Alene Ved Søen //Athal-Privat//

T: 18:04
S: Søen
V: Klart med en let brise
O: Ingen?

Naina lod sig dumpe ned i det nu halvmørke græs da det var godt og vel aften. Det var stadig til at se noget, men man kunne også tydeligt se at alt ikke var i normalt dagslys. Hun kiggede ud på søen som lå fredeligt i De Morga. Hun lod sit hoved dunke træt ind i stammen bag hende fra et tynd, men alligevel ret højt træ. Hvor var der dog dejligt fredeligt sådan om aftenen. Og desuden var det bedre at være her end i skoven. Der var altid fyldt med inde væsner om natten og sen aften. Faktisk var de der vel hele tiden, men kom først sådan rigtig frem når det var blevet ordentligt mørkt. Godt nok kunne man være mere synlig ved søen, men mange syntes også det var for åbent til at komme der. Dog tog Naina chancen da hun havde hurtige reflekser og ikke ligefrem var bange for det der kunne være derude. Alle havde jo deres måde at leve på og det kom jo bare an på hvordan deres hjerner var skruet sammen. Nogen bedre end andres efter hendes mening og sikkert også andres.

Søen. Athal kunne allerede fornemme den på lang afstand, inden han overhovedet var nået så meget som til lugtenærhed eller at kunne se den med det blotte syn. Det var så forfærdeligt længe siden, at han havde mæsket sig i en rigtig sø, og ivrigheden dik ham til at bevæge sig meget hurtigere, end hans lettere udmattede krop burde være i stand til. Men tanken om vand var allerede nok til at opmuntre gevaldigt.
Og så var han der endelig! Lettelse ramte den unge dæmon, og et kort øjeblik glemte han alt andet - men kun for et kort øjeblik. For knap havde han taget syv store skridt til den frodige bred, da han fik øje på hende.
Et lille stykke væk, helt roligt og fredeligt, sad et andet væsen. Han kunne ikke rigtig afgøre, om det var et almindeligt menneske, eller om der lurede noget overnaturligt bag overfladen. Tøvende standsede han op og betragtede eftertænksomt den anden person.

Naina lukkede stille øjnene, mens hun mærkede tingene omkring sig. Barken på stammen som hendes hoved hvilede opad. Græsset. Og ikke mindst den lette brise som føltes skøn mod hendes ansigt. Hun skulle lige til at sætte sig endnu bedre til rette da hun mærkede nogen underlige vibrationer i vinden. Unaturligt. Hun åbnede øjnene og opdagede at der var en dreng der stirrede direkte på hende. Hun blev lidt forlegen og vidste ikke helt hvad hun skulle stille op. Hun vidste ikke hvor lang tid han havde stirret på hende, men det kunne ikke være i særlig lang tid. Men lige meget hvad følte hun det lidt ubehageligt. "Søger du noget?" Spurgte hun så lidt højt til drengen så hun var sikker på at han hørte hende. Hun rejste sig op kort efter, men blev stående. Hvis han ville hende noget måtte han selv komme over til hende. Det var jo ikke hende der havde forstyrret ham.

Det gav et uventet gip i Athal, da pigen pludselig stirrede tilbage på ham. En hel række overlevelsesinstinkter rørte sig i ham, da han så hende gøre mine til at tage kontakt til ham, men han blev hurtigt enig med sig selv om, at det nok var bedst at vente med at afgive en form for voldsom reaktion. Hun måtte vel også lige have lov til at få lidt luft.
Han rømmede sig en anelse forsigtigt og gik langsomt hen mod hende. Han var nu overbevist om, at der måtte ligge en form for overnaturlighed i denne pige.
"Tjah, joh .. Nej, ikke rigtigt, faktisk. Jeg har lige fundet det." Han gjorde det udslag med hånden i en bydende gestus ud mod søen. Han kom uvilkårligt til at smile ved bare tanken, og hans nysgerrighed blev vakt. "Det er vel i orden, at jeg også er her lidt?" spurgte han forsigtigt og følte, at han trods alt måtte være lidt høflig. Man vidste aldrig, om hun var en af den slags mosekoner, der krævede ens sjæl for at bade i søen. Han gyste ved tanken.

