Faces of Horror (Eithan, Akumu, Chase)

S: Keisatsu - politigården under den hjemsøgte galeanstalt, Maison de Fous
T: sen aften - nærmer sig tidspunktet man ville kalde nat
V: Sidst hun tjekkede, regnede det uden for
O: En masse udklædte som fester. Sikkert væsner blandet i menneskemængden
D: Halloween

_________________________________

Det var endelig blevet tiden på året, hvor de døde kunne vandre frit omkring i gaderne og væsnerne vise sig offentligt uden at vække nogen som helst mistanke. Det var nemlig blevet Halloween. Der havde længe været pyntet op i gaderne med græskar, spøgelser, flagermus og mange andre ting som kendetegnede højtiden, og idag bar al pynten endelig frugt. En større og længe omtalt fest blev nemlig afholdt på den forladte og gamle galeanstalt Maison de Fous, i lokalerne i kælderen som i sin tid blev brugt af politifolk, men som nu lå efterladte. Rygterne om at stedet var hjemsøgt, gjorde det blot endnu mere oplagt at afholde en Halloween fest netop dér. De største og mest veligeholdte - eller stadig intakte - rum var pyntet og gjort klar med både lys, borde og selvfølgelig et dansegulv. Der var mange rum i Keisatsu, men det var kun en brøkdel af dem som var blevet brugt til serværdighederne, resten forblev mørklagte og glemte. En bar var også blevet arrangeret og bartenderer fra et tilfældigt diskotek var blevet hyret og klædt ud. Her i blandt, Nanna. Hun var iført en stram, kort, sort silkekjole med slids op ad venstre lår, et par snørrestøvler og selvfølgelig sorte vinger af fjer og en mørk glorie. En sort engel. En falden engel. Hun havde løst hår og mørk make-up. Ikke at hun villigt var gået med til at 'klæde sig ud' - hvilket hun mente kun børn gjorde - nej det havde hendes chef måtte 'overbevidse hende stærkt' om.. Det var heller ikke en specielt hyggelig mine hun havde. Det var bestemt ikke festen hun nød, nej. Hun gjorde det kun for at beholde jobbet.
*Sikke noget latterligt fis, man*. At folk skulle klæde sig 'uhyggeligt' ud én gang om året, udelukkende for at drikke sig pløre stive. Som om de ikke gjorde dét i forvejen. Desuden, klædte de fleste hunkøn sig ud som pornomodeller. Hun havde først fået udleveret et andet kostume. Et korset med thylskørt. Det var desværre blevet spildt noget på... Hvilken skam. Så der havde kun været den 'kedelige' kjole tilbage, som hun nu var iført. Nanna - som ellers aldrig gik i kjole eller det der lignede - var skam også stærkt utilfreds med denne tvang.
Hun stod lænet op ad væggen med armene krydset og lod de andre 'medarbejder' *host* duller *host*, klare bestillingerne, som mere eller mindre væltede ind. De kunne lige så godt hælde alt hvad de havde i et bundløst hul - det havde været det samme sådan som de unge mennesker drak. Det så ikke ud til at der blev mindre som aftenen langsomt blev til nat, nej, flere syntes at komme til. Mere og mere uhyggelige.. Den ene slog den anden og pornomodellerne syntes at blive i undertal.. Hun begyndte at komme i tvivl om hvorvidt hun skulle tro på at det var udklædning, eller... Hun havde trods alt set en del overnaturlige ting efterhånden.. Så det burde egentlig ikke komme som en overraskelse, hvis der var et par ægte skrækkeligheder iblandt i mængden. Skræk havde mange ansigter... og det så ud som om de alle var mødt op.

Magen til forpulede lortevejr. Var det virkelig en nødvendighed, at det evigt og altid skulle regne som bare fanden? Det syntes det efterhånden at være blevet; solskin i hvert fald blevet en sjældenhed at se her på disse kanter, ikke at dét gjorde så meget, bestemt ikke faktisk, men regnvejr kunne nu sagtens undvære. Sådan en omgang latterligt vandpjask, kunne det ikke snart holde op? Få en ende? Altså for pokker da, det kunne vel ikke for alvor være ham den langskæggede kæmpemands mening, der rygtedes at skulle sidde et sted oppe i himlen sammen med sin bande af godhjertede dengse-engle, at det skulle blive ved på denne måde hele natten. Kunne det? Muligvis; det kunne lige passe med hans sædvanlige held, der altid syntes at blive vendt til det værste uheld på løbet af nul komma fem - så at gå at håbe på noget, der med sikkerhed ikke ville ske, var spild af tid. Men hvad, han havde nok tid at spilde af, havde uendelige oceaner af tid, havde for helvede ikke andet end tid. De dovne, slæbende skridt, der havde kunnet høres blive skrabet imod den ru, våde asfalt i en del tid nu, stoppede brat, netop som en ualmindelig dysterudseendet skikkelse nåede den gamle galeanstalts areal, der strakte sig på et rimelig stort plan, og det havde faktisk ikke en gang været specielt necessary at fortælle alle de skrøner, om, at stedet her var hjemsøgt af forhenværende psykisk syge væsner, der i sin tid havde siddet spærret inde i de celler, der var bygget inde i Maison De Fous; bygningen var skam uhyggelig nok i sig selv. Især denne nat, hvor den syntes at have nået et endnu større niveau af afskrækkelse og uhygge, der havde formået at sprede sig over hele galeanstaltens udendørs område, sikkert såvel som indeni. Havde lagt et tyngende, glædesløst og mørkt tæppe henover den spøgelseshjemsøgte anstalt, havde blandet sig med den omkringliggende luft, der svøbte sig om én, snoede sig omrking éns krop og forsøgte at trænge ned i éns lunger, hvor den ubehagelige, kvælende ilt ville ligge sig som en stor, tung sten. Eithan, der for kun få sekunder siden havde vovet sig yderligere ind på Maison De Fous' areal, nærmet sig indgangen, standsede for en kort stund op, kastede et overvejende og vurderende blik hen på døren, der førte ind i den enorme bygning, så sig næstefter en enkelt gang over skulderen og hen på vejen bagved, som han var kommet fra, havde som normalvis gået rundt i sine egne tanker og var til sidst endt her. Der var ... ét eller andet ... anderledes over dette sted i nat; noget der var, som det ikke plejede at være. Han glippede lidt med øjnene og rettede atter blikket hen på den brede dør, i selv samme nu, hvor det slog klik i hans hoved, - Halloween. Halloween, for satan. Det var her, at denne ... festlighed skulle holdes i år, her hvor hundredevis af udklædte mennesker, og sågar væsner, kom for at deltage i den større begivenhed, - og hvad fanden lavede han så på et sted som det her, på en dag som denne? Med en svag rynken på næsen tog han endnu et skridt i retning af den halvt åbne indgang, der stod ganske lidt på klem, hvilket øgede den spillende musiks chancer for at slippe ud, blive hørt af omverdenen, der befandt sig udenfor bygningens fire vægge. Det kunne vel ikke skade bare at ... kigge lidt? Bare tage et lille hurtigt kig og så smutte igen, bagefter? Han stoppede endnu en gang op, da han var nået endestationen, stod nu kun nogle få centimeter fra døren og løftede som det første en smule tøvende sin ene hånd, havde i sinde at skubbe døren op og træde indenfor, men ...
Efter en længere diskussion med sig selv, inde i hovedet, lagde han omsider sin abnormt kolde håndflade på det metalliske håndtag, lukkede hånden omkring og fik lukket den allerede svagt åbne dør helt op for dernæst at få travlt med hurtigt at komme ind og lukke døren forsvarligt bag sig uden at vække alt for meget opmærksomhed; men det ville højst sandsynligt, for en gangs skyld, blive temmelig svært. Rummet var fuldstændig proppet med freaks, - både folk i heldragter, hvor man hverken kunne se deres ansigter eller andre synlige dele af deres kroppe, andre havde næsten intet på og var kun iført meget lette klæder - hvor størstedelen af denne gruppe var hunkøn, - og så var der ellers alt muligt andet skørt, det ene mere langt ude og opfindsomt end det andet. Han førte en hånd op til starten af sin pande, fik kørte hånden indunder det ravnesorte, vanddryppende pandehår, der på grund af mængden af vand i det var endnu længere end normalt. Med en let bevægelse fik han strøget sit hår bagud, lod sine fingre løbe gennem det, så hans frisure formede sig lidt mere og blev redt tilbage, inden han begravede begge sine hænder i de forreste lommer på hans slidte bukser, før han beygndte at begive sig videre i dén fest, der allerede så ud til at være godt i gang og derfor måtte have stået på i en vis sum tid nu. Hans blik gled opmærksomt fra person til person, som han passerede de forskellige skikkelser, der havde de mest skøre påklædnings opfund, og, til hans glæde, blev han ikke lagt særligt mærke til, blændede helt fint ind sammen med de andre, - han var åbenbart udklædning nok sig selv. Ikke underligt. Hans sygeligt blege, marmorhvide hud med de tilhørende mørkelilla smokey eyes, og det døde udtryk, han havde malet i ansigtet skreg ikke ligefrem normal eller bare noget, der kunne minde om det. Men endelig, som den eneste dag på året, kunne han skille sig ud uden faktisk at gøre det, kunne gå ubemærket afsted uden at få tildelt op til flere enten forargede eller afskyende blikke. Eftersom han blot havde ladet sine fødder få kontrollen, der var temmelig kække og hurtiggående denne nat, tog det ham ikke lang tid, før han havde fået taget en passende stor runde rundt i det oppyntede lokale og sluttede til sidst ved dén del af rummet, hvor baren var blevet placeret. Hans blik var på det tidspunkt blevet en anelse mere sløret, lidt mere fjernt, så det var først, da han var nået et godt stykke derhenad, stod ved siden af en af de stole, der stod overfor selve bardisken på den modsatte side af bartenderen, der senere hen viste sig, og følgende efter at han havde dumpet ned på en af stolenes sæder, løftede han langsomt sit blik, rettede det en smule åndsfraværende fremad og dér, i dét sekund han fik øje på den lidt for velkendte skikkelse, stivnede han. Blev fuldkommen blank i ansigtet, vasket ren og fri for diverse udtryk, og måtte til sidst tage sig selv i at måbe måske lige lovlig meget. "N-n-na-nn ..." mumlede han, stammende, i et ret ynkeligt forsøg på at få udråbt hendes navn, få kontakt til hende og måtte give sig op til flere mentale lussinger, der med tiden blev hårdere og hårdere, indtil han omsider fik taget sig bare lidt mere sammen. "Nnh ... hej ..." hilste han med en spids af forlegenhed liggende i stemmen, bed sig derefter forsigtigt i underlæben og slog blikket ned i bordpladen. Hvad fa'n lavede hun her? Hun var så sandelig den sidste, han havde forventet at møde her, - men så, selvfølgelig, var det sket. Mennesketøsen var her. Han drog et tungt suk, der tydeligt kunne ses på den måde, hans skuldre og brystkasse hævede sig markant på, hvorpå han førte en af sine hænder om bag i nakken, inden han atter så hen på hende, skævede så diskret som muligt op til hende og vendte, mere eller mindre vellykket, sine mundvige op ad i et temmelig kikset smil, som kom til at se noget anspændt og forvrænget ud. Dét smil fik han dog hurtigt tørret af igen, fik det til at forsvinde og atter efterlade hans ansigt i neutrale, ligegyldige folder, men selv dét forsvandt også næsten lige så hurtigt, som det var kommet, efter han havde ladet sit blik køre ned langs hendes krop og op igen; og ned endnu en gang, - og havde det ikke været for det, der sørgede for at holde kæben oppe, var hans underkæbe med garanti drattet til gulvet med et højlydt smæld. Han så noget fortabt ud i den tid, hvor han, en smule desperat, ihærdigt forsøgte at se bort, prøvede på at tvinge sine øjnes opmærksomhed væk fra hende og i stedet for vende den imod en hvilken som helst anden person i dette rum, men ligemeget hvad ville det ikke lykkedes, ligemeget hvad var det som om, at hans blik var blevet hamret fast til hende med et kæmpestort søm. Det krævede gentagende ryst på hovedet, naturligvis så diskrete som muligt, før han endelig til sidst fik vendt blikket ned mod baren, ned i bardisken overflade. Han tog en dyb og tiltrængt indånding, inden han endnu en gang var dum nok til at se tilbage på hende. "Hvad helvede er det, du har på?" kommenterede han efterfølgende, sagt med en noget mere spydig og bidsk tone, end hvad det havde været meningen, det skulle have været, men det tog ham heller ikke lang tid, før det gik op for ham, hvad det egentlig var, han netop havde lukket ud, og da, præcis i dét øjeblik, kunne han have slået sig selv i hovedet med en spade. Eithan for satan; det var ikke mere end få sekunder siden, at han havde sat sig og prøvet på at starte en samtale med hende og så lukkede han sådan noget bras ud? Hvad skulle det nu til for? Der var fandme da ingen grund til at skulle starte en fight med hende på nogen som helst tænkelig måde. Hvor kunne han dog bare ... årgh! Han placerede fluks efter sin ene albue mod bordoverfladen og smækkede derefter sin udstrakte håndflade imod sit ansigt efterfulgt af et åbenlyst irriteret og allerede opgivende 'ååårh!'

Regnen silede ned fra de tunge, grå skyer og den asfalterede vej var efterhånden glinsende fra lygtepælenes bløde lys, i det ellers tætte mørke. Aften ville snart blive til nat, og den efterfølgende stilhed havde allerede lagt sig. Ikke engang skridt fra den dunkle og dyster udseendet skikkelse, kunne ikke engang høres. Som gled skikkelsen i ét med sin skygges mørke. Kunne lige så godt være gjort af det samme.. Men personen som roligt vandrede hen ad vejen, var gjort af noget ganske andet end mørke. Noget der var.. værre. En lang sort frakke af gotisk udseende skjulte skikkelsen krop og lod ham nærmest synke i ét med nattens mørke. Kun de marmorhvide - næsten snehvide - hænder og det blege ansigt var at se. De gådefulde øjne var henlagt i skygge og var delvist skjult bag det halvlange sorte hår. Denne skikkelse, denne vampyr, var kendt som 'Akumu' - onde drømme, mareridt - hvilket han mere eller mindre levede op til.
Den kryptiske enspænder stoppede stilfærdigt op og lod blikket glide over omgivelserne, da hans fintfølende hørelse havde opfanget en ændring i den ellers fuldkommende stilhed. En svag og vedvarende lyd af musik, fra et sted længere borte. Måske fra et sted, meget langt væk. Akumu stod stille i en rum tid og syntes jo længere han forblev fuldkommen stillestående, at glide mere og mere i ét med nattens mørke. Pludselig, men i en anstændig bevægelse, satte han atter en vandring foran sig og spadserede af sted i det samme rolige tempo, som havde det slet ikke ophørt. Han fortsatte videre og så ud til at have fastlåst sit blik mod ét bestemt punkt i horisonten, og syntes ikke at ænse andet omkring ham end dét. Hans beslutsomhed om at finde ud af hvor lyden af musikken kom fra. Han var hverken drevet af nysgerrighed eller en anden form for forundring. Det var vel ikke udsædvanligt at holde fest på Halloween aften, i det enogtyvendeårhundrede. Det var vel mere… tid som drev ham. Tid som efterhånden ikke havde nogen betydning for ham længere. Tid var noget for dødelige, ikke noget han behøvedes at bekymre sig om. Men selvom han ikke gjorde, holdt han alligevel stik med hvilken dato det var, og således også månederne og årene. Klokkeslettet gjorde ham intet. Han var ikke i tvivl om hvornår det var dag, og hvornår det var nat. Han var drevet af dét at tid var blevet til noget som skulle fordrives med en eller anden form for underholdning. Så hvorfor ikke more sig med et par stupide menneskebørn?
Akumu stoppede op foran Maison de foius, hvor musikken tilsyneladende kom fra. Måske fra kælderen, kendt som Keisatsu. Et svagt og dog så åbenlyst smil gled langsomt ind over Akumu’s blege læber og ville nok give de fleste følelsen af at få skyllet et glas koldt vand ned ad ryggen. Hans smil gav kun udtryk for at han frydes ved noget. At noget var til hans fordel og at han helt sikkert allerede havde udtænkt sig ét eller andet… mindre godt. Skyggen i skyggerne satte atter i bevægelse og nærmede sig roligt den bygning som ville virke uhyggelig i de flestes øjne. Men det var intet op imod Akumu. Han løftede langsomt og i en galant bevægelse armen og placerede pegefingeren imod døren til bygningen, som i forvejen allerede stod på klem. Han strakte armen helt og skubbede døren helt op, som straks hylede som et spøgelsesskrig, som følge af de rustne og noget hærdede hængsler. Han trådte indenfor i tørvejret og slog blikket rundt. Begav sig dernæst ind i bygningen og dens mange ubarmhjertige labyrinter af gange og snoninger. Han fulgte simpelt lyden af ’musik’ og trådte til sidst ind til en mængde af udklædte menneskebørn. Det skulle dog ikke undre ham om et par overnaturlige væsner som han selv, havde forvildet sig ind i myldret. Til hans held, blev ikke alle blikke vendt imod ham som han ellers havde vænnet sig til. Kun.. halvdelen eller lignende, som følge af den svage, men dog bemærkelsesværdige ændring i stemningen. Den blev.. koldere.. ubehageligere og.. mørkere. Hans øjne gled over mængden og han bemærkede at enkelte fik kuldegysninger, som de forsøgte at møde hans blik. Der gik dog ikke længe, før alle dem som var for berusede til at bemærke noget som helst, fik vækket de andre tilbage til virkeligheden, som dernæst hurtigt ignorerede den lidt for godt udklædte fyr. Akumu skimmede hurtigt mængden og inden længe fæstnede hans blik sig hurtigt på skulderbladende af en skikkelse som han genkendte med lynets hast. Eithan. Et gruopvækkende, sadistisk smil flækkede i et kort sekund hans ansigt og synliggjorde de sylespidse hjørnetænder som blot gjorde hans smil endnu mere frygtindgydende og fælt. Hvis det svage smil før havde sendt kuldegysninger, måtte dette lamme hele kroppen af skræk. Han lod det dog hurtigt blegne til et mindre skadefro smil, hvor næst han hurtigt blandede sig med mængden, for ikke at blive bemærket. Akumu’s blik hvilede på Eithans ryg - eftersom Eithans front var vendt imod baren – imens han vandrede igennem det menneskefyldte rum. Eithan var tydeligvis alt for opslugt af en samtale (eller hvad man nu kunne kalde de få ord Eithan var gjort af) med bartenderen.. Eller bartender’inden. En antydning til at det ondskabsfulde smil skulle vokse, var fuldkommen tydelig, da Akumu’s veltrænede evne hurtigt læste Eithans kropsprog. ”Interessant…” Mumlede hans bløde, veltalende, dragende og dog samtidig så kyniske og kontrollerende stemme, imens han åndsfraværende lænede ryggen op imod én af rummets fire vægge. Eithan… En fuldblods, ligesom han selv, som Akumu havde valgt at se skævt på. Eller… mere eller mindre lide under Akumu’s ret så syge form for humor. Ikke at Akumu så Eithan som en rival – tvært imod. Akumu så Eithan som noget så lavt at han rent faktisk brugte sin ’tid’ på at gøre Eithan ethundrede procent opmærksom på, hvor lidt han var værd. Helt igennem og længere endnu ONDT, ja… men samtidig også ganske underholdning, og hvis han ikke tog meget fejl, havde han nu fået endnu et es i ærmet. Endnu flere muligheder at knække Eithan totalt på.
Akumu’s gådefulde øjne var vendt imod Eithan og den ansatte som han begivenhedsfattigt studerede.. analyserede. Ak.. Men han havde skam masser af tid, så han gav sig god tid til at samle oplysninger ved at opservere deres kropsprog. Hans blik gled fra Eithan til pigen og gav sig til at samle al mulig data af hende, som han straks lagrede i sin uendelige hukommelse. Hun så noget spydig, bidsk og skeptisk ud. En let gåde at knække. Et let mysterium at løse. Han kneb øjnene en smule mere sammen.. Ahh… Et menneske… Han smilte djævelsk. Det kunne bare ikke blive bedre!

