Snow day.

Omgivelser: Nogle enkelte fugle.
Sted: Sombre - Parken
Tid: 16:45
Vejr: Massere af sne der flyder på jorden, og en smule der daler ned fra himlen.
Årstid: Vinter.

Sneen dalede ned fra den skinnende himmel. Et ret udsøgt syn, da det lignede noget fra et eventyr. Det var desværre ikke det mest praktiske vejr, at gå ude i. Sneen lå nemlig ret højt og gik cirka en til knæene, hvis man bevægede sig væk fra de ryddede stier. Derfor holdte de fleste mennesker sig indenfor. Da de nok havde en ide om, at de ville sne inde. Det havde de nok også fuldstændig ret i. Så klog var Galadriel ikke. Hun havde bevæget sig ud i det kolde vejr. Dog havde hun påklædt sig varmt, med både tørklæde og vanter. Så hun ikke ville fryse. Hendes spidser af håret var der frost i, begrund af den konstante kulde. Det lignede krystaller. Selv hendes øjenvipper havde et diamant skær begrund af sneen. Hendes øjne skinnede også klare fordi de fangede lyset fra sneen. Hun traskede igennem det tykke lag sne, og hendes støvler blev hurtigt beklædt med sne. De gik heldigvis ret højt op, så det ramte ikke hendes ben. Støvlerne var sorte med snøre, og gik hele vejen op til starten af hendes knæ. De var lavet af gammelt læder, og man kunne tydeligt se at de ikke var fra denne generation. De var ældgamle. Helt fra hendes oldemoders tid. Hvilket var en del år tilbage, men de var i fin stand i forhold til alderen. Udover hendes støvler havde hun tynde nylonstrømpebukser, stram nederdel, og en skovmandsskjorte. Selvfølgelig inden under hendes jakke, der gik lidt ned over ballerne. Den havde en militær grøn farve og havde et gammeldags look. Det passede nu også ret godt til hende, da hun havde en lidt retro stil. Galadriels hår hang løst som sædvanligt, men hun havde samlet lidt af det til en knold. Så det meste hang løst, men der var en løs knold bag hovedet. Hvilket så ret så fint ud. Det klædte også hendes tøjstil rigtig fint, og også bare hele hendes udstråling.

Hun kiggede sig omkring, og var endelig nået frem til en park midt inde i Terré. Der så ret så fredsfyldt ud, og der var også ret så smukt. Der var en lille sø og en masse smukke træer. Hun trådte ind af sølvlågen, den knirkede og det var en skarp lyd der gik lige i øregangen. Hun skar en grimasse der understregede hvor ubehagelig lyden var. Galadriel tog en dyb indånding af den friske luft. En nydende lyd lød fra hende, og hun begyndte at følge den lange sti inde i parken. Det knasede under hendes fødder, hver gang hun tog et skridt. Det var begrund af det sne belagte grus. Hun bed sig selv i læben, da hun stoppede op for at nyde hendes omgivelser. Hun rettede hendes ryg op, da hun ikke syntes det var pænt når man gik krumrygget. Det var en af de ting hun syntes var mest ucharmerende. Hun strøg sig igennem håret, og kiggede op mod den lyse himmel. Hun blinkede et par gange for, at få et par snefnug væk fra hendes lange øjenvipper. Himlen var yderst fantastisk, den skinnede og solen brød gennem de få skyer der var. Det var ligesom når man så det i film.

Det var vinter. Både en god og en dårlig årstid. Den var god på grund af al den fine hvide sne som lå i et tykt lag og den smule sne som dalede ned fra himlen lige nu, og den var dårlig fordi det var alt alt alt for koldt og det var svært at klæde sig ordentligt på. Godric var ikk den rigeste i verden. Han havde ingen gang råd til et hus/lejlighed. Godric havde en sort T-shirt med et dødningehoved på og en rød skrift hvor der stod Bullet. Uden over T-shirten havde han en ternet skjorte som var knappet helt op, og til sidst en sort jakke som var lynet helt op. han havde blå cowboybukser på og blå converse på. Nok ikk lige det mest praktiske fodtøj lige nu, men Godric havde ikk andre sko end dem. Han død frøs, men kunne ikk gøre noget ved det. Han havde jo hverken hus eller lejlighed som han kunne gå ind og få varmen i. havde han det, så havde han helt sikkert gjort det. Han sukkede og begyndte at gå i en tilfældig retning. Han vidste ikk hvor han var på vej hen ad. Han gik stille ind i byen, hvor der ikk var så mange mennesker, eller rettere sagt, der var ikk en eneste sjæl i miles omkreds.

