I have often dreamed about a beautiful place where I can be. [Skye]

Der var underligt nok ufattelig koldt her nede på kirkegården denne aften. Nok var det sommer og man ellers havde set frem til en masse varme nætter. Men ikke denne gang. Mørket havde lagt sig for godt en time siden nu og kun lyset fra den lille plantet, der genspejlede solens lys der kom fra den anden side af jorden. Eller noget i den stil.
De rødglødende øjne tittede så grund i mørket. Blandt gravstenene som folk troede zombier ville stå op af hver nat efter klokken 12. Nonsens! Øjnene tilhørte denne pige der bare stod og stirrede mod de forskellige navne der stod på stenene omkring hende. Hun kendte ingen af dem. Hendes hud var bleg. Helt marmor hvid og det lange ravnesorte hår gjorde det bare mere blegt. Det klædte hende. Passede til hende. Men ved synet af hende ville folk ikke være i tvivl om hvad hun kunne være.
Macha stoppede op. Så mod himlen som blev skygget fra de krogede træer. Ingen blade så de var nok døde for længst. Hun nød den kølige regn mod hendes lille krop og elskede den måde det blev kraftigere og kraftigere. Hun var virkelig i sit es lige nu. Hun følte sig dog ikke helt alene her. Det var som om at der hele tiden var nogle. Døde som levende. Måske spøgelser nogle steder. De gemte sig nok bare. Hun sukkede lidt og man fik en smagsprøve på hendes dejlige engleblide stemme som normalt kun tilhørte en engel. Hun kunne nemt forvirre nogle med hendes race. Ikke mange var som hende og ikke mange kendte til muligheden til at være som hende. 3-i-1 altså. Dog havde hun træk fra alle tre. Så så svært ville det ikke være igen..?

Fuldmånen havde hævet sig op over land og hav, mens dets skinnende skær væltede som et vandfald ud over formskifternes race. Et, af disse racer var et ekstremt udskud, som man ikke skulle tro fandtes, men det gjorde denne, han levede han åndede i disse kolde gader som så ud til at blive varmet af den nye hersker der nu befandt sig lige her i øjeblikket. Selv havde han ligget i sit lille vinter forråd kunne man sige, holdt sig væk fra omgivelserne og prøvet at finde ud af sig selv, mens hans indre dyr havde søgt efter denne elver kvinde Abigail der så ud til at have fået grammet på ham. Hvilket ikke ligefrem havde været det han ønskede.
Et gennemborende hvæs gled igennem den unge mands strube sådan som denne forvandling tog til. Knoglerne blev længere, stærkere og kraftigere imens hovedet ændrede sig, og huden begyndte at flås op, hvor der inden under kom en behåret manke med nogle orangeglødende øjne, en nærmere beskrivelse ville sige gylden brun. Pelsen der kom frem, var først loden brun, men gik hen og blev til en snehvid farve, der bredte sig hen over hele den mægtige krop, hvormed hovedet havde en stor manke rundt omkring det tykke kranium. Et halvkvalt hvæs kom fra den da de sidste forandringer var ovre, og der stod nu atter den snehvide løve med det rødlige mønster der gled ned fra dets øje og videre igennem mankens tykke pels.
Men et let fnys, skød den afsted igennem mørket imod det ukendelige som ingen kendte til, som ingen nogen sinde havde set før. Hvem ville tro dette syn, de fleste mennesker ville nok kalde denne løve for et rovdyr der var ramt af sygdommen; Albinisme. Men dette var end ikke tilfældet.
Hurtigt og smidigt skrantede den sig afsted imod et sted hvor der muligvis ikke ville komme så mange, et sted hvor den kunne forholde sig i ro, dette sted var bedre kendt som Di Morga’s spøgende kirkegård, hvor man havde set spøgelser i ny og næ. Dette var så sandelig heller ikke ligefrem den første gang at den havde begivet sig afsted mod dette døde stykke jord.

En ny tilværelse blev opdaget af Macha's fornemmelse. Hendes hørelse opfangede lette skridt og fandt hurtigt frem til hvor denne skikkelse havde bevæget sig hen mod. Hun så ned i normalperspektiv igen og drejede hovedet en kende. Så ind mellem de døde træer og opdagede så et forunderligt syn. En utrolig smuk løve med silkehvid pels. Det var nærmest som om at den lyste en smule op i lyset fra Månen. Dog var der noget helt anderledes over dette dyr. Den virkede noget større end de andre former for løver hun havde mødt. Og så var der den udstråling der udsendte menneskelighed. Animagus! Og så ikke. Dette virkede ikke som en almindelig animagus igen. Hun kendte til dem. Hun havde brugt omkring sine 200 år på at komme i kontakt med de forskellige racer. Undersøge deres adfærd og alt det der. Men denne gang var det noget helt anderledes. Stadig virkede det en smule bekendt.
Efter at have betragtet dette væsen begyndte hendes fødder næsten automatisk og bevæge sig. Satte den ene ind foran den anden. Gik meget forsigtigt tættere på. Det før ravne sorte hår skiftede mens det flagrede i vinden. Fik en mere rødlig brun farve. Havde samme længe og var selvfølgelig stadig lige så vådt som før. Og hvis ikke det havde regnet hurtigt fået gjort det. Hendes blik var hele tiden fokuseret mod løven. Den gjorde hende lidt usikker jo tættere hun kom men hendes nysgerrighed havde taget kontrollen over hende. Og om den var farlig måtte man selv finde ud af.

