This life as an angel - Bastien

Egentlig var det ikke normalt at tage til et sted som dette, og hvad var grunden lige til at man ville gøre det. Faktisk var stedet utrolig skræmmende, og ikke mange turde bevæge sig ned ved dette forfærdelige forskningsrum. Mange følte sig sikkert utilpas bare de hørte om det, men man hørte jo også om blod over det hele, underlige værktøjer og en hel del eksperimenter med diverse ting. Egentlig var det ikke så skræmmende som det lød, men mange var heller ikke van til disse mærkelige instrumenter og en hel del blod. Det var hende her.
En engel. Faktisk en rimelig modig og anderledes af slagsen, havde taget udfordringen op, og ville nu finde ud af hvad det egentlig var for et sted hun var havnet.
Omkring i rummet af glas, lå der blod. Det skulle godt nok ikke undre hende, hvis der så lå et lig et eller andet sted, og rådnede op. Lugten og fornemmelserne omkring at der var et lig, var virkelig tydelig.
Instrumenter lå hist og her. Blod stort set over det hele, dog mest indtørret. Dette sted var virkelig skræmmende for nogle, men i dag?
Nej. Ikke i dag. Måske fordi smerterne om hendes familie, som far død for mange år siden, stadig simrede i hendes krop. For ikke mange dage siden, havde hun været tilbage i det gamle hus. En forbandelse eller noget havde ramt hende. Men var det nu også en forbandelse, eller havde det bare været ren fantasi som havde slået hende i gulvet? Egentlig var det ikke helt tydeligt.
Over alt var der blodige monstrummer og maskiner som tydelig vis ikke havde været i brug i længere tid. Måske var det også klogest. De så ikke just behagelige eller spor venlige ud.
Der var sikkert ikke andre end denne engel her nede, og hendes lysende skikkelse var heller ikke en man mødte tit. Måske var det ærgerligt at hun havde valgt at tage her ned, for at finde ud af hvad dette mon kunne være. Måske skulle hun have været over jorden og kigget på mennesker? Bare noget andet end dette. Folk ville jo ikke tro på hende, når hun fortalte hvor hun havde været.
Nogle folk ville måske tro at hun var sindssyg? Andre ville bare tænke at hun var modig. Og nogle ville sikkert være fuldkommen ligeglad, hvis de hørte om hendes dag. Men der var sikkert nogle der ville finde det interessant. Nu var det bare med at finde disse mennesker eller væsner som sikkert fandt oplevelsen interessant.
Uden døre havde solen sunget på sit sidste vers, og klokken havde nok været omkring elleve. Ikke under, men måske over. Vejret havde egentlig ikke været skidt, og solen havde stået højt på en skyfri himmel. Solen var måske blevet lidt for meget for hende, og dette underlige sted, var så blevet tilfulgtsstedet.

Bleg var hun ja. Smuk kunne diskuteres. Men bleg? Helt afgjort. Hendes krop var så hvis som nyfalden sne. Eller skulle man hellere kalde det sølv? Faktisk var den mere skinnede hendes hud. Utroligt nok, men hun var jo ikke menneskelig længere, det var jo lige det. Måske var dette også grunden til, at hun var så bange for vampyrerne? Eller var det bare fordi de var forfærdelige væsner? Engleblod var en delikatesse som vampyrerne nød. Hvis de var kommet for godt i gang, var de ikke til at stoppe igen, hvilket aldrig førte til noget godt.
Blondt hår, Ja. Stort set lige så blegt som hendes hud. Heller ikke til at tage fejl af, sølvagtig og meget glansfuldt. Platinblond, hvis man skulle komme ind på den helt rigtige farve. Men måske lidt mere gyldent end det helt hvide? I dette lys, lignede det mere eller mindre det samme som hendes krop. Hvis det ikke havde været fordi der faktisk var en smule lys, ville hendes skikkelse sikkert have lyst hele rummet op. Underlig tanke, men sådan var hun vel bare.
Hvis man endelig fik et glimt af et par øjne, var de utrolig klare. Måske mere eller mindre som is. Krystalblå. Lidt lige som hendes hud. Glitrende og heller ikke rigtig til at gå glip af. Ergo var der ikke særlig meget at tage fejl af, hvis man fik et lille glimt af denne utrolig blege skikkelse.
Læber så bløde som silke, former som folk fandt helt fantastiske. Åbenbart var alt helt unaturligt ved denne kvinde. Man kunne intet finde som ikke var perfekt. Eller. Det var hvad folk så.
Inderst inde følte Angelin ikke denne skønhed, som folk og fæ mente at hun havde. Hun var ikke sådan en lysende skikkelse inden under den blege hud. Hun havde et hjerte der bankede, ligesom alle menneskenes og de andre racers. Hun var egentlig ganske normal. Der var bare en ting, som menneskene ikke havde oplevet. Døden.