Hun betragtede ham let, men skævede så ud mod søen. Hun grinte kort og kiggede så tilbage på ham da han gik hen mod hende. "Ja selvfølgelig. Det jo ikke fordi jeg ejer det hele" sagde hun og smilede venligt til ham. "Faktisk ejer jeg ikke noget overhovedet, men det ønsker jeg heller ikke" sagde hun og rettede lidt på sin grå kjole som hun altid gik med. Den føltes behagelig og så syntes hun selv at den klædte hende. "Jeg gætter på du er en vanddæmon? Ikke for at være uhøflig eller noget" sagde hun mere stille og lod sig hvile op af stammen da han nu var helt henne ved hende. "Det er i hvert fald hvad jeg tror siden du søger søen så meget" sagde hun med et blidt smil, mens hun så på ham med sine lilla øjne. Hun vidste ikke helt om han var venlig af sjæl, men han virkede til det. Og sidst hun havde en dårlig fornemmelse med en var det også sandt. Så hun begyndte at spekulere på om hun havde et eller andet gen der kunne fornemme om folk havde noget godt eller dårligt i sinde med deres handlinger eller bare hvordan de var. "Søen er skam også et godt sted at være. Selvom jeg nu helst bare holder mig på jorden...eller...jeg vil hellere være oppe i himlen, men det er ret risikabelt at være deroppe" sagde hun og smilede forsigtigt til ham. Hun var allerede ved at fortælle ham alt for meget. Måske bare fordi hun var nervøs for at møde nye personer. Det var ikke så tit det skete og de fleste havde ikke rigtig noget godt med sig. Så hun stolede aldrig på nogen mere. Dog kunne man sagtens være høflig alligevel.

Nå, i det mindste var der ikke nget fjendskab at spore hos pigen. Athal nikkede, og et smil dukkede frem. Han vendte ansigtet ud mod søen og betragtede den lidt, indtil hendes næste ord nåede hans ører. Til dels overrasket så han igen på hende, og blikket var undersøgende, da han nikkede. "Ja," sagde han. "Ja, det er jeg."
Men hvad er du så? Han syntes selv, han var så forfærdelig dårlig til at bedømme folks natur, og i første omgang kunne han slet ikke beslutte sig for, hvad pigen mon kunne være. "Er du en .. luftdæmon?" spurgte han langsomt og lagde hovedet en smule på skrå, som om det gav et bedre perspektiv. Hun virkede som et venligt væsen, og han følte sig allerede godt tilpas i hendes selskab. Måske var der ikke så meget at sige til det, eftersom han havde levet alene i et par uger efterhånden. Bare en lille smule venlighed kunne bringe hans humør op.

Hun grinte kort af den måde hans hoved pludselig drejede. "Det er jeg sjovt nok" sagde hun og smilede blidt til ham. "Så hvis du meget gerne vil ned i vandet er det helt fint med mig. Men jeg foretrækker at blive heroppe" sagde hun med et forsigtigt smil. Hun håbede ikke at han havde noget ondt i sig for så var det ikke godt for hende at de var tæt på en sø nu når hans kræfter var vand. Men han virkede slet ikke sådan. Han var rolig at snakke med og så ikke ondt eller hævngerrigt på hende på nogen måde. Så hun kunne vel regne med at han var venlig af sind? Ja måske. Hun ville ikke sige for meget til sig selv endnu. "Jeg har aldrig mødt en vanddæmon før" sagde hun og smilede blidt til ham. "Så det er ret nyt for mig" tilføjede hun og gik med ham hen til søen. Hun vidste at hvis han havde væk fra vandet i noget tid ville han længes efter det. Ligesom hun længdes efter frisk luft hvis hun havde været lukket inde i en metro eller noget. Hun havde det aldrig godt sådan nogen indelukkede steder.

"Åh, det .. " begyndte Athal og vidste ikke rigtigt, hvad han skulle mene. Pigen virkede sød, og snaksagligjhedsknappen var med det samme blevet tændt hos ham. Det lod også til, at hun var et værre sludrechartol, og han lo kort, da hun erklærede, at hun aldrig havde mødt en vanddæmon før. "Så kan jeg forstå, jeg skal gøre mig ekstra umage med det gode indtryk, huh?" smilede han, og de blå øjne lyste af munterhed.
Helt uden at tænke over det travede han hende med ned til søen, og i ren ivrighed smed han sig ned i det grønne græs, slog skoene af og stak fødderne i vandet. Med det samme groede grønne skæl og svømmehud frem på ham med de to kropsdele, der rørte vandet. Et lettet suk slap ud gennem Athals tænder, og han smilede atter til pigen.
"Hvad hedder du forresten?"

