Rygter og diskussioner - Privat//Athal

Så fik du mig tvunget til det, Athal.. <3




Bordet i køkkenet var pyntet med en hvid dug, de fineste tallerkener, glas og bestik som var at finde i huset. På tallerkenerne lå der en serviet, og i midten af det hele pyntede et par store, smukke, hvide roser i en lige så smuk vase. Maden stod færdigt på fade omkring på bordet, og en tændstikkeæske lå på dugen ved siden af en lysestage med to lys i.
Evangeline samlede æsken op, tog en tændstik ud og lod den stryge mod den siden af æsken, til en lille flamme blussede op. Med en yndefuld bevægelse tændte hun de to lys i stagen. Beundrende trådte hun to skridt bagud, for at betragte bordet og maden, som hun havde brugt flere timer på, at ordne helt perfekt. Athal ville komme hjem i aften, efter tre dage, hvor han havde været ude og lede efter svar på sine spørgsmål. Hun havde savnet ham så meget, og håbede inderligt, at han havde fundet det han ledte efter.

Evangelines tanker vandrede deres egne veje, imens hun gjorde de sidste detaljer færdige. I det samme stødte de på Phoenix og de ting, hun havde været dum nok, til at lave med ham, for slet ikke at nævne Liams uanmeldte besøg. Det var utroligt så meget lort, det var lykkedes hende at lave på tre dage. Hun regnede ikke med, at Athal havde fået det af vide af andre, for hvem skulle det være? Men hun var nok nødt til at fortælle ham det. Men ikke i aften. I aften skulle være perfekt. En romantisk middag for dem. Alene. Og måske, efter at have fået bekræftet, hvor meget hun holdt af ham, ville han tilgi' hende, for de fejl, hun havde fået lavet.

Hun ventede hvert øjeblik at Athal ville træde ind af døren og blive mødt af den søde duft af mad. Imens hun ventede på ham, besluttede hun sig for at starte på opvasken. Med en hurtig bevægelse tændte hun for vandet og begyndte at gøre en af gryderne ren. Det var nok et forsøg på, også at lede hendes tanker andre steder hen, så de ikke forværrede den dårlige samvittighed, hun allerede havde. Hun slap opvaskebørsten, greb et viskestykke og tørrede gryden af, så den ikke længere var våd af det varme vand. Derefter satte hun den på plads, og begyndte forfra med den næste gryde, imens hun hele tiden, kiggede over mod døren, og ventede på, at Athal skulle dukke op.



//Undskyld indlæggets noget ringe kvalitet ^^'//

Athals skridt genlød hult i hans ører. Skønt det var en lun aften, passede hans følelser slet ikke til temperaturen. I hvert fald ikke mere.
Turen mod bjergene havde været spændende. Han havde kæmpet, løbet og kæmpet endnu mere. Og så var der naturligvis amuletten ...
Athals fingre krøb i en forsikrende gestus mod bukselommen for at mærke efter, som om amuletten når som helst kunne finde på at tage en spontan skovtur. Men den var der stadig. Selvfølgelig var den det. Han lod et langt og lettet suk slippe ud. Lige i dette øjeblik var det kun amulettens karakteristiske form, der holdt ham nede på jorden. Overhovedet tanken om, hvad han kunne udrette med den og med isdæmonerne i kølvandet ... Nåh ja, så skulle han naturligvis bare først regne ud, hvad dens superkræfter var.
Piece of Cake.
Det var som om, hans skridt kun blev tungere og mere snøvlende jo mere, han nærmede sig Evangelines og hans fælles lejlighed. I løbet af de tre dage, han havde været væk, havde en masse forvirrende tanker spundet sig ind og ud af hans hoved.
Hvem kunne han bedst lide? Aubreiane eller Evangeline? Den følsomme vampyr eller den blændende elver? Svaret havde forekommet ham umådeligt svært, og hver gang, han havde følt, han havde nærmet sig en konklusion, tog hans følelser overhånd og hvirvlede ham fluks tilbage til der, hvor han var startet.
Nu havde det hele bare ændret sig. Andrenalinen havde pumpet sådan rundt i hans årer, da han havde sagt farvel til vampyren, lovende at han ville komme tilbage senere. Evangeline havde netop strejfet hans tanker.
Resten var en lang historie. Bare at tænke på den måde, mændene i baren havde fremført historierne, under høje latterbrøl, omkring de rygter, de vidste, svirrede om byens attraktive kvinder. Turen tilbage hos Aubreiane havde allerede været slem nok. Det sved dybt i Athals bryst, bare han tænkte på det, og nu skulle det hele gentage sig med Evange ...
Det tog ingen tid at traske op af trapperne. Athal stod og trådte lidt vande ude foran døren; ikke helt sikker på, om han egentlig turde gå ind. Så, med en stille rømmen, stak han nøglen i låsen og skubbede døren op.

Duften af velsmagende mad ramte hans næsebor med det samme. Maven knurrede inssisterende, og et øjeblik slørede sulten hans syn fuldstændig. Hvor var maden?!
Det første, han dog fik øje på - midt i al herligheden - var Evangeline. Hun stod og vaskede op, som de havde gjort så mange gange før, og mindet om første gang, de havde gjort det sammen, skyllede ind over Athal.
Et øjeblik stod han blot og kiggede på hende; så hostede han diskret. På en eller anden måde ville et smil luske sig frem; han havde trods alt savnet hende, men så tænkte han på rygterne og bed det tilbage.
De nu dybblå øjne betragtede hende med fremskrudt udtryksløshed.

//Løgn og latin!! _D //

Evangeline så op, ved lyden af Athals hosten. Hun havde ikke hørt døren, og så en anelse overrasket op, da Athal pludselig stod et par meter fra hende. Et smil bredte sig på hendes fyldige læber, da hun fik øje på det ham. Det var som om hun lyste op, blot ved synet af ham.
I aftenens anledning var Evangeline klædt i en midnatsblå-kjole. Den sad, som var den syet speciel til hende. Den fremhævede hvad den skulle, uden at gøre det i alt for stor omfang. Henover brystet var kjolen stram, og en smule nedringet, så hendes fyldige barm var en en smule synlig. Under brystet, gik der er et bund hele vejen rundt om hende, og endte i en sløjfe foran, i midten. Efter båndet og sløjfen bredte kjolens stof sig, løst omkring hendes krop. Hver gang hun bevægede sig, bevægede det bløde stof sig omkring hende, og gjorde hendes bevægelser mere yndefulde og elegante, end de plejede at være. Kjolen var kort, men ikke så enormt kort, som den kjole hun arbejdede i. Hendes lange lyse hår, krøllede blødt henover hendes ene skulder. En sort sløjfe pyntede i den ene side. På hendes fødder var et par stilletter - også i sort. Hendes ansigt var pyntet med en minimal mængde af make-up. Mere, behøvede den smukke elver ikke.

