en dejlig dag på legepladsen- Lord Chaac-privat

T: solen er ved at gå ned
V: flot solnedgang
O: ingen endnu
S: legepladsen


Miay sad på en gynge og kiggede på solnedgangen, hun havde det udseende som hun brugte meget af tiden, hun kunne godt lide det, hun kunne godt lide at drengene kiggede efter hende, hun sad og vippede frem og tilbage på gyngen, hun havde en sommerkjole på og ingen sko, sådan var det altid med hende, hun var en mærkelig pige som alle fra hendes klasse ville sige om hende

Chaac kom gående af en sti der førte til lejepladsen. Han var blevet fortalt at her var et af de bedste steder hvis man skulle se en solnedgang. Han havde ikke set en flot solnedgang i årevis så han var selvfølgelig spændt. Han strakte sig lidt og stak hænderne i lommerne men han langsomt slændrede hen mod sandkassen hvori lejepladsen lå. Han tog et skridt ind på det bløde sand og kiggede sig lidt omkring. Hans øjne flakkede mod en pige der sad alene på en gynge lidt længere fremme og besluttede sig for at gå hen til hende. Med langsome og beslutsomme skridt gik han hen imod hende og da han stod lige ved hendes side spurgte han med sin blide, varme stemme; "Må jeg sidde?". Han pejede på den tomme gynge ved hendes side.

hun kiggede op på den fremmede mand"ja jeg bestemmer ikke over den gynge"sagde hun, det gjorde hun heller ikke, hun kiggede på solnedgangen, hun kiggede altid på solnedgangen, hun vippede lidt med fødderne, hendes fødder var møg bestikke, hun havde nemlig ingen sko på, det havde hun aldrig, hun havde ikke råd til det

Hans blik flakkede til hendes fødder, de så ikke særligt pæne ud. "Mange tak.." sagde han og tog plads på gyngen ved siden af hende. Han kiggede på solnedgangen i et stykke tid hvorefter hans blik igen drejede til hende. "Har de ikke råd til sko frøken?" spurgte han som om han havde gennemskuet hende fulstændigt. Det havde han ikke, tværtimod. Når han så nogle der var i en svær situation så spurgte han altid om det var fordi de, for eksempel ikke havde råd. Han håbede inderligt at hun ville fortælle sandheden og han stolede da også på at hun gjorde, han stolede altid på folk, sådan var han bare. Han vendte igen sit blik mod solnedgangen mens han afventede at hun skulle besvare hans spørgsmål.

"nej det har jeg ikke desværre, det har jeg ikke"sagde hun, hun kiggede lidt på den fremmede mand"hvem er du endelig?"spurgte hun stille, hun var ikke lige så høflig som ham, hun var en underlig pige som havde været lukket inde på sit værelse det meste af sit liv, hun kiggede på solnedgangen igen, hun følte sig fri fra sin mors kolde greb

Han tog langsomt sine sko af og kastede dem over til hende. "Jeg er en engel.. En givende engel. Tag mine sko, brug dem, hold dine fødder rene, ligesom din sti.." sagde han og smilede varmt til hende. Han gyngede stille frem og tilbage, han var nu kun iført sokker på sine fødder. Han lod sine hænder glide ned af kæderne som holdt gyngen oppe og lod et lille suk undslippe sine læber. Hans azurblå øjne var fæstet ved solens varme lys mens han langsomt huskede sig tilbage, tilbage til sin fortid. Han lagde hovedet tilbage og smilede op mod himlen inden han så vendte sit hovede ned mod jorden som han også smilede til. Hans smil var nærmest taknemmeligt.

hun tog dem på"mange tak"sagde hun, en kvinde stod ved lågen og kaldte vredt på hende, hun blev til den 16 årige pige som er, hun gik hen til kvinden, hun blev skældt meget ud af kvinden som var hendes mor, hun fik en lussig"av!"sagde hun højt, hun fik lidt tåre i øjne"det gjorde ondt mor"sagde hun

Chaac vendte sig på gyngen og steg af. Han foldede sine store vide vinger ud og baskede lidt med dem inden han foldede dem sammen igen. Han tog nogle langsomme skridt over til kvinden. "Man bør ikke slå uskyldige børn" sagde han med sin myndige stemme og lagde en hånd på Miay's skulder. "Det er forkert at udøve vold på mindreårige.. Også selvom de er dit eget afkom. Du burde værdsætte hende højere end noget andet, after all.. Når dagen er forbi, og du er blevet gammel og ensom, er hun den eneste du har tilbage. Ønsker du virkelig at miste hende? For det gør du på den måde" sagde han stille og roligt. Han kiggede på kvinden foran ham og smilede varmt og lyst til hende, selvom hun ikke havde vist venlighed gjorde han det stadig.

