Koldt blod.. I mørket.... Ikke sandt Delicia (Alle er velkommen^^)

S: Bibliothèque.
T: 19:56.
O: Reoler.. Over alt. Lysene skinner svagt. Der er ingen i nærheden, fordi biblioteket næsten snart lukker. Ingen andre end hende og bøgerne.
V: Udenfor.. Ved det ikke. Mørket er vel faldet på. Men måske regner det, eller sner.. Eller blæser. Det vides ikke. Hun har været inde på biblioteket i langt tid.
D: 25-02-12

"Du der..? Du ved godt vi lukket om fire min.." udbrød en bibliotekar. Hun så strengt ud. Der var mennesketomt på biblioteket, kun reoler som var fuldt med bøger kunne ses. Bortset fra en nonne... Personen var sten sikkert en nonne, på grund af hendes sorte klæder. Der var hvide folder ved ærmerne, hvor der var et sort kors, hvor man kunne gætte sig frem til at hun var en af dem. Hun stod der, med rank ryg og læste i en bog. Hendes pjuskede korte mørke hår skjulte hendes ansigt. Først da bibliotekaren havde snakket til hende. Så nonnen op. Store blanke briller var rettet mod bibliotekaren og så spørgende ud. Hendes mørke og tomme øjne var isende kolde, selv bibliotekaren fik en sæt i siden, da deres blik mødtes. Pludselig åbnede nonnen mund, og en meget lille stemme svarede "H.. Hvad sagde du?.." Hendes stemme var usikker og hendes blik blev forvirrende, at alt det kolde blik hun sendte, forsvandt, som dug. Bibliotekaren rømmede lidt og peget mod udgangen. Nonne forstod det og gik.. Bibliotekaren gik ud. Undersøgte om der var flere folk inde på biblioteket, før hun gik ud og låste døren.

Men.. I den mørke bibliotek, var der stadig en person.. Nonnen. Hun så kold ud, og så efter bibliotekaren, med hendes kolde blik. Hvad mon hun laver inde i en lukket bibliotek?

Det havde lykkes mig, at gemme mig bag nogle reoler før bibliotekaren havde låst de tunge døre, og gået ud i intetheden. Biblioteket var både mørk og tom. Jeg satte mig i et hjørne, bag de fire stole, jeg havde sat op rundt om mig, og pressede bogen ind mod min brystkasse, jeg knyttede hænderne og lukkede mine øjne, en milion tanker løb fortvivlet rundt i hovedet på mig, og syntes at blive boende, og rive mig i tusinde små stykker.

Fortvivlet rejste jeg mig op, listede rundt i det tomme bibliotek, mine øjne havde let ved at vænne sig til de mørke omgivelser, og jeg var i stand til at se hvor jeg gik, hvilket var en underdrivelse, da enhver med sjæl kunne vænne sig til de mørke, eller kunne det?
Mine sorte sko stødte mod det kolde gulv, og lavede en lav larm, som alligevel gav genlyd i det fjerne. Jeg lagde bogen på en tilfældig hylde, og roligt begav jeg mig videre rundt i biblioteket....

Nonnen.. Eller bare pigen gik rundt i biblioteket.. Næsten lydløs. Mærkeligt nok.? Hendes store støvler, var og så tunge ud. Men hun gik lydløs. Hun rodet i sit hår og bandede inde i sig selv. Hvorfor dræbte hun ikke bare bibliotekaren med det samme, i stedet for at virke dum, som hun plejer. Hvorfor spurgte hun ikke ind og prøvede på at lokke det stakkels menneske i en krog, hvor hun kunne dræ... En tanke slog hende. Selvfølgelig..

Hun stoppe pludselig op, og et smil bredte sig i hendes læber. Nogle var her stadig... Hun hørte det. Hun bed sig i læben, af glæde og nysgerrighed. Men igen blev hun ramt af en tanke. Hun må ikke dræbe. Men hvorfor ikke lege lidt igen? Hvorfor ikke? Hun gik efter hvor hun hørte lyden. Denne gang, trådte hun lidt hårde ned mod det kolde gulv, så det kunne høres. Hun vil nu opdages, og lege med hendes lille søde bytte.. Eller?

