! Afsluttet ! The Terrors Happy Hour ~ Advarer Om Voksent Indhold! ~ XXX ~ Mature Content!

Stedet: Domkirkens indre.
Omgivelserne: Bænke. Mennesker. Rosenmalerier på væggene. Statuer af Jesu Kristi og 'Gud'. Og alt det andet, man typisk finder inde i en stor kirke.
Vejret: Det er dejlig lunt udenfor, på trods af den smule støvregn, der har været hen af de første timer på dagen, og til aftenen.
Tiden: Starten på aftenen, 19:43.

"O-og la-la-lad os n.. n-nu bede!"

Præsten var ikke det eneste væsen, der stod nærmest storsvedende inde i den hellige domkirke, denne søndag aften. Foran den enorme trædør, stod Grin storsmilende. Hans groteske tænder stod tydeligt malet i hans ansigt, sammen med de modbydeligt stirrende øjne, og det halvlange sorte hår, der klæbede sig til hans hals, - som om håret altid var vådt, eller gennemvædet af en eller anden form for olie. Denne gang var hans tøj dog ikke bestående af nogle kedelige, ekstremt ødelagte klude fra hans yngre dage. Han havde en hvid skjorte med lange ærme på, hvor halskraven nærmest var naturligt flosset. Hans lange ben var dækket af et par stramme jeans, som forunderligvis fik ham til at se bare en anelse mere menneskelig ud, hvis man da så væk fra hans stadigt stikkende øjne, hvor mange fik den mistanke, at øjenlågene var blevet klippet af.
Det var først, da de troende der var mødt op, var færdige med at bede til Gud den Almægtige, at en ældre kvinde sprang op fra hendes siddeplads, og med en sitrende finger pegede på Grin, der tavst fulgte hendes vrede ansigtstræk.

"Præst! Brug dine hellige ord, til at fjerne den mand! han er Djævelens søn, det kan vi alle sammen se! Han bør ikke være i Guds hus!"

Præsten klynkede let, men ledte efter de rigtige latinske ord fra Biblen, der skulle jage Grin væk derfra. Men han nåede ikke at bladre mere end 3 sider, før en skinger og ekko-gentaget latter indhyllede hele storsalens liv med skræk.
Grin stod med armene over kors, bare for at provokerer de tilstedeværende, imens han afslørede det røde kød bag tænderne. Da grineflippet endelig døde hen, kiggede han med tilfredse øjne på den gamle kvinde, der før havde anklaget ham for at være 'Satans Yngel'. Smilet havde nu ikke kun spor af sult, men også en vis portion glæde, hendes reaktion på hans tilstedeværelse havde afgivet.

"Jeg er skam ikke skabt af Satan, din antikke oldsag. Jeg er kommet ud af min menneskelige mors vagina, og blev så bidt af en forgiftet ulv! Og hvis du ikke holder din kæft, gamle kælling, så får du lov til at mærke, hvad virkelighedens rigtige smerter er som! Bwahahahahahahahahahaha! Ahaha! Huhuhu!"

Olivia havde desværre ikke nået aftenens gudstjeneste, hun havde måtte tage næring til sig. Desværre. Men nu var hun på vej mod kirken for at tilstå sin synd og bede Gud om forladelse. Det virkede måske latterligt, men det hjalp hende til at acceptere hvem hun var, hvad hun var. Takket være Gud kunne hun leve fuldt ud som vampyr, uden at have det dårligt med det. Livet uden den accept af hvad hun var blev alt for besværligt. Hun havde i starten forsøgt at benægte sin forvandling, sin forbandelse. Men det havde været umuligt. Det havde forvandlet hende til et monster, når hun ignorerede sit behov for blod. Hun havde været igennem perioder hvor der havde været problemer, hun havde slagtet uden at tænke, hun havde været for hensynsløs og dum. Men de tider lå over 300 år tilbage i tiden, det var hendes fortid og hun ville ikke kigge tilbage mere.

I takt med at hun kom tættere på kirken, begyndte hun at fornemme en tilstedeværelse som ikke passede ind. Lugten af hund, af ulv, var stærk. Hvad lavede en varulv dog ved kirken? Olivia overvejede om hun skulle vende om igen, men hun kom hurtigt fra det. Det var så sjældent at der var aftensgudstjeneste.
Ordene fra en ældre kvinde hørtes til trods for de lukkede trædøre. De tunge døre kunne ikke holde mange hemmeligheder for den rødhårede vampyr.
Hvem snakkede hun mon til? Varulven? Hendes spørgsmål fik dog hurtigt svar, da ulven svarede igen. Sikke dog et uhøfligt væsen. En ting var at rende rundt og lege hund, en anden ting var at fortælle hele verden om det. Det var ikke normalt. De fleste i Di Morga holdt deres identitet hemmelig for omverden, de var de færreste som lod menneskerne kende til deres hemmelighed.
Olivia selv havde kun fortalt om sin forbandelse til præsten, dog uden at uddybe hvad den helt præcist gik ud på. Præsten havde heldigvis ingen indvendinger haft, så der var intet problem. Men denne ulv var dum. Det var helt sikkert.

Efter kort tids overvejelse tog Olivia i døren og trådte ind i kirken. Hun lokaliserede hurtigt den naive ulv og de forfærdede mennesker, som sad på kirkebænkene. De fleste bad til Gud om at slippe helskindet derfra, men det skulle Olivia nok sørge for at de gjorde. Mange ting kunne folk vælge at fucke med, men de skulle holde sig fra kirken. At ulven afslørede sin identitet overfor så mange mennesker og så troende mennesker. De fleste ville nok have regnet ham for at være en eller anden mental case. Men ikke disse mennesker. De ville sprede ordet, de ville gøre alt for at stoppe dette væsen.

Efter få skridt stod hun nu foran ulven, mellem ham og de andre mennesker i kirken. Det høflige smil spillede over de rødmalede læber, de grønne øjne fikserede sig på den dumme hund og korset om hendes hals hang tydeligt fremme på den sorte kjole. Det røde hår hang ned over hendes ene skulder i en tyk fletning.
"Du burde gå efter nogen på din egen størrelse, det er for fejt at true ældre kvinder, hund." sagde hun, hendes stemme var kølig og bidende, men det høflige smil afværgede den maksimale effekt. Hun havde heller ikke lyst til at komme op og slås med ulven, han skulle bare væk og holde sig fra kirken.

(haha, nu håber jeg at jeg svarer i det rigtige emne :])

Det ene øjenbryn var sprunget helt op til hårgrænsen på Grins pande, og det andet buede ned mod hans ene øje, hvilket gav hans udseende en endnu mere sindsyg effekt, end det burde have været muligt. Grins smil ændrede sig fra en sulten facade, til et drilsk udtryk, hvilket blev forstærket af tungens pludselige gentagelse, med at slikke den synlige del af overtænderne, på en nærmest glubsk måde. Hans fingre trommede nu tålmodigt imod hinanden, imens at Grin lod kvinden tale ud. Da Vampyren så ud til at være færdig, tog han et skridt tættere på hende, så deres ansigter var uhyggeligt nære.
Det så en smule humoristisk ud, da hans ansigt lignede noget fra en psykotisk skrækfilm, og hun nærmest var skønheden, fra den kendte tegnefilm, Skønheden og Udyret.

"Så du har tænkt dig at gemme dit sande jeg, bare fordi mennesker ikke kan tåle en smule barsk sandhed? Og det forslår du, at jeg også gør?

Grin tog et skridt bagud, og lavede en halv cirkel med det udstrakte højre ben, så en af de mange bænke blev skubbet så langt bagud, som bænken bagved tillod den.

"Og så har du tænkt dig at leve i skyggerne. Folk undgår dig, selvom de ikke kender til din sande natur, fordi du er ikke er som dem. Man bør ikke benægte sin egen afstammelse, selv hvis man bare er en beskidt køter!"