Evangeline lagde mærke til Athals udtryksløse ansigt med det samme, og undrede sig over det. Ligeså undrede hun sig over, hvorfor han nærmest ikke virkede glad for at se hende, efter tre dage uden kontakt. Han gik ikke engang hen til hende og lagde armene om hende, som hun måske havde regnet lidt med, at han ville gøre. Forsigtigt satte hun gryden og opvaskebørsten fra sig, hvorefter hun med de sædvanlige yndefulde, næsten dansende skridt gik hen til Athal. Blidt, lagde hun armene om ham, og plantede et forsigtigt kys på hans kind. Usikker på, om det nu også var klogt at gøre det. Han virkede en anelse.. sur? Trist? Men hun kunne ikke lade vær'. Hun havde ikke set ham i tre dage. Tre dage, som havde føltes som tre år.
"Hvor har jeg savnet dig.." sagde hun stille, imens hun stadig havde armene om ham.

Som altid var Evangeline klædt i noget af det mest attraktive, Athal nogensinde havde set. Og det var ikke kun med tøjet. Kjolen stod i en pæn kontrast til huden, håret var en vandfald af smukke krøller, og formerne var påpasseligt fremhævet. Skønt det på overfladen var lykkedes ham at se udtryksløs ud, tabte han fuldstændig mælet indvendig.
Med fortabt mine betragtede han hende, i sine sædvanlige dansende trin, gå over mod ham. Skulle han løbe? Flygte? Hans hjerne kunne ikke rigtig fungere; mest grundet hendes skønhed, og fødderne var som planket fast til jorden.
Idet hun lagde sine armne om ham, stivnede han let. Hånden lagde sig, i en tøvende handling, sig mod hendes ryg, og han sænkede blikket. Hun sagde, hun havde savnet ham. Savnet ham! Blikket strejfede flygtigt madbordet igen, og han skælvede let. De eneste, sammenhængende tanker, der var gyldige i dette øjeblik var tanken om Evangeline med en anden. Som hans hånd i en let berøring lå mod hendes slanke ryg, kunne han kun tænke på hvem, der sidst havde rørt hende dér; havde holdt hende tæt og endda mere ...
I et anfald af uudholdelig harme frigjorde han sig hendes greb. Uden så meget som at se på hende skridtede han over til bordet, så han kom til at stå med ryggen til, hvor maden i en liftlig døs af hjemlig varme kun stod og ventede på, at de begyndte.
"Jah ... " sagde han i en slags døs til det, hun blot for et øjeblik siden havde sagt. Hans hånd bevægede sig ned mod borddækningen, hvor den rettede lidt på bestikket. Hånden rystede let.
"Så du har lavet mad," konstaterede han, endnu med ryggen til hende. Skønt det hele duftede fantastisk, og at han faktisk var lidt sulten, havde han ingen appetit. Maven var én stor knude af is.
Endelig, efter for ham hvad der føltes som flere år, vendte han sig om. Blikket var uundgrundeligt. "Såh ... Er der nogen speciel anledning?"

Evangeline mærkede blidt Athals hånd på hendes ryg. Der hvor Liams havde været, for ikke så længe siden. Tanken var uudholdelig. Hvad i alverden havde hun dog tænkt på? En vampyr fra et tidligere forhold, var vandret direkte ind i hendes hjem, skubbet hende blidt op af væggen, og kysset hende, rørt hende, som var de stadig i det for længst overståede forhold. Hvor var det egentlig ironisk! Normalt, var de hende der forførte hankønnet fra deres viljestyrke, og nu var hun selv, blevet udsat for det selv samme. Hun vidste godt, at hun ikke kunne holde det hemmeligt. At hun måtte fortælle sandheden. Samtidigt, ville hun gerne have en romantisk aften, med den mand hun elskede inden. Tænk, hvis han gik fra hende. Tænk, hvis han ikke ville have noget at gøre med hende længere? Så ville dette være den sidste aften sammen med ham. Tanken var ikke til at bære, og hun måtte kæmpe med tårene, og gemme tankerne om utroskabet langt væk.

Overrasket mærkede hun Athal befri sig fra hendes greb, og nærmest.. skubbe hende væk. Men denne gang var det ikke nænsomt, som dengang det var, den første aften de havde haft sammen. Han havde mod sin vilje skubbet hende væk, og været ked af, at have såret hende. Men nu virkede han så kold.. og.. udtryksløs.
Evangeline kunne slet ikke styre de følelser, der lige pludselig ramte hende. Og hun kunne ikke andet, end at være glad for, at Athal stod med ryggen til hende, for hun må have set ud som om, hun var blevet slået i hovedet.
I overraskelse - igen - hævede hun det ene øjenbryn. Hun sagde, at hun havde savnet ham, og han svarede bare "jah". Han lød som om, han var i en døs eller noget. Hvad kunne der dog være galt med ham?

Hun var i den grad ikke forberedt på, at han ville vende sig om, og hun fik derfor ikke styr på sine følelser, tids nok til, at skjule hendes ansigts-udtryk, som beskrevet tidligere, fik hende til at ligne en, som var blevet slået i hovedet. Hun var chokeret, overrasket og havde lyst til bare at løbe væk. Hun havde håbet denne aften kunne blive fantastisk, inden hun måtte afsløre sin hemmelighed, og så var han så.. udtryksløs? Hun kunne ikke finde ord, der forklarede Athals adfærd. Hun forsøgte at kæde det sammen med forskellige ting. Var det noget hun havde sagt? Var det "rejsen" han havde været på? Men hun fandt ingen forklaring..
".. Du er jo kommet hjem.. det er jo en speciel anledning" Hun så direkte på ham, og det sædvanlige søde smil, sad på hendes fyldige læber. Hun havde fået samlet sine tanker og følelser igen, og kunne dermed præstere at holde masken. Lade som om, intet var galt.

Da Athal vendte sig om, stod enhver følelse aftegnet i Evangelines ansigt. Skønt han nogle gange havde lidt svært ved at gennemskue hendes tankegang, var hun netop nu som en åben bog: Hun lignede en, der var blevet slået meget hårdt med en stegepande; en, hvis følelser havde fået et ordentligt jag over fingerspidserne, men det tilsatte blot endnu flere gløder til Athals humør.
Hvor vovede hun at være så ... så forvirret! Det burde være ham, der skulle stå og se sådan på hende! Jalousien sled og bed, og pludselig føltes det igen som om, nogen havde taget alle ord fra ham. Et kort øjeblik stod han blot og gloede på hende med en slags trods malet i ansigte, mens han betragtede hendes chokerede; Så lod hun endelig til at tage modet til sig ved den påtagne, smlende maske, der efterhånden var hende så kendt. Det var Athals stikord.
"Jeg ved det!" brast det ud af ham. En varm form for adrenalin begyndte at pumpe i blodet, nu da han havde sagt det, og han tog et oprørsk skridt fremad. "Jeg ved det," gentog han. "Tro ikke, at bare fordi, jeg ikke har været hjemme i tre dage, at jeg ikke kan finde ud af at høre ting!" Han mærkede varmen skyde op i kinderne og kunne nemt forestille sig hvordan, de nu havde antaget sig en højrød farve.
Tankerne var vilde, og han tog et skælvende åndedrag. Så mange ord kæmpede for at komme ud i en alenlang kø. Han havde lyst til at ryste hende, skælde ud og samtidig løbe væk og gemme sig i den nærmeste sø med det dejligste kølige vand. Sårede følelser lå lag på lag og truede med at tilintetgøre enhver lykkelig tanke.
'Hvorfor?' havde han lyst til at spørge, men kunne alligevel ikke rigtig få dem ud.