Hun stoppede op. Hun rystede. Var hun ond? NEJ! Hun gik videre og forventede intet mod sig selv. Hun vil det. Dræbe uanset hvad.

Jeg smilede til mig selv, da jeg hørte sko eller støvler ramle ned mod gulvet i takt. Jeg var her altså ikke alene. Lysten til at sende djævlen op i mig med det samme brændte stærkt i mig, men nej.. Jeg måtte naturligvis holde hovedet koldt. og dog. Forsvar var helt i orden, også selvom det kostede liv.. Vedkommendes selvfølgelig.
Nysgerrigt gik jeg efter lyden af skridt, de dannede en svag melodi i det fjerne. Skyggen var der, men havde jeg mod på at træde endnu flere skridt frem, og møde dette væsen, ansigt til ansigt? - Der fandtes jo kun et svar, og det var et ja. Jeg er hverken bange eller fortvivlet, så hvorfor denne tankegang? Jeg stoppede hurtigt op, jeg så den.. Det.. Nej.. Hénde!...

Hun bøjede sit hoved, så man ikke kunne se hendes ansigt udtryk. Det så ud, som om hun så ned på grund af skam. Nu.. Det var nu eller aldrig.. Nu! Lyden af skridt der var imod hende, alt det her.. Var bare.. Som en drøm. Nu.. Lad showet begynde tænkte hun med et ondt smil. Hun trak hurtigt en tilfældigt bog ud fra en hylde, hvor der var skrevet om engle og djævle.

Hun løftede pludselig hoved og så forvirret ud, da hun så en anden person. Hun rettede hurtigt hendes briller og så lidt klodset ud. Hun knugerede den tilfældige bog, mod hendes favn. Hun havde hoved på skrå og så lidt usikker frem. Det så ud som om hun ikke vidste hvad der var op og ned. "Uhm.. Du.. Du ved godt biblioteket er lukket.. Ik?.. Men jeg.. Jeg er blivet lukke inde." mumlede hun på en usikker måde..

Jeg lagde hovedet på skrå, og rettede mit blik mod pigen, hun kunne da næppe være en trussel for mig, eller hvad? Jeg sendte noget, som mindede om et falsk smil. "Jo.. Det er jeg vidst også, det kan næppe være et uheld, hva?" Jeg kiggede rundt i det mørke tomrum. Jeg trådte nærmere pigen, tøsen? Hvad kunne man kalde hende? Uskyldig? Det havde ingen betydning.
Mine ben slæbte mig nærmere og nærmere, men jeg holdt mig alligevel på afstand. Mine vinger bredte sig ud, og trak sig igen sammen, som om de trak vejret roligt, og alligevel hurtigt.

Fortvivlet så jeg ned, og så op igen. Jeg var her, jeg var i live, det vidste jeg udemærket. Men alt dette virkede netop så omtumlet, blot ikke en drøm, det var det for ægte til, eller hvad? Jeg følte varmen, og trådte et skridt tilbage, jeg havde modet og så alligevel ikke...

Hun spærrede hendes øjne op. Hun havde nu åben mund.. Hun var fortabt, da hun så pigens vinger. Hun betragte hurtigt den tilfældige bog hun tog og rettede igen blikket mod pigen igen. *Hvor heldigt! Nogle gange skulle man tror at hvor herre og ham dernede tænkte på mig* tænkte hun og smilede ondt, bag hendes maske. Hun vidste godt hun så ynkeligt ud og måske dum. Men alt det her var skuespil.. Hun elsker at lege med hendes bytte.. Men først! Infomationerne.

Hun stammede noget med "Åh" og "Eh" lyde. Hun gik nogle få skridt væk fra pigen og sukkede dybt. Lavede korset tegn, en skæv smil kom frem. Hun kunne pludselig ikke huske om det var panden først, eller hjerte? Pis med det. Hun så på pigen igen "Uhm.. Er du.. En engel. En af de øh hvad det nu kaldes. Guds venner? Nå budskaber" mumlede hun og så lidt til siden. Hun stødte ind i en reol, da hun havde gået baglæns i langt tid. Hun sank en klump. Men bag hendes usikker maske, var der en stor ondt smil på læberne.
Hun elskede bare den scene. Elskede at spille en anden.. Elskede.. Men vent. Hvorfor gik den engel ikke til angreb! Hun ventede..

