Mørket og lyset //privat= light angel/

Sted:: Jonlu Hospitalet
Klokken:: lidt over midnat
Omgivelser:: I vente værelset med nogle andre personer
Verjet:: bidene koldt



En skikkelse sad på en stol over i et hjørne og kiggede ud igennem vinduet, hvor hun kunne se månen.
Skikkelsen tilhørte en pige ved navn Michi. Hun var en af lysets børn som man plejede at sige, en engel. Hun var kommet ind på Hospitalet fordi hendes ryg gjorder forfærtelig ondt. Hun var uvidene om hendes vinger skulle til at vise sig for første gang i de 600 hun havde været engel. Michi havde kæmpet med denne smerte i 14 dage nu, hendes vinger var langsomme og kæmpede med at komme ud, men af en eller anden grund kunne de ikke komme ud. *Smerte* tænkte Michi og bed sig i underlæben. Hendes hvide bluse var langsomt begyndt at blive en svag rød farve ved skulderbladene.

Angel mødte på arbejde, han var en meget ung læge. han så på et papir om hvem han skulle have ind først. "Frøken Michi, det er deres tur" sagde angel. angels hår var langt og lyst, og det lyste på en måde. som kun engles hår gjorde. angel førte michi ind på en stue. "Hvad er der så galt min ven, der står her, at du har meget smerte i din ryg" sagde angel.

Michi blev nærmest lettet da hendes navn blev kaldt op. Hun rejste sig op og vaklede lidt skævt over til den unge læge. Hans duft virkede bekendt, det var ingen tvivl denne læge var en engel lige som hende selv. Michi havde mørke brunt hår og rød-brune øjne. Hun lignede ikke en engel men hendes aura/duft fortalte hvilken race hun tilhørte. " Det er korrekt , min ryg gør sindsyg ondt og jeg vil gerne ha du ser på det " sagde Michi og vente ryggen til den unge læge hun trak op i hendes bluse bagfra, så han kunne se de to store mørke røde næsten sorge, mærker som sad på hendes skulderblade. De sad der hvor engle vingerne normalt skulle stikke ud.

det er ikke noget slemt min ven... de er engel ikke sandt" sagde angel. han lukkede døren. og slog sine egne vinger ud. "det der giver dig smerte er at dine vinger er ved at komme, det gør ondt når de kommer, men så når det er fremme, kan du gemme dem inde i din ryg, eller lade folk vide din race" sagde han og trak vingerne ind igen

"jo, jeg tilhøre samme race som dem " sagde Michi lidt hæst og kiggede på hans store silke hvide vinger. Mon hendes også ville blive så flotte? "sjovt, engle for deres vinger med det samme, men der er nu gået 610 år " forklarede Michi og lag sig på syge sengen. Selvføllig lag hun sig på maven og lod hendes hovede hvile på puden. Ligegyldig hvad ville hun ikke vise hendes race til mennesket. Det var en dårlig ide da mange menneske ville kalde en monster eller så ville militæret nok gå efter en for prøver. Det var i hver fald hvad der var sket med de andre engle.

hør jeg er 200 år.. og jeg fik mine vinger for nogle år siden.. mine er blevet stærke, da jeg forsvare min hustru og mine piger, for resten så er min kone et menneske" sagde han og skiftede uniform. "pokkers, jeg må igen få malika til at lave min uniform2 sukkede han

"Så er jeg ældre end dig" sagde Michi og halv grinte selvom det enlig så anderledes ud, hans krops alder var nok.. 2 år ældre? . Det lille grin gik hende for det meste til at glemme smerten. "Malika? er det navnet på din kone?" spurte Michi imens hun studerede ham med hendes rød-brune øjne. "hvordan døde du?" spurte Michi da engle var mennesker eller andre væsner som var døde i en ung alder.

jeg var halv demon... det var før malika ventede vores første... malika og jeg var kun forlovede den gang.. nogle onde mænd var efter malika.. jeg kæmpede mod dem, men mistede livet i kampen.. senere blev jeg så en engel, og giftede mig med malika" sagde angel

"beskydte dem du elsker? " tænkte Michi med et tåget blik og kom til at tænke på en smilene dreng som havde det samme ansigt som Michi.. det var jo hendes tvillinge bror. Han sagde også altid at han ville være en der altid ville beskydte dem han holde af. Hun rystede kort på hovedet "nyd tiden med dem , for det vare ikke for evigt " sagde Michi med en smertefuld mine. "for ligemeget man kæmper kan man ikke forhindre at døden jo kommer til dem en dag" mumlede Michi næsten uhørligt, dette var ord fra hendes fortid.

