En nat som alle de andre.. //Eithan-Privat.//

Tid; 22;23
Sted; Hotel Bellefleur, Terre's bymidte, og baren; 'La Coupe d'Or'.
Omgivelser; Ude foran hotellet; En masse biler, og mange mennesker. Inde i baren; En masse fordrukne mennesker, og en lang bar.
Vejr; Det er lunkent og luften føltes fugtig, selvom det ikke regner.
Dato; 22/08-'17.

_______________________________________________________________________________________

Alecia så ud af vinduet på hotelværelset, solen var næsten gået helt ned, så kunne godt begynde at bgive sig ud i det fri igen. Hun gik ud af det lille hotelværelse, låste døren med nøglen hun havde fået, og gik hen til elevatoren. Hun hadede de tingester. Nok mest af alt, fordi hun led af klaustroforbi.. Hun trykkede på knappen og ventede på at elevatoren ville komme op på fjerde sal hvor hun var. Da elevatoren nåede op til hende, kom det øredøvende 'Pling!'. Hun gik ind i den, -efter hendes mening, - Alt for lille elevator. Hun trykkede på knappen med s'et på, det stod for, 'stuen.' Hun pressede hårdt øjnene sammen, og håbede bare at det hele ville gå stærkt. Klemte hånden om det lille gelænder der var i siden på elevatoren. Efter det der virkede som timer var gået, sagde elevatoren igen 'Pling!' Og hun sprang nærmest ud af den.. På vejen ud hilste hun på Chris, han stod bag skranken i receptionen, og var ved at betjene nogen. Han smilede til hende, og vinkede. "Vi ses vel i morgen tidlig?" Sagde han med et drilskt smil. Det var her hun plejede at komme og sove om dagen, for at gemme sig for solen. "Selvfølgelig." Sagde hun med et smil, og vinkede farvel til ham. Han havde været som en storebror for hende, i så utrolig lang tid, og hun elskede ham højere end noget andet. - Som en bror altså..
Hun skubbede til svingdøren, da hun var på vej ud. Den åbnede og hun trådte udenfor i byens trængsel og larm. Hun tog en dyb indånding, og begik sig ud i den store by. Hun gik til venstre hen af det beskidte fortov, og gik forbi den lille blomsterhandler, der lå ved siden af hotellet. Men ved siden af blomsterhandleren lå en lille café, eller det var nok nærmere en bar. Hun stoppede lige foran baren, og læste på det store skilt der lyste med neon bogstaver over døren. 'La coupe d'or' srod der, som vidst nok betød den gyldne kop, hvis hun ikke tog helt fejl. Hun var ikke helt vildt god til fransk, men hun kunne da noget.. Hun gik ind af den store dør, og der var en masse larm inde på baren. Folk sad rundt omkring ved små borde med store fadøl, og diskuterede en masse underlige ting. Med lange elegante skridt, trådte hun ind i baren, og satte sig på én af de høje stole. Hun løftede hånden, og bartenderen kom løbende hen mod hende, han kiggede længe på hende før han var klar til at tage imod hendes bestilling. Hun smilede forførende til ham, da hun hørte hans tanker. Det var noget med at han ville tage hende lige der på bardisken hvis han ikke var på arbejde.. Som sagt, var hendes fransk ikke specielt godt, men dét der, forstod hun udemærket.. "Gin n' tonic, tak." Sagde hun venligt, og slap ikke hans blik. Han vendte sig hurtigt om og lavede den drink hun havde bedt om.
"Frøken.." Sagde han, og rakte hende drinken. Hun tog gladeligt imod den, og drak lidt af den, imens hun vendte sig væk fra den lidt for venlige bartender, og så ud imod alle de andre i baren.

//Well, Hello hello Kreativitet!? :D Det må du ikke forlange sker igen!!! o.o//

Årh for helkulan de tåbelige mennesker såvel som diverse væsner kunne lave larm. Havde de overvejet bare at skrue en kende ned for volumen på deres ophøjede snak? Tilsyneladende ikke. Højlydt snak fra den ene gruppe folk blev blandet med en anden forsamlig, en helt tredje gruppe mennesker og så al den brummen og vrøn'en fra dé biler, der drønede forbi på gaderne, - lige denne gade syntes at være allermest fyldt og proppet med latterlige væsner og deres åndssvage, støjende køretøjer, som de bestemt ikke tøvede med at vise frem. De kunne fandme rende ham højt oppe et hvis sted. Som om han ville indviges i deres ynkelige samfund. Hellere bare holde sig for sig selv. De var et par højrøvede undermålere alle sammen. Hvad han dog ikke ville give for at komme væk fra dem. Hans blik flakkede næsten helt desperat rundt i området. Undersøgte en hver bygning der måske kunne bruges som et alternativ til at søge tilflugt i. Hvis han ikke snart kom væk fra alle de tåber, eksploderede hans hoved sgu da snart. Efter en del tids leden opfangede hans sædvanlig tågede, blågrønne øjne et sted, der muligvis kunne være nyttigt. Hvad end det var, så måtte der da være bedre derinde - og mindre larm. Det var værd at gøre et forsøg. Det var jo tilladt at smutte ud derfra igen, hvis tilfældet var at stedet ikke behagede ham eller opfyldte hans krav, der faktisk ikke var så forfærdelig høje. Bare han kunne få et hjørne, hvor han kunne sidde og passe sine tanker og sig selv. Sidde uforstyrret uden at skulle høre på den der evindelige ævl fra dé folk, der spankulerede rundt på fortovene. Som om han var interesseret i at blive inddraget i deres platte samtaler, der alligevel bare handlede om weekendens begivenheder og alt andet ligegyldigt skidt. Han satte sit tempo en tand højere op, fik mast sig forbi en yngre kvinde, der havde fået selskab af et par fyre, tilsendte de omkringstående personer et grumme, skulende blikke, inden han endelig nåede til vejs ende og stoppede brat op. Vendte sig så han kom til at stå med front imod bygningens indgang, satte sin ene isnende håndflade imod døren og skubbede den i en vant, behændig bevægelse op, hvorpå han trådte indenfor, forholdsvis ubemærket i starten, men efter kun at have taget ganske få skridt længere ind i dét, der tydeligvis var en bar, og lukket døren forsvarligt bag sig, blev et par bedømmende, lidt skeptiske blikke rettet imod ham. Hans respons på deres rimelig nedladende, skjulte interaktioner indeholdt blot en lavmælt knurren, der ikke varede forfærdeligt længe, og han luntede dernæst op til selve baren, hvor der så ud til at være mindst befolket. Slog sig ned på den første og bedste, høje barstol med albuerne sat imod bardisken bordoverflade og satte efterfølgende hagen mod den ene håndflade, lod hovedet hvile dér. Der var ... tilpas stille herinde. Stjønen var i hvert fald overskuelig. Sådan da. Den var ikke helt så umenneskelig ligesom dén udenfor på gaden. Han lod et dæmpet suk undslippe hans abnormt blege læber, der nærmest bare smeltede sammen med resten af hans sygeligt lyse, marmorhvide ansigt med de mørkelilla smokey eyes, der var med til at give ham et noget dystert udseende - sammen med dén fuglerede, der sad ovenpå hans hoved, bestående af ravnesorte, måske efterhånden lidt for lange hårtotter, der var totalt filtret ind i hinanden. Nøj, hvor han ikke magtede alle de tanker, der as usual rodede rundt inde i hans hoved, og mest af alt fik det til at minde om en kæmpestor slagmark. Det var da heller aldrig til at finde hverken hoved eller hale i hans idiotiske spekulationer og grublerier af tanker.

Alecia så på den slanke mand der trådte ind af døren. *Gad vide, måske bliver denne aften ikke så kedelig som jeg havde troet.* Tænkte hun, og så stadig på ham. Hun kiggede igen på bartenderen. Hun forstod ikke hvordan han kunne få alle pigernes opmærksomhed, hun syntes ikke han var specielt køn. 'Carlos.' stod der på hans navne skilt. Hun fnisede lidt af navnet. *Carlos* Tænkte hun. *Damn, jeg er glad for det ikke er mig* Hun grinede lidt for sig selv som hun sad der ved baren. De andre mennesker, begyndte langsomt at komme hen til baren igen. Hun kiggede hen mod dørmanden, han var en ordenlig mand. mindst 2 meter høj, og bredskuldredet. Hun undrede sig overhvorfor fanden han ikke havde været der lige før? Hun havde da bare vadet ind i baren. *Nogle mennesker burde seriøst passe deres arbejde* Tænkte hun, og rystede svagt på hovedet. Hun kiggede ud på dansegulvet, folk var totalt usturlige, deres bevægelser gav ingen mening i hendes hoved. De bevægede sig op og ned af hinanden som om de havde sex lige dér på gulvet. -Eller det vil jo så sige stående, men stadig på gulvet. - Musiken var øredøvende, og hun kunne ikke lide det. Det var slet ikke hendes smag. Det var nok mest derfor hun ikke også dansede, eller måske var det fordi hun ikke kunne? Eller måske fordi det ikke intereserede hende. hun trak på skuldrene over den tanke. Og så så tilbage på den nyandkomne mand. Han så ret sjusket ud, men alligevel ville alle og en hver sukke efter ham. Inklusive hende selv. Hun sukkede og tænkte på hvor længe siden det var hun havde mødt en hun virkelig syntes om.. *Kærlighed.* Tænkte hun, og trak ansigtet sammen i ren afsky.. Hun hadede det. Hun havde aldrig været god til det.. Heller ikke som menneske.. Hun kunne ikke se pointen i det. *Uhh, hurra! Forelskelse! Lad os dog blive gift og leve lykkeligt til vores dages ende!* Tænkte hun, og lavede små bevægelse til det. Hun hadede hele den tanke. Hvis hun kunne, havde hun slået den ihjel, men det var ikke muligt. Man kunne ikke bare sådan slå en tanke ihjel, det ville i hvert fald blive svært.. Hun rystede igen på hovedet, hun blev simpelthen nødt til at finde noget bedere at give sig til end at tænke over sådan nogle latterlige ting..
Langsomt kiggede hun tilbage på personen der sad ved siden af hende, pludselig fik hun følelsen af at hun havde set ham før. Hun lagde hovedet lidt på skrå og knep øjnene sammen en smule.
Pludselig slog tanken hende, og hun spærrede øjnene op. *Eithan..* Det var det eneste hendes hoved rigtigt kunne komme frem til.. Intet andet kunne beskrive ham, intet andet kunne sætte ord på hvad han var.. Eller hvem han var.. Den dreng havde kastet en sten i hovedet på hende? Pludselig begyndte hun at grine højlydt, hun skyndte sig at kigge ned i bardisken. Bare mindet om hele deres uoverenstemmense fik hende til at bryde ud i latter. Det var simpelthen for sjovt at huske på hvor vred hun var blevet på ham. Og hele deres skænderi var på grund af at han ikke kunne sigte ordenligt med en sten.. Alt det havde de flippet ud over.. Det var simpelthen for sjovt, alt for latterligt. De havde teet sig som små børn. Hun rystede på hovedet og kunne ikke gøre andet end bare at sidde og ryste på hovedet og tænke tilbage på den dag for lang tid siden.

//Hold da kæft, min kreativitet er ikke skredet endnu!? Vi er heldige i aften min ven! x3 //

Eithan løftede med stor skeptik et af sine mørke øjenbryn, der straks skød til vejrs, netop som en dæmpet latter brød frem og kunne høres. Hvad det helt præcist var, at vedkommende fandt så sjovt, var ham en gåde. Det skulle ikke overraske ham, hvis det var ham selv, væsnet tillod sig at le af; hvem var det i det hele taget? Ikke at det ragede ham en høstblomst, men ... personen, der udfra grinet at dømme var af hunkøn, fik besudlet at tiltrække hans øjnes opmærksomhed, og han drejede defor hovedet, efter først at have fjernet de fra håndfladen. Rettede med hurtigt imod skikkelsen ved hans side, og dér - nøjagtig som han fik øje på hende, snerpede han sin mund en anelse sammen og kneb sine øjne sammen i en fjendtlig, olm skulen, der tydeligvis var tilegnet hende. Fucking præmenstruel bitch af en kvindelig vampyr. I noget tid sad han blot musestille uden at røre sig ud af flækken og studerede hende. Lod sit blik klatre rundt på hende med vantro malet i øjnene. Hvad fanden lavede hun her? For satan da, det var ikke ligefrem fordi, at det var hans store livsdrøm at møde hende endnu en gang. Det havde ikke just gået så godt sidst. Om det var fordi, Akumu havde været i nærheden, kunne han ikke sige. Der var ligesom bare ét eller andet med ham. At hver evig eneste gang den skodvampyr var der, kunne han slet ikke tænke klart, - mindre end han i forvejen kunne, hvilket sagde en del. Noget var i hvert fald sikkert som han tydeligt kunne huske, - hendes hidsige anfald; såvel som hans eget. Men det var eddermame hende, der havde startet. Hvis hun bare havde taget livet lidt mere rundhåndet og ikke sat sit pis i kog, blot fordi hun var blevet ramt af en fucking sten, mand. Selvom det muligvis var skide latterligt, så han bestemt ingen grund til at grine af det. Men det gjorde hun - tilsyneladende. "Hvad helvede griner du af?" snerrede han med en let rynken på næsen efterfulgt af et kort, lavmælt fnys. Han løsrev atter sin opmærksomhed fra hende, vendte den i stedet for ned imod barens bordblade, der åbenbart pludselig var blevet enormt interessant. Derpå drog han et tungt, lydløst suk, der dog sagtens kunne ses, eftersom både hans skuldre og brystkasse hævede sig markant under det dybe suks varighed. Allerede nu havde han næsten glemt hendes tilstedeværelse, skønt hun sad lige ved siden af ham. Eller - han var vel bevidst om den, men han ville bare ikke bryde sit hoved med minder om hende. Men der var så til gengæld fyldt med en masse andet røvforpulet lort - inde i hans hoved. Som sædvanlig var det ét stort rod. Der hørte virkelig til sjældenhederne, at han havde sine egne tanker under kontrol. Hvis det overhovedet havde sket før. Sikkert ikke. Det kunne lige passe med dét held, han havde; eller rettere sagt ... med det held han ikke havde. Han pustede åndsfraværende til en halvirriterende hårlok, der havde forvildet sig ned foran hans øjne og hang og dinglede lige i midten af hans synsfelt, sammen med en masse andre. Men lige præcis dén der blokerede fuldt ud for hans udsyn til omverdenen. Ifølge dét lille vindpust han havde sendt afsted imod den, fløj hårtotten for en kort stund lidt op i luften, men faldt hurtigt efter på plads igen og fortsatte med at gøre livet surt for hans blik. Nåh. Der var sgu da alligevel ikke en skid, der var værd at se på herinde. Hvorfor han stadigvæk var her, var ham egentlig en gåde, men han orkerede ikke at rejse sig. Så svaret på dét måtte være dovenskab. Det kunne i grunden også være ligemeget. Hvor skulle han ellers tage hen?

