Kirkegårdens lys

En næsten endeløs strøm af tårer, løb ned af Evangelines kønne ansigt. Alle hendes tanker drejede sig udelukkende om Athal. Hun forsøgte ikke at tænke på ham. At skubbe alle de tanker, som drejede sig om ham, langt væk. Bagerst i hendes hukommelse, så de ikke kom frem hele tiden, hvor hun bestemt ikke ønskede det. Så som nu. Men det nyttede ikke. Uanset hvad hun tænkte på, blandende hendes hoved, det sammen med Athal.
Hun tænkte specielt på en episode. Den, hvor hende og Athal havde ligget i sengen sammen. Hun huskede det tydeligt. Hans hænder mod hendes nøgne hud. Hans støn i hendes øre.. Hun ville gøre alt for at opleve den nat igen. Blot det at tænke på det, fik næsten begæret til at flamme op igen. De passede så perfekt sammen.. men han elskede hende ikke. Hun havde aldrig oplevet noget lignende før. Det var så absurd. Forkert. Hvorfor var det så svært med Athal? Hun havde aldrig haft problemer omkring kærligheden med de andre mænd. Hvorfor lige h..

Hendes tanker blev afbrudt af et højt hyl. Hun vidste med det samme hvem det tilhørte. Hun rejste sig op med en pludselig bevægelse, der dog stadig var yndefuld og elegant trods den begyndende panik. Hun kiggede over mod det sted hvor Athal var. Da hun så flammerne, vidste hun godt, hvad der var sket.
"ATHAL!!" Skreg hun højt, idet hun løb hen mod ham, så hurtigt som hun kunne. Hendes krop var ikke bygget til at løbe, og hurtigt dukkede en stikkende smerte frem i hendes side. Men hun ignorerede det, og løb videre hen mod Athal. Hun kom med et halvkvalt skrig, da hun så, hvad der var sket med Athal. Han brændte! Han var i flammer! Hun tog hurtigt hendes trøje af, så hun kun stod i sin BH - hvilket i dette øjeblik ikke ragede hende det fjerneste. Hun brugte trøjen, som et slags "brandtæppe" for at slukke flammerne.

Nu vidste Athal, det var ude med ham. Ildens varme fik alt til at gynge, og så gjorde det ondt af helvedes til. I forsøget på at afværge den brændende smerte lykkedes det ham at skabe et tyndt lag af vand over sin hud, så ilden fik længere tid til at gøre mere alvorlg skade. Staerinlyset var allerede smeltet mellem hænderne på ham, og snart kunne han mærke ligenes knoglede fingere på sin krop.
Og da var det, han hørte en velkendt stemme skrige sit navn. Først og fremmest kunne han slet ikke finde hoved eller hale i noget. Flammerne gjorde ham blind for alt andet, og det var sådan set kun muligt at tegne noget ud, som var direkte foran ham. I det næste registrerede han en solid banken mod sin krop, og efterhånden gik det i tåget genkendelse op for ham, at det måtte være Evangeline.
De afsjælede legemers vilde skrig skar sig atter ud i natten. Athal greb forvildet om sig, da flammerne omsider blev slukket, men blev med det samme sat i aktion igen, da et af ligene nu lagde sine kødløse arme omkring Evangelines hals.
En stikkende vrede blev, som ved en tændstik, tændt i Athal, og i fuld forsvar trak han sin kniv. Det andet lig rakte sine inssisterende arme ud efter ham, og i resolut vilje huggede han ud efter det med kniven, hvor den skar sig dybt ind i armen på den.
Ådslen udstødte et halvkvalt skrig, men hverken vaklede eller faldt. Athal mærkede sig selv gå i panik, og han kiggede forhastet over mod Evangeline og det andet lig. Der skulle handles hurtigt!
Så var det, han kom i tanke om det trækors, han, som i en forsikrende handling, havde medbragt. Den lå i hans taske, hvilket lå et par skridt fra ham nu og med et lig som forhindringsbane.
Nu med rådne revner i armen slog liget ud efter ham. Athal kastede sig til siden, så han lå og rullede på jorden. Tasken var kun få millimeter fra ham, men inden han kunne nå at sætte sig op, var uhyret over ham. Stædige fingre lukkede sig om hans hals, og han rallede hjælpeløst efter vejret. Oven over ham sad det ene lig og grinede grimt ned til ham. I forbifarten lagde Athal frastødt mærke til adskillige manglende tænder, og at øjnene var sorte. Kulsorte. Lugten af rådne æg og gammelt mad var lige ved at få ham til at kaste op.
Så, med en kraftanstrengelse, fik han hevet fat i tasken med sine fingerspidser. Det begyndte efterhåndne at sortne for hans blik, men følelsen af at have korset i hånden var solid.
Med højlydte gisp rev han hånden til sig og plantede korset derefter direkte i ligets bryst. Først skete der intet, og han mærkede kun sin sjæl bevæge sig tættere på døden, som luften slap ud af lungerne. Men så begyndte rygende dampe at stige fra det døde menneskes bryst. Endnu et dødsskrig forlod gengangerens mund, og Athal mærkede det stærke greb om sin hals slækkedes.
Med en hvislende lyd faldt liget til siden, og Athal kæmpede sig pustende op at sidde. Evangeline! Han måtte hen til Evangeline!
På usikre ben og med brændende hals kæmpede han sig op at stå og kiggede vildt omkring for at finde hende. Kæmpede hun stadig?