Hun grinte muntert og smilede i et nik. "Ja måske" sagde hun for at drille ham lidt. Hun satte sig ved bredden og så ned på det af hans ben der var i vandet. "Det føles godt gør det ikke?" Spurgte hun usikkert. Det ville virke lidt mærkeligt for hende hvis det ikke gjorde. For så elskede han måske ikke sit element sådan rigtigt? Jo det måtte han da gøre. Det gjorde alle dæmoner da?! Eller...det vidste hun jo egentlig ikke rigtigt, men hun syntes i hvert fald de burde.
Hun så hen på ham igen og smilede venligt. "Mit navn er Naina" sagde hun og nikkede så mod ham som tegn på at han skulle sige hans. Hun ville ønske alle bare kunne være flinke. I stedet for at de prøvede at æde en. Det var da bare så barbarisk! At kunne æde en med kød og knogler? Det var simpelthen for klamt. Men sådan var folk åbenbart nogen gange. Klamme...

Athal nikkede i fuld tilfredshed. Han vidste, at der var så meget, der kunne tilfredsstille et almindeligt menneske, og der var skam også mange ting, han kunne skrive under sin top 10. Men når det gjaldt færden i vand ... Hvis det ikke havde været for hans konstante forfølgere, havde han nok valgt at bosætte sig ved havet eller en eller anden tilfældig sø til evig tid.
Evig tid. Han vidste, der fandtes urgamle væsner over hele kloden - det havde hans forældre selv været -, men han var vel, hvad man i den uendelige forstand kaldte en baby. Han så på Naina og tænkte på hvor gammel, hendes sindsalder mon var.
"Davs - jeg er Athal," præsenterede han sig og stak hende endnu et af sine brede smil.

Hun så på ham og smilede blidt. "Hey Athe" sagde hun og håbede ikke han havde noget imod kælenavne for så var hun på røven lige nu. Hun var ret hurtig til at finde på den slags, men det var selvfølgelig ikke alle man kunne give et. Kun dem der lagde op til det eller hvor der bare var noget der lød godt. "Hvis det var mig ville jeg også bare flyve rundt i den friske luft mellem skyerne. Men det kan jeg desvære ikke" sagde hun lidt trist, mens hendes blik gled op på skyerne og i det hele taget bare himlen. Den var blevet mørkere siden sidst hun så op på den og månen kunne anes mere end før. Den var fuld. Det ville sige man ikke ligefrem skulle holde sig i skoven denne nat. Medmindre man ønskede at blive en varulv, men hun kunne ikke se hvem der ønskede at være det. Det måtte være forfærdeligt ikke at vide hvem man var når man blev forvandlet og ligefrem kunne dræbe sin bedste ven.

Små hvirvelstrømme blev dannet, da Athal baskede lidt med benne i vandet. "Athe?" gentog han og kiggede overrasket på hende. Så lo han og nikkede accepterende. "Jamen hvis du siger det .. øh - Nai." Han var temmelig blank for at give kælenavne lige nu, men han følte ligesom, at Naina også lige skulle have et tilbage.
To mørke bryn trak sig sammen over hans øjne, og han kiggede forundret på Nai. "Hvorfor ikke det?" spurgte han og følte sig lidt forsigtig med at spørge. Nogle personer kunne ikke lide, hvis man spurgte ind til dem på det personlige hold, og han havde allerede mødt mindst én person i denne by, der blev meget undvigende, hvis man spurgte. Tilgengæld havde Nai selv bragt emnet på bane, så her var det selvfølgelig noget andet.