Jeg nynnede stille af rent nydelse. Strakte en hånd bagud, og mærkede på vingerne, som stod ud til siderne. Jeg var stolt over dem, ikke mindst fordi de klart kunne bruges, men også fordi de var en fordel. Mit åndedræt var helt roligt, og jeg lagde hovedet på skrå. "Næ. Nu mere djævlens engel, men det har vel ikke den store betydning?" Jeg grinede lavt, og alligevel højt. Jeg havde ingen frygt..

Jeg trådte tættere på, af rent ondskab, men stoppede så op. *Hm, hvad foregår her?* tænkte jeg, og vendte mig om, men drejede hurtigt rundt igen. Der var kun os, ingen andre. Jeg kunne mærke lysten til at angribe var stor, men igen måtte jeg holde igen, tvinge mig selv til at holde hovedet koldt, og vente... Vente, og se hvad der nu ville ske. Hvis tøsen vendte sig, og løb ville hun næppe være en trussel.. Men alt dette er blot tankespind... Eller..?

Hun begyndte at grine.. Hysterisk. Hun vendte sig om og begyndte at løbe... Ind i reolen. En kæmpe *dunk* lød det, og hun faldt bagover. Hun landede på ryggen og så meget bange ud. Pludselig stivnede hun. Hendes mørke blå øjne sitrede lidt. Hendes briller var væk. Hun vendte sig om på fire ben og ledte blinkt efter det. "Kære gud i det høje.. Æhh" hviskede hun hastigt og stoppede. Hun var hjælpeløs. "Æhm.. Du.. Du gøre mig ikke noget. Vel? Jeg mener. Du kan da ikke gøre sådan en barmhjerteligt sjæl som mig noget. Vel..? Du er jo en engel af gud natur.. Eller sådan noget" lød en lille stemme, og så op på englen. Hun så direkte og mødte englens blik. Pludselig stivnede hun.

*Nej! Hvad har jeg gang i* Tænkte hun vredt til sig selv. Hun var jo blind.. Eller, så blind var hun heller ikke. Men hun skulle jo spille blind.. Hvorfor se direkte op på den tøs! *Slap af.. Bare hun ikke finder ud af hvad jeg har gang i.. Så skal det nok gå* tænkte hun berolig og prøvede igen med at snakke med englen, uden at se op. "Hvad er du for en.. Uhm.. Hvad kan du" sagde hun og foldede hænder sammen og så ud som om hun bad.

Jeg lagde hovedet på skrå efter dén optræden. Det morede mig, hvor dum havde man lov at være? Jeg holdt fat i reolen og lænede mig nu op ad den. "Barmhjertig...." fnyste jeg og kiggede op og ned ad hende. Det kunne hun umuligt være. Eller hvad? Jeg skubbede mit brune hår til siden, og ventede spændt, der måtte være et eller andet, så hjælpeløs havde ingen da lov at være.

Jeg kløede mig kort i nakken, og sank en klump af spænding. "Det spørgsmål er på ingen måde relevant. nej, svar du mig i stedet. Hvad er dú for en?" dit blik gjorde, at det løb mig koldt ned af ryggen, og jeg mærkede en gysen farer rundt i min kolde krop, som om den fandt sig et sted, af slå sig ned, men uden held, og derfor ledte i hele min krop, og bad om at komme ud, jeg trak vejret dybt.

Hun rejste sig usikkert op og prøvede at stå rank op, men lidt svajende for at støtte sig i noget. "Jeg.. Jeg er en nonne.." Sagde hun med en bestemt stemme. Men det knækkede og hun så usikkert ud.. Det var som om at hun fik skæld ud over det hun sagde, som om det ikke var sandt. Hun prøvede igen at få øjenkontakt, men så blind for sig. "Ok. Ok.. Gud har straffet mig.. Jeg er en meget dårlig nonne.. Jeg gøre ikke hvad jeg skal.. Jeg hader ellers at bruge tid på kirke.. Undskyld jeg lavede ballade ude i baghaven, ved at.. Træde på de stakkels hvide liljer. Og ja. Den der fad jeg skulle give til Broder And. Jeg mente Broder Andeson.. Den tabte jeg.. Og...." Ordene væltede ud, som et vandfald.. Der bare strømmede ligegyldige ord ud. Bare for at sige noget, men også noget der var sandt, eller var de.? Det var som om englen lige havde skæld hende ud, over alle hendes synder... Men var de overhoved rigtigt, de synder hun lige havde fortalt.

