Lord of Mischief, servant of the Macabre

"Igoor!" Den høje, og fine stemme, med det bløde franske accent, kom inde bag fra tæppet, der ledte ind, og væk fra den kolde gade, hvor vejret, så ud til at trække op til regn. Dette havde tiltrukket flere folk, under det smålige halvtag, ikke langt fra Terres store Bibilotek. Denne stemme, fik mange af disse, til at vende deres opmærksomhed, til den trappenedgang, der tilhørte dette halvtag. Imod stemmens herkomst, og den ældre herre, der stod ved siden af indgangen, til hvad der mindede mest om en skummel kælder. Men det store fine skildt, der hang over entreen, viste noget helt andet. Det skrev, med et fine gammeldags maling, og flotte farver, teksten: "La'croix De'La Mischief".
Den ældre herre, der stod ude foran døren, rullede på øjnene, med et lavt suk, inden hans blå øjne, gled over imod forhænget, der dækkede sjovets indgang, som nu blev slået til side, af en høj herre, der trådte frem. Han bar et gammeltdags sæt tøj, der minede mest om et kostumebal, hvor han var gøgler. Han bar en maske, farvet i guld, og med et stort smil over dets læber. Kun lige, hans blålige øjne, kunne spottes igennem øjnhullerne. Dette, og det brune hår, der kun kunne ses, hvis man så ham bag fra, var det eneste der fremviste hans identitet.
"How does things look, out here!?" Spurgte han, med en næsten skuespilleragtig stemme. Den ældre herre rullede på øjnene, og sukkede igen, inden hans hæse stemme, med dets tykke franske accent, talte.
"My name, is not Igor.. I wish you'd remember that, young La'croix..." Han lød lettere dyster, og hostede en anelse. Den unge mand, formodentligt under navnet, La'croix, viftede en anelse med den ene arm imod den ældre herre, og lod øjnene glide ud på dem der var samlet deromkring.
"Oh don't be so dismal and gloom, you'll end up scareing away the guests. And that! Would be a crime. This, is afterall their night." Sagde han, og svingede rundt en enkelt gang, med tilnærmelse gæsterne, der stod oppe for enden af trappen, og da han stoppede sin drejen, vinkede han med armene, som en indbydelse til de mange gæster.
"Come closer, come closer, the show is soon to begin, and seems the weather, wishes to curse you with ill weather. Deny it, it's horid pleasure, and seek refuge in my Theater!" Råbte han lystigt, og tog imod den først, ældre, dame der trådte ned imod ham, ved blidt at tage imod hendes hånd.
"Madam Le'Blanc, as always, a pleasure to see you." Sagde han, med sin fine stemme, og bukkede dybt. Damen fnøs, og fjernede sin hånd fra hans.
"You still have plenty to proove, young Deanett. Still have not prooven yourself, your mothers son." Sagde hun, med en piskende stemme. La'croix lo blidt, og rejste sig igen, for så at træde et skridt til siden, og holde sine arme imod indgangen.
"Joyous, as ever, my dear Aunt. Hope you enjoy the show." Sagde han, og smitle stort, bag den skjulende maske. Han svingede så hastigt rundt i en cirkel, inden en grå røg slog sig omkring ham. Endnu en røg sky, slog så op, oppe for enden af trappen, en smule ved den side, hvor der ikke stod nogen mennesker, og La'croix' arme slog derigennem, for at vifte røgen væk, og så slå armen, indbydene, imod indgangen.
"Come closer, please come closer! I promise you, you shall not regret it. And what is a nicle, for a night of entertainment!" Råbte han, i det han tog en lille bold frem fra sin lomme, som han omsluttede fingrene omkring, og så slog hånden opad, i det hans håndflade åbnede, og en plastik høne, næsten fløj op fra sin hånd, samtidigt med der kom et højt fuglekvider, og plastik figuren fløj ind i mængden af folk. Han forsvandt så i røg igen, for så at ankomme for enden af trappen, liggene på ryggen, med sit blik kastet op under den gamle kone, Le'Blanc's kjole.
"Mischief!" Råbte han, for så at forsvinde i røg igen, lige samtidigt med Le'Blanc gispede, og tog et par skridt væk. Røgen kom så frem, ikke langt fra halvtaget, og som røgen forsvandt, så man La'croix, hænge fra et ræb, lukket omkring hans nakke med en lykke.