//Undskyld tiden, men mens jeg var ved at svare, besluttede hele min gade sig for at få kortslutning hele aftenen xb Nu kan du i det mindste tænke på, at det her svar er skrevet i stearinlysenes skær - altså BOGSTAVELIGTALT!!! xD //

Trodsen var tydelig i Athals ansigt, da han måtte have set, hvordan hun så ud. Det begyndte så småt at dæmre for Evangeline. Han vidste det. Han måtte vide det om hende og Liam.. og Phoenix. Det var det eneste, der kunne give ham en mulig grund til, at opføre sig, som han gjorde. Desperat klamrede hun sig til et spinkelt håb om, at der var noget andet galt. Men da han pludselig udbrød at han vidste det, forsvandt den sidste lille rest af håb.
Evangeline havde indtil da, set på Athal, men da han begyndte at snakke. Fortalte hende, hvad han havde hørt, slog hun blikket ned. Det var bestemt ikke en "Evangeline-handling", at slå blikket ned i skam, som hun gjorde nu. Hun huskede ikke, at det var sket før. Men hun skammede sig sådan over det hun havde gjort. Hvis hun kunne, havde hun fået sig selv til at forsvinde i den blå luft. Nogle væsener ejede denne unikke evne. Hun gjorde ikke, selvom hun i den grad kunne bruge den ligenu.
Hun havde lyst til at sige et eller andet. Forsvare sig selv, nedgøre sig selv - et eller andet! Men ikke et eneste ord, kom over hendes fyldige læber. Ikke et eneste. For første gang, så Athal Evangeline være mundlam. En lille tåre forlod hendes øjenkrog, og gled ned langs hendes kind.

"Athal.. jeg kan ikke sige noget, som kan retfærdiggøre, det jeg har gjort..." Et øjeblik stoppede hun, for at få kontrol over sin stemme, hvorefter hun forsatte:
"Jeg har været en idiot og begået sådan en åndssvag fejl to gange. Men Phoenix drak mig fuld, og tog mig med sig hjem.. Jeg skubbede ham væk, inden der rigtigt nåede at ske noget.. men alligevel? Og Liam.. der var jeg så til gengæld ædru.. Men han.. Jeg kan ikke forklare det! Han gik bare direkte herind, og.. så kyssede vi.. og andet"
Evangelines stemme blev mere og mere utydelig, efterhånden, som hun kom videre i hendes forklaring. Til sidst gled salte tårer ned af hendes kinder. Arrigt, tørrede hun dem væk. Hun ville ikke græde!


//HAHA! xD Det er okay du <33//

Athal kunne ikke fornægte, at en lille trevl af håb havde spiret i ham i al den tid, han havde stået inde i Evangelines lejlighed. Man kunne aldrig vide med rygter. Nogle kunne være mere sande end andre, og når det især kom fra byens lokale sladderhanker ...
Han kunne have ladet være med at handle så voldsomt overfor Evangeline og spørge hende på en mere voksen måde, om det kunne være sandt - ligesom han havde gjort med Aubreiane. Men det faktum, at sladderen omkring vampyren faktisk havde været sandt, havde fået ham overbevist om, at alt om Evange også havde været ægte.
Men nu, da anklagen endelig var buset ud af ham, kunne han ikke lade være med at håbe. Bare lidt. I de åndeløse sekunder, hvor han så Evangelines smilende ansigt ændre status og derefter slå blikket ned, ønskede han, at det blot havde været en misforståelse. At hun nu ville begynde at slå og sparke ham for at tro sådan noget om hende. At hendes undvigende blik blot havde været et tegn på skuffelse.
Hjertet sank i livet på ham og blev til en kold, død sten, da hun bekendtgjorde sine handlinger. Athal fik kvalme bare ved tanken, og pludselig var han glad for, han alligevel ikke havde fået så meget at spise i løbet af dagen.
Alt indeni ham blev følelsesløst. Armene føltes blot som to, kolde kødklumper, der hang ned langs siden, og benene var kun to stænger, der på et hængende hår holdt ham oppe.
Pheonix ...Liam ... Hvem var de fyre? Åndsfraværende lyttede han til hendes forklaring. Om hvordan Pheonix åbenbart havde drukket hende fuld og forsøgt tilnærmelser, dog uden det største held. Ved disse ord blødte en lille del af ham op, for det kunne da ikke være så slemt, kunne det? Han havde trods alt selv ikke været den mest lydige, og et kys med en tilfældig fyr, der alligevel aldrig ville komme til at betyde noget, gjorde vel ikke så meget.
Det var Liam, der ramte. Athal kunne ikke se andet i hendes forklaring, end at de også havde gjort andet end at kysse. Måske havde en simpel mundvandsveksling ikke havde været nok for dem? Evangeline var en meget forførende elver, og når først, hun havde fået tag på en ...
"Okay," hørte han sig selv sige. Ordene faldt som tørre blade i vinden, og han måtte knytte hænderne for ikke at lade vreden løbe løbsk. Selv da hun begyndte at græde, havde han svært ved at finde medlidenhed med hende, skønt det altid havde været det, der havde slået ham hårdest. Han følte sig forrådt, efterladt ...
Endnu en skælvende indånding drev gennem ham. Han tog et enkelt skridt til siden, mod vinduesiden, som havde han overvejende intentioner om at springe ud af det med en eller anden hemmelig spionfaldskærm, men lod så til at ombestemme sig. Han måtte vide hvorfor.
"Jeg regner med, at du slet ikke tænkte på mig et eneste øjeblik, mens du hyggede dig med ham," konkluderede han koldt. Pheonix var en ubetydelig detalje nu; det var Liam, der var den onde.

Evangeline bande indvendigt, over at rygterne om hende, tilsyneladende havde indhentet hende. Hvem havde dog været ås ondsindet, at udlevere hende på denne måde? Og hvordan, havde de i det hele taget fundet ud af det? Med Phoenix havde det ikke været så svært. Han havde været på hende arbejde, drukket hende fuld, taget hende med sig hjem osv. En masse kunne have set det, og dermed konkluderet, at hun måtte være Athal utro. Og selvfølgelig skulle han have det af vide.
Men med Liam var det straks værre. Han havde opsøgt hende i hendes lejlighed. Den selv samme, som de stod i nu. På selv samme sted, som Athal stod nu. Havde nogen mon set ham, gå op af trappen og ind til hendes lejlighed? Og så selv konkluderet en slutning, som desværre ikke var særligt langt fra den oprindelige.

Det var jo ikke sådan, Athal skulle have opdaget det. Hun skulle selv have fortalt ham det, så tilliden mellem dem, ikke ville være nær så ødelagt. Nu, hvor han havde hørt rygterne, og konfronterede hende med dem, virkede hun som en løgnagtig.. luder. Hun bed sig i læben, for at holde de tårer væk, som igen var på vej.
Hendes hjerte føltes, som var det gået i 1.000 stykker. Hun vidste, hvor såret og vred han var på hende. Det var forfærdeligt. Helt igennem forfærdeligt. Forsigt tog hun fat i en af de smukke, gyldne krøller, og pillede stille ved den, med begge sine hænder. Normalt, virkede denne bevægelse både forførende og charmerende, men den var anderledes nu. Bevægelsen fik hende til at se så lille, usikker og skrøbelig ud, som hun følte sig.