Imens hun smilende sad og kiggede ned i bardisken, kunne hun mærke hvordan Eithan blev.. Fornærmet? Et fnis undslap hendes læber, hun fattede ikke at han stadig var vred over deres lille 'hændelse'. Jo vidst var de da ikke ligefrem 'bedste venner', eller bare venner på nogen måde. Men nu måtte han da stoppe, det var måneder siden det var sket, han kunne da ikke stadig være mopset over det? Eller, det kunne han jo så tydeligvis.
Pludselig hørte hun en hæs og lettere vred stemme. Hun skævede over til ham, hvorefter han bare vendte blikket væk fra hende. Let, rystede hun på hovedet og tog en slurk af sin drink. Hvis han var for fin til det her sted kunne han da bare skride? Hvilken grund havde han til at blive? - Ingen..
På samme tid med at musikken skiftede til et endnu vildere nummer end før tømte hun sit glas. Med det samme den 'åhh' så bedårende Carlos fik øje på det, susede han hen til hende, og lænede sig forførende ind mod hende. Hun knugede hårdt om sit glas, og så dystert op på ham. "Hvad kan jeg hjælpe dig med?" Krurrede hun vredt, og lod det lidt for lange pande hår dække for hendes øjne. Med det samme smilede han kækt til hende og lænede sig endnu tættere på. "Det var lige det jeg skulle til at spørge dig om." Langsomt lagde han en hånd ovenpå hendes, stadig med det samme vamle smil.
Hun kunne mærke hvordan hendes blod begyndte at koge, han.. Rørte ved hende? *Føj for helved! Ad! KLAMT! Flyt dine fede klove fra mine hænder, din klamme stodder!!!* Tænkte hun, og kunne mærke hvordan væmmelsen steg hende til hovedet.
Pludselig var det som om et mørkt og dystrert tæppe blev lagt over hendes ansigt.
"Flyt.. Den... Hånd..." Sagde hun og lagde tryk på hvert eneste ord. Han rystede på hovedet, som om han ikke forstod hvad hun sagde, men stadig med det samme overmodige smil.
"Okay, Mester. Lad mig skære det ud i pap for dig. Hvis du ikke flytter den hånd, så brækker jeg din arm... Er du med!?" Hvæsede hun vredt, og kunne mærke hvordan hver eneste muskel i hendes krop blev spændt og dirrede, som om hun kunne sprænge i luften, hvornår det skulle være..

Eithan lod et halvirriteret suk undslippe hans læber, var uden tvivl dødsens træt af alle den tumult med de tomhjernede tanker, som han i sidste ende ikke fandt et svar på anyways, - så hvorfor overhovedet spilde tid på dem? Hvorfor fanden skulle det være så svært at komme af med et bare simple - mere eller mindre i hvert fald - tanker, som der syntes at komme flere af konstant og hele tiden. Hans i forvejen enorme tankespind voksede med stor fart, og det varede ikke længe, før en følelse af at der var blevet placeret en form for kæmpe atombombe inde i hans hoved bredte sig; fik det til at føles som om, at hans hoved kunne eksplodere hvornår som helst, det skulle være. Hans tankestrøm blev brat afbrudt, idet en spydig og fjendtlig knurren nåede hans ører. Det var ikke særlig svært at regne sig frem til, hvor dén arrige snerren kom fra. En anelse dovent løftede han hovedet fra håndfladen, drejede det dernæst, så hans ansigt blev vendt imod de to væsner ved siden af ham, der tydeligvis var opstået et par problemer imellem. Det så i hvert fald ikke ud til at Alecia ligefrem nød den unge herres selskab, der – ud fra hans beklædning at dømme - måtte arbejde her på stedet. Tilsyneladende som bartender eftersom han havde valgt at anbringe sig bag baren. Han fortrak sit ansigt i en frastødt grimasse, rynkede tilmed kort på næsen, inden han lod sit blik køre diskret rundt på denne Carlos. Det påstod hans navneskilt da, at han hed, - så det måtte han gå ud fra var sandt. Men hvis ikke det var, kunne det satme være skide lige meget. Det var ligesom ikke fordi, at han regnede med at komme til at tilbringe specielt meget tid sammen med ham. Manden var jo tydeligvis en fatsvag idiot, der intet forstod; eller måske overhørte han bare hendes trusler med vilje. Sikke en nar. Eithan fnøs dæmpet af den omklamrende, åbenbart komplet hjernedøde bartender, inden han fik besluttet sig for, at han nok hellere måtte blande sig i deres lille samtale. Det ville jo være forfærdeligt og fuldstændig utilgiveligt, hvis der skulle opstå en slåskamp - yeah right. Det var nok alt i alt blot fordi, at han simpelthen ikke orkede at høre på et skænderi. Magtede ikke flere højlydte snakkerier, der i bund og grund ragede ham en fucking høstblomst i sidste ende. Han trådte ned fra stolen med et lavt 'gunggh', da hans skobunde ramte gulvet, tårnede sig atter op over langt de fleste personer, der opholdt sig inde i dette rum, med sine 195 cm, hvorefter han tog det afgørende skridt hen til dem. Stillede sig lige bag hende, således at han stod med sin front vendt imod hendes ryg. Det var dog ikke hende, han havde blikket rettet imod. Dét olme, giftige udtryk han havde fået malet i øjnene var hundrede procent tilegnet den klistrende bartender, der vist allerede havde lagt sin kærlighed på Alecia. Tilsendte ham en drabelig skulen efter at have knebet sine øjne en kende sammen. "Du hørte udmærket godt, hvad hun sagde ..." hvislede han, sparede aldeles ikke på spydigheden i sin stemme, der nærmest dryppede af giftig syre. Fæstnede sin ene hånd på en af hendes skuldre, som han kuplede hånden om og gav den efterfølgende et svagt, kun knap bemærkeningsværdigt klem. Prøvede vel med dét at fortælle hende, at hun skulle spille med. At hun ikke bare skulle fare op fra stolen og straks begynde at udspørge ham om, hvad det var, han havde gang i, - selvom han tvivlede stærkt på, at hun ville gøre det. "Du ville gøre dig klogt i at trække din hånd til dig ... ellers skal jeg kraftedme nok personligt få din arm brækket og stikke den op i din røv efter at have flået den af ..." fortsatte han i et mindst lige så fjendtligt tonefald, stjal lidt fra dén advarsel, som hun selv havde givet ham tidligere.

Alecia kunne mærke hvordan den vrede der var inden i hende bare voksede for hvert sekundt der gik. Langsomt sneg kvalmen sig ind på hende, og hun kunne snart ikke styrer sig mere. Hun kunne kvase ham så let som ingenting. Han begyndte langsomt at kører hans hånd op ad hendes arm. "Hold nu op smukke, du vil jo gerne." Sagde han smilende og kørte armen længere op ad hendes arm. Lige i det sekundt hun skulle til at springe i luften, hørte hun den velkendte hæse stemme bag hende. Først var hun i tvivl om al den vrede og al den spydighed var rettet mod hende, men så følte hun den kølige hånd på hendes skulder. Hun skulle lige til at kigge op på ham, men mærkede så blide klem, og opfattede det som et tegn til at hun skulle holde sig i ro, måske endda stole på ham. Hun fæstnede igen blikket på den klamme stodder der stadig ikke havde fjernet sin hånd fra hendes arm.
Carlos stod stadig og smilede og nægtede tydeligvis at fjerne den forbandede hånd. Igen hørte hun Eithan's vrede og hæse stemme bag hende. Hun løftede den ene øjenbryn og smilede dystert til Carlos. Han kiggede en anelse skræmt op på Eithan, der tydeligvis var højere end ham selv. Uden at flytte på hånden kunne hun se hvordan Carlos sank en klump, og mandede sig op igen. "Det tror jeg da vidst ikke du skal blande dig i. Eftersom du tydeligvis ikke bryder dig om hende kan du da være pisseligeglad?" Sagde han, og vovede sig alt for langt ud. Man skulle ikke pirre Eithan, det havde hun dog lært fra deres første møde, han var ikke lige den man skulle ligge sig ud med, - for man ville komme op og toppes med ham...og man ville tabe...
Hun kunne mærke hvordan den kolde hånd rykkede på sig på hendes skulder, Eithan var ved at være godt og grundigt træt af ham Carlos, han kunne uden videre springe på ham, det vidste hun godt. Langsomt langde hun en hånd på hans. *Rolig...* Tænkte hun, og viste ham et billede af hende der lagde en hånd over hans øjne, og prøvede at berolige ham. Hun lukkede øjnene, og koncentrerede sig om at vise Eithan billedet. Det var hårdt for hende at bruge den evne, og hun gjorde det sjældent. Langsomt åbnede hun øjnene, og håbede at han ikke ville flippe ud over hvad hun lige havde gjort. Hun tog en dyb indånding og lod sin hånd hvile blidt oven på Eithan's, ventede på hvad der nu ville ske..

Eithan snerpede sin mund en anelse sammen, netop som Carlos havde besluttet sig for at kaste et blik op på ham. Kneb sine øjne yderligere sammen, alt imens han lyttede tavst til dét bras, bartenderen spyttede ud. Måske betød hun ikke alverdens for ham, men enhver idiot kunne da forhelvede se, hvad det var den ansatte, åbenbart enormt populære bartender havde i tankerne. Fucking klamme crackhead, bestilte kraftedme ikke andet end at stå der hele aften, hvor han ikke skulle lave en skid andet end at få rystet et par cocktails sammen og bage på stedets kvindelige gæster. Så ha' dog lidt værdighed. Kæft en spade, mand. Få en ordentlig hobby i stedet for at gå rundt og jagte hunkøn 24/7, det blev da fandme ikke til noget i sidste ende anyways. Men det krævede sikkert ikke alverdens at få hevet et par stykker med i kanen, når de først havde fået kørt en passende mængde alkohol ned. Det skulle ikke undre ham, hvis Carlos mon ikke hældte lidt ekstra stærk sprut, så de i forvejen billige tøser var lige til at trække i land. 'Ahmen for fanden. Hans tankespind blev brat afbrudt, idet noget der mest af alt føltes som en mild form for stød fór igennem hans hoved, og der kort efter dukkede et billed op på hans nethinde. Det tog ham lidt tid, før han helt fik fundet rede i det, men kunne nok til sidst konkuldere, at det bestemt ikke var et billed, der var blevet dannet i hans eget hoved. Alecia havde tydeligvis haft en finger med i spillet. For satan, kunne hun ikke bare holde sig langt væk fra hans tanker? Der var ligesom nok rod i dem allerede, uden at hun så behøvede at komme og lave endnu mere kludder i dem med hendes tankemanipulerende evne, eller hvad fuck det nu hed. Han glippede kort med øjnene for at få sit syn stillet tilbage til normalt, eftersom det under overføringen af det billede der var blevet en smule sløret og fjernt. Derefter rettede han atter sin fulde opmærksomhed mod Carlos, lagde sit hoved en kende på skrå til den ene side og tilsendte ham et gennemborende, isnende blik. "Fat nu bare at hun fucking ikke vil tage del i dine klamme lyster. Du kan sgu da ikke en gang få den op at stå, mand, så hvad fuck satan for dig til at tro, at hun vil knaldes af sådan en svans, selvom du godt nok er et imponorende prægteksemplar af en kæmpe narrøv ..." snerrede han med et ualmindelig giftigt og gennemtrængende tonefald. Tav så for en tid, hvor han blot stod med blikket låst stift fast på ham. Lod nu og da sin tommelfinger kærtegne en lille del af hendes skulder med forsigtige, uendeligt blide strøg, som om han var sindssygt bange for, at hun skulle gå i stykker, hvis han ikke holdt sine berørelser af hende på et forholdvis lavt og yderst påpasseligt niveau, hvilket hun naturligvis ikke gjorde - blev ikke splintret i tusindvis af små porcelains stumper, men forblev derimod fuldstændig intakt. I hvert fald udenpå. "Desuden ..." begyndte han efterfulgt af en lavmælt knurren og fortsat sit blik vendt mod den afskyvækkende bartender. "Desuden, så er hun min ... så du kan godt droppe det der, Sonny-boy ..." hvislede han og åbnede først da sine øjne, der ellers indtil nu havde været knebet næsten helt sammen. Selvfølgelig var det løgn - det med at hun var hans. Løgn og latin. Forhåbentlig misforstod hun ham ikke. "Så ... fjern din nasty'e hånd fra hende og gå hjem og knep din mor eller noget," afrundede han spydigt, hvorpå han dernæst løftede sin frie hånd og plantede den på hendes anden skulder.

