Stilhed, Macha..

Everton High? Everton high! Okay. Dette var underligt. Skræmmende. Men lettende. Det var jo der hun var blevet sent til. Hun havde ikke kunne huske navnet med det samme med det blev ved med at poppe op i hendes hoved. Det store skilt, formet som en snoret anemone med vinger. Og de store rustne bogstaver. Det var da utroligt. Hun så hurtigt mod ham. Mod Anton. Englen der var kommet til jorden lige som hende. Hendes øjne var spærret helt op. Et glimt af det gamle smilende ansigt af den nuttede dreng blive vist i den unge mands ansigt som nu sad her ved hende. Hun blinkede ustoppeligt. Som var dette en drøm. Men det var det ikke. Hun kunne stadig smage hans blod og alt det shit.
Så kom et smil frem. Et mindre barnligt smil. Som prøvede hun at efterabe det fra den gang. Uden selv at prøve. Det kom bare. Hun slappede mere af i sine ben men det var stadig trukket op under hende. "...Jeg fik ikke lov til at sige det til nogle." sagde hun så. Smilet var væk. Anstrengte sig for at blive ved med at se på ham. Den dreng der nu var vokset mere end sidst hun så ham. "Men hvorfor startede du med at drikke!!??" Hun begyndte at tale som om at de ikke lige var blevet genforenet eller sådan noget. Men så, uden at man lagde mærke til det med det samme, havde hun rettet sig ud og havde lagt sine arme omkring hans nakke. Gemte sit ansigt i hans hals. Sagde ikke mere. Dette var just weird. Og glædeligt..?

Anton kiggede på hende, det var hende.. Macha - Prinsessen. Hans hjerte skippede et par slag og han tabte nærmest vejret. "Fordi .. Fordi du var væk. Jeg øh.." han nåede ikke at sige mere da hun lænede sig ind mod hans hals. Forsigtigt lagde han en arm om hende, og lænede sit hoved mod hendes hvorefter han hviskede "Kan du huske da jeg spurgte om du ville gifte dig med mig?" spurgte han med et drilsk lidt barnligt smil på læberne. Nu stod ting klart, men alligevel sløret. Det var så langtid siden.. Og.. Han havde virkelig savnet hende. Forsigtigt kyssede han hendes hår, og gav hende et klem i siden. "For fuck .. Det har været langtid siden." mumlede han og lukkede øjnene.

Det var som om at Macha nu blot trykkede sig længere ind til ham da hun fik hans svar på hvorfor alt det pis med alkoholen. Hun følte sig skyldig uden at ville det. Holdt det dog for sig selv. Ville ikke vise endnu en svaghed.
Hun blev noget overrasket over hans spørgsmål. Det var lidt forvirrende og undrende. Hun forstod ikke helt til at starte med men hukommelsen så ud til at være på hendes side denne aften. Hun bed sig i underlæben og gav derefter slip på ham. Træk sig roligt tilbage. Uden en lyd. Hun sagde intet før at hun sad ordentligt på bænken igen. Hendes hænder lå i hendes skød og hun så ned på dem. Som ville hun ikke svare med et ærligt svar. "Ja. Ja jeg gør. Hvordan skulle man glemme den slags." startede hun med hendes engleblide stemme. I et roligt tempo og højt nok normal tale. "Især når den man spørger...afviser." Hun sank en klump og så endelig på ham. "Men du må forstå at jeg ikke kunne klare tanken om at du skulle vide min død i et ægteskab." Hun så afventende på ham. Det var jo også bare et emne der var taget fra lang tid siden. Anton var nok ikke den helt samme som dengang. Og det var Macha nok heller ikke. Han havde vel blot fortjent et svar som han ikke havde fået dengang.

Anton holdt stadig en arm om livet på hende da hun flyttede sig. Han huske det, sløret men stadig.. Han huskede dengang, som at han skulle giftes hurtigt. For sådan var det dengang.. Det fik ham til at gyse. Han syntes selv at det havde været en grusom tid dengang. Men det kunne han jo ikke ændre på. Han huskede da han spurgte hende, ja nærmest plagede hende om det. Men hun takkede høfligt nej, "Det er vel forståeligt... Macha" han så lidt på hende, og trak derefter en smøg op af lommen, igen. Tændte den, og tog den til læberne i et sug. Det var mange minder på en aften, eller nat. Månen var igen skjult bag grå skyer, men stjernerne lyste mat i natten. Han havde været anderledes dengang, meget faktisk. Dengang var han mere, rank, formel og han var under stort pres. Hans familie var i den formelle del af samfundet, så han skulle leve op til meget. For ellers ville han være en fiasko. Anton trak vejret tungt og lukkede øjnene, "Hold kæft jeg er glad for at jeg er sluppet væk fra den tid.." sagde han stille, og sugede igen hvorefter røgen hvirvlede ud og nærmest dannede en snoet figur.

