et møde med mørket samt et håb om lyset* privat The Dark Angel

Tid* 21:00
Sted* domkirken
omgivelser* en ret tom kirke
vejr* mørkt men lunt
dato* irl

Mørket havde lagt sig over himlen som et tæppe luften var lun og stjerne på himlen helt klare samt at der denne nat var mange så mage at man ikke ku tælle dem, kirken stod som altid dog var den lagt i mørke skygger dens tårn strakte sig højt op mod himlen dog var korse på spidsen af tårnet helt synligt, ude foran kirken på en bænk lå en hjemløs mand og sov hans tunge åndedræt ku tydeligt høres samt lyden af hans hund som også lå og sov, det lille gadekryds lå ved mandens bare føder med hovedet villende på mandens ben dens strittende øre var rejst så den ku opfange alle lyde omkring sig imens den sov, denne mand var ikke i den stikkere zone som kongen havde skabt men det tænkte han ikke over langt fra lige nu drømte han om masser af mad samt sprut. En ugle tude i det fjenderne og lyden af en flagermus der baskede med sine vinger ku også hørers eller var her stille dog blev stilheden brudt da en skikkelse gik ned af grusstien på vej mod kirkens indgang, denne skikkelse var en ung men høj dreng, hans hud var solbrun og hans krop var spinkel og hans hår chokoladebrunt samt kort og lidt uglet, hans øjne havde en lysebrun farve og bar et varmt men nervøst blik dette var Asriel en ung tjener som dog snart ville blive kok.
Asriel sukke dybt idet han skubbe døren op og trådte ind i kirken hvorefter han vandre op til alteret hvor han satte sig på knæ og folde hænderne sammen imens han bukke hovedet og lukke øjne"kære gud du almægtige tilgiv mig herre" hviskede han bedene og fortsatte"det var ikke meningen at det sku ske herre, jeg ku ikke styre mig"han hviskede vider imens han håbe på at gud ville tilgive ham endnu engang.

Et hårdt koldt smil gled over de rosa læber, der havde et let støj af lipgloss over sig, da hun hørte lyden af sko med kirkens hårde stengulv. Endelig, endelig! Så var der en i hendes hus, eller - hendes var det ikke, guds hus. Hun satte sig bedre til rette, og prøvede at lave så lidt lam som muligt, men det var ikke ligefrem let når man skulle have presset fødderne ned i nogle høje stiletter, men på kom de da, og så var hun klar. Hun rystede kort på hoved så det mørke hår faldt blødt ned af ryggen, ned over corsagens ryk, der bestod af læder snørre til at holde den fast, op til den slanke krop. hun havde et par hotpans på, ikke fordi der var varmt i kirken, mere fordi det havde været en varm dag, og hun ikke gad at gå hjem. Hun satte sig helt op, og lukkede kort øjne, mens hun nød duften af mennesket, drengen, den unge mand der gik op langs kirkegulvet, som en brud, og satte sig og bad til vor herre. Tåbelige barn dog ... Mens han sad fordybet i sin bøn, sin synd rejste hun sig langsomt op, og rettede sone grågrønne øjne med knægten mens hun passede ansigtet til, så det ikke var skamferet af det kolde smil der før havde ligget på dem, men nu blot var neutralt. Hun blev ved med at stå bag alteret og kiggede på manden til han var færdig. Hun kunne virkelig ikke finde ud af hvad han var, hans alder var umulig at bestemme.
Lyden af hendes stiletter virkede høj i den ellers tomme kirke. Hun gik med nogle hurtige elegante skridt hen mod manden, som hun havde bestemt sig for han måtte være. Hendes ansigt og bare i det heletaget hendes krop var ikke noget perfekt syn som så mange andre kvinder i denne verden, dog var der skønhed i det, men mere naturlig skønhed? ansigtet var ikke perfekt på begge sider, ej det mørke makeup der lå omkring hendes øjne så de blev endnu mere tydelig. Skulle hun prøve at lege lidt? Ja, ja, det ville hun. Hun skød sine vinger ud, så de sad lige over corsagens kant. Der var en grund til hun elskede corsager. Vingerne var vide, helt vide med et let lyst skær omkring sig, men det var vel mest fordi de var så vide. Hun blev ved med at kigge ned på manden, mens hun fik holdt masken på plads.

Asriel sukke tungt men fortsatte sin bøn i håb om at få tilgivelse han havde altid troet på gud eller ikke altid men siden den dag hvor han blev frelst selvom han næsten var ved at dø men gud havde lagt hånden over ham og ladet ham leve videre selvom hans krop ikke var stræk, han var jo blot menneske og efter den dag havde han virkelig troet på at der var en gud oppe i himlen som passe på ham selv når han lavede noget dumt"til dyt er æren, riget og magten i evighed amen"slutte han så af hvorefter han åbnede øjne for så at rejse sig op, idet han vendte sig om hørte han en lyd af hæle der slog imod gulvet noget der fil ham til at rette sig helt op, han fik hurtigt øje på en kvinde som kom gående imod ham dog spærrede han øjne op idet hvide vinger kom frem fra hendes ryk noget der fik ham til at gå i knæ"har gud sendt dem hertil for at hjælp mig eller straffe mig?"spurgt han letter nervøst, man ku gætte sig til at han troede at hun var engel men selvfølelig han kendte ikke til alle de mange racer ønskede nu heller ikke at møde dem de var for farlige for en som ham, han ku jo ikke beskytte sig selv langt fra han ku slå og sparke men intet andet.
Han sank helt ned på knæ imens han så mod kvinden med store øjne han var bange men prøvede dog at spille tapper” jeg har ellers sagt til ham at det ikke var meningen at det sku ske det var en fejl”mumlede han nu mere nervøst imens han bare så på hende han ku ikke få blikket væk, han var enligt en køn dreng måske lidt for spinkel men pyt det betød vel intet eller?.