Grin løftede hovedet, så næsen pegede imod det detaljerede loft, og lavede en rund spids med læberne. Så hørtes det. En skarp, hæs og dog forfærdeligt skinger hyletone, der lød som en Hyæne, der prøvede at efterligne ulvene, - men resultatet blev, som Grins opførsel: Modbydelig, og helt igennem forfærdelig. Hans arme hang afslappet ned, og truede på nuværende tidspunkt ikke om nogen som helst fare. Det ville sige, lige indtil han på en grotesk måde lod den ene hånd klemme om Vampyrens strube, med neglene der pegede advarslende tæt imod huden. Og med hans kvalitet af sorte, nærmest slebne negle, ville det sikkert efterlade et par smalle rifter i Olivias ellers perfekte hud.
Grin smil afslørede hurtigt, at han ikke ville skade hende, - bare have lidt sjov, med at se hendes reaktion på hans trussel, der på alle måder var tom.

"Er det virkelig så sjovt at gøre, hvad de tåbelige mennesker vil have?"

Olivia betragtede blot den dumme ulv, alt imens denne skar grimasser. Ville han virkelig se så utilregnelig ud? Hvem ønskede at se sådan ud? Man dømte vel sig selv til et liv i ensomhed. Men på den anden side; selv seriemordere fik kærlighedsbreve i fængslet.
Hendes ansigtsudtryk forblev det samme som hun kiggede på ham. Hans ansigt der blev mere og mere psykotisk skræmte hende på ingen måde. Hvorfor skulle det? Han var en mental case, lige noget for Freud. Men så var det heller ikke værre. Heller ikke da han trådte tættere på hende fortrak hun en mine. Slet intet afslørede hendes ansigt. Det var vel det han ville have, så hvorfor give ham det?
De stod tæt på hinanden, men de grønne øjne var lige så beslutsomme som da hun først havde set på ham. Hendes stædighed slog ind. Nu ville hun ikke give op, ikke 10 vilde heste ville kunne stoppe hende.

"Jeg skjuler det, for hvis menneskerne finder ud af at over halvdelen af Di Morgas befolkning består af overnaturlige væsner, så er vi ikke længere velkomne. Hvorfor ødelægge det? Jeg lever hellere i fred med alle andre væsner, end at føre min race frem. Det vil blot medføre en uendelig krig.." hviskede hun. Menneskerne skulle ikke høre hvad de snakkede om. Det ville ødelægge det hele.

Hans pludselige bevægelse fik hende kort til at hæve øjenbrynet, men var ikke synderligt imponeret. Ha, han var jo bare en ulv med hundegalskab.

"Jeg lever netop ikke i skyggerne, fordi folk ved ikke hvem jeg er.. Du virker måske meget frastødende og ucharmerende for mange, men jeg har ingen problemer med at mingle med folk." forklarede hun. Hvordan kunne han modsige sig selv på den måde?
"Tror du virkelig på, at hvis du stod frem og fortalte alle om hvad du var, så ville du få lettere ved at gå på gaden? Tsk.."
Tænk at nogen kunne være så naive, stupide. Det var ligefør det irriterede hende, men hun lod sig ikke mærke med det. For første gang siden hun kom ind i kirken, slog hun blikket ned i gulvet og fnøs igen.

Hans hylen skar hende i ørerne og hun havde ikke forudset hans næste træk. Hans hånd om hendes hals. Det var ikke trykket mod hendes strube eller truslen fra de skabe negle som hun var bange for. Det var derimod alle de bakterier som sad på hans hånd. Hun kunne nærmest mærke hvordan de bevægede sig fra ham og over til hende. Hun kunne ikke klare bakterier, hvilket man nok også ville kunne gætte hvis man lagde mærke til hendes altid rene ydre. Hun kunne ikke fordrage det.
Men det eneste man kunne tolke i hendes ansigt var det hævede øjenbryn, der tydeligt sagde "var det virkelig det?". Hun ville ikke provokere ham til at gøre alvor af sin trussel. Det skete bare.
Det høflige smil var stadig at finde på hendes læber og hun takkede de høje hæle for at hjælpe hende til stadig at kunne stå på jorden.
"Jeg adlyder intet menneske, jeg er blot tro mod mig selv, hund.." hvislede hun.

Grin rystede på hovedet, lod det tilte hurtigt til begge sider, imens han tænkte sig om. Gud, hvor kunne han virkelig ikke li at gøre noget, der ikke var impulsivt, - uden en irriterende plan, der altid i sidste ende gik grueligt galt. Han besluttede sig til sidst for at gøre, hvad der behøvedes, for at hun begyndte at forstå ham, - selv, hvis det kun var en lille smule, eller slet ingen.
I virkeligheden, havde han bare lyst til at have noget at snakke om, med pigen. Hun var et godt selskab, det indrømmede Grin gerne.

"Det der betyder noget, er ikke at de idioter kender livets realiteter. Det, der virkelig har stor værdi, er at gøre noget, som folk ikke vil have. Gå imod strømmen, og bliv velsignet med sindsygen."

Han slap hendes strube, og løftede begge hænder op i luften, hvor de formede sig som en ørns kløer. Smilet stod endnu malet på hans ansigt, selvom Olivia tydeligvis var dybt uimponeret, uanset hvad Grin syntes at foretage sig. Ikke fordi han tog sig synligt meget af det, men det var da stadig en interessant mangel på reaktion, hvilket fik ham til at gøre noget dybt unormalt, - Tale fornuftigt.

"Men hvis det virkelig ikke er noget du ønsker sker, så har jeg da et forslag. Jeg holder op med at tale om vores.. Overnaturlige.. Eksistens, og du gør tilgengæld en lille bitte ting for mig." Læberne strakte sig så meget, at smilets ender nærmest nåede helt hen til hans mellemstore øre, der vrikkede nysgerrigt. "Jeg vil have dig til at være det modsatte af blufærdig... Eller rettere sagt:
Klæd dig af, helt ned til det sidste stykke stof, der berører din krop. Hvis ikke.. Huhuhuhuuu.. Så kommer du nok ikke til at snakke med den her kirkes præst længere, vampyrita."

Grin havde gennemskuet hende, og det havde på alle måder overrasket ham at hun stod inde i en kirke, men ikke mere end at han ønskede at udnytte hendes 'hemmelighed'. Derfor hviskede han også, da han skulle udtale de sidste to sætninger, men nok så tydeligt, at hun ikke ville kunne høre forkert.
Grin glædede sig, til hendes reaktion nu. Ville den være kold? Overrasket? Forfærdet?.. Det kunne være hvad som helst, og han nægtede at gå glip af det.

Olivia fnøs endnu engang. Hvordan kunne det dog betyde noget at gå imod strømmen og oveni købet blive sindssyg? Hun forstod ikke hans tankegang. De var vidst også vidt forskellige, som dag og nat. Der var næppe mange ligheder mellem dem og hvis der var, ville de kunne tælles på én hånd. De havde begge været helt almindelige mennesker – det var vel den største lighed. Men de besad bestemt ikke samme egenskaber og på nuværende punkt fandt hun ham dybt usmagelig. Hvad var han dog for et væsen? Var der mon slet intet dybere end blot hans sindssyge lyster og ideer?

”Det betyder måske noget for dig, men det har ingen værdi for mig. Jeg vil ikke gå imod strømmen, blot for at gå imod. Jeg vil hellere være tro mod mig selv og gøre hvad jeg vil, uafhængigt af andre og deres meninger. Freak.” svarede hun. Det høflige smil var væk og hendes stemme bar et tydeligt præg af, at hun foragtede ham og fandt ham.. Forkert.

Da han slap taget om hendes strube, kunne hun ikke lade være med at lade et par fingre strejfe det sted, hvor han havde haft fat. Hun frygtede det mærke han havde efterladt, trods alt var hans fingre jo bestemt ikke. Hendes fine, hvide kjole bar også præg af at han havde været så tæt på hende og der var kommet en plet eller to rundt omkring på det blonderede stof. Hvis han dog bare vidste, hvor svært det var at få en hvid kjole ren igen.

Hans ord tog lang tid om at trænge ind, da hun stadig var dybt optaget af sit tøj. Hun ville ikke se sjusket ud, hendes udstråling og image ud ad til betød mere end man kunne forestille sig. Tøjet var vigtigt og intet blev overladt til tilfældighed. Hvis man nogensinde kom tættere ind på livet af hende og så hendes hjem, ville man få en langt større forståelse for hendes lille mani.

