En dag som ligner alle de andre

Fricai bemærkede stilheden der hade hersket i en rum tid. Hun tænkte hun nok burde sige et eller andet, måske noget der kunne berolige Naina, for hun så da lidt nervøs ud, eller måske var nervøs ikke ordet. Hun så i hvert fald ud som en der var heltklar på at reagere hvis noget uventet skulle ske. "Vinden er også en skøn ting" valgte Fricai så at bryde stilheden med. "Den passer bare sig selv og er fri som, ja... fuglen" Hun lod blikket glide om mod Nainas ryg, eller mere præcist hendes skuldre. Utroligt at hun kunne beherske sig selv til at blive siddende på jorden når hun havde muligheden for at svæve blandt skyerne. Fricai prøvede kort at forestille sig hvordan det mon var at have vinger, men hun skubbede hurtigt tanken væk. Hun havde det godt som hun havde det og jorden virkede også mere tryg end det frie fald fra den bare luft

Hun så hen på hende og kom med et blidt smil. "Nemlig. Og det bedste er at ingen er herre over den. Den er helt fri og hvis man endelig skal have kontrol over den så er det nærmere at samarbejde med den" sagde hun og smilede til hende. Der blev lidt stille igen. Hun så hen på hende og bemærkede hun kiggede bag på hende. Hun lod som ingenting, men lod sig så dreje lidt så hun ikke kunne se hendes ryg. Hun prøvede at gøre det så diskret som muligt, men hun vidste ikke helt om det var lykkedes. Hun ville bare ønske at alle væsner var flinke og at nogen ikke var så onde så de prøvede at slå andre racer ihjel. Dem der gjorde det var så egoistiske efter hendes mening.

Fricai lod mærke til hvordan Naina prøvede at gemme sin ryk og hun fjernede hurtigt blikket fra den og kiggede ned mod søen igen. Der var ingen grund til at gøre Naina usikker. Hun tænkte lidt over hvad Naina havde sagt om vinden, det med at samarbejde, det lød meget fornuftigt i hendes øre, og sådan var det vel i bund og grund med mange ting... Man kom også længere ved at samarbejde med nogen eller noget frem for at styre det med magt. Det kunne give en bedre forståelse for hvad man havde med at gøre og den forståelse ville også gøre en stærkere. "Ligesom det er godt at kende sine fjender skal man også kende sine venner" mumlede hun, det var en talemåde hunhavde lært allerede som helt lille, faktisk havde hun lært ret mange talemåder og ordsprog, men dette passede vidst godt ind her.

Hun så lidt forsigtigt på hende, men åndede lettet op inden i sig selv da hun så væk. Hun kunne ikke holde tanken ud meget snart hvis hun nu fandt ud af at hun var en dæmon. Hvad ville der ske? "Men så er det jo man lige skal have nogen venner og fjender først" sagde hun og smilede blidt til hende. Hun havde ikke særlig mange venner. Selvom hun havde levet i så mange år var mange af dem forsvundet eller også var de bare vokset fra hinanden. Så hun havde lært bare at lade sig føre af vinden hvortil hun nu end kom. Det var også meget mere befriende, men også spændende på en gang. "Kender du mange? Altså venner?" Spurgte hun for at gøre det helt klart for hende hvad hun mente. Hun så på hende med sine lilla øjne. Hun havde haft den øjenfarve lige fra fødsel, men den var meget nyttig. Så skulle hun ikke have en halskæde eller andet himstregims for at kunne tilkalde sit instrument. Yderst effektivt. Men mange så også underligt på hende over øjenfarven. Selvom der var så mange racer der havde andre øjenfarver end det man kaldte normalt. Men hvorfor kaldte man det egentlig normalt? Det var jo ikke fordi menneskerne kun skulle have ret til at blive kaldt normal.