Langsomt var folk begyndt at lægge mærke til, hvad der skete oppe ved baren. -Nok mest på grund af at de ikke fik hvad de råbte efter. Et nyt stykke musik begyndte at spille, igen et eller andet bras, som alligevel kun kunne lytte til hvis man var pisse stiv, eller kunne lide den slags underligt musik. Ude på midten af gulvet bevægede folk sig stadig op og ned af hinanden, de fleste af dem havde små svedperler over det hele på deres krop. Klokken var tæt på at være tolv, og det var nu de fleste kom. En gruppe unge tøser, på omkring de 17 år listede sig forbi dørmanden. De fleste af dem havde alt for lidt tøj på. *Jeg har et tørklæde der kan dække mere end det der.* Tænkte hun, og løftede det ene øjenbrun. *At folk overhovedet gider.* hun rystede svagt på hovedet.
Pludselig hørte hun Eithan's lange strøm af truende og vrede ord. Man kunne høre hvordan han afskyede det ynkelige stykke mandfolk der stadig ikke havde taget Eithan's trudsler alvorligt, og flyttet sin hånd. Et let fnis undslap hendes læber, da hun så hvordan Carlos blev helt bleg i hovedet over Eithan's hårde ord. Selv ikke dét kunne få ham til at flytte den klamme hånd.
Langsomt, følte hun hvordan Eithan lod sin tommenfinger glide blidt frem og tilbage på et punkt på hendes skulder. Hun mærkede hvordan blodet steg hende til hovedet. Damn, hvor var hun glad for at der var ret mørkt inde i klubben, for ellers kunne de begge have set hvordan hendes ansigt begyndte at blive højrødt. *Hvad fanden laver han!?* Tænkte hun panisk, og kiggede nervøst ned på hans hånd. *Lever han sig ikke bare en smule for godt ind i rollen. Det var meningen han skulle skræmme ham den klamme væk, ikke overbevise nogen om at vi var kærester.. Og jeg er så selv en af de nogen..* Langsomt flyttede hun sin hånd. *Hvad sker der lige her!?* Hun mærkede hvordan en klump i hendes hals uden tvivl havde tænkt sig at kvæle hende. *Okay, hvis jeg bare sidder helt stille og holder kæft, er der ingen der lægger mærke til noget.* Tænkte hun, og stirrede stadig op på Carlos, der stadig ikke havde kommenteret hvad Eithan havde sagt. Pludselig hørte hun igen den hæste stemme bag hende. Det løb hende koldt ned af ryggen og det føltes som om hendes krop brændte. *MIN!? Hvad fanden mener han med det!? Du hader mig! Har du glemt det!?* Hele hendes krop dirrede, og hun havde ingen andelse om hvad fanden hun skulle gøre af sig selv. Tankerne kørte rundt i hovedet på hende, hvad var det han mente? Hvorfor lagde han så meget i det? Han kunne jo ikke lide hende? Han hadede hende praktisktalt. Hvorfor skulle han dog gøre så meget ud af det, hvorfor overhovedet begynde med at hjælpe en man ikke kunne tåle synet af? Hun forstod ingenting. Hun kunne ikke føle noget for Eithan.. Hun havde hadet ham, ja. Og hun var kommet videre. Men fandme ikke så langt videre som at kunne sige at hun kunne lide ham! Hvorfor reagerede hun så på den her måde!? Hvorfor følte hun en trang efter ham!? Han gjorde det jo kun for at få Carlos til at flytte sin beskidte hånd, og holde den for sig selv. Men det gav jo ingen mening at han.. Gik så meget op i det! Hvorfor gik hun overhovedet op i det? Hun kunne da være ligeglad med hvorfor Eithan gjorde som han gjorde! Det kunne da være røvligemeget hvorfor han havde udtrygt det på den måde, bare Carlos holdte sine fede pølsefingre for sig selv. *Tag dig sammen!* Tænkte hun vredt, og kneb øjnene sammen i et rent indvendigt raseri udbrud.
Efter adskillige minutter åbnede Calos munden for at komme med en eller anden Karl-Smart bemærkning. "Det tror jeg vist hellere vi må have damen til at give dig ret i. For det tror jeg ikke helt på. Hvad fanden skulle en som hende, lave med en som dig." Sagde han og kiggede på Eithan som om han var et brugt stykke tyggegummi.. *Årh, hvad jeg ikke kunne...* Tænkte hun men stoppede med samme den tanke. *Hvad sker der med mig!* Tænkte hun, imens panikken langsomt sneg sig ind på hende igen.
Alt for sent gik det op for hende at Eithan var lige så god til at fange de signaler, - som hun tydeligvis havde udsendt, - som hun selv var. *FUCK.* Tænkte hun, hvis han troede at hun havde det sådan med ham, ville han vende sig og gå. Han ville sikkert væmmedes ved hende, - altså mere end han gjorde i forvejen. Det hele forvirrede hende, hun vidste ikke hvordan hun skulle reagere.
Hun mærkede hvordan begge Eithan's tommelfingre nu fulgte den samme blide rytme. Hun havde bare lyst til at lukke øjnene og drive langsomt væk. Det føltes som om han kærtegnede et rosenblad, som om han for hvert sekundt der gik blev mere og mere bange for, om hun ville bukke under for hans alt for blide berøring.
Hele hendes krop var stadig et par grader varmere end normalt, og det vidste hun godt at Eithan sagtens kunne mærke. De kølige hænder lå som to hvide fjer oven på hendes skuldre. Så lette og dog så blide og kærlige at man skulle tro det var løgn.
Hun kiggede igen på Carlos. "Vil du være så venlig at lade være med at røre mig, eller jeg tilkalder politiet. Selvom jeg meget bedre kan lide tanken om at mig og... min kæreste.." Hun følte hvordan ordene flød underligt ud af hendes mund. Hun havde aldrig troet at hun ville give Eithan den tittel. "Flår dig i stumper og stykker, med vores bare hænder." Sagde hun koldt, og sendte ham derefter et truende smil, der blottede det nederste af de skarpe hjørnetænder.

Eithan stoppede en del tid efter sine tommelfingres rolige, kærtegnende bevægelser, netop som hendes krops temperatur blev øget en anelse, hvilket han snildt kunne mærke. Den isnende kulde fra hendes skuldre, der ellers havde strømmet op mod hans håndflader før, var blevet ændret, - præcis hvor mange graders forskel der var på hendes forhenværende kropstemperatur, og den der nu var blevet tændt godt op under for, kunne han ikke helt få afmålt. Men det kunne i sidste ende være skide lige meget. Det var ikke noget, han tog sig synderligt af i hvert fald. Hvorfor skulle han? Han skød et af sine mørke øjenbryn i vejret, i det øjeblik bartenderens stemme lød, og hans lidt for kæphøje ord brød ind i hans hoved. Sikke en klaphat. Hvorfor han overhovedet spildte sin dyrebare tid - der faktisk ikke var så dyrebar igen, han havde bogstavelig talt oceaner af tid, - på at stå og skændes med sådan en narrøv, var ham en gåde. Især når det var over noget så banalt og ligegyldigt som hende. Men det var bare et eller andet ved ham bartenderen, der havde fået sat ild til hans korte lunte. Desuden, nu hvor han allerede var i gang, ville det være for ynkeligt at trække sig ud. Det ville nok snart være overstået anyways. Carlos så ikke ligefrem særlig vedholdende ud, og der var tilsyneladende en helvedes masse piger, der var skøre efter at få fingrene i ham. Stakler. De måtte være blevet blændet af alkoholens stærke eftervirkning. Kæft en flok tåber hele bundtet, mand. Hvorfor var det lige, at han var gået herind? Det gippede svagt i ham, da Alecias efterhånden rimelig velkendte stemme vækkede ham fra hans tankespind, hvorpå han rystede kort på hovedet og glippede efterfølgende med øjnene for at få sit syn stillet tilbage til normalt. Han forholdt sig tavs i den tid, hun plaprede løs. Rørte dog på sig ved den sidste del af hendes første ord, netop som han strammede sit tag i hendes skuldre forholdsvis meget, i det sekund ordene min kæreste forlod hendes mund. For helvede da. Kunne hun ikke bare have sagt, at hun var hans bitch? Eller hans kost eller noget i dén dur. Kæreste? Det var muligt, at det ganske vist var ham selv, der havde startet dette skuespil, der nok var en god opstart til en større, dramatisk slåskamp, men det var vist ved at gå bare en smule for meget over i ... sødkvalmende bvadr. Han snerpede sin mund sammen for en kort tidsperiode, så den i noget tid ikke bestod af ret meget andet end en ligbleg, smal streg, men han fik ved at bide sig selv i tungen åbnet sin mund op for at komme med endnu en spydig kommentar. "Hvor fucking tungnem har du lov til at være, mand? Flyt den skide hånd, vatpik ..." snerrede han med let sammenknebne øjne, inden han bøjede sig en smule ned, indtil han var på omtrent samme øjenhøjde som hende, men havde fortsat sine hænder fæstnet på hendes skuldre i et fast greb. "Det er vel også på tide, at vi går nu, ikke ... skat?" mumlede han som en tilføjelse med et ualmindelig bittert tonefald, kom muligvis til at udtrykke lidt for meget af dén vrede, der var blevet vækket i ham, ved det sidste ord, der nærmere blev hvæset ud i en giftig hvislen frem for sagt. Forhåbentlig nikkede hun bare, så de kunne skride. Eller så han kunne. Men for fanden da, det har var ved at blive lidt for ... grænseoverskridende. At skulle stå og bilde den fucking klamme bartender ind, at ham selv og Alecia ... tilhørte hinanden. Yeah right, keep dreaming. Som om det nogen sinde ville blive ideelt og ført ud i virkeligheden. Han fik efter få sekunders varighed tvunget sine mundvige op ad, så et ret stift, anspændt smil dannede sig på hans læber, hvornæst han atter rettede sig op og genoptog sin blide, sensuelle kærtegnelse af hendes skuldre. Udenpå så han vel nogenlunde upåvirket ud, men det var langt fra, hvad han var indeni, hvor det både sydede og boblede. Det eneste der sådan rigtig afslørede hans indvendige raseri, var dét udtryk han havde fået malet i øjnene, og hans overarme der tydeligvis var blevet spændt, hvilket også havde resulteret i, at hans tag i hendes skuldre atter var blevet en del mere uskånsomt og hårdt.

Hele denne her aften havde været alt for lang, forvirrende og pisse belastende. Hvorfor fanden var det lige at der ikke var nogen der fattede en hentydning!? Og hvad skete der for Eithan!? Kunne han dog for fanden ikke bare rode i sin egen røv, før han begynder at rode i andres!? Der gik noget tid før det gik op for hende at hun igen havde skiftet humør i løbet af et sekund. Langsomt kunne hun mærke hvordan kulden vendte tilbage i hendes krop, og hun lukkede tilfreds øjnene. Hun var efterhånden ved at være pisse godt træt af at hendes hjerne hver dag ville lege 'sjov' på hendes bekostning. Der måtte være sket et eller andet, da hun blev forvandlet, i sin tid. Pludselig begyndte millioner af billeder at passere hendes nethinde. Hun følte hvordan hele hendes krop dirrede og hvordan hun begyndte at føle sig utilpas.
Hun blev revet tilbage til virkelighedens verden ved lyden af Eithan's vrede stemme, og klemte øjnene hårdt i, for at slippe væk fra alle billederne. Han var godt nok opfindsom, med hensyn til at kalde folk 'flotte' navne. Hun mærkede hvordan hun bøjede sig ned, og klemte hårdere om hendes skuldre. Hun var lige ved at bryde ud i grin da hun hørte hvor hårdt det var for ham, at sige det sidste ord. Hun bed tænderne hårdt sammen, for ikke at udtrykke for meget det morede hende. "Jo, det mener jeg bestemt..." Sagde hun, og skulede ondt til den åndssvage idiot, som staig væk ikke havde fjernet sine fede klør fra hende. Langsomt rejste hun sig fra den høje barstol, og blev helt forvirret over at alle de tre hænder fulgte med. Hurtigere end nogen ville kunne følge med, løftede hun hånden og smadrede Carlos' håns ned i den kølige og kolde bardisk. Hun smilede tilfreds ved lyden af det lille knæk der lød. Så begyndte han rigtigt at skrige. "ÅRH! Fucking kælling! Hvad fanden laver du!?" Et hæst grin undslap hendes læber. Langsomt tog hun fast i hans hår, og maste hans hoved ned i bardisken, hvor han så fattede at han skulle holde kæft. Hun lænede sig helt ned mod hans ansigt, så hendes ansigt blev dækket af en mørk skygge. "Hør her seje, hvis du nogen sinde rør mig igen, så river jeg pikken af dig. Er du med?" Hun sagde det lavt, men så tilpas højt at både han og Eithan kunne hører det. Han nikkede hæftigt, og peb stadig over den brækkede hånd. Hun vendte sig langsomt om, og så den store dørmand gå med hastige skridt hen mod dem. Hun vidste at hvis han først fangede dem, så ville både hende selv og Eithan komme ind og sidde, og det var der nogle simple grunde til hun absorlut ikke skulle. For det første; havde hun været inde og sidde én gang, og det var ikke ligefrem nogen succes. Og for det andet; Var der ingen grund til at få Eithan til at hade hende endnu mere end han gjorde i forvejen. Hurtigt kiggede hun op på Eithan, - som underligt nok stadig havde en hånd på hendes skulder, - og tog fat om hans håndled. "Så er det vidst på tide vi går." Sagde hun hurtigt og løb i retning af bagdøren. Hun kunne udemærket mærke Eithan's utilfredhed i at hun trak ham efter sig, og stoppede så op midt i en mørk gang, som hun gættede på var personale gangen. Hun kiggede ned på deres hænder og slap så hurtigt hans håndled. Hun vidste egentlig ikke hvorfor hun havde gjort det, da Eithan jo sagtens kunne finde vej ud selv, og hvis han selv kunne vælge, havde han i hvert fald taget den modsatte retning af den hun havde løbet. Hurtigt vendte hun ryggen til ham og løb videre om mod bagdøren, så måtte han sq selv bestemme hvilken vej han ville tage. Hun vidste udemærket godt at hun nok blev nødt til at sige undskyld til ham på et eller andet tidspunkt, men det kunne fandme vente. Da hun nåede ned for enden af gangen tog hun i døren. *Fuck..* Tænkte hun, og kiggede ned på håndtaget. Døren var låst... Hendes held fortsatte da bare. Hurtigt tog hun et par skridt tilbage og sparkede til døren, så den med et brag gik op. "HEY!" Hørte hun den store mand råbe bag hende. *Gosh, jeg håber at Eithan når ud.* Nåede hun lige at tænke før det gik op for hende hvor latterlig den tanke var. Om han så nåede ud eller ej, ville det være en smal sag for ham, at slippe væk. Da hun løg ud i gyden stilte hun sig med ansigtet ind mod den sorte mur, og gik i ét med den. Hun hørte først nogle lette skridt komme ud af døren, og løbe lidt længere ned af gyden. Så hørte hun de tunge skridt der kun kunne tilhører den store dørmand. Hun kneb øjnene sammen, og holdte vejret, i håb om at han ikke ville se hende. Efter at have hørt ham gå rundt i gyden et par minutter, gik han med dovne skridt ind af den ødelagte dør. Hun åndede lettet op, men hørte så igen de velkendte, lette men dovne skridt bag hende. Langsomt vendte hun sig om og kiggede, alt for højt op.
-Efter hendes egen mening.