Tårerne løb igen ned af Evangelines kinder. Men denne gang, var det frygten over, at hun måske mistede den mand hun elskede. Det gjorde så ondt, at se hans ansigt forvrænges af smerter. At høre hans hjælpeløse skrig. Hun ville til hver en tid, heller selv føle den smerte, end at se Athal føle den.
Hun åndede lettet op, da flammerne forsvandt. Hun smed hendes trøje på jorden, som nu både var hullet og grå flere steder pga. ilden. Men hun var ligeglad. Hun havde reddet Athals liv. Hendes elskede Athal. Hvordan kunne hun dog have fået sig selv til at forlade ham? Han kunne være død.. og så ville det have været hende skyld! Hun rakte ud efter Athal, men mærkede så et par kolde hænder om hendes hals. Hænderne var hårde, tørre, rådne.. døde. Et skrig arbejdede sig op gennem hendes hals, men blev kun til et halvkvalt et af slagsen, da hænderne strammede grebet om hendes hals. Den ene hånd slap hendes hals, hvorefter den søgende gled nedover hendes kraveben. Liget havde åbenbart bemærket hvor let-påklædt hun var..
Evangeline sparkede hårdt bagud, og ramte ligets ben. Det overraskede ham, og gav slip på hendes hals. Dog nåede hun kun at tage et halvt skridt, inden de kolde hænder igen lagde sig om hendes strube. Nu beholdte liget begge hænder om hendes hals. Han ville åbenbart ikke risikere, at hun slap fra ham igen.

Evangeline måtte se hjælpeløst til, imens Athal kæmpede for sit liv. Selv, prøvede Evangeline af al magt at rive sig løs. Men forgæves. Hver gang hun bevægede sig, strammede liget grebet omkring hendes hals. Til sidst var hun ikke længere i stand til at tage dybe indåndinger, og derfor trak hun vejret i små hurtige stød. Igen, strammede liget grebet om Evangelines hals, og så sortnede det for hendes øjne. Hun opgav at forsøge, at trække vejret. Det var ikke en mulighed at gøre det længere. Hun mærkede sin krop give efter. Den blev tung i ligets arme. Et bredt og ondt grin bredte sig på hans ansigt. Evangeline var kun halvt oprejst fordi han havde fat om hendes hals. Ellers ville hun bare være faldet sammen på jorden, som en kludedukke.

