Kirkegårdens lys

"Det var en mørk og stormfuld aften.." Var denne sætning ikke titlen på et eventyr? Evangeline fandt titlen bekendt, og forbandt den umiddelbart med eventyret om prinsessen, der skulle bevise hun var en rigtig prinsesse, ved at sove på en ært natten over.. Den historie hendes mor plejede at fortælle hende, inden hun skulle sove, da hun var mindre. Hendes mor, startede altid den del af historien, hvor prinsessen bankede på døren til slottet sådan. Naturligvis startede eventyret med det klassiske "Der var engang..", dog var det alligevel den anden sætning - som jo nok i grunden var den første sætning i et afsnittene i eventyret - hun havde lagt mærke til. Grunden til, den dukkede op i hendes hukommelse nu, var nok, at den beskrev denne aften rimelig godt. Okay, der var godt nok ingen storm. Denne del måtte hun indrømme. Men det blæste, og vinden var iskold.

Evangeline var iført et par hullede, tætsiddende cowboybukser, og en tilfældig, sort top. Udenover toppen havde hun en læderjakke på, og på hendes fødder et par Converse, som var slidte og hullede - hendes ynglingssko. Dette tøj, var nok en smule anderledes en den kjole og de stiletter, hun havde på, når hun arbejdede. Det var det Evangeline kunne lide ved det. Det var afslappet, og mindede hende ikke om hendes utroligt irriterende, lavtlønnede job. Hendes hår, krøllede blødt ned om hendes skuldre, og indrammede hendes perfekte ansigt på en forførende måde. De grønne øjne, undersøgte ivrigt omgivelserne, imens tænderne blidt bed i underlæben, pga. nervøsitet. Hun var ikke glad for at befinde sig her. Så tæt på kirkegården. Og så om natten. Hun havde troet, hun ville komme hurtigere hjem, hvis hun tog denne vej, men det virkede til, at der skete det præcis modsatte.

Da Evangeline passerede lågen ind til kirkegården, anede hun en skikkelse derinde. Hun stoppede overrasket op, blinkede et par gange, for at se, om det nu også kunne passe. Men skikkelsen var der stadig. Hun trådte et skridt tættere på, og lagde hænderne på lågen. Den føltes kold, og var tydeligt mærket af kulde, sol og hvad Moder Natur ellers havde budt den på af udfordringer. Nysgerrigt lod hun sine grønne øjne spejde ind på kirkegården, for at se hvem/hvad der befandt sig derinde.

//Synes btw at du har skrevet en god indledning:D//

I koncentreret foroverbøjet position betragtede Athal flammen vokse sig større og større. Samtidig steg håbet i ham, og han klemte ubevidst næverne hårdt sammen.
Hvis det virkede. Hvis det nu virkede ..
Inden længe var den spæde stearinlysflamme stor nok til at overdøve adskillige meter gennem tågen. Athal løftede blikket og spejdede rundt, men stødte desværre kun på gamle gravstene og endnu mere omgivende mørke. Nå, der var jo stadig hr. Tålmodighed.

Selv om det lille lys drev noget af mørket på flugt, var det ikke synderligt varmende. Athal gøs og holdt tættere om sig selv, mens han blev ved med at scanne enhver del af kirkegården. Ikke så meget som trætheden havde rørt på sig endnu.
Så var det, han så det. Opmærksomheden havde aldrig været så stor, og han stivnede med store øjne. Dér, gennem tågen, kom noget af en smuk skabning svævende. Håret var lyst og skinnede nærmest i mørket, kunne han ane på denne afstand, og kropsfiguren kunne ikke være mere perfekt.
Athal mimede tavse ord og måtte holde en hånd på sig selv for ikke at springe hujende op. Genfærdet skulle efter sigende selv finde herhen.
Forventninegrne steg, og øjnene veg ikke så meget som ét sekund fra det angiveligt spøgelse. Athals hjerte pumpede mere og mere blod rundt i kroppen, eftersom nervøsiteten blot tog til, og nu var hun snart så tæt på, at han ville kunne se detaljerne ...

Først troede han, det var en eller anden syg joke - for det kunne da ikke være rigtigt! -, men jo mere han stirrede, jo mere gav det mening. Og jo mere lignede det Evangeline.
Varmen blussede i total automatik op i ham, og han stirrede som fortryllet på hende. Kunne dette virkelig være genfærdet, eller var det faktisk Evangeline? Bare tanken om hende fik ham til at smile, og han greb sig selv i at ønske, at det næsten hellere måtte være hende end et koldt spøgelse.
Men kunne det virkelig ..
"Evangeline?" Spørgsmålet tumlede frem, inden han nåede at standse sig selv, og han rettede sig vagtsomt op.

Evangeline kneb øjnene sammen, for bedre at kunne se. Skikkelsen tændte et lys. Flammen lyste op og oplyste hans ansigt. Hun blinkede et par gange, med en overrasket mine. Skikkelsens ansigt lignede til forveksling Athals. Men var det nu også det? Hvis ja, hvorfor tændte han så et lys på en kirkegård midt om natten? Det gav ikke særlig meget mening. Alligevel åbnede hun lågen ind til kirkegården for at komme tættere på. Hun tog et skridt frem, satte det ene ben foran det andet. Stoppede op. Spejdede hen mid skikkelsen, for at finde ud af, om det virkelig var Athal, eller om det bare var hendes fantasi der spillede hende et puds. Hun savnede ham ganske vidst, selvom det ikke var så længe siden, de sidst så hinanden. Men savnede hun ham virkelig så meget, at hendes hjerne lavede numre med hende? Hun gik et skridt tættere på. Af nysgerrighed. Det skræmte hende også lidt. Hvad hvis det nu ikke var Athal? Ville hun så være i stand til at flygte, hvis personen det var, nu ville gøre hende ondt? Hun kiggede tilbage mod lågen. Nysgerrigheden og savnet oversteg angsten og igen gik hun et skridt tættere på.