"Du er ikke den eneste." Man kunne høre hendes smil igennem hendes stemme. Glæde. Hun begyndte at rejse sig op. Stadig stående på bænken. Drejede en gang om sig selv før at hun gik et lille skridt så hun kom tættere på der hvor Anton sad. Hun lod sig læne ned over ham denne gang. For at have sit smilende ansigt ud foran hans og rettede sig op igen da han pustede røgen fra sin cigaret ud. Han røg stadig. Efter alle de år. Det var vel betryggende at tænke på. At der endnu var ting der stemte med fortiden. Men forandring fryder da også engang imellem.
"Hør. Hvad har du gået og lavet?? Hvorfor har du valgt Di Morga at komme til." spurgte hun ham så mens at hun let hoppede op på selve ryglænet. Holdt balancen lidt før at hun blev nød til at hoppe ned bag bænken. Væltede efter at lande forkert men mens hun lå halvt ned i græsset begyndte hun bare at grine. Le som før i tiden. Som hun elskede at gøre. Hun havde ikke forandret sig lige så meget som Anton. Hun havde forholdt sig til sit gamle jeg. Kun få ting var nye for bekendte.

Anton betragtede atter hendes eleganthed, han huskede ikke ligefrem at hun havde været så elegant dengang, men han skød det fra sig og lyttede istedet til hendes stemme og ord. "Tjaeh.. You know, smoked og tegnet. Det sædvanlige" han talte med ro i stemmen, og smilede skævt, som afslørede et perfekt hvidt tandsmil, som dog ikke var gult af alle de smøger han havde røget. "Jeg mødte en engel et sted, han boede her så han viste mig tilrette her. Gav mig et sted og bo osv osv. Men jeg har været mange steder henne" sagde han og tog nu et hiv mere af smøgen som snart ville være færdig, så han ville blive nødt til at tage en mere.

Machs lyttede som han havde lyttet til hende. Det var overvældende at de ham igen men hun var nu faldet ned igen. Opførte sig nogenlunde normalt igen. Ikke sådan at hun ville indtage føde igen. Selv om at hun med glæde ville tage imod en tør af hans fantastiske blod. Den smag ville aldrig gå væk. "Så du tegner stadig? Awesome!" udbrød hun så med en lallende stemme. Så munter som altid. Eller som før. Han havde fået de ting frem i hende. Bare ved at lade hende vide han stadig var i samme verden som hende. Hun huskede stadig dengang hun bare sad og så ham tegne. Den fred og ro der lå omkring det træ i haven hvor ingen andre turde gå hen når de begge var der. Som vidste de at det var deres sted og at de så havde accepteret det. Men hun huskede ikke hvad han havde tegnet.
Machs så mod det ur der stod her i parken. Klokken var ufattelig mange. Og hun havde underligt nok stadig brug for sin søvn. Hun sukkede lavmælt før hun igen så mod Anton med sine blodrøde øjne. Smilede sakte før hun igen skilte sine blege læber ad for at sige noget. "Nåh men ja.. Jeg tror det her er et godt tidspunkt at skilles på." Hun børstede sig fra fra jord og blade før hun så gik om at stå foran ham den engel. Hun tog så uden at sige noget hans cigaret væk. Stille og roligt uden at giv den skade. Bare så den ikke var i vejen omkring hans læber. Hun fik så hurtigt pænt sig ned mod ham og placerede et lille forsigt kys mod hans mund. Og fik så sat hans rulle tobak tilbage. "Bedre sent end aldrig." sagde hun grinende før at hun så trådte tilbage. "Men vi ses vel en anden god gang, prins!" Så gik hun atter hen ad stien mod udgangen. Det ville være løgn at sige hun ikke stadig kunne lide ham men følelserne var ikke så stærke som den gang. Og det før havde vel bare været drilleri..? Der gik ikke længe før at hendes lange sorte hår sammen med hendes lille krop var forsvundet i mørket.

//oooouutt!! 8D vi må finde ud af et andet emne så de kan mødes igen!//

Anton grinte let af hende, "Ja, jeg tegner skam stadig søde" sagde han med et skævt smil på læben, og uden videre var hun sprunget op af bænken. "Tjaa .. Klokken er vel også mange" mumlede han og kiggede mod det store ur, og forfanden da.. Klokken var jo mange! Han sukkede lydløst, og så op på hende da hun tog hans smøg ud af munden på ham, han skulle lige til at protestere da protesten blev holdt indelukket af et kys - Ja okay, et kys var da også meget bedre end et hiv. Han spærrede øjnene op og betragtede hende, mens hun allerede var begyndt at gå "Ja, det må vi hellere.. Macha" Hans smil blegnede mens han så hende forsvinde i mørket, forsigtigt slog han øjnene i og tog nok det største hiv han kunne præstere, med et suk da han slap røgen ud.