Eithan rettede for en kort stund sit blik ned på hende, idet hendes stemme lød i form af et svar på hans tidligere ord. Det så omsider ud til, at det her mindre, private teaterstykke snart var ovre, da hun i et fredeligt tempo rejste sig op fra barstolen, som hun indtil nu havde siddet på, hvorpå han kort efter trak den ene hånd til sig. Lod blot den anden forblive på hendes skulder, som hvis den havde været limet fast, - hvilket selvfølgelig ikke var tilfældet, - alt imens han fulgte hendes spontane, rimelig voldelige bevægelser med øjnene, netop som hun havde sat sig for at tage problemet i egen hånd; og det skulle han den ondelyneme også love for, at hun gjorde, for dérfra tog det hende ikke lang tid at få fjernet bartenderens hånd i al hast. Han kneb sine øjne lidt sammen, i det øjeblik det mindre, afslørende knæk, der kunne høres. Det lod til, at ham Carlos måtte en tur på skadestuen senere i aften, - hvis han var så heldig at slippe levende herfra. Heldet var vist på den afskysvækkende bartenders side denne nat; han slap da i hvert fald med en trussel ... og et brækket håndled. Det kunne med sikkerhed have gået hundrede gange værre. Men for satan, sikke en latterlig, aldeles ynkelig svans af et mandfolk. Eithan blev brat hevet ud af sine tankers omtågede favntag, da Alecia lukkede sin hånd omkring hans håndled og dernæst fik særdeles travlt med at skride fra det her sted. I starten gjorde han en del modstand, og det ville være løgn at sige, at han fulgte villigt med; for det gjorde han langt fra. Forstod slet ikke hvor de skulle hen, eller hvorfor hun i det hele taget havde trukket ham med i sin flugt, - men det varede dog ikke så forfærdelig længe endnu, før han blev klar over det, i det sekund han fik spottet den store motherfucker gorilla af en dørmand, der tydeligvis havde dem i sigtekornet. Han standsede automatisk, efter hun selv var stoppet op og endelig havde besluttet sig for at slippe hans håndled, hvorfor hun blot løb videre. Hvad fanden havde hendes formål været med at have så travlt med at sikre sig, at han kom ud? Det kunne han kraftedme godt selv have klaret. Et mindre chok i form af et stød fór igennem ham, idet et højlydt brag nåede hans ører. Det havde sandsynligvis lykkedes hende at få revet en dør ud af hængslernes greb. Måske kunne han ikke se særlig mange positive sider ved hende, - men hun var fandme ikke en slapsvans, dét måtte han give hende. Ret skulle være ret ... selvom han normalt ikke fulgte det koncept. Hans tankespind blev endnu en gang afbrudt, dog var det ikke hendes stemme denne gang, men én der var langt dybere og uden tvivl kom fra det store brød, der var løbet efter dem. Han drejede vagtsomt hovedet i refleks, spejdede kort rundt i de mørke omgivelser, inden det helt gik op for ham, hvilken situation han var kommet i. "Ooh shit ... nu skal der satme løbes ..." mumlede han utydeligt til sig selv med et dæmpet toneleje, hvorpå han lynhurtigt fik vendt sig en halv omgang rundt og bare spænede hen ad gangen, hvor han var på vej hen, havde han ingen anelse om, havde kun én tanke i hovedet, - og det var at komme ud ... og det skulle kraftdejsme være nu. Hans åndedræt blev noget roligere, netop som døren forenden af gangen blev synlig for ham, men da han så kun meget kort efter kunne høre et par noget tungere skridt bag sig, blev både antallet af han vejrtrækninger og volumen på dem sat højt op. Han skød nærmest afsted ud af døren som en pil, fortsatte bare fremad, næsten til han nåede helt ned forenden af gyden, der ikke var så stor igen, hvor han hurtigere end lynet fik smidt sig omme bag en kæmpe container. Blev siddende dér, lænet op ad den enorme skraldespands armygrønne bagside og holdt vejret. Eller det var måske så meget sagt, men han fik i hvert fald lagt en forholdsvis stor dæmper på sine åndedrag, der var blevet temmelig stakåndede. For helvede, hvorfor havde han dog blandet sig i det lort til at starte med? Som om han havde villet få ro til sine tanker i sidste ende alligevel. Hvis han nu bare havde skredet i stedet for at være blevet og hjulpet Alecia, havde han aldrig været blevet indblandet i alt det her. Hun stod fuck satme i gæld til ham, - og han ville bande på, om hun ikke havde bedt ham om hjælp. Han lænede sit hoved ind mod containeren med lukkede øjne og ørerne på stilke. Lyttede med stor opmærksomhed efter og slappede først af, da han var fuldkommen sikker på, at dørmanden var smuttet indenfor igen og havde opgivet sin søgen efter dem. Derefter satte han begge sine håndflader imod den ru, kolde asfalt og fik skubbet sig selv op at stå. Lod efterfølgende sit blik skøjte ned ad sig, inden han forlod sit skjul og listede atter om bag på den anden side af den store container, før han derpå vadede direkte hen til hende. "You owe me big time ..." startede han ud med efterfulgt af en lavmæl knurren, der var med til at blotte hans to sylespidse, dødbringende hjørnetænder for en kort tidsperiode. Vidste ikke om han var mest sur på sig selv, eller om det meste af hans vrede var henvendt til hende. Lige i dette øjeblik var det sandsynligvis hende, der havde tændt godt op under hans dårlige temperament med den alt for korte lunte. Han knyttede sine hænder en smule, bed tænderne sammen og tilsendte hende ellers bare et yderst hadefuldt, fjendtligt blik.

Da hun havde vendt sig om, blev hun en andelse overrasket over hvor vred Eithan så ud. "Hvad fanden snakker du om?" Sagde hun vredt, og knurrede næsten ligeså mørkt som han selv havde gjort. "Du kunne fandme bare lade være med at blande dig i første omgang." Sagde hun hæst. Hvem fanden troede han han var!? Det var kræftedeme ham der havde gået hen til hende, og var begyndt med alt det kæreste bræk ... Det var ikke hende! Så han skulle fandme ikke komme her og spille hellig. *You owe me big time, min bare røv..* Tænkte hun bittert og skulede ondt til ham. Pludselig kunne hun mærke hvor træt hun var, hele aftenen havde været alt for forvirrende og udmattende. Langsomt drejede hun en kvart omgang og begyndte at gå væk fra Eithan, hun var ligeglad med hvad han sagde. Hun skyldte ham ikke en skid, det var fandme ham selv der havde rodet sig selv ind i det, det havde ikke en skid at gøre med hende.. Det var ikke hendes problem. Og desuden, kunne hun fint selv klare ham, hvilket han jo så også havde set. Hun knyttede hårdt hænderne og stoppede så op. *Det her er ikke hvad du er blevet opdraget til..* Hørte hun en stemme sige i hendes hovede. Hun genkendte den med det samme. *Mor...* Tænkte hun, og kunne mærke den brændende stikken i brystet. *Det her er ikke hvad jeg har opdraget dig til Alecia..* Gentog stemmen. Hun kneb hårdt øjnene sammen, og kunne mærke hvordan endnu en klump i halsen var ved at kvæle hende. Den brændende fornemmelse havde spredt sig til hele hendes krop, og det stak i hendes øjne. *Alecia..* Hendes mor's blide stemme gjorde ondt at høre, hun anede ikke hvor den kom fra, og det ragede hende sådan set også ret groft. "Fint.." Bed hun, og vendte sig en halv omgang igen.. "Vil du gerne have et 'tak'..?" Sagde hun, en andelse for hårdt. I bund og grund var hun egentlig pisse ligeglad med hvad han ville have. Men det var ganske vidst ikke sådan hun var blevet opdraget. Hun kunne mærke hvordan den bitre smag spredte sig rundt i hendes mund. Hun lagde armene over kors og afventede bare at Eithan ville udnytte situationen på det groveste, gøre hende totalt til grin, få mest muligt ud af det til hans fordel. Hun kunne selvfølgelig også bare ignorere stemmerne i hendes hoved, lade dem ligge og rode rundt, lade dem gøre hende skør. Måske skulle hun bare flytte ind i en papkasse og fange en masse katte, det ville byens unger da nyde at grine af. Af en der kunne læse tanker, var hendes eget hoved noget værre rod, hun kunne aldrig holde styr på alle de forvirrende tanker, hun sprang altid fra tanke til tanke.. Og så det at skulle lytte til alle andres latterlige tanker dagen lang. 'Slukkede jeg mon kaffemaskinen inden jeg gik.' 'Nu håber jeg bare hun kommer hjem før klokken 11.' 'Hvis mor finder ud af der, er jeg død.' ' jeg bliver nødt til at lyve for at gøre det godt igen..' De samme latterlige og ubetydningsfulde tanker hver dag.. Gud, hvor hun dog hadede det. Ja, det var da ret praktisk en gang i mellem, men mest af alt så hun det bare som et handicap. Pludselig hørte hun den velkendte hæse stemme igen, og blev revet ud af sine tanker, hvilken hun egentlig satte pris på.