Jo tættere Evangeline kom på skikkelsen, jo mere blev hun sikker på, at det virkelig var hendes Athal. For ja.. efter hvad der var sket, så føltes det lidt som om han var hendes.. og hun var hans. Hun kunne vel ligeså godt lade vær' med at forsøge at skjule hendes følelser for ham. De var jo gået så langt man kunne gå. Uden han havde afvist hende.. hvorfor så blive ved med at skjule de følelser hun havde for ham?

Stemmen.. den stemme. Der var intet i hele verden, der på noget tidspunkt kunne have hende gjort hende lykkeligere. Det var Athal stemme! Han havde set hende komme, for han spurgte efter hende! Han sagde hendes navn! Et stort smil lyste op på hendes fyldige læber. Langsomt, havde hun bevæget sig tættere og tættere på ham, men nu satte hun i løb, skønt hendes krop ikke rigtigt var bygget til den slags, for at komme hen til ham, så hurtigt som muligt. Hun kastede sig ind i hans arme, lukkede øjnene, og nød følelsen af, at være der igen.
"Athal" udbrød hun lykkeligt, imens hun begravede sit ansigt i hans trøje, som hun altid gjorde. Den lugtede så godt af ham. Hun indåndede duften, nød den og smilede stort.

Hvor var det surealistisk; sådan at møde Evangeline på en kirkegård ved midnatstid. For det første fordi, at det havde han aldrig regnet med at gøre, og for det andet; så var hun bare ikke lige den person, der udførte krigeriske danse i fuldmånens skær.
Det varme smil, der efterhånden havde bredt sig på hans ansigt, voksede sig større, idet han så hende med yndefulde skridt trådte nærmere. Glimtvise erindringer om deres sidste møde susede gennem hans sind, og en gylden boblen af lykke fik hans hjerte til at pumpe hurtigere. Evangeline, der kyssede ham, Evangeline, der stønnede hans navn ..
Rødmen skød op i hans ansigt, men på trods af det var han ikke i stand til at fjerne øjnene fra hendes ansigt. Hun lignede i øjeblikket en, der havde fundet en længe begravet skat.
I samme øjeblik kom Athal til at tænke på hvilket underligt indtryk, han måtte give. Det var jo trods alt ikke helt normalt at opholde sig på en kirkegård (altså, om natten) med et loddent stearinlys som en anden læselampe. Hvad måtte hun ikke tænke om ham?!
Han rømmede sig forlegent og havde netop åbnet munden for at komme med en undskyldende bemærkning, da hun kastede sig i hans arme. Det var næsten lige før, det fik lyset til at gå ud i den lille blafren af vind, det gav, og han kastede et bekymret blik på det. I mellemtiden blev favnen fuld af Evangeline, og latteren nåede ud, inden han overhovedet kunne nå at tænke over det.
"Evangeline ..!" sagde han og lagde pr. automatik armene om hende. Hvor var det rart at have hende her. Det gik op for ham hvor ensom, han havde følt sig mellem alle gravstenene, og alene hendes stilstedeværelse bragte lys over en del: Som var hun en stjålen sol.
Han strøg hende over håret og kyssede hende på panden. "Hvad .. hvad laver du her?"

//Nåhja, tak for komplimenten! xD Glemte lige at kommentere det i sidste indlæg^^ //

//"Bor" Athal stadig i Evangelines lejlighed, eller hvordan? n.n Der er vel ikke gået mere en nogle dage? :D

- Så lidt:DD//

Evangeline undrede sig ganske vidst en smule over, hvad Ahtal dog lavede på en kirkegård midt om natten. Hun havde set ham tænde et lys havde hun ikke? Hun lod sit blik glide hen mod det sted, hvor hun regnede med. Det var gået ud nu. Det var højest sandsynligt pga. hendes hurtige bevægelser, da hun havde kastet sig i armene på ham. Hun håbede ikke, hun havde afbrudt noget vigtigt ved at slukke lyset. Men hvad skulle han lave, som afhang af et tændt lys.

Evangeline skubbede blot tankerne fra sig og lod sin krop slappe fuldstændigt af, i Athals arme. Sidst hun havde været i dem, havde de ligget i den samme seng, efter en nat hun aldrig nogensinde ville glemme. Det havde startet med et kys, som havde udviklet sig til det, som Evangeline lagde op til, allerede den første aften de havde haft sammen. Hun skammede sig stadig sådan over det, og hun havde derfor også været meget tilbageholdende denne aften. Hun havde gjort sig umage med, ikke at lade hendes lyster løbe af med hende, og lade Athal tage det første skridt. Men efterhånden, da det var gået op for hende, at han havde lyst til det samme som hende selv, havde hun smidt hæmningerne og blot nydt hvad han havde gjordt ved hende, og hvad hun havde gjordt ved ham.. Denne nat havde været i hendes tanker næsten uafbrudt siden morgenen efter.

Et stort smil bredte sig på Evangelines læber, da han sagde hendes navn, med en sådan glæde, at hun ikke var i tvivl om, at han var glad for at se hende igen. Hun grinede det sædvanlige søde grin, inden hun svarede.
"Jeg var på vej hjem. Jeg tog en genvej.. troede jeg. Men.. den vidste sig, at være dobbelt så lang som den oprindelige" Hun blinkede et par gange, med de store, grønne øjne. De lyste langt væk af lykke, da hun mærke Athals læber mod hendes kind. Han var helt fantastisk.. noget helt for sig selv. Hun holdt så uendeligt meget af ham.

//Jaah, gør han ikke det ..? 8D//

Mellem alle disse døde gravstene var det dejligt at have noget levende at forholde sig til. Athal lod ad hendes svar, og øjenbrynene fløj drillende til vejrs. "Ville du skyde genvej gennem kirkegården?" spurgte han skævtsmilende, mens noget af latteren stadig hang i mundvigen. Det var noget af en usædvanlig vej at vælge - især på dette tidspunkt, hvor onde ånder, almindelig kendt, vågnede fra deres halvsovende dvalen. Man ville ikke ligefrem kunne kalde det en fredsplads. Athal gøs pludselig ved tanken om, at Evangeline skulle gå alene rundt et sted som her.
Han kastede endnu et blik på lyset og sukkede over, at det alligevel var gået ud. Hvad hvis der rent faktisk havde været noget på vej over mod dem? Nu skulle han jo til at begynde forfra igen. På den anden side, inssisterede en lille stemme i hans hoved, så virkede det nok ikke særlig tillokkende og tyst for et genfærd at vise sig med den velkomst, Evangeline netop havde givet Athal.
Igen så han på den unge elverpige i sin favn, og han lod en beundrende hånd løbe gennem hendes bløde hår. "Selv om det er noget af et ubelejligt tidspunkt; så er jeg glad for at se dig," smilede han oprigtigt.

