Stilhed...Nej et ulvehyl høres //Angelin//

Sted: Kirkegården
Omgivelser: Sten
Vejr: Fuldmåne
Tid: Midt om natten


Den rød hårede dreng , Arthur hvæssede ud i mørket og vred sig i jorden. Ørene begyndte at blive spidse og tænderne blev spidse. Det røde hår voksede ud i hovedet og blev mørkere og mørkere og til sidst blev håret brunt. Varulven rejste sig i sin fulde højde og brølede udover kirkegården og løb over til gravene og hev lig op af jorden. Varulven hylede ud imod fuldmånen og gravede ned i jorden og greb et ben i munden og lurrede faretruende over kirkegården.

En lille spinkel engel, rendte rundt på kirkegården, blot for at se på de gravstene hun havde kigget på før. Tit fik hun øje på gravstene, hvor der stod mere eller mindre det samme; 'Frygt ej døden, min ven, om ikke længe, vil du være tilbage igen,' Angelin, som englens navn var, krøb en smule sammen, da hun hørte et hyl fra den anden side af kirkegården. Hendes vinger kom promte, og istedet for at gå et par skridt, fløj hun det der svarede til en meter, og landte derefter ved siden af en gravsten. En varulv, stod på bagbene og havde et menneske ben i munden. Hun gøs kort, og forholdte sig i ro. Til hendes store frygt, kom hun til at træde på en kvist, som gav et ordenligt knæk fra sig. Panisk føj hun i skjul bag kirken, men hun var ikke sikker på, om varulven havde set hende.

Med den gode ulve snude og hørelse fik Arthur gjort sig bekendt på at der var andre end ham. Arthur spyttede benet ud og drejede hovedet imod en busk. Synet fik våget sig over imod kirken. Snuden snøftede højtydeligt da varulven gryntede imod kirken. Ulven gik ombag kirken og så englen. Ulven begyndte at knurre så man kunne se de giftige tænder som efter hånden kunne lamme byttet i højst 10 min. Varulven bøjede sig ind over englen og blottede tænderne. Det var et frygtligt syn da varulven cirka var 3 meter høj.

Angelin havde ike været hurtig nok, indså hun, da der kom en lavmæld grynten tættere og tættere på hende. Hun stod fuldkommen lammet af skræk, og hun hørte sig ikke ud af flækken, da varuvlen havde set hende, og begyndte at knurre. Hun stirrede panisk på hans tænder, og fandt ingen anden udvej, end at forsøge at nynne dyret til ro. Hvis hun begyndte at nynne, kunne hun slå varulven bevidstløs, eller bare døse ham hen i en bahagelig drøm. Selvom hun var skræmt fra vid og sans, begyndte hun at nynne. Da det ikke hjalp lige med det første, lukkede hun øjnene, og nynnede melodien højere end før. Det hjalp ikke så godt som hun havde regnet med, men hun var også blot lige begyndt. Han kunne bare komme an, kunne han!

Varulven begyndte at falde til ro. De to rovdyrs øjne blev halv lukkede. Ulven blev langsomt tam. Varulven lagde sig på jorden og begyndte bare knurre. Da de fleste nok havde tænkt at Arthur sov tog uhyggeligt fejl! Ulven vågnede pludselig og sprang op på kirkemuren og smadrede murstene og slap ind i kirken. Hans brøl kunne hørers dybt ind i kirken. Inden ulven nåede at springe igennem den næste hule blev månen dækket af en kæmpe grå sky. Et kort øjeblik forvandlede ulven sig til en dreng som nok var i alderen af 16 år.

Egentlig troede hun at det havde hjulpet, men det havde det så måske alligevel ikke, da varulven vågnede igen, og gik til angreb på kirken. Med små løbende skridt, nærmest fløj hun afsted hen mod kirken, for at nå 'hoveddøren'. Da hun tog i håndtaget, og åbnede døren, blev hun en smule chokeret over det syn der mødte hende. En dreng på hendes alder, stod der blot, og hun kunne tydeligvis se hjertet banke hårdt i hans bryst. Først og fremmest, havde hun ikke rigtig toet at varulven var et menneske inderst inde, men måske skulle hun ha tænkt sig lidt bedre om.
"Eh..." Hun gik mere eller mindre i stå, da hun blot stod der i den kolde kirke, som kun var oplyst af et stort starinlys.