Han havde ikk gået så længe, før han stødte på en låge i et hegn. Han vidste ikk hvor den førte hen, men han var nysgerrig. Der var ingen skilte som sagde adgang forbudt, så han åbnede lågen, og smuttede hurtigt ind ad den. Han stod lidt og så sig rundt før han begyndte at gå. Sneen var meget dyb her, og han fik både våde sokker og bukser. Han sukkede, men var enlig på en måde ligeglad med det våde tøj. Ja han ville blive syg, men hvad så?

Hun hørte lågen gå op, selvom hun var ret så langt inde i parken. Eller hun havde nok kun gået i fem minutter. Dog kunne hun høre den knirkende lyd lige så tydeligt, som hvis hun havde stået ved siden af den. Galadriel havde en utrolig god hørelse, hvilket nok stammede fra hendes animagi. Kaniner havde jo en pænt god hørelse. Og det havde hun så også fået. Galadriel vendte sig undrende om, da hun ikke havde regnet med at der var andre der turde våge sig ud i dette vejr. Hun listede tilbage hen af stien, da hendes nysgerrighed tog over. Hun ville meget gerne vide hvem der havde våget sig ud, det måtte jo være en der var lige så skør som hende. Hun stillede sig ved et tykt træ, og prøvede at få øje på personen. Det gjorde hun også, en rigtig køn ung mand. Hun syntes dog, at det var en besynderligt valg af tøj. Da det slet ikke gik over overensstemmelse med vejret. Måske havde han det bare bedre sådan, hvilket jo også var pænt cool. Hun bed sig selv i læben, og studerede kort den unge mand. Ih, han var vel godt nok køn. Men det halvlange brune hår, der havde sin egen charme. Galadriel ville gætte på, at han var på hendes alder. Da han heller ikke så alt for teenage look a like. Hun faldt lidt i sin egen verden, og begyndte langsomt at falde i staver. Alt sortnede og hendes verden smuldrede langsomt omkring hende. Dog blev hun vækket af sig selv, da hun var ved at glide i sneen. Hun trådte ud fra sit skjul, da hun syntes hun virkede lidt for stalker agtig ud. Og sådan et ry ville hun jo helst ikke have. Den unge mand var stadig henne ved lågen, og nu hvor chancen egnede sig; valgte hun at gå ham i møde. Nu kunne hun jo godt bruge lidt selskab, på sådanne en grå og kedelig dag. Eller grå var den jo ikke, men den var kold og ikke særlig rar. Hun sendte ham et imødekommende smil, da hun var tæt nok på til at han ville kunne se hende. Hun strøg sine fingre igennem det lange karamel farvede hår. Og hun strøg det bagud, så det ikke var viklet ind i hendes ansigt. "Hej" sagde hun og sendte ham et sødt smil. Da hun var tæt nok på, til at han ville kunne høre hende. Selvom hun stadig nok var 10 meter fra ham. Det var ret grænse overskridende, bare at skulle socialisere sig med andre personer; men der var noget ved ham der virkede bekendt. Der slog det hende. Det var hans lugt! Den mindede om hele hendes familie. Var han mon også ramt af animagi?

Godric fik øje på en kvinde som var på vej over til sig, og blev meget usikker på om han skulle fortsætte eller gå ud igen, så derfor standsede han bare op så langt han var. Han bed sig i læben og så rundt efter et muligt tilflugt sted, men der var intet i nærheden. Damet. Måske kunne han lade som om han ikk havde set hende, og håbe på at hun ikk havde set ham? det var da et forsøg værd. Han begyndte langsomt at gå igen, men hun havde desværre set ham. Han hørte hende tydeligt sige hej. øv. Kunne hu ikk bare ha overset ham? men nej, det kunne hun åbenbart ikk. Det ville være meget uhøfligt af ham hvis han ikk også sagde hej. Han sukkede tungt. ”Hej” mumlede han lavt, og håbede på at hun ikk kunne høre det, men nu havde han i hvert falde sagt hej, og hvis hun ikk havde hørt ham var det ikk hans problem men hendes eget. Han stoppede op igen, og så ned i jorden og lod som om han havde fået øje på noget meget spændende, og hvis han var heldig ville hun forhåbentlig gå igen, men han havde brug for selskab.