Evangeline lod et sødt og oprigtigt grin, forlade sine læber, da Athal stillede sit spørgsmål.
"Nej! Jeg havde tænkt mig at skyde genvej forbi den.. men så så jeg dig herinde.." Hun smilede og lod blidt sine fyldige læber kærtegne hans kind i et hurtigt kys.
Det var ganske vidst ikke særlig lang tid siden, at hende og Athal sidst havde set hinanden - de "boede" jo sammen - men hun havde alligevel savnet at være i hans arme. Det gav hende i en tryghedsfølelse, som hun i den grad havde brug for nu. Det var først på dette tidspunkt, det gik op for hende, hvor hun befandt sig. På en gammel kirkegård midt om natten. Det var ikke ligefrem det mest trygge sted, man kunne befinde sig. Normalt ,ville hun slet ikke være et sted som her. Men hun havde været ligeglad med hvor hun var på vej hen, bare Athal var der. Og det var han jo. Så længe han var sammen med hende, kunne der ikke ske hende noget, kunne der vel?

Evangelines smil blegnede en smule, da han sagde hun var kommet ubelejligt. Hun ville ikke virke anmasende, og få ham til at tro, at han nærmest intet privatliv havde, nu hvor de havde "noget" sammen.
"Jeg kan gå igen, hvis du har travlt?" Hun smilede beroligende, som for at fortælle ham, at hun sagtens kunne forlade ham, hvis han ønskede det. Han behøvede ikke at føle sig tvunget til at være i hendes nærvær.

"Jah, kirkegårde er jo også kendt for at være en af de mest charmerende steder," jokede Athal med endnu et grin. Imens scannede hans blik pr. automatik endnu engang deres omgivelser. De talte tydeligvis deres eget sprog, og han fik en følelse af snarligt at skulle tænde stearinlyset igen.
Han skulle lige til at række ned efter sin tændstikæske endnu engang, da Evangeline tilbød at gå. Gå? Alene? Her? Athal gjorde store øjne og rystede så bestemt på hovedet. "Nej. Nej, overhovedet ikke!" udbrød han. Ordene rungede pludseligt over den stille kirkegårdsplads, og en kold vind pustede op i deres hår. Athal skar en grimasse og gav hende et betryggende klem.
"Jeg skal nok følge dig hjem," lovede han, velvidende at hun lige måtte være kommet hjem fra sit faste arbejde på stripperbaren. Tanken huede ham ikke synderligt, og han vdste, at en pæn elverpige som hende måtte være et fristende syn for mange undervæsner på dette tidspunkt af døgnet. "Men .. æh .. Jeg skal bare lige have klaret noget først," fortsatte han og var næsten ved at fortryde sine hjælpende ord.
Det her skulle jo have været et privat anliggende. Noget, ingen skulle vide noget om. Muligheden for, at noget kunne være galt, var halv, og hvis Evangeline nu også befandt sig i nærheden ..
Han bed sig i læben og så tvivlende på hende. "Okay, hør .. Jeg skal faktisk til at gøre noget ret underligt lige nu, og .. Jeg ved ærlig talt ikke, hvad du vil sige til det." Med pludselig kolde hænder greb han stearinlyset og holdt det op foran hende. "Evangeline, du har ikke været den eneste uheldige med sindssyge forfølgere i din barndom."

//Så bor han bare hos Evangeline :D - kreatiiiiv:D//

Evangeline grinede selvfølgelig af Athals joke. Han var så sød, når han jokede, og det fik hende til at le. Sådan oprigtigt. Det altid søde og charmerende grin.
"Det er det da!", jokede hun videre.
Hun løftede kort det ene øjenbryn i overraskelse, da Athals stemme bestem rungede gennem den tommme kirkegård. Et bestemt nej. Han insisterede tydeligvis på at følge hende hjem. Det fik hende pr. automatik til at trække på smilebåndet. Det var sødt, at han ikke ville have der skete hende noget, og at han derfor ikke turde, at lade hende gå alene hjem. Tanken om, at skulle gå alene hjem, var heller ikke specielt fristende. Slet ikke nu, hvor Athal stod foran hende.

Hans blik var ikke til at tage fejl af. Han vidste hvor hun var kommet fra - sit vanelige job på stripbaren - hvor de halvfulde mænd havde til vane at glo mere på hende end på stripperne. Hun var udmærket godt klar over, at Athal ikke var specielt vild med, at hun havde det job. Slet ikke efter den nat, hvor de havde gjort... "det". Hun havde - som altid - været temmelig afvisende i forhold til mændene. Dog i en lidt højere grad, nu hvor hun havde en.. kæreste? Var det dét Athal var? Han var i hvert fald ikke kun en ven med fordele. Hun følte virkelig noget for ham, og hun var da ikke i tvivl om, at han havde de samme følelser for hende. Det virkede bare så underligt, at spørge om det var det de var. Kærester. Hun ville heller ikke kunne gøre det uden at rødme. Aldrig. Hun skubbede derfor tanken fra sig, og besluttede sig for at gøre det senere.
Hun smilede blidt til Athal, og gav hans hånd et klem.
"Der er kun dig. Ingen andre. Jeg værdigede ikke engang de mænd et blik. Ikke et eneste. Du var det eneste jeg tænkte på. Hele tiden" Hun smilede et sødt smil, som selvfølgelig havde Evangelines forførende opførsel over sig. Dog var det ikke med vilje, men det var der. Hun mente ikke, at det hun sagde, krævede en forklaring. Hun vidste, at han vidste, hvad hun snakkede om. Stripbaren og dens fulde mænd.