Eithan kneb sine øjne yderligere sammen, i det øjeblik hendes stemme lød i hans hoved i form af sammensatte ord, der med tiden blev til sætninger som blev opfattet og vendt et par gange inde hans lille, omtågede verden, der som altid allerede var proppet med tonsvis af tåbelige, ligegyldige tanker. Det var først, da hun havde drejet en omgang rundt, så hun således stod med ryggen vendt mod ham, at han atter rørte på sig. "Du kunne bare lade være med at blande dig ... mi mi mi mi ..." vrængede han med et rimelig bøvet ansigtsudtryk, mimede alle ordene med læberne, så lyden forblev spærret inde i ham og ikke kunne høres af omverdenen. Der var ingen grund til at få hende op at køre i det røde felt, selvom hun vist tilsyneladende allerede var godt på vej derop. Måske skulle han til at passe lidt på, hvad han sagde og tænke tingene igennem en ekstra gang, inden han besluttede sig for at slippe dem ud, - yeah right, som om dét nogen sinde ville ske. Det var ikke ligefrem det, han var allermest kendt for. At tænke før han handlede. Tværtimod, faktisk det direkte modsatte. Men hvad, hvis hun ikke ville finde sig i det, måtte hun satme bare enten gå eller sætte sig hen i et hjørne af gyden og tude. Det var ikke hans problem; eller var det? Hans spind af rodede tanker blev brat afbrudt, udryddet, netop som det endnu en gang lykkedes hendes stemme at nå hans ører. Hvad fanden ville hun nu? Havde hun ikke været på vej væk? Han løftede sit hoved en smule, hvorefter han satte hælen mod den asfalterede jord, der udgjorde størstedelen af det fundament, gyden var opbygget på, drejede en kvart gang rundt og kastede sit blik hen på hende. Så først til at starte med en smule skeptisk på hende med et løftet øjenbryn, ventede vel bare på at hun ville komme med takket, selvom han endnu ikke havde sagt, at han ønskede ét. At han ville have et ordentligt, passende 'tak'. Efter en del tid kom der dog endelig noget verbalt respons fra ham. "Gu' gider jeg ikke have dit forbandede tak ... du kan kraftedme stikke det langt op i røven, kan du. Jeg har ikke brug for det ..." hvislede han spydigt og bidsk, hvorpå han samlede dét vand, han havde i munden og efterfølgende fyrede det ned mod jorden i form af en spytklat. Skulede dernæst drabeligt til hende, før han omsider fik kridtet skoene og sat gang i fodtøjet. Vadede lige forbi hend, stødte sin ene skulder ind i hendes på forbivejen efterfulgt af en tilhørende knurren. Hans eneste mål var at komme ud af den her skod gyde. Eller i det minste bare væk fra hende. Det var det i hvert fald i omkring fem skridts varighed, for før han fik nået at løfte sin fod for at tage det sjette skridt, standsede han. Stoppede op og stod i noget tid og blomstrede med blikket rettet ned imod sine sko. For helvede, mand. Han løftede sin ene hånd, knaldede hurtigt efter den udstrakte håndflade imod sin pande. Okay ... tag en dyb indånding. Ind med de gode vibrationer, ud med de dårlige. Der var ingen grund til at træde endnu mere i det. Få både hende men ligeledes sig selv mere op at køre. Noget han måtte øve sig på; at styre sit eget temperament. Indtil videre havde det ikke gået særlig godt, Men måske ville det give pote i aften ... eller nat, hvad klokken var, havde han ikke den mindste idé om, og det var egentlig også ret ligemeget. Han ... kunne da altid ... prøve. Gøre et forsøg. Han vendte sig i en langsom, næsten glidende bevægelse rundt, så han igen stod med front mod hende og stoppede først, da han var helt henne ved hende. Placerede en af sine hænder i håret, lod fingrene glide igennem de ravnesorte, tjavsede totter og fæstnede til sidst hånden bag i nakken. Han havde fortsat sit blik vendt ned mod den askegrå asfalt, turde ikke se op på hende. "Nej ... undskyld .,." begyndte han, havde tydeligvis svært ved at få udtalt ordene korrekt og lød noget usikker i sin sag. Han holdt en kort talepause, hvor han blot stod og gloede åndsfraværende ned på sine sko og kløede sig forlegent i nakken, lige der hvor hårgrænsen startede. "Undskyld, du b ... behøves ikke at takke ... mig. Jeg var selv ude om det ... så ... gem dit tak til en anden person, der har ... der har ... fortjent det ..." prædikede han, havde imellemtiden lukket sine øjne i, hvornæst han fjernede sin hånd fra nakken og slog kort ud i luften med den, som for at sige at det var ligegyldigt. Han begravede derefter sine hænder dybt nede i de forreste lommer på hans bukser, trak skuldrene en smule op over ørerne, inden han endelig åbnede øjnene på ny og rettede blikket mod hende. Så dog ikke direkte på hende. Skævede kun til hende. Han fik med en temmelig stor bunke besvær vendt sine mundvige op ad i et lidt akavat smil, men det var da nogenlunde oprigtigt. Det mindede i hvert fald langt fra om de helt åbenlyse falske, ret kyniske og apatiske smil, han normalt sendte folk. Hans smil voksede kort efter en lille smule, ikke meget men en anelse, - men han fik det hurtigt tørret af, i det sekund han selv blev mere bevidst omkring det. Fik det halvforlegne, drengede smil til at forsvinde, så hans ansigt atter fik det sædvanlige døde udtryk. For satan Eithan, hvad fanden har du gang i? Han kunne slå sig selv. Hvilket han faktisk også få sekunder efter gjorde, i samme nu som han fik vendt sig om. Trak den ene hånd op af lommen og slog endnu en gang sig selv i panden. "D'nø spade, mand. Dum, dum, dum, dum ..." mumlede han lavmælt, inden et irriteret 'årh' fulgte trop af hans tidligere ord. Jamen kraftdesjme, hvor groft kunne han faile? Han lærte åbenbart aldrig bare at holde mund. Idiot ...

Hun stod og så afventende på ham, det så nærmest ud som om han slet ikke var tilstede, som om han stirret på et punkt flere kilometer væk. Da han så endelig tog sig sammen til at svare kunne hun simpelthen ikke andet end at lade sin kæbe falde helt ned på brystet. *What the... Fuck!" Tænkte hun, og man kunne sagtens se på hendes ansigtsudtryg at det ikke ligefrem havde gjort hendes dag bedre. Hun knugede hænderne hårdt sammen. "Hvad fanden vil du så have! Hvad er det du vil have fra mig!?" Halvråbte hun, og skar tænder. Hun kunne rive halsen over på ham, spytte ham i hovedet, skrige ad ham. Arh, mage til kæmpe latterlig narrøv, er ikke fundet! God damn... Hun kunne mærke hvordan hver en muskel spændes da han uden et ord gik hen mod hende, *Nej lad dog være med at svare, bare gå truende hen mod mig!* Tænkte hun, og skulede ondt til ham. Lige i det han gik forbi hende stirrede hun bare lige ud i luften, hun gad kræftedeme ikke kigge på den idiot. Da hun først følte stødet i skulderen, skulle der kun ét enkelt ord til at hun havde kastet en flaske i hovedet på ham. *HVAD FANDEN BILDER DEN KÆMPE SPADE SIG IND!* Nærmest skreg hun indvendigt, men holdte dog sin kæft. Hun kunne helt sikkert vride halsen om på ham uden at tvivle.. I flere minutter stod hun bare med ryggen til ham, hvis hun så meget som så et af hans døde udtryk inden for de næste 30 sekunder ville hun uden tvivl springe på ham. *Den kæmpe store idiot! Hvad fanden er det han ikke fatter!* Tænkte hun vredt. Hun stod i stilhed, og bandede som bare fanden indvendigt. Han kunne kræftedeme sejle sin egen sø! Dø i sin egen sø! Arrrh, den mega spasser!
Imens hun stod og surmulede for sig selv, hørte hun igen de tunge skridt komme hen mod hende. *Årh, hvad fanden vil han nu!?* Hun kiggede på ham med glødende øjne, men de blev hurtigt 'blidere' hvis man kunne kalde det det.. *Hvad fanden...?* Tænkte hun og så på Eithan med nysgerrige øjne. Ligepludselig så han slet ikke så hård og 'død' ud. Hun så der imod meget mere drenget og en smule ynkelig ud. Det løb hende koldt ned af nakken da hun hørte ham svagt undskylde. *Nej nu stopper du fandme!* tænklte hun, og bed vredt tænderne sammen. Hvad fanden var det lige der skete for ham!? Han havde næsten lige så store humørsvingninger som hun selv havde! Nu kunne hun virkelig se hvor irriterende det måtte være, for dem omkring hende. Hun skulle ikke sige undskyld? Gem det til en der fortjener det!? Hun sukkede vredt, og lukkede opgivende øjnene. *Eithan din gigant spade.* Tænkte hun, og rystede kort på hovedet. Hvad var det han ville have? Eller rettere sagt ikke ville have. Hun lagde hovedet på skrå over hans mange forvirrende bevægelser, først den akavede kløen i nakken, der efter den underlige skæven til hende, som om han var bange for at kigge direkte på hende, møde hendes øjne. Hun mærkede hvordan hver en muskel i hendes krop spændes da hun så Eithan smile. Det var ikke det samme kolde og døde smil som han normalt stilte op til alle og en hver, det var et rigtigt smil... Hun kunne ikke selv lade være med at smile over det kønne smil den dreng gik rundt med, det var egentlig syndt at han ikke smilte noget mere, for Eithan's smil var virkelig flot, hvis han bare gad at gøre sig umage og vise det frem. Hun havde det underligt da Eithan besluttede sig at gemme smilet væk igen, og stille det normale døde udtryk frem, som om noget blev taget fra hende.. Som et lille barn der fik lov til at holde en kattekilling i et par minutter, hvorefter den så blev revet ud af hænderne på barnet igen. Egentlig kunne hun ikke lide katte, hun mente at de var alt for arrogante og burde sætte pris på dem der gad at rører ved dem i stedet for bare at vende røven til og skride. Men på den anden side var en også et utroligt flot og elgant dyr... Men det kunne sq da også være pisse ligemeget hvad hun syntes om en fucking kat! Hun rystede kort på hovedet og klemte øjnene sammen for at vende til bage til den virkelige verden, og så hvordan Eithan havde vendt rundt, og slog sig selv i hovedet som en slags 'straf'. Hun lagde igen hovedet på skrå. *Han er nu lidt mystisk ham Eithan...* Tænkte hun og lod blikket glide ned over hans lidt ranglede krop. På afstand kunne man let tage fejl af Eithan, bare tænke at han var en værre slapsvans, men det var en stor fejl at begå. Man skulle ikke tage fejl af Eithan, han var hurtig og stærk, - godt nok som en hver anden vampyr, men lidt credit skulle han dog have. Hun blinkede et par gange med øjnene og gik så igang med at gå efter ham. "Damn, jeg ved bare jeg kommer til at fortryde det her..." Sagde hun lavmældt til sig selv. Hun satte let i trav og kom op på siden af ham. "Hør..." Startede hun ud, og tyggede lidt på nogle ord, da hun ikke rigtig vidste hvordan hun skulle udtrykke sig rigtigt. "Jeg ved godt du ikke bryder dig om mig, og det kan jeg sagtens interesere, da du jo bare er én ud af de... Mange.." Hun kiggede ned i jorden og rystede kort på hovedet over den tanke. "Men det du gjorde i aften, - godt nok uden at blive spurgt.." Sagde hun og grinede let imens hun skævede over til ham. "Det fortjæner altså et tak.. Så.. Tak..." Sagde hun, og skævede forsigtigt op til ham, hun håbede bare at han ikke ville syntes hun var latterlig, selvom hun godt nok følte sig som den mest latterlige person i hele verden...

Eithan lod for en kort stund sine øjne falde i, netop som han satte spidsen af både sin ene tommel- og pegefinger op under det rodede, sorte hår ved tindingerne. Stod dog kun sådan i få sekunder, inden han atter flyttede sin hånd derfra, hvorpå han fik stukket hænderne ned i de forreste lommer på bukserne, - begravede dem dybt nede i lommerne, før han begyndte at gå. Ikke forhastet men med stille, forholdsvis afmålte skridt. Det var så fandens svært med hende. Vidste ikke om han skulle hade hende eller faktisk overveje at lære hende bare lidt bedre at kende - begrave stridsøksen, eller hvad fanden det nu hed. Det var nok det første, han hældte mest til. Hvorfor havde han ikke nogen idé om. Det var vel bare lettere at overføre sit had til hende, end det var at trække på smilebåndet nu og da og behandle hende med en vis, sikkert rimelig fortjent, respekt. Det var tusind gange nemmere - og hurtigere - bare at stikke det hele op i røven, skråt op med alt. Blot at affyre en spydig, fjendtlig bemærkning for derefter at vende sig om og forlade hende. Det var der ikke det mindste svært ved. Det var straks værre med det andet; bare tanken om at skulle være ... sød var nok til at få en kvalmende fornemmelse til at brede sig i ham. Orkede det ikke. Hvorfor skulle han dog også det? Det kunne kraftedme være ligemeget, hvis det ikke blev gengældt anyways, - for det forventede han ikke ligefrem, at det ville blive. Kunne hun ikke bare ... En eskade af chokkende stød fór igennem ham, i det øjeblik hendes stemme brød stilheden i området og lagde et kvælende tæppe over alle hans tanker, der faktisk i bund og grund var ved at gå ham en del på nerverne, så det var han nærmest taknemmelig for, - at hun havde formået at ligge en lille dæmper på alle de dybt igennem latterlige, halvirriterende spekulationer, der konstant og hele tiden væltede rundt som forvirrede snotunger inde i hans efterhånden meget fyldte hoved, der mest af alt føltes som om, at det når som helst det skulle være kunne springe i luften. Efter at have sat den ene hæl mod asfalen, stoppede han op og gloede til at starte med en smule åndsfraværende på hende. Sagde ikke noget, men stod blot og lod sit ret forundrede blik klatre rundt på hende. Det tog ham lidt tid, før han helt fik fat i dét, hun havde sagt; det blev vendt flere gange i hans hoved, inden brikkerne omsider faldt på plads til sidst. Hans blik klarede en anelse op, - den tykke tåge der normalt herskede i hans øjne, flød i den blågrønne iris, lettede ligesom lidt ... forduftede. Han vippede sit hoved lidt på skrå til den ene side, så et par af hans hårtotter faldt til side af henhold til loven om tyngdekraften. Udtrykket i hans sygeligt blege, marmorhvide ansigt var fortsat en smule forvirret, fortvivlet, men det blødte lidt efter lidt op og blev et minuts tid efter erstattet med endnu et smil. Det var ganske vist ikke særlig stort, blot et lille, skævt ét ... men det var der. Om han så ville det eller ej, - hvilket nok var et ej i dette tilfælde. "Tak ..." fik han mumlet som besvarelse, idet han for anden gang plantede sin ene hånd omme bag i nakken og slog efterfølgende blikket ned mod jorden. 'Ahmen forhelvede. Havde han lige takket for, at hun havde takket? Hvor fucking plat og lamt havde det lov til at være? Ynkeligt. Direkte ynkeligt. Han drog et lavmælt suk, hvorefter han tildelte sig selv en mental lussing. Ellers stod han bare der og slog rødder, han sagde ikke rigtig mere, vidste ikke hvad han ville sige, men det var nok også meget godt. Alting var ligesom meget bedre, når han blot holdt sin kæft. Synd at han ikke altid kunne gøre det; holde sin mund lukket. Men nej, evig og altid skulle han slynge et eller andet dybt latterligt ud, der som regel bare gav ham problemer i sidste ende. Han fik - så snart fik påmindet sig selv om det - tørret sit smil væk, hvorpå han fjernede hånden fra nakken. Knyttede den i stedet for og førte den op til sin mund, hvor han kort rømmede sig. "Så ... hvis der ikke er mere, vil jeg ... bare daffe af ..." mumlede han, noget utydeligt, men højt nok til at hun forhåbentlig ville kunne forstå det alligevel. Men det gjorde han ikke - begyndte at gå ... eller daffe som han selv så fint havde udtrykket det. Han blev blot stående med blikket rettet ned imod sine sko og havde igen begge sine hænder stukket et godt stykke ned i bukselommerne. Hvorfor han ikke bare forsvandt, løb sin vej, var ham lidt en gåde. For hvorfor være her, når han kunne være et andet sted? Langt væk fra hende? Måske ... måske ønskede han bare ikke at forlade hende; var ikke parat til det endnu. Men det ville han selvfølgelig aldrig indrømme ... hverken overfor sig selv eller hende. Ingen.