Athals ord ramte et svagt punkt, og det gjorde den kolde stemme i den grad også. Hun slap omgående krøllen, dog uden at se op. Hun åbnede munden, og forsøgte at forme ord med de fyldige læber, men der kom ingen lyd ud. Dybt trak hun vejret ned i lungerne, og igen, forsøgte hun at forme ord. Denne gang, kom lyden frem.
"Hvis jeg tænkte på dig imens, Athal. Så havde jeg ikke gjort det. Men jeg tænkte på dig bagefter.. og fortrød det hele bittert.."
Derefter skød en tanke ned i hende, og hun så direkte på Athal. Hendes øjne var blanke af tårer, men de var også bestemte nu. Hun havde noget hun ville sige..
"Han fik mig til at glemme alt omkring mig.. det gjorde din vampyr-veninde vel også?"
Hun sendte ham et blik, der "sagde", at han da vidst heller ikke var helt uskyldig omkring utroskab.

Evangeline lignede mere og mere en, hvis humør ikke ligefrem lå på det mest strålende. Athal følte sig mindst lige så elendig. Han rakte op og gned sine tindinger i et slags forsøg på at klare hjernen, men det var fuldkommen umuligt. Tristhed, blandet med helvedes vrede, snoede sig rundt i giftige slangereder. Ethvert ord Evangeline sagde, var som usynlige dolkestød.
Han vendte sig væk, da hun svarede på spørgsmålet; kunne næsten ikke holde ud at høre på det mere. Måske han bare skulle gribe de ting, der var hans, og gå. Forlade Evangeline og den her by og aldrig vende tilbage. Netop som beslutningen stod fast i ham, sagde Evangeline noget, der fik resten af læsset til af rulle af.
Langsomt vendte han sig om. "Ja," begyndte han i noget, der kunne minde om et nogenlunde roligt tonefald. Så eksploderede det nærmest. "MEN JEG GIK I DET MINDSTE IKKE I SENG MED HENDE!" råbte han. Alle flammer var sluppet løs, og han mærkede skulderbladene nærmest instinktivt trække i sig.
*Ikke nu,* tænkte han sammenbidt. Vinger var fuldkommen unødige i den her situation, medmindre han ønskede at voldsmadre hendes ting med dem. Næverne åbnede og lukkede sig, og han gloede på Evangeline med skuffelsen trukket i blikket. Brystkassen hævede og sænkede sig i stød, og han sank en gang for at få styr på sin stemme.
"Var det virkelig så kedeligt at være alene hjemme i tre dage, at du bare måtte springe på den nærmeste, der var inden for rækkevidde?"bed han såret, og denne gang lykkedes det ikke at råbe. Billeder af Evangeline, der blidt smilende i sengen sagde, at hun ikke havde haft noget med andre, siden hun havde mødt Athal, ramte hans nethinde. Minder om Evangeline, den første nat på baren, hvor hun lagde voldsomt an på ham, og ham selv der var træt efter den lange rejse, men stadig syntes hun var pokkers lækker. Alt stod som malet i et knivskarpt lys.

Evangeline længtes sådan efter, at alt kunne være som før de tre dage. Hun ønskede inderligt, at hun ikke have været alene i de tre dage. Den dårlige samvittighed væltede ind over hende, som en enorm flodbølge, som hun på ingen måde, ville kunne flygte fra, uanset hvor meget hun prøvede at løbe eller gemme sig. Hvilket var nøjagtigt det, hun ønskede at gøre i dette øjeblik. Hun så ned af sig selv, og den kjole hun havde taget på, specielt til den aften, hun havde håbet det ville blive mødte hendes blik. Et symbol på den aften, de ikke fik, og måske heller aldrig ville få. Hun stod heldigvis tættest på døren. Ikke, at hun ville kunne stoppe ham, hvis han besluttede sig for at forlade hende.. en gang for alle. Stædigt bekæmpede hun en trang til at kaste sig i armene på ham, græde salte tårer og be' om hans tilgivelse. Men det ville virke så svagt.. for det var svagt. Desuden, var der så mange ting, hun ville fortælle ham. Det hele var ikke hendes skyld! Han havde også lavet fejl.

Hun så chokeret på Athal, da han råbte af hende. Det havde han aldrig nogensinde gjort før. Hun kiggede på ham i et par sekunder, og bakkede et skridt tilbage af ren overraskelse. Men så kom tårerne.

"HVORDAN KAN JEG VÆRE SIKKER PÅ DET? HVORDAN KAN JEG I DET HELE TAGET VÆRE SIKKER PÅ HVAD DU HAR LAVET I DE TRE DAGE DU VAR VÆK??? DU HAR SIKKERT VÆRET SAMMEN MED... MED HENDE!!!"
Hendes stemmes kraft overraskede hende selv. Hun havde ikke troet, at hun ville kunne være i stand til råbe, gennem den strøm af tårer, der løb ned af hendes kinder. Men det var ikke desto mindre det hun gjorde. Hun ville have været klar til at råbe igen, hvis ikke hans bemærkning der kom efterfølgende, ikke have slået hende ud.

"Athal, tror du ikke godt jeg ved hvor meget jeg har dummet mig? Tror du ikke, at hvis jeg på nogen måde, ville kunne gøre noget om, skulle det være det?? Tror du ikke at jeg fortryder det?? Tror du ikke det gør ondt.."
Hendes stemme var lavere nu. På kanten til at gå over i en ulykkelig gråd, men det lykkedes hende at holde så meget tilbage, at kun tårerne der løb ned af hendes kinder var tydelig.

Athal kunne lige så vel have pandet Evangeline en, efter at dømme på den måde, hun snublede tilbage på. Blot tanken om nogensinde at lægge hånd på hende, gav ham uforberedt kvalme, og han blev glad for, at vreden trods alt ikke gjorde ham voldelig. Nok hadede han hende for det, hun havde gjort, men hvis nogen så meget som knuste et hår på hendes hoved ...
Vrush! Han blev revet ud af sine øjeblikstanker. En velkendt form for ømhed for Evangeline havde nået at rejse sig, inden han havde indset det, og han blinkede forunderligt med øjnene. Var han ikke lige i gang med at skælde hud og hår af hende?
Evangeline så også vred ud nu. Da hun gav sig til at råbe, blev han mindst lige så forskrækket; havde aldrig i sine vildeste drømme forestillet sig denne yndefulde elver udtrykke sine følelser i så høje toner. Tanken nagede ham lidt, og han tænkte, at de virkelig måtte være galt på den, siden de var kommet så vidt.
"Det var jeg også!" udbrød han trodsigt og indså først sekundet senere hvordan, det var kommet til at lyde. "Men hun hjalp mig. Vi - vi fandt Uldok og ... fik nogle ting." Han mærkede hvordan, varmen skød op i hovedet og forbandede sine dårlige hormoner for at reagere så ueksemplarisk i dette øjeblik.
Flere isblokkede raslede ned i hans mave, og han lod en frustreret hånd køre gennem håret for at få lidt hold på sig selv. Evange var nu blevet helt stille. Atter stod hun med den der sørgelige mine, han så mange gange havde stødt på denne aften. Han mærkede noget af vreden dampe af, og drog et trist suk.
"Men hvorfor gjorde du det så?"