Evangeline lagde mærke til Athals tvivlede blik, og blev straks en smule bekymret. Hun hørte efter hvad han sagde, og sendte ham et smil, der fortalte ham, at hun var ligeglad med, om det var underligt, det han foretog sig. Hendes smil blegnede dog hurtigt, da han sagde den sidste sætning. Han holdt lyset op foran hende imens. Et øjeblik stirrede hun blot ind i flammen, da minderne væltede frem i hendes hoved. Så vendte hun sine smukke, grønne øjne mod Athals klare blå. De var fulde af frygt. Frygt for, hvad han havde været igennem. Frygt for, at der var sket det samme for ham, som var sket for hende. Dengang, for lang tid siden. Hun sagde ikke noget, men sendte ham et afventende og opfordrende blik. Hun ville have ham til at forklare, men hun kunne ikke få et eneste ord over sine læber, for at fortælle ham det.

Det gik pludseligt op for Athal, at han sad og indhalerede Evangeline liftlige duft, og han mærkede en let rødmen spire op i sit kolde ansigt. Hendes udtryk i øjnene fortalte ham mere end noget andet, at hun også ønskede at være her sammen med ham, og en syngende glæde bredte sig i ham.
En kærtegnende finger løb over hendes kind og videret om hendes læber. "Virkelig?" brummede han smigret. Et stort smil bredte, og han nikkede tænkende. De kunne vist ikke komme meget længere ud. "Hør .. Evangeline .. " Ordene kom tøvende ud, og han følte sig allerede utrolig dum, inden han overhovedet var nået til pointen. "Er det her .. ved at blive seriøst? Jeg mener .. " Hans tanker gik flygtigt til andre personer, der også havde været indvolveret i hans liv gennem de sneste par uger, og han fokuserede igen på elverpigen foran sig. "Det, jeg mener, er," fortsatte han, skævtsmilende, "om du vil noget med det her? Jeg vil helst ikke ende ud i noget mistro fra din side, så hvis du virkelig mener, at .. at der kan være en chance .. vil jeg kun se dig." De blå øjne undersøgte hendes eviggrønne nysgerrigt. Hvad mon hun tænkte på? Syntes hun måske, han var for hurtigt fremadgående? Eller var hendes tanker langt større end hans? Han måtte have svar!

Hendes øjne, der nu udtrykte den rene forskrækkelse, fortalte ham mere end ved blotte ord, hvilke anelser, der gik gennem hendes hoved. Han sukkede og kiggede diskret på lyset i stedet for på hende.
"Vil du vide grunden til, at jeg kom hertil, Evangeline? Hvis du kan din historie, ved du nok, at vanddæmonerne og isdæmonerne engang bekrigede hinanden i flere årtusinder. Det førte til meget had og død, og selv efter at krigen sluttede, var der stadig nogle familier, der ikke kunne tilgive deres modstridende for alt det, de engang havde gjort mod dem." Med tøven mødte han hendes blik. "Mine forældre var ældgamle dæmoner og havde deltaget i lidt af hvert. Jeg selv har ikke levet i lang tid, og jeg var stadig som en lille baby for dem, da de kom og ødelagde det hele." Han skælvede svagt, inden det blev muligt for ham at fortsætte, og det var ikke på grund af kulden. "Det er to år siden nu, og jeg er stadig på konstant flugt fra dem. De er to, og de fast besluttet på at lade mig bøde for det, mine forældre engang gjorde mod deres familie. Det her lys;" han viftede med det, "det kan hjælpe mig med at få nogle spørgsmål besvaret."

//Synes godt om! :D //

/7Haha:D//

Evangeline lagde mærke til Athals ansigtsudtryk, og den rødmende, røde farve som bredte sig i hans kønne ansigt. Hun kunne ikke lade vær' med at grine lidt, mest fordi, hun fandt ham så fandens sød og uimodståelig, når han gjorde det der. Blev rød i hovedet, og smilede. Fik hende til at føle, at hun var noget specielt. Ja, hun syntes han var uimodståelig og sød, når han blev rød i hovedet. Hun kunne ikke lade vær' med at trykke ham blidt ind til sig, og hviske i hans øre: "Du er så sød, når du gør det der"

Hun forsatte med at have sine arme om ham, men hun slap ham lidt da han begyndte at tale.. om dem. Hun hørte efter, og bed sig lidt i læben af nervøsitet. Hun var sikker på, at han hver øjeblik ville sige, den sætning, hun frygtede mest af alt: "Det har været hyggeligt Evangeline, men jeg føler intet for dig". Hun ventede og ventede. Gjorde sig selv mere og mere nervøs.. men den kom aldrig. Istedet sagde han, at hvis hun mente det seriøst, ville han ikke se andre.. Så.. han ville vel stadig have hende? Ville han ikke? Var det ikke dét, som det betød?? Var det ikke? Det måtte de altså være! Evangeline så på Athal og trak ham blidt indtil hende, så hendes duft omringede ham.
"Jeg mener der kan være en chance, Athal.. Jeg vil gerne have, det skal være os to". Hun tvang sin stemme til at lyde selvsikker. Det var meget nemmere, nu hvor han havde indrømmet, at han gerne ville noget mere med hende. Han var så usikker og genert.. og hun fandt det så uendeligt sødt. Samtidigt var hun meget spændt på, hvad han ville sige til det. Ville han have hende? Ville han.. være hendes? Ville hun lade hendes være hans? Hun slap ham, nu i tvivl, om han havde ment, at han faktisk ville have hende.

Evangeline sagde ikke noget i første omgang. Hun kiggede på Athal.. længe. Hun havde lyttet meget opmærksomt, som kun Evangeline kunne gøre det. Lytte så opmærksomt og oprigtigt, at de fleste personer følte, at de var genstand for hendes fuldstændige opmærksomhed. At de var det vigtigste i netop det øjeblik. Blidt lagde hun en hånd på Athals kind, kyssede hans pande blidt og kort og begyndte at tale.
"Spørg efter de svar du har brug for.. jeg står bag dig hele tiden", et beroligende smil bredte sig på hendes læber. Hun ville støtte ham i det her. Hun vidste hvor vigtigt det var for ham.