Tanken om døden, fik det til at svimle for den unge kvindes blik, og hun måtte lade en hånd støtte sig til en kommode ved hendes side. Tankerne om hvad der mon var i alle de skuffer, gav ikke rigtig mening. Til sidst blev hun enig med sig selv om. At det nok ikke var spor behagelig ting som gemte sig i dem, eller havde gemt sig i dem. Det som lå der, var sikkert noget der kunne få hende til at brække sig, hvis ikke allerede hun var godt på vej til det.
Faktisk begyndte stanken af indtørret blod at genere hendes næsebor, hvilket først var begyndt nu. Kunne det virkelig passe? Lugten af mere eller mindre nyt blod begyndte også at præge hendes lugtesans. Dette sted kunne da ikke være i brug længere, eller var det bare noget som bildte sig selv ind? Måske var stedet faktisk i brug?
Angelin var lige ved at gå i panik, og ventede at en eller anden gal videnskabsmand, kunne overfalde hendes hvert sekund. Hun måtte være på vagt.

Pludselig blev der lagt en hånd på denne kvindes skulder, og trak en dyb indånding og skulle til at skrige en af de mest skingrene og mest pigede skrig. Men kun en halvkvalt hvinen af forskrækkelse kom frem. Dette sted måtte være i brug! Hvem kunne det ellers være der havde lagt en hånd på hendes skulder?
Angelin forventede af nogle ville stikke en kniv i ryggen på hende, eller at hun ville blive slæbt med et eller andet sted hen. Eller måske. Måske var det en helt anden, som bare havde lagt mærke til hende og set at hun var blevet dårlig?
Forsigtigt og med en skælvende bevægelse vendte hun hovedet en smule, og fik øje på en mand. Igen skulle hun til at skrige, men fandt det ikke helt nyttigt. Måske ville denne mand hende intet ondt? Denne mand virkede heller ikke som et ondt væsen. Han mindede mere om en.. Engel?
Forsigtigt lod hun blikket glide rundt på denne person, blot for at finde ud af hvem han var. For det var vel et hankøn ikke? I hvert fald lod denne mand til at være engel. Eller egentlig bare noget menneskeligt og dog ikke. Det kunne nok ikke passe, at denne mand var vampyr, da hun så nok var blevet overfaldet nu.
En hel del møder med vampyrer, havde fået hendes hals til at ligne noget der var løgn. Stadig var der tydelig halvmåne ar ved hendes kavalergang og på hendes bryst, men endnu ingen havde set det. Dog var der nogle der havde lagt mærke til dem på hendes hals og ved hendes nøgleben, da det nok var det mest normale sted at være bar.
Denne engel virkede ikke som en der ville gøre hende noget ondt, og alligevel kunne hun ikke få det mindste lille ord ud af munden, som dirrede en lille smule efter chokket. Hvordan kunne det passe, at hun altid blev så forskrækket? Livet som menneske havde aldrig været det helt store problem, og det med at blive forskrækket den gang, var ikke noget der skete tit. Måske var det derfor at hun gik rundt med en hel masse tanker og frygt for alt?
”.. Ehm…” Blot en lille stammen kom fra Angelins læber. Hendes kinder var nu blevet en smule mere blege, men sådan en forskrækkelse som hun havde fået, var det også helt forståeligt.

