Safe from the rain //Shima//

Sted:: Terre- Metroen
Tid:: omkring 23:45
Omgivelser:: En tom metro station.
Vejr:: Regn og lidt torden

Der havde ikke været nogen advarsel for at regnen begyndte at falde ned, som vis man havde tændt for en bruser. Så den unge engel, ved navn Allen, valgte derfor at tage benene på nakken, med kun 'et sted at finde ly for regnen' i tankerne. Han var ikke som de andre engle der kunne folde deres 'guddommelige' vinger ud og flyve væk, eller bruge dem som en form for paraply. Vinger var nemlig ikke noget Al var i besiddelse af længere; det var hans straf for at være ulydig overfor hans 'overmagt', men han var så træt af det. Træt af at andre skulle planlægge hans liv for ham, så hvorfor måtte han ikke protestere? Åbenbart havde de ikke samme mening som ham.

Heldigvis fandt han en gammel tom metro stadion, som ikke rigtig blev brugt så meget mere. Det var et perfekt sted at søge ly for regnen. Al gav et lettet suk, han hadet regn, det var en ubehagelig følelse at få der kolde vand skyllet over sig. Hans sorte hættetrøje og bukser var for længst blevet gennemblødt.

Regnen ramte det halvdækkede ansigt. Gled ned af de lyse kinder som tårer fra det lukkede øje, men han græd ikke… han græd aldrig, så derfor var det en rar følelse, det kolde vand som ramte hans lyse hud, efterlod et smil, på hans skjulte mund. Den sorte tanktop, som dækkede hans overkrop var drivvåd, og det samme var de sorte shorts som gik ham til knæene. Den røde hættetrøje lå stadig på jorden, inde i telefonboksen, som han havde brugt det meste af sin aften i, da det begyndte at regne kunne han ikke holde sig tilbage, og havde derfor taget hættetrøjen af, så ikke alt hans tøj var vådt. Han kunne jo få brug for at varme sig senere, så det var nok en ret god idé.
Shima hævede sin hånd og holde den frem for sig med bukket arm. Med en dyb vejrtrækning gennem sin gasmaske spændte han i hånden og fik i et kort øjeblik dannet sig en kugle af vand, kun et par centimeter fra sin håndflade, men der gik ikke lang tid, før kuglen, med en høj lyd, gik fra hinanden igen. ”Fuck det…” Shimas ekkoagtige stemme fyldte den tunge luft, og han sparkede kort til jorden, så vandede sprøjtede op, og blandede sig med den faldende regn. ”Tsk!” Han vendte sig om mod telefonboksen og hev døren op, for at få fat på sin trøje. Han tog den ikke på endnu… så for at den ikke skulle nå at blive alt få våd og klam, satte han i løb. Han vidste at metroen ikke så så langt derfra, så måske han kunne overnatte der i nat? Whatever… der var jo ikke rigtig nogen, som kunne få ham til at skride… i hvert fald ikke uden én eller anden form for kamp, eller betaling! Shima sprang ned af trapperne, så det gav et stort bump, da han ramte jorden, bare for at få en smule opmærksomhed fra de folk som muligvis var der… desuden var det også den bedste måde at finde ud af, om der overhoved befandt sig nogen der! Nårh… åbenbart ikke. Han begyndte langsomt at gå, for at finde sig et ordenligt sted at sove. Det her skulle sgu da nok blive hyggeligt.

Det store bump som fylde den ellers tomme metro stadion vækkede Al fra hans tanker. *Huh? var stationen ikke tom?* tænkte Al underende. Normalt ville man spørger 'hvem der' eller nogen lignende, men uden en stemme at bruge var det lidt svært. Ja, Al var ude afstand til at tale med andre ord; Han er stum. Ikke fordi at det gjorder ham specielt nedtrykt, det havde jo været sådan helt tilbage fra hans menneske år. Der var ikke særlig meget lys her nede i metrostationen, de loft lamper fleste var gået i stykker, så højst halvdelen af metrostationen blev lyst op. Han skulle nok højst sandsynligt ignorere lyden men nysgerrigheden overtog ham og fik ham lokket til at gå imod den fremmede lyd.
Da han kom tættere på strøg en svag duft forbi hans 'følsomme' næse. Det var en velkendt duft som var utrolig nem at genkende. En dæmon. Al blev ikke overrasket, mørkets væsner har det med at poppe frem efter mørkets frembrud. Et svagt smil brede sig på hans smalle blege læber, han havde intet imod dæmoner, vampyrer eller varulve. Han fandt dem interessant og havde mere lyst til at snakke med dem end at slås. Mange engle finder jo dæmoner o.s.v. urene og ting som bare skulle forsvinde fra jordens overflade, Al var ikke en af de engle.