Athal lo lavmælt. Det prikkede i hans nakke, og han kørte, med en masserende bevægelse, sin hånd ned ad hendes ryg. "Og du er ufattelig sød, når du siger sådan noget," hviskede han blødt.
Han så hendes ansigt lukke op og blev snarligt bedøvet af hendes fortryllende duft. "Det .. er godt," stammede han og smilede selv ret stort. Ikke så lang tid efter sneg bekymringen sig ind over hans ansigt og fik ham til at rynke bryn. "Men .. Så vil jeg også gerne vide, hvad du vil." Han tog hendes hånd og så hende filosoferende i øjnene. "Nu skal det her ikke pustes op til noget stort. Jeg vil bare vide, om vi er enige om, at vi ikke ser andre," inssisterede han. Frygten for selv at blive såret legede med ham, og han var lige ved at gyse.
Evangeline var en skøn pige, men selvfølgelig regnede han med, at hun også havde haft det sjovt, selv bagefter hun havde mødt ham. Tanken var fair nok, og han havde jo trods alt selv udrettet lidt. Men en aftale var en aftale, og han ville ikke bryde den, når først den var bundet.
I netop det øjeblik sneg et flygtigt billede af en slank vampyrskikkelse sig ind i hans sind, men han strøg det hastigt væk. Hvordan kunne han overhovedet tillade sig selv at tænke på andet lige nu? Elverens, der sad foran ham, havde verdens mest flotteste øjne og gav ham lyst til at huje ud til hele verden. Men det ville nok ikke være den mest geniale idé på en kirkegård.

Det var helt utroligt som opmærksomheden steg på historien. Athal hørte sig selv, nærmest som i en drøm, fuldføre resten af beretningen, og til sidst sad han blot tilbage med store, afventende øjne.
Det var næsten som om, hele gården åndede lettet op med resten af ham. Han nikkede bestemt, men så florerede nye bekymringer sig ind i hovedet. "Tak. Men .. Det er nu ret farligt, Evange," påpegede han alvorligt.
Åh nej, skulle han vente til en anden dag med at gøre det her?

Et stort smil bredte sig på Evangelines læber, da Athal sagde hun var sød.. Det var ganske vidst også sødt, det hun havde sagt. Men hun mente det. Mere end noget andet, så mente hun det.
Hun kunne ikke lade vær' med at smile lidt over, at han tilsyneladende var helt fortryllet over hendes duft. Derefter kom et spørgsmål, som kom en del bag på hende. Om de kunne blive enige om, ikke at se andre. Evangeline havde skam ingen andre set, udover Athal, siden de mødtes første gang på baren. Men noget i hans blik, gjorde hende usikker på, om Athal nu også havde handlet sådan. De havde kysset, og havde sagt, at de kunne lide hinanden, efter en overnatning i hendes hus. Hun havde selv, taget det som, at de havde "noget", og derfor ikke så andre.. Hun tog det som en selvfølgelig. Men noget ved Athals blik gjorde hende lidt nervøs. Havde han set andre? Hun betragtede hans smukke øjne i et par sekunder, inden hun besluttede sig for, blot at spørge ham om det. Hun vidste, at hvis hun ikke gjorde det, ville spørgsmålet blive ved med at nage hende, indtil hun fik svaret at vide. Hun tøvede, men kun i et par sekunder, inden hun begyndte at tale.
"Jeg har ikke set andre siden vores møde på baren", et smil sneg sig over hendes læber, inden hun forsatte. "Og det har jeg heller ikke tænkt mig at gøre" Nu manglede hun bare spørgsmålet, som når det kom til stykket, var en del sværere at stille, end først antaget.
"Har du da set andre?" Hun forsøgte at få det til at lyde så henkastet og tilfældigt som muligt, at hun spurgte om det. Men alligevel kunne man godt gennemskue, at hun håbede, at hans svar var et nej.

Evangeline lagde blidt armene om Athal og kyssede hans kind.
"Du skal ikke være nervøs for mig - jeg klarer mig" Hun så lidt på ham, inden hun forsatte.
"Jeg synes du skal gøre det nu.. få det overstået. Få svarene på dine spørgsmål". Et opmuntrende smil sad på den smukke elverpiges læber.

Athal forsøgte at skjule sin forbløffelse, men det forekom ham alligevel overraskende at høre hende svare sådan. Havde der virkelig ikke været andre? Havde Evangeline, nok den mest forførende elver i byen, kun holdt på Athal, lige siden hun havde mødt ham?
Han selv havde brugt et par dage på at komme af med den største jalousi, eftersom han allerede dagen efte,r de havde været sammen, havde set hende sammen med andre mænd i sine tanker. Først havde tanken været .. ja, den havde i hvert fald ikke været glad. Men så var det jo, at han havde mødt .. Ja, det var jo så også en helt anden sag.
Han blinkede og nikkede med noget af et bredt smil. "Åh, okay. Sejt." Efter hendes afslørning virkede hun kun endnu mere dejlig, og han fik straks lyst til at lave mere med hende end bare at sidde og snakke. Men det spørgsmål, der nu sprang over hendes bløde læber, forekom uundgåeligt og tøvende. Virkede hun nervøs?
Nu var det hans tur til at nøle lidt med sine ord. Han bed sig i læben og skar en mindre grimasse. "Øh, jeg har .. snakket lidt med et andet hunkønsvæsen," svarede han anonymt. "Men det er ligemeget nu .. " Hans arme sluttede sig atter om hende, og han lænede sin pande mod hendes.

Det føltes som om, hans hjerte bare havde ventet på dette øjeblik. Athal mærkede pulsen sætte farten op, og hvordan nervøsiteten greb et fast tag i ham.
"Jah .. Du har nok ret," sagde han med en lille skælven. Han stak hende et usikkert smil og så eftertænksomt ned på det ventende stearinlys.

