Too late [Privat]

Naina som sad på en bænk kiggede hen på en familie. De så så glade ud. De grillede og havde det vist rigtig sjovt. Hun havde betragtet dem i lang tid. Bare fordi hun intet havde at lave selv. Igen. Hun stirrede faktisk bare på pigen. Hun var nu egentlig ret køn af udseende når man tænkte på at hun bare var et menneske. Men som hun dog kunne skrige. Åbenbart kom der en der hed Jace efter hvad pigen sagde. Hun regnede med at det var en kæreste eller noget. Bortset fra at forældrene ikke så ud til at vide hvad hun mente. Så måske var det bare en tilfældig hun havde mødt og med det samme faldet pladask for. Sådan noget var tåbeligt. I hvert fald efter hendes mening. Hun havde aldrig selv været forelsket i nogen i al den tid hun havde levet. Og det var virkelig lang tid nu. Hun havde heller ikke været ude for de helt store ting. Faktisk havde hendes godt og vel 300 år bare været kedeligt. Mest i ensomhed.
Hun så pigen rejse sig hurtigere end noget andet og løb ind i huset. Skulle hun virkelig være så nysgerrig? Vide hvad alle lavede. Ja hvorfor ikke. Det var hun jo næsten vant til efterhånden. Der gik et godt stykke tid. Hun regnede med at de blev deroppe længe. Og så kom de sikkert lykkeligt ned igen. Hun så op i himlen. Det begyndte at blive mørkere dag for dag på dette tidspunkt. Og det var bestemt irriterende. Hvorfor kunne det ikke bare være lyst lige indtil det så bare blev mørkt? Tjo så ville det måske bare være skræmmende og chokerende på samme tid. Hun drejede hovedet igen da personen der sikkert var Jace kom ud. Men. Hvor i alverden var pigen henne? Måske skulle hun bare et eller andet og kom om lidt. Det var ikke til at vide med den slags moderne pigebørn. Altid så livlige. Hun følte nærmest hun havde haft sin ungdom. Selvom hendes hud lignede en 16 årig og hendes hvide hår hang fyldigt ned langs hendes ansigt. Hvor ville hun egentlig gerne have haft en familie. Men sådan var det ikke. De havde levet deres. Syntes en hvis anden i hvert fald. Hun var heldig ikke at have været hjemme da hendes forældre blev myrdet. Men nu havde hun lært at klare sig selv. Desuden var der ikke mange der opsøgte hende. Så hun havde heller ikke mange ting at være bange for. Egentlig havde hun aldrig prøvet sådan at være bange. Bare usikker. Hun var mange gange usikker. Men kun fordi man ikke kunne vide med nye mennesker. Det var ikke mange hun havde mødt som rent faktisk havde et godt sind. Så hvorfor stole på nogen? Det havde været sådan i mange år så selvfølgelig ville det ikke bare skifte sådan uden videre.

Han kiggede lidt på forældrene der gloede tilbage på ham med et spørgende blik. Han begyndte at gå hen mod bordet og satte sig på den stol datteren havde siddet på mens han kiggede på bordet en kort pause, før han kiggede på moderen. "I think your daughter need you." Sagde han med en neutral stemme og betragtede moderen og lod lidt efter et lille smil skille hans læber før han rejste sig op fra stolen. "But i need to go, bye." Han viftede kort til de undrende forældre før han gik ud af haven. Da han var kommet ud stoppede han, og kiggede søgende rundt, før hans øjne lande på en ungt udseende engel der virkede til at have været optaget af haven han lige havde forladt. "What do you look at?" Han gik hen mod englen mens han betragtede hende med sultende øjne. Hans sult var endnu ikke slukket men at kaste sig over hende var ikke lige hans stil, nej, han fortrak den mere formelle måde, med civiliriseret mennesker, eller væsner som det nu en gang var.
Han trak vejret dybt og gik helt hen til englen og betragtede hende, mens han prøvede at afgøre hvilke alder hun var, og type ikke mindst.
Selv havde han aldrig haft nogle familie, eller jo, en gang havde han haft det, men det var snart ved at være et hundrede år siden og det var heller ikke noget han savnede, han savnede ikke rigtig noget ud over sit elsket blod, men det kunne han også få så tit som han ønskede næsten, så det kunne da sikkert nok gå, han havde ikke mange kvaler, han levede jo livet i bedste velgående som mennesker ville kalde det. Dog var der en sort lille prik i glædesbilled i form af en hybrid han havde skabt, den fandens lille engel - Kaiden, som ikke længere kun var engel, men også vampyr, lidt af en fejl, men dette måtte han vel rette op på i den nærmeste tid.
//Krea svigt ... jeg er helt død >.<'//

Naina betragtede den unge mand der satte sig ned. Han så mystisk ud og man kunne se hans skræmmende afslappende blik helt fra hvor hun sad. Det virkede ikke ligefrem hyggeligt. Han så faktisk ret kold ud. Og da han sagde at pigen behøvede forældrene blev hun selv lidt bekymret. Hun burde nok ikke bare sidde og stirre sådan på hvad andre lavede, men på en eller anden måde følte hun sig mere og mere optaget af det.
Hun så han rejste sig kort efter og gik ud af døren. Derefter lænede hun hovedet tilbage mod stenvæggen der var bag hende, men kunne fornemme noget lidt efter. Hun rynkede brynene kort inden hun åbnede øjnene og fik et chok da han var på vej hen imod hende. Han havde åbenbart opdaget hende så derhen, men det var dog ikke meningen at hun skulle have været så optaget af det.
Hun rettede sig mere op og uden hun vidste af det havde hun faktisk rejst sig op over at have fået sig sådan en overraskelse. Hun skulle lige til at svare, men trak så lige vejret en ekstra gang. Hun kunne gætte sig til han nok ikke forstod hendes sprog. "Nothing. I'm just borring" fik hun sagt så godt hun kunne. Hendes engelsk var ikke blevet brugt i flere år så hun skulle lige have genopfrisket det igen. Dog vidste hun at uanset hvad hun skulle sige ville han nok kunne forstå det på en eller anden måde så længe hun prøvede at udtale ordene rigtigt.

//Gør ikke noget. Jeg har lidt de samme problemer, men det helt okay :)