What the?? - Pierce

Sted: Biologi
Tid: Ingen anelse
Omgivelser: Et par skabe, en tavle og nogle borde ink. Stole.
Vejr: Tjaa.. Man kan høre svage dryp på ruderne.

Privat - Pierce

En lykkelig pige stod ved et blåt hav, og kiggede med lysende øjne ud mod det. Hendes kæreste stod ved hendes side, og en lille blå fugl landede på pigens arm. Hvad den lavede der, havde pigen ingen anelse om. Hvad hendes tidligere kæreste lavede der, havde hun heller ingen anelse om. Selvom hun stod i vandkanten, og egentlig burde kunne mærke sandet mellem tæerne og vandet skyller over hendes fødder, kunne hun intet mærke. I Horisonten kunne man skimte nogle store bølger, og nogle skibe. Selvom det måske ikke så helt fantastisk ud, det med bølgerne, stod pigen stadig med julelys i øjnene, og knugede sin kærestes hånd. Fuglen sad på hendes anden arm, som hun for øvrigt havde strakt frem for sig. Bølgernes susen kunne hun heller ikke høre. Hun hørte ingen naturlige lyde, som man normalt ville høre på en strand, heller ingen mågeskrig? Hvad var det her for en strand? Alt omkring pigen begyndte at sortne, og dele af vandet og andet forsvandt. Et par palmer blev opløst og forsvandt i mørket, sammen med alt omkring hende. Efter kort tid, var det sorte så tæt på hende, at hun gik i panik. Hendes kæreste begyndte at forsvinde, og det samme med fuglen. Hun stod alene på en lille sandbanke, og pludselig....
Angelin så sig forvirret omkring, og ned sine øjne. Havde det hele bare været en drøm? Det hele med kæresten, fuglen og stranden? Var det hele bare noget hun drømte om? Se vandet igen? Det rigtige vand. Ikke bare det i søen, i udkanten af skoven, men det rigtige vand. Nemlig havet. Sammen med en dreng og en fugl. En? Fugl? Hvordan var den egentlig kommet med i hendes drøm? Den havde hun da ikke inviteret, eller havde hun? Hvorfor var hun ikke en der kunne give drømme? For den sags skyld, vidste hun ikke hvad hun lavede i et klasselokale, og ønskede at det også bare var en drøm. Det var over 270 år siden, at hun sidst havde siddet i et klasselokale og studeret. Men hvad lavede hun så i et biologi-lokale?
Regnen udenfor, lød til at være rimelig let, og da hun så tog sig til håret, kunne hun egentlig godt forstå hvad hun lavede i klasselokalet. Hun havde selvfølgelig søgt ly mod regnen, havde hun ikk? Men? Hun havde godt nok ingen anelse om hvordan hun egentlig var ankommet i lokalet? Hun havde bare været utrolig søvnig, og så.. Hun måtte være fløjet? Angelin lod de hvide vinger brede sig ud og følte på deres fjer. Bingo. De hvide fjer var lige så våde, som hendes gyldne hår var. Storartet, men? Hvorfor lige et biologi-lokale?

Skridtende var slæbende. Dovne og fødderne blev bare gnedet mod det glatte plastik gulv der var blevet lagt på alle gangene overalt her på skolen. High School Di Morga. Skolen var folk der havde overstået Junior High. Eller han vidste ikke rigtigt hvordan det foregik her i byen. Altså denne unge mand der gav lydende fra sig. Han virkede udmattet som havde han blot været ude og sprinte gud ved hvor langt uden at stoppe. Eller bare havde spillet noget sport. Og den sidste var nok den rigtige. Det afslørede det baseball bat der blev slæbt ned hen af gulvet i hvert fald.
Pierce var navnet han havde fået tildelt ved hans dåb. Og han kunne lide det. Så ingen grund til at ændre det nogensinde. Han elskede det faktisk. Passede så fandens godt til ham i hans eget hoved. Hans tøj var gennemblødt og beskidt efter at have kastet sig rundt i det våde jord nede på græsplænen. De havde ikke nået at spille færdigt. Desværre. Men han havde jo ikke tænkt over at de alle havde været tøssedrenge. Han smilede kynisk ved tanken om hvad der var sket dernede.
Han stoppede op. Roligt men opmærksomt. En duft ramte ham og der gik ikke lang tid før at hans smil voksede. Bare en smule. Engel. Hvilken fryd. Han var alligevel ved at blive lidt sulten. Og så fandt han et dejligt delikat måltid her hvor han selv var. Han sporrede væsenet. Hvor det var. Og det var ikke langt væk. Lokalet få skridt fra ham. Han tog dem med en lydløshed kun en som ham kunne præsentere. Han tøvede ikke med at åbne døren ind til lokalet og de gulige øjne fangede med det samme denne kvindelige skønhed af en engel. Hvor dejligt. "Jamen dog.. Lille ven hvad laver du dog her på skolen..så sent??" Hans stemme var mere eller mindre slesket men vidste også det drengrøvs humør han var i. Han løftede sit bat så det ikke mere rørte gulvet men blev støttet på hans ene skulder. Han lukkede døren med et smæld med foden og stod lidt der. Betragtede hans fund. Han lagde sit hoved lidt på skrå så det sorte våde pandehår valgte at falde til siden og fremgøre hans perfekte ansigt. Han rettede sig ordentligt op igen og afgjorde hans øjne på omkring de 194 centimeter. Han var virkelig høj men der var ikke noget andet der passede bedre til ham. Han lagde sin frie hånd i lommen på hans stramme cowboy bukser og fik så gang i fodtøjet. Gik hen mod hende og stoppede lige foran det bord hun sad ind over. Lænede sig hen over det og kunne på denne måde bedre se hendes uskyldige engle ansigt. "Hmm?"