Lyden fra et par resolutte skridt i et raskt marchtempo blev lidt efter lidt blandet med de dæmpede, fredfyldte toner fra den nedsilende regn, der havde formået at fugtiggøre de udendørs områder, havde svøbt dem i et let, vådt tæppe, der, hver gang lyset fra de omkringstående lygtepæle ramte visse steder, selv reflekterede et svagt, mat lys, udsendte et tegn om at der var glat - på grundlag af de store grupper vandpytter. Derfor ændredes tonen på de vedvarende skridt nu og da, de få gange, hvor en af de to sorte støvler blev sat ned i en forsamling vand, der var lidt dybere end de andre, for så atter at gå tilbage til de lidt mere neutrale, skrabende lyde, som de robuste skobunde udgav. En langvarig, lavmælt og smældende række pisk blev efter et vist rums tid inddraget i al det andet støj, der var udenfor, netop som en sort genstand blev slået imod en udstrakt håndflade, der var iklædt en hvid stofhandske, mindede en del om en heste pisk, der blot var en smule længere end de gennemsnitligt var. De ellers allerede ret hastige skridt blev øget, hurtigere, jo tættere en mørklagt skikkelse kom på den lukkede galeanstalt; en forhenværende anstalt for sindslidende personer, der havde fået et ry, en historie, som påstod at stedet skulle være hjemsøgt af de tidligere væsner, hvis spøgelser, sjæle eller hvad dælen det var, endnu skulle befinde sig her, inde i Maison De Fous, - var der overhovedet et sted, hvor det var mere oplagt at holde Halloween end her? Næppe. Det var bestemt det mest optimale sted til denne begivenhed, denne uhyggens fest; som, naturligvis, inkluderede en form for kostume. Denne herre, der fortsat skridtede afsted med kursen og snuden vendt i retning af galeanstalten, var iført en grålig, armygrøn uniform, - der tydeligvis stammede, eller måske nærmere var inspireret af, fra de fortidige nazier, hæren der i sin tid havde været startkanonen til at 2. verdenskrig var brudt ud, - havde derudover et tilhørende, bredt, rødt bånd rundt om den venstre overarm, hvorpå kendemærket, et sort hagekors, var trykt på i midten af et mindre, hvidt område af det røde stofbånd, samt et par diverse batch på en af brystlommerne, der dog alle sammen havde den ting tilfælles, at der ligeledes på dem var hagekorslogoet, svastika. Han løftede sin frie, handskebeklædte, hånd, førte den følgende op til panden, hvor han med pegefingeren fik skubbet skyggen på den pilotlignende hat lidt længere op, inden han omsider kunne standse efter at være nået til sin destination og nu stod med fødderne solidt plantet foran indgangen indtil den lejede anstalt, der i denne årets anledning blev brugt til halloween; tiden hvor alle væsner kunne gå ud, deltage i festlighederne, uden at stjæle menneskenes opmærksomhed, gøre dem mistænksomme, kunne bevæge sig frit rundt for hverken vampyrenes ualmindeligt sylespise hjørnetænder, sygeligt kridhvide hud eller elvernes usædvanligt lange ører vagte opsigt. For hey, det var jo bare et kostume, - oh boy, hvor tog de fejl. Naive mennesker hele bundtet, havde ikke den fjerneste idé om, at der blandt deres venner fandtes virkelige overnaturlige væsner, vis ydre langt fra var en udklædning, men var hundrede procent ægte fra top til tå. Han løftede sin frie hånd, fæstnede den på dørens håndtag, som han næstefter lukkede sine fingre om, trykkede følgende dørhåndtaget ned, indtil han til sidst frit kunne åbne døren og træde uhindret indenfor, hvilket han gjorde, blev som det første mødt af en lavmælt musik og et tæt, omsluttende mørke. Det manglende lys var ingen hindring for ham, han klarede sig udemærket med sin skærpede hørelse og sanser, alt hvad han skulle gør, var, blot at følge lyden af den spillende musik, og det tog ham ikke længe, før han kunne blev mødt af en stor forsamling udklædte mennesker, som han var hurtig til at blande sig med, forsvandt ind i mængden. Hans blik scannede hastigt de personer, der stod nærmest, skimmede kun en smule ligegyldigt de andre omkringstående, inden han skubbede skyggen på sin hat op, havde tilsyneladende allerede et mål, der indebar at nå hen til baren, som han havde været hurtig til at opfange. Bartenderen, eller i dette tilfælde bartenderinden, havde han endnu ikke skænket et blik, og gjorde det heller ikke, før han havde fået banet sig hele vejen igennem mængden af udklædte mennesker og til sidst dumpede ned på en tilfældig barstol ved siden af en sorthåret fyr med det temmelig snuskede udseende. Han satte dernæst sin albue mod barens bordoverflade, lod sin hage hvile imod knoerne på hans knyttede hånd og måtte endnu en gang puffe hattens skygge op ved hjælp af pegefingeren på den anden hånd uden at slippe den sorte pisk, han fortsat holdt; og så kom det. Et smil der blot startede som et svagt, dog velmærket ét, trådte frem på hans blege læber, hvor det forplantede sig, bredte sig, voksede med lynets hast, i det selv samme sekund som han rettede sit blik op på den unge kvinde, der var blevet sat til at passe baren denne aften og højst sandsynligt natten med. "Na, hallo schöne Schlamper," hilste han, hvorpå hans smil atter groede, antog nu dets fulde størrelse og fremviste hans hvide tandsæt, fjernede efterfølgende albuen fra bordpladen, flyttede dermed hovedet/hagen fra hånden og rettede næstefter sin ryg helt. "Hvad laver du her, putte?" spurgte han, fortsat smilende, vippede sit hoved en kende på skrå, hævede og sænkede skiftevis øjenbrynene få gange, før han igen, dog var det denne gang begge to, placerede sine albuer på bardisken og lænede sig en anelse indover den. Ventede dog ikke på svar, eftersom det ikke krævede den store viden eller IQ for at regne ud, hvad hun stod og foretog sig her. "Har du noget vodka, trunte?" udspurgte han hende om, hvorefter hans smil blegnede, bare en smule, forsvandt ikke helt men spillede fortsat svagt henover hans let adskilte læber, da spidsen af hans tunge gled ud ved hans ene mundvig og lod sin frie hånds pegefinger cirkulerede rundt om dressurpiskens spids et par gange, før hans blik skøjtede ned ad hende for så at køre opad, op til hendes ansigt, igen, hvor han endte med at låse det fast. Efter kun få sekunder lykkedes det hans smil at indtage et lidt større areal af hans mund, groede på ny og forvandlede sig til ansatsen af et tandsmil, så det nederste af hans to urimeligt lange og spidse hjørnetænder blev synlige, og næstfølgende rejste han sig fra stolen, han indtil nu havde siddet på, forlod sin plads, da han tog nogle diskrete skridt i retning af Nanna, kunne lige så godt have været på vej væk, men rundede skarpt hjørnet af baren, idet han nåede det punkt, og derfra var han ikke lang tid om at få taget et sidste stort, afgørende skridt hen imod hende og plantede sig selv bag ved mennesket, stillede sig med fronten vendt mod hendes ryg. Han fæstnede derefter en hånd på en af hendes skuldre for senere at køre den en anelse længere ned, fastlåste den ved hendes overarm og strammede sit greb lidt, inden han bøjede sig en lille smule forover, således at hans hoved kom til at ligge i omtrent samme højde som hendes ene øre. "Hvad med at jeg hjælper dig?" foreslog han med et listet smil, men det var nok rimelig åbenlyst for enhver, at det ikke var serveringen af diverse drikke, han havde den største interesse i, langt fra, løftede så hånden hvori pisken blev holdt og strøg med lethed et par af hendes mørke hårlokker væk fra hendes ansigt såvel som hendes hals. "Ich habe dich vermisst, babe ..." tilføjede han med et noget lavere toneleje, hviskede ordene til hende, før han kort skævede hen til den usædvanligt blege fyr med det ravnesorte hår, der sad på den modsatte side af baren, vendte atter sin opmærksomhed imod Nanna og satte følgende sin svagt åbne mund mod et blottet stykket af hendes hals, lod sin tunge glide en kende ud og kørte den følgende op langs mennesketøsens hals. Han bed hende ret unænsomt i øreflippen, da hans tungespids var nået op ad halsen, og fremkaldte dernæst et bredt, frastødende smil. "Du kan da godt huske mig ... ikke?"

Nanna drog et tungt suk og himlede let med øjnene. "Lortearbejde" mumlede hun lavmælt og så ned i jorden. Ned ad sig selv. For helved… Hun var på kogepunktet af irritation over hendes påklædning. Det var for galt at hun blev tvunget i det.. og så endda en så sjofel udklædning.. Men.. det kunne i grunden nok være meget værre. Hun tog et stjålent kig til siden og sendte en af hendes kollegaer et noget tvivlende blik, da hendes udklædning var… meget værre. Hun himlede endnu engang overdrevet med øjnene og rystede svagt på hoved. Det skulle lige være at nogen hun kendte, skulle se hende sådan.. Hun tog det sidste skridt op til bardisken og fandt et glas frem for at fylde det med alkohol. Noget skulle hun vel overleve på? En skikkelse placerede sig foran hende – på den anden side af baren - på en af de ledige barstole. Hun hævede blikket og stivnede. ”E’Eithan?!” gispede hun i munden på ham og gjorde store øjne. Hun så fuldstændig lamslået på ham. ”Hvad fanden laver DU her?” røg det ud af hende. Han måtte alligevel være den sidste hun i sin vildeste fantasi havde forestillet sig kunne forvilde sig herind. Hun arbejdede trods alt i baren, men hvilke grunde havde han til at befinde sig til sådan en nymoderne og latterlig fest? Hun så på ham og betragtede hans skiftende ansigtsudtryk – som vidste han ikke hvilken facade han skulle præstere. I det ene øjeblik så han fuldstændig forbavset ud, dernæst forlegen og så.. meget fortabt.
Pludselig, ud af ingenting, fik hun pludselig langvarige, kølige og uhyggelige kuldegysninger løbende omkring hele hendes krop. Fik de fine hår i hendes nakke til at rejse sig. Hun undrede sig i et kort øjeblik, men ignorerede det dernæst. Det måtte være hendes fantasi der løb af med hende.. Men det var trods alt Halloween – tiden hvor uhyggen tog over og spredte sig blandt folk. Hun vidste godt nok ikke at det havde været forsaget af nogen og ikke noget.
Hun vendte atter hele opmærksomheden tilbage til Eithan og sendte ham et noget undrende blik, og inden længe blev hendes blik sædvanligt skeptisk. Hun lagde armene over kors og lænede sin vægt på den ene fod og så ham an. Det var alligevel for groft.. At han kunne tillade sig at komme her og se hende sådan! Ja Eithan skulle tydeligvis åbenbart have skylden. Arbejdet kunne vel ikke holde til at blive svinet mere til i hendes noget fjendtlige tanker.
Det var tydeligt at hans noget fortabte udtryk – som nærmest var klistret til hendes krop – var forsaget af hendes noget… anderledes påklædning. Én han nok ALDRIG i sin vildeste fantasi havde forestillet sig at få hende at se i. Hendes allerede noget Uvenskabelige udtryk, blev blot forværret da han spurgte om hvad det dog var hun havde på, og hun skød fluks det ene øjenbryn i vejret. ”Ja det er jo nok ikke noget jeg har taget på for fornøjelsens skyld” Sagde hun og knep øjnene sammen. Hvilken redelighed.. NU kunne det da IKKE blive værre?!
I samme nu, dumpede en ny skikkelse ned ved siden af Eithan på den førhen tomme barstol – udklædt som en Nazist. Han havde en pisk ved sin side og.. underligt nok hvide handsker.. og ikke sorte læderhandsker. Hendes øjne undersøgte skikkelsen og fandt den foruroligende bekendt. Kort efter fandt hun ud af, hvorfor den virkede så bekendt. Det var ikke en almindelig nazist.. det var et vaskeægte Nazister’svin, ved navn.. ”Chase Terror” hviskede hun uendelig lavt – kunne nok kun opfattes med den overnaturlige hørelse, eller ved at læse hendes læber. Hun trådte øjeblikkeligt et skridt bagud, men blev stoppet af hylden hvor alt alkoholen og glassene stod. Hendes ansigt var malet i en indestængt skræk og hun så ud til at holde vejret. Chase – derimod – så ikke den mindste smule overrasket ud over at se hende til festen.. eller nogensinde at skulle dumpe ind i hende igen, for den sags skyld. Den syge stodder nød at være klædt ud som noget af det eneste som var lige så frygtet, forhadt og ilde set som han selv. Nazisterne. Det var jo oplagt for ham at klæde sig ud som sådan et svin!.. Så sendte han da et lille budskab om hvilket modbydeligt uhyre an i virkeligheden var. Hendes ellers angstfulde udtryk blev hurtigt skiftet ud med et mørkt og hadefuldt et og betragtede ham tavst. Havde intet at sige. Hendes stemme og krop var nærmest låst af muskelspændinger i hende og først nu mærkede hun hvordan hendes negle bordede sig ind i hendes lukkede, knyttede næver. Kuldegysninger skød kort, isnende og ildevarslende igennem hende i det hans blik skøjtede ned ad hendes krop og op igen, hvorefter et fælt smil gled ind over hans læber. I det han rejste sig og bevægede sig hen imod åbningen i siden af baren, tog hun langsomt et skridt ud fra hylderne bag hende og skævede mistroisk og blegt til ham som han nærmede sig. Turde ikke røre på sig, frygtede for hvad konsekvenserne ville blive. Han havde skam lært hende noget. At uanset hvad, skulle man ikke stole på en psykopat som ham. Hun fulgte ham opmærksomt med blikket som han placerede sig bag hende, og derefter lagde en isnende hånd på hendes skulder. Hun stirrede blot indædt på gulvet og bed sig svagt i læben, som forsøgte hun at holde alle de hobende følelser inde, og ikke bryde ud i vrede, gråd, eller andet. Forholdt sig kold. Hendes underlæbe blev lysere, som hun øgede trykket da hun bed hårdere som han lukkede hånden om hendes overarm i et fastholdende greb. Han lænede sig forover så hans mund var cirka lige ud for hende øre, som han lavmælt hviskede i – præcist som han havde gjort sidste gang de mødtes.. eller… da han.. han.. Hun fik et noget desperat udtryk, som havde al luft netop forladt hendes lunger. Hun mærkede hans blide strøg, som han fjernede et par af hendes bølgende lokker med pisken, og dernæst hviskede hende begærende i øret – som at han rent faktisk talte sandt. At han rent faktisk havde savnet hende. Det håbede hun for alt i verden at han IKKE havde. Hun havde håbet at han blot ville glemme hende og at hun ligeledes kunne slette ham fra sin hukommelse… men så heldig havde hun ikke været. Hans hvisken fik kuldegysninger til at strømme igennem hende, som en kold og benhård vinterbrise ligeledes kunne gøre. Hun spærrede øjnene op og strakte halsen i modsatte retning af ham, som hans ISkolde tunge gled op ad hendes hals. ”N’nej!” Gispede hun og mærkede hvordan han der næst bed hende drilsk og lidt for hårdt i øreflippen. Hun løsrev sig og snurrede omkring så hun stod med front imod ham og med ryggen til Eithan og havde placeret den ene hånd imod hans brystkasse for at holde ham ud fra sig. Skubbede ham så langt væk fra sig som muligt, og lænede sig bagud – men blev standset af bardisken – som hun placerede sin venstre hånd på, som hun blev ved med at læne sig bagud, for ikke at vælte baglæns ind over bordet. Der lød et skingert klirren fra to glas hun ved et uheld fik skubbet ind i hinanden, da hun placerede hånden imod bordfladen. Placerede den uheldigvis så undersiden af hendes arm var blottet og derved fuldt ud synliggjorde dét navn som var indgraveret i hendes hud, med kantede bogstaver. ”Hold dig fra mig… dit…dit.. psykopatiske møgsvin!” Råbte hun panisk og stirrede sammenbidt på ham. ”.. Jeg sagde at du skulle holde dig fra mig!..” Sagde hun noget lavere, og havde svære ved at opretholde stemmen og ikke lade den knække. Nanna havde i mellemtiden helt glemt Eithans tilstedeværelse og havde nu hele sin opmærksomhed rettet imod Chase. Hun løftede hånden og pegede på ham ”Hvis du så meget som prøver på noget, Chase..” Sagde hun med en stemme foruroligende og truende.. nærmest dryppende af gift. Dog vidste hun godt at hun nok intet kunne stille op hvis han besluttede sig for at lege sine små ’julelege’ med hende… igen.

