Secrets of a Dark Lord ((Privat//Korah))

Tommelfingeren der så blidt gled over drengens hage, i et gentagende mønster, holdt inde da drengen sagde sit navn. Korah? Det lød eksotisk, og fremmedartet. Normalt vis ville Ma'lakel have forventet at personen hed noget mere normalt. Måske Anders, eller et andet ligegyldigt navn men Korah. Det lå tæt op af det engelske pigenavn Cora, som til trods for at blive udtalt ens ikke var stavet på samme måde.
Endnu engang var Ma'lakels interesse vakt og han kneb mageligt de gylden, grønne, dyriske, øjne en smule sammen, imens han betragtede den sorte silhouette af sit nye bekendskab. Denne var dog stadig umådelig nervøs, hvilket ikke var nogen negativ ting, Ma'lakel elskede at lege!
Det magelige blik blev dog klarer, og øjnene åbnede sig årvågent som drengen skulle til at sige noget, men det ikke lykkedes den første eller anden gang. Havde denne fået en særpræget hikke, monstro? Han klukke stille for sig selv igen, og lod de fingre der for havde haft fat om Korahs hage, ligge sig på dennes kind, som et varmt tæppe i den kølige natte brise.
Som Korah endelig fik sagt det han ville, kom der et bredt smil fra den sorte silhouette, og skønt at hans egentlige ansigt lå henlagt i et skjulende mørke, ville de spise spidse, gule, haj-tænder hurtigt stå mere tydeligt i mørket.
,, Hvordan?", en mørk latter rungede.
,, Du bliver såmænd bare født uden et navn.".

Der gik nogle få sekunder hvor smilet stilnede af, og det katte-agtige blik igen blev mageligt og tilfreds. Tommel fingeren begyndte at ae Korah's kindben, inden Ma'lakel med en næsten behagelig tone i sin mørke stemme sagde:
,, Du skal ikke være så nervøs, Korah. Hvis jeg ville gøre dig fortræd, havde jeg allerede gjort det min kære stifinder.", selvom Ma'lakel opfordrede Korah til at lade sin angst dulme, var der noget forbandet slesk ved hans måde at sige ordrende på! Som var han slangen i paradiset der prøvede at lokke Korah til at gøre en ugerning.
,, Men... min kønne Korah, du ville hjælpe mig, ikke sandt?".

Korah slugte en klump for tredje gang inde for bare et minut, og det var som om de blev større for hver gang han slugte, hvilket slet ikke gav nogen mening.
Hans græsgrønne øjne flakkede hurtigt ud til hver side da denne navneløse skabning huskede ham på hvad der egentlig havde ført dem ind i hinanden.
Han nikkede ganske langsomt, hvilket svagt nok, ikke ville kunne se i mørket.
Tusind steder inde her i skoven slog ham. Han vidste allerede hvilken vej var Nord og hvilken vej det var til hans og Mayleas nye gemmested, hvor det var de fleste flygtningene var og hvor de menneskelige slave jægere famlede blindt og hjælpeløst rundt omkring langt ude til Øst. Fuldkommen tåbelige.
Så hvor ville denne skræmmende herre hen?

En tanke slog ned i Korah og han ville hoppe væk, hvis ikke han frygtede hvad der ville ske med ham fra hans nye ”Ven”. Han kunne jo nok flambere ham på flere meters afstand og sikkert brænde alt ned for at være sikker på at det var ham der fangede ham... Han slog Korah lidt som den type der selv ville vise det var ham der jagtede en.
Han svælgede endnu engang og så nikkede han endnu engang ganske langsomt og mumlede allerførst noget komplet uhørligt. Noget han ikke selv ville vide, hvad skulle betyde, hvis han ikke selv havde tænkt det.
”Lys” Kvækkede han tørt. Han greb hurtigt fat, med en indgroet refleks, fat i sin vandflaske, der hang på modsatte side af sværdet, både for at give vægt til den anden side, når han træk sværdet væk, og ligeså meget for ikke at komme i vejen.
Hurtigt tog han en normal og hurtigt slurk. Han vidste det var vigtigt at have væske i kroppen, især når man flygtede.
Men det var ikke fordi han flygtede. Kroppen havde brug for at gøre noget den kendte ud og ind... Og derfor gik den tilbage til den mest brugte bevægelse som Korah havde brugt på den seneste tid... At drikke vand.
Han satte flasken tilbage og kiggede på silhuetten. Eftersom det var en ild dæmon, burde at skaffe noget lys, være en ligeså nem sag som at klø sig i nakken.