Hankatten slentrede hen over den halvdøde jord, og gravstene med nogle lette hop. Indimellem lå der nogle større grene som ikke helt var til at komme udenom, hvor den enten måtte hoppe, et slattent hop, eller bukke under med dets smidige ryg, og rolige gang. Et utroligt intelligent væsen denne kat dog kunne være, ikke mindst klog men også hurtig, og listig, samt snu. Den var utilregnelig når man først kom i nærheden af den, men også inden. Dens lugte sans kunne få fat på de mest fremmedartede lugte, og forsvars positionerne kunne sættes op i løbet af ingen tid, men ikke nok med det, så havde det nogle dødsens kløer. Et gab kom nede fra dets gevaldige bug, som modtog med glæde det velsmagende kød eller køllige vand, naturen kunne give den. Uheldigvis, havde det ikke dets menneskelige taske med, eller menneskelig og menneskelig, var den nu heller ikke når dens forvandling var forsvundet, dets eneste tegn på at den faktisk havde vampyr genet i sig, var dets tørst efter blod og kød. Men dette hørte ligeså meget inden under varulve genet samt hans ukontrollerede skiftende race for hver fuldmåne. I blodet havde den dog også Animagus i sig, dog var det eneste dyr den kunne forvandle sig til her, en mus af egen fri vilje, mens at det hver fuldmåne blev tvunget til det største kattedyr, der var på jorden i denne tid.
Roligt standsede den op i det den skulle til at gå over nogle grene, og snuste let i vejret og derefter ned imod grenen, i det samme rettede den sit hoved op… der var nogen. Den kunne ikke sige hvem, men det søgende øjne gled hen over terrænet og derefter ligefrem igen, hvor den forsvandt inde i skyggerne som om den aldrig havde været der. Dets poter var lydløse med de store trædepuder den havde. Ørerne var klar og utrolig opmærksomme på hvad der nu end kunne være. Og næsen tiltog dig al den fremmed lugt den kunne finde, også… dér! En kvinde stod i tusmørket som en sort skygge blandt træerne, men for hankatten var hun alt andet end utydelig. Kroppen var nærmest frosset til is, imens skabningen betragtede kvinden der stod lige foran den, nogle tre meter, langt nok til at spring fra dens side af kunne fælde hende ned i løbet af ingenting. Langsomt slikkede den sig rundt om munden, imens den ventede på det rette øjeblik.
Dets kolossale klør begravede sig lige så stille ned i jorden og mærkede hvordan jorden let rystede sådan som kvinden bevægede sig.

Machs stoppede brat. Hun var blevet opdaget. Uden tvivl og uden lov til at tvivle. De øjne der nærmest bare spidede sig gennem hendes blik gav hende svar med det samme. Hun havde ikke mere denne ukendte tilværelse. Og noget sagde hende at hun heller ikke ville kunne gemme sig i skyggerne eller i mørket mere. 
Hun stod ikke mere vagtsomt end før. Havde samlet sine ben og stod let afslappet med sine arme ned langs siden mens at den tunge regn. Fald omkring hende. Hun betragtede dette store kattedyr. Eller var en løve med i kattefamilien? Det kom hun kort til at tænke over. Fik dog rystet tankerne ud af hovedet. Hun var faktisk sulten. Havde ikke fået føde i et godt stykke tid. Og den essen af en speciel blanding gjorde hende selvfølgelig bare lækker sulten. 
Hun smilede for sig selv. Og nok måske også lidt til denne skabning foran hende. Men smilet vidste ingen skøre tanker. Hendes øjenfarve blev mere og mere naturel og til sidst til en sølv hvid farve. Hun rettede sit blik mod himlen og vinden tog mere til. De store sorte skyer trak sig sammen og en torden lød. Hvor hun dog elskede dette. Men hun var ikke uopmærksom på hvad der ellers kunne ske. Hun havde det under kontrol som hun behøvede. Hun kendte ikke hans styre eller hvor hurtig han var. Men hun havde det som om at dette ville være noget hun skulle opleve på et endnu ukendt tidspunkt.
Væsnet skræmte hende. Bare en smule. Det virkede ikke helt så venligt som det så ud. De enorme kløer var tydelige for Macha. Hendes nattesyn fejlede intet. Hun forstod deres styrke efter at have betragtet dem blive begravet i jorden. Og hvis det angreb ville hun uden at tøve prøve og undvige.