en kvinde så ind. "dr. light.. en dreng er kommet ind.. han vrøvler om en pige hele tiden" sagde kvinden. "jeg kommer om lidt" sagde angel. "du skal smøre denne salve på din ryg, når du står op og når du går i seng. det vil fjerne smerterne" sagde angel

Michi blev halvt vågnet op af hendes tanke gang om hendes fortid og hun kiggede hurtig imod døren hvor en kvinde stod. *en dreng? * tænkte Michi og kiggede så på Angel "kan jeg hjælpe.. jeg vil helst gerne ha en, af min egen art i nærheden når vingerne kommer frem " sagde Michi og kiggede på Angel med bedene øjne. Det undrede hende at hun ville hjælpe ham og ha hans hjælp, da hun ikke engang kende hans navn.

det vil være godt med hjælp.. for resten hedder jeg Angel" sagde han og gik ind i stuen ved siden af. "drengen blev ramt af en kæmpe sten.. kan de hjælpe ham" sagde en ung sygeplejeske. "Kan se hvad jeg kan gøre" sagde angel. sygeplejesken gik igen

"ramt af en sten? hvordan ? sten falder jo ikke ned fra himlen " nsagde Michi sakastisk selvom hun tog det seriøst. Hun kende ikke så meget til læge midler man hun vidste sådan nogenlunde hvad man skulle gøre "Angel" gentog hun for at kunne huske det. Hun præsenterede ikke sig selv da han allerede vidste hendes navn.

angel gav drengen lidt bedøvelse. han begyndte at heale drengen.

(ved mit svar ikke er langt, men må logge)

I modsætning til Angel var hendes historie lidt anderledes. Hun døde ikke af at beskydte dem hun elskede men hun døde da hun blev dræbt af ham. "er det nu klogt, jeg mener det er ikke klogt at heale et menneske du afsløre bare din race " sagde Michi lidt bekymret og studerede den sovene dreng, som var blevet bedøvet. "du sagde du var en halv dæmon før du blev engel korrekt? har du så aldrig været menneske?" spurte hun undrene.

jeg blev til menneske ved hver fuldmåne, da min mor var et menneske... du kan tro min far fik et chok, da han fornnemede mig, og opdagede jeg var engel...." sagde angel. han lå et tæppe over drengen. "sådan" sagde han. han var ør i kroppen efter at have healet så meget. angel sank ned på knæ. hans hud lyste ikke så meget som før, han var meget bleg

"kan jeg godt forstå " sagde Michi , alle ville da blive overrasket vis deres barn ligepludselig var en anden race. Det var derfor hun lod hendes forældre tro hun var død, det var måske lidt ondt men det ville være mere ondt at lade dem kende til sandheden. "er du okay" spurte Michi og satte sig på hug ved siden af ham. "du burde ikke bruge dine healings krafter på dem måde, det er ikke derfor du har fået den gave " forklarede Michi selvom han ikke havde gjordt noget ondt, var det ikke godt for hans krop.

jeg har reddet mange liv ved at bruge min evne... jeg skal bare ikke lige heale 1000 på en dag" sagde angel. han rejste sig op og støttede sig til væggen. "malika flipper hvis hun høre jeg igen har healet for meget" sagde han

"Det behøver hun heller ikke at vide, " sagde Michi og lod ham støtte sig op af hende. "kan du da ikke træne din krop, til at kunne heale mere om dagen?" spurte Michi undrene , men stadig bekymret , hendes evne var anderledes den forusagede død og redet ikke liv som Angels's

kan jeg måske, men jeg er ikke sikker" sagde angel. han var mega svimmel over det. han fik sat sig på en stol. "du godeste for en hovedpine" sukkede han

"Du kan aktid prøve, måske ligger du for mange kræfter i at prøve at heale " sagde Michi, og rodet lidt i medicin skabet. Hun fandt nogle hovedepinspiller som hun gav til Angel samt et glas vand. "her, " sagde hun. Smerterne i hendes ryg var blevet værrer, men hun viste ikke smerterne. En dreng havde bild hende ind, at vis man viser ens svagheder, var man bare et svagt sølle væsen som ikke burde leve. Dog troede hun ikke på det, men det havde alligevel påvirket hendes liv.