Nature Vs Vampire (Suu-Ito)

Drengens sko fik grenen til at knirke i et ekko agtigt tonefald. Det var ihvertfald ikke verdens mest standhaftige stamme, og dog foretog drengen ikke det åbenlyse valg; at hoppe ned, inden den knækkede midt over og lod individet minimum brække armen på slaget. Der var godt femten meter ned, og selv et overmenneskeligt væsen, bør tage sig i agt for distancen, vægten og slagkraften. En typisk nynnen, fra en teenager i overgangsalderen, lød for første gang, gemt slet bag de buskede blade, der gav træet en grønlig prægt. Selv for lydens ejer, var den en smule svær at lokalisere, eller i al fald høre, for den bidske blæst, der rev og flåede forbipassende menneskers jakker af. De sidste lune aftennætter var nu omskiftet med kulde vintervinde, der utålmodigt skreg efter varme legemer. Beskyttet kun svagt af træets dækkende blade, svang han benene frem og tilbage, som sad han på en gynge, ventede bare på at føle blide fingre kløve sig igennem hans hår, der skar luften i flere stykker. Han ventede, følte nysgerrighedens dæmpede klove, der klappede tyst. Aftenen var endnu halvvejs igennem, men endnu var kun vinden en barsk modstander. Naturen vandt første halvleg af hans opmærksomhed.
Hvem ville vinde anden halvleg, og hele spillet?

Suu-ito sad under et træ med en kanin i sine hænder. han bed den i nakken. han hadet at angribe dyr og folk, han så mod himlen og smed kaninen i græsset. han tørrede blod af sin læbe. "Dyre blod smager ikke så godt igen" sukkede han og drømte om at sætte sine hugtænder i en piges hals