Et af de sorte øjenbryn blev diskret skudt i vejret da drengen endnu engang startede ud med at mumle nonsens. Ma'lakel vidste ikke helt hvad han skulle mene om drengens daværende sindstilstand, måske havde han skræmt kiddet for meget, og derved gjort dens evne, til faktisk at gøre nytte, formindsket. Men det lod det dog ikke til. Ikke kort efter den utydelige mumlen, fik drengen endelig nogle ord ud der havde en betydning. 'Lys'? Drengen havde vandret rundt i mørket alene, og havde alligevel brug for lys til at finde vej, besynderligt, og aldeles naivt af halvblods væsnet. Men det kunne vel ikke skade at give denne lidt lys at gå efter.
Det grønne blik lagde sig i retningen af sværdet, da han kunne høre lyden af noget der blev hægtet fra sværdet. Tørstig? Belejligt tidspunkt at drikke på, alt taget i betragtning, eller også drak knægten blot for at få noget i kroppen i håb om at dulmede nerverne. En let trækken på mundvigen kom, hvorefter de grønne øjne gled væk fra drengen og imod en af de sorte stolper rundt om dem.
Den varme hånd gled væk fra drengens kind, samt dennes hånd, idet Ma'lakel trådte væk, og gik imod en af træerne. For drengen ville denne blot kunne se en sort silhouetten der bevægede sig rundt i det tætte mørke. Kort efter ville en knasende lyd fra en gren der blev knækket af en træstamme kunne høres, efterfulgt af mindre knæk, som Ma'lakel knækkede diverse mindre kviste fra grenen. Han vendte sig da, og gik hen imod drengen igen. Brugte sin lugte sans til at lokalisere denne, og som han kom derhen, rakte han en hånd ud imod drengen, rørte med finger spidserne ved dennes skulder, imens at han nærmest gled om bag Korah, og stod tæt op af ham, med brystet imod drengens baghoved. Han rakte en hånd ned for at gribe fat i Korahs, og førte den op til grenens ene ende, for derefter at hviske nænsomt:
,, Ikke se dig over skulderen, og før mig imod Syd."
Og ligesom de sidste ord sluttede, kunne en linje af lyseblå flammer ses, skyde op langs grenens hvide birketræ's ydre i et kort lysglimt, for til sidst at danne en flot brændende flamme i den anden ende af grenen. Som en fakkel fungerede grenen nu, men i modsætningen til andre fakler, havde dennes flamme ikke en rød-orange farve, men en klar lyseblå, der kastede et overnaturligt blå hvidt skær over omgivelserne.