Stadig forvirret, sad englen og stirrede ud i luften, eller retter op på tavlen, som hang på væggen foran hende. Der stod ikke noget, men hun kunne skimte gamle kridt-streger. De så rimelig nye ud, men alligevel bare de blevet tværet ud. På tavlen, kunne hun stadig skimte meget korte sætninger eller ensomme ord: ”Fødekæden er… planteædere.. kødædere…” Skriften var snørklet, og mindede lidt om hendes egen håndskrift som bestod af krøllede men fornemme bukstaver. Tænk at hun stadig kunne finde ud af at læse, regne og skrive, når hun var så gammel. Underligt at de ikke her på skolen, lærte om blodsugere og kønne væsner. Det burde alle da kende til, burde de ikke? Angelins tanker førte tilbage til stranden, som hun havde stået på i hendes drøm. Underligt nok havde hun fornemmelsen af at ha haft et deja-vu, da hun drømte. Bare alt det med stranden, en dreng ved hendes side og en fugl på armen. Fugle havde aldrig gjort hende noget, tvært imod var hun stort set en selv. De hvide vinger var stadig udfoldede, og tittede nysgerrigt frem, som om de studerede lokalet. Når man tænkte over det, var lokalet meget simpelt, et par vinduer, en dør, en tavle, hvide vægge, en del borde, som næsten stod på rækker, så eleverne sad med snuden op mod tavlen, selvfølgelig stolene, en lille forhøjning med et kateter og jah.. De klassiske undervisnings skabe, som havde været røvsyge i hendes tid. Der havde jo bare været en masse grej til undervisningen. Heldigvis var der nogle gange, hvor ens lære havde været syg, og man havde fået en vikar, som hverken havde nøglerne til skabene eller den fjerneste anelse om hvad han eller hun skulle stile op med de ustyrlige unger, som han eller hun var ’lære’ til. Stakkels vikarer. Aldrig nogle sinde, ville Angelin være lære, det var godt nok for træls. Så hellere være fri, og tjene penge på en anden måde. På hvilken måde, vidste hun ikke. Slaver fik jo ikke penge… uheldigvis.
Ved hendes højre side, blev en dør åbnet, og i ren refleks rettede hun ansigtet hen mod døren, selvom hun fortrød kort efter. Vampyr. Helt ærligt, ikke igen! Nu måtte det satme være nok! Hun havde virkelig mødt for mange vampyrer på det sidste, og så skulle hun selvfølgelig møde endnu en. Storartet… helt vildt… storartet. Suk. Hvorfor lige vampyrer? Hvorfor ikke dæmoner? De var i det mindste ikke blodigler, som Angelin kaldte dem. Forbaskede væsner… Uforskammede personer, der kun var ude efter blod. Hun fik lyst til at brække sig, både af ubehag men også af frygt. Hastigt vendte hun blikket ned i bordet igen, og forsøgte at ignorere hans tilstedeværelse. ’Det vedkommer ikke dig, og lad mig så være i fred!’ Sendte hun til vampyren, gennem hans tanker. Hvis han troede, at det kun var vampyrer der kunne sende og opfatte tanker, var han godt nok dum, for det var faktisk lige præcis det hun kunne. Ækle bæst. Han skulle ihvertfal ikke nyde noget af hendes blod, og hun var klar til at kæmpe en brag kamp, for at han ikke kom i nærheden af hendes dyrebare skønhed og hendes lækre engleblod.
Det var åbenbart meget typisk, at vampyrer stirrede på en fra meget kort afstand. Anden vampyr som gjorde det, på en uge. Det var åbenbart rimelig normalt for deres slags? Selvom han vist ville høre hendes stemme, havde hun ikke lyst til at tale. Hellere tænke. Det gjorde det meget nemmere for hende.

