En lyd? Naah det var da ingenting!...eller..?

T: 18:27
S: Grotten
V: Solskin?
O: Mørkt

Naina så sig rundt i grotten. Der var mørkt omkring hende, men ikke der hvor hun var. Der var hul i grotteloftet så en solstribe skinnede ned på hende og den halvstore sten hun sad på. Her var ingen. Egentlig lidt trist. Desuden kunne det godt være der var mange i grotten da man let kunne fare vild hvis man ikke kendte det ordentligt. Hun havde prøvet at være ved at fare vild og aldrig komme ud igen. Dog prøvede hun at huske og kom til sidst ud i den friske luft igen. Hun havde det ikke særlig godt med at være i gangene dengang. Og det havde nok sat sig lidt i hende det at hun næsten aldrig var kommet ud. Hun kunne ikke klare at gå for langt ind i grotten mere, men nød nu alligevel engang at sidde i udkanten eller bare hvor der var lys og frisk luft.
Hun drejede hovedet idet hun syntes hun hørte noget. Hendes øjne kneb sig mere sammen og hun søgte i mørket for at se om der var nogen. Det kunne sagtens bare have været en løs sten som var faldet ned, men alligevel virkede det også højst usandsynligt medmindre nogen eller noget havde kommet til at rive den fri.

Riku kom gårene med sin aflange taske over skuldern og højt humør. Han kom gårene forbi en stor grotte ingang" hmm det her er et fint sted at over natte" sagde han lidt for sig selv og satte sin taske i hule indgangen. Riku var ude på en tur lidt væk fra byen for at slappe af. Han åbner sin taske og tag en sove pose et lille gasblus og nogle dåser mad og sit sværd. Han lå sit sværd ved hans side og begyndte at tænde sit gasblus og kigget ind i hulen

Naina så endte med at rejse sig op da hun hørte andre underlige lyde. Der måtte være noget tæt på hende, men ikke tæt nok på til at hun kunne se hvad det var. Hun holdte hånden nede ved sit bælte der var skjult under de andre klæder hun havde på. Hendes sværd hang fint og elegant langs hendes side og hun var klar til at trække det hvis hun stødte på noget som bestemt ikke havde i sine at være venlig overfor nogen. Hun gik med svævende og lydløse skridt mod lyden og holdte sig bag ved nogen sten. Selvom hun som regel var meget venlig havde hun lært at man skulle være forsigtig. Man kunne aldrig vide hvem eller hvad man ville møde. Da hun stak hovedet lidt ud fra stenvæggen så hun en person. Noget der nærmere lignede et hankønsvæsen. Hun vidste ikke det ikke helt, men noget var hun sikker på og det var at hun ikke ville komme ud af sit skjul med det samme. Medmindre han opdagede hende først, men hvordan ville hun ikke kunne forklare.

Riku begyndte at lave noget mad da han ikke rigtig havde spist hele dagen.
Duften begyndte at brede sig i hule indgangen" ahhh det bliver godt med noget at spise efter en lang dag" siger han lidt for sig selv og nynder en melodi. efter 5 minutter er maden færdig, Riku går hen til sin taske og tag en skål op og et par spise pinde og setter sig ned igen. Han putter maden i skålen og begynder at spise.

Naina kunne lugte maden. Det duftede virkelig godt. Hun betragtede ham stadig og det han lavede. Hun havde ikke godt af at se på det. Hendes mave rumlede enkelte gange fordi hun var blevet sulten af at se på det og hun tænkte hun hellere måtte fordufte lige så stille. Hun vendte sig om og rejste sig op, men hun havde glemt at hun var i et lille hulrum så der var ikke særlig højt til loftet. "Au!" Sagde hun, men tav så med det samme. Hun kom ud fra hulrummet igen og tog sig til hovedet. Hvis ikke det havde været fordi der var så lyst lige der hvor hun var ville hun aldrig have turde kravle derind. Men det lod til at drengen havde hørt hende. Det ville i hvert fald være utrolig hvis han ikke havde da hun selv syntes hun havde larmet ret meget. Hun skyndte sig at gemme sig igen, men var ikke sikker på at hun havde nået det.