Eithan lukkede sine øjne for en stund, i samme nu som han lod sin hånd glide længere op, ind under hans tjavsede, ravnesorte pandehår, stoppede da det nederste af hans håndflade stødte mod hans pande og begravede fingrene i sit hår og opfangede dernæst dét svar, der forlod hendes mund. Et ret åbenlyst svar. Det burde da være soleklart, at hun ikke havde taget dén mundering på af egen fri vilje, og det havde højst sandsynligt været et krav, som hendes arbejdsgiver havde stukket hende, nu hvor hun var blevet sat til at passe denne bar på halloweenaften; men det havde han ingen idé om, vidste intet om hendes job, eller at hun overhovedet havde ét. Det var nok grundlaget for, at han havde reageret, som han havde – blot stukket hende en lidt for fjendtlig bemærkning, der i sidste ende ikke var godt for noget, ikke noget som helst, men nu var det ligesom forsendt, toget var kørt, og han kunne ikke trække sine ord tilbage. Sagt var sagt, og han havde faktisk prøvet dét så mange, tusinde gange før, at han burde være ved at være vant til det. At hans egne fejl i verbal tale, de handlinger han udførte uden først at have tænkt dem igennem, bare burde prelle af ham som vand på et plastik. Alt dét nåede han dog ikke at gøre sig flere tanker om, nåede ikke en gang at stikke hende et lille, sølle undskyld, før hans tankespind blev afbrudt, revet itu, af én eller anden, der parkerede røven på stolen ved siden af ham og tillod sig at tage sig den frækhed at afbryde hans samtale med Nanna; selvom den var gået ret så meget i stå nu og nok mest tilregneligt var ovre, - og desuden skulle hun jo passe sit arbejde. Han kastede et stjålent blik hen på den nyankomne fremmede efter at have fjernet sin hånd fra panden og i stedet for placeret den halvt under sin kæbe og halvt på sin kind, og det syn der mødte ham var ikke specielt betryggende, men hey, det var vel halloween. Alle var udklædte – hvorfor skulle han så lige være anderledes end de andre? En tanke der hjalp ham det meste af tiden, og han formåede da at holde fast i den, fik på dén måde kogt sig selv nok ned til ikke at fare op og jage den nazist uklædte fyr væk, i hvert fald indtil den endnu ukendte dude lod til at prøve på at starte en længere samtale med Nanna; der blandt andet indeholdt nogle temmelig upassende navne, tilnavne. Hvad var det lige, der foregik? Kendte hun ... ham? Hans blik gled hen til Nanna og blev automatisk vendt op mod hendes lyse ansigt, som syntes at have antaget en noget anderledes grimasse. Det så nærmest ud som om, at ... at hun var ... bange? Bange for hvem? For ham? Han skævede kort til sin sidemand, men var hurtig til atter at rette blikket mod mennesket, vendte tilbage hen på Nanna. Det varede dog, igen, ikke særlig længe, inden han overførte sine øjnes opmærksomhed over med halvvampyren, gjorde det øjeblikkeligt, da han rejste sig fra stolen og følgende satte sig for at gå hen til Nanna; hvilket han gjorde, udførte sit mål med et par målbevidste skridt og stillede sig til slut med omme bag hende, og det var dér, i det sekund fyren anbragte hånden på hendes skulder, at der blev sat ild til Eithans, alt for korte, lunte, og derfra gik det bare stærkt, den glødende lunte til hans tikkende bombe blev halveret på et splitsekund for til sidst at brænde helt op. Bombens katastrofale eksplosion skød i vejret, fik alt til blive stoppe indeni ham i de næste få sekunder, idet dæmonvampyrens tunge kørte op ad hendes hals, og han måtte gribe nærmest krampeagtigt fast i sine egne hænder, lukkede sin ene hånd omkring den anden, knyttede, næve, blot for at kunne forhindre sig selv i at styrte hen til ham og bogstavelig talt slå ham i gulvet. Det gibbede lidt i ham, da Nanna stødte ind i bardisken, med ryggen vendt til ham, og hans ellers temmelig arrige, sammenbidte ansigtsudtryk ændrede sig markant, blev i stedet for en anelse forundret over hendes spontane bevægelse, glippede et par gange med øjnene, inden hans blik, automatisk, blev ført hen i retning af hendes hånd, der havde fået de to glas, på barens bordoverflade, til at klirre. Hans opmærksomhed blev kort efter rettet mod hendes arm, - hvordan kunne den undgå at blive det? – hvor han straks spottede nogle ... var det bogstaver? Han kneb sine øjne en smule sammen for at gøre sit syn skarpere, mere præcist, så han fik lettere ved at tyde de kantede bogstaver, der tilsyneladende var blevet skåret ind i undersiden på hendes arm. C-H-A-S-E T- ... Han lagde hovedet lidt på skrå og kneb øjnene yderligere sammen, havde tilmed rynket sine øjenbryn og så særdeles koncentreret ud. Chase ... T-E-R-R-O-R ... Chase Terror? Hvad i al ... Det var hendes næste ord, der fik revet ham tilbage til virkeligheden, hvor det hele foregik. Hendes første lille ordstrøm nåede han ikke at opfatte helt ordkorrekt, fandt ikke helt nogen mening i det, hun sagde; men dét navn, hun til sidst udtalte, hørte han med lethed, kiggede en enkelt gang på det indgraverede navn i hendes arm og dernæst op på den fremmede fyr; og så, uden videre overvejelse, rejste han sig hastigt op, fór op fra barstolen, så den i al hans hast væltede bagover, ned på gulvet, hvorefter han placerede sine håndflader på bardisken og fæstnede sit blik på halvvampyrens ansigt, borede blikket ind i ham. ”LAD HENDE VÆRE!” udbrød han, råbte det højlydt op, med en ualmindelig giftig og dødbringende klang, og det var klart, at det bestemt ikke havde været meningen, at hele stedet, alle de andre gæster, skulle have hørt det, - men det havde de vist ikke rigtig kunnet undgå med den kraft og volume, han havde skrålet med. Han stivnede i selv samme sekund, som det var kommet ud af hans mund, drejede efterfølgende hovedet og lod blikket vandre henover de mange personer, der var til stede, og så – efter at have set ladet sit blik scanne næsten alle de tilskuer, han ved sit udråb havde fået, landede det på den værst tænkelige person, han ville kunne møde. Nej. Nej, det kunne kraftedme være løgn! Hurtigt lukkede han sine øjne hårdt i, så væk fra dette væsen, og snerpede munden sammen. Akumu. Hvad satan lavede den ... den ... son of a bitch her? Af alle steder, hvad fuck lavede han så lige på det her sted? Årh for helvede da også, som om dét gjorde det hele en skid bedre. Tværtimod, mand. Han måtte tage en dyb indånding for blot at kunne tage sig nok sammen til at åbne øjnene, måtte bare ... ignorerer hans tilstedeværelse. Eller, well, prøve på det så godt han nu kunne. Det andet var jo en umulighed, det viste han med sikkerhed, så hvorfor overhovedet forsøge? Efter en kort kuldegysning havde skyllet indover ham, som evigt og altid syntes at plage ham, når han var tæt, eller bare i samme rum, som Akumu. Den sadist af en selvophøjet nar. Han rystede svagt og kortvarigt på hovedet, før han hurtigt fjernede hænderne fra bordpladen og derpå tog et lille skridt den ene vej og fløj næsten hen til Nanna og Chase. For det havde han allerede fået en ret så god forståelse af, at han hed. Han var mindst lige så hurtig til at få give ham et rimelig voldsomt skub, væk fra hende, så han dermed kunne træde ind foran mennesket, være hendes skjold, om man vil. ”Er du døv, spasser?” snerrede han, denne gang med et betydeligt lavere toneleje, hvislede ordene ud mellem sine sammenbidte tænder og knyttede sine hænder, så knoerne, hvis det overhovedet var muligt, blev endnu hvidere end normalvis. Hentydede til, at han ikke havde reageret yderligere på hans tidligere beordring, om at han skulle lade hende være. Med andre ord, skride ad helvede til. Hvilket han, uklogt nok, ikke havde gjort. ”Fuck af, nazi wannabe. Gå hjem og knep din mor.” Tilføjede han, mindst lige så spydigt som før, og løftede tilmed en af sine arme, rettede fingrene ud og pegede i retning af udgangen for at uddybe, at han skulle få gang i fodtøjet og skride ud herfra, - og det skulle være lige nu.

Musikken pumpede ubesværet videre og fyldte luften med en dyb intensitet af lydbølger som susede igennem rummet. Fyldte det helt ud, og blev dernæst nærmest kastet tilbage fra væggene som et ekkolod. Forfærdelig ’musik’ – hvis man kunne kalde det det. Techno.. De unge i det modernes samfunds yndlings.. Den ubehagelige mørke skikkelse, Akumu, som stod lænet op ad væggen, rystede mindre irriteret på hoved ved tanken. Det var tydeligt at han ikke synderligt brød sig om menneskene. Hans byttedyr.. det laveste skabning i væsenernes hierarki. Arrogante af deres sølle rang og ufattelig naive. Akumus blik var fastlåst på skikkelserne ved baren. Indstillede hans skarpe syn ind på Eithan og mennesketøsen, han stod og indførte en samtale med – eller forsøgte. Imens samtalen skred frem, skete noget uventet. En ny og endnu ukendt skikkelse placerede sig på den forhenværende tomme barstol ved Eithans side. Selv fra Akumus betydelige afstand, kunne han sagtens fastslå at det var en halvblods, som havde besluttet sig af blande sig. Det så i hvert fald ud til at han brød ind i deres samtale. Det aller første bemærkelsesværdige, var menneskets pludselige ansigts skiftende udtryk. Hun havde førhen set spydig, arrogant, og skeptisk ud. Lagt en markant mur af fremmedhed imellem alle omkring hende, men den syntes brat at bryde sammen foran hende. Smuldre og blive til støv. Hun så skræmt ud. På nippet til at blive panisk. Selvom det syntes utydeligt, aflæste Akumu pigens læbers hviskende udtale. ’Chase Terror’ – som med alt for stor sandsynlighed nok var halvblods dæmonen foran hende. Hun kendte ham tydeligvis. Havde nok oplevet noget skrækindjagende i hans nærvær. Noget… som ikke burde kunne forestilles. Men ak.. Dem som forkastede det tydelige, var blot for naive til at se sandheden. Akumus mundviger løftede sig en smule opad i et truende og lidt for optimistisk smil, taget i betragtning af hvad der burde føles og tænkes i denne sammenhæng. Men der tog de fejl. Dette var nemlig endnu en opdagelse som burde vække begejstring i Akumus sind. Men ikke så underligt at kun et svagt, men dog tydeligt ondskabsfuldt smil gled over hans læber. For det var det eneste at læse på Akumus ellers altid gådefulde kolde facade. Hans smil, og det eneste man kunne læse i dét, var, at nogle ikke så rare planer dannedes bag det kyniske og grufulde smil.
Situationen som udfoldede sig foran ham, syntes ikke at antage i nogen som helst bedre retning. Overhovedet ikke. Halvdæmonen ved navn Chase, tog hastigt et par bestemte skridt til siden og fik på den måde, begivet sig over på den anden side af baren. Placerede sig tæt op ad mennesket, som blot syntes at se mere og mere forskræmt ud. I få nanosekunder, som om at hun skulle til at kollapse. ”Hvilken redelighed” Mumlede den lidt for djævelske vampyr for sig selv og overværede fortsat dramaet, hvis intensitet ganske steg for hvert øjeblik som passerede dem. Chase nød uden tvivl sin skurkerolle i dramaet, som let og ubesværede udfoldede sig, i det store sceneri Keisatsu. Chase fortsatte og begyndte at befamle pigens skulder, lænede sig helt på ad hendes ryg og lod dernæst langsomt tungen glide op ad hendes varme hals. Bare tanken om hendes spæde hals med den sikkert galoperende puls, fik Akumus begær til blod, til at vokse en smule. Ikke synderligt, men antageligt nok til at hans ellers dystre øjne glødede blodrødt i et svagt sekund. Ingen tvivl på Akumus side om hvilken skurkerolle Chase tidligere havde spillet i pigens liv.
Pludselig, men dog som forventet, eksploderede Eithan i et vredt udråb om at Chase skulle lade pigen være. Højt nok til at overdøve den høje musik og få de fleste til at vende opmærksomheden op imod baren, og imod Eithan, som påpasseligt sendte folkemængden et blik over skulderen. Lod det glide over mængden. Standsede og kørte lynhurtigt tilbage som han genkendte Akumu i den ellers tætte folkemængde. Taget i betragtning til de andres albuerum, var Akumus stort. Det fleste havde gjort sig klogt i at tage forholdsvis stor afstand for den isnende skikkelse Akumu var gjort af. Som lå der en stor og mørk aura omkring ham, som holdt folk og hver mand på afstand. Ingen nænnede Akumu blikke. Det var næsten som om de undgik det. Som fik de rædselsvækkende billeder af deres værste frygt på nethinden ved at sende ham et enkelt og svageligt blik. Men ingen tvivl om at Eithan så hele Akumu i sin mægtige og højt hævende elegante, mørke krop. For han var vidst nok det værste Eithan kunne forestille sig. Hans værste mareridt… og hvis han havde glemt dét, skulle Akumu nok minde ham om det. Om han så skulle synge ham i søvn så mareridtene kunne tage over, skulle han nok gøre det. Et grotesk ondskabsfuldt og ildet sindet krydsning, gled ind over Akumus læber og som derved sendte Eithan et sadistisk smil, som sikkert ville møde ham med kuldegysninger som gled ned langs hans rygrad. Akumu kunne ikke være stillet i en bedre situation. Han behøvede ikke engang gøre noget. Han kunne blot overvære sceneriet foran ham, da Eithan nu vidste at Akumu ville overvære det med en hånefuld mine. Sikkert som Amen i kirken at Akumu konstant ville hvile i Eithans baghovede.
Eithan valgte dog som forventet at ignorere Akumu så godt som muligt og vende fokus på det vigtigste. Han fór menneskepigen til undsætning og skubbede rimeligt kraftfuldt halvdæmonen væk. Stillede sig standhaftigt og modigt foran menneskepigen og bad hans fjende, Chase, om at skride ad helvedes til. Akumu som havde fået rollen ’neutral’ men som mere eller mindre var et falsk stempel, betragtede dem tavst. Analyserede den lille forestillings handling, og lod sig fordybe i dets demarche. Det var dog ikke tro til virkeligheden. Langt fra. Det lille spil hans nethinde omhyggeligt fulgte, var hverken opført for at underholde ham, eller var noget der lignede et skuespil. Det var skam det rene alvor i visse øjne, og hvis man overværede det, burde man sikkert være dybt rystet. Men den begavede, små sadistiske fuldblods vampyr anså det ikke for andet end tidsspilde at overvære… Så han måtte vel snart invitere sig selv ind i deres lille drama. Hvilken rolle han ville få, var ikke så svært at regne ud. Men han måtte hellere vente på det helt rigtige øjeblik, til hans entré. Ganske vidst om det ikke nok, skulle blive en.. uforglemmelig nat. En mindesvækkende Halloween.. Eller måske var rædselsvækkende et mere passende udtryk?

Chase lod sit smil vokse den sidste lille smule ved hendes første reaktion, der indeholdt et forsøg på at få vredet sig ud af hans greb og komme så langt væk fra ham som overhovedet muligt; og de lod til, at hun havde heldet med sig i dét mikrosekund, hvor hun i al hast fik vendt sig om, så hun kom til at stå med front mod ham i stedet for og derefter fæstnede en hånd på hans brystkasse, formåede på dén måde at forhindre ham i at komme helt tæt på hende. Det var hun dog ikke ene om, - det lod i hvert fald ikke det mindste til, at vampyren på den anden side af baren bare sådan uden videre havde tænkt sig at lade dét, der skete foran øjnene på ham, passere forbi. Det tog ikke lang tid for ham at få rejst sig, hvorpå han kort efter kom med et temmelig højt udbrud, krævede at han skulle lade hende være. Psh yeah right, as if. Om han, Chase, havde tænkt sig at lade sådan en gnalling af en vampyr stå i vejen for dét, han netop havde sat sig for, skulle eddermame' være løgn. Men han havde vist ikke i sinde at give op lige med det samme; hvor irriterende. Han gjorde ikke synderligt meget modstand, da den endnu ukendte fyr nærmest havde fløjet op fra stolen og hen til dem for efterfølgende at skubbe ham væk, så han selv kunne træde ind foran Nanna. Sødt. Det lod til, at hun havde fået hendes egen, personlige skytsengel; selvom han ikke just så hverken specielt farlig ud, han mente i hvert fald ikke, at han burde være en særlig stor trussel. Vampyren formåede dog at få tørret smilet af hans læber for blot en kort stund, idet den sidste sætning blev smidt i hovedet på ham. Han snerpede kortvarigt sine læber sammen, så de ikke var andet end to smalle streger, hvorefter han trådte et skridt hen mod ham, og Nanna, og blot det ene skridt var med til at kvæle næsten al den luft, der var imellem dem. Det første han foretog sig dérefter, var, at sende dude'n et halvt om halvt skeptisk blik, inden han endelig, til sidst, rettede det mod Nanna, der stod godt skjult bag hendes redningsmand; hvis han kunne kvalificeres som dét. Hvor ynkeligt. Dérfra tog det ham ikke lang tid at få genvundet sit smil, som straks bredte sig fra den ene mundvig til den anden, hvor næst han langsomt hævede et af sine mørke øjenbryn og hurtigt kastede et lille, flygtigt blik hen på vampyren foran sig, men hans øjnes opmærksomhed blev hastigt atter vendt mod mennesketøsen. "Hvad fanden, har du fået kæreste på?" startede han ud med, lod smilet på sine læber gro og udvikle sig til et, der var langt mere hånende og skadefro, efterfulgt af en dæmpet, rimelig ubehagelig latter. Derpå flyttede han igen blikket over på vampyren og lod det skøjte ned langs hans krop og retur op til hans ansigt, hvor det blev låst fast. "Kæft en splejs, du har fået fat i. Han kan sgu da ikke en gang få den op at stå, mand," tilføjede han med et ret gement smil og med et tonefald, der denne gang var endnu mere nedladende og latterliggørende, end den tidligere havde været. Han havde sørget for at holde blikket på vampyren under hans mindre tilsvining af ham og havde det fortsat klistret fast til ham. "Drop det nu bare og smut ud herfra. Jeg skal nok passe ... rigtig godt på hende," både opfordrede og forsikrede han ham om, men det var barnemad at regne ud, at hans ord blot var det purre opspind. Selvfølgelig var det ikke sandt. Eller, han ville i hvert fald gøre det på sin egen helt specielle måde, så at sige. Han plantede dernæst sin frie hånd på vampyrens brystkasse, kørte den opad, indtil han nåede halsudskæringen på hans t-shirt, som han følgede lukkede sin hånd omkring i et bestemt og stramt tag. "Skrid ..." hviskede han som det sidste med en noget mere giftig undertone, men havde stadigvæk et smil plantet på læberne, dét forsvandt aldrig. Ikke specielt længe af gangen i hvert fald, hvis det endelig skulle være. Han løftede den anden hånd, hvori han holdt pisken, hyggevinkede kort til ham, inden han fik revet ham et godt stykke til side og slap så hans t-shirts krave, hvorefter han atter vendte sig mod Nanna og nu kunne rykke lidt længere frem mod hende, nu hvor der ikke var nogen til at stå imellem dem og spærre for ham. Hans smil bredte sig endnu en gang, så hans tandsæt kom til syne, og lagde senere hen halvvejs sin ene hånd på hendes kind, halvvejs på hendes kæbe, strøg hende et par gange over kinden med tommelfingeren, alt i mens hans smil blot synes at vokse og vokse. "Du machst mich so geil, baby," lod han hende vide med et ualmindeligt vammelt og foruroligende lusket smil, kørte hånden der indtil nu havde hvilet mod hendes kind en smule længere ned og fæstnede den til sidst på hendes ene side, før han placerede dressurpiskens ende under hendes hage og skiftevis løftede og sænkede øjenbrynene to-tre gange. Han havde tydeligvis allerede glemt alt om dén vampyr, han næsten lige havde tilladt sig at jage væk fra menneskepigen; som han åbenbart mente tilhørte ham.

