en rolig aften

Tid: 24
Sted: park
Vejr: lidt kold
Omgivelser: ikke rigtig nogen

der sad en person på en bænk ind i park, person er næste to meget høj og har blå grå øjne og sølv grå hår, person var iført nogen sort bukser og en sort t-short, han sad for sig selv og slappe af, denne person var Tchort, han vidste ikke hele hvad han skulle tager sig til ud over han var lidt trøst, så det kun være han skulle find sin et ofer som han kun drikke nogetg blod af.

Hun gik, nej nærmere slændrede ned ad grusstien, der bugtede sig som en slange igennem den næsten mørklagte park. En brise tog fat i hendes skulderlange sorte hår, der næsten gik i et med natten. Hun gøs en smule, da vinden drillende strøj hen over hendes næsten bare ben. Hun bar et par sorte vinterstøvler og en lang sort jakke, der gik hende til knæene. Under den varme jakke bar hun den selvvanelige stramtsiddende sorte top og de tætsiddende sorte jeans. Hendes bleje hud blev helt perlemorsfarvede i det smukke måneskind og fremhævede hendes kraftigt forårsgrønne øjne, der let kunne have hørt blandt de smukke krystaller alle kvinder så gerne ville eje. Hendes blik var dog koldere og mere tomt end den nat, der havde sænket sig over parken. Hun kunne knap skimte vejen under sine fødder og gik derfor kun efter lyden af gruset under hendes fødder, mens hun med smidige bevægelser bevægede sig imod den modsatte ende af parken. Hun var helt optaget af sine egne tanker og lagde derfor ikke mærke til sine omgivelser, ud over den tagtfaste knassende lyd under hendes støvler...

han kiggede op da han kun mærke en puls kom gå imod sig, det vis sig at være en kvinde og gik i sin ejer lille verden, eller så ser det ud, men hvad laver hun mund her ud på det her tid at døgen, han læner sig rolig tilbage på bænk og lukke kort øjne, "godaften" sagde han og kiggede rolig på hende , "hvad laver en kvinde som dig her ud på den her tid af døgen" spurgte han og kiggede på hende.

Hun gik bare stille i sine egne tanker, mens hun stille puttede hænderne i lommerne på frakken. Manglen på opmærksomhed til hendes omgivelser var også grunden til, at hun ikke lagde mærke til personen i første omgang, hvis man overhoved kunne kalde det at ligge mærke til, da hun ingen chance havde for at se personen -der ud fra stemmen at afgøre- var en mand. Hun stoppede stille op og kiggede forvirret rundt, da hun ikke kunne se noget eller bedømme hvor fra stemmen kom. Hun rynkede let på panden, da hun svarede ham i et noncherlant tonefald "Jeg ville nok nærmere sige Godnat" Hun svarede ikke på hans sidste spørgsmål, men lod det bare passere, mens hun prøvede at bedømme, hvor han var henne af...

"hvis du er på vej i seng, kan du sige godnat ellers vil jeg sige at det stadig hedder godaften" sagde han rolig og rejse sig op, da det ikke tyde på at hun kun ser ham, hvor han begynde rolig at gå tætter på hende og kiggede kort på hende, hun virker ikke til at hun var i det vild snakke humør, men det vil han sikke finde ud af, hvis han vente længe nok på det, han stopper da han stå fem meter fra hende, nu burdt hun kun ser ham nu hvor han stå så tæt eller så tæt det nu heller ikke.

Hun var stoppet op og de grønne øjne lyste nærmest op i mørket, mens de søgte rundt efter personen der havde talt til hende, men fandt ingen. Hun var ikke den person, der snakkede mest med folk, nok grundet det faktum at hun havde haft dårlige oplevelser med alle de mennesker så vel som væsner hun havde mødt. Hun var ikke den der gik i panik, ved bare den mindste kratten i buskene, i det hele taget skulle man grave utroligt dybt, før man fandt frem til hendes rigtige følelser. Hun var kun et menneske, selv om hun havde haft sin del af skræmmende oplevelser og havde overlevet, så havde hun aldrig været andet end et menneske og havde heller intet ønske om at blive andet. Hun foholdte sig bare i ro, da hun svarede ham med den samme noncherlante stemme som før"Det ville være upassende at kalde det aften, da det er for sent til det, ej heller kan du kalde det morgen, da det er for tideligt til det, derfor nat" Hun kunne stadig ikke se længere end en halv meter frem for sig, mens hun uden de store bevægelser prøvede at finde ud af, hvor personen befandt sig henne..

han tænke kun over det hun sagde, det kun hun enlig ha ret i på en vis måde, "godnat sige men når men er på vej i seng men nat kan jeg gå med til" sagde han og gik lidt tætter på hende, for atser om hun kan ser ham, da det tyder på at hun var natten blind eller ikke så så godt i mørke, han stod nu omkring to meter fra hende, nu må hun da kun ser ham.