Hun grinte kort da han også forsøgte at give hende et kælenavn. "Tak" sagde hun blot med et bekræftende nik ligesom han havde bekræftet det hun havde givet ham. "Tjo ser du der er mange elvere som hader os dæmoner. Så hvis de får chancen vil du skyde os ned med deres bue og pil til hver en tid" sagde hun lidt mere bedrøvet i stemmen. Hun hadede ikke bare at kunne flyve rundt deroppe. Men sådan var det. Man måtte altid være forsigtig. "Men det går nu. Jeg har vænnet mig til det" sagde hun og smilede kort til ham.
"Men sig mig så. Bor du nogen steder?" Spurgte hun nysgerrigt. Det var ikke alle som havde et bestemt sted at bo, men der var da alligevel rimelig mange som havde. Det var jo smag og behag og om ham havde råd. Alt handlede om penge nu til dags. Desvære.

Athal begyndte at se en kende bekymret ud, da Nai udfrittede oplysninger om elverne og deres had til dæmoner. Det var jo ikke så sent som i går, han havde brugt en hel aften på at sludre med en noget køn elverpige! Men hun havde da ikke gjort ham noget.
Vær nu ikke dum, Athal, tænkte han kritisk. Selvfølgelig er det ikke alle, der er onde.
"Det lyder da ikke sjovt," sagde han medfølende og kunne slet ikke forestille sig hvordan, det ville være, hvis han ikke fik lov til at tage sig en dukkert engang imellem.
Hans blik blev lettere eftertænksomt, da hun spurgte til hans opholdssted. "Næh," svarede han, og smilet formede sig til et skævt. "Jeg er sådan set lige ankommet, så jeg overvejer mine muligheder lidt. Hvad med dig?"

"Nej det er det bestemt heller ikke" sagde hun og så lidt ned for at tænke. "Så jeg stoler ikke på elverne. Eller faktisk stoler jeg ikke på nogen, men jeg stoler endnu mindre på elverne...og så vampyrerne" sagde hun og smilede kort til ham. Vampyrer var bestemt ikke rare og det var ikke nogen man skulle fornærme eller lave sjov med hvis de ikke var til den slags. "Vinden og himlen er mit hjem. Jeg har ingen fast ejendom hvis det er det du tænker på" sagde hun og smilede blidt til ham. "Man behøver ikke have et hjem når man er en enspænder som mig. Jeg har altid været alene..." sagde hun og så ud over søen. Den var nu ret stor alligevel. Hun smilede mere til ham mens hun så på ham. "Hvorfor tar du dig ikke en ordentlig dukkert så bliver jeg her?" Spurgte hun. Hun vidste at han sikkert havde helt vildt meget lyst og hun ville ikke holde ham væk fra vandet.

Athal skar en grimasse. Nej, vampyrer var nu heller ikke noget, han havde haft noget godt kendskab indtil videre på mange af sine rejser. "Nogle gange kan det vist betale sig at være paranoid," konkluderede han svævende og stirrede udover søen et øjeblik. "Selv overfor sin egen race."
Hans blik faldt igen på hende, og det muntre voksede atter frem. "Jeg kan heller ikke forestille mig én som dig opholde sig indendøre hele tiden," erklærede han eftertænksomt. "Det er jo også spændende at være nye steder hele tiden, ikke?"
Han mærkede sin vilje svinde, så snart hun spurgte ham, om han ikke ville tage en dukkert. Han lod en rodende hånd løbe gennem det pjuskede hår og så pinefuldt på hende. "Og du ville ikke have noget imod det?" spurgte han håbefuldt.

"Ja det kan det bestemt" sagde hun og smilede blidt til ham. "Jeg synes ikke altid min ellers vores race er bedre end så mange andre. Det kommer an på hvordan de er skruet sammen oven i hovedet" sagde hun med et kort grin. Hun lod hænderne hvile hendes krop da hun tog dem bagud som en støtte. Hun mærkede græsset mellem sine fingre og hun blev kun gladere over det. "Naah en luftdæmon hører ikke ligefrem hjemme indendøre. Vi vil helst bare gerne opholde os udenfor. Men der er nu visse steder man kommer oftere end andre alligevel. Fx hernede ved søen. Det er et smukt sted med frisk luft" sagde hun og så ud over søen med et stille blik. "Siden jeg selv foreslog det så selvfølgelig nej" sagde hun og så på ham med et lidt skævt smil. "Jeg kan sagtens vente på du har mundret dig" grinte hun.