Korah nikkede og sværgede på at han kunne høre sin tørre hals knække over den bevægelse. Denne person ville ikke kunne genkendes... Hvorfor? Kunne han også være en flygtning? Det ville gi mening, men hvorfor ville han så lade Korah føre ham nogen steder hen? Hvorfor ikke bare slå ham ihjel eller noget lignende? Hvorfor tage chancen og lade Korah føre ham af sted? Det gav bare ingen mening!
Han lukkede kort øjne og lod vinden fortælle ham om de forskellige dufte der var rundt omkring ham... Specielt hans gæst... Den her lugt ville han aldrig glemme, lige meget hvor meget han end prøvede... Den ville sidde fast allerbagerst i næsen, indtil han fik sat et ansigt på lugten og stemmen.
Derudover kunne han nu lugte næsten alle dufte der kom forbi ham ved hjælp af vinden. Der var nogle andre dufte efter ham... Nogle måtte være fulgt efter ham... Enten uden at de vidste det, eller uden han vidste det...
Hans øjenbryn trak sig lidt sammen mens han kort tænkte over hvem det kunne være? Hvorfor skulle nogen dog følge efter en ild-dæmon? Ild-dæmoner var jo nu den ”fine” type, hvorfor skulle nogen dog finde på at følge efter sådan en, medmindre de var en gigantisk flok af indflydelsesrige Jægere, eftersom der ikke var så mange som turde købe en ild-dæmon, eller var dumme nok. Så kunne det bare være en tilfældighed... Ikke til at sige endnu.
”Syd?” Spurgte han for at være hundrede procent sikker, selvom han vidste at han havde hørt det helt korrekt.
Han drejede lidt ud til siden, uden at kigge sig over skuldren, og begyndte langsomt at bevæge sig. Efter han havde stået nærmest frosset de sidste par minutter sagde han ben nogle små knække lyde, som lød endnu større i Korahs øre end det faktisk var i virkeligheden. Han kunne endda også høre sit eget hjerte banke komplet sindssygt, det kunne sikkert ses på hans trøje, men han anede det ikke.
Han tog en dyb indånding og begyndte at føre hans vellugtende ven mod Syd.

Det ville som altid ikke være nogen særlig stor hemmelighed at Ma'lakel nød hans førerhunds angst, og frygt. Han fandt den morsom, for ikke at nævne underholdende til det punkt hvor han meget enkelt opbyggede et behov for at drille knægten endnu mere. Skønt han ikke kunne se dennes ansigt da han gik bag ved Korah hele vejen, så lod de gylden grønne øjne sig glide over dennes krops bygning og det skær som det blålige lys fra fakkelen kastede over drengen. På grund af lyset var det svært at angive korrekte farver, men alligevel forekom Korah ham mørk håret, måske på grund af et mentalt billede der lige så stille var ved at blive dannet for hans indre syn?
På deres lille vandre tur sammen, havde Ma'lakels øjne været rettet imod drengen, de gled i ny og næ ud til siderne, som han lagde mærke til at skoven blev mindre tæt og derved kom måneskindet lettere ind og oplyste omgivelserne. Han lukkede øjne ganske kort og opfangede en luft. Sødelig, og på sin vis kvalmende: Stemmen.
Han stoppede op, og grab fat i drengens klæder på dennes ryg for lige så at få ham til at stoppe.
,, Det er nok..", sagde han.
Hans stemme lige så mørk og rungende som den havde været førhen.
Der lå et tykt lag tåge ved skovens bund igennem de nøgne nåle træer der stod som i en skræk film. Tågen strakte sig en meter fra skovbunden og fik omgivelserne til at blive endnu mere dystre og ubehagelige.
Han gav ligeså stilleslip fra drengens klæder, og lod i stedet hånden der havde haft fat i ham. Glide op over dennes skulder som var hans hånd en slange der var på vej op for at vikle sig om drengens hals og klemme luftrøret i stykker!
Men det var den trods alt ikke.
En hånd ville komme til syne for Korah, som det eneste han endnu ville have set af Ma'lakel. En stor hånd, vis hud var mørkere end Korah's egen, men hvor mørk ville ikke være til at vurdere for det blå lys. Den så ru og brugt ud, ikke smuk og køn som man ville forvente et overnaturligt væsens hånd at være, men havde tegn fra mange års hårdt arbejde,dog var der stadig noget lokkende ved den. Imellem pege og lange finger var et hvidt kort placeret, det havde ikke nogen skrift på sig, men var stift og fast. Ma'lakel stod tæt op af drengen imens han havde hånden et stykke ud fra dennes ansigt, og hvilede albuen imod dennes skulder.
,, Værs'go..".
En mørk klukken kunne derefter høres, lige så hårrejsende som altid.
,, Betragt det som din fortjeneste for at hjælpe en..", samme overdrevne bedrøvet tone lå i stemmen: ,, stakkels sjæl, som mig... finder du dig selv i vanskeligheder, eller har brug for noget, åben kortet.. men ikke før, forstået, Korah?", der blev lagt et bestemt tryk på drengens navn.
Noget der nærmest lyd som om det havde en stimulerende effekt på Ma'lakel.
Skulle Korah tage imod kortet, ville Ma'lakel lade ham det, og trække sin hånd til sig igen, for kort efter at lave et knips med fingrene, og den blålige flamme i fakkelen ville hurtigt dø ud igen.
,, Og husk, det er ikke pænt at følge efter..".