Drengens røde hår løftede sig en smule og blev brunt. En ulve agtig latter forlod Arthurs mund og han begyndte at smile. "Du smut' enge' elle' du lidæhh!" sagde drengens hæse stemme. Hans accent havde altid været ulvsk.. Men det havde dog skræmt folk en del. Rovdyrs øjnene vendte tilbage og drengen faldt om i smerter. Arthur sprælle og mærkede en smertefuld forvandling. Et par minutter senere låg der en varulv på gulvet. Varulven brøllede og sprang igennem muren. "AUUUUUUUUUUUUHH!" skreg ulven imod månen. Men månen var ved at forlade natte himlen. Varulven skrympede en smule og var ikke ligeså skræk indjagene som før men han var stadig meget skræmmene. Ulven vendte sig imod hullet i muren på kirken. Arthur sprang ind for han havde sandelig ikke glemt englen.

"Jah jah jah.. Jeg lider nok i forvejen.." Angelin sukkede kort, og kiggede hen mod varulven, som nu var forvandlet igen. Stakkels kræ.. Da den sprang ud af kirken igen, rystede hun blot på hovedet, og forstod tydeligvis ikke situationens alvor. Hun forstod faktisk ikke helt, hvorfor alle var så bange for varulve? De skulle da være mere bange for vampyrerne, det var sq da dem som drak blod, og nød at pine folk. Varulve var mere eller mindre harmløse, hvis altså man kendte personen inde bag alt pælsen og de skarpe tænder.
Angelin satte af og kom nu på vingerne. De baskede en smule, så hun kom op ved holdet i muren. "Nååh?" Hun lagde hovedet let på skrå, og kunne ikke holde t lille grin tilbage. Hans accant var virkelig interesant, og hun ønskede faktisk at lære denne varulv lidt bedre at kende.

Varulven forstod abselut hvad et grin betød. De fleste plejede at flygte i rædsel. Arthur ville også havde spist den engel men problemet var at der var for lidt fuldmåne tilbage. Der var også den mulighed at brug The Dark Part som var en af denne varulvs natur talenter. Arthur kunne måske huske noget efter han vågnede men det vil kun være ganskelidt så englen var nok ude af farezonen. De eneste varulven kunne gøre for generobre hans ære var at se skræmmene ud. Arthur tog sig sammen til at kunne lave nogle rigtig gode knurre titler. Men dammit fuldmånen var lige gået bag en sky. Varulven blev atter til en dreng. Drengen krydsede benene og så sur ud. "Du skræl ik' gryn engl'!" vrissede drengen surt og børstede nogle ulve hår af hans lig klæde.

"Jeg er ikk bange for dig, bare lige så du er klar over det," hun sendte drengen et stort tanpastasmil, bare for at blære sig lidt. Hun fløj ud gennem åbningen/det hold varulven havde lavet i væggen. "Nå. Hvad er dit navn så, om man har lov til at spørge?" Hun bed kort i sin læbe, og landede solidt med begge ben på jorden. Han kunne ikke gøre hende noget, så længe un kunne gå ind og bryde hans tankegang ned, og forstyre hans bevægelser.
Englevingerne forsvandt kort efter, og hun lagde begge hænder ved hofterne. Den blege og tynde pige, kiggede intereseret over på drengen, hvis accent hun virkelig syntes var morsom. Alligevel kunne hun ikke få sig selv til at fortælle ham det, da hun var dårlig til at sige de ting.

"Arthur" svarede Arthur. "Dit nav'on" spurgte Arthur med sin ulve accent. Han hadede virkelig at få nye venner men man måtte jo prøve at få nogle i denne skod by. Måske kunne det være sjovt. Til tider var det ikke sjovt at være en varulv især med sin accent. Det var godt nok at stor sky som passerede månen. Men hvad Arthur ikke vidste var det fordi månelysets stråler ikke kunne nå ham inde i kirken.