Evangeline så på Athal. Hun så ham dybt i øjnene.
"Der har ikke været andre siden jeg mødte dig Athal. Jeg har følelser for dig.. hvorfor så lave noget med alle mulige andre?" Hun smilede. Et sødt og charmerende smil, som alle hendes smil jo var. Men det blegnede da Athal stammede sig igennem en halv tilståelse. Han havde snakket med et hunkønsvæsen? Du godeste.. han skjulte noget. Hun kunne se det med det samme. Hvis han faktisk kun havde snakket med hende, havde han ikke stammet sig igennem forklaringen. Så havde han sagt det normalt. Men han havde svarede rimeligt anonymt på hendes spørgsmål. De fleste drenge gjorde det, når de havde noget at skjule. Hun betragtede ham, imens han lagde armene om hende og holdt hende blidt ind til sig. Hun mærkede hans pande mod hendes. Det var så nemt, bare at lade ham slippe af sted med, hvad han end havde lavet med en anden pige. Men det kunne hun ikke.. det ville hun ikke. Derfor lagde hun armene på Athal skuldre, og skubbede ham lidt ud fra sig, så hun så ham i øjnene, og der var nogle cm i mellem dem.

"Hvad har du helt præcist lavet med dette hunkønsvæsen du snakker om?" Hun så på ham, med sine smukke, grønne øjne. Der var ikke et eneste spor af vrede i dem.. ikke endnu. Månen spejlede sig i dem, og fik dem næsten til at skinne. Hun så med dem direkte ind i hans. Bare.. kiggede. Og ventede på det svar han ville give hende.
Hun kiggede lidt på Athal, og fulgte hans blik ned til lyset, imens hun stadig ventede på hans svar.

Athal trak på skuldrene, da det nærmest retoriske spørgsmål forlod Evangelines læber. Ja, hvorfor havde han ikke tænkt på den før? Hun havde trods alt virket temmelig glad for ham, og nogle gange var det endda som om, hun havde større ord at fortælle ham, men bare ikke turde.
Han blev hurtigt revet ud af sine fantasier, da hun skubbede sig væk fra ham. Målløs stirrede han på hende, mens han prøvede at opfange sammenhængen i det, der skete. Han havde gjort noget galt, havde han ikke? Jo, nu, han faktisk tænkte nærmere over det, stemte hans egne ord jo heller ikke ligefrem overens med hende. Havde hun netop ikke forklaret sine følelsesholdninger omkring dem, mens han havde daset den af med en anden?
Han vrængede munden i en overvejende grimasse. "Det var .. ikke så slemt," undveg han skyldbevidst. "Det var bare med en .. en vampyr. Men vi lavede ikke noget særligt."
I et forsøg på at slå det hen igen løftede han med hånden, men han var ærlig talt bange for hendes blik, der var næsten alt for roligt til at det kunne være sandt. Man kunne aldrig vide sig sikker for hvornår, hun ville begynde at spyde ild.

//Kort kreasvogt -.- //

Evangeline så forsat på Athal. Hendes blik var stadig roligt. Men noget var tydeligt i hende grønne øjne. Hun vidste at Athal havde lavet noget med en anden - vampyren - og det vækkede kun hendes mistanke, at han blev ved med at undvige at svare.
"Athal, hold op med at undvige, og fortæl mig hvad du har lavet med den vampyr" Hun sendte ham ikke et vredt blik. Bare et utålmodigt og - selvom hun forsøgte at skjule det efter bedste evne - kunne man se, at hun var såret. Såret over, at han ikke havde gengældt hendes følelser nok, til at have holdt fingrende for sig selv. Hun var forførende og smuk. Hun kunne få de mænd hun ville, men hun havde valgt Athal, uden problemer overhovedet. For hende, havde det kun været ham.. men han havde åbenbart ikke haft det på samme måde. Hun bed sig i læben, men tvang sig selv til at blive ved med at kigge ind i Athals øjne.


//Det er okay n.n Mit eget er også blevet alt for kort.. :(//

Evangeline var vist den bedste til at give dårlig samvittighed. Athal slog helt automatisk blikket ned. Så kom han i tanke om hvordan, det påvirker folk, om hvordan man fremviser sin ærlighed, og hævede modigt øjnene igen.
"Det var ikke mere end et kys," sagde han i en så rolig stemme, som det overhovedet var ham muligt. Han åbnede munden for at sige noget mere, men noget fik ham straks til at ombestemme sig. Ting og sager var sket ved det skæbnesvangre møde med vampyren, og uventede kræfter havde nået ham. Men det virkede det som om, en helt speciel hemmelighed lå mellem dem. Og hvordan i al verden kunne han forklare Evangeline alt det her, uden at hun misforstod det hele?
Han tøvede lidt, men tog så hendes hånd igen. "Du må ikke tro alt muligt, Evange. Jeg vidste jo slet ikke, at det her kunne udvikle sig så .. godt. Helt ærligt, jeg troede da også, du havde haft gang i en eller anden .. "
Nej. Ups. Nu havde han vist sagt noget forkert. Athal klemte en grimasse inde og gemte den til en frusteret indianerdans i sit baghoved, mens han så pinefuldt på Evangeline. Hvor virkede hun allerede så forfærdelig såret og trist på deres vegne. Han måtte skynde sig og redde den!
"Altså, det, jeg mener, er, at eftersom jeg regnede med, at du også - du ved - hyggede dig med en anden, så var det fair, at jeg også .. " Igen stilnede ordene af, og han fik en tyk trang til at klippe sin tunge over med en plæneklipper.
Kunne man være dummere? Kunne man kvaje sig mere? Måske han bare skulle holde mund og vente på den næste respons fra hendes side.