Alecia stod og kiggede usikkert ned i jorden. Hun var en smule bange for hvordan han ville reagere. Nu hvor hun kom til at tænke over det, var hun faktisk altid bange for Eithan's reaktion? Som om han betød noget for hende? Den tanke var underlig; Eithan, betyde noget... Nej vel? Hun huskede tilbage til første gang hun havde mødt ham, ikke med dengang med skoen, men helt tilbage til dengang hun havde set ham for første gang. Hun kunne huske hvor forbandet akavet det havde været, specielt fordi hun havde det som om hun var den nørdede pige fra 7. som sad og snakkede med ham den perfekte oppe fra 10. Egentlig en latterlig tanke. 'Ham den perfekte.' Pfft.. Ingen er perfekte, og desuden, hvis ham alle så som 'perfekt' og så så sig selv som perfekt ville det jo ligepræcis betyde at han ikke var perfekt, men derimod en kold og egoistisk nar. Hun kneb øjnene hårdt i, da det gik op for hende at hun var gledet ind i sit tankespind igen. Af en der kunne læse tanker, var hun satme ikke for god til at holde styr på sine egne. Man skulle jo tro at hun sagtens ville kunne holde styr på sine egne tanker når hun havde med tanker at gøre hvert sekund. Men lige tvært imod, når man havde med tanker at gøre hvert minut af ens liv, blev det bare sværere og sværere at holde styr på sine egne tanker. Hun blev revet ud af alle de forvirrende tanker da hun igen hørte Eithans stemme. Hade han lige sagt tak? Tak, for at hun havde sagt tak. En smil spillede på hendes læber. Det var en under følelse.. At smile... Det var sjovt nok hver gang at hun var sammen med Eithan, at hun smilte mest. Selv da de havde været oppe og toppes havde hun moret sig gevaldigt. Det var underligt hvordan Eithan havde en måde at charmere sig ind på folk helt uden at vide det, og nok også helt sikkert uden at have lyst til det. Eithan var noget at en underlig person; Han var en køn dreng, men gemte det under alt sin sløsedhed med hensyn til sit tøj og sin hygiejne. Han kunne gå fra at bide ud efter én og snerre af én, til at sige undskyld, og prøve at smile. Men det virkede, det hele virkede. Den underlige person der stod foran hende havde en måde at gøre hende nysgerrig på, hun sjældent havde set før. Hun var så optaget af hendes egne tanker at hun i første omgang ikke hørte hvad han sagde, men så gentog hun det for sig selv, indtil det gav mening. Igen, havde hun det underligt. Hn forestillede sig igen det lille barn med kattekillingen, hvordan barnet ville græde og skrige og hoppe fordi det var så ulykkeligt. Hvordan barnet ville flagre med armene og række ud efter killingen, indtil barnet fik lov at holde den igen. Hun vidste ikke hvordan hun skulle have det med Eithan. På den ene side ville hun nyde at torturere ham, men på den anden side var der bare noget besynderligt over ham som gjorde at hun ikke ville have at han gik. Som om hun havde brug for ham. Igen, en underlig tanke. Hun rystede kort på hovedet af sig selv, og kiggede så op på ham igen. Det var egentlig lang tid siden hun havde bemærket hvor høj han var, med hans, godt 1.95 centimeter, var han noget af et tårn. Hun prøvede at smile til ham, men det blev noget værre ynkeligt fis. "Ja det..." Sagde hun, og så akavet ned i jorden. Hun kløede lidt på den ene arm, selvom det egentlig ikke kløede.. "Ja det må du vel nok hellere.." Sagde hun, og gav sig selv et diskret dask i panden. *Fedt, nu fik du det så til at lyde som om du gerne vil have han går. Godt gået!* Tænkte hun, og klemte øjnene sammen. Men var det ikke også det hun ville? Ønskede hun ikke at han bare ville skride? Det kendte hun kun alt for godt svaret på, men hun gad ikke engang tænke det højt..

Eithan løftede sit blik en anelse fra jorden, netop som hendes stemme blev sluppet ud i form af ord, der langsomt formede sig til en sætning - et svar på dét, han førhen havde meddelt. At det nok bare ville være klogest, hvis han forlod dette sted nu, for hvad skulle han foretage sig her? Det forholdt sig ikke helt sådan, at han var i det store humør til at snakke. Så var alt vel ved det gamle; han var ikke specielt kendt for at være byens mest snakkesagelige person, der stoppede op på fortovet for at tage en sludder med en af sine bekendte. Tshh, hvilke bekendte? Ikke Alecia, i hvert fald. Selv hvis han havde været interesseret i at starte en langvarig samtale med hende, ville det i sidste ende ikke blive til det store. Tanker, dém havde han en kæmpe bunke af, men at få ord kringlet sammen, at få sat ord på sine tanker, det kunne han simpelthen ikke. Turde ikke en gang at åbne munden for at prøve, for han vidste, at så snart han gjorde det, fik lukket sit gab op, ville der ryge et eller andet fuldkommen dybt igennem latterligt ud, så til hvilken nytte at gøre et forsøg? Det ville ende i skraldespanden anyways; sammen med alle hans andre mislykkede forsøg på at få gang i snakketøjet, at få sagt noget der bare var rimeligt. Hvorfor skulle det være så satans svært? Han blev vækket fra sin tumult af spekulationer, grublerier, idet en eller anden tåbelig fugl lettede fra et tag i nærheden efterfulgt af en højlydt skratten, hvorpå han, efter en kort hovedrysten, omsider lod sit blik vandre op af hende, hele vejen op, indtil hans øjne blev mødt af hendes lyse ansigt, hvor han låste blikket fast. Dernæst trak han hænderne op fra bukselommerne, hvorefter han krydsede sine arme, så de blev korslagte, - det var nok ikke den mest imødekommende, festlige udstråling han bar, men hun måtte vel efterhånden have lært, at han ikke var verdens allermest smilende, lyksalige person; langt fra faktisk. Det ville tage flere års træning, før han ville kunne få anskaffet sig dén rolle, dét omdømme, men for at være ærlig, ville han egentlig helst fritages fra den post. Det var tusinde gange lettere bare at være Eithan. Der blev ikke sat nogle særlig store krav, så han behøvedes ikke hele tiden at bekymre sig om, hvad folk omkring ham mente eller tænkte, de kunne kraftdejsme bare rende ham højt oppe et vis sted. Det måtte være direkte udmattende at have image, et godt omdømme, der skulle plejes 24/7, at skulle gå og tænke på, hvad andre syntes om én, selvom det set i bakspejlet kunne være skide ligemeget, - især det faktum med, at man samtidig skulle have janteloven rendende efter sig. At man ikke skulle tro, at man var noget; pff, det havde han fandme ikke de store problemer med. Han glippede hurtigt et par gange med øjnene, da det endnu en gang var lykkedes ham at dvæle hen i intetheden, falde i staver, blive revet væk fra den virkelige verden og trukket ind i sin egen, der altid lod til at have en døsende effekt på ham. Hans fulde opmærksomhed blev igen rettet imod hende, efter han havde fået nogenlunde styr på sit syn, der var blevet en del sløret og tåget, hvorpå han løsnede sine armes tag i hinanden og lod dem falde slapt på plads ned langs siderne. Den ene nåede dog ikke at hænge stille i speciel lang tid, før han så løftede den tilhørende hånd, knyttede den og satte den op foran munden, inden han rømmede sig. Flyttede den igen, åbnede efterfølgende sin mund for at slippe nogle ord ud. "Medmindre ... altså medmindre ... jeg tænkte bare at ... du ved ..." startede han med, ikke særlig vellykket - som forventet. Han blev atter nødt til at rømme sig for at få gang i stemmebåndet og tildelte tilmed sig selv en mental lussing; tag dig dog sammen, forhelvede, mand. "Ser du ... jeg ... hvis du ikke havde andre planer, så ... altså, det er kun, hvis du vil, selvfølgelig ... men ... vi k ... ÅRHH!" Ved det sidste, ret irritable, udbrud, slog han en udstrakt håndflade imod sin pande. Eithan, kæft mand, din spasser. Hun måtte sgu da tro, at han var komplet idiot, kunne ikke en gang finde ud af at sammensætte bare én eneste sølle sætning, sikke et grotesk eksempel på en vampyr han var. Virkelig flot, virkelig. "Nej ... nej bare glem det ... bare ... glem det ..." mumlede han efter at have lukket sine øjne i og lod derpå sin hånd glide ned langs hans ansigt, inden han begravede den i en af bukselommerne. Han drog et åbenlyst opgivende suk, var tydeligvis godt træt af sig selv og sin manglende evne på at kunne formulere sig verbalt, uden at det kom til at lyde fuldstændig skudt, åndssvagt. Efter et par tillagte sekunder drejede han om på hælen, vendte dermed ryggen til hende, og begyndte at gå i et forholdsvis langsomt, ret sløvt tempo. "Hva' sker der, mand ... dnøøh, spade, hvor fucking svært kan det være?" mumlede han, snakkede naturligvis til sig selv, så han sørgede for at holde volumen på tonelejet på et lavt niveau.

Hendes vejrtrækning begyndte at blive langsom og doven. Hvad lavede hun egentlig her? Hvorfor var hun ikke bare skredet for lang tid siden? Hun kendte godt svaret, men alligevel undrede det hende, hvordan han kunne påvirke hende på den måde. Hun kunne ikke lide mennesker, eller bare selvskab af nogen slags. Eller, på en måde hadede hun at være i nærheden af andre skabninger, de larmede sådan, og alle deres forvirrende og ligegyldige tanker, gik hende på nerverne. Men Eithan var anderledes, han gjorde hende nysgerrig, men hun vidste ikke efter hvad. Han var så mystisk, og han var så.. Så.. Spændende? Hun vidste ikke hvorfor hun tænkte sådan om ham, men det gjorde hun altså, selvom hun ikke ville indrømme det overfor sig selv. Den fysiske stilhed gav hende en ro, til at slappe af i hele kroppen. Hun lod sine hænder hænge slapt ned af siderne på hende, og lidt efter lukkede hun øjnene, koncentrede sig om alle de små lyde omkring hende, for at lukke Eithan's tanker ude. Hun vidste hvor meget han hadede at hun rodede i hans hjerne, selvom hun jo ikke ligefrem 'rodede' i hans hjerne. Hun fik et let chok da Eithan brød den gennemtrængene stilhed, med sit ord-kludderi. Hun åbnede øjnene langsomt, og prøvede at lave være med at grine over hans... Well, man kunne jo ikke rigtigt kalde det sætning. Et svagt smil spillede på hendes læber og først da han udbrød en underlig lyd, gik det op for hende hvad det var han prøvede at sige. Ville han virkelig være.. Sammen med hende? Det var nyt. Det var... Underligt... Hun lagde hovedet på skrå, alt der var sket i aften var så underligt, hvor var den kolde og 'døde' Eithan hun 'kendte'..? Hun undrede sig over hvorfor han overhovedet prøvede at være venlig mod hende, det var ikke lige frem det Eithan var bedst til. Faktisk lige modsat.. Hun lukkede kort øjnene, selvfølgelig ville hun da ikke glemme det? Hvorfor skulle hun? Hun ville gerne være sammen med Eithan, selv hvis de hadede hinanden. Han var interesant at være sammen med, hvis man altså så bort fra den konstante spydighed. Eller måske var det den der gjorde hende så nysgerrig efter at kende Eithan? Måske var det alt det der forvirrede hende, der fik hende til at længdes efter at blive lukket ind i hans hoved. Eller vent, forkerte metafor.. Hun ville ikke have lov til at læse hans tanker og kende ham på den måde, hun ville have ham til at fortælle hende det, hun gad ikke bruge 'snyde trix'. Da hun pludseligt vendte sig om og begyndte at gå med lange og dovne skridt væk fra hende, fik hun den underlige følelse igen. Igen tænkte hun på den latterlige unge med det latterlige skadedyr. Hvorfor var det overhovedet sådan hun satte et billede på hendes følelse? Det var dog det latterligste hun længe havde hørt. Hun rystede kort på hovedet, og så så igen op på ham, så hvordan han skældte sig selv ud. På en måde havde hun lidt ondt af ham, hvorfor følte han overhovedet at han behøvede at sige noget? Det kunne da være fuldstændigt lige meget om de sad og stirrede på hinanden i 3 timer uden et ord, eller om de sad og knævrede løs. Begge dele gjorde hende egentlig lidt skidt tilpas, så det var vel ikke rigtigt lige meget? Hmm.. Da han var godt 30 skridt foran hende, satte hun i trav og kom hurtigt igen op på siden af ham. Uden rigtigt at tænke over det, og uden et ord, tog hun ham i hånden, og gik videre med ham. Hun mærkede hvordan han stirrede forfærdet på hende, man behøvede sq ikke at kunne læse tanker for at regne ud, at han tænkte at hun var totalt fuck't. "Bare lad være med at sige noget..." Sagde hun kort, uden at kigge på ham. De følgende sekunder var utrolig akavede så hun besluttede bare at stirre ned i jorden imens de gik i stilhed. Selvom muligheden var der, turede hun ikke at vide hvad han tænkte lige nu, det var sikkert noget om at hun en freak, og hvad fanden hun havde gang i. Hun klemte øjnene sammen, i et sekund og stoppede så op da de kom ud på den åbne gade. Der var fuld af en masse mennesker, som selvfølgelig var fulgt at en masse larm, og en masse tanker... Hun klemte let om Eithan's hånd, og mærkede hvordan alle de mange hundrede tanker strømmede ind i hovedet på hende. Hun havde næstn lige lært at holde én persons tanker ude, men når det blev så mange havde hun ikke en chance...