Korah gik som en skovånd.
På intet tidspunkt mellem de mange buske, grønne træer eller knæhøje græs, gav Korah mere lyd fra sig end sit høje pulsslag og tunge åndedræt for at holde sin panik på et niveau hvor han ikke ville vende sig om, skrige og løbe væk mellem de mange træer, men grunden til det, var 2 hovedsaglige ting. Det var overraskende simpelt for Korah at prøve at regne ud hvem det var han førte frem. Hvilket han ikke kunne, desværre, men bare for at holde hjernen i gang, derudover havde han også travlt med konstant at skulle lede ham udenom de forskellige steder hvor Korah og Maylea ellers normalt ville gå, eller for den sags skyld nogle andre flygtninge, bare for at de ikke skulle støde ind i hovedet på hinanden.

Han standsede op og stod helt stille som om alt omkring ham råbte ”STANDS!” selvom hele hans krop skreg vanvittigt ”LØB!”
Og derfor endte han med at stå og dirre på stedet, skræmt halvt til døde over det pludselige greb i hans tøj.
Han kunne føle de 2 slanger. Den ene inde i hans mave som snoede sig rundt og gav ham den panikslagne følelse dybt inde i kroppen, den anden var på hans skulder og bevægede sig forræderisk langsomt imod hans hals.
Han var nær ved at gispe af overraskelse da hånden pludselig dukkede op i hans synsvinkel og han tog den interessant i øjensyn. Han havde forventet at den ville være smuk og fin, men han kunne åbenbart ikke ha taget mere fejl med det.
Og alligevel kunne han ikke trække øjne fra den. Der var noget så underligt over den her person, noget så underligt og tiltrækkende... På en skræmmende måde, da Korah jo slet ikke var til mænd... Hvad skete der her?!
Han var fægter... Og alligevel havde han arbejdet hårdt... Og ikke kun på at blive en god fægter, der var for meget hård hud, på de forkerte steder, til at man bare ville kunne se det på en kriger for den sags skyld.
Korahs egen hånd kom rystende op og tog fat i kortet. Bare så han stod der og holdt godt fast i kortet.
Intet svar lød fra ham, i stedet kom et umærkeligt nik, da han ikke kunne komme med en eneste lyd udover sine læber.
Men det var ikke nok. Han blev jo nød til at komme med en eller anden form for svar til det han sagde så han pressede et ganske lavt og svagt ”Sk-Skal jeg nok-k huske” fik han mumlede frem mellem sine rystende læber, der kun, under protest, ville sætte en lyd på hans tanker.
Og han nikkede endnu engang inden han så lagde mærke til den pludselig manglende flamme der oplyste stedet med sin lig flamme. Han åbnede munden for at sige noget, men klappede bare munden i og proppede så forsigtigt som muligt kortet ned i en lomme med lynlås.
Han sagde intet til hans sidste udtalelse, for det gav jo næsten sig selv, hvis altså Korah kunne overtale sig selv til det, ville han følge efter ham så længe så muligt.