Riku var igang med at spise da han hørte noget, han stoppet med at spise og kigget in i hulen hvor lyden kom fra.*hmm mærkeligt jeg må heller trække det* tænkte han og to en lygte op af tasken. Han prøvet at tænde den men den havde ikke mere strøm," æv dumme batteri " sagde han lavt. Riku begyndte at skrue toppen af lygten og tag pæren ud. Han holde nu kun pæren og den begyndte at lyse op. Han begydte langsom at gå ind i hulen " hallo er der nogen.... jeg er ikke farlig så længe du ikke er det over for mig.... hallo " sagde han og gik lidt in i hulen.

Hun holdte sig gemt bag ved en bunke sten. Den skjulte hende ikke lige så godt som den anden, men det var tilstrækkeligt. Hun så hvad han gjorde og hun gjorde store øjne. Hvordan kunne han få den til at lyse bare sådan uden videre? Så vidt hun vidste kendte hun ikke nogen racer der kunne det. Men det måtte være nogen hun så ikke havde set før. Da han sagde han ikke var farlig kneb hun øjnene lidt sammen. Det kunne han jo sagtens sige. De var ikke til at tro på alligevel. Det var altid noget en vampyr ville sige eller noget for at få lokket sit bytte hen til sig. Og hun havde ikke tænkt sig at være det bytte der blev det næste eller noget som helst fremover.

Riku lyste lidt omkring og kunne ikke se noget" nå det var nok ikke noget afligevel " sagde han og begyndte at gå tilbage til hans lille lejer sted. på vejen tilbage gik han og snakket lidt med sig selv" mærkeligt jeg syntes jeg hørte noget. hmmm? nå jeg er nok bare blevet lidt små parenoid efter Zane er vent tilbage.?"Da han kom tilbage mod lejren lyd der en rumsteren, det var en ulv som havde fåret færten af Riku mad og var nu i gang med at rode i han ting. Riku kigget på ulven og satte sig på hug to meter fra den mens han to hånden ned i sig side taske og to en pose op. i posen var der noget tør kød, han to et stykke op og holde det frem mod ulven. Ulven kigget lidt på ham og begyndte at gå langsomt frem mod ham. " kom så du skal ikke være bange min ven" sagde han med en rolig stemme. ulven tæt nok på til at tag kødet, Riku holdt sin anden hånd ud og strøj den over ryggen mens den spiste. Da den var færdig to han et nyt stykke tøret køb op og kastet det ud af hulen" smut så lille ven" sagde han og ulven løb ud af hulen igen, Riku går han og sætter sig og spiser vider

Hun holdt sig helt stille for at han ikke skulle opdage hende. Hun var ikke særlig tryk ved andre end dem hun allerede kendte, men der havde det også taget meget mod og usikkerhed at hilse på dem i starten. Hun så igen hen på ham fra sit skjul. Der var åbenbart kommet ind ulv ind i hulen. De levede her jo også. Men ikke rigtig indeni. Kun udenfor.
Hun løftede øjenbrynet da han åbenbart var ret god til det med dyr. Imponerende ifølge hende. Men det var jo også bare hende. Hun lod sine ben tage et par skridt væk fra sit skjul og hen af med drengen. Dog var hun stadig halvgemt i mørket, men man kunne sagtens se omridset af hende. Fristelsen af den mad han havde haft og håbet om at han havde noget mere var for fristende til at holde sig væk. "Du skulle vel ikke have noget mere mad?" Spurgte hun med sin naturlig blide stemme, mens hun gjorde sig klar til at blive opdaget. Hun havde endelig taget sig sammen til at komme frem i lyset. I hvert fald sådan mere eller mindre. Hun havde det også bedst med lys. Det fik hende til at føle sig bedre tilpas.