Athal nikkede koncentreret, og man kunne se, at han var helt alvorligt inde i emnet. Og naturligvis var det også en selvfølgelighed. Krig og splid var en alvorlig ting, og at blive forfulgt og forsøgt dræbt utallige gange var noget, der slet ikke var morsomt.
"Her er fantastisk," gav han hende ret og sendte søen et beundrende blik. Der var noget helt specielt, der bandt ham sammen med vand, når man nu sådan var født som vanddæmon, og ligemeget hvor trist, Athal kunne være, kunne en frisk dukkert altid hjælpe.
"Okay," sagde han så, og smilet blev med ét glædestrålende. "Jeg er tilbage om lidt."
Så, brat og pludseligt, gav det et farligt plask, da han sprang i vandet. I samme øjeblik resten af hans krop kom i kontakt med vandet, voksede skæl, gælder og svømmehud frem på resten af hans krop. Sågar tænderne blev spidse og skarpe, og det sorte hår syntes mere blå-grønt end nogensinde.
Den befriende følelse blev ekstra stor, og Athal forsvandt med lethed ned i søens dybder. Aah, den følelse!

Hun betragtede ham let da han forandrede sig. Sådan en forandring havde hun aldrig kunne. Men hun var jo også i kontakt med luften hele tiden så det var forståeligt nok. Hun grinte stille da han forsvandt. Hun elskede at se andre glade og at de var omgivet med det der gjorde dem lykkelige. Hun ville ønske hun selv var lykkelig. Men det var hun ikke. Hun havde ingen venner overhovedet kun bekendte og hun havde aldrig nogensinde været forelsket. Så man kunne bare sige glad. Men ikke lykkelig. Og det gjorde hende heller ikke lykkeligere at tænke på sine forældre der ikke levede mere. Pokkers til blodsugere! Kunne de ikke bare finde nogen der var ved at dø eller noget i steder for at tage dem der var sunde og raske. Hun hadede dem over alt på jorden og var glad for hun aldrig selv havde mødt en.

Vand og dæmon. Dæmon og vand. Pludselig føltes det som om, Athal og søen var én enhed, og han mærkede energien summe i kroppen med en blanding af noget, der kun kunne være magi. Blide strømme af fisk svømmede roligt forbi ham, og han passerede adskillige søplanter. Han kunne være blevet dernede for evigt. Tanken om sin nye ven, der nu sad og ventede oppe ved breden, fik ham dog til omsider at vende om.
Da han brød gennem den krusede vandoverflade´havde han ingen tidsfornemmelse om hvor længe, han havde været væk, men han kunne dog regne ud, at med dét tænksomme ansigtsudtryk Nai havde, måtte der være gået mere end tre minutter - mindst.
Hans ansigt blev omgående normalt, da det ikke befandt sig i kontakt med vandet mere, og han smilede bredt til Nai.
"Halløj! Hygger du dig?" Han svømmede ind til hende og smed sig i græsset ved siden af hende.

Hun sukkede og kunne bare have skreget. Var det virkelig så svært at få et godt liv? Hun sukkede endnu engang. Hun havde da et godt liv. Hun kunne jo ikke klage over noget som andre kunne.
Hun kom ud af sine tanker da overfladen igen blev brudt af Athe. Hun fik et lille smil frem og nikkede stille. "Ja det fint nok. Sidder bare i min egen lille verden" sagde hun med et kort grin, mens hun så på han. "Var det godt med en dukkert?" Spurgte hun for at komme ind på noget andet så han ikke skulle spørge til alt muligt. Hun gad ikke til at snakke om problemer eller bare det i det hele taget at have nogen problemer. "Det en meget sej form du får" sagde hun og smilede blidt til ham. "Men også på en måde skræmmende" sagde hun og grinte muntert.

Var det et glimt af sørgmodighed i Nais øjne, Athal havde set, idet han brød vandoverfladen, eller hvad han blot set syner? Hun havde virket så glad og tilfreds indtil nu, og derfor regnede han ikke med, at der ville være nogle indre tanker gemt.
Hun så dog ud til at genvinde sit gode humør, og Athal følte sig endnu for fremmed til at turde spørge, om alt var okay.
Så let som ingenting gled han ind til hende igen. Søvand dryppede, og andet overjordisk hud rislede væk, da han hev sig op på landjord igen. "Det føltes ligesom .. ligesom når man bare har været lækkersulten i flere dage, men der er ikke noget at finde i huset. Og pludselig - så finder man den store slikpose." Han lo lidt, men der var ikke noget at sige til den latter, han fik, da hun pointerede hans form i vandet.
"Joh - mange tak .. Tror jeg da!" grinede han og rodede sig en smule forlegent i håret. Det blå blik gled op og ned af hende. "Vær sød at sige, at du ligner en høne, når du flyver i luften," bad han med påtaget jamren.

