En rolig aften ... måske {Asriel}

~Sted: En lille café i Terres gågade.
~Tid: Solen er lige gået ned.
~Vejr: Overskyet men lummert efter dagtimernes sol.
~Omgivelser: Mennesker og andre væsener.

Som mørkets frembrud begyndte, begyndte den mørke skikkelse også at røre på dig i sit skjul. Så snart solens stråler havde forladt himlen, der langsomt gik fra dybrød til sort, sneg han sig ud og begyndte sin jagt. Tørsten hærgede ikke hans krop som den havde gjort for blot et par dage siden og nu var han mere nysgerrig og denne jagt havde intet med blod at gøre. Han var slet og ret nysgerrig og begærede den skønhed han så omkring sig. Den skønhed natten førte med sig.
Det sorte hår dækkede hans røde øjne, mens han gik ned af den snart mennesketomme gågade. Den mørke aura der strålede ud af ham fik folk til ubevidst at undgå ham, mens han studerede dem og ledte. Efter blot et par minutter drejede han ned af en gade og forsvandt ind af dørene til en lille café. Et hyggeligt lille sted hvor en mindre flok af teenagere stadig sad og snakkede livligt selvom natten var ed at stramme sit greb om verden. Han satte sig tungt ved et ledigt bord tæt ved vinduet og så ud på gaden.
Mennesker så aldrig noget. Men han kunne se de overnaturlige væsener, der snoede sig blandt dem. Spøgelser ville snart genvinde deres gennemsigtige skikkelse og at dømme efter, hvordan månen havde set ud de sidste par nætter, ville varulvene også hyle i nat.
Et svagt smil bredte sig på den mørke skikkelses læber og en snehvid hånd støttede hans kind. Ciel, som han hed, havde været et af nattens væsener i mange årtier, men havde taget sig et nyt navn ved hans forvandling. Diego, havde hans skaber kaldt ham. Den mand han flygtede fra. Men minderne kunne han ikke flygte fra, hvor meget han end prøvede. Smilet stivnede og blev mere falsk end det havde været i forvejen. Han tænkte for meget på sin fortid, selvom han bildte sig selv ind, at han var kommet videre.

Det var igen blevet nat dog havde en lille hyggelig cafe i gågaden ikke lukket endnu det lukke først efter midnat engang og så ville den åbne igen klokken 10:00 et hårdt job for de ansatte på den lille cafe, caféens navn var La Charlott og ja den havde enligt været her i mange år og var faktisk ret populær nok fordi maden var til at betale, denne aften sad der en flok piger dog fniste imens de snakke om sex, dreng og tøj samt de kendte eller hvad de nu havde på hjertet desuden sad der en ældre mand over i det ene hjørne dog var der ikke meget liv i ham for lige nu lå han og sov ind over bordet. En ung tjener stod bag disken imens han stille så rundt og smilede let til pigerne når de så hen mod ham, han var ung nok omkring de 18 år desuden var ha høj men spinkel hans hud var solbrun og hans øjne lysebrune de passe fint til det chokoladebrune hår som var kort men lidt uglet, han var iført en hvid skjorte hvor der på skjortens lomme stod cafe La Charlott udover skjorten havde han også et par sorte bukser sat et par sorte lædersko, på hans skulder hang et hvidt viskestykke. Asriel som fyrens navn var så roligt rundt dog rette han sig helt op da en ny kunde kom ind men han gik dog hurtigt over mod ham" godaften sir hvad ønsker de?"spurgt han let imens han stoppe op overfor fyren.

//undskyld blev ikke så langt//

Den mørkklædte skikkelse så op, da han hørte nogen komme tættere på. Hurtigt koncentrerede han sig om at ændre sin øjenfarve, så de han strøg det sorte hår væk fra ansigtet, var de blodrøde øjne blevet klare krystalblå.
Hans perfekte udseende havde tryllebundet mange piger, men det var jo ikke unormalt for en som ham. Han støttede stadig let kinden i hånden, mens han så ned over den unge mand foran ham, som tydeligvis var et par år ældre end ham selv. Hans blik gled kort ned over drengen foran ham. Ungdom og skønhed, som han altid søgte efter. Tørsten vendte tilbage og hans hånd gled ned fra kinden.
"Bare en kop kaffe," sagde han kort for hoved. Han skulle alligevel ikke have noget menneskeæde. Men han skulle jo have en undskyldning for at blive siddende.
Han bed sig lidt i læben mens så lidt på den unge mand uden at sige mere. Han vidste, han burde forsøge at forføre en af teenagerpigerne, men det var svært at stå imod en udfordring. Alligevel lykkedes det ham at ryste tanken af sig og han lænede sig let tilbage i stolen.
Han skulle også finde et sted at tilbringe dagen. Han havde stadig ikke en lejlighed i byen og det var besværligt at vandre rundt som han gjorde ... Men den tid den sorg, og lige nu ville han bare nyde nattens skønhed og roen omkring ham.

//Det er fint nok.//

Asriel betragte kort manden dog var han enligt ret ligeglad selvom det ku være ret med en ven men turde han få en? og hvis han gjorde ville gud så tage hans ve fra ham ligesom han havde gjort med resten af hans familie? han skubbe dog tanken væk da den bare fik ham i dårligt humør, han nikkede kort til det fyren hvorefter han vendte om på hælen og sku til at gå op imod baren/disken men blev dog stoppet af en hånd der greb fat i hans arm så han stoppe og vendte sig om for at se hvem der ville ha fat i ham, det syn der mødte ham var de mange unge piger som så på ham nogle smilende andre flirtende imens få af den himlede med øjne den pige der havde fat i ham smilede sødt til ham"vi vil meget gerne ha dit nummer"sag hun så let hvorefter Asriel rødmede svagt"øhhmm mit nummer?"spurgt han underne hvorefter alle pigerne begyndte at grine"jeg kan skrive det på en seddel "sag han så hvorefter han blidt fjernende pigens hånd og smutte op i baren. Kort tid efter kom han gående med en kop kaffe samt et papir i den anden hånd idet han gik forbi pigerne lag han let papiret på bordet før ha så gik hen til manden hvor han satte kaffen rolig ned foran ham. Den røde farve på hans kindben var igen ved at forsvinde han kørte let hånden igennem sit hår”det var deres kaffe sir”svarede han kort før han sku til at gå igen.

Han smilede skævt, da han så pigerne gribe fat i den unge mand, der havde stået overfor ham for et øjeblik siden. Han rystede svagt på hovedet af pigerne og hans skæve smil voksede lidt, da han så at manden rødmede.
Han så ud af vinduet igen og lagde ikke mærke til, at manden var på vej mod ham igen, før han så hans spejling i vinduet. Han så op på ham igen, da han satte kaffen på bordet og nikkede bare kort. Det overraskede ham, at den unge mand blev ved at kalde ham 'sir'. De fleste andre så ham blot som et barn - hvilket hans kropsbygning også sagde, han var.
"Du er da vist populær med pigerne," sagde han med et drillende smil og gjorde et hovedkast mod pigerne der sad og savlede over ham. Han smilede svagt, men der var ingen følelse bag, selvom grimassen var ret overbevisende for de dødelige ... Han havde ikke overvejet, hvordan manden ville reagere, men han regnede med noget i retning af, at han ville rødme igen og tavst smutte om bag disken ... Og så måske alligevel ikke ... Mennesker var nogen indviklede og mærkelige skabninger. Han vidste det bedre end de selv gjorde. Han havde levet som dem engang og obsaveret dem i et helt århundrede.