Evangeline havde aldrig oplevet Athal så.. vred og frustreret før. Hun følte sig så lille, usikker og skrøbelig. Hun havde aldrig nogensinde i hele sit liv prøvet noget lignende, og hun ønskede inderligt, at de følelser aldrig skulle se solens lys igen. Hvor var de forfærdeligt! Han var rasende på hende, og hun stod bare og lod ham skælde hende ud. Andet, kunne hun ikke gøre. Hun fortjente det. Det vidste hun godt. Men derfor gjorde det stadig ondt. Helt inde i det hjerte, der jo kun bankede for ham. Ingen andre. Men.. hvorfor havde hun så været ham utro? Hvis det virkelig kun var ham? Hvorfor lod hun Liam forføre hende sådan? Hvorfor lod hun ham styre hende, som sin egen lille marionet-dukke? Hvorfor lod hun ham fratage hendes vilje, med hans enormt irriterende, forførende måde at være på. Hun havde intet følt med for ham. Intet. Hun havde ikke gjort modstand. Det havde jo ikke været voldtægt. Hun kvalte et suk, på vej op gennem hendes hals.

"Du var.. hvad?" Hun havde ikke regnet med, at hun ville have fået ret i sin påstand omkring at Athal skulle have været sammen med denne vampyr-pige bag hendes ryg. Men tilsyneladende havde hun "hjulpet" ham. Evangeline fnyste, og hendes blik sagde tydeligt, at hun mente, at hun vidst ikke kun havde hjulpet ham, med at finde denne Uldok. Hun tog ikke rigtig nogen notits af, at han havde fået besvaret sine spørgsmål. Hun var ikke ligeglad, men deres forhold, som måske var på vej mod en ende, kom i første række ligenu.
Hendes stemme var ikke sur. Ikke vred. Hun snakkede bare lavt, og så på ham med sine store, grønne øjne, der lyste langt væk, af fortrydelse, usikkerhed, skrøbelighed og dårligsamvittighed. De var blanke, og tårene gled stadig ned over hendes kinder.

Denne gang, kom sukket over hendes læber, inden hun fik det stoppet. Så kiggede hun ned igen.
"Jeg var dum, og jeg tænkte mig ikke om.. Det er den eneste forklaring jeg har.."
Evangelines stemme lød ulykkelig over, at der tilsyneladende ikke fandtes andre forklaringer. Hele hendes kropssprog var frustreret og fortvivlet over dette faktum. Hun tørrede en tåre mere væk fra kinden. Selv nu, hvor hun var så ulykkelig og.. lille, var bevægelsen stadig yndefuld og elegant. Også selvom, hun på nuværende tidspunkt, var overbevist om, at Athal hadede hende, pga. det hun havde gjort.

Athals hoved snurrede. For blot et øjeblik siden havde de stået og råbt om Evangelines tur med drengene. Blot tanken om, at det var to, hun havde haft gang i, mens han havde været væk, var nok til at gøre ham sur. Men nu var Aubreiane også pludselig blevet revet med ind i samtalen. Athal fik et fortvivlet trang til at slå hænderne op for øjnene og bare falde i søvn. Når han ville vågne igen, skulle alt være perfekt og uden problemer.
Men sådan er virkeligheden ikke - desværre. Athals øjne kunne ikke finde ro, og han kunne ikke finde ud af, om han ville se på Evangeline, eller om det overhovedet var noget, han kunne holde ud. Hendes kropssprog og tårevædede ansigt skreg efter omsorg og tilgivelse, og havde Athal ikke haft blot en smule selvbeherskelse, ville han have givet efter.
Men nu havde Evange sådan set været i seng med en anden bag hans ryg, lige efter hun havde sagt, hun elskede ham, og det gjorde blot det hele værre. For gjorde det netop ikke de talte ord blot en smule usande?
Det var ikke til at bære, og pludselig gik noget også op for ham. Han elskede hende! Han elskede hende jo! Den elver, der så hjerteknust stod foran ham i dette øjeblik, var en, han ikke kunne leve uden. Han havde ikke kunnet sige det til hende tre aftener forinden. Måske fordi frygten for, at ordene, hun havde lovet ham, skulle vise sig at være løgne, havde afholdt ham fra at sige det. Eller også var det den tanke om, at han legede med to pigers følelser og i virkeligheden slet ikke fortjente nogen af dem. Hvordan kunne han umuligt sige, at han så elskede hende?
Men nu var det altså slut med Aubreiane. Der var intet at frygte mere. Og dog kunne han intet sige; det ville praktisk talt være som et skyde sig selv i foden.
"Forresten er det slut mellem os, mig og vampyren," sagde han kort for hovedet i et forsøg på at få det til at lyde som enhver konstatering. "Du har ikke noget at være jaloux over mere. det er forbi." Han gjorde en svingende gestus med hånden, som for at demostrere et overskåret bånd, men han så ikke spor glad ud.

Evangeline vidste ikke, hvad hun skulle gøre af sig selv, som hun stod der med sit tårevædede ansigt. Der var ingen facade længere. Hun forsøgte ikke at skjule sorgen og den dårlige samvittighed. Hvorfor skulle hun dog forsøge, når hun vidste det ikke var muligt? Tusind tanker fløj som forstyrrede fugle igennem hendes hoved, og hun kunne ikke holde styr på dem allesammen på en gang. Spørgsmål, svar, beskyldninger, forklaringer m.m. snoede sig om hinanden i hendes tanker, og gjorde det umuligt for hende, ikke at blande dem sammen. Forvirringen var tydelig. Hun var forvirret over, hvad hun skulle gøre. Hun anede hverken hvad hun skulle gøre eller sige, sådan som hun ellers altid gjorde, og derfor sagde hun ikke noget. Ligeså var desperationen også tydelig i hendes. Havde Athal sagt til hende, at han ville tilgive hende, hvis hun hoppede ud fra et bjerg, ville hun gøre det, uden at tøve. Hun ville gøre hvad som helst, for at han tilgav hende, og lagde armene om hende. Men chancerne for at det ville ske, var vel efterhånden ret minimale, var de ikke?

Hun elskede Athal så højt! Hvad havde dog fået hende til, at være ham utro med Liam. Liam var fortid! Han havde ikke ligefrem været lige sød mod hende altid. Han havde kontrolleret hende, udnyttet hende og brugt hende som han ville, i deres "såkaldte" forhold. Sådan, havde hun i hvert fald følt det, og det kunne ligne ham meget, at være sådan. Det skulle ikke undre hende, om han overhovedet følte noget for hende, men bare var kommet, fordi han manglede en at gå i seng med. Hvorfor havde hun overhovedet lukket ham ind? Havde hun bare lukket og låst døren, og sagt, at hun aldrig ville se ham i hendes nærhed igen, var alt dette måske slet ikke sket.
Evangeline sukkede stille, og blev endnu engang mindet om, hvor stor en fejl hun havde begået.