Hun kunne mærke, hvordan kulden langsomt krøb ind under hendes jakke og lagde sig som et tygt lag is omkring hendes skelet. Hendes øjne fik stille noget at fokusere på, da en skikkelse kom til syne for hendes øjne ikke specielt langt væk. Hun kunne kun skimte omridset af den. Det eneste hun tydeligt kunne se i natten var de metaliske øjne, der kiggede på hende. Nu vidste hun da i det mindste, hvor personen stod "Der har aldrig været et komprosmis hr. ligsom det ikke er lyst nu" hendes stemme havde for første gang en smule farve, selv om det var en isblå og bitter tone, der kort lå i den. De grønne øjne af hendes var tomme og kolde, mens hun prøvede at fokusere på skikkelsen. Hun havde altid været glad for mørket, men da hun havde stået under en lygtepæl for nogle minutter siden var det som at prøve at kigge igennem blæk, umuligt...

han lo kort ikke, kold men heller ikke varm, "hvad laver en kvinde som de her ud" spurgte han og kiggede på hende og smiler svagt, for at hentyde at han var venlig nok, at han ikke var ud på at gør hende ondt, han gik lidt tætter på hende, hvor han rakt hånd frem, for at hils på hende, hans hånd var kold men det mmærke men ikke rigtig da han ha handske på, "tchort er navn og deres er" spurgte han og kiggede på hende.

Hans latter gav hun ingen reaktion på, men da han endnu en gang spurgte, hvad hun dog lavede ude så sent, fik det hende næsten til at fnyse let af ham. Ligsom alle andre. Hun var død træt af alle deres fordomme om at små piger ikke burde være ude så sent eller se fyre -ikke at hun havde løst til det sidste efter den sidste oplevelse- eller være andet end små pyntedukker. Det gjorde hende syg bare at tænke på. Hun så ikke smilet på hans læber, da mørket slørede hendes blik og det eneste der trængt igennem til hendes kølige indre var hans metalliske øjne. Tchort. Hun smagte en smule på navnet. Ikke et navn hun havde hørt før. Hun tøvede lidt, da han ragte hende hånden, men efter et halvt minutstøven tog hun den og svarede ham i samme noncherlante tonefald som før "Melicia" nøjedes hun med at sige..

han tog hånd til sig da un endelig gad ham hånd igen, da hun ikke gad eller ikke vil svar på hans spørgsmål nu hvor han havde spurgte to gang, så lad han da bare være med at spørge mere til det, han kiggede kort op på natten himmel, den var kedelig at ser på her til aften, han stak hænder ned i lommer og lukke kort øjne, han vidste ikke hele hvad han skulle sige, da det ikke var sikke at hun vil svag på det.

Hun tænkte stille og kunne nu næsten se ham tydeligt og lagde mærke til, hvordan hans metaliske øjne forsvandt ind bag hans øjnlå og hun vendte bare stille øjnene imod himmelen og dens stjerne bare, før hun i et lidt mindre formelt tonefald svarede ham "Jeg gik mig bare en tur" det var delvist sandt. Hun havde endnu en gang måtte flygte ud af lejligheden, da hendes far havde kastet en flaske efter hende igen og givet hende en lussing i sin drukne tilstand. Det rødlige mærke var stadig tydeligt på hendes kind, men for normale mennesker ville det være usyneligt i mørket, da det gav det en mørkelilla farve. Hun tænkte stille og spurgte så "Hvad med Dem?" i samme lettere opblødte tonefald...

han nikke kort til det hun sagde og smiler svagt, "ud og gå en tur" sagde han og kiggede kort på hende, når så svar hun han alligevel, han kiggede kort på hende for at undersøg hvordan hun ser ud, hun var nu et pæn menneske men hvad var det på hendes kind, "hvad ha du laver med kind, side du har få det mærke, hvis jeg må spørge" spurgte han og kiggede på hende, han stod rolig og slappe af mens han afvente et svar fra hende, så er det bare om hun vil svar ham om det eller at hun ikke vil snakke om det.