Dér var hun! Kulde lagde sig om Athals hjerte, da han så synet af den halvt bevidstløse Evangeline og det ondskabsfuldt grinende ådsel.
"EVANGELINE!" skreg han og tordnede direkte ind i uhyret. Nu havde han et middel! Nu vidste han hvordan, han kunne slå det ihjel! Liget hvæsede, og af instinktive grunde vidste Athal, det havde i sinde at knække halsen på elverpigen. Han hævede armen, og med en bombe af vand skød han korset direkte ind i ligets åbne fjæs.
Ligesom sin fælle skreg denne også. Røg stod i stride strømme op fra hovedet, og det virkede med ét pludselig som om, det blev i ét med tågen. Med knækkende knogleagtige lyde, og som når man knuser efterårsblade, faldt det sammen og blev opløst til ingenting. Athal kastede et forvildet blik tilbage og så, at det andet lig ligemed havde forenet sig med tågen. Men snart befandt den tanke sig flere mil borte.
Med rystende hænder faldt han på knæ og greb fat i Evangeline. Bekymringen gjorde ham sindssyg. "Evangeline?" kaldte han, anbragte to blide fingre på hendes hals og forsøgte at lytte efter en puls.
I samme øjeblik indhyllede et stærkt lys af en tåge dem. Athal kneb øjnene halvt sammen og så forsvarsberedt op. "Hold dig væk!" brølede han, men ordene blev med det samme opløst af den kolde vind, for foran ham stod et hvidt spøgelse, klædt i guddommeligt lys.
Athals holdt beskyttende Evangeline ind til sig, og hans øjne blev kæmpestore, da han så spøgelset åbne munden i rungende ord med så stor kraft, at det lød som hundrede heste med tordnende hove på vej ned af en bakkeskråning.
"Som en hjælpeløs fugl du er, men alligevel så tæt," hviskede det med ubevægelse læber. "Hvis du svaret finde vil, må du i Uldoks hule lede til." Dets hår bølgede om det opløselige legeme, og et øjebliks åndelig stilhed lagde sig mellem dem. Til sidst nikkede Athal med ærefrygt, og det opløste sig selv i tågen. Tilbage var nu kun stilheden og mørket.
Ingen lig, ingen ondsindede spørgelser.

Et sted langt væk, kunne Evangeline svagt ane Athal, der skreg hendes navn. Hendes øjne var lukkede, og hendes puls var meget svag. Så svag, at den næsten ikke var der længere. Hun ville virkelig ønske hun kunne rejse sig, og fortælle ham, at hun var okay. Men hendes krop kunne ikke reagere på, hvad hendes hjerne fortalte den. Hun var nemlig ikke okay. Hun var knapt nok ved bevidsthed. Alting blev mere og mere sort for hende, og så forsvandt hendes bevidsthed.
Hun reagerede ikke, da Athal kaldte på hende. Ej heller, reagerede hun, da spøgelset dukkede op. Hende puls forsatte med at sætte ned i tempo. Måske ville den stoppe helt, måske ville den ikke. Det var der ingen der kunne afgøre.

Hvis man ikke vidste bedre, ville man tro Evangeline var død. Hun lå slap og livløs på jorden i Athals arme. Kun iført Bh'en og de stramme, lavtaljede comboy-bukser med hullerne i. Og så de slidte Converse. Trøjen - eller resterne af den - lå på jorden. Halvt forvandlet til aske. Den trøje der havde reddet Athals liv. Hendes brystkasse hævede og sænkede sig ikke, sådan som den burde gøre. Et tegn på, at hun næsten ikke trak vejret. Hendes hud var bleg, og hendes læber svagt blå. Det var uden tvivl utroligt koldt for hende, at ligge halvt-nøgen på jorden en kold nat. Hendes lange lyse hår, bredte sig ud på jorden. Selv, når hun lå der, og var helt bleg, med de blå læber. Med brandsår op af armene, mærker efter kolde hænder på hendes hals og nogle rifter henover den fyldige barm, var hun stadig en skønhed.

Med visheden om sit eget, hivende åndedræt sad Athal tilbage og stirrede chokeret frem for sig. Var det bare dét? Havde han rejst så langt, blot for at skulle føres endnu længere ud? Med ét følte han sig snydt og bedraget, og en barnlig trang til at jamre og kaste med ting overvældede ham. Jamen, for pokker, han vidste jo ikke engang, hvad en Uldok var!
Så var det som om, en anden bevidsthed trak i ham. Tankerne havde omsluttet ham så dybt, at han for et kort øjeblik havde glemt alt andet, men nu mødte den rædselsfulde skæbne ham.
Med bange øjne sænkede han blikket og mødte Evangelines livløse ansigt. Smuk som en engel lå hun i hans arme. Men der var intet godt i det, for hun lignede en død engel.
"Nej," hviskede han. Med rystende hænder placerede han hånden mod hendes kind og skubbede hendes hoved lidt fra side til side. "Evangeline! Vågn - vågn op!"
Men ligemeget hjalp det. Panikken bredte sig som en mørk blomst i hans lunger, og fik ham til at hive stakåndet efter vejret. Hun måtte ikke dø! Ikke nu! Ellers ville han også dø!
Han lagde hende fra sig på den kolde jord og placerede så begge hænder på hendes bryst. Førstehjælp havde aldrig været hans bedste fag, og så havde han kun udøvet det på meget få mennesker.
"Træk - vejret!" Med resolutte tag trykkede han hendes bryst ned i gentagne tryk (en-to-tre-fire! EN-to-tre-tire!), og som i ren refleks satte han sin mund mod hendes for at puste liv i hende. Og liv var, hvad hun skulle bruge!