"Jeg troede du havde endt forholdet med hende, da vi flyttede sammen.." Sagde Evangeline stille, som svar på hans konstatering.
Hun sagde det ikke højt, men man kunne tydeligt høre på den måde, hun svarede på, at hun mente at hun trods alt ikke var den eneste der fejlede. At hun ikke var den eneste der havde været den anden utro. Hun kiggede et øjeblik op på Athals kønne ansigt, og konstaterede i sine tanker, at han ikke så særligt glad ud. Måske, ønskede han, at han havde droppet hende, i stedet for vampyren? Tanken var nok til at et nyt hold tårer pressede sig på, og forsøgte at komme ud gennem hendes tåre-kanaler. Stædigt holdt hun dem tilbage, så godt som det nu kunne lade sig gøre..

//Undskyld det langsomme svar ^^'//

Ups. Nu forekom han pludselig ikke så uskyldig mere. Athal skar tænder og travede frustreret et par skridt frem og tilbage.
Den ene havde været den anden utro, men hvad betød det? Selv om hans følelser brændte mere end nogensinde nu, var der jo stadig den faste del af ham, der havde følelser for Evangeline - stærke følelser.
Så hvad betød det?
Det var jo trods alt hende, der gik i seng med en anden, mimrede en lille stemme i ham, hvilket han dystert måtte nikke ret til. Desværre havde han været lige så slem mod en anden, lovet Evangeline at det kun var de to, og nu stod de og skændtes om, hvad der i grunden var rigtigt.
Han standsede op midt i et skridt og kiggede direkte på hende. Pludselig blev han pinefuldt bevidst om, at hvis han blot trådte to armslængder frem, ville han kunne røre hende og lægge armene om hende, hvis han ønskede. Det var uudholdeligt.
"Jeg ved det," sagde han hæst. Orkede med ét ikke flere undskyldninger; ikke engang fra egen side af. Hvis det her betød deres brud, ville det være nu, det skete.
Nærmest i blind hast greb han sin rygsæk. Måske virkede det en smule svagt af ham bare at forlade det hele i et ruf, men pludselig ville han bare ikke mere. Søen lokkede og kaldte nu mere end nogensinde, og hvis han nåede dertil, ville skovens vandrestier muligvis forekomme som et god alternativ også.
"Måske var det hele bare en fejltagelse, Evange," mumlede han, tænkte ikke engang på, om der skulle forekomme efterladte ting i lejligheden, når han var gået. I noget, der skulle imitere faste skridt, gik han over mod døren. Da han passerede elveren, panikkede han i et forsøg på at undgå det strejf mellem deres arme, der ville indtræffe, når han gik forbi hende, fordi hun stod så nær dørkarmen, og han nærmest hoppede til den modsatte side. Det skete dog med sådan en kraft, at tasken hamrede direkte ind i muren. På forunderlig vis begyndte al indholdet pludseligt at vælte ud. Athal udstødte et råb af en slags og greb forsøgsvist ud efter tingene, men det var for sent. Gammel mad, tøj, vand og alt andet nødvendig skrammel trillede udover Evangelines køkkengulv.
Det var som om, det hele frøs et øjeblik. Alle Athals muskler var som spændt fast, og det var i en langsom slowmotion, han hævede blikket mod Evangeline.
"Undskyld," hviskede han. Hvorfor han lige netop hviskede, havde han ingen anelse om, men pludselig stod han helt tæt ved hende. Hånden var placeret blidt på hendes hofte, og øjnene var et intenst skær af blå.
"Undskyld."

//Det gør ikke noget ;D //

Evangelines tårer var efterhånden forsvundet, og nu stod hun blot og så på Athal. Han havde et tænksomt udtryk i ansigtet. Hans tanker fløj sikkert rundt i hovedet på ham, som de gjorde i hendes. Hun ville sådan ønske, at hun ikke havde såret den stakkels dæmon sådan. Han måtte have det elendigt, kun pga. hendes dumheder. Hun ville række ud efter ham, og holde ham tæt ind til sig, og fortælle ham, at hun elskede ham. Men.. han ville sikkert skubbe hende væk, og fortælle hende, at der ikke var mere imellem dem. At hun bare skulle lade ham være. Tænk, hvis han gjorde det. Eller endnu værre; hvis han besluttede sig for at gå. For at tage afsted. For altid.

Hun havde ikke tænkt tanken til ende, før Athal greb sin taske, og var godt på vej ud af lejligheden. Eller, han skulle forbi hende først. Hun forsøgte i desperation at række ud efter ham, og fik med nød og næppe fremstammet et: "Du må ikke gå..", inden hans rygsæk ramte en væg, og alt dens indhold spredtes ud over køkkengulvet. Hun sagde ingenting. Hun rørte sig ikke engang. Hun stirrede bare på tingene foran hende. Spredt udover hele gulvet. Hun kunne gøre to følgende ting; hjælpe Athal med at samle det op eller lade det ligge og lade ham gøre det selv. Hvis hun gjorde det første, ville hun virke venlig, selvom han forlod hende. Men han ville til gengæld også forlade hende hurtigere, fordi tingene ville blive samlet op hurtigere. Lod hun ham gøre det selv, virkede hun vred og rasende, men hun ville trods alt have ham der foran hende i et par minutter til. Splittet mellem de to valg, stod hun blot ubevægeligt og så til. Hun græd ikke. Hun stod bare og stirrede på tingene foran sig, uden egentlig at vide, hvad hun skulle foretage sig. Som var hun i chok. Uforklarligt, at hun netop reagerede sådan, men det var ikke desto mindre, hvad der skete.
Overrasket så hun på ham, med de grønne øjne. De var stadig blanke, efter alle tårene, og de var sammen med overraskelsen også sørgmodige. Han sagde undskyld. Nej, han hviskede det. Men hvorfor? Hun stivnede da hun mærkede hans blide kærtegn mod hendes hofte. Kærtegn, hun ikke havde turdet håbe på, nogensinde at føle igen. Han undskyldte igen. Hvorfor havde han pludselig ændret mening på den måde? I et øjeblik vendte hun det i tankerne, inden hun besluttede sig for, at spørge ind til det senere. Hun lagde blidt armene om den unge dæmon, og holdt ham tæt ind til sig. Og så kom tårerne. Tårer, fordi hun havde været så tæt på at miste ham. Tårer, fordi hun nu havde ham hos hende. Glædes-tårer og ulykkelige tårer på en og samme tid.
"Jeg siger også undskyld", hviskede hun stille. "For alt det her. Jeg har såret dig så meget.. Og måske er det svært at tro på, efter det med Liam, men Athal, jeg elsker dig", forsatte hun, stadigt i det hviskende toneleje.

//Undskyld den noget ringe kvalitet af dette indlæg -.- <3//

Evangelines gulv lignede et bombet Jerusalem. Det ville få enhver husmor til at hyle op i vild rengørsvanvid og dernæst en god omgang stuearrest. Men det var ligemeget nu; der lå ingen betydning i det mere.
Athal lagde sine nuværende kolde hænder mod hendes ansigt og kyssede tårene væk. Alle harmfølelserne var blevet omvendt til en brændende ømhed. Det føltes allerede så velkendt og så rigtigt, da han stod med Evangeline presset tæt ind mod sig i entreen, og det gik op for ham, at han på en eller anden måde havde følt sig så bar, så ensom, fra førhen, hvor blot to armslængders afstand havde været mere end blot det fysiske.
"Sssch," tyssede han mildt. Han kørte hånden ned og lod den stryge gennem hendes hår. En tankerække lod til at passere hans øjne, som om han lige skulle overveje noget et øjeblik; så sagde han: "Jeg elsker også dig."
Langsomt blomstrede et smil sig frem. For første gang den dag smilede dæmonen, og det var virkelig som om, han havde frigivet nogle indre byrder ved at sige disse ord. De betød så meget, og de allerede sammen været ude for en oplevelse, hvor det pludselig var blevet meget vigtigt at sige dem. Inden det var for sent.
Han lod et langt suk slippe ud. Smilet havde vokset sig bredere, og han kunne ikke modstå trangen til at give hende et stort knus.
"Vedufværminf?" brummede han uldent mod hendes hår. Gad vide, om det overhovedet var forståeligt.

