En aften som alle andre aftener-Mariius

Sted:: Logenment bolig kvarter.
Vejr mørkt køligt og koldt.
Omgivelser ingen.
Årstid sommer.
Tøj slidte cowboybukser, en gammel bluse. Snavsede tennis sko.
Tid 22:23

Vejret var for længst blevet mørkt, selv om stjerne lyste klart oppe på denne mørke himmel. Som om stjernerne gjorde at det var et tæppe der blot havde lagt sig ud over Di Morga. Natten var som altid lang, selv for dem der var hjemløs eller fattig. Men forskellen på de fattige og på Jacqs så var hun hjemløs. Intet hjem, dog kunne hun til tider finde et sted at sove hvor der var noget at varme sig på, andre gange kunne hun virkelig være uheldig og ende ude i kulden på en kold våd bænk. Tanken fik det til at gyse i hende, i mens hun så sig om. Hun kunne ikke lide at være ude i Di Morga om natten, men det blev hun vel nød til. Hun sukkede kort, og spejdede efter et sted hvor hun kunne sove. Folk ville nok ikke logget en eller anden hjemløs ind. Så sent. Hun skar en grimasse, da hun kiggede hen på nogle folk ved en gyde, som lå og sov på et tæppe. Hun ville da nødig lægge sig til at sove i en eller anden gyde, uanset hvor rent eller besked den var, men nu strejfede hendes tanke mere det der kunne ske om natten. Hun sukkede kort, og satte kursen hen mod en bænk. Som hun beslutsom satte sig ned på. Nu kunne aften da ikke blive meget koldere?

Mørket havde allerede lagt sig helt tæt og gade lygterne havde allerede tændt sig. Selvom at det var sommer og dagene blev længere. Men det var nok ved at være slut nu. Kulden tog til og vinden drog det med sig. Hvem ville også gå rundt her ude. Især ikke uden at have nok tøj på. Eller man kunne også tage Marius som et eksempel. Vælge at blive et koldblodigt uhyre der ikke kunne fryse. Ikke som mennesker i hvert fald. eller andre menneskelige væsner.
Han gik nu bare der hen ad gaden i en noget løs hvid t-shirt og et par behagelige bukser. Men i hånden gik han dog endnu med en stor trøje. Tilhørte ikke ham. Han var ikke typen der gik med kvindeligt tøj. Og den trøje havde uden tvivl tilhørt en kvinde. Han lod sine øjne spejde rundt i det kvarter han nu boede. Så gennem det lange sorte hår og hvad så han. Og hvad opfangede hans lugte sans. Engel? En vildfaren ung kvinde med et udseende gud havde givet hende. Perfekt. Som ham selv. Han var høj men ikke spinkel. Ikke helt muskuløs men stærk. Ingen pigmentfejl at se og han var hele tiden perfekt i sinde bevægelser.
"Yo. Måske en idé at komme indenfor.." lod hans kølig charmerende stemme og i det samme blev trøjen lagt omkring englens frysende skuldre. Han lod sig sætte ned ved siden af hende. "Du ser du til at fryse." Han betragtede hende. Og nu hvor han var tæt på kunne man skrimme noget tørt maling sidde på hans ene kind. Blå. Havde han sikkert bare fået gennem arbejde. Han lagde begge sine arme op på bænkens ryglæn og lænede sig tilbage. "Du ved det ikke er et sted for en pige som Dem. Ikke på denne tid. Der kan være folk der vil gøre Dem ondt." Han så mod hende med et løftet øjenbryn og hans øjnes isblå farve virkede afslappende.

Hun kiggede op da en form for et tæppe blev lagt over hende nej ikke et tæppe men en trøje? Hun drejede ansigtet mod personen som havde lagt denne trøje over hendes skuldre, selv om hun nok skulle være en smugle på vagt, eftersom hun hurtig havde opfanget at han var vampyr. Selvfølgelig viste hun at det ikke lige frem var et sted for piger eller damer. Men eftersom hun jo var hjemløs, og at hun ikke gad bo sammen med andre hjemløse var stedet området jo godt nok, Hun kiggede varsomt på trøjen og dernæst på vampyren. Dog overvejede hun hvad hun skulle svare, hvis hun da ellers havde noget at sige. "Hvis jeg havde gået ind for længst havde jeg for længst siddet inden for" sagde hun, måske et næsvist svar. Men dog næsten sandt. "Men eftersom at jeg ingen steder har at bo, forbliver jeg herude" sagde hun efter noget tid. Hun havde sagt det hun havde at sige, men hun var stadig temmelig varsomt. Mest af alt en vampyr plejer jo bare ikke lægge en eller andens fremmede trøje over en hjemløs!