"Macabre..." Sagde han, med en langt mere dyster stemme, inden han rakte op, og tog fat om lykkens reb, og med et ryk, så det ud til at give slip fra loftet, så han fald til jorden, men hans fald, blev stoppet af rebet, der nu havde forvandlet sig til en meget lille paraply, der rent teoretisk, ikke ville kunne lette for en på hans vægts fald.
Publikum omkring trappegangen, og under taget, lo og klappede, for så langsomt at begynde og bevæge sig ned af trappen, og så betale det billige tal, ved personen der var blevet kaldt Igor, og så bevæge sig igennem tæppet, og ind i La'croix De'La Mischief. La'croix blev stående, og betragtede gæsterne. Han bukkede og nikkede, til dem der gjorde imod ham, men hans følelser, holdninger og udstråling, var helt gæmt, bag den mystiske maske.

Den forestående regnbyge, fik mange folk til at søge ly under markiser, udspring og paraplyer i alle himlens farver. De fleste bar dog en hat, nogle en Fedora, andre bolero og en enkelt passerende bar en bowlerhat. Mest almindelig var dog Fedorerne. Den mest almindelige farve på en sådan hat, var selvfølgelig sort der nemt kunne udgøre en mystisk men sofistikeret farve alt efter, hvem der nu bar den, opførte sig eller satte den. Men en fedora, var så meget mere, end en hat. Denne hat havde en hvis personlighed over sig med de unikke kurver i skyggen, og de mange bånd der kunne vikles omkring, stile den passede til, mønstre der kunne klistres på eller være skabt på tilbehørs-stykket fra fødslen og måder den kunne indrettes på. Mange foretrak dog den sorte, frem for grå med røde striber, eller hvid med sort bånd eller brun med hvide og grå striber. Det var dybt latterligt, at man var så kræsen – den så jo godt ud på knolden lige meget hvad. Den udstrålede klokkeklar attitude, selvsikker sofistikation, smartass bedrevidenhed og klassisk men alligevel på et niveau moderne stil. Også mange udtryk, var i hatte-beklædningens besiddelse. Hvis man satte den på skrå, så man mest sandsynligt kæk ud hvis man da huskede det rævesmil der skulle med. Sad skyggen nedover øjnene, kunne man se ud som en hemmelig agent eller mystisk bankrøver afhængig af ens gang, og beklædning. Var hatten derimod, vippet langt tilbage lignede man meget en cowboy-tøs, eller tryllekunster. Ikke at enhver tryllekunster, behøvede en sådan hat, men man lignede en åben livsglad person der delte alt med de fleste.
Men ak, trods dens populære markedssalg og utallige udstrålinger, blev den kun brugt af en person denne aften. Og forbrugeren, gik ikke med hatten på nogen af disse måder – den sortblomstrede grå og sorte hat, der var foldet så ledes at den forreste skygge pegede som et knivsblad mod hvem der fronterede personen hvis hoved hatten prægtigt prydede, sad let på skrå nedover øjnene mens et listigt smil viste sig lige under skygge-linjen, så langt som hatten var vippet og så meget ansigtet var vendt nedad. Den fungerede næsten som en maske, der skjulte det halve ansigt og kun lod smilet titte ræve-agtigt frem i dens skygge. Mystik, frækhed og ungdom emmede fra personen. Men samtidighed var alle de dragene træk, også ledsaget af nogle der kunne sættes spørgsmålstegn ved; mistillid, afskærmning og spejlglat afvisning var der nemlig også, hvis man som hattekender kunne sætte fingeren på det i kanten af overfladen. Og siden mennesket – eller det lignede det i hvert fald - så ned, ville vedkommende ikke bemærke de underlige blikke mod sig mens denne rakkede omkring på gaderne i ly, for regnen som hatten dog ikke kunne forhindre til en gad, der ville tilfredsstille de individuelle behov for tørre klæder og legemer. Den ekstravagante hørelse, gjorde dog den største forskel – bilernes dryssen forbi for at komme hjem i tørre små lejligheder et sted i Di Morga, støvlers klapren der rungede mod væggene omkring de lampeoplyste gader, stemmer der mumlede og hujede begejstret et sted, der var normalt skulle være stille? Noget var forkert .. nej ikke forkert, bare ..anderledes. Noget som var ikke rigtigt efter tankerne inde bag hattens glimtende sølvmønster at dømme. Mørket mellem et par lygter, skjulte næsten pupillerne i de omtrent sorte øjne der glookede ud under skyggen efter kilden, til begejstringen. Men endnu mærkeligere var det dog, at kilden til de positive fascinerede udtryk af lyd lå så tæt på den destination hatte-ejeren havde kurs imod.