//Jeg siger præcis det samme, du! :D //

En følelse af lykke spredte sig i Evangelines yndefulde krop. Et smil som afspejlede denne følelse, dukkede op på hendes fyldige læber, Da Athal kyssede hendes tårer væk. Det var ubeskriveligt så fantastisk det føltes, at mærke hans læber mod hendes hud igen. At vide, at det ikke var sidste gang, hun ville komme til det alligevel. Selvom de havde haft et kæmpe skænderi, tja.. så virkede det som om, at de på en eller anden måde, havde fået dem tættere på hinanden. Ikke, at Evangeline på nogen måde, ønskede et sådan et igen. Slet ikke! Hun tog en dyb indånding, og lod duften af Athal fylde hendes næse. Hun lukkede øjnene et kort øjeblik, og lod blidt sine læber kærtegne hans kind.

Hun smilede, over hans ømme kærtegn, som hun havde savnet så meget. Hun stivnede og så overrasket på dæmonen foran hende, da han sagde de tre store ord. Han elskede hende. Han elskede hende! HAN ELSKEDE HENDE! Hun kunne skrige af lykke! Hvor var det fantastisk! Hvor havde hun dog ventet på at høre ham sige det! Hun kunne sige så meget, om hvor glad hun var, men i stedet for, udtrykte hun sine følelser, ved at trykke hendes fyldige læber mod Athals i et intenst og kærligt kys.
Et stort grin bredte sig på Evangelines læber, da han ned i hendes hår, spurgte hende, om hun ville være hans. Hun forstod det skam udemærket og kunne næsten ikke svare hurtigt nok.
"Selvfølgelig vil jeg det!"

//Tihi xD//

Athal kluklo mod hendes hals. Han strøg noget af hendes krøllede hår til side og kyssede hende ned til kravebenet. Fingrene begyndte at opføre sig sultens, og hans hænder lagde sig udfoldende og legende mod hendes krop. Som et ekstra dansetrin trådte han lidt til siden; måske for at lokke hende med videre ind i lejligheden; måske for at finde en behageligere stilling. Pointen var i hvert fald, at en knasende lyd fik ham til at afbryde sit forehavende og kigge undrende ned.
Under skoen befandt en temmelig ødelagt og totureret pakke kiks sig nu. Det var Athals yndlings - de der Butter Kiks -, og han skar, nærmest pr. automatik, en ærgelig grimasse. Men det var hurtigt glemt alligevel. Han grinede igen - det var pludseligt helt umuligt at stoppe -, og trak Evangeline med over mod bordet. Hans hånd lå fast i hendes.
"Kom. Woops - pas på den handske på gulvet dér; de kan godt være farlige, kan jeg sige dig! Og - av! Okay, godt råd! Hav ikke ekstra tøjklemmer i rygsækken ligemeget hvad. De gør ondt!" Livligt dirirgerende nåede han endelig over sumpens rod, før madbordet rejste sig foran dem. Endelig syntes hans mave at have glemt kvalmen, og hvor så det lækkert ud!
Men det var knap svært kun at kigge på maden. Hans frie hånd lagde sig trygt om hendes liv, og han så hende smilende i øjnene.
"Har du lavet det her selv?" Så snart som spørgsmålet havde forladt hans læber, gik det op for ham hvor forældreagtigt, det lød. Og han var - praktisk set! - den yngste af de to. "Jeg mener; du har måske ikke fået hjælp fra fastfood-kæden nede på højre hjørne?" tilføjede han, og øjenbrynene røg drillende til tops.

Evangeline grinede på sin søde, charmerende måde, i det Athal begyndte at kærtegne hende på hans næsten sultne måde. Blidt kærtegnede hun hans ryg, og lod sit hoved hvile på hans skulder. Hvor havde hun dog savnet, at de stod sådan. Kyssede hinanden på denne intense og kærlige måde, nød hinandens nærvær og kærtegnede hinandens kroppe. Intet i hele verden, kunne sammenlignes med dette. I Athal havde hun fundet lykken. Den lykke, hun aldrig havde følt sammen med andre mænd. Udvalget var jo for hende stort nok. Men der var ingen, der var som ham. Ingen, der kunne se forbi hendes udseende, og få øje på hendes personlighed, som han kunne. Han elskede hendes væremåde, og han elskede hendes udseende. Han kunne lide.. hele hende. Og det var det, der betød noget. Eller, betød så meget.
En knasende lyd afbrød hendes tanker. Hun kiggede ned på gulvet, for at se, hvor lyden kom fra. Athal havde trådt på en pakke kiks. At dømme efter hans ansigtsudtryk var det nok nogle kiks, han var meget glade for. Et grin gled henover hendes fyldige læber, og hun holdt ham beskyttende ind til sig.
"Vi køber nogle nye kiks til dig" sagde hun drillende, og kyssede hans kind. Derefter, lod hun ham føre hende, igennem "junglen" af hans ting som var spredt udover hele gulvet. Utroligt, hvor mange ting der kunne være i den rygsæk..

"Jeg har lavet det hele selv.. En romantisk middag, kun for os to", grinede hun og kyssede blidt hans kind. Selvom hun grinede, var det tydeligt, at hun virkelig havde lavet hele middagen selv, i den anledning, at Athal endelig kom hjem til hende igen. Hun smilede sit søde smil, og lod de smukke, grønne øjne hvile i hans.

Da Evange lovede ham nogle nye kiks, kiggede Athal på hende med et stort grin. "Lover du det?" spurgte han. Om det var et retorisk spørgsmål eller ikke, var ikke til at sige.
Jo mere tid, han brugte på at betragte maden, jo mere lækker forekom den. Ikke at Athal stod og overbegloede den hjemmelavede menu hele tiden; nej, det var snarere Evangeline, han ikke kunne få øjnene fra, ej heller sine hænder.
"Det ser lækkert ud," komplimenterede han optimistisk. I samme øjeblik lavede hans mave en høj, rumlende lyd, og han lo flovt. "Øh - vi må vist hellere se at komme i gang." Han slap hende - det føltes som at løsrive sig fra en brandeovn i vintertiden - og var ved at dumpe ned i den nærmeste stol, før han kom på bedre tanker.
Med et eftertænksomt blik mod Evange kom han på benene igen, før han marcherede over på den anden side af bordet. Han rømmede sig - to gange -, greb stolen og trak den tilbydende ud.
"Til min dame. Hvis De vil være så venlig at sætte Dem ned." I et tappert forsøg på at se tjeneragtigt ud, som de gjorde i de ældre dage, svingede han med armen, men endte med at give bordlampen en ordentlig gokker i stedet for. En trækning passerede over dæmonens ansigt, men han holdt trofast pokeransigtet. Eller i hvert fald noget i den stil. Det store smil dukkede frem sekunder efter, og han bevægede sig over mod siddepladsen overfor.
"Eller det var vel det, I sagde dengang," sagde han i en slags tilføjelse. "Jeg mener, dengang du blev født?" Det kunne have været et spørgsmål og alligevel ikke. Mens Athal satte sig ned, gik det op for ham, at han i grunden ingen anelse havde om hvor gammel, elveren egentlig var. Skønt han kendte hele hendes tragiske livshistorie, kunne han langt fra placere årstal og dato. Et vildt gæt lå på, at hun måtte have eksisteret længe. Sådan var deti hvert fald med de fleste magiskfødte væsener.