Evangeline så blot på Athal med sine, store grønne øjne. De var større end nogensinde, og kunne mest af alt sammenlignes med et dådyrs. I takt med, at han sagde mere og mere, blev de mere og mere sørgmodige. Hun bed sig i læben, for at bekæmpe en pludselig trang til at græde. Hun flyttede dog ikke sit blik fra Athals ansigt. Kiggede på ham, uden at vende blikket ned, som han selv havde gjort øjeblikket før. Det var et tegn på svaghed, at vende blikket væk fra andre - ifølge Evangeline - og hun tvang derfor sig selv til ikke at gøre det. Hun følte sig så dum! hun havde lyst til bare at slå på et eller andet. Athal boede i hendes lejlighed! Hun lavede mad til ham hver morgen.. de havde "noget". Hun så dem som et par.. eller i hvert fald to personer, som var godt på vej til at blive et.. Men nu var det hele så.. forvirrende. Han havde helt sikkert ikke haft det på samme måde, siden han uden videre havde kunnet kysse en vampyr.. Hvad havde en vampyr som hun ikke havde? En ustyrlig blodtørst? Hun havde lyst til bare at skubbe Athal væk og råbe ind i hovedet på ham, hvor absurd og forkert det hele var blevet.

"Du skjuler noget for mig.." Det var ikke et spørgsmål, mere en konstatering. Han havde åbnet munden, men lukket den igen, og fortrudt hvad han skulle til at sige. Hun kunne læse ham som en åben bog, og hun havde i den grad på fornemmelsen, at han undlod at fortælle hende nogle ting.
Hun bed sig i læben og sendte Athal et blik, som hun ikke på noget tidspunkt havde sendt ham før. Et koldt blik. Kulden var ikke i hendes øjne særligt længe. Kun nogle få sekunder. Dog kunne den stadig ses i hendes klare, grønne øjne bagefter. Svagt, men det kunne den.
"Så fordi jeg er pæn og arbejder på en strip-bar, så knalder jeg altså med den første og den bedste jeg lige støder ind i?"
Hendes stemme var hverken hånlig, spydig eller noget andet i den stil. Den var bare såret. En stemme der slet ikke passede til Evangeline. En lille såret stemme..
Han gjorde alting så meget værre, ved at sige, at han regnede med at hun knaldede en anden bag hendes ryg! Hvad var det dog for noget at tro om hende? Han regnede med hun bare gik ud i byen og hyggede sig, og så kunne han gøre det samme? Hvad troede han lige om hende?? Hun mærkede tårerne presse sig på. Hun var vred, men mest såret. Så det var naturligvis sorgen der var tydelig.

Mand, hvor havde han fået forvredet den her situation. Måske ville det bare have været bedst, hvis han slet ikke havde nævnt noget som helst. Evangeline lignede en bambi, der lige havde fået berøvet det bedste stykke bark, hun havde set frem til i flere uger, og skyldfølelsen lagde sig forrrædisk og tungt om hans skuldre.
Han så ned, da hun anklagede ham. De isnende ord sagde allerede tydeligt, hvad hun forventede, de havde lavet, og hvor havde han lyst til at protestere. Men hemmeligheden bandt stadig om hans tunge.
"Nej!" udbrød han forskrækket. Ekkoet klingede udover den stille kirkegård. "Øh, jeg mener, ja - Nej! Jeg mener nej, selvfølgelig! Det var jo ikke det, jeg mente." Bedende så han på hende, men følte allerede det ville være godt umuligt at trænge ind med en god nok undskyldning.
"Det var jo bare et kys, Evangeline," gentog han indtrængende. "Ikke mere. Vi har ikke .. øhm, ligesom du og jeg .. " Han blev knaldrød i hovedet og begyndte at mumle. "Jeg har jo ikke tænkt mig at gøre noget igen, hvis vi bliver enige om det."
Alt for at hun ville forstå det, ville han gøre. Nu, efter stearinlyset var gået ud efter hendes ankommen, virkede kirkegården atter trist og kold. Han kastede et sørgmodigt blik ned på lyset og sukkede for sig selv. Ville han nogensinde få tid til at få sit spørgsmål besvaret?

Evangeline sendte blot Athal et koldt, men samtidigt hårdt blik. Hun forsøgte af al magt at holde tårerne tilbage. Men forgæves. Hun havde så mange følelser for ham, men han havde gået og hygget sig med en anden.. Følelsen af, at være afvist og gå for hurtigt frem, kom frisk tilbage i hendes minder. Den aften, hvor Athal havde skubbet hende væk, afvist hende. Den følelse hun hadede og afskyede og aldrig nogensinde ville føle igen. Den var der.. det var så absurd! Så forkert! De passede så godt sammen.. men han.. han havde gjort det hele så.. indviklet.
Hun så på ham med de store bambi-øjne. En tåre gled ned af hendes kind. Hun så blot på ham, imens han forsøgte at forklare sig. En tåre mere løb ned af hendes kind. Snart efterfulgt af en mere.

Da Athal blev rød i hovedet, havde hun mest lyst til at slå armene om ham, og sige, de bare skulle glemme deres skænderi. Deres første. Men hun kunne ikke. Og hun smilede ikke engang over hans ansigts farveskiftning.
"Gør det du skal gøre.." Med det hentydede hun til, at han skulle få tændt det lys, og stillet sine spørgsmål. Hendes stemme rystede en anelse, og det hørtes tydeligt at flere tårer var på vej. Den stemme passede slet ikke til Evangeline. Hun var ikke typen der græd på denne måde. Dette var også en af de første gange.
"Og lad mig være.." Dette hviskede hun næsten. Dog var det tydeligt nok til at Athal kunne hørte det. Grunden til, at hun sænkede stemmen, var, at hun fik besvær med at holde tårerne tilbage. Nu kunne hun ikke længere. Hun vendte om på hælen og begyndte at løbe, imens tårerne gled ned af hendes kinder. Flere og flere.

Evangeline gled længere og længere fra ham. Havde følelsen befundet sig i fysisk form, ville det have været ligesom at gribe fat om en glat glaskugle. Idet hun beordrede ham til at komme i gang med sit projekt, ønskede han med det samme slet ikke at gøre det mere. Forfærdet sprang han på benene, da hun rejste sig og efterhånden begyndte at bakke væk.
"Nej! Vent nu lige - vil du ikke nok ..?" Trods og ulykkelige følelser rev i ham, og han rakte ud efter hende. Da var hun i en fejende bevægelse allerede på vej væk, og en naturlig frygt greb ham.
"Evangeline!" råbte han. "Kom tilbage! Du kan da ikke bare gå ud i - det der!" Han begyndte at løbe efter hende, men mørket slikkede hende lige så hurtigt op, som det tog ham at tage to skridt. Tågen krøb legende om ham, og han mærkede håbløsheden sive ind i sig.
"Fint," mumlede han dystert, sparkede til en sten og vendte om.