Eithan kastede et stjålent blik op på den dybsorte nattehimmel, i det øjeblik et trættende, halvapatisk suk strømmede ud imellem hans læber, inden han atter fæstnede blikket et sted nede på jorden foran sig, flyttede det automatisk for hvert skridt han tog hen ad den ru, hårde asfalt, der var blevet rimelig slidt såvel som hullet i løbet af de sikkert over halvtreds år, den havde været til. Var blevet betrådt utallige gange af fødder i alle størrelser, af store som små. Hans blik blev langsomt mere sløret, mere tåget i takt som sekunder gik, alt imens han blev hevet længere ind i sin egen lille, disede verden af tanker. Det varede dog ikke forfærdelig længe, før han brat blev trukket ud af sit tankespind, der mest af alt mindede om en enorm labyrint, hvor der rundt om hvert hjørne ventede nye, endnu mere latterlige, ligegyldige spekulationer, som han så kunne få tiden til at gå med ved at gruble lidt over dem. En smule åndsfraværende drejede han af ren refleks sit hoved i en lidt mekanisk bevægelse, hvorpå et chokkende, mildere form for stød fór igennem ham, fik ham til at stivne, netop som hans hånd blev forenet med en andens. Blev mødt af en håndflade der var mindst lige så kold, lige så isnende som hans egen, - det krævede ikke særlig mange hjerneceller for at regne ud, hvem hånden tilhørte. Efter ordene var gledet ud af hendes mund, så han først lidt skeptisk på deres hænder med et løftet øjenbryn, men valgte i sidste ende at tage hende på ordet; sagde intet, forholdt sig fuldkommen tavs. Præcis lige som hun havde bedt ham om. Hans blik flakkede lidt fra side til side, ellers foretog han sig ikke synderligt meget; rømmede sig dæmpet en gang imellem med jævne mellemrum for at bryde bare lidt af den stilhed, der herskede i området. Lagde sig over dem som et tyk, uigennemtrængeligt tæppe, der trykkede ned på dem, snoede sig omkring dem i et kvælende tag, blokerede luftvejene og forhindrede dermed også muligheden for at snakke, at få en samtale op at køre. Der var faktisk heller ikke så forfærdelig meget at sige, når det kom til stykket. Hvor havde hun i det hele taget tænkt sig, at de skulle hen? Svaret på dét fik han kun kort efter tildelt, da hun standsede, i det sekund de trådte ud på gaden, der var en del mere befolket, end det havde været inde i gyden, - dérinde havde de været de eneste, men nu skulle han da love for, at deres private stund var blevet afbrudt. Ikke at han just havde noget imod det, men der var måske lidt for ... højtlydt herude. Der gik ikke specielt meget tid, før han straks begyndte at trække instinktivt afsted med hende, i hvert fald; det var tydeligt, at han ville væk herfra, væk fra alt larmen og støjen. Hvilket sted han havde kurs imod, vidste han ikke. Det eneste mål han havde sat sig for, var, blot at komme væk herfra, hen til at andet sted hvor der bare var en lille smule mere stille og fredeligt. Med et temmelig stramt og bestemt tag i hendes hånd møvede han sig igenem den myldrende menneskemængde, blev i ny og næ nødt til at skubbe til et par enkelte personen, enten ved hjælp af skulderen, overarmen eller sin frie hånd. Om hun kunne følge med, tog han ikke specielt meget hensyn til; hun havde ligesom ikke rigtig noget valg. For fanden mand, hvorfor var der dog så mange folk ude på et tidspunkt som dette? Et lettet, længselsfuldt suk lød fra ham, idet han spottede et hjørne, ikke så langt derfra. Satte målrettet tempoet en tand op, hvorefter han, efter et halvt minuts tid, omsider kunne træde ud fra trængslen, da han drejede skarpt om hjørnet med hende i hælene. Selvom dén gade, de nu befandt sig på, var helt mennesketom, fortsatte han endnu et stykke hen ad, indtil han var kommet godt tyve meter længere væk og drejet om endnu et hjørne, der havde ført hen til en lille, smal vej. Det var først dér, han slap hendes hånd og trak sin egen til sig, hvorpå han lænede sig op ad en tilfældig bygnings væg. "Forhelvede, mand ..." mumlede han, ret utydeligt, inden han førte hænderne op til hovedet og begravede sit ansigt i sine håndflader. Kørte kort efter hænderne længere op, lod fingrene blande sig med de ravnesorte hårtotter, så hans hår blev redt tilbage, og han fik en mildere form for smørhår. Det lod ikke til, at han ville få særlig meget ro til at tænke i nat, men det kunne faktisk være ligemeget. Han ville alligevel ikke få det store ud af det i sidste ende med alle de tåbelige, forvirrede tanker, der konstant og hele tiden bombarderede hans hoved. Sikke et rod det måtte være derinde ...

Hun følte hvordan alle de mange menneskers tanker, væltede ind i hendes hoved. Det føltes som om hele hendes hjerne brændte imens hun blev slået i hovedet med et gigantisk jernbat. Hun klemte hårdt øjnene sammen, og havde bare lyst til krølle sig selv sammen i fosterstilling og skrige højlydt. Midt i alt hendes psygiske smerte mærkede hun hvordan Eithan pludselig trak afsted med hende, hun kunne slet ikke sætte ord på hvor taknemlig hun var, for at han havde gjort det. Hun kunne ikke koncentere sig selv nok til enten at bakke tilbage i gyden, eller løbe et sted hen væk fra den alt for store menneskemængde. Som tusindvis af skrig fortsatte alle stemmerne inde i hovedet på hende, med sin frie hånd trykkede hun hårdt mod den ene tænding; hun fik åbenbart overbevist sig selv om at det ville få alle stemmerne til at gå væk. I alt hendes besvær med at holde styr på sin hjerne følte hun slet ikke hvordan Eithan satte tempoet op, eller hvordan hun op til flere gange gik ind i folk eller at folk skubbede til hende. Hun erindrede ikke engang at folk råbte af hende, eller måske var det af Eithan? Hun havde det som om hun ikke kunne få luft, som om hver tænkelig luftvej blev stoppet til, som om hendes hals snoede sig sammen, og ville kvæle hende, uden at tvivle.. Hun prøvede ihærdigt at få noget luft ned i lungerne, men det nyttede ikke. Først da de kom rundt om hjørnet, længere væk, begyndte hun igen at kunne få vejret. Da Eithan slap hendes hånd pressede hun dem hårdt mod hendes øjne, det føltes som om de ville poppe ud, og som om hendes hjerne kunne eksplodere hvert sekundt det skulle være. Hun følte hvordan hendes hænder blev våde af de tåre der løb ned af kinderne på hende. Hun sagde ikke en lyd, klemte bare hårdt hendes hænder mod hendes øjne. Hun ænsede ikke at Eithan sagde en lyd, stod bare der og prøvede at få smerten til at gå væk. Langsomt lænede hun sig ind mod den iskolde væg, *gå nu væk gå nu væk, gå nu væk!* Tænkte hun og blev helt overrasket over at hun kunne tænke nogenlunde normalt igen. Langsomt begynde hun at slappe af i hænderne igen, men hun holdte stadig øjenene lukkede, uden at tænke over hvad der mon foregik omkring hende. Langsomt lod hun sine hænder glide ned af muren; eller det hun troede var muren. Pludselig følte hun stoffet mod sine håndflader og sin pande. *Oh no..* Tænkte hun, og løftede langsomt hovedet og åbnede øjnene. *Åh, jo.* Sagde en stemme drilskt inde i hendes hoved. I alt den tid hun havde troet hun havde stået og lændt sig op ad den kolde mur, havde hun stået og trykket sig ind mod Eithan's brystkasse. I et par sekunder stod hun bare og stirrede ind i hans tågede blågrønne øjne, som en anden idiot. Hvad han ikke måtte tro om hende. Han måtte da i hvert fald synes at hun var totalt ynkelig. Hun kunne lige høre ham; 'Tag dig dog sammen kvinde!' Hun undrede sig i et par sekunder over hvorfor han ikke havde skubbet hende væk, eller i det mindste gjort hende opmærksom på at det altså var ham hun havde stået og trykket sig ind mod. Hun glippede et par gange med øjnene og trådte så et par skridt bagud. Fuck, hvor pinligt... Hun så ynkeligt ned i jorden, hun ville gerne sige noget, men turde ikke stole på sin stemme, hun vidste bare den ville forræde hende, og få hende til at lyde totalt grådfærdig og ynkelig; Altså mere end hun var. Hun fæstnede blikket nede på jorden, og rømmede sig et par gange, før hun prøvede at sige noget. "Und.." Startede hun, men stoppede da hendes stemme knækkede ved første stavelse. "Undskyld.. Jeg ville ikke.. Jeg mener... Det var ikke meningen at ... Det må du altså undskylde..." Sagde hun, og stirrede vredt ned i jorden. Hvor var hun dog bare fucking ynkelig, fucking dum. Nu måtte hun fandme til at stramme ballerne sammen og se at komme ind i kampen. Hvad var det her for noget latterligt pis! *Tankelæsning, min bare røv mand!* Tænkte hun frustreret, hvor var hun dog bare et pragteksemplar på et enkeligt stykke pigebarn.. Hvor ville hun dog inderligt ønske at hun bare kunne forsvinde ned i jorden, eller blive usynlig. Bare forsvinde, så han ikke kunne dømme hende; hvilket hun bare vidste han gjorde. Men det havde han nu også alt sin ret til. Hvad fanden var det i grunden også for noget at gøre!? Hun rystede på hovedet af sig selv. "Undskyld..." Gentog hun, og lød som en lille pige der var blev taget i at gøre noget hun ikke måtte for sine forældre.. Hun overvejede et par gange at kigge op på ham, bare for at se hans reaktion, men hun turde simpelthen ikke. Hun sukkede højlydt, hvorefter hun bed sig hårdt i underlæben med de forreste tænder. *Hvor er du dog bare ynkelig...* Tænkte hun vredt, og klemte øjnene hårdt i...

Eithan kneb sine øjne en anelse sammen, idet han fejltagtigt fik banket den bagerste del af sit hoved ind i muren, men åbnede dog kort efter atter øjnene helt, da de få, kortvarige, dunkende jag var overstået, forsvundet. Hans blik blev dernæst kørt op imod himlen, hvor han fæstnede det, studerede de små, hvide stjerner der efterhånden var dukket op på den, var med til at lyse den ellers komplet sorte nattehimmel op med deres matte, svage skær. Et svagt, ubemærket smil gled ind over hans abnormt blege læber ved synet af den næsten fulde måne, der som normalvis spredte et halvmystisk, hypnotiserende lys omkring sig, såvel som nede på jorden hos dem. Dét smil forsvandt dog i en fart, netop som noget, eller rettere sagt nogen, stødte ind i ham, hvorefter han glippede en smule forundret med øjnene, før han fik løsrevet sit blik fra himlen, rettede det i stedet for ned på den person, der havde valgt at læne sig op ad ham. Alecia. I det sekund han blev klar over, at det var hende, spærrede han for en kort stund sine øjne op, hvorpå kaskader af små sæt, der mest af alt føltes som korte lynnedslag, strømladninger, blev sendt igennem ham op til flere gange, netop som hendes hænder skøjtede ned ad hans brystkasse, der langsomt skiftevis hævede og sænkede sig i takt med hans vejrtrækninger, hans åndedræt. Hvad i al verden havde hun gang i? Han skød sit ene øjenbryn i vejret, hvilket var med til at give ham et noget skeptisk udtryk, der straks blev malet i hans ligblege, marmorhvide ansigt, præcis som hun løftede hovedet fra hans brystkasse og vovede at se ind i hans øjne. Mærkeligt nok gjorde han intet for at afbryde deres nyopståede øjenkontakt, gengældte den blot, kunne slet ikke få sig selv til at se væk, som om hun på en eller anden syg måde havde bundet ham fast, frosset ham fast, forstenet ham, så han nu var helt ude af stand til at bevæge sig, låst alle hans bevægelige kropsdele fast. Det gippede svagt i ham, da hun tog et par skridt væk fra ham, bakkede bag ud med blikket slået ned imod jorden. Selv havde han ikke fjernet sit blik fra hende en eneste gang, ikke så meget som i blot et sølle sekund, som om han var rædselsslagen for, at hvis han ikke fortsat lod sine blågrønne øjen hvile på hende, ville hun forsvinde fra hans åsyn, - hvilket, uden at han selv kunne forklare hvorfor, han faktisk ikke ønskede. Han kastede den sidste halvdel af sin opmærksomhed over på hende, spidsede ørerne, idet hun begyndte at tale; eller hun prøvede i hvert fald på at få udtrykket nogle ord, men det så vist ikke helt ud til at lykkedes for hende. Alt imens hun ihærdigt forsøgte at få sammensat en sætning, lagde han i mellemtiden hovedet en anelse på skrå, vippede det kort efter til den anden side, afventede lidt utålmodigt hendes afgørende ord. Undskyldte hun? For hvad dog? At hun - selvom det muligvis var ret dumdristigt - havde forvekslet ham med muren bag ved? Det så godt nok ud som om, at hun inderligt angrede det. Han fik næsten helt ondt af hende. Forventede hun, at han ville begynde at kæfte op om, hvor stor en idiot hun var efter hans mening og tilmed tildele hende et slag eller to? Ikke så sært hvis det virkelig var dét, hun stod og ventede på, - det var ikke ligefrem fordi, at folk fik det allermest positive førstehåndsindtryk af ham; og efter sidste gang hvor de havde været oppe at toppes, så kunne han vel sagtens forstå hende. Egentlig, skammede han sig lidt. Over at have været så ... strid overfor hende. Men det, dét ville han selvfølgelig aldrig indrømme overfor hende, eller fortælle til nogen som helst. Han drog et indvendigt suk, inden han forsigtigt bed sig i underlæben, hvorefter han tog det første skridt hen imod hende. Så det næste - og så endnu et, indtil han var helt henne ved hende. "Det gør ikke noget ..." mumlede han med et dæmpet toneleje, før han langsomt løftede sin ene hånd, tøvede lidt inden han rakte den frem mod hende. Havde i en kort tidsperiode sit blik rettet ned imod den, sin åbne hånds håndflade, men rettede det ikke ret lang tid efter op på hende og trak forsigtigt på smilebåndet, så et sagte, halvoprigtigt smil bredte sig lige så stille og roligt på hans læber. Han lod derpå sin egen hånd, dén der hang i luften foran hende, glide ind i en af hendes hænder og lukkede sine fingre omkring den. "Skal vi ikke gå lidt videre?" foreslog han, fortsat med det sagelige smil spillende om læberne, dog var det blevet en anelse mere forlegent. Efter at have givet hendes hånd et betryggende klem, startede han ud med at tage et par rolige, stilfærdige skridt hen langs det fortov, de befandt sig på. Han sagde ikke mere, forholdt sig fuldstændig tavs, men af en eller anden uforklarlig grund, kunne han simpelthen ikke få tørret smilet af igen; ikke denne gang.