"Jada, lille skat! Du skal nok få alle de kiks du kan spise!", grinede hun, og kyssede blidt hans kind, som var han et lille barn, hvis største ønske, var at få en ny pakke kiks. Hun smilede drillende til ham, og var så ubeskriveligt lykkelig for, at hun havde ham ved sin side igen. At de kunne lave sjov med hinanden som de gjorde så tit. At de kunne være sammen.. længe endnu, forhåbentligt.

"Tak" smilede hun, til hans kompliment af hendes madlavning. Endnu et grin undslap hendes læber, da Athals mave begyndte at rumle. Hvor var han dog nuttet, når han gjorde noget - som ifølge ham - var pinligt. Hun elskede simpelthen den rødmende farve hans kønne ansigt fik. Hun fik lyst til bare at kramme ham.. holde ham ind til sig, og fortælle ham hvor fantastisk han var, når hans ansigt blussede på denne måde. Hun havde fundet sig en helt igennem fantastisk mand, som elskede hende. Sådan, havde hun aldrig prøvet det før. At en mand rent faktisk elskede hende. Det havde Liam ikke gjort. Han havde elsket hendes krop, og det begær han følte, når han rørte den. Men sådan var Athal slet ikke. Han elskede hende, og han syntes også om hendes krop. Men det var ikke pga. den, at han sad i hendes lejlighed nu. Det var pga. hende.

Hun fnisede, da Athal først satte sig ned, men fortrød og dernæst, trak han stolen ud for hende, og opførte sig som en "gammeldags" tjener. Hun mindedes de "gamle" dage, hvor man som tjener opførte sig sådan.
"Det var det jo nok", grinede hun, og kiggede på ham.
"Hvor er jeg egentlig gammel i forhold til dig!!", udbrød hun pludselig og grinede endnu engang.
"Du må love ikke at gå fra mig, hvis jeg fortæller dig det!" Endnu engang grinede hun, og smilede drillende til ham. Dog, håbede hun ikke, at det gjorde ham noget, at hun var et par hundrede år ældre, end ham. Teknisk set, var hun jo på hans alder. Hun havde bare været det ret længe.

"Jeg tager dig på ordet," lo Athal og skød en bestemt finger mod hende.
Nu havde de jo boet sammen i et par uger nu, og Athal kendte efterhånden til Evangelines madlavningsevner, og hun gjorde ligeså til hans (hvilket var INTET i forhold til elverens - var hun bare god til alt?!), men aldrig havde hun præsteret så overdådig en middag. Athal snusede veltilfreds ind og måtte bide sig selv i tungen for ikke at hugge gaflen ned i det nærmeste stykke kød.
De blå øjne så op fra de lækre retter, fangede hendes grønne, og lo bredt med. Hvor havde hun en fantastisk latter! Athal elskede den måde, hendes øjne skinnede på, når hun lo, og lyden, der trillende udsprang, som fra et rislende vandfald. Bare det faktum, at det faktisk var ham, der fik hende til at grine sådan, gjorde det hele så meget værd. Desuden smittede det helt vildt, og han kunne ikke lade være med at grine med hver gang, hun gjorde.
"Tro mig, ALLE er ældre end mig," sagde han vidende. "Jeg mener, jeg begynder snart at tro, at almindelige mennesker også har en eller anden superdrik mod at blive ældre. Du ved, lidt ligesom de der Bubbi Bjørne." Han standsede op et øjeblik. "Nej, vent ... De kan hoppe." Endnu en pause. "Nå, det er vel næsten det samme."
Maven rumlede stille igen, og Athals hånd fløj over den i et dækkende skjold. Det var efterhånden ved at blive lidt pinligt. Kunne man virkelig blive så sulten af at skændes?
"Jeg tør i det mindste vædde med, at du ikke er ældre end min bedstemor," erklærede han selvsikkert. "Hun blev ret gammel, faktisk. Jeg tror, hun nåede at have en affære med ham den egyptiske prins - hvad var det nu, han hed ... Nå, ligemeget." Han sluttede det af med en latter (det var umuligt at stoppe!) og betragtede hende med et forventningsfuldt smil.
Naturligvis ville det ikke gøre ham noget, hvis hun så var 500 år, men en lille kildren i maven kunne nu alligevel ikke lade være med at sprede sig ...

"Det er iorden", grinede hun, og betragtede blidt dæmonen foran hende, med hovedet let på skrå. Han var så fantastisk. Med øjnene fulgte hun hans ansigts linjer, og det altid pjuskede hår, som indrammede det. Uanset, hvordan han satte det, endte det altid med, at falde tilbage i den pjuskede frisure. Det klædte ham virkelig. Det var ikke mange, der kunne se så godt ud, med et tilfældigt og pjusket hår. Men det kunne Athal. Han var utrolig køn, og han var.. hendes. Det var så utroligt fantastisk, at hun havde svært ved at tro på det. Athal var hendes.. kæreste. De var i et forhold. Aldrig, havde hun følt sådan for et væsen af hankøn før. Aldrig, havde hun troet, at hun ville komme til det Men ikke desto mindre, var det lige nøjagtigt hvad der var sket.

Evangeline grinede igen. Hendes søde og charmerende latter, gled igen over hendes fyldige læber.
"Det er da overhovedet ikke det samme! Bubbi-bjørnene lever da ikke længere, bare fordi de hopper.. Det skulle da kun være fordi de spiser vildt sundt, og dyrker en masse motion pga. al den hoppen"

Hun smilede, og kiggede lidt på Athal. Hun grinede stadig, men ikke helt så meget, for hvis hun fortalte ham hvor gammel hun var, hvad ville han så ikke sige? Ville han synes det var underligt at date.. eller, være i et forhold med en elver, som havde eksisteret i over 100 år? Men, han skulle jo have det af vide, før eller siden, så hun kunne ligeså godt tale ud omkring det nu.

"Athal.. Jeg er 16, ikk? Men det har jeg været i.. 160 år.. så jeg har eksisteret i 176 år". Hun lænede sig frem, stadig med et grin på læberne, men nu havde hun også et afventende udtryk i de store, smukke, grønne øjne, som til tider kunne få hende til at ligne et lille, skrøbeligt dådyr.. En elver-ting var det vel. Eller, måske var det bare Evangeline. Hun var spændt på han hvad han ville sige, og måske en lille smule bange for, at han ville sige noget, som hun ikke ønskede at høre.