Nanna’s blik var fastlåst på Chase foran hende, som hun prøvede at holde ud fra sig, med en udstrakt arm. Hvad fanden lavede han her? Hvorfor her? Hvorfor NU?!. Hvorfor hende?... Hvad havde hun dog gjort for at fortjene den straf hun havde været udsat for dengang?.. og hvad havde hun gjort for at hun absolut skulle brase ind i ham endnu engang?! Hun bed sig frygtsomt i læben og lod sit blik flakke. Hvordan skulle hun dog slippe af med ham? I samme øjeblik lød der et vredt råb bag hende, og hun drejede straks hoved og så ind i Eithan’s arrige ansigt. Det gibbede i hende og hun trådte skyndsomt et skridt væk fra baren og dermed hen til Chase. Hun vidste snart ikke helt hvem hun skulle frygte mest. En fuldt ud psykopat som Chase… eller et hylster som rummer et monster.. som desværre har alt for kort lunte. De fleste havde også hørt hans udbrud og vente nu opmærksomheden imod baren. Hun scannede menneskemængden, som efterhånden glemte dem igen. Det var jo heller ikke helt unormalt med slagsmål til fester som denne. Eithan vente atter opmærksomheden imod Chase og hende selv, og på et splitsekund, havde han rundet barens hjørne og skubbet Chase på afstand med et voldsomt stød. Hun havde dog på fornemmelsen, at hvis de virkelig kom op og toppes ville styrken fra dem begge være større end noget andet hun nogensinde kunne forestille sig. Hun havde skam fået en forsmag på det, hos dem begge. Men der var nok mere i vente. Eithan stillede sig imellem Chase og hende, som den redningsmand han gav sig ud for at være... eller måske i virkeligheden var? Nanna var dog for stupid og stædig til at indse dét. Eithan bad endnu engang Chase om at skride ad helvedes til, med en hvislende og dødbringende undertone. Fik kuldegysninger til at løbe hende langs ryggen. Hun havde aldrig set Eithan sådan før. Hun så op på det hun kunne se af hans ansigt. Betragtede det med et snært af forundring. Den ophobende vrede.. Hun så mod Chase. Hun vidste ikke hvem hun skulle være mest bekymret for. Hvem der endte med at fortryde det… Nej. Hun rystede svagt på hoved. Eithan ville uden tvivl ikke fortryde det. Hun havde på fornemmelsen, at uanset hvad, ville han stå fast. Dumme dreng. Kunne han ikke se at det ikke var en tilfældig liderlig stodder som han stod overfor, men en rendyrket, sadistisk psykopat?... Det måske netop derfor han blev stående. Da Eithans sidste fornærmelse var spyttet i hoved på ham, trådte Nanna påpasseligt et skridt bagud. Hun kunne intet gøre. Hun vidste at når Chase først havde bestemt sig for noget, skulle der eddermame’ meget til, for at forhindre ham i at opnå det. Men desværre for ham, var det ligeledes sådan med Eithan. Når han først havde sat sig noget i sinde, var det kun ham selv og hans forskruede tanker, som kunne lede ham fra det. I de fleste tilfælde, hans ubeslutsomhed. Men ak.. Han så temmelig sikker ud. Midt i Nannas kvalifikation af de to modstandere, trådte Chase nærmere og placerede sig foran Eithan. Det var ikke mange centimeter som skilte dem ad. Chase så ham tydeligvis kort an, før han vendte sin langt fra ønskede opmærksomhed over på Nanna. Hun trådte et skridt bagud, som hans blik fæstnede sig på hende, og et gruopvækkende smil gled ind over hans læber. Det smil som havde hjemsøgt hende så uendelig mange gange. Chase så nedladende på Eithan, vidste uden tvivl ikke at han ikke skulle skue hunden på hårene. Slog en latter op, som han regnede ud at Eitan ikke var en tilfældig som prøvede at spille helt. Nanna som for lidt siden havde set skrøbelig og skræmt ud, knyttede hænderne og sendte Chase et lynene dræberblik. Genkendte den boblende vrede skudte op i hende. Fik pludselig en trang til at skære hans gemene tunge af. Men hans næste vulgære og provokerende sætning fik noget helt andet frem i hende. Hun slappede af, og rankede ryggen. Hun lagde armene over kort og skød det ene øjenbryn i vejret og sendte ham et hånende smil. ”Vi får se” sagde hun bedrevidende, men var i virkeligheden ikke så sikker som hun så ud. Men det var der ingen der vidste, for alt dét lå godt gemt under facaden. Blandt andet den rene uforglemmelige skræk som hobede sig op i hende. Men hvad fanden skulle hun gøre? Hun havde hverken dæmonkræfter eller skarpe dødbringende hjørnetænder. Hun var dødelig og kedelig. Det var derfor hun fandt det så bizart at disse.. monstre fandt så stor interesse i hende. Chase fortsatte på sin irriterende gentagende prædiken om hvor godt han ville passe på hende. Fuldstændig ligesom sidst. Og ih ja, hvor han dog havde sørget for at ’passe på hende’. På hans helt egen psykotiske måde. Chase havde i mellemtiden smidt Eithan til siden og trådte nu nærmere. Nanna slog skyndsomt blikket til siden, ned i gulvet og bed tænderne sammen, som Chase nænsomt befamlede hendes kind. Næsten som om hun var hans ’dyrebare eje’.. eller legetøj. Hun virrede med hovedet, men han holdt hende som sædvanlig fast. Hun blev stående som en stiv støtte, selv da han lod hende vide netop hvad hun fik frem i ham. Hun gøs. Hun blev også forhindret i at træde væk, da hans hånd som tidligere havde hvilet mod hende kæbe, gled ned og fæstnede sig på hendes side. Hendes hoved blev tvunget opad som han placerede pisken under hendes hage og hun blev tvunget til at se ind i hans ansigt som sendte hende et skadefro smil. Hun kneb øjnene sammen og synliggjorde hendes tænder med en grimasse som lignede at hun var på nippet til at hvæse ad ham. ”Du gør mig syg” Sagde hun lavmælt og prøvede at lægge låg på hendes vrede, som så tydeligt lyste ud af hendes gule øjne. Fik dem næsten til at gløde, hvis det ikke havde været for hendes store kattelignende pupiller. Hun stirrede ind i et af Chases to bundløse tomme huller af øjne og begyndte i et truende og giftigt tonefald: ”Chase..” Hun fjernede pisken fra hendes hage, men holdt sig ret og mødte hans øjne uden den mindste snært af frygt. ”Gør dig selv den tjeneste at skride, mens du stadig har chancen..” Hun så skiftevis ind i hans øjne, velvidende at de senere hen ville hjemsøge hende i mareridt. Men hun havde dog selvrespekt og mod nok til at fastholde blikket. Hun så derefter Chase over skulderen og så stift hen på Eithan ”Og Eithan? Jeg har ikke brug for en prins på en hvid hest, som du giver dig ud for at være” Sagde hun og fortrak ikke en mine. Det var uden tvivl en direkte løgn, men sådan var hun. Ville ikke indrømme var skrøbelig og fortabt et menneske hun var. Selv ikke i denne situation. Hun skubbede til Chase og fik trådt et lille skridt bagud. ”Slip mig!” Bad hun. Hun lænede sig tilbage og trak samtidig armen tilbage. Så, som om den ’fadt i hak’, fyrede hun en knytnæve i hovedet på Chase af alle kræfter hun rummede, ligesom Eithan engang havde været ude for. Ramte Chase på kæben og fik på dén måde vredet sig fri. Drejede rundt og løb ud i menneskemængden og forsvandt ude af syne. Hun fortsatte af sted med hamrende hjerte og mærkede nu frygten tage over. Hvad fanden havde hun gjort? ”Shit, shit, shit!” mumlede hun imens hun styrtede ud af døren og ned ad en mørk korridor. Drejede ned ad den underjordiske labyrint, indtil hun valgte en tilfældig dør og løb derind. Hun havde ingen anelse om hvad hun lavede og var helt sikkert foret vild. Men hellere være faret vild i en uendelig labyrint, end at skulle tilbringe ét minut mere i samme rum med Chase. Hun hev efter vejret og lænede ryggen imod den ru væg. Rummet var kuldsort og hun kunne ikke engang se sine egne hænder, når hun holdt dem frem for sig. Men hvis hun ikke kunne se dem, håbede hun at de heller ikke kunne se hende. Men chancerne var ikke store. Sandsynligheden for at nogen kunne være fuldt uset efter hende var store, men det bekymrede hun sig ikke om. Hun gled ned ad væggen. ”Hvad fanen har jeg rodet mig ud i?!” Nu havde hun efterladt Eithan sammen med psykopaten! Hvad fanden havde hun gang i?!.. Men hun var bare så fandens… bange. Hun begravede ansigtet i hænderne. Hvorfor skulle hun også være så… svag?!.. Hun knurrede lavmælt af sig selv og fyldte håndfladerne med sit sorte hår, som hun knyttede i sine hænder. Satan tage hende for det… Hvilket han også ville.. hun skulle blot vente og se.

Satans til møgunge. Som om det ikke allerede var mere end nok, at han havde været så heldig at få æren af at være i samme rum som sin absolut største og med uden tvivl værste rival. Yeepee-yay lucky day - yeah right, as if! Han bed resolut tænderne sammen og fortrak sit marmorhvide, matte ansigt i en ret utilfreds, afskyende grimasse, netop som terroren trådte et skridt frem mod ham og fik dermed brudt den afstand, der ellers havde været imellem dem. Ikke ligefrem noget der hujede ham specielt meget, det sidste han ville opsøge fra Chase var med no doubt nogen som helst form for fysisk kontakt, og udtrykket i hans ansigtet blev da også en del mere ufornøjet og bittert, idet dæmon-vampyren tillod sig at plante en hånd på hans brystkasse og senere hen lukke den omkring kraven på t-shirten for så til sidst at skubbe ham til side og endelig give slip. Kun få sekunder efter dét fandt han, tilsyneladende, ikke længere nogen særlig stor interesse i Eithan, hvilket egentlig passede ham fint, men den kortvarige følelse af lettelse forsvandt hurtigt som solen på en overskyet, regnfuld dag, da ordene fløj ud af Chase's mund, efter han havde vendt sig mod Nanna. Han knyttede begge sine hænder og hævede efterfølgende den ene næve en smule, men gjorde ikke mere. Slog hverken ud efter ham eller kom op med flere redningsforsøg. For det lod til, at Nanna havde bestemt sig for selv at prøve på at få det nystartede drama til at fordufte. "Nn ..." startede han, men nåede ikke længere med dén sætning, før mennesket tog ordet og tappert sendte nogle ualmindeligt fjendtlige og spydige ord i hovedet på nazien foran hende; og hun tildelte endda også ham selv en bidsk kommentar - eller måske nærmere en information. Ja så. Hun havde ikke brug for ham? Han skulle lige til at protestere, men kunne med lethed allerede nu regne ud, at det ville være et dødt løb, og det ville være dumt og spild af tid, hvis han overhovedet så meget som prøvede på at starte en diskussion med hende. Til hvilken nytte ville det være da? Ingen, det ville ikke hjælpe en skid på noget. Ikke så stædig som hun var. At Chase ville forsøge fattede han ingenting af. Men han kendte ham selvfølgelig heller ikke, - havde ingen idé om, hvilken leg ham og Nanna tidligere havde haft kørende, og det var nok også ret godt. Det var efter, at dén tanke havde passeret hans tankespind, at det skete og formåede at få vækket Eithan og hevet ham ud af sin egen trygge, lille verden. Dét slag, dén knytnæve som lod til at have ramt helt perfekt, mere eller mindre om ikke andet. Det lykkedes hende i hvert fald at få vredet sig ud af hans greb, og så tog fanden ved hende, hvorefter hun fór afsted med 100 kilometer i timen. Han nåede dårligt nok at se, hvor eller hvad hun løb hen imod, og før han vidste af det, var hun væk. Bare sådan, og var nu fuldstændig ude af hans synsvinkel. Først lod en sit blik glide en sidste gang rundt i folkemængden med svagt rynkede øjenbryn og en lidt fortabt mine malet i de tågede, blågrønne øjne, men han rystede så med ét bestemt og kort på hovedet, inden hans hvide ansigt atter blev vasket rent, blev efterladt helt blankt med den sædvanlige, ulæselige maske han normalvis bar. Fint! Hvis hun mente, at hun sagtens kunne klare sig selv ud af den her kattepine og ikke havde spor brug for ham, og hans hvide hest eller hvad fanden det var, hun havde plapret om, så ... så kunne det den ondelyme' også være ligemeget. Han snerpede læberne sammen og kastede et enkelt, lidt ligegyldigt blik hen på stodderen ved sin side, der så sikkert som Amen i kirken kunne forvente at vågne op i morgen med et ordentligt blåt mærke på halvdelen af sin ene kæbe. Det havde han satme godt af. Dernæst, efter at have sendt ham et sidste fjendskt blik, drejede han om på hælen og marcherede væk derfra, ikke fra stedet, men blot væk fra ham og den nu ubetjente bar. "Røv og nøgler, mand!" snerrede han hidsigt og sparkede til en hjelm, der lå på gulvet, og som muligvis var en del af én eller andens brandmandskostume. Latterlige sted. Latterlige fest. Latterlige personer. Latterligt, latterligt, latterligt! Han bed endnu en gang sine tænder sammen, og tog sig ikke det mindste af de folk, han på sin vej stødte ind i. De kunne jo bare flytte sig, de kunne vel se, at han kom gående. Sådan nogle spader, hele bundtet. Vent ... blev atmosfæren i rummet ikke lige en kende mere ...? Han stoppede prompte og stod blot i noget tid stiv som et bræt, lige før det gik op for ham, hvor langt, han havde gået, og hvilken person han dermed havde formindsket afstanden til. Hans ellers allerede sammenbidte og usædvanligt arrige grimasse, som atter var gledet ind over hans ansigt, blev - om muligt - forværret, da han vovede at løfte blikket, der indtil nu havde været rettet ned mod gulvet foran ham, og lod det derefter lande på den værst tænkelige landingsbane. Akumu. Århh for hæwlede, ham havde han glemt alt om. Bare han ikke havde set ham. Men det vidste han, desværre, godt at han havde. Alligevel gjorde han alligevel et noget dumt og faktisk ret ynkeligt forsøg på at gemme sig; vendte snuden mod et hjørne, som han hurtigt travede hen imod og greb på vejen derhen en yngre kvindes vikingehat, med lange fletninger og hele baduljen, satte den i al hast på sit eget hoved og stillede sig hastigt op af en af de to vægge, der udgjorde hjørnet, så snart han kom derhen. Bad til at Akumu ikke havde set ham.

Man skulle tro det var juleaften. Men det var det måske også for et levende mareridt som Akumu. Halloween var nok rædslernes lykke. Det syntes det i hvert fald at være for Akumu, som forestillingen han betragtede, tog til. Et kynisk og skadefro smil havde forplantet sig på hans læber og det var efterhånden kommet for at blive. Hans mørke gådefulde blik var fastlåst til væsnerne i baren. Analyserede den ene og derefter den anden. Kvinden i nød, den onde og helten. At Akumu nogensinde ville se Eithan i den rolle havde kun været et tankestrejf, og ikke noget han havde vidst kunne udfolde sig med sikkerhed. Men det havde det gjort. I den grad. Han betragtede ’den onde’ træde nærmere ’helten’ og true ham. Sende pigen de begge havde fået fattelig interesse for et lidt for sigende smil, hvorefter prinsen på den hvide hest blev skubbet til side. Hun så lammet ud da han begyndte at befamle hende.. Men da hendes ansigt blev synliggjort ved hjælp af pisken, var der ingen tvivl om at hun var langt fra lammet. Det undrede egentlig Akumu at halvvampyren ikke så slaget komme, eller også forhindrede han det bare ikke. Regnede nok ikke at tøsen ville rumme særlig meget slagkraft.. Men han tog tilsyneladende fejl. Slaget sad ganske godt og hun fik på dén måde anet chancen til at vride sig fri. Hun flygtede – nok det mest sigende at gøre – i hvert fald at gemme sig, hvilket hun så ud til at have i sinde. Han fulgte hende med blikket og så hende forsvinde ud af døren, som førte til de endeløse gange i den underjordiske labyrint. Smilet voksede gevaldigt på Akumus læber. Han behøvede ikke engang at have en finger med i spillet for at få en så god plan til at fungere. Det blev jo alt sammen serveret for ham på et sølvfad. Han vendte blikket tilbage på de to tilbageblevne og nye rivaler. Eithan så ikke ud til at ville udnytte chancen til at udrydde hans fjende, men flygtede ligeledes. Akumu fulgte Eithan med øjnene som han ubevidst nærmede sig. Han mærkede tydeligvis Akumus tilstedeværelse og vente derefter blikket op på ham. Deres blikke mødtes og Akumu greb lejligheden til at sende Eithan et skævt og snedigt smil. Lagde ikke låg på at han havde noget i sinde. Eithan drejede lynhurtigt retning og prøvede at camouflere sig i mængden. Akumu så kort efter ham og sikrede sig at være totalt uset når han forsvandt ud af døråbningen – den retning pigen var forsvundet. Utrolig så langsom og stupid Eithan kunne være. Det var da klokkeklart at Akumu ville udnytte hele situationen til hans fordel. En lav latter undslap ham, selvom hans mund var lukket. Det sendte små ekkoer ud i gangenes tætte mørke. Blev kastet tilbage fra væggene og flød i ét så lyden blev til en mørk uhyggelig knurren, som fortsatte ud i gangenes hinsides kroge, for til sidst at forsvinde helt. Han bevægede sig ned ad de endeløse korridorer. Gled i ét med skyggerne og bevægede sig i en glidende bevægelse – som var han rent faktisk gjort af skygger. Han havde intet besvær med at finde frem i mørket. Han var yngel af natten og færdedes derfor bedst i det. Desuden, kunne pigens hjerteslag høres på lang afstand, med en hørelse som den han besad. Han kunne klappe til den.. nærmest danse til dens galoperende slag som lød som en rytme. En rytme dannet af skræk og adrenalin. Et djævelsk smil gled ind over hans læber som rytmen blev højere og højere som han nærmede sig. Han stoppede til sidst op foran en dør som stod på klem. Han var nået et godt stykke ind i ’labyrinten’, men havde naturligvis sørget for at huske ruten. Tegne et kort i hukommelsen. Hans blik hvilede mod dørens åbning. Han kunne høre hende hviske anklagende til sig selv. Hun måtte side på den anden side af muren. Nu var det bare helt præcis hvordan han fik det bedste ud af det, hvordan han helt præcist skulle gribe ind med en personlighed som hendes. Der var ikke ret mange huller han kunne smutte ind ad, men om han ikke nok skulle finde en? Han drejede sig og fortsatte et lille stykke ned ad gangen. Vendte sig dernæst om med front imod døren til dét rum hun opholdt sig i og indledte en ny scene til forestillingen. Han begyndte at traske – højlydt – af sted og støttede sig til væggens ru overflade. Sørgede for at det var højt nok til at hun med sikkerhed ville kunne høre det. Han havde også valgt at komme fra den modsatte ende af gangen, så hun ikke skulle mistænke ham for at være Chase. ”Hallo?” sagde han og måtte dy sig for ikke at smile bredt. ”Er der nogen?” spurgte han med den mest forvirrede stemme han kunne præstere og satte farten ned ved døren. Lænede sig op ad den og ’snublede’ ind i rummet. ”Av for satan” mumlede han og så hen imod hende. Hun ville nok kun kunne se hans omrids med hendes dårlige nattesyn. Nu skulle han bare lade som om han havde forstuvet foden og så skulle han nok vinde hendes tillid. Det var det med kvinder. De kunne ikke lade vær med at hjælpe. Uanset hvor stædig hun måtte være, vidste han at hun ville prøve at hjælpe. Specielt fordi hun var et menneske. Et af de væsner som kunne rumme medlidenhed og som ofte søgte at gøre ’det rigtige’. Så godtroende og naive. Hende her virkede dog som en udfordring. Hun ville tydeligvis ikke selv have hjælp og være den svage, så ved at gøre det modsatte – gøre hende til den stærke og sandsynligvis nok dét hun ønskede at være, kunne han med sikkerhed vinde hende over på sin side. Når han så havde fået hendes hjælp og hun var ’heltinden’ kunne han bilde hende hvad som helst ind. Det var næsten for nemt.

Chase lod ikke til at lade sig blive yderligere påvirket af hendes konstatering, om at han tilsynaldende gjorde hende syg. Skulle det så være dårligt? Yeh okay, måske for hende. Men han tog det nærmere som en form for ... kompliment. Det næste havde heller ikke den store indflydelse på ham. Hun var åbenbart af den opfattelse, at de havde byttet roller. For de ord der netop havde forladt hendes mund, gledet ud mellem hendes læber, kunne han lige så godt have sagt til hende; der burde ikke være tvivl om, hvem det var, der skulle frygte hvem. Ikke efter hans hoved i hvert fald. Men nu var de to, ham selv og hende, nok også gjort af nogle dybt forskellige meninger om dit og dat. Om dét ragede ham? Ikke det mindste. Selvom han ikke just rummede den største frygt for hende, for slet ikke at sige absolut ingen, så havde han langt fra forudset det næste træk, hun, sikkert rent spontant, udførte - og dét måtte han alligevel give hende, hun var bestemt ikke en slapsvans, for dén knytnæve dér ... den sad altså bare. Men klynk var der ikke tid til, dog måtte han lige stå i et par sekunder og ømme sig lidt, gabte nogle gange for at få bare nogenlunde styr på sin underkæbe igen, der i et lille rum tid havde føltes som om, den var gået fuldstændig af led og havde været truende tæt på at dratte mod gulvet med et brag. Smilet der før havde siddet og prydet hans læber var allerede forsvunet, blev slået af, netop som hendes hånd havde ramt ham, og den her gang kom det ikke bare tilbage, men forblev væk, gemt bort ét eller andet sted. I stedet for at fortrække sine mundvige i endnu et ækelt smil, knyttede han sine hænder så hårdt, at det til sidst gjorde helt ondt i både hans knoer såvel som fingre. Den ... tøs! Kunne det virkelig passe, at hun endnu ikke havde lært lektien? Efter al den undervisning han ellers synes at have givet hende? Der var åbenbart nogen, der bare ikke kunne lære visse ting; og hun var tydeligvis én af dem. Han bed med ét tænderne sammen i samme sekund, som han kylede pisken efterfulgt af dén hat, han indtil nu havde båret på hovedet, ned på gulvet og hvæsede lavmælt med en temmelig ufornøjelig mine. Derpå trak han med hasr begge handsker af og forviste også dém til gulvets kolde flade, inden hans ene hånd søgte ind under den tunge uniformjakke, han havde på og hurtigt fik hevet erstatningen til den kasserede pisk ud. Selvfølgelig var havde han ikke forladt huset uden dén. Det værktøj han altid havde på sig; og hvis ikke, var der med sikkerhed noget grueligt galt. Nu skulle der fandme jages mennesketøs. Hun lod til at holde utroligt meget af gemmeleg, for hun syntes evig og altid at opsøge netop dét. Både fange- og gemmeleg. En leg der krævede hurtighed og tilmed et opmærksomt, kvikt syn, der kunne spotte den andens gemmested; og lige nu, var det ham, der var den. Det var hans opgave at finde hende. Katten efter musen. Det var bestemt også en af hans egne favoritter. Der nåede lige at brede sig et lille, ubehageligt smil på hans læber, før vampyren ved siden af ham rørte på sig og begynte at traske væk derfra. Det første der faldt ham ind, var, at han måtte have sat sig for at finde hans prinsesse, og eftersom han ikke selv havde været opmærksom på, hvorhen Nanna var løbet, fulgte han blot efter. Men vampyren, som han udfra Nannas tidligere ord havde fundet ud af bar navnet Eithan, standsede midt i det hele, det lignede nærmest, at han var blevet ramt af en ualmindelig, isnende kold vind, fået smidt en spand vand over sig og på dén måde var blevet frosset. Han så i hvert fald noget stiv ud. Hvad helvede var der i vejen med den knægt? Kunne han ikke bare på kridtet skoene og fortsætte? Med et svagt løftet øjenbryn slap han Eithan med blikket, og rettede det fremad, hvor det straks blev mødt af en ret ... iøjenfaldende person, hvis dén beskrivelse kunne bruges på ham. Han lignede i hvert fald langt fra andre i dette rum; og hans kostume var alt for godt til at være falsk. Men han spekulerede ikke mere over det, for da den mystiske fremmede følgende listede ind gennem indgangen til en af de mørke gange, der førte hen til en endnu mørkere, snoet labyrint, som indeholdt endnu flere gange. Hans smil groede en kende og afslørede starten af hans to hjørnetænder, voksede og blottede til sidst alle de forreste tænder på hans tandrækker, i takt med at han nærmede sig den mørklagte gang og forsvandt ligesom ham ind af døråbningen. Takket været metalpladerne under hans skobunde var det ikke det letteste at holde sig neutral, uset og uhørt. Men det var heller ikke det, han ønskede. Det kunne være ligegyldigt, når det kom til stykket. For han havde allerede sat sig et mål, og dét havde han i sinde at nå. At fange. Han var stoppet op efter det tredje skridt og stod nu i en mindre sum tid blot for at vænne sig helt til mørket. Godt nok havde han et nattesyn, der var bedre end et menneskes gennemsnitligt var, men så godt som en fuldblodvampyrs blev det nu aldrig. Til hans held varede det dog ikke længe, før hans øjne havde tilpasset sig de nye, nattesorte omgivelser, og han fik derefter omsider atter sat gang i fodtøjet. Det rungede for hvert skridt, han tog. Højlydte, klare ekkoer blev ført rundt i de lange, forvirrende gange, og samtidig med at hans blik vågent scannede området, slog han i ny og næ svensknøglens skruehoved mod sin frie hånds håndflade. "Se den lille kattekilling, nej hvor er den sød. Den har fine, hvide poter og en pels så blød. Den kan sige miav og spinde ligesom sin mor. Den skal snart få lært at finde hen, hvor musen mor. Lille mus, kom op af hullet, kom og leg tafat. Har du ikke lyst til at lege med den lille kat? ..."

