havde fået rejst sig, knælede han sig hurtigt ned efter hende, og greb fadt omkring hendes håndled, med et blidt, men stadigt stramt greb.
"Nu! Lad være med at se bag dem.. Bare løb, og det skal! Være nu." Råbte han, og trak hende bestemt op fra jorden, inden han trak hende en smule fremad, for at få startet hendes momentum på hendes flugt. Han satte så i løb efter hende, kun med et kort blik over hans skulder. Og hvis Anastasia stoppede op igen, gjorde han lige så, men med et mere og mere vrissende blik.

Hun så ikke hvordan de faldt til jorden, og ville nok heller ikke kunne finde ud af det hvis hun havde gjord dette. Dog hørte hun skriget og en stor ubehag bredte sig i hendes krop. Hun anede ikke hvad hun skulle gøre, og hørte stort set ikke den første gang manden snakkede til hende. Det at han stillede sig på denne måde registrerrede hun stort set ikke, hendes hænder var ført op til hendes øre hvor hun pressede så hårdt hun kunne for ikke at kunne høre noget… og i håb om at hun ikke kunne huske noget… det kunne hun, alt for meget… De gamle minder fra kostskolen pressede sig på, og netop som hun havde brugt en stor del energi på at midlertidigt glemme det ene minde så kom det næste. Det kørte igennem hendes hoved og lod hende på intet tidspunkt få fred. Et kort piv kom fra hende da hun kunne mærke at han satte sig i nærheden af ham, langsomt og forsigtigt fjernede hun hænderne fra hendes øre og vendte sig forsigtigt om så hun kunne se ham… ”je… mi… mit na.. navn er..er Scissors” fik hun stammet frem efter hans korte præsentation… Hun var ikke helt tryk ved ham, men det var nok ikke så mærkeligt efter som hun ikke kunne lide at være i nærheden af mænd. Hun nikkede kort til hans forklaring om at de nok skulle videre. Og satte hænderne i jorden for at løfte sig selv op. Hun fik rejst sig halvt op ide hun så hvordan han kom igennem døren som om den blot var lavet af tåge… Hurtigt faldt hun ned at sidde igen med store skræmte øjne stirrede hun på ham og var nærmest lammet over dette… hun fattede intet… hvordan kunne han blot gå igennem døren uden at skulle åbne den?
Han så yder ond ud og virkede slet ikke til at ville hende det godt… det ville han sikkert heller ikke, men hun kunne ikke få en eneste muskel i hele hendes krop til at reagere.
Da manden som åbenbart hed Thomas, hev hende op blev hendes blik revet over mod hende hvor hun krøb sig let sammen ”IK RØR MIG!” skreg hun af ham men blev skubbet afsted, hun løb, uden at vide hvor hun lød hen, det var sortnet for hendes øjne ide han havde rørt ved hende, hun var lettere panisk over dette og tænkte stort set ikke over andet, hendes hænder gnubbede de steder han havde rørt hende som om de forsøgte at fjerne noget der ikke var der, det blev hurtigt helt rødt, da de kom til en dør stoppede hun… ikke fordi hun kunne se den men fornemme den, hendes hænder var for travlt optaget i at få noget af til at de ville åbne døren, og hun bukkede sig sammen, stadig stående dog var hele hendes overkrop bukket ned så hun på en måge krympede sig. Flere russiske ord blev sagt og det var nok mest forbandelser og andre ting i den stil hun mumlede, over det at han havde rørt hende. Hun ænsede ikke hvad der skete omkring hende og opdagede derfor heller ikke hvor hurtigt herren faktisk var. Med mindre døren blev åbnet for hende ville hun blive stående der.
Hendes hænder begyndte at se mærkelige ud, som om huden ikke længere passede til knoglerne, og at knoglerne ændrede form til noget højest usædvanligt… nemlig sakse. Alle hendes fingre blev lavet om til sakse i forskellige længder og former, og kort efter de havde sprunget al huden på hendes hænder så de kunne komme rigtigt frem ~hvilket så ud til at gøre ufatteligt ondt~ begyndte hun at skrælle de øverste lag hud af der hvor han havde rørt hende. Da huden ramte jorden visnede den, som om hun næstede at ha et eneste sted på kroppen som en mand havde rørt.
Det så mest af alt ud som om det var en tvangshandling.

Manden havde ikke reageret på hendes voldsomme reaktion, men forsøgte i stedet bare at fortsætte efter hende, og han forsøgte, ved at løbe tættere ved hende, at få hende til at løbe hurtigere, da han vidste at manden blot kom nærmere og nærmere. Hans øjne gled kort over hans skulder, og nu blev hans blik endnu mere forskræmt, da han så hvor tæt herren allerede var kommet. Herrens læber delte sig, som ville de tale igen, men de bevægede sig ikke med de ord der kom, blot i ticks, lige som resten af hovedet.
"Thooomas... Hvor.. Skal du hen... Med min.. Anastasia! Kom.. TILBAGE!" Råbte herren, og det voldsomme skrig skar igen igennem tunnelen.
"Ellers... Henter jeg.. Din moder.. Lader dig se.. hende dæ.. Gang... På gang! PÅ GANG!" Råbte herren igen, og det vilde skrig slog igen imod dem. Thomas klynkede, nærmest fortabt, og så straks frem for sig igen, som en tåre faldt fra sit øje.
"Hvordan... Fanden vidste han det!?" Råbte Thomas, nok mest for sig selv. Da Anastasia stoppede op, måtte han næsten hoppe til siden, for ikke at løbe ind i hende. Han gik hurtigt omkring hende, og fik åbnet døren, og forsøgte igen at lede hende videre.
"Kom nu, vi bliver nød til at f... Hvad fanden laver du!?" Spurgte han, da han så havde hun lavede, han skulle til at række ud imod hende igen, men gjorde det ikke, og holdt sine hænder en anelse op.
"Du vil ikke have mig til at røre dig. Så gør jeg ikke det.. Men lad mig i det mindste hjælpe dig ud! Kom nu!" Råbte han, og begyndte at løbe baglæns, inden han vendte sig, og begyndte at løbe imod den sidste dør, og efterlod den foran Anastasia, åben. Han virkede ikke længere til at være interesseret i at hjælpe Anastasia, hvis ikke hun hjalp sig selv. Han skubbede hårdt døren til arealerne uddendørs op, og vente sig så, for at se om Anastasia kom med, eller ej. Hans grønne øjne betragtede Anastasia med en mangel på forståelse, samtidigt med at hans øjne gled imod herren der stadigt jagtede dem.
Hvis Anastasia kiggede tilbage imod herren der fløj igennem luften, ville hun en gang imellem, som hun blinkede, kunne se hendes gamle lære, og de unge mænd, løbe rundt omkring herren, og følge ham. Et kort øjeblik, forblev hendes lære som et fast billede, imens hans hoved fik dets vilde ticks.
"K.. Kom her! Hvorfor.. Ikke? Du.. Vil nyde det... Lad mig.. Bevise det!" Råbte hendes lære, inden han først log ganske normalt, hvilket dog hurtigt udviklede sig til en mere og mere hæs stemme, inden han sendte et kort skrig fra sig, og så forsvandt med en blinken igen.