Hjemløs? Nåh så det var det hun var. Men så var det da ikke så mærkeligt hun gik rundt her i Logenment. Det var her alle dem med lav standard borde eller blot opholdt sig. Det havde han jo startet med. Og så var hans liv blevet som det var nu. Han boede i en lejlighed her for ikke at bruge for mange penge. Men han havde ingen penge problemer. Han kunne bare godt lide at have penge på sig hele tiden. Til hvis der kom noget han interesserede sig for. Og meget andet. Marius sukkede lettere opgivende og så væk fra pigen. Hun følte sig ikke tryg med e vampyr ved siden af sig. Skulle hun nu heller ikke. Men det hjalp ikke. Det gjorde det lidt sværere for ham så at få hende slæbt med hjem til sig. Af egen vilje. Men så igen. Måske havde han sine chancer. Måtte bare ikke vise frem sine tanker. Og hans ansigt var også helt ligegyldigt. Viste ingenting for denne modpartner.
"Hvor dumt egentligt." sagde han så pludseligt mens at han så mod himlen og hans sorthår havde lagt en skygge for hans øjne. "Du virker til at have givet op. Du går bare rundt og vælger en bænk i kulden end at gå rundt og prøve og finde husly. Du er nu lidt arrogant at du egentligt bare sidder og håber på nogle vil invitere dig ind af sig selv uden du skal gøre noget." Hans stemme var sikker og han havde ikke tøvet med at sige noget. Men alligevel så han igen mod englen. Han skulle måske være lidt mere venlig? "Men fortæl. Hvad er navnet på denne kønne pige??"

"Lidt dumt kan det vel godt være, men dog de andre aftner var jeg heldiger bare ikke lige denne aften" sagde hun. Og kiggede på ham. Men dog, i aften havde hun jo også prøvet og spurgt folk om hun kun overnatte nogle steder, bare til det blev Morgen. Men af en eller anden grund havde hun ikke været særligt heldig med det. hun betragtede ham let med nøddebrune øjne. Han spurgte om hvad hun hed? Var det nu også klogt og sige sit navn over for en fremmede person, men det kunne hun vel lige så godt. Hun havde jo ikke lige frem andet at give sig til. Så at sige hvad hun hed, kunne vel ikke komme til at skade? "Jacquelyn" kom det fra hende efter noget tid, hvor hun blot havde siddet og overvejet om det havde været en god ide at fortælle hvad hun hed, men nu var det sagt. Men dog kunne hun ikke så godt igen lide navnet Jacquelyn så der for kaldte hun og få andre hun havde mødt hende for Jacqs. Som man nu egentligt godt kunne kalde en forkortelse. "Hvad med dig? Hvad er dit navn?" Spurgte hun ham om, efter der var gået noget tid.

Mairus lyttede godt efter hvad hun sagde til ham. Han var ikke den type der var fuldstændig iskold over for andre ting ind dem i hans eget hoved. Han havde lært at vise folk en vis form for respekt men stadig var han ikke en gentleman. Om han så lod som om eller ej. Han ville aldrig være det. Han ville være god til skuespil for altid dog. "Jamen.." Han rejste sig op mens at han ene ord forlod hans mund med en hæs stemme. Han stillede sig foran hende og så lidt ned på hende med hasn rolige øjne. Det var ingen nedstirring dog. Bare normal. Og han ville også uden tvivl være højere end denne engel. Han havde altid tårnet sig op med hans 187 centimeter. Ikke langt før han nåede de dejlige 2 meter. Men han ville ikke vokse mere. Havde han ikke kunne siden hans forvandling for de næsten 20 år siden. "..Mit navn er Marius. Og sikke et smukt navn. Jacquelyn." Han sagde det for sig selv for lige at smage på det. Og lære det at kende. Han rakte dog ikke en hånd ud til hende men stod blot med begge hans blege hænder nede i hans bukselommer.
Han knejsede så kort med nakken for at få den til at sidde bedre før at han lænede sig frem så hans ansigt var i samme højde som hende. Næsten da. "Hmmh..Måske er det alligevel din heldige aften, englebarn. Hvis du vil tage imod mit ydmyg tilbud om husly." Han kunne ikke lade være med at smile bare lidt. Men stadig havde han dette kølige ansigts udtryk. Og hans hoved blev lagt lidt på skrå mens han ventede på hendes svar. Ville hun kunne stole på ham og gå med frivilligt eller skulle han tage de lidt hårdere metoder igang?