Tankerne myldrede rundt, og han mærkede depressionen brede sig. Hvis Evangeline døde her og nu, ville alt være hans skyld. Han ville have nået at såre hende på groveste vis og dernæst have været hendes dødsengel. Kinderne føltes våde, da han igen trykkede sin mund mod hendes halvåbne, men ikke engang det tog han sig tid til at stryge væk.
"Du må ikke dø fra mig, Evangeline! Kom tilbage!" mumlede han sammenbidt.

Evangeline lå blot livløst i Athals arme. Hun registrerede ikke, at han gav hende hjertemassage eller hans mund til mund. I hvert fald ikke i første omgang. Men langsomt - uendeligt langsomt - kom hun så meget til bevidsthed, at hun kunne mærke hans hænder mod hendes bryst, hvorefter hans læber mødte hendes i et forsøg på mund til mund. Langsomt vendte hendes følelser tilbage. Hun blev i stand til at bevæge sin krop en lille smule. Hun gjorde det dog ikke - hun havde ikke kræfter til det - men, hun vidste at hun kunne. Med en kraftanstrengelse fik hun løftede sin arm, så hendes hånd blidt hvilede i Athals hår, imens han gav hende mund til mund. Et tegn på, at hun ikke blot var i live, men også ved bevidsthed.

Athals kind var våd af tårer. Han havde virkelig været bange for at miste hende. Hun smilede svagt, og nød varmen fra Athals krop hendes. Hun lå trods alt på en jord, som var så kold som is, kun iført et par stramme jeans. Hendes trøje lå nok på jorden et sted. Hun havde ikke styr over, hvor hun havde kastet den hen.
Det var først nu, Evangeline opdagede hvor ondt hun havde i hele kroppen. Det smertede over hendes ene bryst, hvor et par dybe flænger, fra ligets hånd, var kommet frem. Udover det, havde hun så utroligt ondt i hovedet, og generelt bare i hele kroppen. Kulden føltes som om, den gik direkte ind i knoglerne. Men smerten i hendes hals overgik alt det andet. Hun kunne tydeligt mærke hvor de sadistiske lig, havde haft sine hænder. Hun sukkede svagt, og var blot glad for, at det var lykkedes hende at redde Athals liv.
Evangelines smukke, grønne øjne var ikke blevet åbnet endnu. Hun holdt dem stadig lukkede. Både fordi hun ikke havde kræfter til at holde dem åbne, men også fordi hun for alt i verden ikke ønskede, at Athal skulle se smerten i hendes øjne.




- Undskyld jeg er så ukreativ ;o

Efterhånden som han pressede mere og mere på, kunne Athal mærke, at det virkede. Det var som om, livet langsomt fandt vej tilbage til Evangeline. Nu kunne han høre hende ånde, og lettelsen skyllede ind over ham, som var det et brusende bæger af vand, der blev rakt til en syg mand. Athal udstødte nogle små gisp, der godt kunne minde i retningen af hulk og hiven efter vejret. NU holdt han inde med sit forehavende og strøg hende blidt over den kolde pande, mens han tog øjensyn af skaderne.
Hvad skulle han nu gøre? Rifterne på hendes bryst var grimme at se på, og så vidste han, at kulden kun ville gavne på de dødes vegne. Billedet af byens hospital sprang livligt op i hans indre blik, men alligevel kunne han ikke rigtigt få sig selv til at bære hende derhen. Som om noget vigtigt afholdt ham fra det. Der måtte bare være en anden udvej!
De blå øjne, hvis mørke nu dominerede, så sig undersøgende omkring. Synet af Evangelines halvt afbrændte trøje sprang direkte op i hans åbne ansigt, og han trak den skyndsomt til sig, inden han lagde den om hende. Et beskyttende sjal.
"Jeg skal nok få dig hjem, Evangeline," mumlede han. Stemmen var blottet for ømhed og følelser, og det var med tjep, at han svang rygsækken over skulderen, før han atter knælede ned foran den svækkede elverpige. Fortrydelsen lyste ham ud af ansigtet, og da gik det op for ham, hvad han blev nødt til at gøre.
Men først bagefter. Nu skulle hun bare blive okay igen.