Et nysgerrig sind i en skikkelse i skjul mellem de to lygter stoppede op, betragtede stedet ved siden af sin destination som et nysgerrigt barn der var genert for at møde sin nye dag i underskolen. Manden der ledte diverse mennesker, som overvågeren formodede at det var, bar en maske – præcis magen til dem, som man kunne forestille sig til et maskebal i ældre dage længe før selv byen her havde bosat dem der nu trådte ind i hvad skiltet over entré-rummet sagde var La'croix De'La Mischief.
Efter at en rød Jaguar XJ6 var kørt over gaden i foruroligende slingren bevægede hattens bærer sig over mod dette fænomenale bygningsværk man kaldte biblioteket, hvor der sikkert var alverdens viden for hende, og en masse spørgsmål at finde svar på og sikkert også omvendt – og slog et skarpt sving til siden, for at havne i mængden af mennesker der ventede under halvtaget. En gråøjet spinkel blond fortalte den nytilkommede, med sin rustne stemme – sikkert skabt af kulden der forvildede sig ind på alle, i sådan et vejr; ”Man skulle tro, vejret ville være bedre på den her årstid.” med lige dele joke og sarkasme i stemmen, til at hjernen bag fedoraen ikke gad beskæftige sig med at spørge, hvad vedkommende mente – hvilket nok var en rammende beskrivelse, siden hjernen ikke fattede et pip af hvad der kom ud af munden på den fremmede kanalje, hvis ånde dannede hedetåger i den mørke aften. I stedet gjorde den nye et kast med hovedet, og en mørkebrun hårtjavs faldt ud ved siden ansigtets natteblege hud – klat til at blive snoet om en lang, øvet finger med en lang negl og derefter skubbet tilbage om bag øret som også havde en del besmykninger; sorte kugler siddende i scapha, antihelix og selvfølgelig: lobule hvor den dog, var en del større, og lignede en sort halv falsk plastik-diamant med sin udformning. Den anden halvdel, siddende i det andet ørets – det højres – lobule, hvor man desuden ville finde en lignende sort kugle siddende i tragus. Nu med interessen, eller interesse var der jo ikke noget af, mod den Maskerede tryllemand så de sortbrune øjne mellem skuldrene på et par – mand og kvinde – og smilede et nærmest nedladende smil af tvivl. Tvivl om, at denne mand, væsen eller ej, ikke kunne besidde evner der gjorde ham i stand til at fremtrylle fjerkræ, forsvinde op i røg uden indblanding fra noget som helst form for våben, hænge sig selv halvvejs uden at komme til skade eller, forvandle et reb til det rene lutter værdiløshed til en paraply. Selvom, en paraply ville være rart herude i kanten af halvtagets gademørke med en fremmed luskling. Efter en mindre utålmodigheds tid senere hvor gæsterne i bagenden af menneskestrømmen havde ventet nogle sekunder, med den knirkende himmel over dem kunne de endelig krybe ind forbi Maskemandens skræmmende smilende – og bedrageriske – maske. Men, det var ikke alle gæster, der underkastede sig hans fup uden beviser. Den sidste i rækken, der endelig for første siden denne havde forladt sit erhverv for aftenen og var på vejen til mere normale ærinder, var en undtaelse iført en hvid t-shirt med løse slaskede ærmer og store blomster der fyldte en vældig halvdel af t-shirtens ellers store omfang på den spinkle krop, hvilket også gjorde den nedringet så kvinden der bar dette måtte gå med en top i sort stof for at skjule sine mere feminine dele. Under denne store hvide trøje, der nærmest svævede kjoleartigt omkring hende fra mellemgulvet og ned, var kun liiige at skimte et par hvide shorts-ben hvor der ellers blot var bart, indtil de nåede de hvide pels-agtige sko der nok passede bedre til vejret, end alt det bare hud pigebarnet fremviste på sine lange og tydeligt smidige ben der endte ved to brede hofter kjoletrøjen dog dækkede over. I lyset svingede en halskæde med falsk guldkæde og et lille kors-smykke med små karat sølv – omkring de 2? - hvor sølvet snoede sig som et hjerte om det falske guldvedhæng da personen stoppede op foran denne Maske hun så udelukket studerede før hun talte og valgte så endelig at bruge ordene varsomt, og med omhu uden at kunne skjule det lille rævesmil i mundvigen. ”How do I know, you're not just trying to lure my money from my pockets with cheaptricks?” spurgte Asia og smældede med tungen for at understrege den diskrete udfordring, med lyden af ordene hængende i luften lige før de var sluppet drilagtigt over de svulmende læber og lod hovedet tippe på skrå, så alt lyset faldt på hendes ansigt.