Det gik ikke længe før at hans blå øjne faldt på en sorthåret ung mand. Al studerede det han kunne se af ansigtet, resten var jo halvt dækket af en ilt maske. Den unge dæmon havde en rød hætte trøje på og så ud til at være næsten lige så gennemblødt som ham selv.
Al tog hænderne ind i hans hættetrøje-lomme og fandt en halv våd blok. Eller dens hjørner var i hver fald en lille smule våde, men ellers var den stadig tør nok i midten til at bruge. Med hurtige og forsigtige bevægelser skrev han noget ned i blokken med en kuglepen og vende den imod den fremmede unge dæmon da han var færdig. 'Søger ly for regnen?' stod der. Hans falske venlige smil forlod aldrig hans læbe, ikke fordi at folk kunne se forskel på hans rigtige eller falske smil. Han opførte sig jo bare venligt overfor den ny ankommende person; som han endnu ikke vidste var en ven eller fjende.

Der var stille, så det betød vel at her ikke var nogen. De kunne selvfølgelig skjule sig i mørket, holde vejret så Shima ikke skulle høre dem, og så overraske ham når han først havde lukket øjnene og døset hen. Han lod øjnene glide forsigtigt over metroens graffiti-vægge, ind i alle hjørner og skygger, men der var intet at se, og for at være helt ærlig orkede han ikke at gå hele metroen igennem, bare for at finde en fat-svag person som troede at han var større og bedre end ham. Han hævede den ene hånd, og placerede en finger i sin tinding, hvor gasmasken sad. På den måde fik han trykket en lille knap ned, og lygten der var placeret over hans øje tændte op og gav ham et bedre syn. Det var ikke meget, men det var da bedre end at gå rundt i mørke. Han sukkede igennem iltmasken, idet han lod en hår glide igennem sit sorte hår, og fik på den måde et par dråber, som skulle til at falde ned på jorden, væk.

En lyd fangede dog endelig hans ører. Fodtrin. Det var dog ikke særlig højt. Shima løftede blikket og lod sine øjne igen glide rundt. Han havde smidt den røde hættetrøje på jorden, så han var mere klar, hvis han nu blev angrebet. Han vendte sig cirka 90 grader og fik øje på en person som stod med en blok i hånden, holdt frem imod ham. ”Søger ly for regnen?” Han slappede en smule mere af i kroppen, da hankønsvæsnet som han havde stående foran sig ikke så ud til at være en større trussel. ”Heh.” Shima smilte bag masken og tog fat i siden af blokken bare for at løfte en smule på den. Han så op og betragtede personen med et specielt glimt i øjet. Han så ren ud… Lidt for ren til at være et helt almindeligt menneske, så han måtte vel være en form for engel? Men hvad lavede sådan én her? ”Hvorfor blokken?” Spurgte han og klemte øjnene en smule sammen. Han var vel ikke bange for at tale, var han? Det ville sgu da være for åndssvagt…

En større trussel var Al ikke. Mest fordi at han ikke ville slås, og nej dette var ikke pga hans race. Han havde vel altid været sådan. Da dæmonen spurte angående blokken pegede Al på hans hals og rystede på hovedet. Men for lige at være på den sikre side tog han blokken igen 'Jeg er stum' skrev han før at han endnu engang puffede den i dæmonens retning.
Det venlige smil forlod aldrig Al ansigt. Det var yderst sjældent at det gjorder. Well, det var jo ikke fordi at han nødvendigvis var glad 24 timer i døgnet. Nej. Det var bare en dårlig vane. Nogen fandt det uhyggeligt og ubehageligt imens at andre fandt det beroligende at have en optimist i nærheden.
Al studerede denne dæmon og kunne tilsidst ikke holde hans spørgsmål tilbage. Så han pegede på masken der dækkede det meste af den unge mands ansigt og trak så på skuldrene i et 'Hvorfor masken?' spørgsmål. Det var da en god ting at dæmonen endnu ikke havde prøvet at slå Al eller i det mindste bare kaldt ham en idiot.