Pierce havde fornemmet en irritation med det samme at denne lille engel havde se ham. Der var forarg i hendes øjne som blot skjulte på hendes frygt. En frygt hun ikke vidste frem for ham. Hun kendte sine evner godt. Men det undrede ham lidt at der nu kom en stemme ind i hans hoved. Det hoved hvor der ellers kun flød med ting der var lidt for private til at han ville dele ud af dem. Han vidste med det samme at denne skønne kvindelige stemme eller tanke tilhørte englen foran ham. Normalt kunne han jo ikke læse tanker og folk kunne normalt heller ikke læse hans. Så dette var nok noget med overførelse. 'Så uden tvivl at det var til ham. Han kunne ikke lade være med at få sit smil til at vokse lidt mere og lidt efter kom en kort latter fra ham. Hvor det dig morede ham dette. Hun prøvede at forsvare sig selv via tanker. Sikkert at han ville lade hende være i fred. Det havde hun åbenbart ikke fået før siden hun nu sad her nede på jorden. Eller hvad? "Det vedkommer mig da en hel del. Du er her og jeg er her så...vil det ikke være helt almindelig høflighed at svare nogenlunde ærligt på en fremmed persons spørgsmål." Hans stemme blev svagere og svagere og blev nu en til kølig vislen. Og man begyndte at kunne høre på hans stemme at han ej var her for en lille chit chat. Eller for noget hyggeligt selskab. Og dog. Måske var han faktisk det. Men det ville være for ham selv. "Hah.." Han rettede sig endelig op igen. Hænderne stadig i lommerne. Han så nu rundt omkring i rummet. Der var alt muligt mærkeligt men det som fangede hans opmærksomhed var den aflange kasse der stod på katederet. Hans smilede så ahns skarpe tandsæt kom mere til syne. Han gik med rolige skridt. Hans sko gav nogle lidt sjaskede lyde fra sig på grund af de var helt gennemblødte af regnen.
Han stak sin ene hånd ned i denne plastik kasse og lidt efter fik han fisket en mindre kniv op. Eller rettere så var det blot en skalpel. Men den lille sag var ufattelig skarp og kunne stadig udrette ting. Han drejede om på hælen og stod nu med fronten mod englen. Han fumlede sikkert med skalpelen mens at han smilede lumsk for sig selv. " Dem her finde man da normalt ikke i et lokale på en skole. Sikke et held denne klasse fik lov til at skære små dyr op eller lignende.." mumlede hun svagt. Mest for sig selv men gjorde også så pigen kunne høre ham. Han så lidt op og hen mod hende efter han havde fortalt lidt. Som for at sikre sig at hun havde hørt efter. Bare lidt. Han kørte sin tommelfinger meget blidt hen over bladets skarpe side for ikke at skære hul men bare for at mærke hvordan den var.

”Det ville det sikkert,” Vrissede hun. ”Men jeg er ikke høflig!” Hvis han ikke allerede havde opfattet det, var det sikkert blevet tydeligt for ham nu, og denne gang kom hendes ord ud af hendes mund. Normalt var det bare meget sjovere at fortælle eller sige ting gennem andres tanker, eller læse dem. Noget hun fandt morsomt, da hun kunne bruge det imod de personer hun nu stod overfor, bortset fra hvis de havde en mental styrke som var langt over hendes. Hvis de havde den styrke, kunne de også lukke hende ude, altså hvis de fandt det passede. Hun kunne selvfølgelig også selv lukke andre ude, dog ikke fordi hun havde så meget styrke, men det var bare noget der fulgte med. Angelin fulgte ham med blikket, da han gik op mod kateteret, hvor der stod en lille aflang kasse. Drengen kiggede lidt i den, og fik så fisket en skalpel op. Faktisk så den ud til at være rimelig skarp, selvom hun ikke turde indrømme det for sig selv, at hun faktisk var en smule skræmt af den.
”Hv-hvad skal du med den?” Fik hun fremstammet. Først nu kunne man se at hun var bange, og især fordi han stod og fumlede med en skrap genstand i hånden, som hun virkelig ikke følte sig godt tilpas i nærheden af. Hvad kunne han ikke udrette med den tingest? Han kunne for eksempel skære hendes hals over, og slikke alt hendes blod op, hvis altså han var sulten. Der var ikke andet for, end at håbe på at han ikke var sulten, da hun efterhånden var træt af at rende rundt med to små sår/år på siden af halsen. Efterhånden var hun blevet bidt et par gange, eller blevet ufrivillig bloddonor, hvis man tog det på en anden måde. I det mindste var hun da ikke blevet voldtaget endnu, selvom det sagtens kunne ske i en by som denne.
//Så døde min krea._. Sorry!O.o