Fricai sad stille og lyttede imens Naina talte videre om det med venner og fjender, inden hun svarede på spørgsmålet valgte hun dog lige at komme med en kommentar til Nainas første ord "Fjender kan du let få mange af, men sande venner er sjældne og skal passes på, en sand ven vil heller aldrig forsvinde og vil altid være dig for dig, både i døden og i livet. Jeg ved ikke hvor mange sande venner jeg har, man kan vel sige at min familie er mine sande venner, imens jeg også betragter mine sande venner for min familie..." Hun var stille lidt det var et dybt spørgsmål og det fik hende da til at tænke lidt videre over det, så kom hun i tanke om at Naina jo egentlig ikke havde sagt noget om sande venner, bare om bekendte og almindelige venner. "Men ja jeg kender mange, jeg har levet længe og min race har en god hukommelse, jeg har dog ikke tal på hvor mange jeg kender og det er også svært at sætte en grænse for hvornår man bare har mødt folk til de er almidelige venner" det måtte vel være svar nok... Hun så på Naina med et blik der både sagde at kommentarer var tilladte, men også at hun gerne selv måtte besvare sig eget spørgsmål, bare for at få lidt samtale igang.

Hun smilede forsigtigt. "Venner er også gode at have. Men sande venner finder man kun en eller meget få gange i livet" sagde hun og så lidt ud over søen. Hun så på hende og trak på skuldrene da hun kunne se hun ville ha hun selv skulle svare på hendes spørgsmål. "Jeg har ikke rigtig nogen venner tilbage. Vokset fra dem. Så nu har jeg kun bekendte. Jeg er meget af en enspænder" forklarede hun og lod blikket glide rundt. Hvor ville hun ønske hun bare kunne tage en flyvetur. Men lige meget had kunne det ikke lade sig gøre på højlys dag. Hun måtte vente til det blev mørkere eller også bare til i nat. Det var trist, men sådan var det med alle de sortelvere der var i skoven og som af en eller anden grund hadede hendes race."Men det har jeg nu været i et godt stykke tid så jeg er ved at være vant til det" tilføjede hun et stykke tid efter og smilede forsigtigt til hende. Hun ville nu gerne have nogen at være sammen med igen, men det var bare svært. Der var ikke mange man kunne stole på mere. Faktisk ingen. Det var trist.

Fricai så stille på Naina. Kunne det dog være medlidenhed hun følte lige nu? Det ikke at have nogle venner kunne være det sværeste i verden, man havde ingen at dele de dybeste hemmeligheder med og ingen til at hjælpe med problemer. Jo Fricai var taknemlig for de venner hun havde og de betød mere for hende end noget andet... Der var stille lidt, diskret ud af øjenkrogen så Fricai hvordan Naina kæmpede i mod et eller andet dilemma i hendes tanker. For ikke at afbryde lod hun sig selv flyde ind i en tankegang. Det var en blanding af minder. Minder både af den gode og den dårlige slags. Imens hendes hjerne kørte derudaf handlede hendes hænder dog for dem selv. De strøg blidt det bløde græs og plukkede af og til et par strå som de flettede sammen til små fine græsfletninger. Det var hyggeligt at sidde her sammen med Naina, hyggeligere end hun havde regnet med, men det var vel kun godt?

Hun så lidt rundt, mens hun bare gik lidt ind i sig selv og sine tanker. Hvis der var noget man kunne stole på var det sine tanker. Det var jo egentlig dem der bestemte hvordan man var og hvad man gjorde. Egentlig var det jo ens hjerne, men tankerne var jo en del af den så det gav vel mening på en eller anden mærkelig måde. Hun ville ønske hun havde haft nogen venner at kunne dele ting med i de svære tider. Især da hendes forældre blev dræbt. Hun havde ingen at snakke med udover sig selv og så bare himlen generelt og nogen gange den ørn hun kunne tilkalde ved hjælp af sin harpe. Hun elskede himlen, men jord ville nok have været en del bedre. Man var ikke nær så sårbar da man ville have nemmere ved at gemme sig, men det ville også være en skam hvis man var sart overfor sollys. For det var da noget af det mest fortryllede der fandtes. Men dog ikke lige så meget som vinden og luften. Det havde altid været det hun levede for og det hun levede med.