Shima betragtede tavst personens bevægelser og han nikkede svagt, da blokken endnu en gang blev vendt hen imod ham. ”Stum, hvad?” Han kløede sig i nakken imens han tænkte over hvad han så skulle gøre. Han havde ikke været uden for sådan noget før. Han kunne vel egentlig ikke tillade sig at kæmpe imod en… tja… handicappet? For det var vel det han var, ikke? ”Great…” han sukkede og lænede hovedet tilbage, så han træt kunne se op i loftet. Han orkede det vel helle ikke rigtigt lige nu. Han alt for træt. Stum… ikke at kunne tale. Det måtte sgu da blive irriterende i længden, at ikke kunne sige hvad man ville, når man behøvede det.
Shima så på personen igen, da han havde hørt lyden af papiret som blev rodet ved. Masken? Han placerede sin pegefinger på masken. Tja… hvorfor masken? Det var et fair nok spørgsmål, siden han selv lige havde spurgt ind til blokken. Men han kunne ikke rigtig forklare det, uden at lyde som én eller anden komplet idiot. ’Det er for at passe på mig selv.’ Det kunne han egentlig ikke fortælle til en komplet fremmed. ”Mm… Det er en hemmelighed, undskyld at skuffe dig.” Han betragtede smilet nøje. Det så påtvunget ud, men han havde vel sine grunde, og det kunne være fuldstændig lige meget, han måtte selv bestemme om han ville sige det.. eller skrive det, i hvert fald. Han bukkede sig ned og tog fat i sin hættetrøje, hvorefter han rettede sig op igen og smed den over hovedet på den stumme dreng… unge mand… dreng… unge engel! For han var hundrede procent sikker på han var en engel! ”Så… hvad laver du egentlig ude i regnen om jeg må spørge?” Han sukkede kort og lagde armene over kors. ”Du ser alt for klog ud til at gøre sådan noget…”

Ja man kunne vel godt kalde at være stum et handicap. Al tænkte ikke så meget på det, eller jo. Det blev man jo tvunget til når folk altid spurte ind til hans blod. Men han kunne ikke længere huske hvordan det er at tale. Hvordan det er at forme ord med læberne. Så hvorfor skulle han savne noget han ikke engang kunne huske hvordan man skulle bruge? Han vidste dog godt at det ville være mere praktisk med en stemme. Du kan lettere komme i kontakt med folk på den måde.

Alle havde vel lov til at have deres hemmeligheder, så Al nikkede bare. Han håbede dog ikke at han havde irriteret dæmonen ved at spørger. Nej. Han så ikke irriteret ud. Godt. Hans blik flakkede dog lidt da dæmonen tog hans trøje på. Han lukkede kort øjnene og lyttede. Regnen udenfor var stadig som en bruser uden for. Han åbnede dog øjnene igen da dæmonen snakkede til ham. "Du ser alt for klog ud til at gøre sådan noget.."
De ord gjorder Al's øjne store og i et par sekunder stod hans mund åbent før at huskede at han lukkede den igen. Det var yderst sjældent at der var nogen som sagde sådan noget til ham. Han var mere van til 'Hvilken idiot går også ud i regnen?' eller 'Hvorfor er den lille engel her? søger ly for den slemme regn?' det påtvunget smil blev ændret til et rigtigt et. Han vidste dog godt at dæmonen kunne være ironisk, men han valgte at ligge den tanke langt væk. Han var jo en optimist.
Al rystede på hovedet, imens at han skrev på hans blok. 'Nej, jeg er ikke så klog. Mere.. dumdristig? Jeg troede at jeg kunne nå at gå en tur men.. nej'
Han viftede blokken imod dæmonen men kom dog i tanke om noget så han trak den hurtig tilbage. 'Hedder forresten Allen, kald mig Al.' Efter at være tilfreds rakte han blokken til dæmonen uden at trække den tilbage denne gang. Han ville ikke spørger om hans navn på papiret, på tros af hans nysgerrighed, vis han ville præsentere sig skulle det være af eget valg.