"jeg ønskede slet ikke at få hende, men hendes far sagde jeg skulle og så skred han da jeg havde født"sagde kvinden, Miay gemte sig bag manden, men hendes mor tog fat i hendes arm og hev hende hen til sig og hviskede noget til hende, hun blev meget bange over det, hendes mor havde hvisket at hun ville blive lukket inde på sit værelse igen og det ville helst ikke igen

"Så skulle du have givet hende væk til nogen der rent faktisk gerne ville have hende, men ikke har kunnet få afkom selv. Et barn er en velignelse og du bør huske på, at hver gang du slår hende.. Så slår du rent faktisk en del af dig selv" han kiggede på hende med et enormt koldt blik. Han kunne ikke forstå at menneskerne kunne være så grusomme. "Hvis du ikke vil have hende, eller i det mindste passe godt på hende, så vil jeg gerne have hende" sagde han og smilede varmt til pigen der nu stod ved sin mor. "Jeg vil gerne passe på hende, som var hun mit eget barn". Han tog en dyb indånding mens han afventede at hun skulle besvare hans spørgsmål.

"fint tag hende bare"sagde Miay's mor og skubbede Miay hen til ham, Miay var bange for sin mor, hun gemte sig hurtigt bag ham, hun havde taget fat i ham, hun var bange, hun rystede lidt, hun kiggede op på manden"jeg vil ikke hjem til hende igen"sagde hun, hun ville gerne være hos ham og ikke hos sin mor

"Bare rolig, jeg skal nok tage mig af dig unge ven" sagde han og klappede hende forsigtigt på hovedet. "Kravl op på min ryg og hold godt fast, okay lille ven?" spurgte han og kiggede så ned på hende. Han kastede et sidste blik af afsky på kvinden foran sig. "Du giver mig kvalme.. Det du lige har gjort er utilgiveligt. Jeg skal personligt sørge for at du aldrig nogensinde skal kunne genere din datter igen" sagde han og ventede på at hun skulle kravle op. "Jeg går ikke ind for straf frue.. Men din straf i denne situation er at du ikke kommer til at se din datter igen"

hun gjorde som han sagde, hun tog fat i ham, hendes mor gik bare sin vej"hvem er du endelig, det har jeg ikke fundet ud af endnu"sagde hun, hun kiggede ham over skulderen, hun prøvede at kigge på ham, men det var svært for hende ellers ville hun bare falde ud over hans skulder, så hun gav op igen og satte sig tilbage igen

"Det skal du ikke bekymre dig om, du er på vej til et sikkert sted nu.. Jeg skal nok beskytte dig og passe på dig fra nu af" sagde han og sikrede sig at hun sad forsvareligt fast på hans skuldre inden han baskede med de hvide vinger og lettede fra jorden hvorefter han langsomt begyndte at flyve imod solnedgangen. Meget langsomt så han kunne nå at se den ordentlig på vejen hjem. Med et var han blevet papfar til en pige, det føltes urealistisk, men alligevel også realistisk et eller andet sted.

hun kiggede ned på al ting under dem, hun havde aldrig rigtigt prøvet at flyve før, hun havde altid været lås inde, hun holdte godt fat i ham, hun viste heller ikke hvor godt, hun holdte fat, hun på en eller anden måde bange for at falde ned og alligevel sys hun at det var sjovt,hun fik en lille fugleunge i håret, men den fandt selv ud igen, hun grinede lidt af den

Han kiggede over sin skulder på hende og smilede varmt. Han fik det altid godt når han gjorde noget godt for andre. Og at se hende grine var den eneste betaling han havde brug for. "Den er smuk, er den ikke?" spurgte han og hentydede til solnedgangen. Der var et eller andet symbolsk i solnedgangen for ham. Det var altings ende og når solen stod op var det altings begyndelse. Han kiggede på jorden under dem og de mange villaer der langsomt forsvandt. Han stoppede ved en stor strandvejsvilla og fløj langsomt ned. Han landede elegant på jorden udenfor døren og satte hende forsigtigt af. "Det her er så dit nye hjem min ven" sagde han og vendte sig smilende imod hende.

hun kiggede på strandvillaen"wow"sagde hun, hun havde aldrig set sådan et stort hus før"hvor er det stort"sagde hun, hun var glad, hun kiggede op på manden"tak fordi du fik mig væk fra min mor"sagde hun, det var hun meget glad for, hun havde som altid en sommerkjole på, kold havbrise sneg sig ind om hende, hun gav et nys fra sig, hun ville ikke blive nu, hun skulle i skole i morgen

"Godt så.." sagde han og åbnede døren. "Har du nogle ting du skal have med?" spurgte han og kiggede på hende mens han stak sin nøgle i låsen og åbnede døren ind til huset med et click. Han åbnede den og ventede på at hun skulle gå ind først. "Der er et værelse til dig, det er op af trappen og så til venstre. Jeg formoder at du har skole imorgen så jeg vil vågne tidligt og flyve dig derhen, okay?" spurgte han smilende og kiggede på hende mens han holdt døren åben for hende.