Hun mærkede hvor skammen var ved at æde hende op. Aldrig havde hun følt sig så ynkelig, så meget som et ynkeligt, udueligt, stykke brygt tyggegummi! Argh, hvorfor kunne hun da forfanden ikke også bare tænke sig om en gang imellem! Latterlige tænkelæsningsevne, latterlige hjerne der ikke bare kunne være normal! Hvorfor lukkede hun sig også altid ind i sig selv!? Hvorfor fanden kunne hun ikke bare en gang imellem, være normal!? Det kunne da for fanden ikke være så fucking svært!? - Åbenbart... Hun knugede hende hænder hårdt sammen, hun var fandme også bare en dum tøs der ikke kunne holde styr på sig selv.. Ynkeligt... Hun vidste godt at hun havde brugt det ord mange gange efterhånden, men det var fandme også kun det eneste der passede på hende lige nu. Argh, hun kunne vel forfanden ikke blive ved med at være så fucking dum altid. Al den had mod sig selv gjorde hende en smule deprimeret, den gjorde hende endnu mere indelukket, hun lagde ikke mærke til tingene omkring hende.. Lagde ikke mærke til hvordan blinkende lygter fra byen lysede gyden op, du og da. Hun klemte hårdt øjnene sammen, hun ville bare være inde i sig selv, der hvor ingen forstod hende, på nær hende selv. Det var pinligt at tænke på, men det var sådan det var.. Langsomt lukkede hun alle lyde ude og lukkede helt ned. Slappede igen af i kroppen, et plydseligt 'dyt' lød, og hun slog igen øjnene op. Automatisk så hun på Eithan, og skammen vendte tilbage. Hun så vredt ned i jorden, hun følte hvordan alt den selvhad var ved at æde hende op, det var pinligt. Tårerne begyndte at presse på, men hun kæmpede som en gal for ikke at græde. Ikke igen... Det var nok at han havde set hende græde én gang.. - Mærket hende græde... Hendes øjne blev helt blanke og skinnende af de salte tårer. En enkelt banede sig vej ned af hendes kind og hele vejen ned til hendes hage, hvor den lydløst faldt mod jorden. Hvor var det pinligt, hvor havde denne her aften været pinlig.. Ingen havde set hende sådan her før, ingen... Hun havde altid været alt for stolt til at være særbar overfor andre.. Men nu var der én der kendte den tomme skal, af en vampyr hun var, og så endda en vampyr der hadede hende... Hun sukkede lavt. *Ynkeligt...* Tænkte hun og snøftede næsten lydløst. Pludselig hørte hun de langsomme skridt, som banede sig vej hen til hende. Hun vidste jo godt hvem det var, så hun så ikke på ham, hun stirrede bare på hans sko imens han talte. *Gør ikke noget!?* Tænkte hun, og blev fuldstændig forvirret, hvor var al vredet? Al hadet? Hendes hoved gjorde ondt, det kunne ikke klare mere idag. Kunne hun ikke bare slappe af for én gangs skyld? Hun stod lydløst og ventede på at han ville vende hende ryggen, gå sin egen vej igen. Det var vel her deres 'rejse' var endt. Hende stående grædende og han kold og tom som altid, det ville ikke undre hende. Langsomt så hun den hvide hånd løfte sig frem mod hende, hvad ville han? Pludselig mærkede hun den kølige hånd om hendes, *what theee....* Hun spærrede øjenne op, alt var simpelthen for forvirrende denne her nat. Da hun igen hørte den hæse stemme kiggede hun for første gang på ham, i lang tid.. De blågrønne øjne og det varme smil fangede hende med det samme, en underlig 'tumlen rundt' i hendes mave satte i gang, og hun følte sig svimmel. Hun nikkede svagt imens et smil langsomt sneg sig ind på hende. *Hvad er det du gør ved mig Eithan?* Tænkte hun og kunne ikke fjerne blikket fra den halvsjuskede men dog smukke og høje dreng ved siden af hende. Hun drog et lavt suk, og kiggede så halvforlegent ned i jorden.

Eithan vendte for en kort stund blikket væk fra hende, da han drejede sit hoved, således at hans kridhvide ansigt blev rettet frem ad, ud mod fortovet der strakte sig foran dem, for at kunne orientere sig lidt. Hvor han havde tænkt sig, at de skulle hen, det havde han ikke spekuleret over; men behøvedes der at være et mål for den fredelige vandren, der ventede dem? Det var ikke sådan, at han havde en hel familie derhjemme, som ventede på, at han ville komme hjem - psh, hvilket hjem? Præcis, han havde ikke det mindste travlt. Om hun så havde, det kunne han ikke udtale sig om. Efter at have scannet området, de mørke omgivelser, ved hjælp af blikket, satte han sit allerede langsomme, rolige tempo lidt ned, hvorefter han vippede sit hoved en anelse på skrå, drejede det en smule, før han atter flyttede sit blik over på hende, lod sine blågrønne, tågede øjne hvile på hendes ansigt, fik skimtet det lille smil, der havde dannet sig på hendes læber. Ved synet af dét trak han selv yderligere i mundvigene, så hans smil voksede, blev en kende større. Det var simpelthen umuligt for ham at få det fjernet, det blev den ondelyneme bare siddende, som om det var klistret fast på hans mund, - og det forholdt sig ikke ligefrem sådan, at han var videre henrykt for sit smil, afskyede det faktisk det meste af tiden, så han så ingen grund til at vise det frem for omverdenen. Måske var dét en af grundene til, at der var så få væsner, der havde set ham smile; men nu kunne hun slettes fra dén liste. Hvorfor han behandlede hende, som han gjorde, var ham fortsat et mysterium; det mest forventede af ham ville vel bare være, at hun havde fået et 'skråt op kælling', hvorpå han blot havde vendt ryggen til hende, gået og så ikke spildt mere af sin tid på hende. Men på den anden side; hvorfor behøvedes det nødvendigvis at være sådan? Stod det skrevet i en eller anden hemmelig, uofficiel regelbog eller hvad? Det var måske efterhånden gået hen og blevet en uskreven regel, - men det kunne egentlig bare rende ham et hvis sted. Siden hvornår var han begyndt at følge reglerne? Begyndt at være en lovlydig borger? Aldrig, så hvorfor starte på at være det nu? Det var der sgu da ingen grund til. Desuden, hvor slemt kunne det være at være bare lidt sød ... for én enkelt gangs skyld? Eller i det mindste forsøge at være det. Hans tommelfinger strøg hende en anelse fraværende over håndryggen på dén hånd, der var blevet forenet med hans, alt imens hans blik skiftevis lå på hende eller kørte rundt på de stilfærdige, halvdystre bygninger, der lå på begge sidder af den mennesketomme gade, rammet inde af de to fortove. Han forholdt sig fuldstændig tavs, ikke ét eneste ord undslap hans mund, der under hele turen havde været forsvarligt lukket; han var nærmest kendt for at få fucked det hele op, når han først fik åbnet gabe og bare ladet ord efter ord flyde ud. Men han følte heller ikke, at det var nødvendigt at plapre løs nu, så derfor formåede han at holde sin mund lukket, sagde ikke en lyd. Hans blik blev efter en del tid draget hen imod et mindre springvand, der, skønt klokken efterhånden måtte være langt over tolv, endnu ikke var blevet slukket. Vandet fra toppen af den lidt mærkværdige figur, der sad i midten af selve springvandets fundament, flød stadigvæk i lystige, små stråler. Lidt åndsfraværende satte han kursen over imod det, stoppede helt op, netop som han, med hende i hånden, var nået hen til det. Dernæst trak han omsider sin hånd til sig, lod den glide ud af hendes, inden han drejede en halv omgang rundt, før han dumpede ned på kanten af springvandet, placerede sine hænder på den ru, brede stenoverflade, kanten var lavet af og fik så endelig tørret smil af. Fik det til at forsvinde ind i tomheden, ind i intetheden, og slog efterfølgende blikket op mod den sorte himmel, hvor flere og flere stjerner med jævne mellemrum dukkede op, blev synlige. Som tidsfordriv påbegyndte han et større projekt med at, en del besværet, at tælle de mange hundrede, blinkende stjerner, men måtte ret hurtigt give op, da han konstant og hele tiden kludrede rundt i det. Antallet af de små sole var alt, alt for stort. Han drejede sit hoved og vendte langsomt sit blik over på Alecia, nikkede derefter ned imod 'pladsen' ved siden af sig som en hentydning til, at hun skulle sætte sig; medmindre hun fandt det mere behageligt at stå op.

Hun gik i stilhed ved siden af ham, og nød stilheden uendeligt meget. Smerten i hendes hoved var ved at være væk, men det summede stadig svagt i hendes øre, og prikkede i hendes tændinger. En gang imellem så hen hen på ham, men skyndte sig igen kigge væk. Hun vidste ikke hvor han førte hende hen, men hun var også ligeglad, hun fulgte ham bare. Engang imellem lukkede hun øjnene og lod ham føre hende igennem mørket. Vinden gled elegant hen over gaden, og legede med hendes sorte hår, lod det piske hende blidt ind i ansigtet, og blafrede vildt i luften. Hun drog et let suk, og kiggede så igen ned i asfalten som de gik på. Med dovne skridt så hun hvordan de nærmede sig det store spiringvnd forude. Vandet løb stadig ud af den flotte skulptur, hun undrede sig over hvorfor det stadig var tændt, klokken var i hvart fald ved at være et. Da hans hånd gled ud af hendes trak hun den hurtigt til sig for ikke at stå og ligne én eller anden idiot. Hun bed sig hårdt i underlæben og lod blikket glide ned mod vandet. Det måtte være rimelig koldt når man tænkte på årstiden og ikke mindst vejret. Hun kiggede hen på ham i det han gjorde en bevægelse med hovedet ned mod springvandets kant. Hun bevægede sig langsomt tættere på springvandet, men besluttede sig så bare at gå oppe på kanten af springvandet. Med lette og elegante skridt gik hun hen ad kanten på springvandet, det kolde vand piskede op på kanten og gjorde den yderst glat. Hun strakte armene ud til siden og legede at hun gik på en line. Hun smilede og prøvede forsigtigt at danse på kanten. Da hun havde gået et par meter langs kanten tog hun smilende et let hop, hvilket hun aldrig skulle have gjort. I det hun igen landede på kanten, gled hendes fod og hun væltede vandret lige direkte ned i det iskolde vand. Springvandet var omkring en halv meter dyb, så hele hendes krop blev gennemblødt, da hun landede i vandet. Hun piskede panisk med armene for at komme op af vandet, i det hun fik sat sig op, kom der en vandstråle plaskende ned i hovedet på hende. "Argh!" Råbte hun vredt og slog som en gal ned i vandet som et lille barn. Hun lagde armene rundt om sig selv og sukkede opgivende. Det var bare så typisk hende, klodset og dum dristig som altid. Hun havde aldrig styr på sine ben, de gjorde altid alt andet end det hun ville have de skulle gøre, så hvorfor overhovedet prøve? Hun bøjede i benene og lagde sit hoved ned på sine knæ. Det var fandme også bare det der manglede, som om hun ikke havde følt sig nok dum og ynkelig idag? Tusind tak, uandet hvem de rhavde sørget for at det skulle være sådan her var det fandme en idiot. Kunne hun da for fanden ikke bare for én gangs skyld gøre noget uden at skulle gøre sig selv til et fjols foran andre.. Hun sukede højlydt, og undrede sig over hvorfor hunikke havde flyttet sig endnu, det kolde vand plaskede stadig ned i hovedet på hende og gjorde hende hår gennemblødt og fik det til at klistre sig ind til hendes ansigt. Hun bed sig smagt i underlæben og rejste sig op,men lige da hun kom op at stå slog hun hårdt hovedet ind i et stykke af springvandet og jamrede højt. "AV FOR HELVED!" Skreg hun og tog sig til hovedet. "Det var sq da fucking utroligt!" Sagde hun vredt og jokkede klodset ud af vandet og satte sig på kanten på den modsatte side af den Eithan sad på. Hun satte albuerne ned på knæene og begravede hendes ansigt i sine hænder. Hendes tøj var gennemblødt og hun havde pisse ondt i hovedet. Hun tog den højre hånd op til hovedet og mærkede efter. Da hun kiggede på sin hånd igen gav hun et opgivende suk fra sig, hun blødte fra baghovedet. Igen begravede hun ansigtet i hænderne og rystede kort på hovedet. "Typisk." Sukkede hun.