Nanna trak benene op under sig og lagde armene rundt om. Hun drog et tungt og irriteret suk. Hun havde ikke regnet aftenen for at blive noget hun kunne råbe hurra for, men dette var langt fra hvad hun nogensinde havde forestillet sig. Ikke nok med at Eithan var dukket op, men nu også Chase!? For helved.. NU kunne det da ikke blive værre?.. Eller jo.. det kunne det, og blev højst sandsynligvis. For kendte hun Chase ret, tog han ikke dét slag hun havde givet ham, særlig pænt. Hun måtte blot håbe og bede til at han ikke fandt hende. Hun bed sig svagt i læben. Det havde nok ikke lige været den perfekte idé. Men.. det var ikke noget hun havde bestemt sig for at gøre.. Det var bare noget hun spontant var ’kommet til’. Hvad værre var, at hun havde sagt til Eithan at hun ikke havde brug for hverken ham, eller hans beskyttelse.. Men det havde jo været løgn. Hun havde faktisk brug for ham nu.. mere end nogensinde. Det var typisk hende. Evig og altid gøre tingende værre, end de allerede var. Hvorfor skulle hun også være så hjælpeløs?
Hun så sig omkring i mørket. Hun kunne nu ane omridset af rummet, men heller ikke mere end det. Der ville gå endnu en stund før hun bare kunne se frem for sig. Hun holdt hænderne frem for sig, men det eneste hun kunne se var hendes lyse hud. Hun kunne ane mellemrummene mellem hendes fingre, men ej heller mere end det. Hun rynkede brat brynene… Var det ikke som om.. det blev.. mørkere? Hun prøvede at fokusere på hendes hænder som hun holdt frem for sig, men omridset var blevet en lille smule svagere. Hun mærkede en rislen ned ad ryggen.. Var der ikke også blevet.. koldere? Og så, midt i hendes undren og spekulation, hørte hun pludselig skridt. Hun trykkede sig straks ind imod væggen og lyttede. Turde næsten ikke trække vejret, da hun var bange for at hendes vejrtrækning ville larme for meget. Dog, åndede hun lettet op, da personens stemme genlød i gangen. Lød forvirret. Det var med sikkerhed ikke Chase… Men hvem fanden var det så? I samme nu, brasede stemmens ejermand ind ad døren og Nanna holdt kun det forskrækkede skrig inde, ved straks at lægge hænderne for munden. Hvad fanden?! Hun vidste ikke om hun skulle give sin eksistens til kende, eller forblive gemt væk i mørket. Men hun kunne se hans skikkelse… så han kunne vel også se hendes? Hun hørte hans banderi og antog at han var kommet til skade. Hvad lavede han her? I de snoede gange? Var han foret vild? Hvor længe havde han vandret rundt? Han var sikkert blevet lokket derind af nogle venner, som så havde forladt ham… Men han lød ikke synderligt beruset? Snøvlede hverken, og han stank heller ikke af sprut. Hun vidste ikke hvad hun skulle gøre.. Han måtte vide at hun var i nærheden, da han havde kaldt. Han måtte have hørt hende da hun kom løbende. Han ville nok finde ud af at hun var der efter et stykke tid.. Så hun måtte nok hellere hjælpe ham. ”Hv’hvem er du?” Spurgte hun forsigtigt og lavmælt. Hun rømmede sig for at beherske stemmen. Han havde givet hende noget af et chok. ”Æhh.. er du okay?.. Slog du dig?” Spurgte hun med sænket stemme og rettede sig op, så hun sad på knæ. Hendes blik var fastlåst til ham. Hun anede jo ikke om han var… ja.. en af de gode, eller en af de onde. Han måtte være menneskelig.. Eller også være et meget dumt ’magisk’ væsen uden nogen som helst form for retningssans. Hun nærmede sig forsigtigt. Han så ud til at side foroverbøjet og tage sig til anklen på det ene ben. Han måtte have taget skade af det – noget idiotiske – fald.
Men så… hørte hun noget andet, som fik hele hendes krop til at fryse. Hun hørte et svagt ekko af skridt… og en form for jern som blev slået mod noget… og dem huskede hun skam.. Hans jernbeslåede støvler, åh ja. Dem hun var blevet sparket til med. Hun fornemmede smerten i ribbenene fra slaget. Så.. hørte hun hans stemme. Chase stemme… Han sang. Nød – uden tvivl – at jage hende. I hvert fald nok de tanker der løb igennem hans hoved, om hvad han ville gøre når han fik fat i hende. Hun spærrede øjnene op og kastede sig nærmest hen til den fremmede, så han faldt om på ryggen og hun lå halvvejs oven på ham. Hun holdt ham omhyggeligt for munden og tyssede meget sagte på ham. Han var kold… Iskold at røre ved.. Han måtte virkelig have vandret rundt i gangene længe.. virkelig længe for at opnå dén temperatur, men det havde hun ikke tid til at spekulere på. Derefter, strakte hun benet og fik placeret foden på dørens side. Skubbede den hastigt, men musestille i. Hun gav et tydeligt indtryk af, at han – den fremmede – skulle holde kæft. Der var ingen tvivl om hvad hun var mest bange for. Én eller anden random dude, eller… Chase. I hvert fald Chase når han var på ’jagt’.. jagt efter hævn.. og nok også indlæring. Hun gøs. Hun ville ikke lære mere fra ham. Aldrig.. Aldrig… Aldrig..
Hun stirrede indædt mod døren imens ordet ’aldrig’ gik igennem hendes hoved igen og igen og igen og igen… Hun kom til sig selv. Vendte sig mod fyren hun havde skubbet ned på gulvet og holdt for munden. Hun lænede sig ned til ham og hviskede ud for hans øre – for at gøre hvisken så lav som mulig -. ”Vi rykker hen i hjørnet… og uanset hvad du gør.. så vær HELT stille”. Han forstod åbenbart til punkt og prikke hvad hun mente, og fulgte lydløst med. Det overraskede hende egentlig [i]hvor[i/] stille han kunne gøre det. Taget i betragtning af at han havde en skadet fod. De sad nu op ad den væg som døren var placeret i, presset mod hjørnet. Hvis døren blev åbnet, skulle Chase hele vejen ind og ekspedere rummet for at finde dem. Otsene var ikke store, da der var rigtig mange døre i gangene… Men man vidste aldrig med Chase. Aldrig… aldrig.

Eithan lod de forreste tænder på hans øverste tandrække bide sig fast omkring underlæben, som han gumlede lidt på som tidsfordriv. Hvad tog ham så lang tid? Det kunne da ikke passe, at den satan blot havde tænkt sig at lade ham være? Eller måske var han først gået nu; nærmede sig med pinefuldt langsomme skridt. Nej. Faktisk var hans rivals tilstedeværelse ikke nær så kraftig mere. Hvad pokker lavede han? Hans tanker blev ført et helt andet sted hen, netop som han skimtede omridset af den nazist udklædte fyr, idet han kom gående forbi. Hvor skulle han nu hen? Efter at have taget et lille skridt til side og vendt sig halvt om for dernæst at rette blikket hen mod det sted, hvor Akumu tidligere havde stået, kunne han konstatere, at han var væk. Han stod ikke der, som han før havde gjort, da han første gang havde fået øje på ham. Med en anelse af panik i blikket scannede han omhyggeligt de menneskefyldte omgivelser, men der var ikke så meget som én, der mindede bare en smule om den fandens vampyr, han nu stod og ledte efter uden held. Årh, hvordan i al verden kunne han bare forsvinde sådan uden videre? Eller det var egentlig ligemeget at the moment. Spørgsmålet han helst af alt gerne ville have et svar på nu, var, hvor han var forsvundet hen. Hans tågede øjne flakkede nærmest hysterisk hurtigt rundt i lokalet, og i det øjeblik hvor tanken om, at han lige så godt bare kunne tage at smutte, fik han endnu en gang øje på halvvampyren. Hverken Akumu eller Nanna havde det lykkedes for ham at få et glimt af i det sidste stykke tid. Gad vide hvor ham Chase skulle hen? Måske burde han følge efter. Bare lige for at få opklaret det, - og så havde den dør også vagt en vis interesse i ham. Selvom den sikkert ikke førte hen til noget, der var særligt spændende. Men who knows. Måske blev han overrasket. Tjjsh, som om. Han trådte ud fra sit midlertidige skjulested, der åbenbart slet ikke havde været en nødvendighed, når det kom til stykket, og spankulerede næst efter hen til dén døråbning, han havde set Chase gå ind ad. Forhåbentlig var det ikke et eller andet mikroskopisk lille kosteskab, eller noget i den stil. Han ville nødig ende op i et indelukket skab med ham der. Efter nogle få sekunder kunne han omsider tage det første skridt ind i dét, der lod til at være en gang. Hvortil den førte hen, havde han ikke den fjerneste idé om, men det fandt han nok ud af med tiden. Hvis han da ikke fik forvildet sig rundt i de mange, lange og mørke gange, der strækte sig foran ham og blot lå og ventede på, at han skulle træde endnu længere ind i den mørklagte gang. Akkurat som han havde sat den ene fod foran sig, parat til snart at sætte den anden fod forrest, stoppede han kort op og skubbede vikingehatten af sit hoved, så den faldt til gulvet med et mindre, dæmpet bump, der trods dets lave volume kastede en hel række ekkoer afsted henad gangen fpr så til sidst at dø og fordufte, så der atter blev stille. Hvis det ikke lige havde været for den støj, der lød længere henne fra. Eller var det bare indbilning? Det lød ... metallisk. Som når et hårdt eller hult objekt rammer et af badeværelsets firkantede fliser. Selvom han langt fra var sikker på, hvor smart det var, valgte han bare at følge trop efter lyden, som tilsyneladende ikke havde tænkt sig at stoppe; det måtte være skridt. Sikkert fra Chase. Hvad ville han i det hele taget med Nanna? Det der undrede ham allermest, var, hvor hun kendte ham fra? Måske var det klogest bare at droppe alle tankerne omkring dét emne. Han ville alligevel aldrig kunne få lokket svarende ud af hende. Det var hun alt, alt for stædig til. Hun var fandme hverken til at hugge eller stikke i. Men det kunne vel sendes direkte tilbage til ham selv, for han var så sandelig heller ikke den mest lydige elev i klassen.
Alt imens han forsigtigt slentrede afsted, kørte hans blik varsomt rundt fra side til side, finkæmmede alt og nogle få gange standsede han, hvis han havde fået bildt sig selv ind at have hørt ét eller andet. Han havde ingen problemer med at se; overhovedet ikke. Han forsøgte at holde sit eget støjniveau på et minimum, ville for alt i verden ikke misse at høre én eneste lyd. Alt skulle med. Alt skulle opfanges og lagres i hans hukommelse - i hvert fald indtil han var nåede sit mål, som lige så godt kunne befinde sig 3 meter derfra, hvor han selv opholdt sig eller måske allerede var mindst 100 meter væk i den modsatte retning. Det ville muligvis være en god idé at tjekke dét, der gemte sig omme bag de lukkede døre. Men med hans sædvanlige held, eller nærmere uheld, ville det nok ikke være den store succes. Desuden ville han blive nødt til at skulle inspicere hvert rum; og der var altså ikke kun 3 sølle døre, så dét ville komme til at tage noget tid. Han sukkede højlydt ved dén tanke, og det varede ikke forfærdelig længe, før han opgav; han kunne sgu da gå og lege gemmeleg, hvis det fortsatte sådan her. Sådan noget ... "pis," mumlede han mut, inden han lagde armene over kors og efterfølgende lænede sin ene overarm op ad en tilfældig dør. Det kunne have været hvilken som helst anden dør, men det var netop denne, han valgte. Størstedelen af grunden til dét var nok, at det var den, der var tættest på. Men, hvad han endnu ikke vidste, var, at dén dør han nu stod lænet op ad gemte på meget mere end nogen af de andre døre. "Årr! Hvorfor fanden lod jeg hende slippe væk? Du er så dum, Eithan! Dum, dum, dum!" Ved de sidste tre ord vendte han sig om, således at han stod med front mod døren og fæstnede derefter håndfladerne på dørens overflade, før han for hvert 'dum' bankede sin pande imod den. Han bed tænderne sammen under det tredje bank, som der vist havde været lagt lidt for meget kraft i, og det lykkdes ham da også tilmed at få bidt sig selv i tungen. "Ahh ffor szzatan da o'så!" bandede han og trådte et skridt tilbage, lige efter han havde slået en hånd op for munden, som mere eller mindre føltes ret så lam efter dét bid. Flot Eithan. Virkelig flot. Han fjernede hånden igen, da han havde stået og ømmet sig i en lille sum tid, hvorefter han i et forsøg på at komme af med bare lidt af dén vrede, der efterhånden havde fået hobet sig op indeni ham, sparkede arrigt til døren, inden han plantede en af hænderne på håndtaget og åbnede den. "For hele hule helvede, sådan noget fucking-pisse-lorte-skod!" svovlede han videre med en svagt knurrende undertone, sjokkede ind i rummet og drog så et irriteret suk. "Det er fandme også bare på grund af den nar til Akumu, mand. Hvis jeg bare kunne ... HRM!" fortsatte han og slog til sidst i sætningen sin ene, knyttede, hånd imod sin anden, udstrakte, hånds håndflade.

Akumu sad foroverbøjet og holdt om sin ankel – som intet fejlede – og måtte virkelig beherske sig for ikke at lade et af sine sadistiske smil flyde indover hans blege og kolde læber. Han skævede til hende og analyserede hende. Forsøgte at tyde hendes tanker igennem hendes ansigtsudtryk. Det tydede til at gå som planlagt… Hun så usikker og tøvende ud, men om hun ikke snart ville give sig til kende? Hun var vel ikke dum nok til at lade som om hun ikke var der. Så kunne hun lige så godt holde sig for øjnene og tro at han ikke ville kunne se hende. Da hun endelig talte, genlød den tidligere forskrækkelse og adrenalinen som pumpede rundt i hende, i hendes stemme. Den knækkede kort, men hun sørgede for at rømme sig for at opretholde den og ikke lade ham vide, at hun i virkeligheden var bange. Men det vidste han. Ikke nok med at han kunne se det i hendes abnorme øjne som havde opnået farven gul, men han kunne høre det. Hendes hjertes banken var tydeligere for ham, end den var for hende. Og så… da de jernbeslåede skosnuders skridt ramte hans fintfølende hørelse – længe før hendes – gled et svagt indestængt smil indover hans læber. Perfekt. Der ville ikke gå længe før hun også kunne høre dem.. og Chases lille sang, som uden tvivl ikke blot var sunget for hans egen fornøjelses skyld, men også dedikeret til hende. Hun standsede midt i en bevægelse – stivnede da det gik op for hende hvad det var… Hvem det var. Hans blik var fastlåst til hende, så hende pludselige bevægelse kom ikke som et synderligt chok for ham. Det var ganske hurtigt og godt tænk af hende. Hun skyndte sig det sidste stykke hen til ham – nærmest i én bevægelse – og holdt ham for munden, og sørgede på den måde for, at han ikke gav en lyd fra sig. Hun tyssede lavmælt og fik lukket døren i med foden. Det passede Akumu perfekt at Chase var fulgt efter ham.. mere end perfekt faktisk. Han så roligt på hende, og måtte endnu engang beherske sig for ikke at lade et smil trænge på – hun ville kunne mærke det, da hun holdt ham for munden. Han mærkede straks hendes håndflades markante puls imod hans læber. Hendes puls var høj og endnu mere tydelig imod hans læbers tynde hud. Hendes varme strømmede lige igennem ham, men blev dog straks tilendebragt af hans ufattelig lave temperatur. Underligt at hun ikke havde konstateret hans markante kulde.. eller trukket hånden til sig. Hun måtte have gættet sig til en forklarlig grund… Typisk mennesker. Naive og trygheds søgende. Sjovt.. for hende her såkaldte Nanna, så ud til at have været ude for lidt af hvert. Han betragtede det ar hun tilsyneladende havde fået indgraveret i sin underarm af Chase. Man skulle være noget langsom for ikke at regne ud, hvad Chase havde udrettet sammen med Nanna… Eller.. påtvunget hende til at deltage i. Klart hun var flygtet mens hun havde chancen, men rimelig dumt at hun havde smidt sit ’skjold’ fra sig. Han vendte blikket imod hendes ansigt, som hun drejede hoved og så imod ham. Hendes øjne så tomme ud, da hun ikke kunne fokusere på ham med hendes dårlige nattesyn. Hun så nærmest blind ud, hvilket man jo også kunne kalde det. Hun lænede sig helt ned ved hans øre og hviskede noget man kunne kalde en ordre. Det ville vække for stor mistanke og være til ingen nytte, hvis han ikke fulgte med, da hun flyttede sig over i hjørnet. Han fulgte med og placerede sig ved siden af hende. De sad tysk og lyttede… ventede. Han sad inderst, tættest på den modsatte væg, mens hun sad tættest på døren. Hun så ud til at være fuldstændig anspændt – i hele kroppen og hun stirrede indædt mod døren. Hendes overkrop var halvt drejet, som om hun på et splitsekund ville vende sig imod ham, og atter holde ham for munden. Men hun sad fortsat stille som en statuette. Han betragtede hende og analyserede hende. Gad vide hvorfor Eithan havde valgt netop hende.. Med henhold til hans stemmeleje, udtryk og den måde han havde set på hende, før Chase dukkede op og han fik øje på ham selv, var det tydeligt at hun var noget… ganske særligt. Hans tanker blev afbrudt da han opfangede en ny lyd. Nye og næsten lydløse skridt, men de slap ikke forbi hans hørelse. Det skulle ikke undre ham hvis det var.. I samme øjeblik lød den velkendte stemme. Åh jo.. det var Eithan som højst sandsynligvis var fulgt efter Chase. Man skulle næsten tro de var dominoklodser. Han nærmede sig og stoppede dernæst op. Så begyndte han en lille samtale med sig selv. Noget af den omhandlede åbenbart pigen ved siden af ham. Det kom ikke som en særlig overraskelse da de første af mange salmer brag blev banket imod døren. Det ville det sikkert komme som et chok fra Nanna, og han lagde derefter hastigt en hånd for hendes mund. Hun skulle ikke skrige mere end højst nødvendigt… Så var chancen for at det kunne misforstås var mere sandsynlig. Han rejste sig op, og hev hende med så de stod oprejst, presset ind imod væggen. Han trådte et lille skridt ud fra væggen, alt imens han holdt hende for munden, så han stod lænet skråt indover hende. Fik det til at se ud som om han rent faktisk havde lagt et overgreb på hende. Dette gjorde han selvfølgelig med vilje, velvidende at chancen for at Eithan ville se det, var særdeles stor. Han lod et skævt, skadefro smil glide indover hans læber. Da salmerne imod døren endelig holdt op, lød der et lille ’klik’ som dørens håndtag blev trukket ned og Eithan trådte ind i rummet. Morsomt nok, var det til Akumus fordel at Eithan var fuldblod -selvom det ikke var specielt overbevisende til tider- for så var han sikker på at Eithan ville kunne se hver eneste detalje i mørket. Ved Eithans næste – noget lidt for stolte ord – voksede smilet på Akumus læber. Han fik rent faktisk æren for at have sat ham i denne redelighed?.. Om det var en vane – at Akumu altid fik skylden for alt der kom på tværs i Eithans liv – eller det bare var dette ene tilfælde, fandt han alligevel ret.. Ynkeligt og dog underholdende på sin vis. Akumu’s smil voksede og blev mere og mere sadistisk og modbydeligt. ”Hvis du bare kunne…?” Gentog han frydende og afventede dét øjeblik hvor Eithan ville opdage at Akumu rent faktisk havde Nanna i hans hule hånd.. og det bedste af det hele var, at Nanna ingen anelse havde om det.. Havde ingen anelse om den store fare hun var i og at en langt større rædsel end den perverse stodder Chase, havde grebet om hende. Utroligt.. Det måtte virkelig være rædslernes juleaften.