//Kreativitets svigt.//

hun gik indenfor, hun smilede til ham"tak"sagde hun med et smil, hun gik op for se på sit værelse, hun kiggede på alle de ting der var på vejen op på hendes værelse, hun åbnede stille døren der ind til, hun gik der ind og kiggede rundt på de mange ting der var der inde"wow"sagde hun

Chaac lukkede og låste hurtigt døren hvorefter han langsomt gik efter hende. "Er du tilfreds med det?" spurgte han hende da han nu stod lige bag ved hende oppe på værelset. Han smilede lidt og tændte for lyset så lokalet nu blev helt oplyst. Der var en seng, et klædeskab, et tv, osv. Det var luksus det hele. "Dette værelse er dit, og nu skal du høre, når du engang bliver gammel nok til at flytte hjemmefra, ved du så hvad det bedste er? Du kan få det her hus!, hvis du altså vil. Jeg har ikke noget at bruge det til virkelig, jeg kan bo hvor som helst. "Jeg er egentlig ligeglad med om jeg bor sådanher eller i en lille etværelses lejlighed inde i midtbyen" sagde han og trak på skuldrene. Hans vinger var forsvundet, de var helt væk. Han fik dem altid til at forsvinde når han var indendørs, de var nærmest som en slags jakke for ham, og derfor følte han at det var uhøfligt at have dem fremme indendørs.

hun fløj ham om halsen"tak tak"sagde hun glad, hun smilede osse glad, der var ingen der havde gjort sådan noget for hende før, hun var glad for at bo hos ham, hun krammede ham meget selvom hun ikke viste om han ville havde, men hun var ligeglad, med det, når hun var glad krammede hun folk og det kunne ikke laves om på over hovedet

Hans smil blev lidt bredere. "Tak min ven, jeg er glad for at du blev glad" sagde han og gengældte krammet. "Er du sulten? Jeg var lige på vej til at lave en Sandwich til mig selv, vil du også have en?" spurgte han hende og kiggede ned på hende og fortsatte med at gengælde krammet i et langt stykke tid endnu inden han igen gav slip på hende. Han slukkede lyset igen, han gik meget op i miljøet, så han ville ikke ødelægge det ved at bruge unødig energi på lys. Fra vinduet i Miay's værelse var der udsigt lige ud over vandet og over solnedgangen.

da han sagde Sandwich sagde hendes mave nogle lyde, hun kiggede ned på sin mave"ja jeg er meget sulten"sagde hun, det var ikke hver dag hun fik noget at spise, hun var meget lille i forhold til ham gik til midt på brystet, hun var osse den mindste i klassen og det drillede de andre hende meget med, men hun ville ikke drilles mere, hun kunne heller ikke lide det mere, de brugte stadigvæk vand og endda meget koldt vand

"Orv forresten, her i huset, er der fulstændig fri adgang til køleskabet, det vil sige at du kan spise hvad du vil, når du vil" sagde han smilende og begyndte at gå ned af trappen igen. Da han kom ned i stuen der var forbundet med køkkenet tændte han for fjernsynet og gik så ind i køkkenet. Han fandt noget brød, salat, kød og så videre frem og begyndte. "Oi, hvad vil du have på din?" spurgte han hende og kiggede på hende inden han fortsatte "Og hvad vil du have at drikke til?". Han var uden tvivl meget gæstfri, hans gæster måtte tage hvad de ville og hvad de havde brug for, han var sådan set ligeglad, så længe de blev glade, var han glad.

hun var fulgt med ham ned, da han spurgte om hvad hun ville havde på, gik hun i stå, hun viste det ikke og heller hvad hun ville havde at drikke, hun skyndte sig op på sit værelse, hun lukkede døren efter sig, hun var flov og bange, stedet var jo nyt for hende, hun stod op af døren, hun kiggede rundt og gemte sig så under sengen, hvorfor hun gjorde det viste hun ikke, hun kiggede hen mod døren hele tiden