Riku vende sig om og kigget ind i mørket og så et omridst af en pige " jeg tænkte nok der var nogen det inde i mørket et sted" siger han og smiler " mad har jeg nok af men det eneste jeg mangler er selvskab " siger han med en blød glad stemme og et smil på læben. Riku rakker over og tag sin og tag to dåser og en extra skål op og nogle ander ting, han stiller tasken fra sig og kigger op på pigen igen" kom sæt dig enelig ned " siger han og smiler igen ind i mørket.

Hun smilede blidt til ham idet han får øje på hende. Hun står og betragter ham imens han roder med sine ting uden rigtig at vide hvad hun skulle gøre. Hun besluttede sig for at komme ud i lyset. Det var nok også det bedste. Hun trådte frem og smilede til ham. "Tak" sagde hun da han sagde hun kunne sætte sig og hun fandt en sten som var okay behagelig at sidde på. Hun havde siddet på så mange sten før, men nogen var dog mere behagelige end andre. Hun holdte sig i hvert fald gerne væk fra de spidse af slagsen og sad helst på de mest flade. "Hvad laver du egentlig her?" Spurgte hun da der havde været et minuts stilhed uden ingen af dem vist vidste hvad de skulle sige til hinanden.

" jeg er på en slags ferie kan man godt kalde det. jeg skulle bare lidt ud af byen da en hvis person er kommet tilbage og han er ikke lige så glad for mig " sagde han mens han rørte rundt i den lille gryde som maden blev varmet i. Riku kigger op på pigen " mit navn er forresten Riku"

Hun så stille på ham. "Det virker da underligt hvis det er en du gerne vil se, men personen ikke vil se dig?" Sagde hun og afventende hans svar til det. Hun smilede dog lidt bredere da han sagde hans navn. "Naina" sagde hun blot da hun regnede med at han ville kunne gætte at det så var hendes navn. Hun havde altid godt kunne li det navn. Og især dets betydning. Hun så ned i gryden og smilede over duften. "Tak fordi jeg må sidde her" sagde hun og så endnu engang på ham med et blidt smil. "Hvor kommer du så fra? Altså hvor var du inden du kom hertil?" Spurgte hun smilende, mens hun så på ham.

Riku smiler til hende " nej der er lidt kompliseret mej ham der er tilbage vil nok dræbe mig hvis han fandt mig" Riku begyndte at helde mad i skålene og smiler ligt for sig selv " nej det er mig der takker Naina selvskap er altid godt" Sagde han mems han holder skålen frem mod hende. Riku kigger på hen og griner lidt da hun spørg hvor han er fra " Det kan jeg ikke rigtig huske jeg har vært i det her land siden jeg var helt lille og det er ved være næsten 250 år siden men har næsten brugt 243 i fange skab det enste jeg kan huske før det er min mor" Sagde han og begyndte at spise " men hvad med dig hvad laver du her ?" sagde han med munden halvt fuld med mad.

Hun smilede blot og tog imod skålen med mig. "Tja så kan vi jo begge to takke hinanden" sagde hun let grinende. Hun tog med det samme for sig af det der var i skålen, men spiste alligevel pænt som altid. Hun så lidt hen på ham da han snakkede om fangeskab. "Hvad har du da gjort?" Spurgte hun nysgerrigt. Hun vidste ikke om hun havde fået selskab af en forbryder nu eller om det måske havde været en misforståelse. Dog håbede hun på det sidste selvom man jo aldrig kunne vide. "Man kan ikke rigtig sige jeg kommer nogen steder fra. Jeg holder til der hvor det passer mig. Og i øjeblikket er det så her i grotten" sagde hun og smilede kort til ham, inden hun igen tog en mundfuld og spiste den. "Men så får man også tid til at udforske grotten lidt. Dog går jeg ikke alt for langt ind. Der er mørkt og det er ikke til at finde ud igen" sagde hun og så sig lidt rundt. "Du skulle vel ikke have noget at drikke vel?" Spurgte hun meget forsigtigt da hun nødigt ville være til besvær og æde ham ud af huset eller hvad man nu kunne sige. For der var ikke meget hus over det her. Faktisk slet ikke.