//Argh.. Okay, jeg kunne ikke dy mig//

La'croix', på nuværende tidspunk, blå øjne, betragtede de mange gæster, der forvillede sig ind i hans teater. Teateret var nettop blevet åbnet, efter et eller flere århundrede, hvor det havde stået tomt. Alt efter hans moder havde forladt det, havde det været forfaldent, og blot en tom ramme, af det storslåede teater, der engang færdiggjorde billedet. Men efter La'croix var vendt tilbage, havd ehan vendt op og ned på dette. Teatret var åbnet igen, men nu med hans lille fingerprej, frem fra sin moders, mere dystre stil. La'croix var en tilhænger af farver, varme og følelser. Hvor hans moder havde været det af dystre contraster, kulde og død. Hun veg aldrig langt fra deres races cliché vej. Dette ville La'croix aldrig blive. Nettop af denne grund, havde han forladt sin moder, mange år inden hendes død.
"La'croix, what can we expect tonight?" Spurgte en af de faste tilhængere af hans teater, en høj herre i et fint jakkesæt, og med et bredt smøret smil. La'croix vente sit blik imod herren, og han bukkede halvt, med en arm ud til siden.
"Never expect anything, Lord Ambercombe. Only suspiscions and doubt, colours my Theater." Sagde han, og bag sin maske, smilte han bredt. Masken, var der bestemt ikke for at skjule hans mangle af hjerte, til hans arbejde. Nej, havde masken ikke været der, havde hans gæster helle tiden set, et stort smilende ansigt, med dets tilfredshed, skrevet med store bogstaver, hen over panden. Nej maske, var der kun for det mystiske image. Det image, han brugte i sit show, ligeså. Maskespild, var en af hans specialer.
De blå øjne, smilede til alle der kom forbi, og næsten samtlige gæster, fik et småligt nik, og et halvt buk, som en velkomst til teatret. Han fandt, endnu, intet af det han søgte. Hans evige søgen, fandt aldrig en ende. Det forestillede han sig i hvert fald ikke.
Men nettop som han skulle til at vende sig på hælene, og bevæge sig imod hans teater, faldt hans øjne, over en ung kvinde, bærene en Fedora. Det var ikke ofte man så denne, påført en kvinde. Specielt ikke i hans kredse. De blå øjne, næsten glimtede af interesse som hun nærmede sig, og da de fangede hendes øres beklædning, i ald deres smukke, falske pragt, steg den blot. For en kender, som ham selv, var det intet problem, at spotte falske sten, og det blev næsten ikke mere plastik, end hendes. Hvad kunne få en kvinde, til at bære på sådanne? Denne falskhed, der næsten lyste op fra hende, nettop på grund af disse, blev overskygget, af hendes skønhed. I hvert fald i La'croix' øjne. Smykkernes falskhed, fik hendes ynde mere frem. Det havde hun magtet, perfekt! La'croix ville klappe, hvis ikke det gik åh så meget imod hans image..
La'croix' hoved, blev lagt en smule på skrå, da kvinden så ud til at ville snakke til ham, og han bukkede sig halvt, med den ene arm bag ryggen, og den anden blidt på sin mave, dog uden at fjerne blikket fra hende. Et stort smil bredte sig, af hendes spørgsmål. Et smil, gemt væk bag masken. Masken, der gjorde det umuligt for andre, at se hans glæde, og fik nogen til at kigge en smule fornærmet på kvinden. Hvad nu, hvis han tog et personligt? Det spørgsmål næsten stod i de få der var omkrings øjne, men ingen sagde noget, men passerede blot. La'croix rakte hånden, der tilhørte den arm, der før havde været bag hans ryg, ned imod en lille pose, der havde hængt ved hans side, som han åbnede. Han lod så hånden dale der i, og trække op foran sig selv.
"But dear. What is life, without cheaptricks and conjuries?" Spurgte han, og åbnede hånden, og fremviste en lille bunke gold jord. Jord, bestemt ikke taget fra den frodige skov, men nærmere fra en sidegade. Jord, blomster eller andet, aldrig ville gro på.
"Dull, and without shine, or any colours. But then.. With Cheaptricks, and conjuries..." Fortsatte han, og lagde sin anden hånd oven på den golde jord, og rystede begge sine hænder, som om han rystede jorden deri, og foldede dem så ud, så de havde jorden oven på håndfladerne, som var imod sky.
