Angel Vs. Vampire

Sted: Biblioteket
Tid: 18:59
Privat: Adria

Et minut! Matilde stormede ned gennem de lange bogrækker mod udgangen, ud mod en kold oktoberaften hvor mørket var ved at sænke sig over byen. Under armen bar hun en stak bøger hun lige havde lånt, samt en pose med hul i bunden. Posen havde ganske belejligt lige valgt at gå i stykker på det tidspunkt hvor hun havde mest travlt, og skulle ud inden hun blev lukket inden for natten.
Hun greb fat i håndtaget, åbnede, og nåde lige udenfor døren før den efter hende blev låst og lukket. Hun trak vejret dybt, og kunne tydeligt mærke hvordan hendes hjerte hoppede afsted oppe i halsen på hende. Hun lod hurtigt en hånd løbe igennem det blonde hår, før hun lukkede jakken, og tog bøgerne under armen igen, for at sætte kurs mod busstoppestedet der lå nogle hundrede meter længere nede. Da hun kom der ned, sætte hun sig en smugle nervøst på bænken, og betragtede mørket der slugte byen. Matilde havde aldrig været specielt glad for mørket, det var dét der fremkaldte mørkets væsner, det der trak dem frem, væsner man bestemt ikke skulle spørge med som engel da de ofte fortrak deres blod. Hun pressede læberne sammen, skubbede tankerne væk og håbede at bussen snart, meget snart ville komme.

Det var ved at være slutningen på dette år. Det kunne både ses og mærkes. Til dels var det koldere, men det blev også hurtigt mørkt. Heldigvis, kunne man da sige. Så var det meget nemmere at finde mad og være ude blandt andre. Ikke fordi Adria brød sig om det sidste. I hvert fald ikke, hvis det var blandt mennesker. Det ville virkelig være at synke dybt. Men hun havde altså også savnet at der var folk ude på gaden, så hun var denne aften ude blandt dem. Nu og da kunne man lugte, hvis der var et overnaturligt væsen. Indtil videre havde hun mødt to elvere og en aspara. Heldigvis for dem var Adria ikke sulten, da engle og elvere var hendes ynglings 'snack'. Lige nu var hun bare drillesyg. Det vil sige, hun ville meget gerne irritere og gøre folk ulykkelige. Hendes ynglingsbeskæftigelse med en undtagelse af at drikke blod, selvfølgelig.
Pludselig stoppede hun op, efter at have gået tilfældigt i byen, da hun pludselig kunne dufte noget sødt. Noget vidunderligt. En engel. Hun smilede for sig selv og fulgte automatisk duften. Hun fik til sidst lokaliseret duften og fandt pigen, som sad ved et busstoppested. Hun satte sig ved siden af hende med et neutralt ansigtsudtryk og var lidt irriteret over at hun ikke var mere sulten. Måske kunne hun gemme hende til senere brug? Tanken fik hende til at smile.

Matilde brugte sin tid på at håbe at tiden gik hurtigere, prøvede at begrave sig i tanker der ville få hende væk, så tiden forhåbentligt kunne få hende videre, men en stræk stank ræv hende i næsen, og tvang hende ud af sine tanker, tilbage til busoppestedet hvor en vampyr havde placeret sig på bænken ved siden af.
Det var ikke svært at genkende de blege væsner, de var altid nemme at finde, og stank af død langt væk. Det fik straks hendes alarm klokker til at ringe, men hun blev trodsigt siddende og ventede på at tiden skulle bringe hende væk fra denne vampyr. Hun kiggede uroligt hen mod busplanen som desværre hang for langt væk til at hun kunne læse den med den lille skrift. Det irriterede hende, men det endte med hun viftede tankerne bort, og blev siddende stille, mens hun prøvede at hindre sig selv i at løbe bort som en mus fra katten, selvom det var det hun brandte for at gøre.
Hun kendte ikke specielt mange 'søde' vampyrer, i hendes verden var de alle onde og blod tørstige, og hvis de ikke ville have blodet, kunne de lide at lege med folk, lige indtil de fik brug for dem, og desværre kunne de arme mennesker ikke komme ud af kattepinen før de enten var døde, eller deromkring. Det var kort og godt Matildes billed af disse væsner der i hendes hoved var onde, og kun onde.

Virkede den arme engel usikker? Hun var ikke sikker, men tanken fik hende alligevel til at smile. Dette var nok den sjoveste den af 'legen'. Hun tog en dyb, afslappet åndedrag og observerede dampen, som viste sig ud for hendes mund. Men lige så hurtigt som den havde vist sig, var den væk igen. Derefter gled hendes blik hen på et par gamle damer, som var på vej over gaden. Gamle mennesker smagte bare ikke så godt, som unge. Med blikket fæsnet på damerne, sagde hun: "Du virker nervøs." Det var ikke et spørgsmål, bare en konstatering, for hun var sikker i sin sag. Det ærgerede hende lidt, at det var en engel, for de væsner var immune over for hendes såkaldte tankelæsning, som man sådan set ikke kunne kalde det.
Hendes blik var forsat fremadrettet, mens hun fraværende legede med en tot af sit hår. Hun ventede på englens respons. Om det så ville være en venlig eller spydig kommentar, vidste hun ikke. Faktisk håbede hun lidt på det sidste. Men det kunne selvfølgelig også godt være, at hun bare gik. Men hvorfor skulle hun det, når det var bussen hun ventede på? Hendes mundvig gled op i et skævt smil for sig selv.

//Jeg undskylder for den ringe kvalitet og længden.//