"Angelin," hendes stemme var blid, og hun stod og betraktede ham let fra top til tå. Det var der vel intet galt i at hun gjorde, var der? Hun forsøgte bare at være venlig, men det var som om at Arthur ikke ønskede hendes selvskab, så hun vendte sig om på hælen, og gik hen mod den rette udgang. "Du vil jo ikke have nye venner, så jeg må vel hellere smutte, før det ender med at jeg spørger mere ind til dig.." Der var faktisk en fordel i at kunne læse tanker, og en af dem var helt klart, at man kunne finde ud af hvad denmodsatte tænkte om en, hvis altså personen ikke vidste at hun var i besidelse af den elskelige evne. Evnen gjorde faktisk hende til den hun var.

"Vjent Angelin du ar got nok! Jej har bare aldrik været got tel vjenskraber, som skjyldes atj jej ar ny i byjen!" råbte Arthur. Det var rigtigt nok. Han havde aldrig været god til at have ven´skaber. Den første ven han fik var en skrædder som lod nålen side i hans trøje med vilje. Efter det havde Arthur dræbt skrædderen. Det havde holdt Arthur en del fra det der med venner for at undgå falske venskaber. Arthur kløede sig i det røde hår. Han kunne være sikker på at få en trofast ven hos englene.

Midt i et skridt, stoppede Angelin op, og drejede sig mod ham igen. "jamen, så lad mig være din ven, så kan jeg hjælpe dig hvis det er. Desuden kan jeg virkelig godt lide din accent," hendes stemme var en smule sensuel, men hun gjorde ikke særlig meget ud af det. Hun kunne ikke bare begynde at flirte med en som hun mere eller mindre ønskede som ven, og ikke som noget andet. Hun gik tilbage mod ham, og stoppede halvanden meter fra ham. Angelin havde selv haft problemmer med at finde ud af det med venskaber, og havde faktisk været rimelig ensom i hendes lange liv som engel. Hun havde levet i 271 år, uden en eneste ven overhovedet, og nu var hun vendt tilbage til hendes fødeland for at finde alt det gode frem igen.

"Okay" sagde Arthur og rækkede hånden frem. Enlig så han ikke særlig venlig ud men det kunne han godt være. Det var ikke ens betydning med at man var varulv. Arthur slog en latter op. "Hælt ærligt, kjan du ik' lærar meg at tale ordenligt, min accent ar meg ejn plage" spurgte Arthur med et smil på læben. Varulven var slukket i ham for inat. Arthur kunne være sig selv. "Forresten, hvam hor lavjet et hul i vaggen?" spurgte Arthur som jo ikke selv kunne huske da han smadrede to vægge.

Angelin tog hans hånd, som han rækte ud mod hende. Fordigtigt gav hun den et lille klem, men glemte at give slip. "Joda, selvfølgelig.. Men hvordan skal jeg kunne gøre det?" Hun stod lidt og tænkte, mens hun så lidt fjern og fraværende ud. Selvfølgelig! varet var da indlysende! Hun skulle bare sende ham et par tanker, ogbede ham om at gentage det han hørte. Sådan kunne de blive ved i et stykke tid, og på et tidspungt ville han kunne snakke ordenligt igen, uden hans accent. Hun kunne virkelig godtforstå, at han ikke kunne holde den ud, da der var nogle som ikke kunne forstå hvad man prøvede at sige. Hun begyndte stille og rolig, at forklare ham det med tankerne, og håbede han forstod det.

Den er i top, tænkte Arthur i håb over at Angelin ville hører det. Det kunne være så fedt hvis han kunne mestre sproget igen. Og hvis han kunne lærer hvordan man overhovedet skrev. Han skulle selfølgelig selv hente parpir og skrive redskaber og den slags. Det ville han få råd til hvis han bare brugte sit sværd og håndøkser lidt mere. "Arthur tag det roooligt" sagde en stemme i hans hoved. Arthur havde slet ikke lagt mærke til at at de stadig var hånd i hånd. "Hvor begønre vi?" spurgte Arthur.

"Godt du er med på idéen. Vi kan vel bare begynde her og nu? Selvom dt kunne være lidt nemmere at finde et andet sted." Hun sendte ham et småflirtende blik, men skyndte sig at se ned. Sådan plegede hun godt nok ikke at være. Ikke engang over for andre. Hun plejede bare at være den følsomme lille tøs, som frygtede alt og alle. Sådan var hun åbenbart ikke længere, og det var kommet fra det ene minut til det andet.
"Hvad med det med at skrive? Er det lige så skrækkeligt, eller kan du godt det?" Hun frygtede lidt at hun skulle lære ham det også, da hendes skrift var ulæselig, når hun skrev de krøllede bukstaver.