Chase rynkede svagt, og kortvarigt, sine mørke øjenbryn og kneb tilmed øjnene en anelse mere sammen, end hvad de i forvejen var, for at skærpe sit syn yderligere, så han fik en smule lettere ved at se, selvom forskellen ikke var så stor igen. Lydene fra hans fødder der skiftevis flyttede sig stoppede få sekunder efter brat, da han kom i tanke om en genstand, der måske kunne være ret nyttig i den, mørke, situation, han havde fået hevet sig selv ind i. Med et fast greb om skruenøglen søgte hans frie hånd ned i en af jakkens lommer, hvorfra han fik fisket en lighter op fra, som han hurtigt fik til at slå gnister og senere hen, skød der en mindre flamme op fra den. Det var ikke synderligt meget lys, den spredte, men det var bedre end før. Nu var de omrids han tidligere kun havde kunnet se i hvert fald blevet betydeligt skarpere og mere klare for hans blik. Ikke at der var forfærdeligt meget at se; og slet ikke noget, der var en skid værd overhovedet at værdige ét eneste blik. Der var stort set kun døre, og gangens to vægge, gulv og loft. Han prustede kort med en snert af opgivelse malet i sit blege ansigt, så han nær havde blæst flammen ud, men den holdt stædigt ved og blussede lynhurtigt op igen. Lighteren havde han ellers indtil nu holdt rimelig tæt ind til sig, men strakte nu sin arm ud foran sig, idet han syntes at høre en række temmelig utilfredse ord et sted længere henne. Hvis han ikke tog meget fejl, var det vampyren fra baren. Et lille smil gled henover hans læber, netop som hans hukommelse fremkaldte dén scene, han selv havde været med til at igangsætte for kun lidt siden, ikke mere end højst et par minutter. Han havde virket noget skeptisk over det, han enten havde sagt eller gjort ved mennesket; men Nanna havde åbenbart ikke ment, at hun havde haft brug for en redningsmand. Dét kunne han satma' godt forstå. Han opfattede ikke ligefrem Eithan som en trussel. Egentlig så han bare helst, at han forsvandt. Nanna ville tydeligvis ikke have ham til at rende rundt og lege dagens helt. Hvem ville også have sådan en Gummi Tarzan løbende i hælene på sig 24/7 konstant og hele tiden? Hans smil fik lov til at brede sig en kende, og efter at have groet en halvcentimeter i hver mundvig, faldt hans blik på en skikkelse, der stod et par meter væk fra det punkt, hvor han selv havde fødderne plantet, og han nåede lige akkurat at se ham smutte ind ad døren. Gad vide hvad superhelten havde fundet frem til? Ét eller andet måtte der gemme sig bag dén dør der. Han måtte nok hellere følge efter, én eller anden skulle jo være der til at holde usle undskyldning for en vampyr i hånden, hvis han skulle gå hen og blive bange. En dæmpet, lidt klukkende latter fik sneget sig ud imellem hans læber, et grin der langt fra var spor hyggelig at høre på, inden han satte kurs mod den samme dør, som Eithan var gået ind ad. Hans skridt derhen var en del mere forsigtige end de forhenværende, han forsøgte at lave så lidt larm som muligt, da han i øjeblikket helst ville forblive uopdaget, og det lykkedes faktisk overraskende godt for ham taget i betragtning af dén fact, at begge hans støvler havde to tykke metalplader sømmet fast under sig. Han standsede lidt fra døråbningen, som vampyren havde været så flink at lade stå åben. Dér blev han stående i en stund, før han endelig løftede sin ene fod og satte den ned på den anden side af dørtærsklen, og denne gang gjorde han intet for at være bare den mindste smule lydløs, tværtimod. Hans smil voksede endnu en gang og havde det ikke været for Eithans ord, der kun kort efter blev givet respons på, eller rettere sagt blev spurgt ind til, havde hans opmærksomhed fortsat blot ligget og hvilet på ham, men den ukendte stemme fik vækket en interesse i ham, der var lidt større end dén, han havde i den sjuskede vampyr dér. Han drejede langsomt hovedet, satte samtidig en pegefinger på døren og skubbede den lidt i, men ikke nok til, at den lukkede. Hvis hans smil før havde kunne betragtes som stort, var det ingen ting i forhold til smilet, der nu sad og prydede hans læber og sagtens ville kunne give selv Jokerens smil lidt konkurrence. Det var fælt - og direkte modbydeligt. Det havde først rigtigt antaget sin fulde længde, da hans blik var blevet vendt mod dén tøs, der så ud til at sidde godt i saksen. "Jamen halløj, snut." Hilste han , fortsat med det yderst ubehagelige smil klistret på munden og skænkede ingen af de to vampyre så meget som ét blik. Dét der var i midten af hans sigtekorn var hende. Dén mus han havde sat sig for at fange. Igen.

Nanna lyttede intenst og opmærksomt efter de jernbeslåede skridt.. Heldigvis, var den fremmede fuldt frivilligt med. Tænk hvis han var gået i panik eller råbt op.. Så havde hun med sikkerhed blevet fundet. Hun bed sig anspændt i læben og forsøgte at skærpe sin hørelse, men det kunne hun jo ikke rigtig. Årgh, hvad havde hun også rodet sig ud i?! ”Fuck.. Fuck..Fuck” Mimede hun lydløst for sig selv og havde lyst til at slå sig selv i hovedet. Ak.. men hun ville nok blive straffet nok denne nat. Det værste var, at hun ikke havde fortjent det. Hun kunne i hvert fald ikke komme i tanker om noget slemt hun havde gjort, for at hendes skæbne skulle udfolde sig sådan her. I hvert fald ikke udover dét slag hun havde uddelt til Chase. Men han havde kraftædme også fortjent det. Et dusin til! Og mere… og mange flere. Pludselig hørte hun en lav stemme. Den blev forvrænget af ekkoerne i gangen, men den løb meget bekendt. Hun hørte skridt.. men disse var ikke præget af jernbeslåede skosnuder. Det var almindelige fødder som satte dem.. I dét et overdøvende brag lød, hvinede hun forskrækket og placerede hænderne for ørene, for at lukke bare lidt af den uudholdelige larm ude. Heldigvis, lagde den fremmede hånden over hendes mund, og forhindrede på dén måde at hun skreg igen. Hvad skete det?! Hun stirrede skræmt imod døren. Havde Chase taget skoende af for at mindske larmen for skoene og alligevel på uforklarlig vis fundet frem til hende? Hun fulgte umærket med da den fremmede trak hende med op at stå. Forståeligt nok. Det ville nok se lidt dumt ud når Chase engang fik taget sig sammen til at træde indenfor og at de – hende og ham fyren hun stadig ikke havde fået navn på – sad i en hippiekreds i hjørnet og hyggesnakkede. Hun greb panisk om den fremmedes frakke og lukkede sine håndflader om dets stof. Havde mest af alt lyst til at gemme sig omme bag ved ham, men det blev hun ligesom forhindret lidt i, da han holdt hende for munden og stod lænet ind over hende. Hun kneb øjnene i og håbede at hele dette rod på én eller anden måde bare kunne være et af hendes mange mareridt. For guds skyld, kunne hun ikke nok snart vågne?! Men det vidste hun med sikkerhed at det ikke var…Det var langt værre… for dette mareridt var nemlig virkelighed. Uanset hvad, kan man ikke vågne fra virkeligheden. Ikke slippe væk fra den. Fanget i den uanset hvordan den udfolder sig. Men så.. Som sendt fra himlen trådte en helt anden person ind ad døren. Hun var alt for forbløffet til at gøre andet end blot stå og stirre. ”Mrithrn?!” Mumlede hun overrasket inde bag hånden, og skulle i virkeligheden have sagt ’Eithan?!’. Hun stod lammet og gloede paralyseret på ham. Som var hun ét eller andet dumt dyr som blot blev stående, når det i virkeligheden skulle løbe. I dette tilfælde burde hun løbe ham i armene og undskylde – som noget af det første. Men det var lige til at brække sig over, sådan noget amerikansk pladder. Så hun blev blot stående og kiggede uforstående på ham. Men.. Så han havde fulgt efter hende? Hun håbede det var derfor. At han alligevel ikke havde givet hende op. Men det vidste hun jo ikke. Da den fremmedes stemme lød, drejede hun hoved og så på ham. Hans stemme lød meget anderledes nu når han talte. Den lød ikke spor forvirret og… Hun så ned på hans fod. Den så ikke ud til at fejle noget. Hvad?... Måske var det bare spil for galleriet. Der var trods alt én eller anden fremmed – for den fremmede – som havde banket af alle kræfter – havde det lyt som – på døren. Klart man ikke ville lyde forvirret og dum i dén situation. Så det var dét hun gættede på. Hun så tilbage på Eithan og lod deres stemmer genlyde i sit hoved. ’Hvis jeg bare kunne.. og dét havde den fremmede bedt ham om at gentage… Eller i hvert fald at færdiggøre sin sætning. Hvorfor egentlig?... Det var da noget halvmærkeligt at spørge om, når der kommer en fremmed ind i rummet. Hun lukkede kort øjnene, for derefter at spærre dem op. Det var besværligt med alle de fremmede. Hvem kendte hvem og hvorfor. Hun sukkede svagt og så noget dvask ud. Hvorfor havde han egentlig ikke fjernet sin… iskolde hånd? Hun så op på ham. Hendes syn havde vænnet sig så meget til mørket, at hun kunne se hans ansigt. Dog noget mere udtværet, men hun kunne fastholde linjerne. Han var meget bleg… og havde helt sort hår som gled ned i hans ansigt. Han var iført en sort frakke… Ja det var ikke svært at gætte sig til netop hvad han var klædt ud som. Det havde i hvert fald lykkedes ham temmelig godt at matche racen ’vampyr’ meget vel. I hvert fald som man kendte racen. Hvilket fik hende til at vænne blikket tilbage på Eithan. Sjovt.. Han lignede bestemt ikke en vampyr.. Bortset fra hans hjørnetænder og hans til tider, blodrøde øjne. Ellers, mindede han mest om en zombie, med hans bleg’grå hud, den ranglede holdning og det halvlilla omkring hans øjne. Hvorfor han så sådan ud, anede hun virkelig ikke. Ikke at han gad se sådan ud. Alle og enhver ville jo lægge mærke til ham? Men.. det ville folk nok også med den fremmede som holdt hende for munden, på nuværende tidspunkt. Hun stod stadig med hendes hænder placeret på ham. Den ene på hans arm – den som tilhørte hånden som var placeret over hendes mund – og den anden på hans brystkasse. Hun slap ham.. Men netop som hun gjorde dét, fæstnede hendes øjne sig på en bevægelse. Bevægelsen da døren atter gled op.. og denne gang… denne gang var det Chase som trådte ind. hej snut hilste han med det værste smil hun nogensinde havde set. Værre end noget hun nogensinde ville kunne forestille sig. Så fandt han hende endelig. Hvord… Hun så brat på Eithan og kneb øjnene sammen og sendte ham det mest syrlige, dødbringende, iskolde og giftige blik. Det slog nærmest gnister i luften som det fór imod ham. Selvfølgelig var han fulgt efter Eithan. Det kunne ikke være andet! Hun havde ikke tid til at tænke over sådan noget! Hun fjernede den vampyr’udklædtes hånd fra hendes mund og fór om bag ham. Det var først nu, hun lagde mærke til hvor høj han var. Han måtte have haft krummet ryg, når han havde stået lænet ind over hende. ”Red mig..” Klynkede hun svagt og knugede hans jakkes stof i hendes hænder, mod panden lænet imod hans ryg. Hun havde mere end NOGENSINDE i hele hendes liv, brug for en redningsmand, og hun var komplet ligeglad med hvem han var. Hun tittede tøvende frem fra hedes noget barnlige forsøg på at skjule sig, og sendte et frygtsomt blik hen imod Chase. Hun ville for alt i verden bare ikke ende i krammet på… Ham.

Eithan sænkede atter sine hænder, efter at have slået dem imod hinanden, men den ene hånd røg hurtigt op igen og blev placerede mod hans pande indenunder det tjavsede, ravnesorte lokker, der tilsammen med en masse andre udgav en temmelig sjusket frisure; og netop som dét var gjort, præcis i det øjeblik håndfladen mødtes med panden, brød en stemme frem, gentog nogle af de ord, han selv havde sagt. Først troede han blot, at det havde været hans egne tanker, der blot kastede et par ekkoer, men den der stemme virkede bare lidt for bekendt. I næsten gyseragtig slowmotion drejede han langsomt sit hoved og fik fikseret sit blik på den første og største skikkelse, og øjeblikkeligt som hans blik havde fæstnet sig på den, løb det ham koldt ned af ryggen og i de følgende sekunder, stod han helt musestille, som forstenet, uden at røre det mindste på sig og holdt sågar vejret. Men dét billede han nu havde blikket frosset fast på viste sig at blive tusinde gange værre, så snart han blot havde flyttet det sølle 5 centimeter længere ned. Nej. Nej, det der kunne kraftedme få lov til at være løgn. Den idiot til ... "Akumu ..." hvislede han efter han omsider var tøet lidt mere op, og nu atter var i stand til at gøre andet end bare at stå og glo, og det var bestemt ikke svært at spore dét had, han nærede til ham, i hans stemme. Den dryppede nærmest af ætsende gift. Han nåede dog ikke at hverken gøre eller sige mere, fordi netop som han havde åbnet munden for anden gang, sikkert for at slynge en af sine sædvanlige, spydige fornærmelser mod Akumu, blev han afbrudt af en persons indtræden i rummet. Hans øjne flakkede hen på det nyankomne væsen, og det overraskede ham faktisk ikke særlig meget at se, hvem det var. Chase. Chase, der ikke lod til at have den mindste interesse i andre end Nanna. Nanna ... Han rettede i alt hast sit blik tilbage på hende, og i det sekund dét var gjort, og hans tågede, blågrønne øjne nu gled rundt på hende, blev der sendt et sus igennem hans brystkasse. Ikke et af den slags, hvor man får følelsen af, at man svæver rundt på en lyserød sky og ens mave bliver fuldstændig overproppet med flagrende sommerfugle. Tværtimod. Han bed sig halvhårdt i underlæben, som til sidst var lige på nippet til at give under for hans tænder, der blev presset imod den, men han slap den, før det nåede at ske, inden han modtog endnu en susende fornemmelse blev zappet igennem hans bryst, netop som Nanna tildelte ham et blik, der ikke just rummede hverken lykke eller noget som helst andet, som kunne tyde på, at hun bare var den mindste smule glad for at se ham. Hun kunne lige så godt have jaget hundredvis af små, spidse knive igennem ham; for det ville have haft den eksakt samme effekt. Men dén stikkende fornemmelse, dén følelse, syntes næsten at være helt behagelig fremfor den, der kun få sekunder efter bredte sig hastigt i ham, idet Nanna trådte om bag Akumu, brugte ham som skjold, og påfølgende kom med en noget ynkelig klynken. Red mig. Han kunne have eksploderet, - hvilket nok også var dét, han gjorde indeni. Alt syntes at bryde i brand og stige ham til hovedet som en kæmpemæssig dampsky og efterlod hans tanker endnu mere hulter til bulter, endnu mere end hvad de normalt var; og det bål, der var blevet tændt inde i ham blev tydeligt genspejlet i hans øjne, hvor tågen syntes at være lettet lidt. Et bål, der blot havde startet som en lille uskyldig, blussende flamme, men havde så fået smidt en helvedes masse liter benzin på sig, som havde fået flammen til at udvikle sig til et abnormt stort Sankt Hans bål. Nej. Fandme nej!. Han tog en dyb indånding, åndede tungt al luften ud igen, for bare at få lukket en lille del af al den damp ud, der havde samlet sig i ham, før han vendte sig helt om og tog et skridt hen mod dem; Akumu og Nanna. Chase skænkede han ikke flere tanker. Selvom det lod til at være ham, Nanna søgte væk fra, og han muligvis hellere skulle fokusere på at få ham væk. "Skrid Akumu," snerrede han med et yderst fjendtligt tonefald, hvorefter han forsøgte at få skilte ham og Nanna ad. "Hun er min. Jeg skal nok passe på hende," tilføjede han efterfulgt af en lavmælt knurren, og fæstnede dernæst sin ene hånd på en af Akumus skuldre, og det lykkedes vis for ham at få ham skubbet bare lidt længere væk, og det var først efter dét, at det gik op for ham, hvad han havde sagt. Han lod begge sine hænder falde slapt på plads ned langs siderne og flyttede en kende tøvende blikket hen på Nanna. Det flammende blik han ellers før havde båret, var blevet udskiftet, og han så nu mere eller mindre fortabt ud. "Altså ... ikke min. Men ... ikke som i min-min ... du ved ... jeg mener ... årrh!" Han slog en håndflade mod panden til sidst i sætningen og kunne have bidt tungen af sig selv. "Jeg mener ... jeg ... du ved, hvad man siger ... når solen går ned ... bliver det ... mørkt?! Eller ... arrj ... man skal ikke cykle hvis, øh, hvis man ikke kan nå ... pedalerne?.." forsøgte han sig med, men det gik vist ikke helt som ønsket. Han vendte sig halvt om for så endnu en gang at slå sin hånd mod panden. "Nej. Jeg mener ... altså ..." Han bed sig kortvarigt i underlæben, drejede atter sin krop så han igen stod med front mod hende og lod sit blik skøjte ned ad hende en enkelt gang. "Æhh ... du har ... pæne øjne i de sko ... ÅRH FORHELVED!!" Det var som om, de andres tilstedeværelse i rummet slet ikke var gået op for ham endnu. Han var alt for opsat på at få viklet sig selv ud af den hårknude, som han var havnet i. Men for fanden da også ...