Hun stoppede pludselig med at tale og var roligt.. Hun skiftede på et sekund personlighed. Et smil bredte sig, men forsvandt, som den var kommet. "Mit navn er forresten Yukina. Yukina Ashanya Palmodi." mumlede hun og hostede lidt ynkeligt. Men opførte sig, som hun hele tiden har gjort. Dumt og ynkeligt.

Jeg trådte et skridt tilbage, og blev noget forskrækket over alt det som lige væltede ud. Jeg havde ingen ord overhovedet, alt var som taget ud af munden på mig. Jeg nikkede kort, og så på tøsen. Er hun blot bindegal, eller ligger der mere bag? Jeg kunne ikke længere holde styr på mine tanker, og kiggede derfor ned, for at samle tankerne op igen. "Nonne... Det siger du ikke" Jeg så ned, og så hen på dig igen.

"Yukina, fantastisk" jeg smilede for mig selv, og holdt mit blik præcis hvor det var. Jeg var ikke klar over hvad der nu skulle ske, og jeg følte mig helt forvirret, ikke længere selvsikker og modig. Eller hvad?

Der var det.. Et tegn. En svaghed. Eller var det en svaghed..? Hun fandt noget at støtte sig på. Hun smilede svagt, men stadig koldt. Hele hendes personlighed var delt i to. Den usikker og den sikker. Hvad var sandt og falsk? "Nå. Ahh. Men du.. Du må være noget særligt ikke..? De der 'Hurra' vinger.. De ser da ikke uhyggelige ud.. Er de? Eller er de til pynt" Det så ud som om hun passede på ordene, og alligevel ikke. Men hvad havde hun gang i. Hun havde en sker af galskab.. Eller morede hun bare. Man kunne ikke finde ud af hvad hun ville.

Hun så lidt medlidenhed på engel. "Du.. Dine øjne viser lidt ensomhed.. Har jeg ret? Er du blevet smidt ud af paradiset? Eller.." Hendes tone var meget.. hård og blød på samme tid. Hun sagde på en meget provokerende måde.

Jeg så hen mod de tunge døre, det var helt mørkt udenfor, det er sent. Jeg så på tøsen igen, og rystede på hovedet. "De er ikke til pynt, om de er farlige, tsh det må du selv bedømme.." igen rystede jeg på hovedet af dit spørgsmål, og grinede højt. Jeg holdt igen fat i en reol, og slog vingerne ind, blot for at gøre det hele lidt spændende..

"Dine ord morer mig, jeg kommer ikke fra himlen, jeg er kun ensom, fordi jeg ikke ønsker kontakten med alle andre, du derimod. Du er vel fyldt med kontakt?" jeg så på dig, med interessante øjne. hun var interessant. Ikke kedelig, mere ... Mystisk, og... Hemmelighedsfuld, eller hvad?

En lille smule nysgerrighed voksede i hende, da hun så pigens vinger slog ind, til hende krop igen. Men noget fik hende til at tie.. Hun fik en meget trist udtryk og så til højre.. Mod ingenting, med et tomt blik. Hendes briller blev helt grå, på grund af mørket omkring dem, da deres blikke ikke mødtes. "Du.. Jeg forstår dig.. Jeg gik vidst over stregen.." Sagde hun med en undeligt grød i stemmen og så igen mod pigen. Yukina havde nu røde kinder og hendes øjne var våde. "Ingen har været sammen med mig.. For de forsvinder altid.. Hvad end jeg gøre, så går de bort. Ingen ved hvor de er. Hver gang jeg er sammen med dem, forsvinder de.." hun rystede lidt og løftede hendes hænder foran hendes ansigt... "Du.. Du er en engel. Kan du hjælpe en nonne som mig..? Du må ikke forsvinde.. Du må ikke" hviskede hun, men med en kold tone, som kunne fryse ens følelse fast. Hendes hænder dækkede hendes ansigt, så hvordan mon hendes udtryk var nu..?



//Hey du.. Sorry. Havde glemt vores emne -.- sorry, men har svaret ^^//