Koldt som sne //Zero//

S//foret
V//Køligt
T//Aften
O//ikke nogen
D//5/4

____________________/

Anthon sad på en lille metalbænk under et af de gotisk aftegnede lygtepæle, som man normalvis ser i de franske byer. Hun havde et roligt køligt blik ned i en bog og hendes glasklare blå øjne var optaget af den med dybeste alvor. Lige siden hun vågnede havde hun været meget optaget af at læse disse og forstå dem. Hun holdt meget af bøger indtil videre og havde endda fået mere kendskab til væsenerne der også fandtes i denne verden. Trods hun stadig selv var overbevidst om at hun selv var et menneske, selvom der havde været tydelige tegn. Hun smilede kort for sig selv da bogen kom med en komisk kommentar.

Zero gik alene i skoven med et stort smil han kiggede rundt og opdagede en smuk pige han gik hen mod hende og satte sig ved siden af hende mens han så på himlen "smuk aften ikke" sagde han og så på hende med et smil "Zero Bang" han så på bogen han lænede sig hen mod hende så han kunne lade som om han læste bogen mens han hviskede "ser man det en halv engel og aspara det er min brors eksforlovede osse" han så på hende "jeg kan mærke andre racer"

Anthon kiggede op på den fremmede med et blik som om han var skør. Hvad talte han om? Halv engel og aspara? Hun tænkte sig lidt om inden hun igen så på ham. "Ja det er en fin aften. Kald mig Anthon." sagde hun lidt kort og kiggede derefter stille ned i bogen igen. Hun smilte kort og vendte endnu engang de isblå øjne op imod ham. "Javel ja? Jamen så må det jo være det, som jeg er?" sagde hun tænkende og kiggede lidt ud i luften inden hun betragtede ham kort igen. Hun smilte let og rykkede lidt til siden så han også kunne side ned hvis han lystede det. "Eksforlovet?" sagde hun så. "Er der da sket noget mellem dem?"

han satte sig ned med et smil "tja min bror blev lidt for følsom og overbeskyttende og Kajika var nød til at rejse til asien tror jeg det var men det er lige meget" sagde han roligt og smilede til hende "hvad læser du" spurte han og så på bogen med et lidt anderledes smil *den virker bekendt men det er nok bare fordi jeg har levet så længe som jeg har* tænkte han

"Digte." sagde hun stille og vendte bogen, så dens omslag var tydeligt. "Edgar Allen Poe hedder han. Han skulle være meget kendt blandt menneskene, så.. jeg ville læse den. Dog står her meget underforstået om væsenerne her. Det er faktisk lidt utroligt hvad menneskene lader gå forbi deres næser, synes du ikke?" sagde hun og vendte de kønne blå øjne imod ham endnu engang. Han virkede vel okay indtil videre, men der var nu noget lunkent over ham?

han så mod bogen "hvad står der om Dæmoner" spurte han roligt og så hende i øjne han smilede roligt hans kinder blev røde som om han rødmede han så hurtigt mod bogen igen mens han langsomt blev normal igen han så stadig mod bogen han vidste hun kiggede på ham men han ville ikke rødme igen ved at se på hende

Anthon åbnede igen bogen på sin side. "Der står ikke noget sådan helt konkret, men der er utrolig mange symbolikker i digtene. Specielt i dette. The Raven." sagde hun og betragtede kort siderne inden hun lod et af de merkant vers læses op.
"Open here I flung the shutter, when, with many a flirt and flutter,
In there stepped a stately raven of the saintly days of yore.
Not the least obeisance made he; not a minute stopped or stayed he;
But, with mien of lord or lady, perched above my chamber door -
Perched upon a bust of Pallas just above my chamber door -
Perched, and sat, and nothing more..." oplæste hun med en lettere britisk accent.
"Jeg tror at denne ravn er symbolikken for de væsener i verden som tilhøres under den sorte side af månen. Dæmoner, vampyrer og så videre." sagde hun og smilede kort.

han så kort på teksten "kan du oversætte jeg er meget langsomt til at oversætte" sagde han og så på hende med et smil han rødmede igen og så igen mod bogen *hvorfor er det så svært at se på hende* tænkte han trist og så på teksten igen *jeg kender den tekst men hvor*

Anthon nikkede kort og tænkte sig lidt om inden hun oversættede det.
"Åbnet her er jeg, kastede udløseren, når den med meget smir og ros,
Derinde gik en statelig ravn af hellige gamle dage.
Ikke mindst reverens gjorde han, ikke et minut stoppet eller udsat han;
Men med Mine herre eller damer, satte sig over min kammer dør..
Anbragt på en buste af Pallas lige over mit kammer dør..
Anbragt, og sad, og intet mere..." sagde hun så og trak kort på skuldrene. "Selvfølgelig er det nok ikke fuldkommen korrekt oversat." sagde hun med et kønt klokkeklart grin. "Det lyder meget bedre på engelsk." sagde hun så og strøg kort bogen. Hun så derefter på ham. "Øhm. Er der noget galt?" sagde hun så.

