horror from inside (Kalden)

Omgivelser: døde såvel som levende folk.
Tid:midnat
Sted: gyderne
Vejr: iskoldt! og stjerneklart
Dato: ivl

Lugten af blod var ikke til at undgå af. En massiv lugt af blod, og hvis man havde bare den mindste smugle forstand på ’ondskab’ så ville man vide af luften ligeså var fyldt med frygt. Et skrig så skingert og hjerteløst som det kunne blive brød den stilhed der var kommet i gyderne. Hysterisk psykopatisk koldt og hjerteløst! Et skrig der kunne få de fleste til at ryste af skræk! Et der ville få en til at slå knuder på skrubben og blokere for stemmen, så man ikke kunne nå at skrige inden det var for sent! Kom man ind i den gyde hvor lugten og frygten var værst ville man se brændende lig der oplyste et stort frygtindgydende værk der var malet med blod på vegne så langt øjet strakte sig, ingen mørket åd lyset op. En lille grubbe af mennesker og halvmennesker sad klumpet sammen i skræk for hvem der skulle være det næste offer for ’legen’ eller ’mesterværket’. Et sidste strøg blev tilført det enorme dog grusomme og rædselsvækkende mesterværk inden der ikke var mere blod tilbage i dette lig, det blev kylet over i bunken med de brændende lig, af en skabning så smuk at det nok ville ta tid at fjerne øjende fra hende igen. Det ville være svært at tro på at det var hende der stod for denne rædsel! Hun var iført en snehvid stram kjole der stoppede lidt over hendes knæ og ellers intet, ingen sko ingen jakke… intet.
Hendes syregrønne øjne havde ædte øjenæblet og pupillen, så der kun var den lysende syregrønne øjenfarve at se. Sindssygen havde skubbet alle tanker væk, så hun ikke behøvede at bekymre sig, ikke tog ansvar eller andet. På trods af at hun ikke havde valgt at blive sindssyg, eller var født med den… så fyldte den hende nærmest op!

Alt dette ondskab og alt dette frygt fik et mørkt væsen til at smile skummelt, dette væsen kom gående gennem mørket uden at være synlig og uden at efterlade nogle lugt eller andet som ku afsløre tilstedeværelsen af dette væsen, væsnet var en fyr en ung udsende fyr dog ikke af sind langt fra denne fyr hed Kalden dog brugte han sit efternavn da det lød bedre efter hans mening, Kalden var en høj muskuløs fyr med en ligbleg hud hans hår brunt og kort dog uglet samt holdt oppe af et hvidt tørklæde som han altid gik med, hans øjenbryn var pjusket og hans øjne sorte helt sorte næsten som kul eller faktisk mørkere og så skinnede de også, de bar et tomt blik som ikke viste hvad han følte eller tænkte nok fordi han ikke rigtigt havde nogle følelser kun få og de var langt fra normale, men denne fyr var jo heller ikke normal men en vampyr og endda en af de vampyrer som ku mester alle vampyrernes ene skaber så som tankelæsning og usynlighed, han var iført en sort læderjakke som stod let åben så hans muskuløse overkrop ku ses desuden bar han et par hulle stramme jeans på fødderne bar han et par sorte støvler med nitter som passe fint il læderjakken, han smilede koldt lugten af frygt blev stærkere og fik ham til at gå hurtigere indtil han stoppe op i den gyde hvor det hele kom fra, han så lidt rundt de døde brænde lig fik ham til at slikke sig om munden og lugten af blod fik hans øjne til at lyse mere op og grådigheden kom op i ham og begyndte at flyde rundt i hans krop, han så videre rundt og fik øje på de levede folk og væsner noget der fik ham til at slikke sig endnu en gang om munden, han så videre rundt og fik så øje på malteriet det var noget efter hans smag*gad hvide*tænkte han kort men fik så svar på sit spørgsmål da han så kvinden, hun var køn ja men det tænkte han ikke på langt fra han tænkte kun på blod.

Hun vendte sig om imod menneskerne og halvmenneskerne. Et panisk skrig undslap den kvinde der blev valgt som Daiannas næste offer. En grusom skæbne, menneskerne og de andre rykkede tættere sammen for at knuge sig sammen, bare for at få noget af frygten til at forvinde! Hun blev slæbt hen mod maleriet i håret og stønnede af frygt og lettere smerte "bare rolig...." smilede Daianna psykopatisk "det bliver værre!" kvinden var nu gennemsyret af frygt og for hvad der ville blive gjort ved hende. Kvindens hovede blev kylet ind imod muren med voldsom, dog kontrolleret kraft... ikke nok til at få hende til at besvime... men dog så meget at det var tæt på, Daianna vidste præcis hvor meget styrke der skulle bruges for at ofret fik den maksimale lidelse. Hun gik hen imod kvinden der forgæves forsøgte at kravle væk, en hånd blev placeret på hendes underarm... og med en enkelt dog meget præcis bevægelse blev knoglen brækket. Et hjerteskært skrig kom fra kvinden... og Daianna nød hvert sekund af det. flere knogler blev brækket... hver eneste gang ventede hun til at smerten for det forrige brud ikke kunne dulme smerten for det næste. da stort set alle knoglerne i hendes overkrop var blevet brækket, begyndte lemlæstelsen. en hånd blev rykket af og det sidste skrig kom fra ofret inden hun døde af lidelserne... det sidste skrig... dødsskriget som Daianna kaldte det, en fantastisk ting at høre på! Hun ville egentlig til at male med blodet da hun opdagede de lysende øjne! Hun begyndte at knore og smed ofret om bag sig så han ikke kunne se blodet... men i den grad lugte det nøje udvalgte blod der flød fra det nyligt døde offer "de er mine!" knorede hun iskoldt og psykopatisk og tog et skridt imod ham som tegn på at hun ikke var bange for ham