En latter kunne høres fra Ma'lakel da knægten stammede et: det skal jeg nok. Han havde tydeligvis ikke mod nok til at følge efter, og det var helt fint, siden at Ma'lakel ikke havde tænkt sig at bringe småbørn med til noget så vigtigt som et møde med Stemmen. Hånden der havde knipset, og derved kvalt den blå ild blev placeret på drengens hoved, og ruskede let i dennes hår.
,, Dygtig dreng..", roste han med et slesk smil på læberne.
Hele den varme aura pulserede stadig omkring ham, og Ma'lakels øjne gav et mindre gyldnet skær inden smilet fra hans læber forsvandt og han så hurtigt i retningen af den sødlige duft, som kun han endnu ville opfange. Hvis han havde kunne ville hans øre have rejst sig som en sort ulv der blev til kaldt af noget åndeligt og instinktivt fulgte en sjette sans. Den store, varme hånd på Korah's hoved forsvandt og en knækken af kviste og knasen af blade der blev trådt i stykker, kunne høres som Ma'lakel gik fra stedet, væk fra Korahs højre side, så denne ingenlunde ville kunne nå at få et frontalt syn på ham. Men hvis han så i hans retning, ville han kunne se en stor, bred skuldret, skikkelse der bevægede sig igennem tågen, og så småt blev oplyst af måneskindet der afslørede et næsten sort tilbage redt hår, og en godt to meter høj mand i en sort læder frakke hvor kraven var foldet helt ud, og lå betryggende imod nakken, udover dette var resten svært at se, da tågen dækkede for den nedre region af Ma'lakels væsen, og den meget brede halv-dæmon fortsatte, for håbenligt, uforstyrret videre imod hans søge sted.

Hans åndedræt var stadig uregelmæssigt. Han ville ikke kunne forfølge nogen uden at have styr på sig selv, hvilket jo også var sandt nok.
Nu var spørgsmålet jo så bare og han ville kunne samle sig nok til at kunne forfølge hans mystiske ”Ven” uden selv at dø eller lignende, som kunne være ligeså slemt, hvis ikke meget meget meget værre.
*Hvis jeg følger efter ham, vil jeg så kunne vide hvem han er? Og endnu vigtigere... Kommer det her til at betyde noget for krigen?*
Det var ikke ligefrem trukket op til krig... Endnu, men Korah ville vide at det snart ville komme til det punkt. Det var i luften, i vandet og i folkene. Alle vidste at det ville ende i en gigantisk nedslagtning, og den der overlevede, med flest tilhængere ville bestemme udfaldet af denne by. Om Ma'lakel ville vinde og løbe af med sejren og derfor nedslagte samtlige oprøre eller om oprørene ville komme af med Ma'lakel, var jo heller ikke til at sige på nogen måde. Men det var jo sikkert at hvis oprørene vandt, ville de prøve at redde byen, fra dybet.
Han rystede svagt på hovedet, listede hen til en af de nærmere tætte buskadser, løsnede sit sværdbælte og alt andet løst og larmende og lagde det forsigtigt ned i buskadset, godt gemt under både de mange blade, nedfaldne kviste og lidt jord ovenpå, men ikke på selve bladet af sværdet.
Da det var gjort, vejrede han let luften og fastslog hvor det var den stærke duft af ild gik og så sneg han sig efter den i skyggerne.
Korah havde smidt både sværd, de ekstra bælter hvor der før havde været ekstra lommer og rygsækken, for at kunne snige sig endnu mere stille efter den person der havde pirket hans interesse og.. Ja han kunne ikke forklare hvad det var han følte, men der var altså noget over den fyr.
Stille, i sine camouflage bukser som sat tæt ind til ham så han ikke ville sidde fast i buske, mørke brune t-shirt fra rygsækken og fingerløse handsker, fulgte Korah efter Ma'lakel.