Hans foreslag var ikke noget hun brød sig om, til trods for at hun endnu ikke havde hørt den sidste del. Fyren virkede utilregnelig og hans smil varslede ikke godt. Han måtte være sindssyg, rablende gal og ustabil som ind i helvede og ud igen. Hvorfor skulle hun også være stødt på ham?

Bag hende var folk begyndt at trække mod den bagerste ende af kirken. Der var en bagudgang om præsten sikkert havde tænkt på, men da han blev nævnt stivnede han. Som lammet stod han tilbage mens resten af kirkegængerne skyndte sig ud. Olivia var ikke bekymret for om den dumme varulv ville stoppe dem, hun var hurtigere end ham og ville kunne afværge hans angreb til de kom ud.

Da resten af forslaget kom over de hæslige læber, blev Olivias blik blankt for et øjeblik. Han ville have hende til at smide tøjet? Hvad fanden var han for en psyko? De næste par minutter stod hun helt stille, uden at sige noget. Mange tanker gik gennem hende og situationen blev vendt og drejet et par gange, indtil hun rettede hovedet op igen. De grønne øjne udstrålede den voldsomme foragt hun følte for ham og i løbet af et splitsekund stod hun bag ham, med armen vredet om på ryggen af ham.
”Du har måske syge tendenser, men du blandet ikke, og jeg gentager, ikke uskyldige mennesker ind i dit latterlige pis..” hvislede hun med en stemme, der grænsede til at være en snerren. Hun ville ikke have præsten rodet ind i det svins lort, det skulle ulven i hvert fald ikke slippe godt fra!

Olivia var langt stærkere end de fleste umiddelbart ville gætte på og desuden var hun ældre end mange regnede med, så ulven havde måske undervurderet hende. Det tog hende i hvert fald ikke lang tid at få ham med udenfor og over på den anden side af vejen, hvor den bare mark lå, badet i lyset fra månen.
”Vil du noget, så tager vi den herude.. Ingen uskyldige mennesker blandes ind i det og du holder dine perversiteter for dig selv..” snerrede hun, men havde allerede givet slip på ham og stod nu overfor ham, et par meter fra ham. Høfligheden var loooonge gone, nu stod kun vampyren tilbage.

Grin strakte begge hænder imod luften, da vinden begyndte at klatre op af hans lemmer. Nu da scenariet var skiftet fra en elegant dekoreret hellig sal, til naturens åbne vidder, kunne han nemmere være sig selv. Indenfor lukkede døre var luften nærmest kvalm, og gjorde ham ret så utilpas, i forhold til den friske luft, der kun gjorde ham mere spændt på at opleve noget spændende. Såsom at snakke med en kvindelig vampyr, der tydeligvis ikke brød sig om hans eksistens.
Grin gabte kort, automatisk med hånden for munden, imens han lod blikket glide over på tøsen igen. Han fornemmede tydeligt hendes aggressive forvandling fra rolig og fattet, til den åbenlyse følelse af at være vred. Det fik ham til at le en anelse, før han satte sig for at tale, og mærkværdigvis nok, gjorde han det på engelsk. Der var ingen grund til det, han gjorde det bare, uden at betænke det yderligere.

"Aw, come on babe. I was just teasing the old fella a little. I could never actually think about hurting him.." Grins udtryk, blev til en blanding af fryd og en spinkel forventning om, at hun ville gennemskue hans åbenlyse løgn, der nærmest fornærmede hendes intelligens, der helt sikkert var højere end Grins.
"And by the way, cutiepie.. You have something on the neck"

Med den sorte fingernegl, pegede han lige præcis på midten af hans egen strube. Der var ikke noget, for hendes hals var ligeså bleg og ren som før hans hånd havde berørt hende, men han ville gerne afprøve en teori. Selvom han virkelig ikke brød sig om at tænke over tingene, kunne han tydeligt regne ud, at med hende her, behøvede man en plan. Noget, der kunne ruinere hendes 'perfekte' facade.

"Let me tell you the true reason, why I'm like this..
I'm like this, because of the humans, you try to protect so stupidly. They. Made. Me"

(Jeg undskylder kraftigt, at det her svar er så kort! ó__ò)

Olivia indså hurtigt, at hun blot havde placeret varulven på sin hjemmebane. Men hellere det, end at det gik ud over uskyldige mennesker. Hun håbede at dem der havde været til stede i kirken, ville tro på at den dumme hund blot var en psykisk syg freak som rendte rundt og skræmte folk. Måske rygtet ville brede sig? Så ville ingen nærme sig dette syge væsen. Hvorfor skulle de dog også det? Tsk, hun burde aldrig have taget kontakt til det sære væsen, hun skulle have ignoreret det fra start og blot fået folk ud af kirken. Så kunne han sejle sin egen sø.
Men nu havde hun grebet situationen anderledes an og det måtte hun så tackle. Der var ikke så meget andet for, ikke lige nu. Hun måtte ligge som hun selv havde redt. Hendes følelser var også begyndt at tage over, men det tog hende ikke lang tid at genvinde kontrollen igen. Foragten forsvandt fra de grønne øjne og inden længe så hun atter udtryksløs ud. Det var ikke til at sige hvad hun tænkte. Kun folk der kendte hende yderst godt, ville kunne se det. Men ingen kendte hende så godt, ikke endnu i hvert fald.

Hundens ord var hun ligeglad med. Det var en løgn, han forsøgte at narre hende. Det var egentlig underligt at han troede, at han kunne narre hende. Hun havde altid været intelligent, altid været hurtig og skarp. Især til at gennemskue folk. Mon han gjorde det med vilje eller vidste han bare ikke bedre? Hvis han ikke vidste bedre, så havde hun ondt af ham. Det ville give ham en grim overraskelse senere hen – hvis deres underlige sammenstød altså ikke blev brudt.

Hans ord om at hun havde noget på halsen fik hende et øjeblik til at overveje det, men nej. Hun ville ikke tro på ham. Det eneste hun havde på halsen var bakterier fra ham, men de skulle nok blive vasket af tids nok. Blod ville hun kunne lugte, om det var hans eller hendes eget. Lugten af blod genkendte hun på lang afstand. Nogle gange kunne hun ikke holde det ud, andre gange var det ligegyldigt. Det afhang af om hun havde spist eller ej. Hvis det var lang tid siden hun sidst havde drukket, så ville det være ulideligt at lugte til den skarpe, metalliske lugt af blod. Men når hun havde spist, ville hun kunne stå på et hospital uden at rynke på næsen.

Hans ord overraskede hende. Var han virkelig så dum? Stakkels dumme hund, dog. En kort, afmålt latter slap over hendes læber og hun rystede en enkelt gang på hovedet. Troede han virkelig på, at det var menneskernes skyld at han var blevet sådan?
”Oh dear. You should open up your eyes and look around. You have made yourself. Most likely some random werewolf bit you, but you have made yourself like this. You chose this. No human did this to you. You have had your own choices to make and you chose this.” svarede hun hånligt. Den irske accent skinnede klart igennem i hendes engelsk, hun var født og opvokset i Irland og det sad stadig i hende.
”Humans might be stupid, but then you are just as stupid as them.. If you really believe that they have made you..” fnøs hun.

Grin bjæffede en smule, da den søde latter fra Olivias strube rungede ud i den middelkolde luft. Hvis han havde haft et par pjuskede ulveører fremme på det tidspunkt, havde de fulgt den blide lyd, lige til det sidste fnis. Noget så fortryllende, skulle selvfølgelig kort efter destrueres, af den efterfølgende sammensætning af ord, flagermusetøsen fremlagde.

Hvad der skulle vise sig at være muligt, blev tydeligt fremvist i Grins ansigt. Det bestialske smil forsvandt, da læberne styrtdykkede, til en ekstremt utilfreds mine. Øjnene mistede deres uhyggeligt optimistiske glans, men gloede bare arrigt på Olivias ansigt, der var malet med medlidenhed til hans åbenlyse stupiditet.