"Comes the colours..." Sagde han, og langsomt lignede det, at en rød rose, groede op fra den golde jord, og så til sidst stod med en ti centimeters stilk. Dens flotte røde blomsterblade, begyndte langsomt at tabe sin farve, og langsomt blev rosen sort, inden han lavede et lille hop med hænderne, fjernede den ene, og greb fat i rosens stilk, med to fingre, fra den anden.
"But as, with all Cheaptricks and conjuries. They are stille cheap..." Sagde han, og tilbød blomsten, som var tydeligtvist falsk. Med den minimale afstand der var imellem kvinden og ham selv, ville hun ganske kort, kunne se en rød nyance, i de blå øjne, da hans oprindelighed, ganske kort slog op i ham, som det altid gjorde, kort efter et Trick. Han smilede bredt, af hendes korte chance for at se dette, om hun opfangede det, eller ej. Dette skulle nok blive en god aften.
Han slog blikket imod de sidste gæster der var på vej, og slog den ene arm ud imod dem, imens han rankede ryggen, og slog sine hæle imod hinanden.
"Please, Ladies and Gentlemen of the night. Come. Join me, in my Mischivous night of Cheaptricks, conjuries, and mystique." Sagde han, og trådte et skridt bag ud, imod herren bag sig, og hviskede et eller andet, som ingen andre ville kunne høre, inden han drejede rundt i en cirkel, for så at klikke sin hæl, hårdt imod asfalten under sig, nettop som en røg omslugte ham, for blåt få sekunder efter, at vise at han ikke længere var i entreén. Herren der tog imod penge, og gav billeter, holdt en arm ud bag kvinden, der så lystigt havde spurgt ind til hans billige tricks, og showet, i alt dets falskhed, og holdt den anden arm imod indgangen, uden at ville tage imod penge. Han rystede blodt på hovedet, hvis hun tilbød det, men skubbede blidt imod hendes ryg, for at få hende til at betræde scenen. Ingen andre reagerede på dette, da de alle så ud til at være i fuld gang, med at kigge efter La'croix, eller snakke om, hvordan han havde gjort det.

I det folk trådte igennem det fine gyldne tæppe, der dækkede for entréen, ville de befinde sig, i en gang, der nu delte sig i to, og nettop i midten af denne deling, stod to høje kvinder, iført højhælede sko, der virkede helt urealistiske, og det virkede helt forkert, at de overhovedet kunne stå på disse. De bar også klæder, der passede til Maskebals tiden, og bar fine masker, der lige dækkede fra over deres øjnbryn, til deres næseben, hvor masken hvilede. Deres rødlige øjne, kunne så skimtes igennem kighullerne på masken, og deres læber, far fint beklædt, med en meget rødlig læbestift. Deres hud, var bleg som den lyse lampe, der hang og dinglede over dem. Lampen havde intet dække, men var blot en ledning fra loftet, der sluttede i en pære.
De to kvinder, tog imod billeter, for så at lede folkene til venstre, eller højre og så give dem billeterne tilbage. Alle folk, skulle og gik forbi disse, da de ville lede dem, til de rette pladser. Og som Asia kom nærmere disse, smilede de begge til hende, og lagde deres hoveder på skrå, imod hinanden, så deres fint opsatte, og gameldags stilede hår, næsten rørte hinanden.
"You do not poses a Ticket, are we right, dear?" Spurgte de, med deres stemmer, perfekt synkroniseret, og med præcis den samme tone og glans, som var de tvillinger, eller dukker. Om Asia svarede eller ej, holdt tvilingerne deres arme imod den højre indgang, og fortsatte deres store, og dukke agtige smil.
"This way, if you'd please, dear. You have a seat, at the very front. The one, without a number. Please. Enjoy our Masters show." Sagde de, igen med de synkronicerede stemmer, der næsten sang hvert et ord.
Det Asia trådte ind til, var et gammeldags teater. Det var, som at træde tilbage i tiden, til hvor teatret, stadigt var noget af det nyeste, og kun noget de rigeste kunne få af se. Alt var af fint dekoreret træværk, og med gyldne detaljer. Det store tæppe foran den, ikke specielt store, enmands scene, var lilla, præcis som foret i de behagelige stole, de fine gulvtæpper og balkonernes detaljerede vedhæng. Folk mumlede og snakkede stadigt lystigt sammen, som showet, langsomt nærmede sig sin start.