Ma'lakel fortsatte igennem skoven. Han var ikke svær at følge efter, for i modsætningen til Korah, koncentrerede Ma'lakel sig ingenlunde om at være stille og lydløs. Knækkede grene, brækkede kviste, og knasende tørre blade, afslørede hurtigt hvor den larmende halv-dæmon befandt sig, ligeså ville man kunne høre ham 'tale', men det ville ikke være på et sprog som Korah ville forstå. Det var på Abyssel, et internt sprog for dæmoner af den rene art at talte, og ligeså væsener der havde en forbindelse til The Chant.
Sproget lød som en blanding imellem hidsig hvæsen, klikken med kæben som var man på kanten til at knække den af led, og forskellige toner af knurren. Et direkte grimt sprog som andre raser hurtigt ville finde utiltrækkende, bæst-agtigt, og på sin vis primitivt at høre på.
Efter at Ma'lakel havde gået i et stykke tid, blev den sødlige duft stærkere og netop på grund af den blev Ma'lakels sanser skærpet, og hans hørelse opfangede ikke Korah, det gjorde hans ellers exceptionelle lugtesans heller ikke, og halv-dæmonen stoppede først da de nåede en statue der stod i midten af skovens tætte dække. Det lignede en gravsten, i form af en stor engel der stod foroverbøjet med en firkant hugget ud i dennes flagrende kjole, hvor der stod den egentlige person som lå begravet der's døds år, fødsels år, og navn. Over den gamle engle statue der var godt tre meter høj, voksede der mos, og rosen grene op af den. Tågen gjorde det svært helt at bedømme om der var rosen buske omkring den eller ej, men det måtte man vel gå ud fra.
Ma'lakel stoppede foran engle statuen, og så på det vel udskorede ansigt. Og da ville Korah se at Ma'lakel talte til statuen, på samme sprog som denne havde bandet på. Efter nogle få minutter hvor det havde set ud som om at Ma'lakel førte en samtale, begyndte en varme at sprede sig fra engle statuen, og dennes bryst blev hurtigt, mere og mere rødglødende, indtil... brystet på statuen blev smeltet åben, og en ild-rød søjle skød op fra den i en hidsig lava farve, for tilsidst at forholde sig i en to meters højde, og denne en åbning, en slags portal skabt af flammer.
Uden tøven, gik Ma'lakel ind i den og forsvandt igennem portalen, imens at denne lukkede sig, mere og mere.
Hvis Korah ville forsøge at følge yderligere efter, havde han omkring to minutter før portalen var så lille at han ikke ville kunne komme igennem den. Udover det, var indgangen lavet af flammer som nævnt, så med mindre denne havde et godt forsvar imod direkte konstant med ild, der uden tvivl ville føre ind til et endnu større inferno, så kunne man debatere hvorvidt det var klogt at følge efter.

Korahs åndedræt var konstant tilbageholdt mens han sneg efter den skræmmende skygge.
Okay, måske var skygge ikke det bedste til at beskrive Den skræmmende person han forfulgte, da han var alt andet end stille.
Korah, som selv var opmærksom på hver en lille lyd han lavede, klemte sine tænder forskræmt sammen hver evig eneste han kom til at skubbe til en gren eller kom til at træde på et for tørt blad, selvom han dybt inde vidste at Personen ikke kunne være mere ligeglad med Korahs smålyde.
Langsomt, mens han var i hælene på ham, kunne han høre de små knurre lyde han kom med. Og selvom Korah kun forbandt det til rovdyr der knurrede af hinanden, kunne han sværge på at han hørte små utydelige hviskende stemmer allerbagerst i hovedet som prøvede at fortælle ham hvad det var han sagde.
Slangen der lå inde i Korahs mave og lystigt spiste alle hans panikslagene følelser og voksede større og gjorde ham mere og mere bange for omgivelserne. Hvert øjeblik kunne det jo være at nogle ville hoppe ud og angribe ham.
Korah holdte sig godt i skyggen, mens Ma'lakel stod og snerrede af englestatuen. *Hvad er han dog ude på?* tænkte Korah lettere forvirret da han stadig ikke fattede hvad det var han var ude på.
Da ild søjlen begyndte at brede sig og skabte åbningen, så Korah bare til i komplet ave over det. Det gav ingen mening... Det burde ikke ske.
Han rystede på hovedet. Der skete for mange ting for tiden som ikke burde ske.
Korah gik hurtigt videre.
Portalen lukkede sig skræmmende hurtigt. Den ville være for lille til ham efter bare et minuts tid eller to måske, han skulle bestemme sig nu.
*Hvis jeg går efter ham derind, vil jeg måske aldrig komme tilbage... Jeg skulle ha sagt noget til May* tænkte han lettere trist, men følte sig lidt opmuntret over følelsen. *Men hvis det er vigtigt, vil jeg måske kunne redde alle* hvirvlede en tanke ind i hovedet på ham og han hoppede kaotisk ind i portalen.
Han bed endnu engang tænderne sammen, da han kunne mærke hvordan hans ankel blev svitset af selve Portalen. Det ville efterlade et godt og rødt mærke på hans ankel i ugevis.