Han var rasende. Hendes hånlige attitude fik ham til at knytte næverne, så huden ved knoerne blev hvide og følelsesløse. Halsens årer poppede frem, som tynde små slanger, der vred og bugtede sig. Men selvom Grin ikke længere viste sit kendetegnende, psykotiske smil strukket langs ansigtet, var der ingen tvivl. Han var stadig en glubsk menneskeulv, der kunne finde på hvad som helst.

"And even if I am nothing but a stupid dog, are you then sure, that you are the smart one here?" Grin hikkede en smule, og lidt af det sædvanlige smil vendte langsomt tilbage. Men øjnene glødede stadig sultent, og de ville have hende. "What I see, is a town, full of maniacs. And you, vampire, are just as wacky as them."

Grin slog hænderne ud, så han var fuldkommen blottet for det defensive. Hvis Olivia slog til nu, ville hun snildt kunne slå ham ihjel, selv hvis hun gjorde sig ekstremt langsom. Hans brystkasse hævede og sænkede sig med en ufattelig fart, da en afskyeligt hæs latter kvalte naturens harmoniske baggrundslyde.

Med et gustent blik i øjet, afsluttede Grin hurtigt sin talestrøm, ved at understrege den forrige sætning. Endnu engang lykkedes det Grin, at blive ufatteligt hurtigt glad igen, på trods af de dårlige odds.

"You are all insane! Wuahahahaha! You really are!"

Fandt dyret hende latter.. underholdende? Sød? Han havde ikke fanget hvor påtaget og næsten falsk den havde været? Når hun virkelig grinede, så lød det meget mere kærligt og melodisk – hvis hun selv skulle sige det. Den påtagede latter var bare kunstig og grim. Hun hadede den, men alligevel havde den sin charme. Det var et udmærket våben i en verbal kamp.

Olivia betragtede hans forvandling fra det psykotiske og gale, til det vrede og rasende. Hun havde fundet et ømt punkt – jackpot. Hun lærte mere og mere om det væsen der stod foran hende, alt imens han lod til ikke rigtigt at opfange så meget. Det var egentlig underligt, hun havde troet at det syge væsen ville have været mere intelligent. Men han lod til blot at være.. Gal.
Selv syntes hun at hun var ved at finde ud af hvordan det ildelugtende væsen hang sammen. Han var gal, han betegnede alle omkring sig som gale og var ligeglad med uskyldige væsner. At håne ham ville blot gøre ham sur, han brød sig ikke om at blive nedgjort og især ikke på sin intelligens. Men hvordan fandt hun mon en nøgle til de mere menneskelige dele af ham? Hun gad egentlig godt snige sig tættere ind på livet af ham, men det lod til at være en vej fyldt med landminer. Hun kunne let træde på en af dem.

Til trods for at hun følte, at hun havde forudsagt hans næste træk, kom spørgsmålet bag på hende. Var hun den kloge her? Nej, hun ville ikke påstå at hun var klogere, men det var kun fordi hun ikke kendte til ulvens egentlige intelligens. Olivia var stille i et minut eller to, før end at hun svarede ham.
”Jeg har intet behov for at være den klogeste. I'm still learning, dear. And I will keep learning till the day I die.” svarede hun. Et enkelt smil strøg over hendes læber, men kun i et kort øjeblik. Hun elskede at lære nyt, det var det bedste ved at være vampyr – hendes udødelighed gjorde hende i stand til at opleve hele verden, besøge steder hun ikke kunne da hun var menneske og lade hende lære så mange ting. Måske alt? Hvis hun da blev så gammel...

Da ulven blottede sig selv, kunne Olivia ikke helt modstå muligheden. Inden han kunne nå at blinke med øjnene, stod hun bag ham. Grebet om ham var stramt og hvis hun ville, kunne hun rive hans hjerte ud før end at han ville kunne reagere. Det var en anden positiv ting ved at være overnaturlig. Hun var hurtigere end de fleste og kunne så let som ingenting slå folk ihjel. Ikke at hun nød det, i hvert fald ikke hver gang. Men i nogle situationer fortalte hendes mavefornemmelse hende, at hun havde retten til at ende en andens liv. Det var egentlig underligt, for som menneske havde hun troet på at ingen havde den ret. Det var sjovt som at vampyrlivet satte alt i perspektiv.

Olivia stod utroligt tæt på ham, hun lyttede til hans vejrtrækning, blodet der pumpede, hjertet der bankede. Det var en rar lyd. Hun havde altid drømt om at falde i søvn i armene på en dødelig, så hun kunne lytte til hans hjerte slå. Desværre var det svært at finde dødelige, som faldt i hendes interesse. Hun var noget så kræsen og lod sig ikke forføre af hvad som helst. Den dumme køter ville aldrig kunne komme tæt på hende – det håbede hun i hvert fald ikke.

”You idiot. You are the only insane person in this town..” hviskede hun tæt ved hans øre inden hun slap ham igen. Der gik kun et kort øjeblik inden hun stod på meters afstand af ham igen. De høje hæle lod ikke til at ville samarbejde med den bløde jord. Skulle hun virkelig ødelægge et par Louboutin hæle for det her? Tsk, han måtte skylde hende et par nye..

Det var som om at Grin lod hende gøre, hvad hun ville. Selv da hun tog et stramt greb om hans krop, stod han bare tavst og nød lugten af det våde græs, der voksede på de lange marker under dem. Noget, der kunne få Grins never til at slappe helt af, var når naturen gjorde alting smukt. På en forunderlig måde, var vampyrtøsen også en skønhed i sig selv, selvom hendes ord kunne slå en hård, mental lussing.

Grin løftede blikket, og stirrede på en bestemt sky, der lyste mere op end de andre på nattehimlen. Han ventede, lagde mærke til, hvordan det hvide blev mere og mere fremtrædende. Hvis han var heldig, ville det vise sig en være en fuld måne, - det, der skulle vende denne spændte situation 180 grader.

"That's just typical.."

Månen stod nu fremme for fuldt flor, men den var et par dage fra dens helt runde skikkelse endnu. Det sørgelige resultat fik Grin til at klappe hænderne sammen et par gange, imens han øjne fokuserede på vampyrtøsen, - de skinnede nærmest af skuffelse.

"Lucky for you, this normal being, can't win this battle tonight. And I will never win any other wars. It's because, you see.. I wanna change into someone good.. You make me wanna change myself."

Olivia undrede sig over at hun bare fik lov til at gøre hvad hun ville. Han sagde hende ikke imod, han gjorde ingen modstand. Han var helt passiv, hvilket ikke gav mening for hende. Hun forstod det og var der noget hun hadede, så var det når hun ikke forstod ting. Til trods for at det irriterede hende voldsomt, lod hun sig ikke mærke med det. Hun stod blot overfor ham, helt udtryksløs.

I det han kiggede op, fulgte hun hans blik. Det var dumt at blotte sig sådan, lade fokus falde på noget over hende. Hun havde ikke en chance for at opdage ham, hvis han satte ind mod hende – fysisk og verbalt. Men han kom ikke farende, han gik ikke til angreb. Der var i hvert fald ingen pludselige bevægelser fra ham.
Det gik pludselig op for hende, at havde dette været et par dage senere, så ville fuldmånen have oplyst dem. Den ville have forvandlet ham og et enkelt bid ville være alt der skulle til, før end at hun svævede på grænsen mellem liv og død. Hun ville ikke overleve et varulvebid. Hun kendte ingen kur og biddet ville afkræfte hende. Det var i hvert fald hvad hun havde hørt.

Hans ord fik hende revet ud af tankestrømmen og hun så igen mod ham. Skuffelsen stod malet i hans øjne og hun rynkede panden. Ville han have slået hende ihjel hvis månen havde været fuld? Mon hun havde slået ham ihjel først?
Men endnu engang fik hans ord hende ud af de mange tanker, der stod i kø. Hun blev helt paf. Hvad var det dog han sagde til hende? Ville han ændre sig selv på grund af hende? Et øjeblik stod hun stille, men det næste stod hun lige foran ham. Hun hævede hånden og gav ham en lussing. Hvor kunne han?
”Du skal ikke sige sådan noget til mig..” advarede hun lavmælt, men tonefaldet var ikke til at tage fejl af. Hun var dybt seriøs.
Olivia vendte ryggen til ham og gik nogle skridt væk, men facaden var knækket. Hun kunne ikke forholde sig til situationen nu. Hun forsøgte ihærdigt med et par dybe vejrtrækninger, men det lod hende ikke genvinde kontrollen. Damn. Dumme, dumme hund.