Hun så uforstående på ham og kunne ikke lade være med at grine. "Hvorfor skulle jeg være en høne? Det eneste jeg får er vinger ellers ikke rigtig noget" sagde hun og smilede blidt til ham. Hun så hvordan han blev forvandlet til mere eller mindre normal igen, men det pyntede ham nu også med de gælder og lignende der var dukket frem på hans krop. Han kunne virkelig gå i et med sit element. Det ville hun på en måde også ønske hun kunne. Men vingerne gav hende udstrålingen der skulle til for at være i et med sit element. Så det var vel egentlig bare det? Og som luftdæmon havde hun selvfølgelig også skønheden som alle de andre fra hendes slægt. Hun synes ikke ligefrem hun selv var så smuk og der var aldrig nogen der havde sagt det til hende. Så hun tænkte nogen gange over om hun i det hele taget var ment til at være luftdæmon eller måske bare ikke havde udseendet i blodet mere. Hun kunne ikke andet end at gætte.

"Fordi .. Fordi høner er pinlige og .. gokkende." Athal baskede beskrvende med armene, som håbede han, han kunne udlvere et hemmelighedsfuldt hint via tydelige kropssignaler.
Han smilede til hende, men den underlige følelse, der var dukket op, efter han selv var sprunget i vandet, hang stadig som en sur lugt ved hende, og han mærkede atter nysgerrigheden flytte på sig.
De stadig våde hænder blev gnedet mod hinanden. Athal koncentrerede sig, og med ét begyndte bittesmå dråber at trække mod hans håndflade. De dråber, der førhen var på vej ned, skød nu den anden vej, og de dråber, der førhen havde været på vej til det rigtige sted, trak sig nu endnu hurtigere frem. Inden længe havde en lille sø samlet sig i Athals åbne håndflader, og en form begyndte at dannes,
Var det en ko? En hest? Eller måske en søhest? Jo, rigtignok. Glimsende og gennemsigtig hvilede søhesten skrøbeligt i Athals hænder, og han så smilende på Nai.
"Se."

Hun så mærkeligt på ham. Hvad var det han prøvede på? "Så det du sige er...at jeg er pinlig...og gokkende?" Spurgte hun uden rigtig at forstå ham. Det var som om han prøvede at fortælle hende et eller andet, men så alligevel ikke. Hun var ret forvirret, men lod det ligge. Hun sukkede bare kort og skulle til bare at se ud over søen, men da han sagde noget igen så hun mod hans håndflade. Det var tydeligt at vide hvad der var han ville ha hun skulle se. Hun smilede blidt, mens hun betragtede den lille søhest. "Den er virkelig smuk" sagde hun og så kort på ham før hun så på søhesten ud af vand igen. Det måtte være fantastisk at kunne skabe noget ud af sit element. Hun havde aldrig rigtig selv prøvet det. Men hun kunne mere flytte med ting. Som luften. Og vand, jord og ild for den sags skyld. Hun kunne bare ikke skabe former på samme måde som de kunne. Måske var hun egentlig skabt til at raserer? Siden hun ikke kunne skabe noget smukt, men bare komme med kraftige vindstød og danne store orkaner og tornadoer. Måske skulle det være hendes nye mål? At finde den vrede hun havde gemt på i så lang tid og så bare slippe den løs ved at skade alt og alle? Nej det kunne hun ikke! Det var slet ikke hende! Men dog. Så alligevel. Det var andre væsner der havde slået hendes forældre ihjel. Og hun hadede dem inderligt for at have gjort det. Hun havde båret på den sorg i godt 100 år snart og det var aldrig fordi den var blevet mindre. Hun havde holdt virkelig meget af sine forældre. Så hvorfor skulle de blive ofre for sådan nogen blodsugere? Det var bare uretfærdigt på alle mulige måder.