Korah var heldig at han nåede at komme ind, for på yder siden af statuen smeltede denne sig nærmest sammen igen, og stod som var der aldrig sket noget som helst. Heller ikke engang noget i området var forandret.

Da Korah uden tvivl ville falde ind af portalen lettere kluntet, ville han lande på et sten gulv, med et udseende af en orange lign farve, der havde små sorte sod pletter rundt omkring på den buglede overflade, og det fik stengulvet til at ligne størknet lava. Hvis Korah så sig til siderne ville han se direkte ind i et par vægge skabt af samme sten sort, og der hvor portalen engang havde været, var der nu en blind gyde. Forude kunne man se en gang strække sig, og helt henne forenden forsvandt ryggen af Ma'lakel om bag hjørnet til venstre.
Hvis Korah fulgte med, som katten efter musen, ville han blive ført igennem en masse gange, i et avanceret labyrint system som en person uden genskab til tunnelernes mange gange, ikke ville kunne gennemskue, eller finde rundt i. Det mundede dog ud i et stort lokale, med stolper og udhakninger der formede siddepladser, som var selve lokalet en efterligning af senator lokalerne fra det gamle romer rige, og længst væk, til venstre, var en kæmpemæssig trone placeret, dekoreret med kranier, lænker, hud, og skin fra mange forskellige raser, og i den sad en fire meter høj kæmpe med snorede horn der gik ud fra hans pande og gled bagud langs et skulderlangt hvidt hår. Ansigtet var hårdt og huden gullig og læder agtig, neglende, grove, og var tykke samt flossede, ikke vel behandlet. Denne sad i en form for toka, skabt af mørkt materiale, en skygge gled op fra den ene skulder der blev beklædt, som var han underverdens Gud i egen person. Hans øjne var stikkende gule, og der var intet hvidt at spore i dem. Pupillerne var blot en steg i det store inferno af guld, og hans skulede over de mange rækker af dæmoner der sad omkring ham.
Ma'lakel satte sig på en af de første pladser der var, længst oppe, længst væk fra Stemmen som overhovedet muligt. De gylden grønne øjne gled over den store fuldblods dæmon, og han gemte sin væmmelse langt væk, sammen med hans rebelske tankegang.
Stemmen lod umiddelbart ikke til at få øje på indtrængeren endnu og begyndte sin tale, med en stærk rungende stemme, der fik hele stedet til svagt at ryste under deres fødder.
,, Cowards!", hvæsede han på Abyssel.
,, How long will it take to find it?!".
Hans store hænder klemte om tronstolens armlæn.
En af de andre helblods dæmoner rejste sig: et let påklædt dæmon af hunkøn. Hun bukkede og begyndte at forklare sin grund.

Imellem tiden kravlede en masse små flagermuse lignende væsener rundt på væggene og stolperne omkring stedet. De lignede muterede små mennesker, med bittesmå hænder de brugte til at klatre på væggene som var de en anden form for edderkopper. På deres ryg lå flagermuse agtige vinger gemt tæt indtil deres skællede slange ydre, og de flaksede og kratrede rundt overalt omkring steder, agerede lokalets fluer på væggen.

// Det der bliver sat på engelsk fra nu af i mine posts, er sagt på Abyssel = det sprog Ma'lakel talte ude i skoven ;D