Hun vejede næsten ingenting, da han varsomt løftede hende op. De stærke svømmerarme holdt hende i et solidt greb, og skridtende var faste, da han bevægede sig væk fra kirkegården.

// Æhæææ - jeg forestiller mig .. lejligheden? ;D //

Endelig åbnede Evangeline de grønne øjne. Smerten var tydelig at se i dem, men hun skjulte det så godt hun kunne. Langsomt lod hun sin hånd glide henover Athals, imens han strøg hendes kind.
"Jeg.. elsker dig", hviskede hun med en lille svag stemme, der kun lige kunne høres. Men så tæt som han var på hende, ville han garanteret høre det. Hun så ham dybt i øjnene et kort øjeblik, vendte hovedet væk i et host, og mødte igen Athals blik, inden hun forsatte.

"Jeg er nødt til.. at fortælle dig det nu.. hvis jeg nu ikke.. hvis jeg nu ikke klarer det her.." Hun talte i små bider, stadig med den svage stemme, som tydeligt fortalte at hun havde ondt. Men hun forsøgte så godt som muligt at ignorere det. Det var vigtigt at Athal fik at vide, at hun elskede ham. Ganske vist, var Evangeline godt klar over, at hun nu nok skulle overleve dette. Men man vidste jo aldrig? Og nu havde hun gået og haft de stærke følelser for Athal, uden at han vidste det. Hun elskede ham, men han vidste det ikke. Hun var nødt til at fortælle ham det. Han skulle vide det.

Evangeline lod sin hånd falde til jorden. Hun kunne ikke holde den oppe mere, uanset hvor meget hun ønskede at gøre det. Hun mærkede Athals muskuløse arme løfte hende op, hvilket hun ikke havde noget som helst imod, at han gjorde. Hun lod sit hoved hvile på hans bryst, imens de gik. Selvom det gjorde ondt alle steder, så nød hun alligevel at være i hans arme. Nød at deres skænderi var glemt for en stund..


//Yup. Eftersom Evangeline ikke kan andet end at ligge og halv-sove i Athals arme, er det nok bedst at du laver start-emnet, hvis vi skal skifte igen xD//

Athal så ind i Evangelines øjne, som om han ikke rigtigt kunne tro, at hun virkelig var der.Hank sank og rystede svagt på hovedet, ville komme med en undskyldning af en art, da hun kom med de tre, chokerende ord.
Et øjeblik var det som om, Athals sjæl forlod hans krop, og at han blot stod og betragtede sceneriet udefra. Overrasket kvalte han et gips, mens han forsøgte at samle sig selv. Hun elskede ham! Hun elskede ham faktisk! Tanken virkede så urealistisk og uventet, at han blev nødt til at genindspille hendes spæde ord for sig selv igen og igen.
Men hvordan kunne det være muligt?
Noget gik gennem hans øjne, en følelse af en art, og lod en finger kærtegne hendes læber. "Hold ud, Evangeline," sagde han. "Du kommer ikke så meget som i nærheden af at dø. Bare rolig; det skal jeg nok sørge for."
Nu stod de ved udkanten af kirkegården. Athals blik var blevet sært glasagtigt, og med lyden som af en hurtigt voksende plante voksede der sig store, tunge vinger ud fra hans skulderblade. Det var første gang, han havde vist sig i den form foran Evangeline, og de nu uvejrsblå øjne kastede et enkelt blik på hende, før han satte af fra jorden, med kurs mod tryghed ...

// Og jeg vil hermed oprette et nyt *da-daaam!* EMNE!! //

//Svarer i det nye, din kreative enhjørning :D//