Parken.. //Bastien & Connor//

af **Evangeline** Søn 21 Aug 2011 - 20:51

Sted: Parken
Tid: 16:07
Dato: 21/8
Omgivelser: Der render forskellige folk rundt i parken. Der er ikke så tomt idag..
Vejr: Solen skinner, dog uden det er alt for varmt.

Solen skinnede. Der var ikke en vind der rørte sig. Fuglene sang i træernes kroner og alt åndede fred og ro. En rigtig sommerdag, som blev nydt af en del børnefamilier, kærestepar osv. Mennesker og andre magiske væsener i alle størrelser og former.

Evangeline sad på en bænk, med benene op under sig. Hun havde armene omkring dem, og hvilede sin hage på knæerne. Hun sukkede stille, og betragtede de personer der passerede hende. Nogle gange betragtede de også hende i et kort øjeblik, inden de forsatte mod at gå, derhen hvor de havde bestemt sig for, at gå hen. Alle havde et sted at gå hen. Et mål at nå hen til. Alle var her sammen med nogen. Ingen af dem, sad alene som Evangeline gjorde. Hun følte sig en smule malplaceret som hun sad der. Alene, som den eneste i hele verden, følte hun. Netop, som hun havde tænkt tanken til ende, så hun en dreng og en pige på omtrent hendes egen alder, som mødtes ved et træ, og lagde armene om hinanden. Hun vendte hovedet væk, da de lod deres læber mødes i et kys. Hun orkede ikke at se, hvordan alle tilsyneladende passede sammen. Uden hende. Hun sukkede af sig selv. Hvor var hun egentlig negativ idag..

Evangeline var idag iført et par cowboy-bukser med huller hele vejen fra lårerene og ned til anklerne. Hullerne var i alle mulige størrelser og former, og så mere eller mindre tilfældige ud. Bukserne var stramme, og sad godt på hende. Udenover buskerne havde hun en top, med et bandnavn, som stod henover brystet på den. Udenover toppen havde hun sin elskede, slidte læderjakke, og på hendes fødder var et par converse. Hendes lange, gyldne hår, sad i en pjusket knold, som ligesom hullerne på hendes bukser, også så halvt tilfældigt ud. Men det så pænt ud til Evangeline. Hun var køn..

En svag bippe-lød afbrød hendes tankegang. Hun hev en mobiltelefon op af lommen, trykkede på en knap, og displayet lyste op og meddelte hende, at hun havde et mistet opkald. Hun sukkede da hun så, hvem der havde ringet, og smed telefonen ned i lommen igen. Nej, hun ville ikke snakke med ham. Aldrig igen.