Det var sjovt, at se hvordan han prøvede at undgå hendes blik. Men hun hørte alligevel hans ellers så høflig præget hilsen. Det var vidst ikke ligefrem af lyst, at han snakkede til hende. Hun havde besluttet sig for, at han skulle have selskab. Altså inde i hendes hoved.

Galadriel kunne tydeligt se hvor usikker den søde unge dreng blev, da hun så langsomt var begyndt at nærme sig ham. Men han virkede alligevel til, at han trængte til selskab. Og det gjorde hun minsandten også. Derfor fortsatte hun sig vej over imod ham. Dog stoppede hun op 2-3 skridt før hun normalt ville have stoppet hos en person, der var lige så imødekommende.

" Har du fået øje på noget spændende?" spurgte hun og sendte ham et sødt smil. Hendes gylden brune øjne studerede ham nøje. Sikke køn han var. Og han så ud til at være på hendes alder. Måske lidt yngre? Ikke særlig meget i så fald. Utroligt, at sådan en køn dreng kunne virke så usikker. Men man kunne selvfølgelig ikke dømme en bog på udseendet.

"Jeg troede ikke, at der var andre der turde bevæge sig ud i dette vejr. Men der tog jeg vidst fejl" lo hun let og prøvede at starte en samtale med ham. Så det måske ville gå lidt nemmere. Og så kunne det også være han blødte lidt op.

Hun trådte et skridt nærmere, sådan for at se hvor hans grænser nu lå. Måske var han bare genert. Man kunne vel håbe på, at hun ikke havde taget pusten fra ham. Måske havde det bare været bedst, at have ladet ham være i fred. Skulle hun give det en chance? Ja, nu måtte hun lige tage sig lidt sammen.

"Jeg er Galadriel" præsenterede hun sig selv, da det måske ville give en form for tryghed. Altså at vide hendes navn. Det kunne vel godt hjælpe? Hun rakte høfligt en hånd hen imod ham, som en hilsen selvfølgelig. Han kunne så vælge at tage den, eller han kunne lade være. Selvom dette nærmest var for, at illustrere at hun intet ondt ville.

Galadriel indsnusede luften igen. Duften virkede så bekendt. Den duftede så meget af noget hun ikke kunne sætte ord på. Kunne han mon være af samme race? Fordi ja, det duftede det i hvert fald til.

Godric så stadig ned da hun igen talte til ham. hun var standset op et par skridt fra ham, og det var han faktisk en smule taknemlig for. Han rystede dog let på hovedet af hendes spørgsmål. ”Næ, faktisk ikke” sagde han. Han kiggede hurtigt op på hende, og lagde med det samme mærke til hendes smil. Han tvang sig selv til at smile, men man kunne nok godt se at det ikke var et helt ægte smil han kom med. Han så dog hurtigt ned igen.

”faktisk vil jeg nok også helst være et varmere sted end her” sagde han. Han frøs, men kunne ikke gøre noget ved det. Han kunne ikke tage mere tøj på, da han ikke havde mere. Der gik en kuldegysning igennem hans krop, som for at understrege for ham selv, at han rent faktisk frøs, og ikke var noget han bildte sig ind.

Godric trådte et lille skridt tilbage af ren refleks, da hun gik tættere på ham. Hun måtte ikke komme tættere på end hun var. Han vil gerne være langt nok væk fra hende til, at reagere hvis hun skulle finde på at overfalde ham, selvom hun ikke linede en som kunne finde på det, men man kunne aldrig vide. Han nikkede bare da hun fortalte hvad hun hed, og skulle ved gud ikke nyde noget af at fortælle hende sit navn, medmindre at hun spurgte. Han stolede ikke på hende, men hvem stolede han også på? Der var faktisk kun en som han stolede en smule på, men ikke 100 %, og vidste ikke hvor længe der ville gå før han stolede så meget på Keela, som hun hed.