Det havde aldrig været så hårdt for hende at lade være med at grine som det var denne gang, men hun holdt med vold og magt læberne på plads og blev ved med at kigge på ham, mens hun undrende sig over hvordan pokker han kunne tro at hun var sendt fra oven! Der var jo mange flere engle i Di Morga, kendte han slet ikke verden!? Alle hendes planer blev forburret om spisning da han åbnede munden og begyndte at tale. Det her var en chance hun ikke ville gå slip af. Hun gik helt hen til ham og prøvede at finde på noget en engel kunne sige. Hun anede jo ikke hvad det var han havde gjort. "Vor Herre har tilgivet dine synder." Startede hun så ud i en silkeblød stemme der med stadig blev holdt fast med dyb koncentration for ikke at flække af grin. "Rejs dig op, og vis mig din verden. Den verden vor Herre har skabt." hun stod kort og trak vejret dybt for hun fortsatte. "Han vil have dig til at vise mig hvordan vor Herres verden er, så jeg kan fortælle ham hvordan den er." Afsluttede hun så. Det var en hård opgave hun var kommet på efter hendes mening. At lege guds engel, det var ikke nogle nem opgave når hun også havde noget af djævlens blod i årene, men det måtte hun holde nede, og fortsætte legen som de var begyndt på.
Hun gik helt hen til ham, og rakte sin hånd frem, så han kunne tage den, hvis han skulle have hjælp til at komme op. Hun kiggede kort rundt i kirken, før hun lavede en gestus mod døren for enden af kirken i den anden ende. "Jeg følger Dem." hun ville hurtig finde ud af om han kendte til den anden verden som lå og lurrede i Di Morga. Hvis han snakkede om ondskaben der lurede ved hvert gadehjørne kunne hun hurtigt tænke sig til hvad, men hvis han fortalte om hvor fantastisk hans verden var - så var det vel et nej? Så kunne hun så kaste sig ud i en prædken om hvor farlig verden var, men det måtte blive senere, nu - der var det hans tur.

Asriel så afventende på hende han håbede på at gud havde tilgivet ham endnu engang dog blev han nervøs da hun åbnede munden men sukke så lettet af hendes ord"jeg takker"sag han ærligt imens han rejste sig op fordi hun bad ham om det, han troede faktisk at hun var sendt fra himlen for at snakke med ham det var måske en fordel for hende for hun ku lege med ham han ville næsten gøre alt for at vise gud at han sku hjælpe ham, han trak svagt på skuldren"øhh vise dig min verden" mumlede han så undrende men gik så let hen mod døren"er de min skytsengel eller er de blot guds budbringer?"spurgt han let imens han åbnede døren og så lidt nervøst ud dog lod han hende gå ud først før han selv gik ud for så langsomt at gå over mod lågen som førte ud til gaden, han vidste ikke helt hvad han sku sige eller vise hende det var ikke nemt måske han sku fortælle om kongen som enligt ikke var så god som han sagde det han havde gjort var langt fra godt Asriel håbede aldrig på at han sku se denne konge, han rystede svagt på hovedet det var nok ikke så smart.

Hun førte efter ham med et svagt smil på læberne og fortsatte forbi ham da han åbnede døren. Før hun gik helt forbi hende ham, lænede hun sig let ind over ham, og hviskede ind i hans øre med en blød stemme. "Vel begge dele." Hun fortsatte forbi ham, og kiggede rundt. hendes blik lande på den hjemløse mand. Han havde selvfølgelig ikke noget hus, men hun skulle jo spille sin rolle. Hun gik med hurtige skridt hen til manden, men stoppede op da hunden åbnede øjne, og rejste hoved. Han lavede en kort grimasse manden ikke ville kunne se, da hun stod med ryggen til ham. "Dumme køter." Mumlede hun så lavt at han sikkert ikke ville kunne høre hende op. Hun vente sig om mod manden og placerede et smil på sine læber, falsk helt igennem, men overbevisende. "Du ligner en der ikke ved hvad du skal starte med?" Hun gik hen til ham og kiggede lidt på ham. Han så faktisk ret nuttet ud. "Så vis mig hvor du bor." Hun smilede igen, denne gang lidt mere rigtigt. "Fortæl mig om dig selv." Hun lage hoved let på skrå. "Nå ja, og lad mig præsentere mig selv først; Arizona, og kan jeg så spørge hvad du hedder?" Hun gik helt tæt på ham, mens hun kiggede på ham, så hun kunne mærke hans ånde. "Sig mig - tror du på at der er mere mellem himmel og jord - end dig og mig?" Hun smilede kærligt til ham. "Nå - men måtte jeg se dit hjem?"