Hun smilede ikke men betragtede bare de fine stjerne, der glimtede som krystaller på det mørke og klare nattehimmel. Hun drømte sig i det øjeblik bare langt væk fra denne gudsforladte jord. Hun ønskede sig fri som en ånd, til at kunne svæve ud mellem de mange glimtende lys på himmelen og bare deltage i deres velkendte dans hen over himmelen. Hans spørgsmål ramte hende på et ømt punkt og hun tog sig per automatik til kinden, mens hun lod blikket falde, før hånden stille faldt igen og hun mumlende svarede "Jeg var klodset" Hun var vant til at lyve om sine problemer, så det faldte hende helt naturligt ind og hun var endda selv begyndt at tro på løgnene, mens hun slyngede dem ud til højre og venstre. Inderst inde bag hele facaden søgte hun nok efter en der kunne grave sig ind til hendes følelser og hjælpe hende, men guderne havde allerede bestemt sig for, at hun aldrig skulle møde den type...

han kiggede på hende, "det vil ha havde at jeg skal tror på" sagde han og kiggede på hende, hvor han gik lidt tætter på hende og lad en finger under hendes hage, hvor han løfte hende hoved, hvor han kiggede ind i hendes øjnem hans æjne fortælle ikke noget om ham som nogen øjne gør men ikke hans, "hvorfor siger du ikke bare sandhed om hvad der er sker, det kan være at det hjælp på humør" sagde han og kiggede hende ind i henedes øjne.

Hun så bare op på stjernerne og var næsten faldet i staver igen, men blev brat trukket tilbage af hans stemme. Hun holdte dog bilkket på himmelen og havde lagt armene omkring sig selv for at holde på varmen, da det var ret koldt for et menneske at være ude på den tid af døgnet, mens hun benægtende sagde med samme noncherlante stemme "Jah, jeg var klodset, gik ind i en åben dør, det sker altså tit for mig" det var rigtigt at hun var uheldig og at hun så klodset som hun var, var kommet til at skubbe til den sovende mand, men havde man taget sig tid til at kigge ind under hendes godt tillukkede jakke villet man kunne have fundet flere blå mærker, som døren hvertfald ikke kunne være skyld i. De mange mærker var også grunden til hendes langærmede storte trøje under jakken. Hun prøvede bogstaveligt taget at dække så meget af hendes krop så muligt. Hun mærkede så hans hånd under sin hage, da han løftede hendes hoved op "Det var sandheden" hendes øjne røbede ingen ting om hende, de var bare de tomme og kolde krystaller, der i månens lyd kunne have været hentet ned fra himlen og skænket til hende af en engel. Hun fjernede stille blikket fra ham og vendte også hoved halvt den anden vej imod stjernerne...

han nikke kort til det hun sagde og tror ikke hele på hende, ud fra hendes puls løgn hun om det, men han må nok heller lad det lig, da det ikke tyder på at hun vil snakke om det, han gad slip på hendes hage og sammen derefter hænder om på ryg, hvorefter han kort lukke øjne og kiggede derefter op på himmel, han sukke lydløs og slappe af, "må jeg burde på noget varm at drikke" spurgte han efter noget tid og kiggede på hende.

Hun betragtede bare stille stjernerne og ønskede bare st kunne svæve rundt med dem, opdage nye verdner og bare slippe fri af sti legmelige fængsel. Hun trak vejret roligt, men hendes puls havde sat farten let op og hun måtte lukke øjnene kort for at få styr på sig selv igen. Hvad var der med den mand? Hvorfor gik han ikke bare vidre og ignorerede hende som alle de andre? Hun var lige ved at tabe kæben, da han bød hende på noget at drikke... Han bød hende på noget!? Hun måtte være ved at miste forstanden! Helt bestemt! Hun var dog stadig rolig og fattet på yndersiden, mens en af hendes følelser var kommet i klemme. Den indre stemme sagde, at hun bare skulle sig nej tak og komme væk fra den mærkværdige fyr, men den anden sagde, at hun skulle acceptere. Hun rettede stille det nu kun tomme blik imod ham, da hun svarede en smule undrende "Jo tak, hvorfor ikke?" Hun havde ikke helt forventet at han ville gøre noget ud af invitationen, regnede enlig med at det var en langt ude joke. Selv om hun håbede det modsatte allerinderst inde...