Arthur rødmede svagt da han fik det flirtende blik. "Narh jej vel hællre tale" sagde Arthur som ikke ville være til besvær. "Kjan vi begønde nu?" spurgte Arthur. De kunne være så dejligt at lade sproget vende tilbage. Ulve-drengen som de kaldte ham i skolen i Lycée, tog et pergament frem. Det var et billede af Arthur da han kun var tretten. Samme år som han slog sin plejefar ihjel. Ganskevist gjort af ulven i ham. Drengen var tyndt og bleg og så slap ud. Men den Arthur der var nu var en muskuløs dreng ikke er ligeså bleg. "Dét or ku' jej tale!" sagde Arthur.

Angelin fnisede en smile, og nikkede blot. "Du skal bare gentage det jeg har sagt til dig i dine tanker. Hvis du bliver itvivel om hvad jeg sagde, så skal du bare bede om at få det gentaget, okay?" Forsigtigt sendte hun ham et varmt smil, og valgte ikke at kommentere hans rødmen. 'En far havde to sønner. Den ældste var klog og flink, men den yngste var så dum, at der slet ikke var noget at stille op med ham. Gentag det.' Hun så ham i øjnene mens hun havde sendt tanken til ham.

"En nar havde to bønner, den der skulle ætse var i kog og kunne ikke vinke, men den sygeste havde ikke betalt sin sum så der var ikke noget at stille op med hans fremtid" Arthur var stolt over at han kunne sige noget. Arthur trak på skuldrene. Arthur satte sig på gulvet og snittede i sin så kaldte månepind. Det havde en gang været en træ stamme med nu var det kun en splint. Han snittede etstykke at hver gang han havde været en varulv.

Angelin brød ud i latter, da et faktisk lød bedre det han sagde. 'Tæt nok på. Prøv igen. 'En far havde to sønner. Den ældste var klog og flink, men den yngste var så dum, at der slet ikke var noget at stille op med ham. Gentag det.' Hun sendte det atter ved hjælp af tankerne, så det blev en smule lettere for ham. Med en del anstrengelser skulle det nok gå, det vidste hun med sikkerhed.

"Okay okay her kommer det. En far havde to sønner, den ældste var klog og flink men den yngste var så dum at der ikke var noget at stille op med ham. Nok eller skal jeg sige mere..." Arthur gispede. Hans accent var væk. Og det var endda nemt at fjerne. "Takker Angelin." sagde Arthur. "Apopo det med sprog. Må jeg kalde dig Mylady?" spurgte Arthur med et frækt glimt i øjet. Han rejste sig og lagde månepinden i lommen.

Da Arthur begyndte at gentage igen, bed hunsig hårdt i læben og lukkede øjnene. Hun bedste op til hendes rigtige herre, at han ville give Athur sin talegave igen, og da han så var færdig med at gentage det, slog hun øjnene op. De krystalblå øjne opsøgte hans øjne. Hendes egne øjne lyste op af glæde, og et smil bredte sig på de jordbærrøde læber. 'Kald mig hvad du vil..' Det var rimelig praktisk at bruge det med tankerne, men nu havde hun det så også rimelig skridt. Hendes evne var endnu ikke mestret, men hun ville øve sig, indtil at det hele ville gå som det skulle. Hun rejste sig, og gik hen mod ham med et sensuet blik i øjnene.

Arthur smilede kort. "Nårh søde. Hvor kommer du enlig fra. Jeg kan jo starte med at sige at jeg kommer nord fra. Oppe ved en eller anden lille bitte landsby som er blevet erobret af varulve." sagde Arthur. Arthur var enlig ret intresseret i hvor denne kønne engel kom fra. For hvis Arthur skulle være fuldstændig ærlig var han ved at blive lidt små forelsket. Men det var da normalt da pigen også var rigtig smuk. Altså det ville være det samme for en hver. Eller måske ikke. Arthur blev flov. Tænkt hvis hun havde hørt ham? Det vil være så pinligt..