Kirkegården lugter ikke kun af død (Yazu)

En ung kvinde kom gående op af en smal grussti. Grusstien førte op til kirken, eller hvad der var tilbage af den, men hun havde ingen blomster med eller andre ting. Men folk kom heller ikke med blomster mere, hvem kendte de deroppe? Ingen. Alle der engang var blevet begravet der oppe...Var glemt. Det hele var i forfald...Intet at sige til stedet var hjemsøgt. Kvinden havde en rød kjole på den dag, en lang en der gik ned til hendes bare fødder, der var noget rødt broderi på, langs alle kanterne og en lille hætte.
Hendes røde hår, det lange, krøllede hår, hang løst ned over hendes ryg og skuldre, hendes grå øjne...Man kunne ikke rigtig se hendes øjne. For hun kiggede ned i jorden. Var det for at se hvor hun gik? Så hun ikke trådte noget op i foden?
Nej...Det virkede mere som...om hun var bedrøvet.

Enya undgik en halvstor sten, en flintesten, der lå på vejen. Men uden rigtig at tænke på det.
Der var...ja, anden gang? Hun nærmede sig kirkegården, og denne gang også kun for at se solnedgangen. Kirkegården lå godt, hvad der angik, man kunne se ud over en mark eller eng af en art og se solen forsvinde.
Men hun kom der også af en anden grund...Fordi hun fornemmede hvordan hele kirkegården nærmest var...Trist. Men ville hun ikke også være det hvis hun var glemt? Dømt til at blive til jord uden nogen sendte en eneste tanke?
Hun så op da hun nåede den ruste låge, skubbede lidt til den og gik ind på kirkegården. Hun gik ikke mod ruinerne af kirken, men ud mellem resterne af gravstenene. Pludselig stoppede hun op, her kunne hun mærke den svage, lune vind, hvordan den kærtegnede hende blidt og skubbede svagt til hendes hår og tøj.
Hun så op mod himlen...Ja, solen ville snart gå ned.
Freden hvilede over stedet...ikke en lyd, ud over nogle fugle og insekter...

Et stykke der fra i den godt smadrede krypt sad en ung mand og anede egentlig ikke hvad han lavede der og hvad han i det hele taget lavede ude på denne tid af døgnet! Heldigvis skyggede skyerne for solen så den ikke kom ned og skadede ham. Han opfangede en lyd, som om en rusten låge blev åbnet og smilede skævt for sig selv " Hun er her" sagde han stille og rejste sig op og gik ud af krypten og ud i det åbne, men han kunne ikke se nogle, kun mærke ens tilstedeværelse. Han førte en hånd gennem det lange sorte hår og børstede støvet af din hvide skjorte og hans stramme jeans. Et koldt og hærdet grin kunne høres i det fjerne, det kom fra ham. Denne mand var ikke hvem som helst, men en betjent, men han var dog ikke på arbejde denne eftermiddag, hvilket gav ham rig mulighed for at studere Terre by og uden for Terre by. Han gik ned imod de mange gravsten med et smil på læberne og fik øje på en kvinde der gik blandt de mange forfaldne gravsten " Er det hende?" sagde han stille til sig selv. Denne kvinde mindede ham om en eller anden, men han var ikke sikker på om det overhovedet var samme person, men han havde i sinde at finde ud af det idet han tog nogle skridt tættere på denne kvinde

Hun havde lukket øjnene for at finde sin egen ro. Hun ville ønske hun kunne det samme som en af sine søstre...Lukke op og høre ånderne tale, tale om fortid, nutid og fremtid, om deres ulykkelige skæbner...eller ens egen. Selvfølgelig skulle det tages med en gram salt. Men alligevel. Disse ånder her ville nok have trangt til det.
Men pludselig mærkede hun en anden tilstedeværelse, noget der absolut ikke var en ånd, man af mere fast stof.
Hun åbnede hurtigt øjne og kiggede rundt. Hun opdagede ham snart, en ung mand, sikkert ikke mere end de tyve, som listede sig nærmere...Hvad ville han? Hvem var han? Og hvad var han?
Hendes grå øjne kiggede direkte på ham, så hvis han ville have overrasket hende...Tja, så var det for sent nu.
Men hun forblev tavs. Ikke en lyd kom over hendes læber.
Hun vente sig så hun nu havde front mod ham og kunne snart lugte...noget. En...dæmon måske? lugten mindede da i hvert fald om det. Så det var nok også det han var...