Akumus dystre smil voksede da Eithan foruroliget vendte blikket hen imod dem. Han så først ud til at få hældt en kold spand vand over sig, men da han fik fikseret sit blik på Nanna, slog han over i en vred og giftig tone, da han hvæsede Akumus navn. Fik blot det frygtsomme smil på Akumu’s læber til at vokse endnu mere. Slog over i et sadistisk leje og afslørede de to dødbringende våben i hans tandsæt. Lyste nærmest i det tætte mørke som kun han og Eithan kunne se klart i. De var nattens børn. Dem som viger fra solen og lever i skyggerne… Men Eithan derimod, så ud til at have fundet sig sin helt egen form for ’solstråle’, som han agtede at beholde. Det så i hvert fald sådan ud med dét lynglimtene blik han sendte Akumu. Man skulle næsten tro der stod gnister på hans bliks vej og lyste dens vej hen til Akumu op. Akumu tog lige lovligt pænt imod det. Syntes næsten at vokse ved det. Det var som om kulden og mørket omkring ham voksede en smule. Det var som om han blev langt mere frygtindgydende end han allerede var. Det var ikke mange der vidste hvad der lå under den iskolde facade… Men man kunne rolig sige at Eithan havde fået en lille smagsprøve på det. For det som lå gemt i dybet, var noget langt koldere.. større og næsten umuligt at forestille sig. Men langt bedre blev det, da Eithan vente blikket hen på Nanna. Det var som om hele hans ansigt ændrede sig. Som fik han revet huden af sit ansigt og sat et nyt på, som slet ikke var hans eget. Han så næsten… Lidende ud. Som borede en dyb og kølig smerte rundt inden i ham, som han ihærdigt forsøgte at skjule, men det lykkedes ikke. Men det varede dog kun få sekunder, for da menneskepigen trådte om bag Akumu, vente Eithans forventede reaktion tilbage. Han var som en åben bog. Man kunne faktisk se på ham hvordan han brændte inden i. Som var en vulkan i udbrud inden i ham og begyndte at smelte alt inden i ham. Man kunne næsten fornemme røgen som sivede ud af hans næsebor, som på en drage. Hvis Akumu’s smil havde været bare en smule ubehageligt førhen, var det INTET i forhold til hvad det var nu. Man skulle næsten tro at jorden delte dig i to under ham og torden og lyn brændte på himmelvævet. Desto værre blev det – for dem – da Eithan begyndte sin kamp for at rive Nanna til sig og så langt væk fra Akumu som muligt. Så… Da Eithan indså hans tidligere ord og da det gik op for ham hvilke konsekvenser de uskyldige ord kunne få, bredte et helt andet udtryk sig over hans ansigt. Akumu frydede sig, og da Eithan var færdig på hans forværrelse af hvad han havde sagt, slog Akumu en svag men velmærket latter op. Kynisk og skadefro. ”Ser man det…” Begyndte han i et lavmælt toneleje som tydeligt var præget af den ondskabsfulde ’sjov’ han havde med det. Akumu dæmpede sit smil, så det blot var en krumning i hans mundvige, men afslørede dog en smule af hans tænder. Skyggerne lå tæt om ham, og hvis det ikke var for hans egen vilje, var han forsvundet helt ind i dem. ”Solen er gået ned og Eithan er forladt i det endeløse mørke…” Akumu’s blik var fastlåst på Eithan, som var det hamret fast til ham pæle af sølv. Han trådte nærmere med et truende smil. ”Lille dreng..” Smilet voksede sagte ”Begynd ikke på noget du med sikkerhed ved du ikke kan… Inklusivt at cykle når du tydeligvis ikke kan nå pedalerne.” Sagde Akumu med sin dragende, bløde og dog kuldegys’givende stemme. Søge imod dem og lagde sig om dem som et omklamrende tæppe. Strammede sit greb som det passede den. Akumu fortsatte og stoppede kort op. Han hævede listigt det ene øjenbryn og sendte ham et forfalsket undrende blik, selvom han var ganske velvidende – hvilket og slog igennem i hans udtryk. ”Man skulle jo næsten tro at du var bange for hende…” Han sendte hende et kort blik, og smilte skælmsk som han atter fikserede blikket på Eithan. Han trådte langsomt nærmere i en nærmest, glidende bevægelse med et svagt klukkende grin, som døede ud i ætsende ekkoer. ”Bange for at miste hende..” Hans smil voksede til et grufuldt og fuldt ud sadistisk smil. Han stod nu foran Eithan og var ikke mere en 10- 20 centimeter fra ham. ”Man skulle jo næsten tro at du.. holdt af hende?... Måske mere end det?... Du..” han holdt kortvarigt inde og lænede sig helt hen til Eithan og hviskede ”elsker hende måske?” Hviskede han som en slange til Eithan og sendte ham et snedigt smil – for at lade ham vide præcis hvilke djævelske planer han havde for sig… Lod ham i hvert fald få en fornemmelse af hvad han var i stand til… Men det vidste Eithan nok allerede… Ellers, skulle han lok belære ham grundigt.
Akumu begyndte langsomt at kredse om ham med sit blik hvilende på ham. Hans øjne var henlagt i totalt mørke. Men det kunne dog ikke måle sig med dét som allerede herskede i dem. Det var langt.. værre… dybere… rædselsvækkende. Det at se ind i dem, var faktisk som at se ind i sit værste mareridt. Han stoppede op bag Eithan og lænede sig imod ham så hans mund var placeret lige ved siden han hans øre. ”Panseret omkring dit hjerte kan ikke holde evigt… Jeg kan allerede høre brudstykkerne falde til jorden… Det smuldrer Eithan… Dit hjerte… det smuldrer..” Man kunne næsten mærke smilet fra Akumu’s læber. ”Hun vil forlade dig Eithan… Du kan ikke elske hende… For hvis du gør, vil det sidste af dig blive fortæret… det vil aldrig vende tilbage..” Han grinte svagt og lavmælt inden han trak sig tilbage og langsomt lod hans stemmes greb løsne sig. Akumu vidste naturligvis ikke præcis hvilke følelser Eithan nærede for menneskepigen, men det måtte uden tvivl være noget ganske særligt, eftersom hun kunne få ham til at reagere så voldsomt. Det var ikke mange der kunne det… Eithan havde en kort lunte ja, men disse reaktioner var anderledes. Det var som om hun rørte ham på en anden måde end alle andre han havde set. Det var ellers kun han selv som kunne komme i nærheden af det. Og dét, ville Akumu naturligvis drage nytte af, som det djævelske uhyre han var. Som det grusomme levende mareridt han var. Det betød ikke der store, hvis tilfældet var at hans ord ikke havde nogen virkning - hvilket han dog stærkt regnede med at de ville have. For han havde naturligvis en del ’esser i ærmet’ at vende tilbage til.

Chase satte en lille dæmper på det smil, der var blevet klistret på hans læber, men det forsvandt ikke helt, det blev kun formindsket en smule. Hans blik veg ikke fra Nanna ét eneste sekund, og det løb konstant op og ned af hende, slangede sig omkring hende og lod hende vide, at hans interesse for hende bestemt ikke var blevet mindre. Selvom hun blot var et menneske, var hun langt fra kedelig, og der var så sandelig en hel del liv i hende. Hende ville han aldrig blive træt af at lege med. Aldrig. Hun var trods alt hans lille mus. Hans legetøj; som han snart, atter, havde tænkt sig at tage i brug. Men mon ikke det kunne være en idé at varme lidt op først. Det mente han. Der skulle brændes en anelse krudt af først. Kun et splitsekund efter smilet på hans læber var forduftet, kom der straks et nyt ét frem, som både sagde en hel masse, måske endda lige en tand for meget, men samtidig også formåede at holde hans tanker, hans planer, skjult fra omverdenen. Ikke at det var en gåde for Nanna. Hun vidste med sikkerhed, hvad det var, han havde i tankerne. For dét havde hun prøvet før. At blive inddraget i hans små julelege, der ikke just var uskyldige. Hans øjnes opmærksomhed blev kortvarigt vendt hen imod hendes, såkaldte, redningsmand, der vist mere var en ulykkesfugl end en supermand, da han startede på en lang smøre, som alt i alt bare gik ud på, at han ihærdigt prøvede på at få reddet sig ud af den hårknude, han selv havde fået filtret sammen ved hans fejlagtige tiltalelse af mennesketøsen; og netop som den anden vampyr bestemte sig for at få blandet sig selv lidt mere ind i det hele, så han sin chance til at smutte hen til Nanna. Han ville jo helst ikke forstyrre de andre. For ikke at sige, at han helst ikke selv ville forstyrres. Det skulle være løgn, om han ville se på den ynkelige vampyrs fjæs igen, no way. Det her var kun et spil for to; og han havde allerede valgt sin modspiller - eller medspiller. Alt afhængigt af hvor villig, eller uvillig, hun var. Han satsede mest af alt på det sidste. For ikke at sige, at han ville vædde på, at hun under ingen omstændigheder ville tage del i hans morskab. Det passede ham også glimrende. Endnu et gyseligt smil fik sneget sig henover hans læber, klamrede sig fast til dem, hvorpå han med pinefuldt langsomme skridt travede hen til sin legekammerat. "Det ser ud til, at din prins har fået travlt med noget andet, prinsesse ..." startede han ud med, lod smilet vokse en smule, inden han stoppede helt op og følgende satte sin hånd, eller rettere sagt knoerne eftersom han havde hånden knyttet rundt om skruenøglens skaft, mod væggen, kun få centimeter fra hendes hoved. "Du spilder bare din tid, når du er sammen med ham," fortsatte han, tydeligvis opsat på at få hende overbevist om, at Eithan blot var et nul. Præcis som Akumu gjorde. Bare med et lidt andet mål. Han kneb sine øjne en anelse sammen, idet hans mundvige blev vendt yderligere opad i et endnu større smil, hvorefter han i en hurtig bevægelse trådte ind foran hende og placerede sin anden hånd mod den samme væg, blot på den anden side af hende, men han holdt dem ikke dér særligt længe. Den ene placerede han i stedet for på hendes ene side, og den anden, dén han ikke holdt svensknøglen i, fæstnede han halvvejs på hendes kind og halvvejs på hendes underkæbe. Hans lod langsomt tommelfingeren følge det meste af den, kæben, inden hans hånd gled længere nedad, ned langs hendes hals som han blidt kærtegnede med en bukket pegefinger, før han nåede hen til hendes skulder, og strammede da sit greb om den betydeligt. "Vil du ikke med hjem til mig og lege brandbil? Du hyler ... og jeg sprøjter ..." Hans ansigt flækkede i et til smil, der mere eller mindre var på størrelse med et udskåret stykke fra en kæmpe vandmelon, men det falmede dog forholdsvis hurtigt, da han senere hen åbnede sin mund og kørte det meste af sin tunge op ad hendes hals, hele vejen op til hendes ene øre. "Det er godt, at du endnu kan huske mit navn ... om en halv time ligger du og stønner det, mens du tigger om mere ..." hviskede han med et halvvammelt, kort grin, hvorpå han lod spidsen af sin tunge fugte både sin over- og underlæbe, før han bed hende en enkelt gang i øreflippen. Han trak dernæst sit hoved lidt tilbage, løsnede taget i hendes skulder en kende, inden han kørte sin handskebeklædte hånd længere ind mod hendes kraveben og en lille smule længere ned. "Derudover ... tror jeg, at jeg kender en, der virkelig har savnet dig," fortalte han hende med et lidt hemmelighedsfuldt smil, hvorefter han skævede ned til kanten på sine bukser, inden han atter kiggede op på hende, forplantede sit blik på hendes ansigt. "Er du klar, Nanna? Er du klar til at lege?" hviskede han med et svagt løftet øjenbryn og et temmelig drengerøvet, listigt smil, før han helt slap sit tag i hende, for at give hende et lille forspring. Han gik ud fra, at hun hellere end gerne ville væk derfra. Men han skulle nok finde hende ... lige meget hvad ... og så var der en ildebrand, der skulle slukkes ...

Hvad var det dog for et helvede hun var havnet i? Hun gennemgik netop dén tanke igen og igen i en nærmest endeløs cyklus, inde i hendes lille forvirrede hoved. Det var totalt uvirkeligt dét som skete foran hende.. nej.. det som hun var havnet midt i. Hun stod stadig gemt væk bag den høje fremmede og tittede ud til de andre to nyankommende gæster. Hvilket mareridt. Eithan hvislede et par ord til den ukendte. Nej.. ikke et par, bare ét ord. ’Akumu… Var det hans navn? Nanna så undrende på Eithan, og skævede derefter op til mandens dybsorte hår. Nanna forstod ikke hvordan Eithan dog havde formået at danne kendskab til en person af denne karakterstik. Men.. det virkede heller ikke som om at han havde været den der til at tage initiativet. Det kunne have været en tilfældighed? Nanna betragtede delvist Eithan, og den ukendte person – som åbenbart gik under navnet ’Akumu’-. Det var da også fuldkommen ligegyldigt hvorfor de kendte hinanden.. Noget langt mere bemærkelsesværdigt var Eithans hadefulde og dybtborende blik han tildelte ene og alene Akumu. Nanna havde aldrig set noget lignende fra Eithans side… så begrundelsen måtte være ganske slem. Kort efter hun havde tænkt denne tanke, fór Eithan hen imod dem og bad ’Akumu’ om at skride. Belærte ham at Nanna var hans. Da dén sætning var udtalt, var det som om et lille stød løb igennem Nanna, og fik hendes skuldrer til at hæve sig en lille smule, imens hun bed tænderne sammen. Hun skævede op på ham, og hvis det ikke allerede var fordi han havde opdaget hvad det var han havde sagt, havde hun bedt ham om at gentage det. Eller i hvert fald spurgt om han turde gentage det. Det var egentlig underligt. Nanna burde være rædselslagen. Fanget i et rum med 3 overnaturlige væsner som egentlig alle sammen ville have ét eller andet med hende at gøre, men disse tanker fandtes slet ikke i Nannas hoved. Desuden, anede hun jo ikke at Akumu var en vampyr – og sikkert en af de værste af slagsen – så hvorfor lytte til sin sjette sans som nærmest brølede det til hende? Hun havde mere travlt med at finde på en flugtplan. Slippe væk fra den person hun frygtede og hadede så inderligt at det var uudholdeligt, og samtidig sørge for at dumrianen hun havde i hælene, ikke fik rodet sig ud i noget han ikke kunne håndtere. Men lige på nuværende tidspunkt, var det altså andre tanker som flød igennem hendes hoved. Hun lagde armene over kors med en skeptisk mine, da Eithan ihærdigt og en smule ynkeligt, forsøgte at redde sig ud af den kattepine han var havnet i. Men som altid, var det med ord, ikke lige Eithans stærke side. Som altid, forværrede han det bare. Hun burde egentlig være rasende over, hvordan han havde tiltalt hende på dén måde som han havde formået. Som om hun var noget han ejede. Havde førsteret til. Egentlig.. var der nok ikke meget hun kunne gøre hvis han rent faktisk besluttede sig for at hun ’tilhørte’ ham, da hun blot var et sølle menneske. Der var jo ikke ligefrem meget hun kunne stille op. Dén tanke fik hende til at dreje blikket hen imod monsteret i døråbningen. Han så tydeligvis ud til at observere situationen.. eller.. nej.. Hans blik var faktisk fuldt ud fikseret på hende. Det løb op og ned ad hendes krop, som et rovdyr ser sit bytte an. Åd hende nærmest med blikket. Det gibbede i hende, da han trådte hen imod hende, efter at Akumu var trådt hen imod Eithan. Hun havde slet ikke hørt efter hvad det var han plaprede om. Tydeligvis noget med Eithans ’tale evner’.
Nanna bakkede automatisk bagud som han nærmede sig. Skævede til de to andre og overvejede om hun skulle skrige på dem.. men fandt det dog en tand for ynkeligt. Hun.. kunne godt klare det selv.. Hun sukkede tungt og indvendigt ved den tanke. Det vidste hun jo på forhånd at hun ikke kunne. For helvede.. Det kunne godt være at det var lykkedes hende at slippe væk op til flere gange sidst, men hver evig eneste gang, havde han fanget hende igen. GAV HAN FOR HELVED ALDRIG OP?! Kunne han ikke bare finde en eller anden liderlig dulle han kunne duske, eller hvad?! Et koldt gys løb igennem hende, idet hendes ryg stødte op ad muren bag hende, hvorefter Chase placerede sin hånd, hvor han holdt skruenøglen, mod væggen ikke langt fra hendes hoved. Spærrede hende på den måde en smule inde. Han pointerede hvordan hendes ’prins’ havde forladt hende. Kaldte hende for en prinsesse… HA! Han var til at brække sig over. Så latterlig. Kort efter, forsøgte han at overbevise hende om, at Eithan blot var et nul hun spildte tiden på. Aha… og hvad var han så selv?... Uanset hvad han selv mente, vidste hun at Chase, var sådan ciiirka.. 100.000 gange værre end Eithan på alle måder. Hun blev stift stående, som Chase begyndte at rykke rundt. Placerede sig foran hende, lagde hånden med skruenøglen på hendes side – holdt hende på den måde fast- og fæstnede den anden mod hendes kæbe, og lod tommelfingeren stryge over hendes kind. Hans berøring var som altid isnende kold. Hun gøs, og forsøgte at se væk fra ham og hans ækle smil, men blev forhindret og var tvunget til at se på ham. Kort efter, blev hans hånd ført ned ad hendes hals og ned på hendes skulder, som han strammede sit greb om. Hun så ud til siden, og hendes krop syntes også at ville tilte til siden, så langt væk fra hans ansigt som muligt. Hun gispede idet hans våde og iskolde tunge gled opad hendes hals, og fik hende til at lægge hoved skråt bagud. Forsøgte hele tiden at komme så langt væk fra ham som mulig. Indtil videre havde hun forholdt sig tavs, og hun måtte bide sig i læben for at forblive stille. Hun vidste at det ville være fuldkommen lige meget hvad hun sagde, eller gjorde. Intet fra hendes side ville kunne stoppe ham. Hun holdt vejret i det han hviskede hende i øret. Hun bed tænderne sammen og mærkede hvordan alle hendes muskler spændtes i hendes krop. Gåvækgåvækgåvækgåvæk… dét var det eneste som gik igennem hendes hoved. Efter han havde forpint hende færdig, og efter at have berettiget hende om hvor meget han, og… noget andet, havde savnet hende - slap han endelig sit greb om hende og trak sig en smule væk fra hende. Lige nok til at være på kanten af hendes usynlige ’grænse’.. eller nej.. Når det galt Chase, var han ALTID for tæt på hende.. Uanset hvor han befandt sig. Hun så først op imod ham, da han igen hviskede til hende. Spurgte om hun var klar til at lege… hvad end dét så indebar.. hun regnede det i hvert fald ikke for at være en særlig sjov leg.. for hende i hvert fald. Chase ville uden tvivl nyde legen han havde forberedt.. det var nok hans yndlings af dem alle, og han havde nok opfundet et par stykker efterhånden. Nanna overvejede mulighederne.. Hun havde allerede sat sig for, på ingen måde at forlade Eithan eller denne Akumu.. Hun ville ikke være alene med Chase.. for alt i verden ville hun ikke dét. Hun vendte blikket ned og stirrede mod det mørke gulv, men så ikke på det. Det var blot et holdepunkt for hendes øjne. Et sted de kunne hvile tomt, imens hendes sind langsomt syntes at blive formørket af de dystre tanker der gik igennem hende. Mest forsaget af det had som buldrede rundt i hende, men ikke mindst også frygten. Dén frygt hun så inderligt forsøgte at fortrænge, men som havde boltret sig fast, ét eller andet sted i hende. Uanset hvad han havde tænkt sig, havde hun tænkt sig at være imod. Altid.. hun ville altid være imod ham. Ville altid HADE ham. Hun lod sine gule øjne – som syntes at have fået et mat og forladt skær – vandre op ad Chase, indtil de fæstnede sig på hans ansigt. Et svagt smil gled indover hendes læber, hvorefter hun udstødte en blanding af et fnys og et hånende fnis. ”Hvorfor tvinger du mig ikke bare?...” Hun lagde armene over kors og lænede ryggen på ad murstensvæggen. Hævede dovent det ene øjenbryn og så nedladende på ham ”Du kan jo lige så godt starte nu..” Tilføjede hun, og lod smilet brede sig. Hun havde nemlig ikke på noget tidspunkt tænkt sig at deltage. På nogen måde.