hun ikke kendte navnet på, så egentlig ud til at være rimelig fredelig, men synet kunne vel bedrage. Denne mand kunne sagtens være over de tyve år i sindet, hvilket han nok var, hvis altså han.. Tankerne om hvor længe engle egentlig kunne leve og så videre, brød alle de andre tanker om hvad pokker hun egentlig lavede her. Måske var det en skidt idé at være her? Eller det var i hvert fald hvad denne engel mente. Hun burde ikke være her, sagde han. Men hvad pokker kunne han dog mene med det? Så farligt kunne det da heller ikke være at være her. Det var vel bare et gammelt.. ja. Hvad var dette egentlig for et sted? Et sted hvor folk i de ældre tider.. Undersøgte hinanden? I hvert fald så dette sted ikke så hyggeligt ud. Men det kunne da ikke være så farligt?
Eftersom han var den eneste der ind til nu havde givet hende verdens største chok, forventede hun ikke at der ville komme flere chok til. Eller måske var dette bare begyndelsen? Måske var han ikke den eneste som havde planlagt at tage et smut forbi dette.. Forsknings rum. Det var det ord hun havde let efter længe. Hvordan kunne det dog være, at ordet var gået tabt?
”.. Jeg har aldrig været her før, men jeg levede nok da det var i brug?..” Faktisk var Angelin en smule forvirret, men altså? Manden havde lige stukket en skalpel i lommen, og så spurgt hende om hun havde vært her da dette rum havde været i brug? Egentlig forstod hun ham overhovedet ikke.
”Hvis du tænker over hvorfor jeg mon er her, så ved jeg det ikke selv. Man finder mig de mest underlige og skræmmende steder. Steder man ikke ville forvente af en kvinde med mit udseende ville gå hen.” Angelin vrøvlede. Sikkert fordi hun var utrolig nervøs over for tanken om at hun ikke havde været alene, da hun havde iagttaget hele rummet.
Hvem var denne engel? Kendte han hende? Vidste han hvem hun var? Havde han holdt øje med hende længe? Var han overhovedet interesseret i hvorfor hun var her? Så mange spørgsmål. Så lidt tid.

Han nikkede blot til hendes svar, mens han prøvede at regne hendes alder ud. Menneskene sagde jo, at man aldrig måtte spørge en kvinde om hendes alder. Bastien forstod ikke hvorfor, men det virkede alligevel som dårlig stil at spørge. Og hvis der var noget, Bastien havde tilbage, så var det en smule stil. Resten var langsomt pillet af ham gennem årene, siden han som nyskabt engel var sprunget ud i verden med lyst sind og bedste intentioner om at hjælpe menneskene. ”Hvad ved jeg.. Det kunne være du havde… Minder herfra,” sagde han hurtigt, da han så forvirringen i hendes øjne.
Den efterfølgende smøre hun lirede af, fattede han næsten ikke meningen med. Hun lød lidt som en lille pige, der undskyldte for at opholde sig på andre steder end legepladsen. Men hele verden og himlen med, var jo deres legeplads. Bastiens i hvert fald. Og så hendes udseende. ”En kvinde med dit udseende?” spurgte han med et listigt smil og betragtede kort hendes udseende en ekstra gang. Ubønhørligt smuk, dog blondine, men hvem var han til at have specielle præferencer? Han gik kort hen til en væg, hvor han stillede sig med front med glasset, med ryggen til hende. Med en bøjet pegefinger bankede han let det inderste, krummede led på glasset. En hul, upersonlig lyd svarede. Væggene var åbenbart tykkere, end han først havde antaget. ”Jeg er ret sikker på, at.. kvinder med dit udseende opholder sig mange steder. Vi er jo trods alt engle,” fortalte han, inden han igen vendte sig mod hende. Ingen mennesker havde en sådan overjordisk skønhed, og engle var udsendinge. ”Men jeg kan nu ikke se, hvorfor du er blevet sendt herned,” tilføjede han og betragtede de skumle omgivelser. ”Vi har jo egentlig begge et fuldtidsarbejde at passe,” afsluttede han med et drillende glimt i øjet. Hans stemme var hverken nedladende eller arrogant, nærmere en afdæmpet nysgerrighed. Han begyndte langsomt at gå gennem rummet igen, mens han varsomt trådte forbi de knuste genstande, indtørrede blodpletter og knust glas. Han kiggede sig kort over skulderen og nikkede kort med hovedet, som en gestus til, at hun skulle følge med.