Kirkegårdens kulde (Maximilian Løvenkranz)- Åbent

Sted- Kirkegården
Tid- Klokken er ca. 24, altså midnat
Omgivelser- Gravsten, kirken, osv
Vejr- Det er en smule køligt. Fuldmånen er fremme

Lyden af fodtrin afslørede, at der var en person til stede på kirkegården denne aften. Willow havde faktisk ingen anelse om hvad hun foretog sig på kirkegården. Hun var her stort set aldrig, mest fordi der lå sådan en trist og dyster stemning over stedet. Døde mennesker var ikke ligefrem opmuntrende. Alligevel var hun her i dag, eller nat, som det jo rent faktisk var. De grønne øjne søgte op til kirken. Den havde set bedre dage. Meget bedre dage.
En lyd bag hende, fik hende til at springe en halv meter op i luften, og hurtigt vende sig om. Det føltes som om hjertet sad oppe i halsen på hende og det ræsede af sted med en ufattelig fart. Heldigvis viste det sig kun at være et blad. Willows skuldre faldt ned igen. Et stort tegn på lettelse. "Et blad...", mumlede hun, "Det var bare et blad". Et lille nervøst grin undslap hende, uden det havde været hendes mening. Hun strøg sig over panden med bagsiden af hånden, og rettede i den proces lidt på sit mørkebrune hår. Så måtte man jo bare håbe, at det næste som forskrækkede hende, var endnu en ganske harmløs ting, og ikke et farligt væsen, som ville hende til livs.

ned i mellem. Graven gik der et spøglse det var Maximilian Løvenkranz en ridder fra 1400 tallet, han gik i mellem de grave som han for 500 år siden hade passe før. Han blive sendt i krig men før han var komme mere end 5 meter uden for klosters mur, blive han skudt ned bage fra og lå alene i 2 dage inde han udånden. ingen hade set at han var blive skudt ned før en nonne var gå uden for, muren for at hent enebær så hade hun funden den døde Maximilian Løvenkrnaz. liggen på jorden og hun fik nogen af de lokale bønder til at, bringen hans livløse krop til bare til kloster hvor han blive begravet. sammen med mange af hans gammel venner fra kloster

Willow havde ikke lagt mærke til spøgelset. Lige så snart hun havde fundet ud af, at det kun havde været et blad, var hun igen faldet ind i sine egne tanker. De kredsede igen om hvor hun skulle bo. Det var ved at blive for koldt til at sove i Forêt skoven, men hun vidste simpelthen ikke hvor hun ellers skulle tage hen. Måske skulle hun flytte ind i selve Di Morga, og så leje en lejlighed i Terre. Skoven kunne hun vel altid besøge, hvis hun altså gad. Tanken virkede mere og mere tiltrækkende, jo længere hun tænkte over det.
Hun vendte sig om, for at gå den samme vej tilbage, som den hun var kommet af. Hendes øjne faldt på et lys, der gik lidt tid før hun opdagede at det var et spøgelse. Sådan et havde hun aldrig mødt før, og hun var egentlig ikke klar over om de var farlige eller harmløse. Derfor blev hun bare stående, og kiggede på spøgelset.

Maximilian Løvenkranz var et meget. Venlig og hjælpsom spøglse han stod foran der hvor han selv lå, han kunne ikke overskride den linge hvor hans egen grav var. Sådan var spøglserns regle han kunne godt gå rundt i mellem gaven, men på ingen måde forlade gravpladsen hvor alle lå begravet. Han var også godt tilfreds med i særom aften og natten da han holde sig til de, ander spøglser som alle hade være hans venne for 500 år siden

Da spøgelset egentlig ikke foretog sig noget, som på nogen måde virkede truende, blev Willow stående. At han ikke opførte sig truende, betød dog ikke, at han ikke var det. Hun havde absolut ikke tænkt sig at gå hen til ham. Hvorfor skulle hun dog også gøre det? Hun ville ham ikke noget, og havde ikke noget ønske om at blive venner med ham, medmindre han altså viste, at han var til at stole på.
Willow løftede et øjenbryn imens hun kiggede på ham. Hun havde hørt, at spøgelser var mennesker, som ikke havde fundet fred. Gad vide hvorfor ham her stadig var på jorden? Ledte han mon efter den person, som havde dræbt ham?