The heart like a snow cone { Valentina / Privat }

Cathédrales stengulv kastede foruroligende skygger imod de tunge mure, med deres smagsfulde mønstermaling. Lyset, der slog ned igennem det 600 år gamle rosenvindue, udgjorde lyserøde og bleggrønne stråler, tildystrede stedets ellers hellige bestand af Jesus Kristu statuer, der på et kors var spyddet med nål og en for længst glemt træhammer, fra det oldtidige tidsbelligende. Stedet var som plukket af skyggerne, der grådigt slugte alt, ikke beskyttet af solens snart forsvindende uv-stråler i det fjerne luftfrie galakse. Himlen gemte kun på smalle, vridende skyer, der sled i det for ikke at blive blæst til miniaturiske atomer, levede en evig kamp for at forblive én, tyk masse af hvidt og skimmelgråt. Hvis kvinden, der lod sine fødder blive båret af domkirkens næste rækkes bænkerygge, gik udenfor i dette nutidige livssekund, ville hun let kunne ane den druknende sol, der langsomt forsvandt bag bjergene af jordens evige rotation. De enkelte stykker ukrudt, der stak kæmpende op af de smalle sprækker i grusgulvet, ville prikke til hendes bare fødders nederste, gøre nervecenteret klar til at melde hjernen, at gartneren nok havde haft fri i lidt for lang tid, og det, ville han sikkert blive ved med, et par årtusinder endnu. Trak hun vejret ind, badet i den dunkleste, naturlige flammebelysning, formåede den omgivende areals påvirkning af forskellige kultur og natur genstande sig, at gøre hende opmærksom på forskellen mellem et par måneders mug, nyt græs fra sommerens midte, de vrimlende insekters friske tis, grusjordens gamle belægning, ovenpå endnu ældre gødning og så lige den skarpe aroma, af gammelt menneske, hvorfra de alle havde båret en afsindig ubehagelig parfume, fra den nu nedlagte fattigkone-butik i Terres smalleste gadekær.
Men hun stod ikke udenfor. Betragtede ikke havens begivenheder. Det eneste, der fulgte med fra det lille billede med alle sanser i, var den tårevældende stank af utallige synderes og uskyldiges sved, der gerne meldte sig til at give enhver velkommen, en usynlig lussing af urolige nerver i det gemte. Som bar domkirken på enhver hemmelighed, enhver tanke, i de altædende skyggers favn, men dog stadig til at mærke, hos den solbadede person, ved de smalle, langvarende træbænke. Trak dybt vejret ind gennem munden, forhindrede den distraherende lugt i at slå flere slag i hendes næse, pustede så den smalle luftstrimmel ud i to, brugte de hudskjulte næsebor til denne opgave, nu hvor luften var blevet pisket ren, i lungernes utallige rum, ikke engang store nok til at en tissemyre ville kunne kravle igennem.
Hun betragtede tavst skulpturen, af Jesus Kristus triste forfald, men også.. Oprejsning.

Det var en ganske kølig aften, ikke fordi det ligefrem var minusgrader, og ej heller fordi hun ikke kunne klare denne kulde, for det kunne hun så udmærket efter sin opvækst i Warszawa i det kolde Polen der ofte blev hærget af snestorme der kunne sende enhver polark ned i varmen under den tunge varme dyne. Nej, det var ganske enkelt koldt hvis man tænkte på hvilke klimabælte Frankrig, eller retter sagt Di Morga lå i, det skulle jo gerne være højsommer, og mindst tyve grader, men dette måtte blive en af de køligere nætter de gik i møde.
Lyden af grus der gned i en knasende lyd under nogle læder støvler føltes besynderlig høj, sammen med lugten af en mere eller mindre forsømt kirke og den orange sol der gik ned i vest bag bjergene. Himlen var overladt i blå, lilla og mørkeblå farver til skyer, der ville holde på den spæde varme til månen kom, og ville kaste sit kolde skær ned over domkirken der vil stå med sit knejsende tårn som så mange andre gange før. De mørke øjne var rettet ned mod grus stien under læder støvlerne, der gik op til et sted midt på skinnebenet, eller lidt under, snøret sammen af solid lædersnøre. En halvbleg hånd kom frem fra læderjakkens mørke læder, for at gribe fadt i det gamle håndtag til kirkedøren der ville kræve en del kræfter at åbne, dog klarede hun dette ved at ligge en del af sin vægt mod døren, og bruge de slanke ben hun var født med til at skubbe døren lige akkurat så meget op, at hun kunne smutte ind i noget der kunne føles som endnu koldere end det hun var kommet fra.
De hvidkalket mure var ikke specielt gode til at holde varmen inde, eller ude, den fes lige igennem som var det et åbent hus, kun med overdække. Våben huset var ganske svagt belyst af en gammel lampe henne i det ene hjørne, ved siden af nogle gamle ildelugtende salmebøger hvor man sikkert ikke kunne læse meget længere. Gulvet var flisebelagt hvor varmen uden problemer kunne forsvinde ned i jorden. Hun skuttede sig i kulden, før hun med en øvet klaverhånd, trods hun aldrig rigtig havde rørt et klaver, fjernede en hårtot som var faldet ned i hendes ansigt, som skulle fjernes. Hun gik hurtigt over de syv meter der var til kirkedøren, hvor hun ville kunne komme ind i selve kirken.
Igen var døren en af de tungere slags, man skulle næsten tro den var brandsikret, men det var vel mere modsat, klar til brand, bestod af massiv træ der på ingen tid ville gå op i flammer. Kun jernhåndtaget ville ligge tilbage på et tilsodet gulv. Håndtaget blev trykket ned med et klik mens hun igen lage sin vægt mod døren, for at gå ind i Jesus hus, selvom hun aldrig i sit liv havde troet på Jesus, det havde hun aldrig haft tid til.