Smilet stod fastklistret til Grins gyseligt blege hud, idet en lynhurtig smerte skød igennem hans ene kind. Automatisk havde han drejet hovedet, da en svingende kvindehånd slog igennem luften, og med en uhyggelig præcision lavede et sammenstød mellem hans, og vampyrtøsens hud.

Grin lod hovedet forblive i samme stilling lidt endnu, da øjnene langsomt så imod hende, på en ret nasty måde. Nu var det ikke kun hende, der havde opdaget en svaghed. Deres specielle lille spil kunne nu fortsætte.

"Why not? You obviously think much about the difference between good and evil.. So why getting angry, when I tell you honestly, I'd like to join the so-called 'right side'?"

Grin drejede nu også hovedet, så hans glubske, mørkebrune øjne stirrede direkte fremad. Imod vampyrtøsen, der var på vej væk. Hun kunne vist ikke lide at miste kontrollen, hvilket bare fik Grin til at gøre, som han nu gjorde.

Han tog et par hurtige skridt imod hende, og lod begge håndflader hvile på hendes kinder. Selvom neglene var frastødende, og han tydeligvist ikke var verdens reneste individ, ville han nægte at fjerne dem, hvis hun da prøvede at fjerne dem med magt. Han lod overkroppen støde blidt ind i hendes ryg, hvilket skabte en lille mur imellem dem, ud af luft.

"Please try to believe in my words. Even if I'm a filthy dog, you have to trust, that I'm also a very honest one."

Han havde taget imod hendes lussing uden bare at prøve på at undgå den. Noget var galt. Hvorfor var der intet modspil? Det var ligefør at hun savnede det fysiske modspil i stedet for blot det verbale. Hun ville aldrig selv kunne holde ud at være passiv hvis nogen slog hende. Hun var ikke typen der gik ind for vold, men hun var stædig og ingen skulle slå hende. Hun ville ikke finde sig i sådan en behandling. Aldrig.

Olivia bed sig i underlæben. Hun havde afsløret en svaghed. Til trods for at hun ingen forklaring havde på sin reaktion. Han skulle bare ikke sige sådan noget til hende. Det kunne man da ikke. Kunne man?
Forvirringen satte præg på hendes tanker, hvilket resulterede i at hun var knap så opmærksom. Hendes tanker fyldte meget hos hende og hvis de optog hende, var det svært at komme i kontakt med hende.

Hans ord trængte heller ikke ind. Hun opfangede godt at han snakkede til hende, men ordene var blot fjerne. Hun registrerede hvad han sagde, men det trængte ikke ind. Tankerne havde spundet sit spind omkring hende.

Det var også på grund af hendes tanker, at hun ikke hørte ham komme nærmere før end at hun kunne mærke to hænder mod sine kinder. Hun stivnede og stoppede brat op. Det var som om bakterierne fra hans hænder var orme, der trængte sig igennem hendes perfekte, hvide hud og ind i hendes indre. Hun havde lyst til at skrige, men holdt det med nød og næppe inde. Kun en svag utilfreds lyd undslap hendes læber. Han var alt for tæt på hende og det var ham der havde kontrollen. Hun var i en meget uvant situation.

Det tog hende noget tid at vende sig til at han nu stod dér og rørte ved hendes hud. I den tid var hun helt tavs. Han måtte kunne mærke hvordan hun spændte op i kroppen. Man skulle være godt dum hvis man ikke kunne regne ud, at hun ikke brød sig om situationen.

Efter et par dybe vejrtrækninger genvandt hun dog en nogenlunde kontrol over sig selv. Situationen blev vendt og drejet, men hun måtte erkende at hun nok ikke ville kunne forudsige hans næste træk lige meget hvad hun gjorde. Så derfor gjorde hun brug af sit yndlingsvåben – ord.

”Give me one good reason to believe your words.. Du har endnu ikke givet mig nogen grund til at stole på dig, så hvorfor nu? Desuden skiller jeg ikke mellem god og ond, da jeg ikke tror på disse begreber. Jeg snakker om hvad der er rigtigt og forkert. De to ting har intet med hinanden at gøre.. Der er ingen 'right side'..” begyndte Olivia og langsomt blev hun mere afslappet i kroppen.

”Menneskernes verden er slet ikke så sort og hvid som du stiller den op, der er mange nuancer ind i mellem. Du lader blot til at være blevet så blind, at du ikke kan se dem. Du er så optaget af din enestående evne til at gå imod strømmen og være anderledes – men jo mere du påstår at du gør det, jo mindre skiller du dig ud fra alle de andre i mængden. You are just one in a billion, nothing special..” fortsatte hun. Hendes stemme var noget nær en hvisken nu. Han ville ikke behøve det højere for at kunne opfange hendes ord, nu de stod så tæt.

”Det er jo lige før at du er dummer end menneskerne.. Gør det dig speciel?” spurgte hun i et tonefald, der var så sukkersødt som marcipanen til jul. Men under det sukkersøde dække, lå der en syrlig spydighed, spottende og led.

Grin lod provokerende en finger langsomt snige sig op af hendes venstre kind, imens hun prøvede på at såre ham verbalt. Men det var i tider som denne, at han virkelig kunne nyde godt af sin evne til at lukke af for alt, der lød det mindste logisk.
Men da Olivia syntes at afslutte den nærmest uendelige talestrøm, sneg en ondskabsfuld tanke sig frem fra et mørkt skjul i hans hjerne. Hvilket fik ham til at le på en modbydeligt skinger måde, inden han syntes at rykke vampyrtøsens hoved til siden, så de nærmest kiggede direkte på hinanden.

”I can prove myself in some kind of way, pudding. Tho, it isn't going to be now.. Huhu! And by the way. I said normal. Not special.”

Med et kort ryk fremad, lykkedes det hurtigt Grins læber at støde brutalt ind i Olivias. Begge hans hænder var rykket ned til hendes hals, og klemte den blidt, selvom vampyrtøsen sikkert ville kunne mærke luftvejen blive en anelse smallere. Hans øjne var klemt sammen til to små streger, men det uhyggeliggjorde kun hans ansigt så meget desto mere.

Deres pludselige kys var intet uheld, og medmindre Olivia var i fuld gang med at standse det, begyndte Grin hurtigt at udvikle det. Hans ene hånd gled ned af vampyrens ryg, og endte ved den ene balle, som han klemte en anelse. Overrasket bemærkede han, at det føltes som om han prøvede at knuge livet ud af en dunpude; så blød var hendes balle.
Men Olivia ville nok ikke bemærke hvad Grins hænder lavede, da han samme tidspunkt lod den klistrede tunge slange sig ind i hendes mund. Hvis hun vel og mærke ikke havde skubbet ham væk. Det slangede stykke kød ville gnide sig hen af hendes tunge, så videre til indersiden af hendes kinder, for derefter at finde nye steder, hvor 'den' kunne afmærke sit slimede territorium vampyrens kæft.

Sådan ville han så blive ved, indtil der kom en fysisk reaktion fra Olivia.
Han regnede ikke med at slippe uskadt fra sin handling, - men det morede ham skam rigeligt.

Olivia brød sig bestemt ikke om den finger, han lod køre op af sin venstre kind. Var det virkelig nødvendigt? Dumme hund. Hun følte et stadigt voksende behov for at løbe hjem og tage et bad, et behov for at blive ren igen. Hun kunne ikke have tanken om bakterierne på sin hud. Årh, det kunne drive hende til vanvid. Hun burde smide den dumme køter i et bad, så han kunne blive ren. Så kunne det være han virkede en smule mere menneskelig end nu.
Hans skingre grin skar hende i ørerne og hun kneb øjnene let sammen, for pludselig at få rykket hovedet til siden. De grønne øjne sendte ham et olmt blik, hun kunne ikke lide at være hans lille dukke som han kunne styre som det passede ham. Det var heller ikke en synderligt behagelig stilling, sådan forvredet rundt med hovedet den modsatte vej af kroppen.