I en modvillig blafren sprang stearinlysets flamme til live. Med bakende hjerte anbragte Athal det på jorden, og med endnu et blik ud i mørket rettede han sig op. Der var ikke mange chancer for, at Evangeline ville komme tilbage. Han havde nok allerede gjort hende så godt sur i skralden, at han vel lige så godt kunne tage sin taske og gå.
Bare tanken om det fik det til at stikke ubehageligt.
En kold vind rørte på sig, og med et sæt gik det op for ham, at et øjebliks fortabelse i egne tanker havde gjort ham uopmærksom. Lange tågearme havde adskillet sig den hvide ånde, der allerede indvaderede kirkegården, og havde banet sig vej hen til det blafrende lys.
Athal gispede, og håbet begyndte at stige i ham. Han sank en besværet klump og rakte en hånd frem mod den tågede skikkelse, der var ved at danne sig foran ham. Lysende øjne stirrede ind i hans, og længslen lukkede sig hårdt om hans bryst.
Eller var det nu også bare længsel? Åndenøden ramte ham, som når et ørn sniger sig ind på sit løbende bytte i græsset, og den dødes hænder lukkede sig køligt om hans hals. Han ville råbte, men rædslen klemte allerede hårdt om ordene.

Tårerne løb ned af Evangelines kinder. Athal skulle ikke se hende sådan. Hvor meget hun end gerne ville, så kunne hun ikke få sig selv til at vende sig om mod ham, og lade ham se tårerne. Hun kunne ikke. Hun satte farten op og lod tårerne få frit løb. Hun ventede indtil Athal ikke kunne se hende mere, og så stoppede hun op. Hun satte sig ned på en sten. Stenen var flad og hård, for slet ikke at tale om hvor kold den var. Stenen lå bag en busk, som dækkede Evangeline, hvis hun sad på stenen. Der slog hun sig ned. Hun kunne ikke få sig selv til at forlade Athal helt. Hun kunne ikke. Hun ville have ham med sig hjem. Have alting til at blive som de var før hans lille affære med vampyren. Hun ville have ham i hendes arme, og hviske ind i hans øre hvor meget hun... Tanken stoppede der, for hun vidste ikke hvad hun skulle tænke. At hun holdt af ham, dækkede det ikke tilstrækkeligt længere. Hun elskede ham. Det havde hun gjort i et stykke tid nu. Men han havde ikke de samme følelser for hende, for så havde han ikke lavet noget med vampyren, havde han? Det var det der sårede hende så meget. Hun følte sig afvist igen.

Derfra hvor Evangeline sad, kunne man godt skimte nogle lys. Men hun opdagede dem ikke, da hendes øjne betragtede indersiden af hendes håndflader, idet hun skjulte sit ansigt i sine hænderne. Hun græd. Meget. Lod blot tårerne løbe og græd. En ulykkelig gråd, som hun var lykkelig over, at Athal ikke hørte. Eller, det regnede hun da ikke med, at han gjorde.

En isnende kulde, en kulde, der var koldere end Evangelines blik, havde lukket sig om Athal, og to glødende øjne stirrede ind i hans. Han kunne ikke trække vejret, han kunne ikke gøre noget - og alligevel lykkedes det ham at fremstamme tre ord: "Hvem - er - du?"
Spøgelsets hvide arme borede sig ind i ham, og det føltes som om, det klemte om hans hjerte. "Hvem søger du, unge prins?" Ordene skar sig ind i hans sind, og fik ham til at lukke øjnene i smerte. Alligevel fik det ikke mareridtet foran ham til at gå væk, og han tvang øjnene op igen.
"Hjælp," hviskede han som svar. Genfærdet stirrede intenst på ham i, hvad der føltes som flere minutter, og da hun endelig slap ham, sank han forover i kuldechok.
"Det skal du få." Ordene forenede sig med den omsmygende tåge, og Athal så sig desorienret omkring. Hvad mente hun med det? I et vildfarent forsøg på at beskytte sig selv greb han stearinlyset, mens han spejdede rundt i det lukkede mørke.
Lyden af skridt i gruset trykkede sig mod hans trommehinder, og han lyste vildt frem for sig i den atagede retning.
"Hvem er det?" kaldte han. Et øjeblik var der intet der rørte sig. Tågen fortsatte sin omkredsende bølgen, og nattens stilhed hamrede pinefuldt mod ørene. Hans tanker gik flygtigt til Evangeline, og han mærkede et stik af dårlig samvittighed. Bare hun var okay derude. Det var lige før, han ønskede, han ikke havde startet sit forsøg alligevel og fortsat med at lede efter hende. Men nu var det forsent. Åh, hvor havde han dog været dum!
Så, uden varsel sprang væsenet frem. Athal nåede at få et glimt af blegt, pestfyldt hud og indsunkne øjne, før han i hast rullede væk. Et klagende skrig lød bag ham, og han veg forskrækket baglæns.
To levende lig stod foran ham. Begge ansigter fortrukket i had, og de gik frem mod ham med sikre skridt. Athal mærkede blodet forlade sit ansigt og trak forsvarsberedt sin kniv.
"Gå væk!" råbte han. "I - øh - Guds navn!" Han gjorde en viftende bevægelse med hånden i forsøget på at tegne et kors, ligesom han havde set folk gøre det i film, men det ene lig lo bare tørt, hævede armnet, og lige pludselig var det ikke lyset, der brændte mere. Det var Athal!
Han udsrødte et højt hyl og begyndte at slå på sig selv for at slukke varmen. Ligene gnæggede koldt og trådte ufrygtsomt nærmere.