han smiler kort af hende, da hende puls kort var op at køre, da hun vis ikke var vand til at folk burde hende på ting, "det er ikke noget du skal, hvis du ikke vil, jeg gør det af høflighed, da det er tyder at ser at du fryser" sagde han og smiler svagt, det gå nok ikke hvis han kommer til at vis sin hugtænder, "men lad os find et skal hvor du kan få varm mens du få noget varm at drikke" sagde han og kiggede kort på hende, end han rolig begynde at gå, mod gågade længe ind i by, der plejer altid at være noget åben.

Hun tænkte stille og rettede denne gang ikke blikket på himmelen, men holdte det bare på ham i et forsøg på at forstå ham og finde ud af hvad der gemte sig inde bag alt den venlighed, for der måtte da være noget under alt den venlighed, det var hvertfald hvad hendes erfaringer fortalgt hende. Hun havde ingen kommentar til det første han sagde, men hun fulgt bare efter ham med i starten tøvende skridt. Hun havde stadig svært ved at finde ud af, hvad det enlig var han ville og hans smil forvirrede hende bare endnu mere. Hun nåede nemt op på siden af ham og uden at sige noget gik hun bare stille vidre...

han sagde ikke noget mens de gik længe ind i by, han gik stille og rolig så hun kan følge med ud af hun behøver at løbe eller gå hurtigt, efter en halv time måske lidt mere, når de ind et sted, hvor de stadig havde åben, en lille cafe ligner ting, han sat sig ned ved et bord til to, "når hvad kan jeg burde på, te, kaffe eller kakao" spurgte han efter hun havde sadt sig, hvor han kiggede kort rundt, end han rette blikke mod hende og afvente rolig et svar fra hende.

Hun havde nogenlunde let ved at følge med i hans tempo og havde puttet hænderne i lommerne, mens hun først nu mærkede hvor kold hun enlig var blevet. Hun havde ingen ide om klokken og mistede derfor hurtigt tidsfornemmelsen, mens hun stille gik i sine egne tanker. Hun satte sig stille ned ved det bord han gik hen til og beholdte bevidst jakken på, mens hun prøvede at skjule de bleje og lettere forslåede hænder i jakkeærmet. Hun rettede stille blikket imod ham, da han spurgte hende og uden at tænke over det trak det en smule op i hendes mundvig da hun svarede "Te, tak" Hun tænkte stille og lod blikket glide rundt i den affolkede café. Det var ikke mange der var ude så sent om natten...

han nikke kort til det hun sagde og bestemmer en kop te til hende og en kop kaffe til sig selv, "vil du ha noget til te" spurgte han og kiggede på hende, han skulle ikke selv ha noget, medmind han bliv tilbud blod, som han ikke regn med at bliv, der gik ikke lang tid, end hun fik sin te og han fik sin kaffe, han lukke kort øjne og knække kort nakke, så lydløs som han nu kan, hvorefter han tager en tår af sin kaffe, den kun godt være stærke men det må gå an.

Hun tænkte stille og hendes blik faldt på ham, før hun slog blikket ned og stille svarede pænt "Nej, tak" hendes stemme var normal, men hun var forvirret. Hvorfor gjorde han det?Hun holdte stille blikket på bordet, ind til hun fik overrakt koppen af tjeneren, som hun stille tog imod og varmede sine kolde hænder på. Hun kunne mærke hvordan varmen spredte sig som en stæppebrand i hendes indre og hun slappede en smule af. Hun nippede en smule til teen, mens hun var fordybet i sine egne tanker...

han nikke kort til det hun sagde om at hun ikke vil ha noget til te, det var også hele find at hun ikke vil det, han lukke kort øjne og sukke lydløs, end han tog en tår mere af sin kaffe, "hvad tænke du over" spurgte han efter noget tid, da hun bare ha sidder og stirre ned i bord, som at hun tænke på noget, men hvad ved han ikke lige, læse tanke kun han ikke og han behøve det nu heller ikke efter sin mener.