Dog fik hun vendt sin krop om, alt imens han snakkede. Hun gav ikke meget for hans ord, eller hans kælenavn til hende. Pudding? Normalt elskede hun kælenavne, men ikke dette. Det var underligt og det var kommet fra ham. To negative ting der ikke ligefrem gjorde hende mildere stemt.

Hans næste bevægelse kunne hun aldrig have forudsagt. Rykket nåede hun knap nok at opfatte før end at hans løber pressede sig mod hendes. De grønne øjne blev spærret helt op, for derefter at lukke i. Hun sagde ikke nej. Hun var stadig overrasket og en smule lamslået. Han havde slået benene væk under hende, hvilket hun aldrig havde drømt om at han ville gøre.
Presset mod hendes hals fik hende til at give et kort gisp fra sig. Dog havde hun ikke brug for luft for at leve, så det var dybt unødvendigt. Men hans hårdhed kunne hun ikke sige nej til. Han var alt hvad hun afskyede og alligevel stod de her.

Hånden der kørte ned af hendes ryg fik hende kun til at rykke sig længere ind mod ham. Hun havde ingen anelse om hvorfor hun gjorde det, hun havde ingen idé om hvorfor hun gengældte hans kys. Dumme, stupide hund. Hvorfor kunne han gøre det her? Hvordan kunne han gøre det? Hvorfor lod hun ham komme så tæt på?
Hånden mod hendes balle havde hun både lyst til at presse tættere ind mod sig, samtidig med at hun ville skubbe den væk, rive den af ham og kaste langt væk. Det var en forfærdelig blanding af foragt, han frastødte hende, og så lysten og betagelsen af hans evne til at slå benene helt væk under hende.

Den klistrede tunge mødte hendes og hun lod hovedet glide en anelse på sned, så han bedre kunne komme til. Hun afskyede sig selv for at gøre det, men samtidig var det umuligt at stoppe. Helt umuligt. Dog lod hun ikke hans tunge overtage kampen, hendes egen tunge begyndte dansen med hans og dirigerede den rundt. Det var ikke ham det bestemte, selvom at han dog havde hende i sin magt lige nu. Men også kun lige nu!

Olivia lagde armene om hans hofter og lod langsomt neglene synke ned i hans hud. Hun havde forinden blottet den tynde hud ved knoglen ved at skubbe hans trøje en smule op. Det gjorde det lettere for de skarpe, malede negle at synke ned i hans hud. Hun havde et godt greb om ham og hvis hun ville, kunne hun rive ham væk, smide ham fra sig og forlade den ulækre hund.
Hun gjorde det ikke. Dog hjalp det hende til at holde det ud, hun havde langsomt overtaget magten og kunne gøre lige hvad hun ville. Det var en trøst.

Grins hænder, der sitrede af den utrolige spænding, som foregik imellem ham og hans nye 'love-hate' bekendtskab, gled hen til Olivias brystkasse. Fingrene følte sig frem til kjolens smidige stof, inden de knugedes til det. Han følte en behagelig sitren strømme igennem huden, der hvor han var i kontakt med Olivias krop og tøj. Det overraskede selv ham, at de fortsat lignede et nyforelsket par, der nød hinandens selskab under månens klare, hvide skær.
Han følte sig nærmest helt.. Human.

Det var nok også det, der fik ham til at falde på knæ, så hans ben blev mudret lettere til af den grove jordbund. Han havde bare sådan afbrudt et skræmmende delikat kys. Det underlige var, hvilket irriterede Grin grufuldt, at han ikke selv forstod hvorfor. Han havde ingen grund haft til det.
Men nu hvor han alligevel havde ødelagt den pludseligt nære kontakt med Olivia, besluttede han sig hurtigt for at fortsætte sin lille idé. Et smørret smil gled hen af hans ansigt, idet et drilsk glimt syntes at glimte i hans stirrende øjne.

”You certainly have great tongueskills, honeycake.”

Med disse ord fyldte Grin hænderne med den beskidte jord, der rummede betydelige insekter, og formede nærmest en kugle af snavs i hver hånd. Da løftede han pludseligt kroppen igen, idet begge hænder fløj ned foran vampyren Olivias bryst.
Hans fingre åbnede sig kvikt, og det fik jordklumperne til at falde ned i den åbning, Olivias kjole havde allerøverst, ved hendes barm.
En gurglende latter flød fra hans endnu engang strækkede læber, der fremviste de gustne og lettere deforme tænder.

Han nød virkelig at være et klamt røvhul.

Olivia mærkede hans sitrende hænder mod sit bryst. Det føltes underligt og samtidig behageligt. Måden han knugede om stoffet på, hans krop var alt for tæt på hendes og alligevel skubbede hun ham ikke væk. Hvorfor skete det her? Hun var magtesløs i hans hænder, hun plejede ellers at være hård og kold. Hvorfor smeltede hun hos ham? Hvordan brød han hendes parader? Hun forstod det virkelig ikke og hendes hjerne blev ved med at finde en forklaring. Der måtte være noget logisk i det her!

En underlig lyd, som en blanding af et gisp og en knurren kom fra hendes strube, da han faldt på knæ og slap hendes læber. Blandingen af lettelse og ærgrelse skød op i hende alt i mens hendes negle rev ham op af siderne. Hun havde ikke nået at slippe ham, så nu havde hun altså efterladt et blodrødt spor fra de lange negle. Den svage lugt af blod pirrede hendes næsebor. De grønne øjne søgte udover marken, mod træerne for enden. Hun søgte ind i skoven med sindet, i håb om at skubbe lugten af blod væk. Blodet ville på ingen måde smage hende, men nogle gange kunne sulten godt tage over og være ligeglad med de sarte smagsløg.

Dette var også grunden til, at hun ikke opfangede hvad han havde gang i. Hun stod blot dér, helt stille og trak vejret dybt. Hun ville gerne genvinde kontrollen og det hjalp nogle gange at trække vejret, til trods for at hun ikke havde behov for ilt.
Hun løftede en hånd for at lade håndryggen køre langs hendes underlæbe, i håb om at få den eventuelt udtværede læbestift væk. Men læberne var perfekte, ikke den mindste smule rød farve havde smittet af. Et smil gled over læberne, da han kommenterede hendes evner, men smilet var både falsk og hånligt. Ganske halvhjertet endda! Hendes fokus hvilede på skoven.

Først for sent opdagede Olivia hans plan og hun mærkede hvordan jordklumperne og mudderet banede sig vej ned gennem hendes kavalergang. Nu tog vreden over. Hun mærkede hvordan raseriet og hadet brusede gennem hende. Men dette var dog ikke hendes første reaktion.
Den første tanke der slog hende var, at det skulle væk. Hun greb fat i kjolen med begge hænder og rev den fra hinanden. Den sprækkede hele vejen ned, nogenlunde på midten. Nu hang den blot om hendes spinkle krop som en skjorte. Hendes hænder børstede febrilsk snavset af. Heldigvis var hendes undertøj sort, så der kom ingen synlige pletter.
Mudderklumperne satte sig i blonderne på det sorte, delikate undertøj som bestemt ikke overlod meget til fantasien. Hun elskede lækkert undertøj, især det sæt her med de røde detaljer der passede godt til hendes sorte stiletter. Men mudderet på både hendes krop og sko ødelagde synet en smule.

De grønne øjne lynede mod ham og der gik ikke lang tid før end at hun stod med en hånd om hans hals og løftede ham en smule over jorden, så han kun lige ville kunne stå på tær. Hun holdt selvfølgelig på sikker afstand så han ikke havde mulighed for at bide hende. Hun var så usigeligt tæt på at flå hjertet ud på ham og lade ham dø.
Lugten af blod fik hendes hugtænder frem og hendes øjne blev mere og mere rødlige. Hun forsøgte ihærdigt at bekæmpe blodlysten, men det var en hård kamp. Et eller andet sted ønskede hun at give efter og blot lade ham dø. Han fortjente at dø. Lede svin.

