The Angel, The Vampire and The Werewolf... Good Mix.

Den gentagende knasen af læder imod grus generede Sinclair grænseløst. Han vidste at han ikke kunne bede dem om at lade være med at trampe sådan afsted, men behøvede de også at virkelig larme så meget? Hovedet under hætten blev drejet imod de to politimænd som larmede med både nye støvler, plingende medaljer og deres lavmælte snak. Sinclair bedømte for det meste hære og lovens lange arm efter en grov tommelfinger regel: Jo mere tåbelig og overfuldt deres unifom var, jo mindre farlige var de.
Og disse mænd så rimeligt tandløse ud med deres fjerkvaster på kasketen og den underligt store brystlomme som så ud til at holde et vilatelt i den.
Sinclair fnyste og dukkede sit hoved ned i hættens skygge igen for at falde i et med gydens tiltagende mørke. Hans mørkegrå trøje fik ham til at flimre i et med baggrunden, da den også havde plettede af mørkerød og sort farve som i det rette lys, eller manglen på samme, fik ham til at falde i et med baggrunden. Bukserne var lidt for store rundt om benene, men stram i taljen så de blev siddende fast og ikke faldt ned om knæene på ham. De havde den samme farve som hans trøje. Skoene var af den rigtige billige slags. Den slags han havde 4 ekstra par af i forskellige lejligheder rundt omkring i byen og sikkert flere... Men lige det her par, havde holdt længere end andre og deres farve var begyndt at falme væk i skaller.

Han trådte stille ud fra gyden da mændene var langt nok væk og begyndte at bevæge sig rundt omkring i gyderne. Opmærksomheden lysnede ud af ham. Han var helt oppe og køre og han vidste, selvom han kun havde gået den her vej, ville han kunne genkende det hele, selv ned til den mindste lille detalje... Den mursten der stak let ud af et husene, den lettere skæve dør, malingen der skallede oppe i venstre hjørne og det smadrede vindue oppe under loftet... Alt faldt ind i hovedet og blev lagt ind i hovedet så han ville kunne går vejen i søvne.
Sinclair anede ikke hvorfor han mente at han skulle ud i aften. Der var bare... Noget der trak i ham og han ville ikke kunne forklare det hvis nogen senere spurgte ham om hvorfor... De blå øjne inde i hættens skygge kiggede ud og prøvede at finde ud hvor det var, den ting der trak ham... Hvis det da var en ting.

Nok ikke det mest optimale tidspunkt at bevæge sig rundt i byen på. Men når dagslysets folk typisk var mennesker, begyndte al den spænding i livet at forsvinde. Nogle ville mene af Engle var den gode udgave af vampyrer. Engle drak ikke de uskyldiges blod, eller i det hele taget drak de ikke blod. Det gjorde vampyrer så. Pokkers til bæster, som ingen ønskede at møde. Alle engle skulle meget gerne have vinger, og kun meget få djævle besad disse smukke vinger, og hvis det var, var vingerne helt sikkert sorte.
En kvinde, eller nok mere eller mindre en ung dame, travede med lette skridt ned af gaden, uden at få det til at larme i det støjende grus. Længere foran hende, kunne hun høre en lav snak fra to personer med lettere dybe stemmer. Det var nok ikke helt almindelige mennesker eller nogle racer. De fleste jagende bæster jagede alene, og var typisk aldrig to mænd sammen. Så var det oftere en kvinde og en mand, hvor den ene skulle lære at jage.
Stemmerne kom tættere på, og da vejen lavede et knæk foran et hushjørne, kom to bredskuldrede personer til syne. Nok helt almindelige mennesker, som var i hæren eller bare var en slags vagter. Et oplagt mål for vampyrerne. For den sags skyld var hun også selv et oplagt mål, da ingen troede at engle var andet end mad. Nogle vampyrer var altså bare for dumme, og det var mange andre racer også.
”Godaften D’ Herre,” kom det med et let og blid stemme fra kvinden. Hun bar en smuk, hvid iøjefaldende kappe, ud over det tøj hun ellers havde på. Ud over den kappe som hun havde på, havde hun en smuk hvid kjole, med mere eller mindre guldbånd ned langs den ene arm. Ved den ene fod havde hun en smuk udsmykket slange af guld snoet tæt om hendes ankel. Hun havde ingen sko på, og gik derfor også lidt mere forsigtigt end hun normalt ville gå.
”Godaften unge dame. Jeg vil råde Dem til at blive indenfor i aften. Gaden er et farligt sted tæt ved midnat. Det skulle jo ikke ske at vi finder Dem myrdet i en gyde i morgen.” Den ene af gadevagterne var stoppet op, og havde grebet fat i hendes skuldre, for at få hende til at forstå. Dar var så mange der var bange for natten. Angelin var ikke en del af den gruppe. Hun var ikke bange for nattens væsner, men nogle gange blev det for meget. ”Det er forstået. Jeg var også på vej hjem, De skal ikke bekymre Dem om mig.” Selvom hun løj for groft, var der ikke mange som kunne se det på hende. Heller ikke denne gadevagt, som fortsatte med at gå ned af gaden, sammen med hans ’ven’.