Den svage lyd af en død, hæs knirken, foruroligede præsten. Han var ikke synlig for det blotte øje, havde tillagt sig en hellig højdepunktsplads i den bjælkefrie indendørsterasse, lige ovenover dåbsstenen. Det var ikke for at prædike, eller beskue de elegante rosenvinduer tættere på, hvor de små mønstre tegnede sig i det uendelige, som fine sving i en gryde med smeltende smør klatter. Hans eneste formål, med den høje status ved ydrestakittet, der forhindrede folk i at falde ned og splatte ud imod det hårde sten og marmor belagte gulv, uden andet tapet, var at holde øje med den unge kvindes aktiviteter. Hans blik var på grænsen til gennemborende, som om han med småt sammenknebne øjne, regnede med at tøjet på mystisk vis så ville fordufte. Han studerede hendes hår, der bølgede sig ned af skuldrene og gemte skuldrebladene bag fine, vandblå og platinblonde tråde. Hvordan det næsten kvalte hendes smalle læber i gyldenblåt. Ikke at hun på nogen måde så bekymret ud, som syndere tit gjorde på pladserne af træ, men til dels syntes hun faktisk at nyde den forblivende lugt af... Frygt. Præstens fyldige overkrop lænede sig over træstolperne, som om de splittede hans krop i to flommede stykker posefyld. Skægstubberne, der krøb op ad af hans kinder, blev stive, rettede sig direkte ud i luften med en skælvende stikken. Det var hans kæber, der sled tænderne frem og tilbage imod hinanden, i et uheldigt forsøg på at slappe af, sænke lyden af hans skrøbelige, dog utroligt højt bankende hjerte.
Igen brød en denne gang skrigende lyd, fra de tykke hængsler sig, hvilket nærmest gjorde det allerede grå hår, på præstens issede hoved, hvidt.
Denne gang nænnede pigen sig, der stadig lod fødderne være placeret ovenpå det tynde stykke slebne træ, at bemærke lydene, der forsøgte at trænge sig ind på hendes tanker. Hendes før fraværende blik, tomme udtryk via afslappede læber og en næsten stille næse, blev til et nysgerrigt fnys, der syntes at fylde præsten med endnu et shok. Ikke noget, der kunne være godt for hans sikkert allerede belastede hjerte og hjerne. Hun drejede kort halsen, så det blåplatine hår fulgte med, slog et tykt reb af tråde om hendes hals, som en dødsdømt, der var set for at blive hængt. Stranguleret til helvedes dybder. Denne fordømtes sidste reaktion, inden rebet eller hendes hals ville knække fri, forblev ved et smalt smil, der kun udgjorde tanken, hvorfor?. Hun ventede, sikker på at personen ville vise sig et par sekunder senere. Gøre aftenen lidt mere særpræget.
Om det var godt, måtte man sådan set selv bedømme.

//Undskyld det korte indlæg.. ^^//

Hun gik roligt ind i kirken, hvor hun ud af øjenkrogen så denne kvinde der var sammen med hende inde i kirken. Nå, hun var ikke den eneste der syntes man lige ville slå et visit forbi kirken, men det gjorde da ikke noget, så skulle hun ikke føle sig så ensom. Et svagt smil kunne ses over hendes læber, mens hun gik op igennem midterskibet. Hun havde ikke bemærket den runde præst, hun forventede slet ikke andre, end de to gæster, for hvem ville da være i en kirke på dette tidspunkt? Hun gik op til en af de først rækker, hvor hun satte sig ned med bene over kors, og kiggede op mod den anden kvinde, og opdagede præsten der stod lænet ud, så vommen så enormt klam og frastødene ud. Hun valgte at kigge på den anden kvinde, der overgik hans skønhed mange gange, han havde jo ikke det man kunne kalde skønhed. Hendes mørke øjne blev enormt optaget af de blåplantine hår der skinnede svagt i lyset der kom ind fra rosen vinduerne. Hun slog blikket ned, da hun tog sig selv i at glo på hendes hår, hvilke hun bestemt ikke ville gribes i af andre end hende selv. Hun flyttede blikket til gulvet, det hårde kolde stengulv hvor der var små mønstre hvor gulvet skiftede farve, dog stadig i de samme nuancer. Det var et forunderligt mønster der kom til syne for hendes øjne, mens hendes blik var klistret til gulvet i et forsøg på ikke at glo på det platin blå hår der hang ned fra den anden kvindes hoved, som hun stadig ikke havde set. Hun trak vejret dybt, så lydløst som hun kunne, men det gik ikke videre godt, da hun jo befandt sig i en kirke, og lyden fra hendes åndedræt slog mod væggene og forstyrkede den, ved deres kolde rå overflader, så hun ønskede at synke videre ned i stolen, og bare fortsætte sin uskyldige leg som mus.
//Argh - undskyld det hverken blev længere eller bedre, men mit sammenspild mellem hjerne, kreativitet og finger er ikke så godt i aften >.<'//