Stilhed...Nej et ulvehyl høres //Angelin//

Først og fremmest lyttede hun til hvad han sagde, men blev så opmærksom på at han tænkte på hende. "Drøm vidre søde.. Jeg ville ønske jeg var fri, men jeg er slave. Jeg har ingen rettigheder til at forelske mig.." Hun sukkede kort, og så lidt ned. "Dette er min fødeby. Jeg kom her til for et par måneder siden, efter at ha strejfet rundt på det meste af jorden i 271 år.. Mine forældre, mig og min søster døde her.." Hun så kort op på ham, og hendes ansigt var nu fuld af sorg.

Arthur delte sorgen. "Hvem holder dig som slave, unskyld jeg mener.. Hvem skal jeg dræbe?" Arthur blev pludselig vred. "Jeg har stadig ikke brugt The Dark Part så de kan bare komme an." Arthur var fast besluttet på at befrie Angelin. Og han var ivrig. Han bankede næverne ind i muren. Arthur vidste ikke selv hvad det var for en gejst han var besat af men den hed nok "Kærligheden". Arthur greb hurtigt fat i en lille lem i gulvet. Han havde selv sit eget lager i kirken da han nærmest boede der. Kort efter kom Arthur op med to hånd økser og to økse skeder.

"Du skal ikke dræbe nogle.. Jeg har indgået en aftale med en vampyr, om at jeg bliver hans 'legetøj' i en uge eller to, og så bliver jeg fri som fuglen igen.. Du ville alligevel ikke kunne dræbe ham, som holer mig som slave. Det ville være virkelig dumt at prøve, men tak for at du bekymrer dig for mig. Det betyder en hel del for mig!" Hun gik tættere på ham, og gav ham et venskabeligt lille kram. "Jeg vil ikke have at du kommer alvorligt til skade. Han knækker dig som en pind, lige meget hvilke styrker du er i besidense af." Hun hviskede det i hans øre, og lukkede øjnene.

"Vampyre" hvæste Arthur. "Jeg tror næppe en vampyr kan dræbe en varulv som er 10 gange stærkere end normalt" prællede Arthur. "Hvis denne vampyr skal kunne klarer mig skal han være rigtig godt til kamp" Arthur havde langtid ikke været i kamp men han havde trænet af helvedes til meget. Arthur satte sig på gulvet. Helt ærligt. Ingen af dem i byen som havde kæmpet imod Arthur havde vundet. Så måske er det også gyldig for vampyren.

"Min herre er heller ikke vampyr. han er en rimelig mægtig sortelver... Pas på hvad du praler med. Han kan suge sin sjæl ud. Han var tæt på at gøre det ved mig.."
Hun så lidt ned på ham, og satte sig så ned ved siden af ham, for at være en smule venlig. Forsigtigt lagde hun den ene hånd ved den kind som var vendt væk mod hende, og lod hånden dreje hans ansigt, så han så hende i øjnene. Med forsigtighed og blidhed, kyssede hun hans læber kort. Et lille kys betød vel intet? Og det var kun venskabeligt ment.

Arthur rødmede langtsomt. "Han kan da ikke klare en verulf, undskyld, varulv som er mere end bare top trænet til snig mord? Ligemeget. Hvorfor strejfer du ikke rundt sammen med gud oppe i den der himmel? For der strejfer jo ikke ligefrem en helvedes masse engle rundt her." Drengen kastede sine hånd økser ind i muren så en masse mursten brækkede af. Arthur lod øjnene falde på et slidt billede af Jomfrue Maria og Jesus.

"Når man er engel, som jeg jo er, betyder det at man døde som ganske ung som menneske. Man får så en chance for at komme tilbage til livet, så blot som en anden person med vinger osv. Det er faktisk ikke muligt for mig, at strejfe rundt oppe ved gud, da det først kan ske, når jeg dør som engel." Angelin regnede med at det var svar nok på hns spørgsmål, så hun sage ikke rigtig mere til det.

//Nå skal vi få afsluttet emnet :P?//

Arthur nikkede tænksomt. "Jeg skal over og købe ind til aftensmad. Hvor kan jeg møde dig igen, Mylady?" spurgte Arthur og tog det revnede ligklæde af og forsvandt oppe ved alteret. Da han kom tilbage var han iklædt en blå t-shirt med en gul skrift som lød Champions forever og et par slidte cowboy bukser. "Hvis du skulle spørger glemte en dreng dette tøj. Jeg bruger tøjet til at gå ud i byen. Hvis jeg havde ligklædet på ville de kunne regne ud at jeg var en varulv".

Et godt spørgsmål han kom med der, og hun så klart frem til at møde ham igen i den nærmeste fremtid. Bare lidt ærgeligt at hun nok stadig var slave, når de mødtes næste gang. Gid hun kunne se ham, når hun selv var en fri fulg, og kunne forelske dig i den hun ville, for der var faktisk en lille flamme der brændte inde i hendes hjerte. Angelin sendte ham et lille smil, da han kom itlbage med noget andet tøj på. "Jamen jeg ser da frem til at møde dig igen, her inden for det næste stykke tid?" Da han fortalte om det tøj han havde skiftet, nikkede hun blot, og så den rødhårede dreng i øjnene. Forsigtigt gik hun hen imod ham, og lagde hænderne ved hans kinder, hvorefter hun trykkede læberne mod hans. "Vi ses, Arthur," sagde hun lidt efter, samtidig med at hun slap ham helt. Angelin lod vingerne brede sig ud, og fløj ud gennem holdet i kirkevægen.

//Yeah^^ Skriver du det sidste indlæg?^^//

//Det kan du da bande på :P ^^//

Arthur landede med et blødt bomb på kirkegulvet. Han rødmede kraftigt kunne man se på de kinder som lige var berørt af en engel. Arthur kiggede imod loftet. Hende Angelin var virkelig en engel af første grad. Og næste gang de mødtes ville hun være fri som den engel hun var. Arthur slog en taske over skulderen og forlod kirkegård og gik med raske skridt imod Terre.


SLUT ^^