Som forventet var hun gået i panik, hvilket havde været den simple grund til Grins stupide handling. Han havde endnu ikke haft sluppet den idé, at vampyrtøsen måtte have noget for renlighed. Hans første prøvelse med denne teori som grundlag, var gået i vasken; men det havde skam ikke standset hans eksperiment.
Så alt imens at Olivia flippede ud, ved at strippe foran Grin på en pænt barbarisk måde, fnes han tavst. Deres roller var nærmest byttet om i denne situation, - Han var nu den rolige, der bare så til, imens at hun lignede et vilddyr i menneskeform. Humoristisk var det nu engang, at se ironien spille ind.

Grin lod en hånd gemme hans smil en anelse, som om han prøvede at slette det faktum, at han morede sig over hendes atypiske opførsel. Han lod blikket falde på det erotiske lingeri, der fik hans lystige tanker til at dominerer hele sindet. Den anden 'hjerne' rystede bag det bløde, iturevne stof, der klistrede sig til hans lettere behårede ben.
Som Varulv havde han en skræmmende hurtig hårvækst, der skulle tæmmes hver anden dag, hvis han ikke ville ende med at ligne en halvlav hulebjørn. Men det var kun ved ansigtet og overkroppen, at Grin gjorde sig umage med at klippe de mange, tykke strenge, der voksede overalt. Han var trods alt ikke typen, der havde den form for hygiejne-vanvid.
Han havde bare et typisk spændings-vanvid.

”Do you li... Ørgh!”

Han nåede ikke engang at gøre sin drilske sætning halvt færdig, da en betydelig fysisk kraft strammede om hans hals, og gjorde det besværligt for luften at trænge enten ud eller ind. Grins hænder fløj automatisk op, så de greb fat i tøsens arm, der var skyld i hans dinglende positur, et par centimeter fra jordbunden. Med et kort sekund af forstand, placerede han skosnuderne imod den grønne bund, så han i det mindste kunne trække vejret en anelse. Ikke engang Grin, ønskede at blive kvalt ihjel, af en pige. Slet ikke denne pige.

Men med et usædvanligt smil, og et provokerende optimistisk udtryk i hans øjne, lykkedes det ham at fremsætte en sætning. Den var dog hæs, og tæt på at knække over flere gange, da luftrøret begyndte at smerte. Hun var fandeme stærk: Det indrømmede Grin åbent for sig selv.

”Come on. Bite me. Make me weak. Kill me. But you do know, that the fun, will be over before it starts, right, Vampyrita?”

Han rykkede halsen en smule, inden han lod et klamt luftkys flyve igennem luften, imod Olivias læber, der stadig havde dna fra deres pludselige 'snav'.

Olivia lod sig ikke distrahere af at han tydeligt blev underholdt af hendes reaktion. Der var ikke så meget hun gad eller kunne gøre ved det. Dyret foran hende var jo tydeligt psykotisk og sikkert også manisk, på den ene eller den anden måde. Fjollede køter. Men han var ikke helt uden intelligens. Væsnet, som hun endnu ikke kendte navnet på, havde gennemskuet hende og hendes renlighedsvanvid. Damn. Det var nok et af hendes svageste punkter. Hun gik langt for at være ren – hun brugte gerne lang tid på at gå i bad, vaske tøj, rydde op i huset og gøre alt perfekt. Hendes hjem lignede noget fra Bo Bedre, det var ikke særligt personligt og så alligevel. Hun var jo perfektionist når det kom til oprydning, så det udstrålede hendes hjem også.

At hendes undertøj kunne fange ham, havde hun slet ikke tænkt over. Hun tænkte ikke alt til ende, lige nu. Overblikket havde hun mistet og så faldt tingene sammen. Det var ikke sjovt, når hun mistede overblikket. Det var ikke noget hun brød sig synderligt om, det hylede hende ud af den og hun havde svært ved at fastholde den høflige facade. Det var ellers en af de ting hun gjorde en dyd ud af at opretholde.

Hans ord druknede, inden han nåede at fuldende sin sætning. Et djævelsk smil spillede over hendes blodrøde læber og det var tydeligt hvordan den onde side nu dominerede. Hvis hun var ham, ville hun være bange. For det var nu at hun var aller mest utilregnelig. Det ville ikke være noget problem for hende at rive hans hjerte ud og bare efterlade ham.
Hans hænder der hvilede på hendes i et desperat forsøg på at komme fri, fik hende kun til at slå en kort, hård latter op. Dog nåede glæden ikke hendes øjne. De var blevet blodrøde og den sorte pupil stod i stærk kontrast.

Hans smil påvirkede hende ikke, hun var faktisk ligeglad med om han smilede eller ej. Hun vidste, at det var hende der havde magten nu og han ikke kunne gøre hverken fra eller til, for at ændre på det faktum. Tænk at han stadig kæmpede. Han burde snart indse, at hverken hans provokerende smil eller hånlige ord kunne ramme hende. Hendes panser var tykt og nærmest uigennemtrængeligt. Han havde sørget for at hendes ligblege krop var mudret til, men han kunne næppe såre hende mere end det. Der skulle meget til før end at han kunne få hende ned med nakken.

”It won't be over, darling.. I'll have fun killing you and afterwards? Then I'll have fun thinking about killing you and the fact that you are dead.” snerrede hun og det djævelske smil krusede stadig på hendes læber. Hun frygtede intet lige nu og alt hvad hun havde kæmpet for at holde nede, var brudt ud igen. Det var som en sygdom, der nu stod i fuldt flor til trods for stærk medicinering. Inderst inde vidste hun godt, at det var dybt forkert. Hendes indre skreg på at hun skulle lade ham gå, smide ham fra sig og skynde sig hjem. Solen ville alligevel stå op om en lille time. Det var på tide at tage hjem.

Efter endnu et par minutter hvor grebet om hans hals strammedes, kylede hun ham fra sig. Han ville højest sandsynligt lande en meter fra hende og have problemer med at trække vejret. Men hun bekymrede sig ikke om ham – hvorfor skulle hun?
Med hastige skridt bevægede hun sig nu væk fra ham og hjemad. Det ville være synd at slå ham ihjel nu, han ville være et sjovt offer en gang ude i fremtiden. Men det ville kun være for drabet, at hun gjorde det. Hun drak ikke varulveblod. Det var simpelthen for usmageligt.

Det stod klart, selv for Grin, at tøsen havde magten. Kraften, til at gøre, som hun ville havde det skulle foregå. Ønskede hun at banke hans ansigt ned i jorden med en forfærdelig hastighed, der åbenlyst ville splintre over halvdelen af hans kranie, ville det være muligt for hende. Grins ellers så gennemborende blik blev slået ned for en kort stund, imens han prøvede at ignorere den heftige stramning fra hendes alt for kraftfulde fingre.
Hans blik gennemvædedes af en mærkværdig følelse. Ikke den naturlige drilske og glade følelse, han altid fik, når en uforudsigelig idé prakkede sig på. Nej.. Denne gang, var den fuldkommen anderledes.

Noget saltet syntes at følge Grins ene øjes nederste kant. Da der ikke længere var plads, blev noget af det vand, der havde samlet sig i hans øjekrog, skubbet ned af kinden i en glidende bevægelse, som på forunderlig vis lavede en lang, synligt ren stribe på hans hud.
Grin mærkede hvordan gråden trængte sig på. Han havde en forunderlig lyst til bare at begynde at stortude, hvilket sikkert ville chokere den ungdommelige Olivia, selv imens hun med stor arrigskab stod der, og nærmest kvalte Grin til en livløs dødvægt.

”You are indeed hungry. But still some kind of a saint, ain't that right?”

Mere nåede Grin ikke, før han følte et pludseligt sug i maven. Hans arme dinglede frit i luften, sammen med resten af kroppen, idet han sprællede ustyrligt. End ikke han havde regnet med at blive kastet som en sæk mel, af en kvinde, dobbelt så spinkel som han. Men selv med hans viden, vidste han, at man ikke skulle skue noget som helst på udseendet. Ikke engang lig. Og slet ikke dem, der stadig kunne gå, snakke og alt andet 'levende'.