Shima lod blikket flakke en enkelt gang. Det var dog utroligt. Han havde jo bare sagt at han så klog ud, ikke andet, og så reagerede han på sådan en måde? Han fik vist ikke sådan noget fortalt så tit. Hvor synd. Folk havde jo ligesom brug for sådan nogle ord en gang i mellem for at holde sig oppe at køre. Shima tillod sig at smile lidt bag masken, da dette faktisk morede ham ret så meget.
Han betragtede ham trække blokken til sig og skrive mere ned, men det irriterede ham ikke det mindste. Han havde aldrig kommunikeret på sådan en måde før, men personen så nu ud til at kende rutinen alt for godt. Han lod øjnene glide hen over blokken, da den blev vist frem igen. ”Hm, dumdristig? Det ville jeg nu ikke sige.” Han lod sine hænder finde frem til lommerne på sin trøje, idet han tog en dyb indånding og vendte ansigtet en smule opad. ”Jeg kan godt lide regn, så jeg synes bestemt ikke at det var dumt gjort.” Han trak på skuldrene og lod øjnene hvile på hankønsvæsnet igen, dog med en speciel, vågen gnist. Han tillod sig at hæve den ene hånd og tage fat i blokken, for derefter at få fat i det skriveredskab som Allen nu brugte. Pff… han ville sgu da også prøve. Bare man kunne stave var det vel ikke så svært at kommunikerer ved hjælp af papir og blyant. Han begyndte at skrive på blokken, og efter et par koncentrerede minutter, vendte han den imod Allen. ’Shima, kald mig Shima.’ Stod der, med krøllede, store bogstaver. Det var jo ikke så tit at han skrev… han havde jo ikke noget at bruge det til, så han var en smule ude af træning… eller måske havde han bare altid været dårlig til at skrive? Det var godt nok en smule frustrerende at skulle forme ord på den måde, men det var vel bare endnu en ting man skulle vende sig til… Det var fandeme godt at han ikke var stum… han ville ikke have en chance!

Da dæmonen tog blokken og kuglepennen væk fra ham, kiggede han først forvirret på ham. Hvad ville han dog med- Oh. dæmonen ville lege stum?
Det var vel ikke noget problem, det opmuntrede ham faktisk når folk prøvede at sætte sig i hans sko. Dog hadet han når folk gav ham et medlidenheds eller et frastødende blik, heldigvis gav denne dæmon ham ingen af delene. Problemet opstod dog først da han så Shimas håndskrift. Al prøvede, det gjorder han virkelig, men grinet undslap alligevel hans læber efter det store "Pff".
Grinet var overraskende nok ikke så højt som et normal grin andre kom med. Nej. Dette grin var lavt, men dog stadig hørligt for andres øre.
Al viftede dog hurtigt armene foran sig og gav Shima et undskyldende blik før at han genoprettede kontrollen over hans latter.

Han var enlig utrolig snakkesalig for en person som skulle være stum. Han var som en hundehvalp der blev ved med at løbe rundt om benene på personen den lige havde mødt. Dette var både en god og dårlig ting, hvilke kom an på hvordan personen havde det med det. Det var utrolig mange som fandt det irriterende, men det var tros alt en del af Al's personlighed.
Han kunne ikke gøre for at han var så nysgerrig som han var. Al blev flere gange nød til at tvinge ham selv til ikke at stirre alt for meget på Shima, men som sagt var han nysgerrig og kunne ikke rigtig lade være. Man kunne jo for meget information om en person ved at kigge på udseendet.
*Shima..Shima..Shima* gentog Al flere gange inde i hans hovede for at kunne huske det til en anden gang. Han var elendig til navne, men Shima var jo også et unikt navn, så måske ville han ikke glemme det.

Al tog forsigtigt blokken igen og skrev atter igen på en blank side. 'Angående hvad du sagde før; Jo jeg er nok stadig dumdristig, jeg bryder mig ikke så meget om regn så det var en dum ide at gå ud'
Det var dog ikke det værste valg. Hey han fik jo mødt Shima ikke? Og han så ikke ud til at være så slem af en dæmon at være.

// undskyld for det korte svar D: håber at det er okay :3//