Det måtte han da give sig selv. Muligvis duede han ikke til særlig meget, men én ting var fuldkommen sikker, - var der noget, han var ekspert i, så var det at få slået helt knude på sin tunge og forværre enhver situation ved blot at lade få ord slippe ud. Dét var åbenbart noget, han aldrig ville lære. Det var faktisk en hel del fristende at skære stemmebåndet midtover. Så, det var dét. Han ville aldrig have muligheden for at sige et eller andet, der var dybt godnat. Det ville forandre en masse, og det ville sikkert kun blive bedre. De små, fine hår i hans nakke syntes brat at rejse sig en anelse, netop som den velkendte stemme brød frem og snoede sig omkring ham. Det var en særdeles ubehagelig følelse, der bredte sig i ham, i takt med at flere ord gled ind igennem hans øregange. Langsomt, uendeligt langsomt, løsrev han blikket fra Nanna og rettede det hen på skikkelsen, som nu stod foran ham, hvor det frøs fast et sted på hans ansigt. Ikke ved øjnene, men nedenunder dem. Det var direkte selvmord at se ind i de to mørke, dybe huller, der udgjorde hans øjne. Udtrykket i hans øjne havde ændret sig markant fra at være ret ynkeligt og flovt til at ligne et brændende helvede fyldt op med indestængt vrede. Han himlede kort med øjnene af Akumus version af hans egne ordsprog, som han lydt komplet åndssvage, da han selv havde spyttet dem ud, men typisk havde Akumu vendt og drejet dem lidt, så de nu blev sendt tilbage til ham selv, Eithan, og selvom Akumu efter hans mening var klodens største nar, kendte han ingen, der havde en mere gylden tunge end hans. Det var irriterende. Dét faktum at Akumu havde et skide godt ordforråd og rent faktisk kunne finde ud af at bruge ordene rigtigt – i modsætning til visse andre, - fik ham til at føle sig røv dum. Flammerne i hans glødende blik blev der langt en betydelig stor dæmper på, øjeblikket efter at mareridtet foran ham havde ladet sin stemme lyde i form af nogle nye ord, som ramte en smule hårdere end de tidligere, som egentlig ikke havde påvirket ham yderligere. Men det viste han naturligvis ikke frem, holdt det blot indeni sig og forsøgte at have et så neutralt ansigtsudtryk som muligt. Bange for hende? Bange for Nanna? Pff! Yeah, as if. Han skævede hen til hende i et sekund eller to, inden han atter fæstnede blikket på Akumu. Det … det var han da ikke. Var han? Selvfølgelig var han ikke det! Bange – og så for en pige? En menneskepige. Nej det skulle være løgn. Et lavmælt fnys lød fra ham, før han slog sit blik ned mod gulvet og krydsede armene; stod således med sine arme lagt over kors og med vægten lagt over på det ene ben. En holdning der så temmelig skeptisk ud. Som når en teenagedatter står og skændes med sin mor og bliver sur og tvær blot fordi, hun ikke havde fået sin vilje. Eithan løftede hovedet en kende og så kortvarigt op mod ham, og derefter varede det ikke længe, inden hans ansigt blev blødt fuldstændig op. Alle de sure antræk og forvrængede, tvære miner blev tjept skyllet væk, som om én eller anden havde smidt en stor spand vand i hovedet på ham. Akumus ord sendte en ladning stød igennem ham, vækkede ham fra dén verden, han ellers så småt havde været ved at krybe helt ind i og nær havde druknet i sit eget hav af tanker. Hvad var det, han stod og sagde? Eithan kneb kort sine øjne i, idet Akumu lænede sig det sidste stykke ind imod ham og afsluttede dén sætning, han havde startet. Du elsker hende måske? Hans øjne syntes at blive mere tågede og fjerne, i samme nu som han knyttede sine hænder, hvilket fik hans knoer, der ellers allerede var helt marmorhvide, til at blive endnu lysere. De forreste tænder i hans øverste tandrække var sunket en lille smule ned i hans underlæbe, som han forsigtigt gumlede lidt i, og selvom hans blik fortsat var fastlåst på Akumu, var det som om, at han ikke så på ham men mere igennem ham. Han havde lyst til at råbe; råbe, ’og hvad så hvis jeg gør?’ Havde han overhovedet ret til at blande sig i dét? Kunne han for satan ikke bare snart lade ham være? Flyt dog. Flyt hjem til din mor. Ned i helvede hvor du hører til. Hvis det i det hele taget var muligt, knyttede han næverne endnu mere, spændte dermed også overarmenes muskler, faktisk næsten enhver muskel i hele hans krop, og han syntes at dirre en anelse. De to små bål i midten af hans øjne, de sorte pupiller, lod at have fået helt benzin på dem, for nu blussede de igen op ved de sidste sætninger, Akumu smed i hovedet på ham. Det kunne kraftedme være nok. Her satte han eddermame grænsen. Han ville ikke høre på ham ét eneste sekund til. Nej fandme nej om han ville. ”Jeg kunne kname’ ikke være mere ligeglad! Lige meget hvad jeg gør, vil det i sidste ende bare give tilbageslag. Ikke?” Eithan sendte ham et aldeles fjendsk og giftigt blik. ”Skal jeg bare vende om og forlade hende, før hun forlader mig? Er det dét, du siger? Det kan sgu da for helvede være det samme!” knurrede han med et hadefuldt tonefald og et hævet toneleje, hvorpå han trådte et halvt skridt tilbage. ”Du kan rende mig i røven, kan du! Desuden, hvad fanden er der overhovedet tilbage? Du har fandme allerede sørget for, at det sidste af mig – hvad hæwlede du så end mener med dét – aldrig vender tilbage. Det er din skyld! Det er dig, der gør mit liv til et helvede!” hvislede han spydigt med en tilhørende, gal knurren og fyrede en spytklat ned på gulvet foran ham. ”Skrid! Jeg er så fandens træt af dig og alt dit pis! Du er satma’ det største røvhul, jeg kender, mand! Jeg hader dig! Smut hjem og sut,” afsluttede han, lagde ekstra tryk på den næstsidste tilsvining og vendte sig om, men lige som han stod med siden til Akumu, skulede han en sidste gang olmt til ham, før han drejede det sidste stykke, så han nu stod med front mod Nanna, og det ækle bæst, der dog på ingen tænkelig måde så meget som kunne sammenlignes med Akumu; velvidende at dette tværtimod var den sidste gang, at han ville være tvunget til at se på dét fjæs. Hans værste mareridt …

Der var mange måder at beskrive scenariet som udspillede sig iblandt dem på. Hver enkelt rolle de spillede, hvilke grundlag de var baserede på hver især, osv. Men ville nogle af gættene være korrekte? Ville alle ikke tolke stykket forskelligt? Det eneste man i sådan en situation kunne gøre, ville så være at komme med det bedste gæt – håbe at man ramte rigtigt – havde fanget handlingen korrekt. I hvert fald indtil én kom og beviste man tog fejl. Det var netop hvad Akumu agtede at gøre. For hvert af sine ord Eithan opfangede, spillede udtryk og følelser henover hans ansigt. Viste sig i hans bevægelser og motorik. Han var som en åben bog. Man kunne læse hver eneste linje der blev skrevet i hans sind. Se hvordan han i de få sekunder en sætning blev opfanget, vendt og drejet i hans hoved, så ganske fortabt og frustreret ud. Påvirket, hvorefter han som oftest blev vred. I dette tilfælde, ville det sikkert ende med at han blev rasende. Til sidst.. når Akumu engang var færdig med sin lille prædiken. Ak… men kære lille Eithan.. hvad vil du gøre når der ikke er mere brænde tilbage at smide på bålet? Vil flammen så vokse og nære på dit indre, eller vil den dø ud og slukkes? Et særdeles interessant spørgsmål. Tjah, der var vel ikke meget andet for, end at finde ud af det. Og ganske rigtigt. Der gik kun et øjeblik, før den maske Eithan så ihærdigt forsøgte at holde oppe brød sammen, og han lod en lang række vrede udråb og tilnærmelser ramme Akumu. Uden at det egentlig ville hjælpe på noget som helst. Akumu kunne ikke helt se hvad det skulle til for, men det beviste jo blot at han havde formået at trykke på de helt rigtige knapper - som altid. Det var utroligt. Man måtte jo have ret når man sagde at; frygten som oftest var større end faren selv. For hvis Eithan havde været bare en smule mere observant, havde han lagt mærke til at hans… lille solstråle var i.. ja.. hvad kunne man kalde det? Problemer – mildest talt. Akumu skævede til Chase og Nanna i et kort øjeblik. Betragtede dem hver især i få øjeblikke, imens Eithan færdiggjorde sin hvæsen og spytten – næsten som var han en arrig hankat. Studerede det sindsforladte, vamle smil Chase tildelte Nanna, og dét blik hun tildelte ham. Så fyldt af had, misbilligelse og samtidig præget af frygt. Det kunne ses, måske kun for det trænede øje? For det havde Akumu. I hvert fald når det omhandlede at spotte frygten i andre, og derefter blotte fuldstændig. Han klikkede lydløst med tungen, som man plejer at gøre ved en ugerning, hvorefter han roligt vendte sine altopslugende øjne imod Eithan igen, og boltrede dem fast til ham. Hamrede det faktisk fast med par pæle i ham – skulle man tro.
Den ranke, høje og dystre skikkelse Akumu besad, syntes at optage skyggerne omkring sig. Blev pludselig en del mørkere, idet et kynisk og djævelsk smil langsomt foldede sig ud over hans læber. Som gled en ondskabsfuld mine indover hans blege ansigt, hvorefter han let og langsomt indsnusede den tunge luft som udgjorde rummet de befandt sig i. Rettede ryggen en smule, idet hans lunger blev fyldt, hvorefter han langsomt lod luften sive ud fra hans let adskilte læber, da han åndede ud. Havde et tålmodigt blik malet i sine ubehagelige sadistiske øjne, som havde han indtaget rollen som kat, og Eithan, var den mus han havde indfanget. Nu måtte de se hvor længe der gik før at rovdyret besluttede sig for at fortære gnaveren. Det kom selvfølgelig an på, hvor interessant rovdyret fandt byttet. Akumu’s smil virkede i et kort øjeblik medlidenhedsfuldt som han langsomt lagde hovedet på sled og så mod det hadefulde skulende blik han blev tildelt af Eithan. ”Nej Eithan..” lød hans lidt for dragende stemme. ”Jeg har ikke taget noget fra dig, eller gjort dit såkaldte ’liv’ til et helvede…endnu..” Akumus smil voksede svagt ved sætningens tilføjelse, hvorefter han så hen imod de to andre tilstedeværende i lokalet. Så derefter tilbage på Eithan med et grusomt smil ”Men det kan jeg jo hurtig komme til..” Han trådte nærmere med hovedet bøjet en smule forover, imens det gemene smil fortsat var påklistret på hans læber. ”Ser du Eithan.. Jeg gør ikke dit liv til et helvede.. jeg ville nu mere betegne det som et.. ja.. skal vi kalde det et mareridt?” Det var som om et lyn glimtede fra den dybeste afgrund i hans fuldendte sorte øjne, som gled i ét med de markante skygger hans ansigt var blevet lagt i, da han lænede det forover. ”Du burde vide.. at jo mere du frygter.. eller som du kalder det ’hader’ et mareridt… jo mere forværre du det. Det vokser ved din svaghed” Han grinte sagte. Så lavmælt at det blot var som en hvisken der rungede imellem rummets vægge for en stund, før det falmede og forsvandt. ”Eithan… du ved jo man ikke kan flygte fra et mareridt..” Sagde han og så mod Eithan ryg, som han havde vendt imod ham. ”Du kan, og bør ikke flygte.” Han undertrykkede denne sætning en smule mere markant end de forrige. ”Du kan ikke flygte fra din frygt… den følger dig overalt Eithan.. det bør du vide på nuværende tidspunkt..” Han smilte ved tanken om den frygt Eithan bar rundt på, hver eneste sekund af hans liv. ”Har jeg ret?” tirrede han ham, imens han gik i gang med at forudsige Eithans reaktioner. Han kunne ikke flygte dét mareridt han var blevet fanget i.. og medmindre Akumu gav ham lov, ville han sandsynligvis aldrig vågne igen.

Det skulle ikke være nogen hemmelighed, at hendes svar overraskede ham en hel del. Det tonefald der var lagt over dét, hun sagde, talte selv sit tydelige sprog. Om det var klogt af hende at opføre sig sådan, ville hun nok selv finde ud af senere. Dét måtte være op til hende. Hans øjne, der var blevet lagt halvt i skygge af hans tunge, sorte pandehår, blev kort vendt imod det fremvoksende smil på hendes læber, hvilket syntes at have en smittende effekt på ham, for straks efter foldede der sig ligeledes et smil ud på hans læber. Han lagde det meste af sin kropsvægt over på det ene ben og krydsede følgende sine arme, således at de nu lå over kors, og lod blikket tage en skøjte tur op og ned af hendes krop et par gange, tillod sig at æde hende med øjnene med det der … beskidte, vamle smil spillende om den svagt åbne mund. Det lød som en udfordring – og dét ville han da nødigt takke nej til. Chases arme faldt slap ned langs siden igen, hvorpå mellemrummet imellem dem atter blev gjort mindre, da han tog det lille skridt, der var imellem dem, og lagde dernæst hovedet en anelse på skrå. ”Med glæde …” hviskede han nær et af hendes øre, efter at have strøget nogle af hendes mørke, krøllede lokker om bag øret, inden han rettede hovedet helt op igen, lod sin frie hånd vandre rundt på hendes krop, som han havde fået et godt kendskab til ved deres sidste møde. Han kunne allerede nu mærke, hvordan det begyndte at knibe med plads i de tætsiddende boxershorts, han bar indenunder de nazi inspirerede uniformbukser. Hans hånd fandt hurtigt hendes ene bryst, som han kuplede hånden om, klemte unænsomt om det, fortsat med smilet dansende henover sine blege læber og et fyrigt glimt i øjet. Der gik dog ikke særlig lang tid, før han blev træt af dét, og bevægede i stedet for sin hånd længere nedad i et langsomt tempo. Blikket var atter faldet på hendes ansigt, og hans øjne skelede næsten helt, idet det var hendes mund, der blev sat fokus på. Han bed kortvarigt og legesygt i hendes underlæbe, før det endnu en gang var hendes hals, der blev offer for hans våde tunge, som nu igen havde fået æren af at glide rundt på den, varierede indimellem med små nap hist og her. Hånden havde omsider nået sit mål, kærtegnede for en kort stund det bløde silkestof, kjolen var gjort af, inden han listede hånden op under den og hægtede fingrenes øverste led – med undtagelse af tommel- og pegefingeren – fast i kanten på hendes underbukser. Derefter pressede han sit eget underliv imod hendes, og hans erektion syntes at blive endnu større, så snart at luften imellem de to steder, også var blevet fjernet. ”Jeg vil ha’ dig …” Hans dæmpede hvisken lød næsten som en stønnen. ”Jeg vil have dig nu …” En pludselig opstået beslutsomhed lod til at være blusset op i ham. Der var dog stadigvæk et lille smil at se på hans smalle læber, med svagt opadvendte mundvige. Han løsnede fingrenes greb en smule, og førte den efterfølgende en tand længere ned. ”Og det er der intet, din stormundede vampyr-kæreste kan gøre ved …”

Nanna nød det korte øjeblik som passerede hende, hvor Chase rent faktisk så overrasket ud. Det var selvfølgelig heller ikke det mest oplagte at sige til sin fjende, som engang havde misbrugt en på den groveste og mest ydmygende måde, men hun havde ikke flere idéer tilbage. Desuden, ville hun nødig lade ham nyde det alt for meget. Hvis hun ikke gjorde modstand, kunne det jo være at han mistede lysten… Men hun tvivlede. Det var jo trods alt Chase som stod foran hende, og som langsomt havde genvundet sit smil. Nanna havde hverken lyst eller tid til at værdige andet en monsteret foran hende nogen som helst form for opmærksomhed, da hun var bange for at hvis hun gjorde, ville uhyret blot se sit snit til at slå til for alvor. Derfor glemte hun hurtigt alt om Eithan og Akumu, som også befandt sig i rummet. Hun havde travlt med at se så ligeglad som hun nu kunne blive, imens Chase, mere eller mindre, åd hende med blikket. Med hans dybtborende sindsforladte øjne. Det kunne være lige meget om han misbrugte hende en eller hundrede gange. Det ville ikke ændre hendes had til ham. For det virkede ikke som om det kunne blive dybere og mere ætsende end det allerede var. Hun kunne mærke hvordan det brændte indeni hende, og hvordan hendes mavemuskler trak sig sammen, ved synet af ham. Hvordan hendes øjne automatisk snævrede sig sammen og hvordan hendes hænder knyttede sig. Mærkede trangen til at placere næven lige midt i hans fede klamme ansigt og banke det smil af ham. Hun måtte langsomt ende blikket til siden, for at kunne trække vejret nogenlunde normalt. Hun lagde først nu, mærke til at hun havde holdt vejret. Hun tog en dyb indånding og ventede på hans næste irriterende strøm af klamme tilnærmelser. Selvom hun lige havde fået nogenlunde styr på den boblende vrede inde i sig og hun var begyndt at kunne ånde frit, virkede det pludseligt som om rummet snævrede sig ind. Det var idet bæstet trådte nærmere og åd al luften imellem dem. Hun drejede straks hovedet, så hendes lyse ansigt var vendt imod hans. Hun mærkede hvordan kuldegysningerne kravlede op og ned ad hende, i det hans ulækre hånd fjernede noget af hendes hår, hvorefter han hviskede i hendes øre. Tog gladelig imod det han havde opfanget som en ’udfordring’. Kuldegysningerne skyllede ind over hende som vandfald, da hans hænder begyndte at køre rundt på hendes krop. De skøjtede let og uforhindret henover hende, som kendte de hver eneste snævring og folde på hendes kjole. Som havde hans hænder formet hendes krop. Den proces syntes han at genoptage. I det han unænsomt klemte om hendes ene bryst, udstødte hun at lavmælt klynk og placerede lynhurtigt en håndflade imod hans overkrop og strakte armen. Men i forhold til hendes svagelige menneskekrop, var hun som en fjer i et voldsomt uvejr, båret af en rasende vind, sammenlignet med hans dæmoniske styrke, blandet med styrken han havde opnået af at blive et offer for en vampyr. Om han kunne lide det eller ej, så havde det gjort ham stærkere. Men det skulle ikke undre hende, hvis styrken til gengæld havde taget den sidste bid af hans forstand fra ham, og efterladt et hylster af usammenhængende minder og evigt rus. Det var hvad Chase var. ødelagt. Og der var ingen kur. Ingen måde at stoppe det på. En uendelig lavine som rev alt med sig i sit fald. Nanna stirrede på Chases ansigt, som han lænede sig indover hende og bed i hendes underlæbe. Hun stod ubevægelig og mærkede hvordan hans iskolde tunge gled nedover hendes hals. Han nappede ligeledes lidt i hendes blottede hals. Hun blev stående. Stille og kold. Ville for en gangs skyld ikke lade det gå hende på. Hun vidste at der var langt værre ting i vente… så hvorfor lade noget så ”uskyldigt” som dette, gå hende på? Hun lukkede frastødt øjnene i, idet hans hånd gled op under hendes kjole og hans fingre hægtede sig fast i hendes underbuksers side. Hun fik delvist kvalt et støn i det han pressede sit underliv ind imod hendes, og i stedet bed hun sig i læben. Hun åbnede øjnene da hans stemme atter lød. Hun lyttede… Ja det behøvede han ligesom ikke fortælle hende. Den var feset ind. Hun fik en inderlig trang til at fortælle ham at han på ingen måde kunne få fingre i hende. Han kunne voldtage og misbruge hende, men mere af hende fik han ikke. Hvis han ikke allerede havde fået fornemmelsen af det, opfanget hintet om at hun var helt igennem uopnåelig, at hun aldrig ville være hans, var han godt nok naiv. Hun lod hurtigt hånden glide ind under hendes kjole og lukkede den om hans, som ellers var godt på vej, i et forsøg på at standse den. Hun vendte ansigtet bort fra ham, og kom på den måde til at vende det imod Akumu og Eithan som endelig havde vendt sig imod dem. Hørte Chases ’forførende’ hvisken i hendes øre. ”og det er der intet, din stormundede vampyr-kæreste kan gøre ved…” og for en gangs skyld, anede hun ikke om han havde ret, eller tog fejl.