Han så på teksten "det er faktisk meget gammelt det der ravnen fremviser en speciel Dæmon som havde normal kontakt med menneskerne han hjalp dem med andre ord" sagde han roligt og så på hende han rødmede igen og så på bogen "jeg rødmer bare når jeg ser på dit bedårende udseende" sagde han flovt

Anthon kiggede lidt overrasket på ham og brød derefter ud i en køn og munter latter. "Haaha... Du smiger mig. Jeg er dog ikke noget specielt." sagde hun derefter og strøg en sort hårtot om bag sit øre med en rolig bevægelse. "En dæmon der havde kontakt med menneskene..." mumlede hun derefter tænkende. "Som i modsætninger mødes?" et kort smil dominerede hendes lyse ansigt og hendes øjne strålede kort op muntert.

han nikkede "som eksempel forskellen mellen et menneske og en ravn" sagde han roligt "et lyst menneske og en mørk ravn" han smilede og tænkte videre han så på hende igen men så hurtigt væk denne gang nåede han kun og rødme en lille smule han satte sig lidt tættere på hende som om han ville læse teksten igen

Anthon smilede kort. Som person kunne hun godt selv minde om en af disse sorte fugle. Ravnssort hår og mørke pålædninger. Hvis det ikke var for hendes lyde sugende øjne, så ville hun havde været dyster at se på. Næsten ligesom en vampyr. Smuk i al sin enkelthed. Altså en isravn? Han vendte derefter øjnene hen imod ham og lod ham kigge lidt i teksten. Hun lod i en kort periode til at tænke hemmelighedsfuldt, men smilte hurtigt igen. "Eller begge dele."

han så på hende med et smil han rødmede lidt *nu kom så du kan godt* tænkte han han bukkede sig hen mod hende og kyssede hende på kinden kort og hurtigt før han så på bogen igen helt rød i hovedet over flovhed mens han læste teksten bestemt som om han ikke tænkte på andet men faktisk tænkte han kun på hendes bløde kinder

Det var tydeligt på hendes udtryk at det kom bag på hende. Hun sad i en tid bare og så på ham med overraskede isblå øjne. Derefter smilede hun lidt flovt med en let rødmen over kinderne. "Jeg skal da lige love for at du er en chamør, huh?" sagde hun med et muntert smil. "Jamen, så rart at møde dig, Zero." sagde hun kort og gav ham ligeså et hurtigt og uskyldigt kys på kinden. Ingen flovhed, bare spads overfor en tilsyneladende ny ven. Hun fniste kort og kiggede på hans rødmen.

//Be right back. Ska lige i bad^^//

han satte sig normalt op på bænken og så på hende han rødmede men nu var han ligeglad han så på hende med et smil "du har vidunderlige bløde kinder" sagde han og agede hendes kind mens han så hende i øjne "du er vidunderlig smuk" han bukkede sig hen mod hende og kyssede hende blidt på læberne

//ok^^

Anthons smil syntes at nedtone og hun bakkede kort bagud, så han ikke fik kysset hende på munden. "Mange tak." sagde hun så men sendte ham dog endnu et smil. "Men... rolig nu Don Juan." sagde hun og nikkede kort for sig selv. "Vi kender slet ikke hinanden endnu, men jeg må indrømme at jeg indtil videre ikke har opfanget noget direkte negativt hos dig." sagde hun og smilte igen kønt. Havde hun mon noget i baghånden?

han smilede og så på hende "okay men er det så okay jeg gør sådan her" spurte han og lagde en arm på bænkens ryglæn om bag hende mens han havde øjenkontakt det var tydeligt at han var genert og bange for at hun sagde nej til det mens han så på hedne rødmede han mere endnu

"Det er vel helt i orden. Det er jo også mere et spørgsmål om komfort." sagde hun og smilede stille. Hun betragtede ham lidt ud af øjenkrogen. Et eller andet ved hende virkede på en måde skjult. Hun havde det med at kigge sig omkring eller noget i den stil.
"Så, Zero, hvor længe har du boet her i Terre?" sagde hun så med endnu et kønt lille smil.

han trak på skulderen "et par uger hvorfor" spurte han og smilede til hende mens han lænede sig endnu en gang over mod hende som om han ville læse bogen denne gang kyssede han hende kort på halsen mens han duftede til hende hun duftede vidunderligt han agede hende på ryggen det som han kunne mens han kyssede hende lidt videre på halsen

"Jeg er sådan set bare nys-" hun stoppede da han igen uanmeldt kyssede hende på halsen. Hun rødmede kort og kiggede lidt væk. *Det her går ikke..* tænkte hun opgivende, inden hun rykkede sig lidt væk fra ham.
"Zero.. for din egen skyld.. lad vær." sagde hun så og kiggede ømt på ham. Nærmest bedene som om hun havde medlidenhed med ham?

han så på hende og rykkede sig helt væk "hvad er der hvorfor for min eget skyld" han rykkede sig hen til hende igen "fortæl mig det nu helt ærligt du er vidunderlig" hviskede han ind i hendes øre mens han kyssede hende på kinden rejste sig fra bænken og gik langsomt afsted

"Du bliver holdt øje med." sagde hun så, lavt og med et pludselig stænk af alvor.
"Bliver du ved på den måde ender det bare med at de skyder." sagde hun så og så rent faktisk bekymret på ham. "Jeg ved hvem du er, Zero." sagde hun så.
"For din egen skyld.. du må stoppe hvad du gør." Derefter rødmede hun pludselig og kiggede ned. "..og tak."

han vente sig mod hende og så kort på hende "hvad snakker du om" spurte han undrende han så lidt på hende før han gik hen og satte sig igen "vis de vil skyde mig gør de det bare" han så lidt rundt og så hen på en gangster bande nær dem de var sorte alle sammen han rejste sig og gik lidt væk fra Anthonia og råbte "JEG HADER NEGGERE" et skud kom og ramte ham i panden han faldt da de var væk rejste han sig roligt op og trak skuddet ud af panden

"Nej Zero lad vær!" sagde hun og rejste sig op igen med en ny alvorlighed i blikket. Snart affyredes der mange skud imod Zero. Anthon var slevfølgelig ikke klar over at han nok ville klare den og trådte ind foran og rakte hænderne frem. Kugler opløstes mindst ligeså hurtigt som de kom imod dem. Næsten alle.
En lille rød stribe blod udskilte sig fra Anthons side da en af kuglerne ikke blev stoppet. Hun gippede og faldt ned på knæ.