En ubehagelig knasen skar igennem tavsheden, da Grins ryg var det første til at strejfe markens bund. Han fløj dog et par centimeter op igen, inden han landede helt på maven, samt hagen, der krusede hen af det tørre, hårde mudder. Det var her, hvor han lærte noget nyt.

Aldrig havde Grin prøvet at have noget så forfærdeligt inden for kæften! Denne beskidte, metalliske smag af jord, blandet med græs og frisk blod, der blev slynget rundt omkring tungen. Det var som en eksplosion af ubehag slog ned på hans tunge, der nærmest baskede ivrigere end hans arme, der stadig fløj op og ned i luften.
Men så standsede han endelig, og lå nu med hovedet nede i jorden, og røven pegende højt op imod himlen. Han rykkede sig lidt, og lagde mærke til, at en kvalm smerte piskede hans ene ben. Han rykkede det igen, og fandt på denne dybt groteske måde, at venstre ben sandsynligvis var forstuvet.
'Auch..' tænkte Grin tavst for sig selv, imens at Olivia stadig var på vej væk.

Grin hviskede til jorden, på en nærmest passioneret måde:
”Fucking no! That bitch is too sexy, for anyone else than me. She has to become my private love-toy. She's a must-have.”

Langsomt, men besværligt kæmpede Grin sig op fra græsset, der let havde berørt hans kinder. Hvis Olivia syntes han havde været beskidt før, så ville hun nærmest flippe skråt, hvis hun så på ham igen. Han lignede et mudder-monster. Hans vejrtrækning var ekstremt tung, og hans brystkasse syntes at synke mere, end den hævede sig. Som hun havde regnet ud, var luftvejen stadig tyndere end normalt. Stødet med den grove bund, havde kun gjort det endnu sværere.

Han pegede imod Olivias ryg, og med en stammende, hostende samt rystende stemme, syntes han at smile dumdristigt, idet en kort sætning nåede fra hans utilpassede tunge; der stadig døjede med den afskyelige smagsblanding.

”Going to run away, because of some small dirt on your clothing, Vampyrita?... Hurh'hurh'hu.. Host.. Hurh!”

Olivia havde aldrig gættet på at ulven kunne græde. Hendes blik fulgte tåren der langsomt blev dannet i hans øjenkrog, til den banede sin vej ned over hans beskidte kind. Tåren vækkede noget i hende og raseriet begyndte at fordufte. Hun følte sig pludselig mere beskidt end den snavs der sad på hendes krop og dette var også grunden til at hun så pludseligt smed ham fra sig. Hendes kast havde så været hårdere end hun havde regnet med. Hun ville ham ikke ondt, på nogen måde. I det hun vendte sig om, indså hun, hvilket monster hun var.

Hvorfor havde hun skulle vise sig sådan? Kunne hun ikke bare have vendt om og gå? Det skulle hun have gjort fra start af, i stedet for det her. Hun var kommet for langt ud til at kunne styre sig og så knækkede filmen. Hun mærkede hvordan en blodrød tåre samlede sig i hendes øjenkrog og hun måtte stoppe op et øjeblik, for at forhindre gråden i at tage over. Alt imens hun stod der og forsøgte at bekæmpe den forræderiske tåre, smældede hans ord ned over hendes ryg som en pisk. Han havde jo ret. Hun var et monster, der troede på hun var en eller anden form for helgen blandt sin slags. Hun var ikke et hak bedre end mange af de andre.

Den knasende lyd nåede hendes sarte ører og hun mærkede et sug gå gennem maven. Det måtte være hans ryg der sagde den ubehagelige lyd. Olivia blev overvældet af en lyst til at løbe hen til ham, for at hjælpe ham. Hun kunne lade ham drikke et par dråber af hendes blod, så ville hans ryg hurtigt blive bedre. Han ville så også føle sig mere connected til hende, han ville kunne gennemskue hendes humør og sindsstemning så længe hendes blod løb i hans årer. Men sådan måtte det være, hvis hun skulle gøre det hele godt igen. Langsomt knyttede hun den ene hånd – beslutsomt.

Hans hvisken var desværre for lav til at hun kunne høre det hele, men enkelte ord opfangede hun. Hun ville dog ikke gætte sig til sammenhængen, det virkede for underligt. Det tog hende heller ikke langt tid at ryste tankerne om den lave hvisken ud af hovedet, da han pludseligt begyndte at rejse sig fra det våde græs.
Den mudrede hund, sårede hund, fik endelig kæmpet sig på benene og det stak Olivia i hendes ikke-pumpende hjerte. Hans vejrtrækning lød ubehageligt tung og hun måtte vende sig om mod ham, for at tage hans skader i betragtning. Damn. Det kast havde været langt hårdere end hun havde regnet med. Hvorfor var det også i sådan en situation hun skulle opdage, hvor stærk hun var? Stakkels lille hund. Han lignede faktisk lidt en hundehvalp, der var kommet galt afsted efter en vild tur i en mudderpøl. Han trængte virkelig til et bad.

Det dumdristige smil på hans læber fik dog medfølelsen til at falme og vreden pumpede atter rundt i vampyrens krop. Denne gang beherskede hun sig dog, hun ville ikke fare på ham igen. Det ville han da ikke kunne holde til, det kære lille væsen.
Kære? Lille? Det var stadig den samme ulv hun tænkte på, alligevel tillagde hun den helt andre ord end før. Hun havde ondt af det stakkels væsen lige nu. Hun ville tage sig af det. Forbandede modergen. Kunne hun ikke bare være iskold og cool, så hun kunne vende ryggen til og skride hjem? Men nej. Hendes religion påbød hende også at hjælpe andre. Trapped.

”You should back down a little bit, darling.. You might get hurt in the process, if you keep doing what you are doing..” svarede hun blot. Nej, Olivia gik ikke hjem kun på grund af hendes beskidte tøj og krop. Der var mange andre grunde, grunde han nok aldrig ville forstå.

Det tog ikke Olivia særligt lang tid at beslutte sig og hun gik nu med hastige skridt hen mod ulven. Her løftede hun ham op og påbegyndte så sin tur hjemad. Hun ville tage ham hjem, pleje hans sår og give ham et bad. Så kunne han opføre sig så tosset han ville, hun skulle nok få det gjort alligevel. Indvendinger ville ikke hjælpe, hun var lige nu fast besluttet på at hjælpe.

”Wha.. Going to kill me this time, miss bloody 'angel'?”

Selvom at Grin ikke ønskede at indrømme det, bakkede han et enkelt skridt tilbage, af ren nervøsitet for sit liv. Godt nok var hans liv fuld af smerte, grusomheder og skældsord, men det var da stadig et liv. Han kneb øjnene en anelse sammen, og havde på ingen måde set Olivias næste 'move' komme.

Han mærkede hvordan hele kroppen endnu engang blev løftet fra dens jordforbindelse, men på en anderledes måde. En underlig varme sitrede igennem ham, som om den prøvede at slikke hans sår. Men den kom ikke fordi at han rørte ved vampyrens hud, der tydeligvis var kold som vinden selv, men bare fordi han denne gang fik hjælp. Nogen prøvede faktisk at gøre ham andet end ondt, selvom han sjældent var den, der gjorde noget sødt fra starten af.

Og det var derfor, at tårerne igen vældede frem. De rensede det nederste af hans ansigt, som viste sig at være forskrækkende glat og pæn, når den tykke skorpe af snavs forsvandt. Der viste sig små skægstubbe, selvom de næsten var mikroskopiske, og de slangede deres kroppe af glæde. De fik endelig lov til at trække vejret, omringet af vådt og rent, i stedet for tørt og hårdt mudderlag.

Der lå han så, på skuldrene af en vampyrtøs, han bevidst havde provokeret til grænsen af sindsyge. Men nu var hun nærmest en engel i sindet igen, da han bare betragtede hendes bekymrede og medlidenhedsfulde ansigt.

Han tænkte for sig selv:
'Maybe she can become something more, than just a toy.. Maybe.'

// Emnet Fortsættes (Privat) I: "Vampires and werewolfes" //